Empowerment og brugerinddragelse i praksis - Aarhus Universitet

Kapitel 4. Frisættende nytænkning i institutionelle
rammer?
Brugerne på Humlehøjen har altså svært ved at agere i overensstemmelse
med empowermentparadigmets forestillinger, fordi de ikke besidder den
slags kompetencer, som det nye paradigme lægger op til. I dette kapitel udbygger
jeg argumentet ved at synliggøre, at forestillingerne møder vanskeligheder
i praksis, fordi disse fordrer og appellerer til en bestemt slags frihed
og selvforvaltning, som brugerne i praksis ikke kan eller ønsker at
imødekomme, og som ligger langt fra mange brugeres hverdag og tidligere
erfaringer. I kapitlet ses også, at dette får konsekvenser for hverdagen i projektet,
idet medarbejderne indtager en dominerende rolle i den daglige behandling,
hvilket står i modsætning til empowermentparadigmets forestilling
om et mere ligeværdigt forhold mellem bruger, medarbejder og system.
Yderligere indtager medarbejderne en dobbeltfunktion, hvori de både
skal hjælpe brugerne, men samtidig kontrollere fx metadonudlevering.
Sidstnævnte bevirker, at de trods empowermentparadigmets forestillinger
om ligeværdighed i behandlingen har mulighed for at sanktionere brugernes
adfærd fx ved at tilbageholde metadon, hvis brugerne er alt for alkoholpåvirkede.
Dette medfører i relation til det store fortolkningsmæssige
frirum, som medarbejderne overlades som følge af en decentraliseret kommunal
og ministeriel politik, at medarbejderne indtager en funktion som i
praksis på flere måder ligner behandlingsparadigmets forestillinger om
medarbejdere som eksperter. Jeg vil nedenfor belyse dette argument med et
Foucault-inspireret perspektiv, som er behjælpeligt med at synliggøre nogle
strukturelle vilkår for den sociale behandling i gadeplansbureaukratier, der
følger med empowermentparadigmets fremkomst.
Viden og normalisering
Den mest fremherskende tilgang til at forstå socialt arbejde og individets
rolle i velfærdsstaten inden for sociologi og antropologi har i de seneste ti
år været meget præget af Foucaults tanker (Cruikshank 2001; Dean 1999;
Järvinen et al. 2002; Petersen 2003; Rose i Sørensen & Hjorth 2000; Villadsen
2003; Wright & Shore 1997). Disse analyser bygger på en antagelse
om, at det sociale arbejde ikke alene har til hensigt at hjælpe den enkelte
bruger med sine konkrete problemstillinger som arbejdsløshed, misbrug,
sygdom, boligløshed, men at dette arbejde samtidig går ud på at normalisere
og afrette samfundsborgere, der falder uden for det ”normale” (Dean
1999:67; Cruikshank 2001:235; Järvinen et al. 2002:13; Pedersen 2003:34
Rose 1999:88). Det vil sige, at samfundet igennem den humanistiske såvel
41