Download Kristian Molbo's speciale i Sociologi fra 2007

digt, at en undersøgende tvivl fører til, at man undersøger, hvad der har været årsag til at andre faldt
fra. Det er næppe forventeligt, at man gennem identifikation med andre frafaldne ville blive motive-
ret til at fortsætte sit engagement i kirken, hvilket giver grund til at antage, at tvivlen rent faktisk
dækker over en uudtalt og grundlæggende mistillid til kirken, en tvivl man dernæst søger at ekspli-
citere. Man har blot brug for en gyldig anledning til at identificere tvivlen, og det kan i høj grad
anses for gyldigt at tage udgangspunkt i personer, der tidligere nød en høj status indenfor sekten. At
mennesker med så høj anseelse også kom i tvivl og endte med at forlade kirken gør det legitimt at
tvivle og gør det legitimt at undersøge årsagerne til deres frafald. Deres erfaringer bliver til rolle-
modeller og gør dem signifikante i forhold til at træde ud af sekten og delegitimere dens nomos.
For alle de interviewede på nær en gjaldt det, at de på et tidspunkt opsøgte andre tidligere medlem-
mer eller fandt sammen med nogle, der var i samme situation. Et af de tidligere Jehovas Vidner
fortæller om sit forløb væk fra sekten sammen med andre: …jeg havde nogle at støtte mig til. Vi
havde da hinanden. Det tog jo nogle år, hvor vi ligesom gled længere og længere ud og så når vi
var sammen John og Peter 11 og mig; vi kunne godt mærke vi snakkede om tingene på en helt anden
måde. Det begyndte et sted og man vidste egentlig godt hvor det førte hen… Her er naturligvis tale
om, at man finder sammen med andre i samme situation, og som det er lettere at identificere sig
med under de aktuelle omstændigheder. Alene udfra citatet er det klart, at de føler sig bedre tilpas
med at tale med hinanden om disse ting i forhold til at skulle tale med øvrige af sektens medlem-
mer. I dette specifikke tilfælde gjaldt det desuden, at alle tre havde læst Samvittighedskrise og hav-
de den som referencepunkt i forhold til at identificere kritikken af sekten, og hvad det betød for dem
hver især. Det er klart, at den eksplicitte kritik af sekten som bogen repræsenterer udgør grundlaget
for, at man hver især identificerer tvivlen, og den mistillid man har til sekten. Samtidig udgør mødet
med hinanden et grundlag for at objektivisere tvivlen og give den liv og gøre den til en realitet man
uundgåeligt må tage konsekvensen af. Det er desuden klart, at man i dette forløb ikke inkluderer
andre af menighedens fast troende medlemmer, hvilket kan have flere årsager, f.eks. den potentielle
konflikt det ville medføre, muligheden for en asymmetrisk identifikation eller blot oplevelsen af
uforstyrret at kunne identificere disse erfaringer med andre.
Et sådan fællesskab omkring tvivlen er situationelt betinget og retter sig mod et definitivt frafald.
Det er så at sige ene konsolideret omkring at udgøre det fælles projekt at identificere tvivlen og har
implicit frafald som sigte. Derfor er det heller ikke uventet, hvis et sådan fællesskab ophører, når
man forlader sekten eller umiddelbart efter. Et andet fællesskab, der udmærket kan forlænge det
først beskrevne fællesskab er fællesskab med tidligere frafaldne. På et tidspunkt i frafaldsforløbet
11 Navnene er ændret fra de oprindelige navne.
79