Empowerment og brugerinddragelse i praksis - Aarhus Universitet

Empowerment og brugerinddragelse i praksis:
mellem forestillinger og det muliges kunst

Empowerment og brugerinddragelse i praksis:
mellem forestillinger og det muliges kunst
En antropologisk analyse af forestillinger om ”godt” socialt arbejde
i relation til praksis blandt svagtstillede metadonbrugere
Bagga Bjerge
CENTER FOR RUSMIDDELFORSKNING
AARHUS UNIVERSITET
2005

© forfatteren og Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet, 2005
Tryk: BookPartner Media
ISBN: 87-89029-59-3
Center for Rusmiddelforskning
Nobelparken, bygning 1453
Jens Chr. Skous Vej 3
8000 Århus C
Tlf.: 8942 6930
Fax: 8942 6935
www.crf-au.dk
E-mail: crf@au.dk

Forord
Denne publikation baserer sig på materiale fra mit feltarbejde og speciale
på Institut for Antropologi, Arkæologi og Lingvistik, afdelingen for Antropologi
og Etnografi ved Aarhus Universitet samt materiale fra mit arbejde
som studentermedhjælper ved Center for Rusmiddelforskning. Under mine
perioder i felten har jeg mødt mange venlige, hjælpsomme og informative
brugere såvel som medarbejdere, og jeg vil gerne sige tak, fordi I tog så
pænt imod mig og lod mig få indblik i jeres hverdag. Desuden vil jeg gerne
takke min vejleder, lektor Nils Bubandt, for inspiration og sparring undervejs,
censor Karen Ellen Spannow for motivationen til at arbejde videre
med mit materiale, adjunkt Vibeke Asmussen for gode råd og vejledning i
forhold til at redigere materialet, Mai-Britt Johansson for korrekturlæsning
samt centerleder Mads Uffe Petersen, Helle Dahl og andre ansatte på Center
for Rusmiddelforskning for sparring og opmuntring. Endelig vil jeg takke
venner og familie, der har givet kritisk respons under hele forløbet –
særligt Bjarke Nielsen.
November, 2005
Bagga Bjerge
5

Indholdsfortegnelse
Kapitel 1. Indledning................................................................................... 9
Præsentation af felten.................................................................................... 9
Gadeplansbureaukratier............................................................................... 11
Undersøgelsens overordnede argumenter ................................................... 12
”Fulde svin”................................................................................................. 12
”Julefrokosten”............................................................................................ 14
Kapitel 2. Begreber ................................................................................... 17
Forestilling og praksis ................................................................................. 17
Felt............................................................................................................... 19
Kapitel 3. Velfærdsstaten og transformationen af det sociale
arbejde........................................................................................................ 23
Velfærdsstaten............................................................................................. 23
Behandlingsparadigmet - Velfærdsstaten og det sociale arbejde ............... 25
Krise i velfærdsstaten og det sociale arbejde .............................................. 27
Økonomisk nedgang og omorganisering af den offentlige sektor.............. 28
Holdningsændring i velfærdsstaten............................................................. 30
Empowermentparadigmet - Dialog med borgerne...................................... 31
Lovgivning og lokale retningslinier for socialt arbejde.............................. 33
Om den sociale lovgivning - Det sociale arbejde som en læreproces ........ 33
Lokale retningslinier for empowerment...................................................... 36
Et moderniseret samfundsindivid?.............................................................. 39
Kapitel 4. Frisættende nytænkning i institutionelle rammer? ............. 41
Viden og normalisering............................................................................... 41
Internalisering af systemet .......................................................................... 43
”Arbejdet som værdi i sig selv” .................................................................. 44
Når frihed ikke bare er frihed...................................................................... 45
Medarbejderens særlige status – At guide og kontrollere........................... 48
”At banke hovedet ind i døren”................................................................... 49
Det store frirum ........................................................................................... 50
Kapitel 5. En fornemmelse for indflydelse.............................................. 55
”At blæse og puste og prutte i parkometret”............................................... 56
En praktisk sans........................................................................................... 57
”Taxakørsel”................................................................................................ 59
Socialisering og bureaukratisk praksis; gamle mønstres træghed ............. 61
7

Akutte problemstillinger - ”Jeg skal snakke med nogen lige nu og
gerne flere!”................................................................................................. 63
”Handleplaner eller akutte problemstillinger” ............................................ 64
Forskellige brugerstrategier - At tage på museum eller fralægge sig
ansvar........................................................................................................... 67
”Museumsturen”.......................................................................................... 68
”Grænser for brugerinddragelse – Fulde svin II”........................................ 71
Kapitel 6. Bureaukratiets iboende dilemma – Den enkelte og/eller
flertallet ...................................................................................................... 75
Struktureringen af tid .................................................................................. 76
” Nyt tidspunkt for afholdelse af fællesmøder” .......................................... 78
”Der skal til at ske noget” - Om klientdifferentiering................................. 80
”Den nye bruger” ........................................................................................ 81
Kapitel 7. Konklusion - Empowerment og forestillingen om
selvforvaltning ........................................................................................... 87
Litteraturliste............................................................................................. 93
8

Kapitel 1. Indledning
Empowerment er et af de begreber, som i de seneste 10 år har præget
debatten om ”god” og ”værdig” social behandling i den offentlige sektor.
Oversat fra engelsk betyder ”to empower” at bemyndige, sætte i stand til,
give evne til (Gyldendals engelsk-dansk ordbog 1992:163). På dansk eksisterer
det ikke som et egentligt begreb, men empowerment bruges i daglig
tale og forbindes med ord som brugerinddragelse, brugerindflydelse, brugerorientering
o.l.. Den bærende logik og forestilling bag denne tilgang til
social behandling kan betegnes som et paradigme: Empowermentparadigmet,
der i høj grad præger den politiske, kommunale, amtslige, lovmæssige,
socialfaglige og ideologiske tilgang til velfærdsstatsligt, socialt arbejde og
behandling i dag. Kendetegnende for paradigmet er, at samfundsborgere
bør have rum til og mulighed for at få indflydelse på deres livssituation, og
det enkelte individ ses som selvforvaltende, fritstillet og ansvarligt for valg
i både eget liv og i relation til samfundets bedste. Paradigmet står i modsætning
til forestillinger, som tidligere har præget den sociale behandling –
hvilket jeg betegner som behandlingsparadigmet. Heri ses individet som en
klient, der møder en ekspert, som qua dennes ekspertstatus er bemyndiget
til at vide, hvad der virker for klienten, samt hvordan dette realiseres.
Hensigten med nærværende undersøgelse er at sætte fokus på relationerne
mellem forestillinger og praksis i forhold til dilemmaer og vanskeligheder
med samt bestræbelser på at implementere empowermentparadigmets
forestillinger i hverdagen blandt svagtstillede metadonbrugere. Jeg vil
analysere, hvorfra og hvorfor forestillingerne om det frie, ansvarlige og
selvforvaltende individ opstår, samt hvordan disse søges formidlet til samfundets
borgere. Dette danner baggrund for min analyse af hvordan, hvorfor
og hvilke konsekvenser disse forestillinger har, når de søges implementeret
i den daglige praksis i det sociale arbejde. Udgangspunktet for denne
analyse er funderet i empiriske data fra mit feltarbejde blandt svagtstillede
metadonbrugere på forsøgsprojektet Humlehøjen 1 samt materiale fra mit
arbejde som studentermedhjælper ved Center for Rusmiddelforskning.
Præsentation af felten
Forsøgsprojektet Humlehøjen har til formål at forbedre den generelle livssituation
for projektets brugere, som er særligt svagtstillede metadonbrugere.
Projektet har et øget fokus på psykosocial støtte i den daglige substitutions-
1 Navnet Humlehøjen og navnene på brugere, medarbejdere, andre institutioner og
kommuner er pseudonymer, idet jeg har lovet mine informanter den anonymitet, det var
muligt at give.
9

ehandling sammenlignet med anden substitutionsbehandling. Da jeg påbegyndte
mit feltarbejde i efteråret 2002, var der 15 brugere (heraf fire
kvinder) tilknyttet, og to nye (mænd) kom til, inden jeg sluttede. Aldersspredningen
var på 25-54 år, og brugerne har mange forskellige problemstillinger:
Deres hverdag er præget af megen ustabilitet, mange har et sidemisbrug
2 enten i form af stoffer, piller eller alkohol, som indvirker på deres
hukommelse og koncentrationsevne, men som også gør nogle brugere opfarende
og aggressive. For nogle fylder kriminalitet meget i hverdagen, og
mange har et problematisk forhold til familien. De fleste brugere kæmper
også med dårligt fysisk helbred (hepatitis C, hiv, hjerneskader, sår og bylder
efter mange års injicering af stoffer osv.), dårligt psykisk helbred (”dårlige
nerver”, angst, men efter fysisk, psykisk og seksuelt misbrug i barndommen
osv.), problemer med at finde en tilfredsstillende bolig samt i det
hele taget problemer med at få hverdagen til at fungere – en livsførelse som
umiddelbart står i modsætning til empowermentparadigmets forestillinger
om ansvarlig og selvforvaltende livsførelse.
Projektet fokuserer derfor på at give brugerne en ”helhedsorienteret”
indsats. Det vil sige, at der fokuseres på så mange facetter af den enkelte
brugers liv som muligt (helbred, boligsituation, familie osv.) ved at inddrage
brugeren så meget som muligt i de beslutningsprocesser, der vedrører
denne. På lige fod med andre misbrugsbehandlingscentre hjælper medarbejderne
brugerne i forhold til sagsbehandling i det omgivende system og
metadonudlevering, men der tilbydes også aktiviteter, madlavning, hjælp til
flytning og tilbud om at være bisidder under retssager osv. Brugerne søges
desuden fastholdt i deres behandling ved at integrere den medicinske og
den psykosociale del i indsatsen, hvilket ellers traditionelt holdes adskilt i
behandling af metadonbrugere. På projektet er der ansat medarbejdere fra
forskellige faggrene for at indfange de forskellige aspekter: En etnograf, to
sygeplejersker, en socialpædagog, en tidligere daghøjskolelærer og endelig
en social- og sundhedsassistent samt en billedterapeut. Personalegruppen er
delt op i to samarbejdsteams, som har til opgave at agere kontaktpersoner
for hver sin halvdel af brugergruppen, og som skal hjælpe brugerne på vej
til en mere empowermentorienteret livsførelse.
Under feltarbejdet havde jeg fokus på brugerinddragelse og empowerment,
hvilket jeg undersøgte via observationer og semi-strukturerede interview
med brugere og medarbejdere på projektet (Bjerge 2003). Fra 2002 til
foråret 2004 har jeg været ansat som studentermedhjælper på Center for
Rusmiddelforskning, der varetager en overordnet evaluering og dokumen-
2 Sidemisbrug er en samlet betegnelse for ulovlige stoffer og receptpligtig medicin købt
på det sorte marked, som brugerne indtager samtidig med, at de får metadonen. Eksempler
på dette er heroin, hash, kokain, og Stesolid.
10

tering af Humlehøjen samt tre andre lignede projekter Solbakken, Munkebo
og Granly. Her har jeg udført observationer og interviews med medarbejdere
og brugere på alle projekterne, og denne empiri vil løbende blive inddraget
for at udbygge undersøgelsens argumenter 3 .
Gadeplansbureaukratier
Dilemmaer og problemstillinger mellem forestillinger om ”god” social behandling,
lovgivning og udlevet praksis har også andre forskere beskæftiget
sig med. (Bjerregård 2004; Egelund 1998; Eskeleinen and Koch 1997;
Garval 2003; Järvinen et al. 2002; Larsen et al. 2002; Mik-Mayer 2002;
Siim 2000; Stax 2003; Sykes and Matsa 1957; Uggerhøj 2002; Winther
2004a). Fælles for disse studier er, at de alle stammer fra undersøgelser i
”gadeplansbureaukratier”, hvilket er en betegnelse, jeg har hentet hos
Lipsky (1980: 3). Lipsky har lavet observationer i forskellige offentlige
serviceinstitutioner såsom politikontorer, retssale, skoler osv. Kendetegnende
for alle disse institutioner er, at de ansatte interagerer direkte med de
velfærdsstatslige borgere, som bruger institutionerne. Gadeplansbureaukrati
skal forstås som en overordnet betegnelse for denne type offentlige serviceinstitutioner:
Typical street-level bureaucrats are teachers, police officers and
other law enforcement personnel, social workers, judges, public
lawyers and other court officers, health workers, and many other
public employees who grant access to government programs and
provide services within them. People who work in these jobs tend
to have much in common because they experience analytically
similar work conditions (ibid:3-4).
Som citatet peger på, så ligner den vestlige verdens gadeplansbureaukratier
analytisk hinanden, også selv om der er forskel på retsvæsenet og sociale
serviceinstitutioner. Der eksisterer nogle ens arbejdsbetingelser og problemstillinger
for disse, da det er her offentlige programmer og tilbud bliver
forvaltet i forhold sektorens brugere, og her systemets repræsentanter
skal mediere mellem regler, budgetter, ressourcer og brugere, som har be-
3 Den overordnede ramme for de fire projekter er et treårigt forsøgsprojekt for stofmisbrugere
i substitutionsbehandling finansieret af Socialministeriet. På alle projekter lægges
vægt på skadesreduktion (harm reduction), øgning af stabilitet og kontinuitet i hverdagen
samt at udvikle brugernes forståelse af deres situation og mulighederne for at
agere. Desuden skal brugerne lære at bruge det omgivende systems tilbud bedre samt
blive bedre til at omgås hinanden og andre mennesker og herigennem blive bedre
integreret i det omgivende samfund.
11

