Download Kristian Molbo's speciale i Sociologi fra 2007

være forventet indenfor et nomos, idet hans grundlag for viden og dermed handling i hverdagen
ikke er til stede.
Omverdenens reaktion på det anomiske individ
Det er givet, at en anomisk reaktion ikke går upåagtet hen i forhold til den sandsynlighedsstruktur
den sker indenfor. Den umiddelbare reaktion på, at nomos bliver kompromitteret vil være, at indivi-
det søger identificering og bekræftelse af sit nomos hos sine trosfæller indtil sikkerheden atter er
garanteret. Nomos kan i det anomiske tilfælde ikke bekræftes, men individet vil i udgangspunktet
forsøge at genoprette tilliden til nomos gennem sine signifikante andre og sandsynlighedsstrukturen
generelt, da disse faktorer jo hidtil har været basis for identifikationen. I en sådan sammenhæng er
der tale om regulær universvedligeholdelse, som det er forventeligt kommer i brug ved en anledning
som denne (Berger & Luckmann 2000:124ff).
Hvis individet gør sig erfaringer i retning af, at et opponerende nomos yder bedre forklaringskraft
og forsøger at opnå en identifikation af disse tanker vil hans sandsynlighedsstruktur reagere defen-
sivt, idet han bringer begreber og viden ind i fællesskabet, der anses for kættersk og forkert. Fælles-
skabet har jo i visse henseender etableret sig som et forsvar mod netop disse forhold og vil modar-
bejde afvigerens holdninger og tillægge ham en stigmatiserende rolle i denne proces. Afhængigt af
identifikationen af afvigerens opfattelser vil han blive betragtet som ’svag i troen’, kættersk, mo-
ralsk fordærvet, uvidende, eller ligefrem mentalt afvigende (Berger & Luckmann 2000:84). Denne
stigmatisering bidrager til en øget asymmetrisk identifikation, som dels bekræfter afvigerens ople-
velse af manglende identifikation og dels forstærker risikoen for anomi. Fællesskabet vil i stigende
grad betragte ham som en fare for sandsynlighedsstrukturen og mobilisere sine vedligeholdelses-
mekanismer for at beskytte sig mod den potentielle fare han udgør. Fra at have været en aktør, der
gensidigt bekræftede fællesskabet er han nu blevet en aktør, der bekræfter fællesskabet i, at det skal
tage sig i agt for ham. Slutteligt i denne proces vil han blive ekskluderet og den asymmetriske iden-
tifikation vil være maksimal. En tilsvarende reaktion vil forekomme, hvis individet stiller sig tviv-
lende overfor sit nomos’ evne til at forklare virkeligheden tilstrækkeligt eller hvis aktøren identifi-
cerer de individuelle forskelle, der eksisterer uafhængigt af den samlende sandsynlighedsstruktur.
Aktøren reagerer på den stigende asymmetri i relationen, hvilket også skaber en reaktion hos de
øvrige aktører, der bliver opmærksomme på asymmetrien og begge forsøger at genoprette enheden
og benytter nomiserende redskaber til at forklare og beskrive, hvori den asymmetriske identifikation
består og hvordan den kan elimineres. Hvis den asymmetriske identifikation består eller bliver stør-
re vil fællesskabet reagere ved at iværksætte et forsvar mod asymmetrien og aktøren, der først iden-
29