Download Kristian Molbo's speciale i Sociologi fra 2007

grad kan involvere individet og være forbundet med en rationel tilgang fra individets side. Et andet
aspekt ved sekundærsocialiseringen som primærsocialiseringen ikke indeholder på samme måde er
nødvendigheden af at være knyttet til signifikante andre, der kan bekræfte den sekundære identitet
og uden hvilke identifikationen med en given subverden eller sekundærrolle vanskeliggøres betyde-
ligt (Berger & Luckmann 2000:162ff; Jenkins 2000:48ff).
En radikal form for sekundærsocialisering beskrives af Berger & Luckmann som alternation og som
søger at revidere både nomos og identitet, som det er formet gennem primærsocialiseringen og som
i flere henseender ligner primærsocialiseringen. Den afgørende forskel på alternationen og den pri-
mære socialisering er dog, at alternationen nødvendigvis ikke kan foregå ex nihilo, men må starte
med at omdefinere den eksisterende virkelighedsopfattelse. En klassisk form for alternation vil være
en omvendelse til et religiøst fællesskab og indeholdt i en sådan proces kan være vækkelsen af reli-
giøse følelser (James 1985:31). I den videre fremstilling vil alternationen blive forstået som enten
en religiøs omvendelse og en vækkelse af religiøse følelser eller som en re-identificering af religiø-
se følelser med et tilhørende nomos og fællesskab. En sådan proces indebærer flere forudsætninger;
i udgangspunktet må der eksistere et nomos og en sandsynlighedsstruktur, der kan erstatte den eksi-
sterende og som erfares som mindst ligeså komplekst og omfattende, og som aktørens religiøse fø-
lelser samtidig kan blive udtrykt igennem og søge identifikation udfra. Der må eksistere en separat
social virkelighed, som individet kan træde ind i, og som kan begribe verden meningsfuldt på ny.
En anden af de forudsætninger, der må være til stede er en stærk følelsesmæssig påvirkning, der i
sin styrke må have samme dimensioner som under den primære socialisering. Det indebærer samti-
dig, at der må være signifikante andre til stede, der kan mediere den nye virkelighed og som aktøren
kan identificere sig med og være forbundet med, som han var det med de signifikante andre under
primærsocialiseringen. Sandsynlighedsstrukturen skal blive individets nye verden og erstatte ethvert
opponerende nomos og særligt det nomos som individet fratræder. Det kan indebære en konkret
fysisk adskillelse fra den tidligere relevansstruktur, selvom det er mere sandsynligt, at adskillelsen
foregår teoretisk og mentalt. Det alternerede individ internaliserer en definition af sin tidligere rele-
vans- og sandsynlighedsstruktur, der gør det legitimt at skabe distance til den og de tidligere signi-
fikante andre indenfor dette nomos. De tidligere meningsfæller vil typisk blive defineret udfra nega-
tive termer og bliver beskrevet som farlige eller vantro og som nogle, der vil kompromittere den
nyligt internaliserede virkelighed. Siden hen, når individet er blevet mere fortrolig med det interna-
liserede nomos og har opnået en høj grad af identifikation indenfor sin nye sandsynlighedsstruktur,
kan han atter tilnærme sig repræsentanter for det tidligere nomos, selvom de tidligere signifikante
andre stadig kan udgøre en trussel mod den nye virkelighed og identifikation.
23