hov for og ønsker om ydelser. Dette arbejde betinges af ydre strukturelle
begrænsninger som fx økonomi, den enkelte forvalters prioriteringer af de
forhåndenværende muligheder samt relationen med den enkelte bruger. Forestillingerne
om det selvforvaltende, frie samt ansvarlige individ, som sættes
i fokus i denne undersøgelse, ses primært ud fra brugerens perspektiv i
gadeplansbureaukratiet. Dog spiller medarbejderne en væsentlig rolle i forhold
til dette, hvorfor også deres perspektiver og problemstillinger vil blive
inddraget løbende.
Undersøgelsens overordnede argumenter
I praksis er der vanskeligheder med at implementere empowermentorienteret
behandling trods de nye overordnede forestillinger om ”god” og ”rigtig”
behandling, fordi implementeringen ikke foregår i et socialt tomrum, men i
et felt præget og skabt af traditioner, erfaringer og de mennesker, der færdes
heri. Undersøgelsen viser da også, at
12
(a) Empowerment ikke lader sig gøre i den daglige bureaukratiske praksis
i det omfang, der overordnet lægges op til.
(b) Brugere alligevel formår at gøre sig gældende i den daglige praksis,
fordi empowermentorienteret handlen ikke er den eneste accepterede
form for handlen i dette felt.
(c) Forsøgene med at implementere empowerment illustrer et iboende
dilemma i alt bureaukrati: Dilemmaet mellem at tilgodese det enkelte
individ og hensyntagen til flertallet.
Disse argumenter vil indledningsvis blive eksemplificeret nedenstående
med de to cases ”Fulde svin” og ”Julefrokosten” fra Humlehøjen, som er
eksempler på de konkrete vilkår, som er til stede i praksis for implementeringen
af empowerment og brugernes manglende forudsætninger for at agere
i overensstemmelse med dette.
”Fulde svin”
Jeg er kommet tilbage til Humlehøjen efter at have besøgt et af
de tre søsterprojekter, Munkebo, i den forgangne uge. Brugerne
Mike og Torben har været oppe at slås i fredags. De har begge et
stort alkoholmisbrug og kan blive meget aggressive, hvis de bliver
tirrede. Slåskampen har efter sigende været en voldsom oplevelse
for både brugere og medarbejdere, da medarbejderne har
måttet lægge sig imellem de stridende parter. Oplevelsen resulte-

ede desuden i, at projektet blev lukket kl. 10.00 (mod normalt kl.
14.00) om mandagen, fordi medarbejderne valgte at holde møde
om fredagens hændelse. Tirsdag skal der holdes et fællesmøde
for brugere og medarbejdere på projektet, hvor slåskampen og
medarbejdernes møde skal diskuteres. Desuden skal der tales om,
hvordan man i fællesskab skal forholde sig til lignende problemstillinger
fremover. Medarbejderen Henry og jeg står i køkkenet
om formiddagen for at forberede frokost med sild, leverpostej,
pølse, æg og hvad der nu ellers hører sig til på et traditionelt
dansk frokostbord. Da vi begynder at sætte mad og tallerkener på
bordet, er brugeren Lene dukket op. Hun er meget beruset og bliver
ved med at fortælle, at hun har haft nogle gæster i weekenden,
som har svinet hendes lejlighed til, og som ikke har hjulpet
med at rydde op igen. Inden mødet rigtig kommer i gang, afbryder
Lene mange gange, og brugeren Knud bliver ved med at sige,
at hun skal ´holde kæft` og kalder hende ´fulde svin`. Dette står
på i ca. 10 minutter, indtil Lene bliver rasende og kommer farende
hen mod Knud og vil slå ham. Brugeren Jan, som sidder mellem
Lene og mig, der igen sidder ved siden af Knud, tager fat om
hende og holder hende fast. Medarbejderen Henry prøver at
hjælpe til med det resultat, at han får en fod i maven. Jan får –
under Knuds og brugeren Toves råb om, at Lene er fuld – bakset
hende ud i køkkenet, hvor medarbejderen Else tager over og kører
hende hjem. Tove råber, at det er for dårligt, at folk kommer
her, når de er påvirkede. Tove, Knud og brugeren Bo mener, at
det er personalets ansvar at bryde ind og stoppe konflikter. Tove
siger, at ´der skal brugerinddragelsen altså stoppe`. Hun mener,
at det er personalet, der skal vurdere, hvornår folk opfører sig
upassende.
Casen viser, at medarbejderne på projektet som udgangspunkt forsøger at
få brugerne draget ind i de beslutninger, der tages på projektet, og hører
deres meninger om forskellige problemstillinger. Det vil sige, at de på dette
område handler i overensstemmelse med forestillingen om den frie og ansvarlige
bruger af systemet og forsøger at basere den daglige behandling 4
på at lytte til og respektere brugernes meninger.
4 Behandling skal forstås bredt. Det vil sige ikke kun som fx sårbehandling eller hjælp
til boligansøgning, men også den måde, hvorpå medarbejderen forholder sig til brugerne
og deres problemer.
13

”Fulde svin” viser imidlertid også, at hverdagen på Humlehøjen præges af
brugernes påvirkethed, koncentrationsbesvær, anspændte sociale relationer
og ansvarsforflygtigelse. Dette vanskeliggør, at brugerne i praksis får den
tilsigtede indflydelse, fordi fx fællesmøder går i opløsning, når brugerne
reagerer aggressivt. Der kan med andre ord ses uoverensstemmelser mellem
de officielle forestillinger om individets handlemuligheder og konkrete
muligheder for at lave empowermentbaseret behandling i praksis.
Casen viser yderligere, at brugeren Lene får indflydelse på fællesmødet,
om end denne er mere utilsigtet end tilsigtet og langt fra er i overensstemmelse
med empowermentparadigmet. Brugernes akutte problemstillinger
og behov er således en strukturerende del af den sociale behandling i Humlehøjens
praksis.
Endelig viser casen, at det er svært for medarbejderne at få den daglige
behandling til at fungere efter planen, når der både skal tages hensyn til en
aggressiv og fortvivlet bruger samt et flertal, der er interesseret i at høre om
og tale om slåskampen.
Lignende problemstillinger gør sig også gældende i casen ”Julefrokosten”:
14
”Julefrokosten”
Det er hen imod jul, og der skal afholdes julefrokost på Humlehøjen.
Alle brugere har glædet sig, siden frokosten blev aftalt på
et fællesmøde. De fleste brugere er ellers mildest talt ikke begejstrede
for jul. Den minder dem om brudte relationer til eventuelle
børn og vanskelige familieforhold, som gør, at brugerne ikke bliver
inviteret til, ikke ønsker at deltage i eller måske ikke har nogen
at fejre jul med. Den generelle stemning hos brugerne er for
nedadgående, når samtalen falder på emnet – lige bortset fra de
par brugere, der skal holde jul med familien, eller som bare elsker
at lave konfekt, drikke alkoholfri gløgg og lave juledekorationer
med masser af gran, sløjfer, nisser, kogler, sne- og sølvmaling.
Brugerne, medarbejderne og jeg har brugt formiddagen på
at dække bord og pynte op. Der brunes og brases i køkkenet under
ledelse af brugeren Klaus´ instruktioner. Medarbejderen Ib
står i køkkenet og får madlavningen til at glide sammen med
Klaus og undertegnede. Madlavningen er blevet forsinket en
smule af brugeren Jans vanlige sene ankomst, men hen imod kl.
11.30, hvor frokosten skal begynde, begynder der at dufte rigtig
”julet”. Brugeren Maria har brugt et kvarter på at folde servietter,
og bordet er efterhånden blevet rigtig flot med dug, levende lys
og masser af dekorationer. Klokken 11.00 skal der afholdes fæl-

lesmøde, som dog først går i gang ca. 11.20, fordi brugerne bruger
lidt tid på at finde deres pladser. På mødet bliver der talt om
projektets åbningstider over julen. Der er lukket den 25.12 og
igen fra den 31.12 til 2.1, hvilket ingen har nogen indsigelser
imod bortset fra brugeren Torben, som mener, at ´det altid er personalet,
der bestemmer. Hvis medarbejderne siger, at der skal
være de og de aktiviteter, så bliver det sådan`. Brugeren Bo siger,
at så må Torben jo selv foreslå noget. Torben kan dog ikke finde
på andet at foreslå end bowling, som allerede er blevet foreslået
og vedtaget som ugens kommende aktivitet. Efter mødet dukker
de sidste brugere op. Nu er ni brugere og alle medarbejdere klar
til at spise julemad. Min bordherre Klaus har skiftet forklædet ud
med et slips og har i forbifarten også nået at indtage et eller andet,
som bevirker, at han nærmest råber, når han henvender sig til
mig, og hele tiden farer frem og tilbage fra køkkenet for at ”ordne”
et eller andet. Frokosten forløber hyggeligt med småsnak og
julesange, og alle sætter pris på maden. Da vi er ved at være færdige
med spisningen, og brugerne begynder at tale om den lovede
pakkeleg, gør brugeren Bodil sin entre. Hun er ”dullet op” med
læderjakke og matchende kasket i dagens anledning og er godt
påvirket, og hun råber højt. Brugeren Torben mumler et eller andet
om, at Bodil er ´fuld og skæv` Bodil farer op og råber, ´og
dig syntes jeg om engang, føj!`. Hun hiver en flaske ”Feigling” 5
ud af inderlommen og hvæser til brugeren Maria, der sidder ved
siden af, at hun ikke må sladre til medarbejderne, som er i gang
med at rydde op i køkkenet. Bodil er stadig ophidset og siger, at
nu ´vælter hun sgu bordet`. Torben sidder og brokker sig lavmælt
over Tove i den anden ende af bordet, og Bo prøver at berolige
ham. Det ender da også med, at Torben lister stille og roligt ud af
fordøren. Medarbejderen Eva kommer ind i lokalet og får Bodil
med ind på kontoret, hvor hun ringer til kæresten Viggo, der sidder
i fængsel. Gennem døren kan man høre, at samtalen blandt
andet handler om uhelbredelig hepatitis. Da hun kommer ud i
fælleslokalet igen, råber hun, at det er for dårligt, at man ikke må
drikke på projektet og spørger om, hvem der i øvrigt ikke kan tåle
det. Brugeren Hugo rækker tøvende en hånd i vejret og siger,
at han er på antabus. Bodil bliver endnu mere gal, og mener, at
Hugo ikke selv tager hensyn til andre, når han kan finde på at
”fixe” stoffer, selvom der er andre til stede. Medarbejderen Eva
siger, at Hugo i hvert tilfælde ikke fixer på projektet, men Bodil
5 Spirituøs drik med lakridssmag.
15

16
er ikke overbevist og siger, at Hugo ikke skal ´sidde der stille og
artigt`. Bo prøver at berolige Bodil, men også han overfuses.
Midt i optrinnet ringer Bodils mobiltelefon, og hun får bugseret
sig selv og Bo ud af døren.
Mens optrinnet har fundet sted, er brugerne begyndt at forlade
etablissementet. Stemningen bliver ikke rigtig hyggelig igen, da
alle er påvirkede af Bodils besøg, og pakkelegen udskydes til en
anden god gang, så alle brugere har muligheden for at få en pakke.
Også denne case beskriver, hvorledes hverdagen ofte udspiller sig på Humlehøjen.
Medarbejderne søger at skabe tryghed og hygge omkring brugerne
samt at hjælpe dem gennem julen, som for manges vedkommende minder
dem om brudte relationer til familien, og medarbejderne søger samtidig at
gøre ting som ”almindelige” danskere gør som fx at holde julefrokost. Foruden
hjælp til konkrete problemstillinger har projektet også til hensigt at
integrere brugerne i det samfund, som de lever i.
Brugerne er som udgangspunkt glade for sådanne tiltag. Dog er deres
hverdag meget præget af ustabilitet, sidemisbrug og sociale problemer,
hvilket har konsekvenser for, hvordan selve julefrokosten forløber og dermed
forsøget på ”at gøre, som andre gør”. Casen illustrerer samtidig, at
brugerne har vanskeligt ved at agere i overensstemmelse med forestillingen
om det selvforvaltende og ansvarlige samfundsindivid, og at de herigennem
får (utilsigtet) indflydelse på Humlehøjens arrangementer.
Empowermentorienterede tiltag har således vanskelige vilkår i en hverdag
som er præget af brugernes akutte problemstillinger, aggressioner samt
manglende forudsætninger for at agere selvforvaltende. Det er netop den
hverdag og de betingelser for empowermentorienteret behandling heri, som
er omdrejningspunktet for nærværende undersøgelse.

Kapitel 2. Begreber
En foreløbig begrebsafklaring af tre af denne undersøgelses centrale analytiske
værktøjer er nødvendig, før vi bevæger os over i de mere empiriske
og analytiske kapitler. Jeg introducerer følgende begreber: forestilling,
praksis og felt.
Forestilling og praksis
Jeg har valgt at fokusere på empowerment og dertilhørende forestillinger i
det velfærdsstatslige gadeplansbureaukrati ud fra to niveauer: Forestilling
og praksis. Jeg har hentet inspiration til disse begreber hos Holy og Stuchlichs
(1993:2, 42ff) sondring mellem ”domains of notions” og ”domains of
actions”, som jeg kalder henholdsvis forestillinger og praksis samt Bourdieu
(1992:139) og Wolfs (1999:19) forståelse af forestillinger og praksis
som interrelaterede størrelser.
Analysen befinder sig på to (analytisk) adskilte niveauer, hvoraf det
første er et diskursivt ideal- og forestillingsbaseret niveau. På dette niveau
analyseres det sociale arbejdes udvikling i relation til velfærdsstaten ud fra
faglige såvel som politiske forestillinger om dette arbejde, elementer fra
den konkrete lovgivning samt kommunale retningslinier for individets stilling
i det sociale arbejde på Humlehøjen. Overordnede forestillinger skal
ikke blot forstås som distancerede repræsentationer af, hvordan virkeligheden
bør udspille sig, men netop som en medspillende del af hvorledes problemstillinger
og løsninger forstås: Det vil sige, at forestillinger danner
rammer for, hvordan der tales om ting, og hvad der ses som relevant på
dagsordenen (Bourdieu 1992:139; Wolf 1999:19):
Symbolic productions […] owe their most specific properties to
the social conditions of their production and, more precisely, to
the position of the producer in the field of production, which
governs, through various forms of mediation, not only the expressive
interest, and the form and the force of the censorship
which is imposed on it, but also the competence which allows
this interest to be satisfied within the limits of these constraints
(Bourdieu 1992:139).
Sociale forhold og den position, man befinder sig i, har betydning for, hvad
der anses for relevant og hvilke muligheder, som den enkelte forestiller sig
som reelle. Forestillinger kan dermed ikke reduceres til rene abstraktioner,
da disse influerer på menneskelig handlen (verbalt som non-verbalt) og bli-
17

