Download Kristian Molbo's speciale i Sociologi fra 2007

kontakten blev taget. At forlade sig på andres udsagn om informanten kan selvsagt være problema-
tisk, men det viste sig ikke at være tilfældet. I flere af tilfældene var der tale om personer man hav-
de kendt i årevis og i enkelte tilfælde både før og efter frafaldet, og som man derfor kan siges at
kende godt. Generelt var der tale om, at indsamlingen af informanter beroede på at få kontakt til
nogle, der kendte nogle, og der var stor forskel på tilgængeligheden af informanterne indenfor de tre
grupper.
I udgangspunktet anså jeg det dels som en blindgyde og dels som problematisk at henvende mig til
kirkerne selv for at få fat i informanter. Jævnfør kirkernes sekteriske natur ville det for det første
være utænkeligt, at de ønskede at udlevere navnene på tidligere medlemmer, der kunne tænkes at
omtale kirken negativt. For det andet havde de formentlig heller ikke kontakt til disse medlemmer. I
øvrigt ville de heller ikke medvirke i et studium, der kunne tænkes at omtale deres kirke negativt.
Desuden ville det være vanskeligt at afgøre, hvor pålidelige de pågældende kirker ville være, når
det kom til at definere deres tidligere medlemmer udfra udvælgelseskriterierne. Formentlig ville de
være ærlige, men spørgsmålet var om de ville forstå det samme som undersøgelsen eller om de au-
tomatisk ville dømme frafaldne, som nogle der aldrig i virkeligheden havde været en del af kirken. I
det hele taget ville det være svært at garantere repræsentativitet ved at få fat i frafaldne gennem kir-
ken selv, når kirkens eget udgangspunkt var, at den ønskede et minimum af negativ omtale og det
derfor var forventeligt, at de henviste til positivt indstillede frafaldne. Netop dette billede blev fuldt
bekræftet hos Scientology, hvilket er nærmere redegjort for i et senere afsnit. Jehovas Vidner har
ganske enkelt ikke kontakt til udstødte medlemmer og formidler den heller ikke, hvilket er konse-
kvent. Mormonerne er tilsyneladende anderledes på dette punkt. Centralt har de fuldt overblik over
tidligere medlemmer og kan formidle kontakt, hvis de bliver givet en tilstrækkelig god grund. I en
vis udstrækning og formentlig afhængigt af menighed og den frafaldne kan de også have en vis so-
cial kontakt med den frafaldne om end de afholder sig fra at tale om frafaldsspørgsmål.
Af disse grunde betragtede jeg således kirkerne som den sidste mulighed for at finde informanter og
kun i tilfældet med Scientology skulle det vise sig at være nødvendigt. I de andre tilfælde var det
anderledes. Mange af de tidligere Jehovas Vidner var organiserede og havde et velfungerende net-
værk, mens de tidligere mormoner og scientologer udgjorde et større detektivarbejde at indsamle (se
bilag 4 for yderligere detaljer om indsamlingen af informanter).
Interview af informantgruppen
Data og empiri til brug for analysen er tilvejebragt gennem personlige og kvalitative interviews fo-
retaget ved at være til stede sammen med en informant. I et enkelt tilfælde blev et par interviewet
sammen (se bilag 3 for kort beskrivelse af informanter). De forskellige overvejelser, der knytter sig
47