Download Kristian Molbo's speciale i Sociologi fra 2007

etyder delegitimeringen af samfundets institutioner, at sekten selv opretter sine egne institutioner
som f.eks. skoler, gymnasier, universiteter, gymnastikforeninger, hospitaler, plejehjem, spejder-
grupper mv.
Afstanden til samfundet kan også vise sig i hverdagslivet ved, at man afholder sig fra verdslige me-
dier og anbefaler sine egne, f.eks. egne publikationer, radiokanaler og tv-stationer. Det kan også
betyde, at man lytter til særlig religiøs musik eller indretter ernæring og motion efter religiøse prin-
cipper. Det afgørende er, at disse aktiviteter eller fravær af samme bekræfter den overbevisning, at
man afholder sig fra verdslighed, og det man betragter som ondt og nedbrydende.
McGuire påpeger (2001:162-163), at for sektmedlemmer er religiøsiteten ’hovedrollen’ (the master
role) og alt andet i tilværelsen er gennemtrængt af og underordnet den. I sammenhæng hermed har
sekter også typisk et klart parameter og normsæt for fuldkommenhed som medlemmerne stræber
imod. Denne stræben efter fuldkommenhed skaber nødvendigvis afstand til mennesker, der ikke har
den samme stræben, og som derfor bliver vurderet som mindre værd eller som forkerte.
Det er klart, at sektens verdensbillede må være totalt, når det skal kunne legitimere en så konse-
kvent afstandtagen til det øvrige samfund og samtidig forklare og legitimere normer og et ideal om
fuldkommenhed, der gennemtrænger alle aspekter af tilværelsen. Sektens dogmer og verdensansku-
elser er imidlertid ikke til diskussion, og der bliver krævet total underkastelse til praksisser og over-
bevisning. Man kan forestille sig at sekter varierer i graden af hvor meget afstand de tager til om-
verdenen, og at nogle sekter fokuserer mere på visse forhold end på andre, men fælles er dog stadig,
at sekten er den eneste løsning på de problemer den selv peger på som afgørende.
De nævnte verdensanskuelser og normer for fuldkommenhed skaber meget klare skel mellem inklu-
sion og eksklusion i forhold til sekten og nødvendiggør samtidig, at inklusion af sektfællesskabet er
total og gennemgribende for alle livets områder. Det betyder ydermere, at modsigelse af sektens
normer og praksis betragtes som illoyalt og fjendtligt og medlemmer, der kompromitterer sektens
normer bliver enten mødt med sanktioner eller ekskluderet. McGuire behandler ikke, hvordan sekter
betragter tidligere medlemmer, men på baggrund af fire studier af fire forskellige sektfællesskaber
(Mormoner (Bahr & Albrecht 1989:198), Unification Church (Barker i Bromley 1988:178), Hare
Krishna (Rochford 1989:171) og Peoples Temple (Hall i Bromley 1988:237)), viser det sig, at fra-
faldne er blevet udstødt (disfellowshipped), afskåret fra kontakt med samtidige sektmedlemmer og
beskrevet som ’sataniske’ og som nogle gud vil straffe på ’behørig vis’, og som man fraråder den
øvrige sekt at have kontakt med. Billedet er formentlig ikke grundlæggende anderledes i andre sek-
ter, og det stemmer udmærket overens med sekters øvrige syn på udenforstående og særligt uden-
forstående, der kunne risikere at være kritisk indstillet. At forlade den sande vej er at lade hånt om
7