ver derigennem en del af den levede dagligdag. For at forstå forestillinger
må man se på hvem, der gør sig hvilke forestillinger, hvorfra de kommer
samt de sociale muligheder og begrænsninger, som er til stede der, hvor
forestillingerne bliver til. Der er en dialektik imellem forestilling og praksis,
da forestillinger kontinuerligt fortolkes og anvendes i forhold til forskellige
situationer og forskellige personer. Det er således vigtigt at understrege,
at forestillinger er relateret til praksis, idet disse i den konkrete
praksis ligeledes influeres af erfaringer fra både brugere og medarbejdere
om, hvad der er muligt og ikke muligt. Forestillinger skal også forstås som
de refleksioner, ideer og visioner, som medarbejdere og brugere har om fx
empowerment, brugerinddragelse eller det selvforvaltende individ. Disse
forestillinger præges og produceres i samspil med medarbejderes og brugeres
ageren i verden. Det vil sige, at de ikke opstår ud af ingenting, men
igennem interaktion mellem offentlig forvaltning, kommunen og grupperne.
Det andet niveau for analysen relaterer sig til den konkrete praksis,
hvori forestillingerne om det sociale arbejde og det selvforvaltende individ
søges implementeret i den daglige interaktion mellem medarbejdere og
brugere i gadeplansbureaukratiet. Det drejer sig om, hvordan den enkelte
handler i dagligdagen i relation til sin behandling, brugere og medarbejdere
på Humlehøjen, det omgivende system, empowermentparadigmets forestillinger,
samt hvilke konsekvenser det har.
Holy & Stucklich opdeler menneskelig ageren i praktisk handlen (”domain
of notions”) og de reflektioner samt holdninger (”domain of actions”),
som mennesker gør sig af mere forestillingsmæssig karakter (1993:21,
42ff). Observerbare handlinger 6 vil dog altid være prægede af forestillinger
og normer, men der er ikke nødvendigvis nogen umiddelbar overensstemmelse
mellem forestillinger og praktisk handlen (ibid:52). Uoverensstemmelser
mellem fx empowermenttanken og brugeres sociale praksis må således
ses som et alment menneskeligt vilkår, frem for som fejlslagen socialpolitik.
Forestillinger fungerer derimod som repræsentative modeller, der
”guider” menneskelig handling i retning af, hvad der er socialt acceptabelt,
og hvad der ikke er (Holy & Stuchlich 1993: 83). Forestillinger om “rigtigt”
og “forkert” er ikke direkte deducerbare fra materiel eller social praksis.
De repræsenterer nærmere, hvordan et givent samfundsindivid mener,
”det burde” være, hvilket kan stå i modsætning til konkrete handlinger, som
altid informeres af den konkrete oplevede situation frem for, hvordan den
burde være.
6
”Handling” forstår jeg ikke kun som konkret ageren, men også udsagn og samtaler
mellem informanter.
18

Forestillinger og normer tjener inden for denne tilgang til at give det enkelte
individ en ”fornemmelse” 7 af, hvordan en situation bør realiseres. Som
også Wolf lægger vægt på, er normer dog informerede af, hvor og af hvem
disse produceres og tager således også form efter den sociale organisering,
som de ”tænkes” i (1999:19; se også Bourdieu 1992:139). Holy & Stuchlichs
”domain of notions” relaterer sig primært til enkelte situationer. Jeg
vælger desuden at benytte begrebet ”forestillinger” i relation til den mere
overordnede og officielle version af teoretiske, ministerielle og kommunale
retningslinier og forestillinger om det enkelte individ i gadeplansbureaukratiet.
De to niveauer (forestillinger og praksis) bruges som analytiske værktøjer,
der vil synliggøre relationen mellem empowermentparadigmets
forestillinger om det selvforvaltende individ og den praksis, hvori dette
søges implementeret. I praksis er empowermentparadigmets forestillinger
om, hvad der er muligt, med til at danne rammerne for individernes
(medarbejdernes såvel som brugernes) muligheder, men må også ses i
relation til tidligere erfaringer med systemet og en fornemmelse af, hvad
hidtil har virket i den sociale behandling.
Felt
En del af undersøgelsens overordnede argument er således, at en forestilling
om individet som frit, selvstændigt og ansvarligt ikke bare implementeres
i et socialt tomrum, men derimod en praksis, som også er struktureret
af tidligere erfaringer, traditioner, historie, andre felter og de mennesker,
der er en del af dette felt. Jeg bruger derfor en forståelse af begrebet felt,
fordi det er anvendeligt til at indfange dette perspektiv. Forståelsen af socialt
liv i gadeplansbureaukratiet ud fra felter er inspireret af Bourdieu
(Bourdieu & Waquant 1996:85, Thompsons introduktion i Bourdieu
1992:20) og Moore (1978:5-56, 75-7), hvorfor deres begreber felt og semiautonomt
felt introduceres her.
Bourdieu ser felter som en generel måde at konceptualisere samfundet
på, mens Moore lægger særlig vægt på feltet som en konceptualisering i
forhold til, hvordan lovgivning fungerer i praksis. I begge perspektiver
gælder, at samfundet består af en række forskellige felter, som overlapper
og influerer hinanden (Bourdieu & Wacquant 1996:85; Moore 1978:56).
Et felt er et socialt område, hvori der ifølge Bourdieu foregår en kamp
om ressourcer og magt som fx penge, status, ære. Det kan fx være staten,
7 Forståelsen af denne fornemmelse udbygger jeg i kapitel seks, hvor jeg inddrager
Bourdieus begreb ”praktisk sans” (1997:44).
19

uddannelsesområdet, det politiske område, mens Moore operer med en feltforståelse,
der også knytter sig til et mere specifikt afgrænset område fx en
kommune, et amt, et misbrugscenter, den faglige viden inden for socialt
arbejde osv.. Trods de forskellige måder at afgrænse et felt på, så har et felt
ifølge både Bourdieus og Moores forståelse en relativ høj grad af selvstændighed
og selvregulering, men det er samtidig påvirkeligt overfor ydre påvirkninger
som fx statslig lovgivning og finansiering:
20
The semi-autonomous social field has rule-making capacities,
and the means to induce or coerce compliance; but it is simultaneously
set in a larger social matrix, which can and does, affect
and invade it (Moore 55-56).
Et felt er både hos Bourdieu og Moore i forvejen betinget af historiske, kulturelle,
økonomiske og politiske forhold, men også af positioner, normer og
relationer (Bourdieu & Wacquant 1996: 83-90; Moore 1978:75-7) 8 . Det vil
sige, at fx en lov med fokus på empowerment og brugerinddragelse eller
ministerielle og teoretiske intentioner for det sociale arbejde ikke implementeres
i et socialt tomrum. Der er igennem medarbejderes og brugeres
tidligere traditioner og erfaringer med socialt arbejde normer for ”godt socialt
arbejde” og kommunale retningslinier, som er med til at præge praksis.
Dette gælder inden for det givne sociale område, men også i relation til
andre felter i samfundet. Rigtigt og forkert, ansvarlig og uansvarlig, god og
henholdsvis dårlig behandlerpraksis kan derfor relateres til, hvad Bourdieu
kalder censorship aktiviteter. Det vil sige, hvad der synes fornuftigt og endsige
realistisk at tale om:
Here as elsewhere, when Bourdieu speaks of censorship he is not
referring to the explicit activity of political or religious organisations
seeking to suppress or restrict the diffusion of symbolic
forms. Rather he is referring to a general feature of markets or
fields which requires that, if one wishes to produce discourse
successfully within a particular field, one most observe the forms
and formalities of that field (Thompsons introduktion i Bourdieu
1992: 20).
Hvis en person ønsker at gøre sig gældende og sætte sin dagsorden igennem
i et givet felt, så må vedkommende forholde sig til de regler, erfaringer
8 I forlængelse af Bourdieus relationelle logik, kendetegnede for hans praksisteori, er et
felt udgjort af forskellige positioner, som bliver betydningsfulde i relation til hinanden;
altså individer tillægges og tillægger verden betydning og oplever forskel i kraft af differencen
mellem dem (Bourdieu & Wacquant 1996:86).

og normer, der allerede er i feltet og fx den måde, hvorpå man laver social
behandling. Ikke alene er der nogle erfaringer, traditioner og forestillinger i
et projekt som Humlehøjen, men der også nogle overordnede rammer og
forestillinger, der informerer hverdagen og den sociale behandling på projektet.
Disse overordnede rammer og forestillinger vil nedenfor blive analyseret
og efterfølgende inddraget i analysen af den konkrete, daglige praksis,
hvori empowerment skal udspille sig. Med brugen af begrebet felt, understreger
jeg, at nye tiltag som empowerment ikke blot opstår endsige kan
implementeres ud af den blå luft, eller fordi dette besluttes fra ministerielt
hold, og der lovgives omkring det. Sociale områder – og hermed forsøgsprojekterne
– er både betingede af en hidtidig historisk, institutionel logik
såvel som af de brugere og medarbejdere, der færdes heri; deres erfaringer
og fornemmelser.
21

Kapitel 3. Velfærdsstaten og transformationen af
det sociale arbejde
I dette kapitel analyseres de historiske omstændigheder, de ideologiske paradigmer
og den lovgivning, som præger det sociale arbejde i velfærdsstaten,
og som har indflydelse på den daglige praksis i den enkelte institution.
Som det ene paradigme analyseres behandlingsparadigmet, hvori brugere i
den offentlige sektor anses for at være mennesker, der har behov for at få
løst nogle konkrete problemstillinger under myndig ledelse af eksperter.
Som det andet paradigme analyseres empowermentparadigmet, hvori det
centrale er forestillingen om, at det er den enkelte selvstændige, ansvarlige
og autonome brugers ønsker og forestilling, der skal være omdrejningspunkt
for behandlingen. Begge paradigmer analyseres i relation til, hvorledes
skiftende forestillinger har domineret mulighederne for, hvordan socialt
arbejde udføres på en ”ansvarlig” måde både i forhold til velfærdsstaten og
især det enkelte samfundsindivid. Min analyse af den konkrete praksis på
projekterne vil senere vise, at behandlingsparadigmet stadig præger hverdagen
og individets vilkår, og at begge paradigmer derfor eksisterer samtidigt
i feltet.
Velfærdsstaten
Ordet ”velfærdsstat” dukker frem lige efter anden verdenskrigs afslutning.
Den velfærdsstatslige statstype er i sin idé rettet mod at forbedre samtlige
samfundsborgeres almene sociale interesse, og samtidig forebygge usikkerhed
og problemer hos den enkelte borger (Briggs 1968 i Larsen & Møller
1998:22). Det vil sige, at velfærdsstaten overordnet har til hensigt at sikre
borgernes rettigheder i forhold til markedskræfternes ”frie spil”.
Det danske – og øvrige vestlige – samfund har gennemgået store
transformationer siden industrialiseringen for alvor tog fart i midten af det
19. århundrede. Tidligere tiders samfundsorganisering viser sig utilstrækkelig
i forhold til de ændringer, der sker i samfundet. Det er dog umuligt at
isolere én enkelt faktor som værende afgørende for velfærdsstatens
opkomst. Nedenstående opridses to af de dominerende forståelser af dette
fænomen: Den funktionalistiske forståelse og aktørteorien: En
funktionalistisk forståelse af velfærdsstatens opståen (som var den fremherskende
tilgang før 1980´erne) indebærer, at velfærdsstaten er et
”funktionelt svar på de problemer, der har været i overgangen fra et feudalt
til et kapitalistisk samfund” (Larsen & Møller 1998:24). Velfærdsstaten
skal ses som det led, der forbinder transformationen af et traditionelt
samfund baseret på landbrug til et moderne samfund, der baserer sig på
industri og produktion. I kølvandet af dette opstår nye problemstillinger
23

af dette opstår nye problemstillinger som sammenbrud af traditionelle former
for social sikring gennem fx familielivet. Ifølge dette perspektiv er der
altså tale om en funktionel betydning for, hvorfor velfærdsstaten opstår og
udvikler sig: Samfundet moderniseres og tilpasses nye kapitalistiske vilkår,
fordi det er nødvendigt. Alle vestlige stater udviklede sig næsten ens trods
kulturelle forskelligheder, idet de måtte agere i forhold til nogle enslydende
problemstillinger, økonomiske og strukturelle forhold – det kapitalistiske
systems hegemoni (Arrighi 1997:3; Larsen & Møller 1998:24). Den enkelte
aktør har således ikke megen indflydelse på og råderum i forhold til de vilkår,
som sættes for denne.
Det andet dominerende perspektiv i forståelsen af velfærdsstatens opkomst
og udvikling er aktørteorien (fremherskende efter 1980´erne): Heri
opfattes samfundsborgere som selvstændigt tænkende og handlende individer,
som kan påvirke samfundets kurs (Larsen & Møller 1998:24). Inden
for denne tilgang ses politikken i moderne kapitalistiske demokratier som
mere betydningsfuld end økonomiske og strukturelle forhold (ibid:28). Dette
perspektiv står i direkte modsætning til det funktionalistiske, men findes
i et utal af variationer fx det socialdemokratiske og magtressourceteoretiske.
I førstnævnte perspektiv kan man gennem dannelse af fagforeninger,
politiske partier og mobilisering af arbejderklassen forbedre og reformere
det kapitalistiske samfund. Det magtressourceteoretiske perspektiv er marxistisk
inspireret, og heri anses der for at være en stærk modsætning mellem
økonomi og politik, som er endnu tydeligere i relation til den samfundsmæssige
tilpasning til det kapitalistiske samfund (ibid:29). På det
økonomiske område er magten over kapital afgørende. Optimeringen af
denne ressource sker gennem udbytning af lønarbejderen og kommer dermed
kapitalejerne til gode. Som modvægt til dette står det politiske system,
hvori ”massen” eller ”store kollektiver” kan komme til orde især gennem
en stærk arbejderbevægelse. Jo større betydning arbejderne har på det politiske
system, og jo større betydning (velfærds)staten har på borgernes hverdag,
desto mindre spillerum har de frie markedskræfter, og dermed mindskes
udbytningen af arbejderne.
Hvad enten velfærdsstatens opkomst betragtes som en strukturel, funktionel
proces eller som resultatet af nogle bevidste aktørers handlinger, er
der enighed om, at man her har at gøre med en speciel organisationsform
for samfundet, og denne organisationsform sætter nogle ganske specifikke
vilkår op for samfundsborgeren (Larsen & Møller 1998:21-22; Siim
1998:167-8). Dette gælder især for samfundsborgere, der er afhængige af
offentlige ydelser som fx mennesker i substitutionsbehandling. I afsnittet
nedenfor kobles velfærdsstaten derfor til det sociale arbejde og forestillinger
om individet heri.
24

