Download Kristian Molbo's speciale i Sociologi fra 2007

personer og have gode minder fra rare menneskers selskab og den slags. Generelt betragtet er tabet
af familie eller af følelsen af pludselig at være blevet en familie uden identiske normer og værdier
oplevet som sværere og vanskeligere end frafaldet fra sekten alene.
For en anden af de interviewede var det et stort tab at blive ekskluderet og blive tvunget til at forla-
de alle de venner han havde i menigheden. Menigheden som det sociale fællesskab den var var af
stor betydning for ham og blev vurderet højere end hans verdslige familie. Eksklusionen betød dog
ikke, at han også frafaldt sektens virkelighedsbillede, hvilket er beskrevet i afsnittet ovenfor, men
tabet af den vigtige relation menigheden udgjorde var i høj grad betydende for at kaste ham ud i en
stor fortvivlelse.
Det er helt klart, at tilknytningen til sekten i høj grad går gennem familien eller relationer af denne
intensitet og at oplevelsen af tab, sorg og meningsløshed er stærkest, når frafaldet betyder et tab af
disse relationer og særligt, hvis det inkluderer børn. Familien er i høj grad en signifikant relation og
omkring den har den hverdagsmæssige praksis omkring sektens anliggender udspillet sig og blevet
opretholdt i forhold til sektens fællesskab. Den familiære relation har været signifikant for at opret-
holde en meningsfuld tilknytning til sekten, og den har været grundlaget for en sikker tilnærmelse
til omverdenen gennem sektens nomos. Familien er ubetinget blevet påvirket af sektens syn på fa-
milieliv og familiestruktur, der er patriarkalsk og konservativt, og i det øjeblik den ene part får en
anden opfattelse betvivles også familiestrukturen, og hverdagslivets almindelige balance gennem
familien bliver undermineret. I de tilfælde, hvor de frafaldne har måttet erkende, at deres børn er
forblevet i sekten har de oplevet det som et tab, at de ikke længere har meningsfællesskab med dem.
I flere tilfælde ses de desuden ikke mere, hvilket dog kun gælder for de tidligere Jehovas Vidner.
Tabet af familien og den familiære enhed som en meningsfuld orientering er et betydeligt tab af
identitet og kontinuitet i en relation, man havde betragtet som stabil og signifikant. Netop derfor
opretholder man forbindelsen til sekten i meget længere tid end det formentlig havde været tilfæl-
det, hvis man ikke havde haft denne signifikante identifikationsmarkør i familien. Det er tabet af
identifikationen med denne signifikante relation eller signifikante relationer i øvrigt og eventuelt
sammen med den omstændighed, at den bogstaveligt afskærer sig fra en, der gør at man slutteligt
forlader den og som oftest også sekten ved samme lejlighed. Dette tab er langt mere markant og
smertefuldt end tabet af det sekteriske fællesskab og oplevelsen kan udmærket være anomisk uden,
at denne anomi har relation til frafaldet og sekten i øvrigt. Det at blive adskilt enten på et nomisk
grundlag og særligt en hel bogstavelig adskillelse fra en relation, der er så stærk som en families, er
anomifremkaldende i sig selv og denne oplevelse af tab består i meget længere tid end frafaldet fra
sekten. Den kan også samtidig stå som en identifikation om alt det gode, der på et tidspunkt var ved
88