Behandlingsparadigmet - Velfærdsstaten og det sociale arbejde
Med den velfærdsstatslige statsform knyttes der for første gang direkte forbindelse
mellem socialpolitik og stat. Socialpolitiske love har dog været til
stede ca. 50 år tidligere, og de allerførste fattigdomslove blev gennemført i
Europa godt 100 år tidligere (Larsen & Møller 1998:21). Det vil sige, at der
i andre statsformer godt kan findes socialpolitik, men i velfærdsstaten spiller
netop denne en overordentlig vigtig del af velfærdsstaten. Hvor socialpolitik
før fungerede som en ”ambulance”, der samlede folk op og kørte
dem til behandling, når de var faldet ud over afgrunden, skulle velfærdsstatens
socialpolitik ”bygge et hegn” op for at sikre, at ingen faldt ud over afgrunden
(Briggs 1961 i Larsen & Møller 1998:23).
Socialpolitikkens kobling til velfærdsstaten er interessant i relation til
undersøgelsens fokus, idet ”nogen” skal forvalte denne socialpolitik og varetage
borgernes rettigheder, men også forpligtelser i forhold til velfærdsstaten
(Eskeleinen & Koch 1997:22; Larsen et al. 2002:190; Mik-Mayer
2002:117). Der er således tale om en dobbeltfunktion hos socialpolitikkens
forvaltere; hos disse kan borgeren på den ene side få hjælp, og på den anden
side bliver borgeren kontrolleret for, om den hjælp, de ydes, er berettiget.
Det bliver i denne forbindelse socialarbejderens rolle at skulle aflæse
og fortolke, om de behov og problemer, som borgerne præsenterer, kan forstås
som reelle behov og problemstillinger inden for rammerne af offentlige
ydelsers domæne. Det overlades til socialpolitikkens fortolkere at skønne
og vurdere den enkelte borgers sag (Hermodsson 1998:5; Järvinen et al.
2002:9).
I demokratiske samfund kan man betragte institutionen som realiseringen
af den moralske norm på institutionelt niveau. Samfund
kan ikke reduceres til rene interpersonelle relationer, men
indebærer en bestemt opfattelse af ”det gode” og ”det retfærdige”,
som kommer til udtryk gennem institutioners praktiske fortolkninger
og realisering af retsorden (Høilund 2000:127).
Den enkelte samfundsinstitution kan i dette perspektiv ses som en mulig
repræsentation af det samfund, som den er en del af. Institutioner og mennesker,
der bestrider stillinger i disse institutioner, repræsenterer dermed
indirekte også de normer og moralske forestillinger, der er herskende i et
givet (demokratisk) samfund. Med andre ord, så er staten i samfundet, og
samfundet er i staten.
I forbindelse med koblingen mellem velfærdsstat og socialpolitik kommer
socialrådgivere og andre faggrene til at spille en væsentlig rolle. Det er
dem, der arbejder med og forvalter de konkrete socialpolitiske tiltag i prak-
25

sis. Selve socialrådgiverprofessionen skabes i 1920-30´erne og begynder
rigtig at tage form i 1960´erne (Egelund 1998:114). Perioden er – som resten
af samfundet – præget af en ekspansiv og optimistisk socialpolitik. Fx
regnes arbejdsløshed ikke som et vedvarende samfundsproblem, men nærmere
som en kortvarig, uheldig omstændighed for den enkelte samfundsborger.
Frem til først i 1980´erne ligger fokus i det sociale arbejde på diagnosticering,
akut behandling og specialiserede tilbud (Adams 1996:35; Andersen
et al. 2000:25; Hermodsson 1998:12). Adams kalder denne tendens for
”the treatment paradigm” – behandlingsparadigmet –, hvilket skal forstås
som en samlet logik for behandling eller ydelse, som borgeren får fra velfærdsstaten.
Under behandlingsparadigmet tildeles socialarbejderen en ekspertrolle,
og denne skal finde løsninger på borgernes problemer (Andersen
et al. 2000:130). Eller som Adams formulerer det, ”[P]rofessionals knew
best what would benefit people”(1996:36). Heri ligger en forestilling om
brugere af den offentlige sektor, som ikke er selvforvaltende og aktive, men
derimod har brug for styring. Medarbejderen Henry fra Humlehøjen, som
har arbejdet med misbrugere i mange år og været med disse til behandling
på etablerede institutioner, beskriver det sådan:
26
Der var de forkromede behandlere. Brugeren og behandleren satte
sig ved et bord, og så vidste behandleren, hvad brugerens problemstillinger
handlede om, og det var behandleren, som skulle
redde brugeren fra a til b.
Der er altså umiddelbart tale om nogle embedsmænd, bureaukrater, intellektuelle,
socialrådgivere, pædagoger, sygeplejersker osv., som ”ved
bedst”. Under dette paradigme kan man sige, at magtrelationerne mellem
behandlere og borgere, der benytter en offentlig ydelse, er forholdsvis tydelige.
Eksperterne har ret og pligt til at fortolke, definere og kategorisere såvel
en given problemstillings karakter som mulige løsninger for individet.
Misbrugere er i mange år blevet kategoriseret som ”misbrugere”, hvilket
indstiller til forskellige former for hjælp og tilbud som fx metadonbehandling,
pension, gratis tandlæge osv. 9
Det enkelte samfundsindivid tillægges ikke et særlig stort råderum i behandlingsparadigmet.
En bruger af det offentlige system må tilpasse sig de
tilbud, der gives og stille sig tilfreds med eksperternes vurdering af ved-
9 ”Os gamle narkomaner”, ”det har taget mig mange år at erkende, at jeg er narkoman”
og lignende var fx fraser, der forekom mange gange under mit feltarbejde og indikerede,
at brugerne i en vis forstand havde taget kategoriseringerne på sig.

kommendes akutte problemstilling. Desuden er teorierne om velfærdsstatens
og dennes institutioners opkomst frem til 1980´erne også dominerede
af en forståelse, hvori den enkelte samfundsborger spiller en mindre rolle
for ændringer og indflydelse på samfundsmæssige forhold. Men sidst i
1970´erne og først i 1980´erne begynder der at ske nogle ændringer dels i
forestillingen om velfærdsstaten og dennes institutioner, dels i den konkrete
tilgang til individets rolle i forhold til dette.
Krise i velfærdsstaten og det sociale arbejde
Velfærdsstaten og det sociale arbejde tager for alvor form i 1950´erne og
frem til midt i 1970´erne. Der er økonomisk vækst og optimisme i forhold
til samfundets ressourcer, vilkår og fremtidsudsigter - nogle kalder endda
perioden for Danmarks ”anden industrielle revolution” (Møller 1998:93).
Samtidig med at der er højkonjunktur, og flertallet af kvinderne nu befinder
sig på arbejdsmarkedet, overtager den offentlige sektor flere og flere funktioner
fra hjemmet. I og med et stigende antal funktioner placeres i denne
sektor, stiger de offentlige udgifter også, hvilket dog i første omgang ikke
opleves som direkte problematisk, idet man regner med, at konjunkturerne
forbliver høje.
I velfærdsstaten og i indstillingen til det sociale arbejde sker dog gradvist
en række ændringer begyndende sidst i 1960´erne, som rigtig tager fart
sidst i 1970´erne og stadig gør sig gældende i velfærdsstaten i dag (Krogstrup
1997:95; Larsen & Møller 1998: 40; Siim 1998:168). I 1970´erne indtræffer
en økonomisk nedgang forårsaget af øget økonomisk globalisering;
vestens økonomiske hegemoni kommer ind i en nedgangsperiode som følge
af øget konkurrence, oliekrise, massiv økonomisk decentralisering og en
meget stærk eksport af kapital (mod Sydøstasien): Økonomiske ressourcer
holdes i et strukturelt perspektiv ikke længere inden for ”vestens handelsmure”,
men flyder udover grænserne (Arrighi 1997:3). De ellers høje konjunkturer
begynder at vende, og fænomener som vedvarende arbejdsløshed
bliver en realitet. Flere og flere mennesker bliver afhængige af offentlige
midler, og udgifterne til den offentlige sektor, som er skabt under andre
forudsætninger, stiger stødt (Hansen 1998:293).
Desuden begynder kritikken mod velfærdsstaten at lyde: Velfærdsstaten
er for dyr og for ineffektiv. Højrefløjen mener, at associeringen af velfærdsstat
og socialdemokrati er underminerende for individets moralske,
økonomiske og politiske frihed samt skaber afhængighed – et argument,
der også vinder genlyd i fx venstreorienterede græsrodsbevægelser (Rose
1996:333-34). Befolkningens tiltro til, at velfærdsstaten kan tage hånd om
27

de mange problemer er dalende i denne periode. Der er med andre ord økonomisk,
funktionel og legitimitetsmæssig krise i velfærdsstaten.
To tendenser inden for denne krise har betydning for den dominerende
forestilling om empowerment og samfundsindividet som selvforvaltende:
For det første økonomisk nedgang og for det andet holdningsændring samt
de tiltag, der gøres fra statens side på at løse problemstillingerne.
Økonomisk nedgang og omorganisering af den offentlige sektor
I 1980´erne befandt alle vestlige lande sig i store finansielle kriser. Betingelserne
på det internationale marked ændrede sig også i takt med, at nye
”spillere” – stater såvel som store multinationale virksomheder - kom på
banen (Arrighi 1997:3; Robinson & Harris 2000:14; Whitfield 2001:10-
11). De globale konkurrencevilkår blev igennem 1980-90´erne skærpet af
korte produktionscykler og hurtigere finansiering (Flynn 2001:28). For det
offentliges vedkommende gjaldt det, at udgifterne til denne sektor voksede,
og at skatterne, der skulle finansiere sektoren, voksede i takt med udgifterne
(ibid:30; Hansen 1998:293). I nogle lande skyldtes det, at regeringer ikke
havde ”holdt øje” med, at udgifterne steg og steg, mens det i andre lande
drejede sig om, at regeringer forsøgte at honorere befolkningens stadigt
voksende krav til den offentlige sektors ydelser ved at poste flere penge i
sektoren. Resultatet blev i sidste instans beskæringer i den offentlige sektor
og forhøjelse af skatten.
Herhjemme blev der for alvor sat gang i omorganiseringen af den offentlige
sektor i 1983 af den daværende borgerlige regering, som lancerede
et moderniseringsprogram i ”Redegørelse til folketinget om regeringens
program for moderniseringen af den offentlige sektor” (Finansministeriet
1983 i Hansen 1999:6). I 1950 var antallet af offentligt ansatte ca. 200 000,
og i 1981 var antallet vokset til 790 000 (Dalberg-Larsen 1989:166-167).
Det offentlige skulle derfor effektiviseres, moderniseres og udliciteres, og
der skulle være friere forbrugsvalg. Det blev fulgt op af flere moderniseringskampagner
gennem 1980-90´erne både af borgerlige og socialdemokratisk
ledede regeringer (Hansen 1999:30). Kommunerne, som allerede
var blevet reformeret og havde fået større selvstyre allerede i 1974, pålagdes
stadig mere ansvar og selvstændighed for at komme ineffektiv centralisering
og bureaukratisering til livs.
Inspirationen til omorganiseringen blev hentet i den private sektor, og
managementteorier blev forsøgt implementeret i det offentlige for at løse
problemerne (Krogstrup 1997:66). Fra slutningen af 1980´erne og frem til
1990´erne opstod begrebet ”new public management” som en samlet betegnelse
for de nye organiseringsprincipper i det offentlige (Hansen
28

1999:15; Høilund 2000:118). Der fokuseredes således på omkostningsbegrænsning,
opsplitning af forvaltningsenheder, resultatvurdering, institutionelt
selvstyre, mål- og rammestyring osv.. Alle disse tiltag har det til fælles,
at de skal tilvejebringe en modernisering af de offentlige ydelser. På internationalt
plan anbefaler OECD nu ligefrem denne styringsform, som den
mest effektive og konkurrencedygtige måde at organisere offentlige institutioner
(Whitfield 2001:28).
Ifølge Newman (2001) har transformationen gennem new public management
af det offentlige medført en diskurs, som sætter nye betingelser for
relationen mellem stat, økonomi og det civile samfund (ibid:47). Det vil
sige, at der er fremkommet en bestemt forestilling (i hvert tilfælde når det
italesættes officielt) om borgere som aktive og deltagende subjekter, arbejdet
som den absolut bedste mulighed for social inklusion, samfundet som
ikke-antagonistisk og homogent og endelig staten som den, der placerer en
given nation i den ændrede, globale økonomi.
De strukturelle og organisatoriske tiltag i relation til den velfærdsstatslige
krise har ifølge dette perspektiv sat sig igennem i hele samfundet. Både
på højre og venstre side af det politiske spektrum er forestillingen om borgeren,
staten og civilsamfundet blevet ændret mod større selvstændighed
og ansvar for individet, og derigennem mindre statsligt råderum. Desuden
har det offentlige langsomt nærmet sig den private sektors måde at organisere
sig på. Med andre ord har velfærdsstaten undergået en neoliberalisering
i den forstand, at klassiske liberale værdier som ”frie markedskræfter”,
”konkurrence” og ”det frie individ” (i en retorisk modificeret udgave) sættes
i centrum og tilstræbes som model og ideal for den offentlige sektor
(Dean 1999:67; Rose 1999:12, 1996:331).
I henholdsvis England og Tyskland forsøger Labours premierminister
Tony Blair og SPDs forbundskansler Gerhard Schröder i 1999 fx at sætte et
socialdemokratisk alternativ op i form af ”The third Way” og ”Die neue
Mitte” (Giddens 2000: vi, 2; Whitman 2001:8). Denne socialdemokratiske
fornyelse skal dog ske gennem fx atomisering af civilsamfundet, omstrukturering
af det offentlige, tilpasning til det globale marked og fokus på individet
– altså effektivisering med økonomien i højsædet og en form for
økonomisk målestok for sociale relationer: neoliberalisering. Under den
socialdemokratisk ledede regering herhjemme i 1997-2001 sås også lignende
tendenser som fx forsøget på at afskaffe efterlønnen og en stramning
af kursen over for indvandrere og flygtninge.
Det mere markedsorienterede perspektiv i velfærdsstaten og udbuddet
af sociale ydelser sætter sig igennem i hele det offentlige system. På gadeplansbureaukratisk
niveau er danske brugere fx i dag lovmæssigt forpligtede
til at udarbejde en handleplan sammen med en socialarbejder gennem §
29

111 (Andersen 2003:12; Socialministeriet 1998:33). Det vil sige, at der skal
lægges planer for, hvilke mål behandlingen skal have, og der skal løbende
afholdes evaluerende samtaler om, hvordan status for behandlingen er.
Teknikker som disse baserer sig på erfaringer i det private erhvervsliv –
”goals, targets and measurement” (Rose 1996:349), og de tilbagevendende
samtaler om handleplanen og behandlingsforløbet kan ses som en pendant
til virksomheders ”udviklingssamtaler”.
Det enkelte individ ses i højere og højere grad som værende centralt for
velfærdsstatens udvikling og effektivisering. Jo mere fokus, ansvar og råderum
i forhold til de overordnede rammer der gives til den enkelte, desto
bedre kan de offentlige ressourcer tilpasses denne og i sidste instans optimere
den offentlige sektor. Skarpt optegnet kan man sige, at individet på
politisk niveau placeres i en økonomisk formel, som hedder ansvarliggørelse
for eget liv og velfærd, og hvor formålet er produktive, ansvarlige samfundsindivider.
Jeg vil imidlertid argumentere for, at der på samme tid med
det velfærdsstatslige forsøg på at rette op på den økonomiske nedgang og
den medfølgende neoliberalisering, også er sket en mere holdningsbaseret
ændring til velfærdsstaten, den offentlige sektor og dermed også til socialt
arbejde.
Holdningsændring i velfærdsstaten
Parallelt med den økonomisk relaterede krise i velfærdsstaten er der desuden
sket en holdningsændring blandt befolkningen. Krogstrup peger på, at
solidariteten med samfundets ”svageste” i 1970´erne begynder at ændre
karakter (1997:58). Den nordiske velfærdsstat kan groft skitseres som en
omfordelingsmodel, hvor ”goderne” bliver samlet ind i form af skat og derefter
distribueres efter ”behov” (ibid.). De mennesker, som betaler ”gildet”
for de andre, begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om det nu også kan
være rimeligt, at de skal bidrage ”så meget” til de arbejdsløse, som egentlig
lige så godt kunne finde sig et arbejde. I 1970´ og -80´ernes Danmark udviklede
der sig således en forestilling om, at alle samfundets borgere har ret
og pligt til selvforsørgelse gennem lønarbejde, som også blev fremført politisk
(Siim 1998:168; Reintoft i Winther 2004b:5). I den holdningsbaserede
ændring af velfærdsstaten findes imidlertid også andre tendenser, som peger
i retning af individualisme og afbureaukratisering: 1968-generationens
ønske om ”frihed”, græsrodsbevægelsers fremkomst og krav om nærdemokrati:
30
By the 1960´s, community was already being invoked by sociologists
as a possible antidote to the loneliness and isolation of
the individual generated by ”mass society”. This idea of commu-

nity as lost authenticity and common belonging was initially deployed
in the social field as part of the language of critique and
opposition directed against remote bureaucracy (Rose 1996:332).
I citatet beskrives hvordan en ideologisk kritik af ”massesamfundet” og
”det fjerne bureaukrati” begynder at tage form i 1960´erne, eller som Thyssen
mener: ”Det er en klassisk indvending mod velfærdsamfundet, at det
nok hindrer mennesket i at falde, men også blokerer for dets trang til at gå”
(i Bruus-Jensen 1995:7). Ud fra dette perspektiv er det ikke økonomi eller
effektivitet, men det enkelte individs isolation og mulighed for selvstændighed,
der sættes spørgsmålstegn ved.
Hvad enten kritikken går på økonomisk nedgang eller er en mere holdningsbaseret
kritik, så befinder velfærdsstaten sig i en legitimitetskrise, som
siddende regeringer må imødegå. Neoliberalisering og græsrodsbevægelserne
kan i denne forstand ses som ideologiske ”svar” på ændrede samfundsforhold,
hvorfor disse tilgange også får konsekvenser for de forestillinger,
som relaterer sig til det sociale arbejde og forestillingerne om individet
heri.
Empowermentparadigmet - Dialog med borgerne
I det sociale arbejde og på behandlingsområdet begynder et nyt paradigme
at tage form. Op gennem 1970´erne vinder fx selvhjælpsgrupper frem som
en anerkendt behandlingsform (Adams 1996:35). Et eksempel på dette er
foreningen Anonyme Alkoholikere, som dog har eksisteret siden slutningen
af 1940´erne. Foreningen har dog først rigtig har fået vind i sejlene i Danmark
op gennem 1980´erne (Steffen 1993: 13). Foreningens medlemmer er
alle alkoholikere eller tidligere alkoholikere, der ikke har nogen ”professionel”
uddannelse i alkoholbehandling. På ugentlige fællesmøder og med
udgangspunkt i 12-trinsmodellen – også kaldet Minnesotamodellen – søger
foreningens medlemmer at hjælpe hinanden til at holde op med at drikke.
Socialarbejderens ekspertrolle i behandlingsparadigmet udfordres således,
fordi det bliver bredt accepteret, at man fx godt kan være ekspert i misbrug
gennem personlig erfaring med det frem for en teoretisk uddannelse på området.
Socialdemokraten Ritt Bjerregaard udtrykker holdningen mere generelt
på en OECD-konference om socialpolitik i 1980:
Den største hindring [for løsning af velfærdsstatens problemer]
vil være de professionelle, der har deres levebrød af og definerer
deres tilværelse ud fra at vide bedst, at tage sig af de fattige, de
syge, de gamle, de svage osv. Det er deres betydning, der skal
31

32
nedtones, deres ønske om vækst, der skal beskæres, deres råd og
ekspertise, der skal betvivles (Bjerregaard 1980 i Bømler
1995:35).
Logikken er dermed, at behandlingsparadigmets ”bedrevidende” eksperter
bør vige til side for, at den enkelte samfundsborger kan gøre sig gældende i
velfærdsstaten. Rollen som socialarbejder forsvinder dog langt fra, men
ændrer karakter. For at undgå at borgeren blot bliver ”et nummer i rækken”,
føler sig fremmedgjort fra bureaukratiet og vigtigst af alt ikke føler
sig ”klientgjort”, må socialarbejdere fokusere på hele det individuelle menneske
og kontinuerligt revurdere sit arbejde (Adams 1996:4; Andersen et
al. 2000:16-17; Eskeleinen & Koch 1997:42; Krogstrup 1997:59; Rose
1996:327).
Op gennem 1980´erne bliver dette paradigmeskift italesat internationalt
i form af begrebet ”empowerment” (Adams 1996:34; Rose 1996:348). Det
er også i 1980´erne, at termen ”user” eller ”bruger” på dansk begynder at
vinde indpas i sprogbrugen (Krogstrup 1997:59). Ideen er, at hvis man udskifter
behandlingsparadigmets klientbegreb, så vil man kunne signalere
respekt og aktivitet hos borgere, der får ydelser fra det offentlige (Thomsen
1997:15). Med andre ord vil man gennem sproglig ændring være med til at
ændre tidligere tiders praksis: hvis sproget ændres, ændres der også automatisk
på samfundsborgernes forestillinger og dermed også på deres handlinger
i praksis.
Det centrale for dette nye paradigme er altså, at velfærdsstatens repræsentanter
må gå i dialog med borgerne som svar på legitimitetskrisen, men
også fordi det opleves som en rigtig god idé for udvikling af det sociale arbejde.
Den socialdemokratiske socialminister Karen Jespersen mener fx i
1997, at brugere må inddrages i udviklingen af offentlige serviceydelser,
fordi inddragelse og ejerskab i de tilbud, man får, er ”en kvalitet i sig
selv”(Socialministeriet 1997:2). Desuden betoner hun også, at det er vigtigt,
at brugerne kommer til orde i forhold til politikere og professionelle,
således at ydelser indrettes bedst muligt efter deres ønsker, og således at ”vi
får mere for pengene”(ibid.).
Ud fra empowermentparadigmets perspektiv er forestillingen om det
frie og aktivt handlende samfundsindivid helt centralt. Hvor der under behandlingsparadigmet
blev lagt vægt på, at de professionelle, eksperterne,
vidste, hvad der var bedst for den enkelte bruger af det offentlige system,
lægges der under det nye paradigme vægt på, at brugerens viden, ønsker og
råderum får en central placering i de offentlige ydelser.

De generelle tendenser i teorierne om velfærdsstatens opståen og funktion,
afspejles også i teorierne om det sociale arbejde og de politiske forestillinger
herom. Hvad enten ændringerne i den offentlige sektor skyldes økonomiske
eller mere holdningsbaserede ændringer eller en kombination af
begge dele, så præges udviklingen i og forestillingen om det offentlige, sociale
arbejde af en forestilling om at styrke individets position i bureaukratiet.
Dette er dels sket gennem den formelle omorganisering og forsøg på
effektivisering via new public management, og dels er det sket gennem
empowermentparadigmets fremkomst i socialt arbejde. Her burde brugeren
samt alle vedkommendes problemstillinger ideelt set blive diskuteret, således
at brugeren selv kan fremkomme med løsninger og planer for fremtiden
og dermed selv gøres ansvarlig for eget liv. Empowerment og neoliberalisering
har således sammenfaldende målsætninger og kan ses som udtryk
for de forestillinger og metoder, der skal fremme aktive og selvforvaltende
individer. Dette ligger i forlængelse af den mere overordnede forestilling
om velfærdsstaten og det enkelte menneskes betydning for velfærdstatens
udvikling: Den enkelte borger og dennes evne til at forandre placeres helt
centralt.
Lovgivning og lokale retningslinier for socialt arbejde
I følgende afsnit analyseres hvordan forestillingen om det frie, selvforvaltende
og ansvarlige individ har udmøntet sig i lovmæssige samt lokale retningslinier
for det sociale arbejde. Desuden anskueliggør afsnittet, at retningslinier,
som er formuleret på området, er meget løst formulerede, hvilket
resulterer i, at den enkelte medarbejder overlades et stort fortolkningsrum
i forhold til empowerment og inddragelse af brugere i deres sociale
behandling.
Som anslået gennem casene ”Fulde svin” og ”Julefrokosten” i indledningen
vil det også i dette sidste afsnit fremgå, at de overordnede forestillinger
om empowerment udfordres i den gadeplansbureaukratiske praksis.
Den daglige interaktion mellem svagtstillede brugere og medarbejdere i
den offentlige sektor er også præget af relationer, handlinger og strategier,
som tilhører behandlingsparadigmets logik. Det fortolkningsfrirum, som de
overordnede rammer giver i praksis, kan med andre ord blive brugt af både
brugere og medarbejdere på en anden måde end tiltænkt fra overordnet niveau.
Om den sociale lovgivning - Det sociale arbejde som en læreproces
Jeg vil nedenfor indplacere Humlehøjen i forhold til Serviceloven, der trådte
i kraft i 1998, for at anskueliggøre de lovmæssige betingelser, som er til
33

stede for det empowermentorienterede sociale arbejde med udsatte grupper.
Netop denne lov er den overordnede sociallovgivning, der gælder for udsatte
grupper og dermed alle brugere på forsøgsprojekterne.
34
Serviceloven er den mest betydningsfulde lov for de udsatte
grupper. Lovens formål er at forebygge sociale problemer og tilgodese
behov som følge af ”nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller særlige sociale problemer” (Thomsen 1997:10).
Som det fremgår af citatet, der stammer fra ”Socialministeriets følgegruppe
om socialpsykiatri og socialt udstødte”, betegnes Serviceloven som den
lov, der skal sikre og tilgodese samfundsborgere mellem 18 og 67, som har
behov for særlig social støtte. Det er fx metadonbrugere, hjemløse, sindslidende
eller andre personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller særlige sociale problemer. Serviceloven afløste 1. juli 1998 bistandsloven,
lov om kommunal aktivering, den sociale styrelses lov og lov om
Den Sociale Ankestyrelse (Socialministeriet 1998:11). Den nye lov indeholder
regler om hjælp til befolkningsgrupper med særlige behov, hvilke
tidligere har hørt under bistandsloven.
I Serviceloven understreges den enkelte brugers udviklingsmuligheder
og ansvar, samt at formålet med hjælpen til den enkelte er, at vedkommende
skal styrkes i at klare sig selv og få en forbedret livssituation. En social
indsats skal være sammenhængende og helhedsorienteret i forhold til den
enkelte bruger, og samtidig skal loven sikre, at brugeren får større indflydelse
på de servicetilbud, vedkommende gives.
Det specielle ved loven er, at der indgår elementer af rammelovgivning.
Det vil sige, at Folketinget har fastlagt nogle overordnede målsætninger og
rammer for den sociale politik, der ønskes ført, men at selve lovens paragraffer
er delvist åbne for fortolkning og udmøntes konkret i den enkelte
kommune og det enkelte amt (Lindegaard 1998:9). På den ene side indeholder
Serviceloven således nogle konkrete tilbud, som en kommune skal
tilbyde, fx gratis rådgivning til brugere, der befinder sig inden for målgruppen.
På den anden side indgår også tiltag, som er mere løst definerede, fx i
forhold til brugerinddragelse på de enkelte institutioner:
§ 112: Kommunen eller amtskommunen sørger for, at brugerne
af tilbud efter denne lov får mulighed for indflydelse på tilrettelæggelsen
og udnyttelsen af tilbudene. Amtskommunerne eller
kommunerne fastsætter retningslinjerne for brugerindflydelse
(Socialministeriet 1998:37).

Kommuner og amter understøttes altså lovgivningsmæssigt i et stort individuelt
fortolkningsrum, idet de skal sørge for, at brugerinddragelse implementeres
og fastholdes på de enkelte tilbud i kommunen. Dette lever op til
empowermentparadigmets idealer om, at hensynet til den enkelte er det
vigtigste i det sociale arbejde, og at decentralisering er den bedste måde at
hjælpe samfundsborgerne med deres problemstillinger, hvorfor man kan
sige, at de dominerende forestillinger hermed konkretiseres og institutionaliseres
med lovgivning. Der gives således lovgivningsmæssigt ingen konkrete
dessiner om, hvordan fx brugerinddragelsen skal foregå, og hvad brugere
og medarbejderes konkrete rolle er i relation til denne. Med andre ord
er reglen, at der ingen regel er. Yderligere står der i Socialministeriets vejledning
til Serviceloven, at
[D]et er i den forbindelse [dvs. brugerinddragelse] vigtigt, at det
sociale, pædagogiske og sundhedsmæssige indhold i tilbuddene
svarer til brugernes behov, ressourcer og forudsætninger (ibid.).
Fra ministerielt hold er man således klar over, at sindslindende, misbrugere,
hjemløse osv. er forskellige og derfor har forskellige forudsætninger for at
blive inddraget i deres behandling. Der åbnes således for, at forestillingen
om det frie, aktive og ansvarlige samfundsindivid i praksis måske ikke lever
helt op til empowermentparadigmets forestilling. Derfor står der også i
vejledningen, at brugerne i kommuner og amter ”må ind i en form for læreproces”
for at kunne ”administrere indflydelsesmuligheden” (ibid:38).
Samfundsindivider, der ikke formår at være frie og ansvarlige, må hjælpes i
gang med denne proces, hvorigennem de lærer sig deres manglende
kompetencer.
Serviceloven lægger op til en relationel fortolkning af brugerinddragelse
og det enkelte individs frihed – inddragelsen af det enkelte individ skal
foregå med udgangspunkt i en vurdering af brugernes behov og forudsætninger,
som i første omgang sendes videre til amter og kommuner. Det, der
gør lovgivningen på området speciel, er, at der er en række påbud om, hvad
der skal tages hensyn til i arbejdet med udsatte grupper, men den indeholder
ikke en række forbud i modsætning til fx udlændingelovgivningen. Heri
sættes netop en række konkrete restriktioner op som fx reglen om, at en
udlænding skal opholde sig mindst syv år i Danmark, før vedkommende
kan få permanent opholdtilladelse (Johansen 2004:56). I denne forstand er
new public management- og empowermenttanken slået igennem på området
for socialt udsatte på ministerielt niveau, da lovgivningen ikke sætter
krav til den konkrete implementering af empowerment og tiltag som fx
brugerinddragelse. Dette løses bedst og mest effektivt decentralt.
35

Serviceloven og forestillingerne heri er resultatet af de overordnede skift i
velfærdsstatens relation til borgerne og samtidig udtryk for det officielle
syn på udsatte grupper og ønsket om at forbedre og optimere disse grupper
til at blive selvforvaltende individer. Fra ministerielt hold er der ikke formuleret
nogen klare retningslinier for, hvordan empowerment konkret skal
foregå. Dette bliver tværtimod lagt over til kommuner og amter at løse,
hvorfor de retningslinier, som eksisterer her, analyseres i afsnittet nedenfor.
Lokale retningslinier for empowerment
Retningslinier for det sociale arbejde udstedes i amter og kommuner gennem
virksomhedsplaner, planer for hovedindsatsområder osv.. Disse planer
skal sikre borgerne de ydelser, de har ret til, men også fungere som retningsgivende
for den enkelte medarbejder på kommunen eller amtets institutioner.
Til at anskueliggøre hvilke retningslinier, der foreligger for forsøgsprojekterne,
har jeg valgt at inddrage et eksempel i form af virksomhedsplanen
fra Skovby Kommunes Familieafdeling (2003), som Humlehøjen
er en del af. Virksomhedsplanen ligner overordnet i sin form og indhold
mange andre kommunale og amtslige virksomhedsplaner på området: Fx
”Vestsjællands Amts Hovedindsatsområder – Amtsrådet 2002-2005”
(Vestsjællands Amt 2002), ”Familie- og arbejdsmarkedsforvaltningens udvalgets
sektorplan for Københavns Kommunes indsats overfor stofafhængige
2001-2003” (Københavns Kommune 2001), ”Mål- og strategiprocessen
2002 i Århus Amts Misbrugscenter” (Århus Amt 2002). For Humlehøjens
vedkommende er det i særdeleshed Skovby Kommune, der sætter de
overordnede mål og rammer for, hvordan projektet skal forvalte Serviceloven,
og dermed hvad ”god” og brugerinddragende behandling er 10 . Humlehøjen
har sin egen projektbeskrivelse og leder, men må relatere sig til de
overordnede mål. Tilsynet med projektet sker primært gennem en driftsgruppe,
bestående af repræsentanter fra amt og kommune, som holder møde
med lederen en gang om måneden.
Som enhver organisation i det private og nu også det offentlige via new
public management, har kommunen udarbejdet en virksomhedsplan med
mål, delmål og værdier. Virksomhedsplanen skal fungere som retningsgivende
for Familieafdelingens arbejde, og de overordnede mål relaterer sig
til borgerne på følgende måde:
10 Projektet er dog også organisatorisk tilknyttet amtet, idet dette står for metadonordination
og –udlevering. Det er igennem amtet, at projektmidlerne er blevet søgt, men det
er kommunen, der administrerer projektmidlerne. Kommunen har tilsyn og ansvar med
Humlehøjen i det daglige, og det er også kommunen, der varetager den mere etablerede
del af byens substitutionsbehandling.
36

1. Borgeren har et ansvar for sin egen situation. Den enkelte skal
have den nødvendige støtte til aktivt at kunne løse sine problemer.
Støtten gives både gennem krav til den enkelte og ved at tage
udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger, ønsker og behov.
2. Tilbuddene skal støtte den enkelte til at leve et selvstændigt
liv uafhængig af det sociale hjælpesystem.
3. Kvaliteten af det administrative arbejde skal fastholdes og
udvikles (Skovby Kommune 2003:8).
Som det fremgår af disse tre punkter, lever virksomhedsplanen fuldstændig
op til empowermentparadigmets forskrifter: Fokus er rettet mod det enkelte
individ, der skal selvstændiggøres gennem ansvarliggørelse. Der lægges
vægt på, at borgeren skal tage ansvar og hjælpes til aktivt at løse sine egne
problemer. Heri ligger altså en intention om, at de borgere i kommunen,
som er faldet uden for det etablerede system, skal hjælpes på rette spor
igen. Dette spor indeholder elementer fra empowermentparadigmet og de
neoliberalistiske forestillinger om individet, idet den enkeltes selvstændiggørelse
og uafhængighed er hjælpens absolutte endemål. Dog lægges der
vægt på, at denne hjælpen på rette vej skal foregå med udgangspunkt i borgerens
forudsætninger og behov – altså ikke uden hensyntagen til den enkeltes
problemstillinger. I virksomhedsplanen er der taget højde for, at der
skal udvikles på det administrative arbejde, det vil sige dokumenteres, evalueres
og lignende. Også dette ligger på linie med nyere måder at organisere
og effektivisere i den offentlige sektor.
Målene er i sig selv meget åbent formulerede, og umiddelbart er det
svært at læse, hvilke retningslinier den enkelte medarbejder egentlig skal
arbejde ud fra. Af virksomhedsplanen fremgår det dog, at Familieafdelingens
arbejde skal foregå på baggrund af tre værdier: åbenhed, respekt og
udvikling. Afdelingen har på linie med store virksomheder som fx Grundfos
udviklet nogle værdier, som skal være retningsgivende for de ansatte
(Grundfos 2001:3; Kunda 1992:179; Schein 1994:24; 27-28)
Værdier, rettesnore, regler, normer, etiske overvejelser er alle del
af den samme sag, nemlig vejledning i hvordan man på den ene
side gerne vil opføre sig og udføre sine opgaver, og på den anden
side har forventninger om, hvordan man bliver mødt af andre i
forskellige livssituationer. Forskellen på f.eks. værdier og regler
er mere et spørgsmål om, hvor konkret reglerne er formuleret end
om indholdet, idet reglerne jo gerne skulle afspejle indholdet og
holdningerne i værdierne (Skovby Kommune 2003:6).
37

Værdierne relaterer sig altså til, hvordan den enkelte medarbejder skal udføre
sit arbejde, og hvad vedkommende skal forvente sig af andre. Ikke
alene er Servicelovens forskrifter for det sociale arbejde overordentligt løst
formuleret, men også de lokale holdninger og metoder til, hvordan borgeren
skal frigøres, og systemet effektiviseres, er diffuse. Åbenhed i forhold
til borgernes meninger, respekt som forståelse af andre og udvikling samt
håndtering af forandringer (ibid.:7-8). Disse begreber er meget løst definerede
og giver fx ingen konkrete retningslinier for, hvordan brugerinddragelse,
individets frihed og ansvarliggørelse skal sikres i praksis i afdelingens
tilbud.
Under et interview med Familieafdelingens chef, spørger jeg ham derfor
om, hvad der ligger til grund for de løse formuleringer: ”Begreberne og
vores retningsliner er åbne, fordi det er umuligt at lave detailstyring. Det
ved vi på baggrund af erfaring. Vi har decentralisering her i kommunen”.
Begrundelsen for de meget åbent formulerede begreber og retningslinier
gives i, at det ikke tjener noget formål at nedlægge meget stramme regler
for det sociale arbejde. I kommunen har new public managementorganiseringen
vundet indpas, således at man prioriterer decentralisering
højt. Erfaringen viser ifølge Familieafdelingens chef (dog uden at han giver
eksempler), at stramme retningslinier er ineffektive. Begrundelsen for de
løse begreber og retningslinier ligger således på linie med forestillingen
om, at de enkelte institutioners selvstyre er nødvendigt.
Både Serviceloven og de kommunale retningslinier for det sociale arbejde
er prægede af de overordnede forestillinger om det frie, selvforvaltende individ.
Der er fokus på helhedsorienteret behandling, som retter sig mod det
enkelte individs behov og ressourcer, hvorfor både lovgivning og retningslinier
er overensstemmende med de forestillinger, som præger empowermentparadigmet.
I Serviceloven ”sendes” ansvaret for implementering af
brugerinddragelse og helhedsorienteret behandling videre til amter og
kommuner via decentraliseringstanken.
Også fra kommunens side spiller decentraliseringstanken en stor rolle,
således at ansvaret her sendes videre til den enkelte institution og medarbejder.
I interviewet med Familieafdelingens leder fortalte vedkommende,
at tilbagemeldinger om fx brugerinddragelse foregår gennem en ledergruppe,
hvori afdelingens og de enkelte institutioners ledere mødes. Der er med
andre ord ikke nogen direkte indblanding i, hvordan medarbejderne søger
at optimere det enkelte individs frihed, ansvarlighed og selvstændighed.
Sammenholdt med pointerne fra kapitels begyndelse om det moderne sociale
arbejde, hvori den enkelte brugers viden, ønsker og råderum er helt
centralt, tegner der sig umiddelbart et billede af, at brugere i det velfærds-
38

statslige gadeplansbureaukrati på et intentionelt og forestillingsmæssigt
niveau er eller er godt på vej til at blive selvforvaltende. En del af mit centrale
argument er imidlertid, at denne forestilling ikke dominerer den levede
praksis, men må forstås som en forestilling blandt flere. Med inddragelse
af nogle eksempler fra Humlehøjens hverdag vil jeg uddybe dette nærmere.
Et moderniseret samfundsindivid?
Ser man på både overordnede velfærdsstatslige forestillinger, lovgivningen
og de lokale retningslinier, er det tankerne om det frie, aktive og ansvarlige
individ, som dominerer forestillingerne om ”godt” og ”rigtigt” offentligt
socialt arbejde. Forestillingen om det frie, aktive individ er ikke kun udtryk
for et ønske for den enkelte samfundsborger i den konkrete praksis. Det er
også blevet et moralsk og lovmæssigt påbud.
I den daglige praksis på Humlehøjen eksisterer elementer fra behandlingsparadigmet
imidlertid stadig som en del af feltets logik og influerer
brugere og medarbejderes handlen, fordi det er en del af deres erfaring og
selve feltets strukturer samt det omgivende samfunds historie. Brugeren
Tove beskriver det fx således, da vi under et interview taler om, at medarbejderne
har hjulpet hende meget med at søge pension: ”jeg ikke kan få
fingeren ud af røven og ordne noget som helst, så er det rart, at der er nogen,
der lige kan”. Brugeren Knud udtrykker det således:
Jeg har det dårligt med at ringe op til socialkontorer. Jeg hader at
ringe i telefon, så medarbejderne skal ligesom gå ind og gøre det,
for jeg kan ikke selv. Vi narkomaner er jo syge mennesker og
skal hjælpes. Systemet har fornægtet os, og det ved vi på forhånd,
så derfor kan vi næsten ikke klare at skulle igennem al den
tumult med sagsbehandling og retssystemet. Den ideelle medarbejder
er en, der hjælper mig hele vejen igennem.
Brugere som Tove og Knud efterspørger i eksemplerne ikke mere ansvar
og indflydelse i deres behandling, fordi de på baggrund af tidligere erfaringer
med sig selv og systemet ikke anser det som en mulighed fx at få en
pensionssag eller en samtale med socialkontoret igennem, hvis medarbejderne
ikke tager det primære ansvar og initiativ. Med andre ord stemmer
brugeres forestillinger om ”god” og ”effektiv” behandling ikke nødvendigvis
overens med lovgivningsmæssige og kommunale forestillinger. Som en
del af den daglige praksis indgår derfor også nogle personlige erfaringer,
som i disse tilfælde understøtter behandlingsparadigmets forestilling om
medarbejderne som de primært ansvarligt handlende, og som dem, der sør-
39

ger for, at ansøgninger og telefonopringninger bliver iværksat og fulgt op
på.
Individet sættes ikke bare frit i overensstemmelse med empowermentparadigmets
logik, fordi forestillingerne om, hvad ideel behandling er, siger
det. Denne forestilling indgår som del af den materielle praksis, men den
indgår samtidig i et samspil mellem brugere og medarbejdere af kød og
blod, som også interagerer på baggrund af erfaringer, forventninger, holdninger,
sociale og relationer. Derfor er en analyse, hvori der udelukkende
fokuseres på officielle forestillinger og ministerielle samt kommunale retningslinier
for socialt arbejde utilstrækkelig. Med andre ord kan en analyse,
der udelukkende befinder sig på et forestillingsniveau, overse, at praksisniveauet
ikke nødvendigvis er overensstemmende med dette.
Uoverensstemmelsen mellem de to niveauer ses fx også i casen ”Fulde
svin”, som indledte undersøgelsen. Medarbejderne på projektet forsøger
som udgangspunkt at få brugerne draget med ind i de beslutninger, der tages
på projektet, og hører brugernes meninger om forskellige problemstillinger.
Dette ligger inden for empowermentparadigmets forestillinger om,
at behandlingen skal baseres på at lytte til og respektere brugernes meninger.
De officielle forestillinger om empowerment er således en del af medarbejdernes
forestillinger, som de søger at organisere hverdagen ud fra.
Casen viste imidlertid ligeledes, at det felt, som brugere og medarbejdere
er en del af, præges af fx brugernes påvirkethed, koncentrationsbesvær,
anspændte sociale relationer og ansvarsforflygtigelse. Dette vanskeliggør,
at brugerne får den tilsigtede indflydelse i praksis, fordi fx fællesmøder går
i opløsning, når brugere reagerer aggressivt. Der er med andre ord uoverensstemmelse
mellem de officielle forestillinger og lokale retningslinier om
individets handlemuligheder og konkrete muligheder for at lave empowermentbaseret
behandling i praksis.
40

Kapitel 4. Frisættende nytænkning i institutionelle
rammer?
Brugerne på Humlehøjen har altså svært ved at agere i overensstemmelse
med empowermentparadigmets forestillinger, fordi de ikke besidder den
slags kompetencer, som det nye paradigme lægger op til. I dette kapitel udbygger
jeg argumentet ved at synliggøre, at forestillingerne møder vanskeligheder
i praksis, fordi disse fordrer og appellerer til en bestemt slags frihed
og selvforvaltning, som brugerne i praksis ikke kan eller ønsker at
imødekomme, og som ligger langt fra mange brugeres hverdag og tidligere
erfaringer. I kapitlet ses også, at dette får konsekvenser for hverdagen i projektet,
idet medarbejderne indtager en dominerende rolle i den daglige behandling,
hvilket står i modsætning til empowermentparadigmets forestilling
om et mere ligeværdigt forhold mellem bruger, medarbejder og system.
Yderligere indtager medarbejderne en dobbeltfunktion, hvori de både
skal hjælpe brugerne, men samtidig kontrollere fx metadonudlevering.
Sidstnævnte bevirker, at de trods empowermentparadigmets forestillinger
om ligeværdighed i behandlingen har mulighed for at sanktionere brugernes
adfærd fx ved at tilbageholde metadon, hvis brugerne er alt for alkoholpåvirkede.
Dette medfører i relation til det store fortolkningsmæssige
frirum, som medarbejderne overlades som følge af en decentraliseret kommunal
og ministeriel politik, at medarbejderne indtager en funktion som i
praksis på flere måder ligner behandlingsparadigmets forestillinger om
medarbejdere som eksperter. Jeg vil nedenfor belyse dette argument med et
Foucault-inspireret perspektiv, som er behjælpeligt med at synliggøre nogle
strukturelle vilkår for den sociale behandling i gadeplansbureaukratier, der
følger med empowermentparadigmets fremkomst.
Viden og normalisering
Den mest fremherskende tilgang til at forstå socialt arbejde og individets
rolle i velfærdsstaten inden for sociologi og antropologi har i de seneste ti
år været meget præget af Foucaults tanker (Cruikshank 2001; Dean 1999;
Järvinen et al. 2002; Petersen 2003; Rose i Sørensen & Hjorth 2000; Villadsen
2003; Wright & Shore 1997). Disse analyser bygger på en antagelse
om, at det sociale arbejde ikke alene har til hensigt at hjælpe den enkelte
bruger med sine konkrete problemstillinger som arbejdsløshed, misbrug,
sygdom, boligløshed, men at dette arbejde samtidig går ud på at normalisere
og afrette samfundsborgere, der falder uden for det ”normale” (Dean
1999:67; Cruikshank 2001:235; Järvinen et al. 2002:13; Pedersen 2003:34
Rose 1999:88). Det vil sige, at samfundet igennem den humanistiske såvel
41

som den mere neoliberalistiske tilgang til empowerment og offentligt, socialt
arbejde søger at optimere og tilpasse individer, der er ”faldet uden for”.
Udgangspunkt for at dette i stor udstrækning lykkes, tages i forestillingen
om, at staten ikke alene er en totaliserende magt, men også er indlejret i
den enkelte samfundsborger:
42
I would like to underline the fact that the state’s power (and that
is one of the reasons for its strength) is both an individualizing
and totalizing form of power. Never, I think, in the history of
human societies […] has there been such a tricky combination in
the same political structures of individualization techniques, and
of totalization procedures (Foucault 1982: 213).
Hvor tidligere tiders stats- og regeringsformer var direkte og synlige, er den
nuværende regeringsform nærmere strukturel og allestedsnærværende i
forhold til samfundet som helhed, men også indlejret i den enkelte samfundsborger.
Over tid er en anseelig mængde viden om samfundsborgerne
indsamlet gennem registrering og kategorisering (Järvinen et al. 2002:13;
Jöhncke 2002:39). Dette sker kontinuerligt i det daglige sociale arbejde fx
gennem udfærdigelsen af journaler, statistikker, anamneser og handleplaner.
Denne viden bruges til at udvikle indsatser over for samfundets borgere,
således at de på en og samme tid hjælpes og tilpasses til de forestillinger,
som er dominerende i et samfund – fx forestillingerne om det frie, ansvarsbevidste
individ. Jöhncke, der har lavet deltagerobservationer og interview
i forbindelse med en række undersøgelser af stofmisbrugsbehandling
for Københavns Kommune, udtrykker det således:
Hvordan kan vi vide, at de stadig flere og mere detaljerede beskrivelser
af stofbrugeres liv faktisk vil føre til forbedringer i deres
sociale situation, snarere end at lede til stadigt mere detaljerede
og raffinerede former for kontrol i takt med, at mindre og
mindre lades uundersøgt? (Jöhncke 2002:39).
Argumentet kan kort skitseres på følgende vis: Jo mere viden, der er tilgængelig
om brugere af den offentlige sektor, desto lettere kan det være at
tilpasse og kontrollere disse brugere. Viden er således centralt for regeringen
af samfundets borgere, og nedenfor vil jeg demonstrere, hvordan denne
viden gøres tilgængelig for samfundets repræsentanter og den enkelte borger.
I forlængelse heraf analyserer jeg også, hvordan velfærdsstaten søger
at påvirker dets brugere i den ”rigtige” retning.

Internalisering af systemet
Tilpasningen af brugere af det offentlige sker blandt andet ved hjælp af
teknikker fra det, som Rose kalder for ”psy-formede rum”, hvorigennem
individer hjælpes til at opdage ”sandhed”, selvforvaltning og selvrealisering
gennem selvbekendelse (Rose 1999:90). Psy-formerne refererer til en
psykologisering af viden om mennesket og dets relationer, der er fremkommet
i slutningen af det 19. århundrede. Psykologiseringen har bredt sig
til alle forgreninger af socialt arbejde og arbejdet med mennesker i det hele
taget. Centralt for denne tilgang er, at mennesket, for at kunne blive hjulpet,
optimeret, frit og autonomt handlende, skal fortælle eller bekende sine
inderste tanker, for at behandleren kan hjælpe vedkommende bedst muligt.
Dette fænomen har klare referencer til tidligere tiders (magt)teknikker
fra kristne institutioner – Pastoralmagten –, som beskrives i Foucaults tekst
”The Subject and Power” (1982:213). Under denne magtform var hensigten
at sikre det enkelte individs frelse i det hinsides. Forudsætningen for frelsen
var præsternes mulige opofrelse for flokken, og desuden at præsterne kendte
folks dybeste hemmeligheder og deres sjæls afkroge (ibid.). Det vil sige,
at præsterne via det enkelte individs bekendelse af dets inderste tanker og
hemmeligheder ville kunne hjælpe vedkommende med at få frelse over for
Gud. Siden da er pastoralmagtens mål blevet transformeret til at omhandle
menneskets ”frelse” ikke efter døden, men i denne verden. Det er ikke længere
præsteskabet, der står bag, men velfærdsstaten og dennes repræsentanter
(ibid:215).
Ifølge Foucault er viden tæt sammenknyttet til magt, og derfor har de
mennesker, der er i besiddelse af viden om fx et samfunds udsatte, også en
særlig position til at definere, hvad der er ”rigtigt” og ”forkert” i forhold til
disse (Foucault 1994). Der konstrueres således nogle sandheder om, hvordan
en borger i velfærdsstaten bør leve sit liv. De borgere, som ikke lever
deres liv i nogenlunde overensstemmelse med disse sandheder, søges hjulpet
i den ”rigtige” retning – eller med andre ord, skal de ”frelses” i den velfærdsstatslige
forståelse af begrebet – nu igennem empowerment.
Serviceloven, de kommunale retningslinier og den tidligere socialministers
ord i ”Håndbog i brugerinddragelse – Erfaringer fra Socialministeriets
Kvalitetsprogram” er eksempler på nogle ”sandheder” inden for det moderne
sociale arbejde, hvori forestillingen om det ”frie”, ”aktive” og særligt
”ansvarlige” individ er dominerende (Socialministeriet 1997:2). Det primære
mål med det sociale arbejde og indførelsen af empowerment bliver
inden for en Foucault-inspireret tilgang således at guide utilpassede samfundsbrugere
i retning af bedre tilpasning eller normalisering.
Rose bruger termen ”anti-borger” om de mennesker, der lever i uoverensstemmelse
med de velfærdsstatslige ”sandheder”, som fx enlige teen-
43

agemødre og stofmisbrugere, der bor på gaden (1999:88). Anti-borgeren
symboliserer i denne forståelse ”det, som vi ikke er”, i velfærdsstaten. Det
er således oftest denne slags mennesker, der bliver tvunget til eller af egen
”fri” vilje søger at blive hjulpet gennem det offentlige, sociale arbejde
(ibid.). I en Foucault-inspireret tilgang vil mennesker, der ikke lever deres
liv i overensstemmelse med disse forestillinger, altså kontinuerligt direkte,
fx i den daglige interaktion med medarbejdere i gadeplansbureaukratiet såvel
som indirekte fx gennem lovmæssige krav, blive påvirket af de dominerende
”sandheder” om borgeren i velfærdssamfundet. Heri ligger en erkendelse
af, at det enkelte individ er i stand til at agere selvstændigt, men at det
gælder om at få samfundsindividet til at agere på en måde, som ligger inden
for rammerne af velfærdsstatslige ”sandheder”. Dette er i vor tid – inden
for det sociale arbejde – udtrykt igennem forestillingerne om optimering
og normalisering inden for empowerment. I praksis støder disse
”sandhedsregulerende” forestillinger dog på barrierer. Casen nedenfor er et
eksempel på, hvordan de officielle velfærdsstatslige forestillinger afspejles
og støder sammen med nogle brugeres forestillinger i den daglige behandling.
44
”Arbejdet som værdi i sig selv”
Medarbejderen Eva og brugerne Hugo, Torben og Maria sidder
ved det store langbord og drikker kaffe. Hugo er i gang med at
fortælle om sit job på et nærliggende museum. Han er meget glad
for jobbet, som han varetager nogle måneder om året samtidig
med, at han får pension. På denne måde tjener han også et lille
ekstra beløb til sin husholdning ved siden af pensionen. Hugo
fortæller, at han er ked af, at de fuldtidsansatte medarbejdere får
mere i løn end ham, og Eva svarer, at han jo får sin pension, arbejder
mindre end de andre, får gratis buskort og lignende. Eva
siger desuden, at ´de, der er på pension, burde være misundelige
på de, der arbejder og ikke omvendt`. Hun siger, at alle mennesker,
hvis de fik tilbuddet, ville vælge at arbejde og tjene penge
frem for bare at få penge fra det offentlige. Torben, som også er
på pension, er enig med Eva. Han siger, at han gerne ville arbejde,
men at det ikke ville kunne gå, fordi han ved, at han ville være
en ustabil arbejdskraft: ´Bare jeg kunne overholde aftaler, men
det kan jeg ikke`, siger han efterfølgende. Førtidspensionisten
Maria har fulgt med i samtalen, og hun begynder at smågrine og
kigger forundret op på de tre andre ved bordet. Hun er absolut
ikke enig. Hun er glad for at få pension og ville ønske, at det var

weekend hver dag. Hun synes, det er nemt at få weekenden til at
gå. Eva siger, at det jo ikke er sjovt, hvis det er weekend hele tiden.
Hugo slutter samtalen af med at sukke og siger, at det er trist
med weekenderne, fordi han føler sig alene.
Eva repræsenterer i casen den ”sande” overordnede samfundsmæssige
holdning i den forstand, at hun repræsenterer forestillingen om, at det enkelte
samfundsindivid i bund og grund både bør være og ønske at være
effektivt, ansvarligt og dermed arbejdende. Forestillingen vinder genklang
hos brugerne Torben og Hugo, da også de mener, at det at arbejde er ønskeligt
– også selvom lønnen ikke opleves som særlig god. Det vil sige, at der
her er overensstemmelse mellem de officielle forestillinger og ”sandheder”
og brugernes egne, fordi brugerne ”accepterer” forestillingen om det ansvarlige
individ. Dog er overensstemmelsen ikke komplet; Maria er ikke
overbevist om det ønskværdige i at arbejde og vil hellere holde weekend
hele tiden. Hun repræsenterer således anti-borgeren, der hverken accepterer
disse forestillinger eller ønsker at leve i overensstemmelse det ”gode”,
”normale” liv. Men når ”frihed” hører med til forestillingen om, hvad et
godt liv og god behandling bør indebære inden for empowermentparadigmet,
hvorfor er Marias holdning til at arbejde så ikke lige så kvalificeret
som Eva, Torben og Hugos? Nedenfor vil jeg argumentere for, at det skyldes,
at den frihed, der er tale om i empowermentparadigmet, knytter an til
en bestemt måde at producere og forestille sig frihed på. Således bliver det
i praksis nogle bestemte kompetencer, som giver adgang til den ”rigtige”
form for frihed inden for empowermentparadigmets logik, hvilket forsøgsprojekternes
brugere som Maria har svært ved at honorere.
Når frihed ikke bare er frihed
Når Maria ikke lever i overensstemmelse med den ”sande” livsførelse,
hænger det sammen med, at forestillingen om samfundsindividet i den moderne
velfærdstat er knyttet til en neoliberalistisk tilgang til samfundet og
dets borgere. Det er i det enkelte individ, at kernen i samfundet skal findes,
og det er herfra sociale transformationer skal tage deres udgangspunkt
(Dean 1999:133). Mennesker er aktive i deres egen styring, og de ses som
”frie”, såfremt de lever op til de officielle forestillinger om dette. Men frihed
er ikke bare frihed. Ifølge Barry et al. (2001:8) knytter begrebet i denne
forbindelse an til andre begreber som ansvarlighed og velregulerethed. Det
er denne version af ”frihed”, der tilstræbes i den moderne velfærdsstat og
ikke andre og mere anarkistiske versioner – fx friheden til at mene, at pension
og weekend-fri absolut er at foretrække frem for arbejde og hverdag.
45

Parolen ”frihed under ansvar” er kendt af selv den mest utilpassede antiborger,
og det er den slags frihed, som socialrådgivere og pædagoger taler
om, når fx brugere af Humlehøjen skal brugerinddrages. ”Jeg synes ikke,
brugerne er i stand til den store brugerstyring. De har brug for noget styring,
og så må man finde ud af, hvad de egentlig magter at beslutte noget
om”, fortæller medarbejderen Else, da vi taler om Humlehøjens forsøg på
at lave brugerinddragelse og empowermentorienteret behandling. På baggrund
af sine erfaringer med brugerne understøtter hun således den dominerede
forestilling om, at frihed, ansvar og selvforvaltning ikke er noget,
som individet fra naturens hånd bestrider, men noget som må tillæres.
Medarbejderen Annie fra Munkebo understøtter ligeledes forestillingen,
da hun fortæller om sine forestillinger om, hvad brugerinddragelse går ud
på:
46
Min tanke med brugerinddragelse var, at man måske headhuntede
nogle af brugerne, der var lidt bedre fungerende, og at man så
gav dem sådan en brugerrådsagtig uddannelse. Sådan kunne man
få opkvalificeret dem til at sidde i et brugerråd. Så kunne man
gøre meget mere ud af at sige: ´Jamen det her er repræsentanterne
for huset`.
Brugerne skal ifølge Annies logik opkvalificere sig til at få indflydelse. Det
betyder, at ansvar og den mulige form for frihed samt indflydelse for brugerne
i gadeplansbureaukratier hænger sammen med forestillingen om, at
”rigtig” frihed er noget, som kan eller skal tillæres. Det enkelte samfundsindivid
må således besidde en bestemt slags kompetencer for at blive givet
fuldt ansvar og frihed. Disse kompetencer er nogle, som mange af projekternes
brugere øjensynligt ikke mestrer, hvilket ofte overses i de politiske,
teoretiske, ministerielle samt kommunale forestillinger om individet i gadeplansbureaukratiet.
Mange af brugerne på projekterne efterspurgte ikke ansvar i forhold til
deres behandling som fx i casen ”Fulde svin”, men dog fandtes der også
brugere som fx Preben fra Munkebo, der gerne ville tage ansvar. Preben
fortæller, at han er meget aktiv i projektets brugerforening. Han deltager i
alle møder, skriver referat på computeren og har forslag om et SOSnummer
11 , som brugerne kan ringe til, hvis de får problemer uden for projektets
lukketid:
11 Prebens ide med SOS-nummeret var, at brugerne skulle have et telefonnummer,
hvorpå de altid kunne få fat på en medarbejder og få hjælp, hvis der var problemer med
metadonudleveringen i weekenden.

Jeg har gennem længere tid forespurgt medarbejderne om, at
brugerne får et SOS-nummer eller nærmere, at jeg får det, men
det er ikke blevet til noget. Jeg har prøvet at skulle hente metadon
om søndagen 12 , hvor der ikke var noget og måtte ud at købe
for 400 kr. I går var der en, der prøvede det samme. Folk skal vide,
at jeg har nummeret, så kan de fortælle mig om deres problem.
Hvis det er noget med medicin, så ringer jeg selvfølgelig
op til et andet telefonnummer. Jeg ringer op, og så kan de snakke.
De får ikke nummeret, for så kan det blive misbrugt. Jeg skal så
overveje, om det er det værd. Hvis de fx siger, at de er kommet
til at tage alle deres metadoner, og at de derfor ikke har nogen.
Det går ikke.
Sp: Kan det ikke være en lidt svær rolle for dig at have?
Sv: Det er jeg klar over, men jeg har ikke noget imod at tage
det læs.
Preben lever på mange måder op til empowermentparadigmets forestillinger.
Han er initiativrig og søger ansvar, selvom opgaven kan blive vanskelig.
Trods dette havde Preben ikke fået uddelt noget SOS-nummer. Mennesker
i substitutionsbehandling regnes med andre ord ikke for at være kvalificerede
til at varetage sådanne opgaver, da de ikke har ”lært” at opføre sig
ansvarligt. Før det enkelte samfundsindivid mestrer den samfundsmæssigt
accepterede form for ansvar og frihed til fulde, tildeles det heller ikke særligt
tillidsfulde opgaver som fx administrationen af et SOS- nummer. Fuld
empowerment og frisættelse kræver med andre ord nogle kompetencer,
som mange brugere ikke har eller forestilles at have. Frihed er ikke bare
frihed, men noget der knytter an til en bestemt definition og produktion af,
hvad dette er, samt hvad det indebærer. Rose udtrykker det således:
Man må regeres for at blive frie, og man må regeres på en bestemt
måde for at forblive fri: friheden er ikke en illusion, men et
produkt af regering. (Rose i Sørensen og Hjorth 2000:141).
Velfærdsstatslig frihed og ansvar er således et produkt af en bestemt slags
proces og derfor ikke bare noget, som det enkelte samfundsindivid mestrer
af sig selv. Særligt udsatte grupper som fx stofmisbrugere, der misbruger
illegale stoffer, begår kriminalitet, er arbejds- og boligløse, passer umiddelbart
ikke ind i de dominerende forestillinger i samfundet om, hvordan
12 Munkebo er lukket i weekenden, hvorfor brugere uden metadonhjemtagningsordning
skal hente deres metadon i et weekend-åbent supermarked, som har et apoteksudsalg.
47

individet bør leve sit liv. Logikken er, at disse derfor må guides på sporet af
dette og ”opkvalificeres” samt ”styres”. Derfor fastholder og fastholdes
medarbejdere i socialt arbejde i en bestemt rolle, hvilken analyseres nedenstående.
Medarbejderens særlige status – At guide og kontrollere
Socialrådgivere, psykologer, pædagoger, læger, sygeplejersker osv. er uddannede
og ansatte til at hjælpe samfundsborgere med deres problemstillinger.
Denne hjælp har dog samtidig til hensigt at forme borgerne i en bestemt
retning, hvorfor de professionelle hjælpere uundgåeligt udøver det,
som Foucault kalder for bio-magt i mødet med borgeren (1994). Bio-magt
skal forstås som en underliggende magt, der har til formål at lede befolkningen
i retning af at øge sundhed, livskvalitet og sikkerhed ved at skabe
”nyttige” og ”produktive” samfundsborgere (Foucault 1994:144-45; Järvinen
et al. 2002:13). Gennem den allestedsnærværende bio-magt afretter
samfundsindividet dets handlinger og bliver selvdisciplineret. ”Vi skal være
en slags rollemodeller med vores almindelige liv og inspirere dem til at
gøre noget andet, end de plejer”, fortæller medarbejderen Ib fra Humlehøjen.
Han ser det som sin forpligtelse at skulle guide brugerne. Behandlingsparadigmets
forestilling om medarbejderen som ekspert ses således i en
modificeret udgave i praksis: Medarbejderne skal ikke længere udstikke
konkrete retningslinier for, hvad brugerne skal og må, men inspirere og
guide brugerne til at ændre deres livssituation. Denne forestilling præger i
større eller mindre grad alle medarbejderne på de fire projekter, men sås
også som en grundlæggende sideeffekt af den daglige interaktion mellem
brugere og medarbejdere.
48
Jo mere medarbejdere er sammen med brugerne, jo mere tørner
de sammen med den normalitet, som vi repræsenterer. Du kan jo
ikke løbe fra, at du er normal. Man kan ikke relativisere sig selv i
en uendelighed (interview med medarbejderen Henry fra Humlehøjen).
Trods en humanistisk-inspireret tilgang til empowerment, hvori der er en
forestilling om at acceptere brugerne, som ”de er”, er der altid en mere eller
mindre bevidst ”normaliserende” faktor til stede i behandlingen. Det er en
uomgængelig del af mødet mellem brugere og medarbejdere, fordi de mennesker,
der varetager behandling i det offentlige system ikke alene professionelt,
men også oftest privat er repræsentanter for en bestemt forestilling
om ”normalitet”.

Både Larsen et al. og Uggerhøj betoner relationen mellem medarbejder og
bruger som meget ”ulige” og ”asymmetrisk” (Larsen et al. 2002:180; Uggerhøj
2002:81). Medarbejdere i det offentlige er blevet udpeget (uddannet)
til at være repræsentanter for velfærdsstaten og har derfor nogle beføjelser
som fx sanktionering og kontrol af de ydelser, borgeren modtager. Parallelt
med den ”hjælpende” rolle, som gadeplansbureaukratiets medarbejdere
indtager, bestrider den også en kontrolfunktion fx i forbindelse med metadonudlevering
og de gældende regler for dette. Den side af behandlerfunktionen
underspilles ifølge Uggerhøj ofte og er desuden ofte ikke synlig for
medarbejderne selv (2002:81). Den underliggende, normaliserende biomagt
udøves således i den daglige kontakt mellem brugere og medarbejdere.
Magtrelationen bliver kun synlig, når medarbejdere sanktionerer eller
kontrollerer brugerne, men ligger implicit i den daglige interaktion som
muligheden for, at medarbejderne kan sanktionere og kontrollere. Eksempelvis
opstod flere konflikter på projekterne mellem brugere og medarbejdere
omkring udleveringen af metadon, metadonordninger osv. – et område,
hvor brugerne virkelig kunne føle sig kontrollerede og sanktionerede,
hvis de skulle tjekkes for sidemisbrug eller alkoholpromille. Nedenfor ser
vi, hvordan brugeren Pelle reagerer:
”At banke hovedet ind i døren”
Brugeren Pelle har, lige siden jeg begyndte mit feltarbejde tre
måneder tidligere, beklaget sig over sin metadonordning. Han er
utilfreds med, at han ikke kan få udleveret metadon, når han har
drukket. Godt nok er hans standardparole ´For at blive behandlet
lige, skal man behandles forskelligt`, men det irriterer ham, at
brugerne Leo og Per efter hans udsagn indimellem får udleveret
metadon, selv når de er berusede. Pelle giver desuden udtryk for,
at han er meget utilfreds med, at han skal drikke metadonen under
overvågning de dage, hvor han ikke får den med hjem, og
han mener i øvrigt, at hans daglige dosis er alt for lav. Efter endnu
en gang at ytret sin utilfredshed med sin metadonordning
kommer Pelle stormende ud fra sygeplejerrummet. Han er rød i
hovedet af ophidselse og råber, at han snart melder sig ud af projektet,
fordi hans metadonordning simpelthen er for dårlig. Pelle
banker hovedet ind i en dør (og sparker samtidig til karmen,
hvilket forstærker lyden af hovedet, der banker mod døren) og
forlader Humlehøjens lokaler under højtlydte brokkerier.
49

Pelles reaktion demonstrerer, hvor kontrollerende og frustrerende brugerne
til tider oplever medarbejdernes ret til at definere og afgøre en given problemstilling
som metadonudlevering. Medarbejderne må på deres side følge
de amtsligt og kommunalt fastsatte rammer for metadonudlevering,
hvori kontrol indgår. Pelle oplever derimod på sin side kontrollen som
yderst begrænsende for hans råderum og reagerer i voldsom frustration
derpå. Casen understøtter således antagelsen om, at kontrolfunktionen, som
medarbejderne besidder, giver en asymmetrisk relation brugere og medarbejdere
imellem, og at brugerne er underlagt nogle for Humlehøjen gældende
regler, der begrænser deres indflydelse. Ideelt set burde brugerne
ikke være berusede, når de skal modtage metadon. Da alle brugere har behov
for metadon, er logikken derfor, at de vil sørge for at holde sig under
promillegrænsen.
Der er en overordnet forestilling (fra amtets læger, der fastsætter promillegrænsen)
om, at brugerne afretter sig selv og agerer ”ansvarligt” for at
få adgang til metadon – en forestilling, som dog er uoverensstemmende
med brugernes praksis. Brugere som Pelle besidder ikke kompetencen (eller
lysten) til at lade være med at drikke meget, selvom han ved, at det har
konsekvenser for metadonudleveringen, og at det opfattes som uansvarligt i
relation til hans behandling. Medarbejderne er således pålagt at kontrollere
Pelles adfærd dels for at sikre sig, at han ikke får det dårligt efter indtag af
metadon, og dels for at forsøge at hjælpe ham til at holde igen med drikkeriet
ved at sanktionere metadonen. Medarbejderne indtager dog ikke kun
rollen som dem, der kontrollerer brugerne, men i høj grad som dem, der
skal hjælpe brugerne.
Det store frirum
”Det vigtigste i behandlingen, det er den der Fingerspitzgefühl”, fortæller
medarbejderen Nanna fra Granly i et interview, hvor vi bl.a. taler om,
hvordan hun opfatter sin rolle som medarbejder og den måde, hvorpå man
sikrer brugerne indflydelse. Netop fornemmelsen, følingen med og skønnet
af en situation opleves af medarbejderen på de fire projekter som det allervigtigste
i socialt arbejde. Med empowermentparadigmets indtog i lovgivningen
samt de kommunale og amtslige retningslinier overlades et stort frirum
til medarbejderne i forhold til deres arbejde, hvilket skal understøtte
forestillingen om individuelt orienteret behandling. Dette har umiddelbart
en stor betydning for den enkelte bruger i gadeplansbureaukratiet: På den
ene side er det overensstemmende med empowermentparadigmets forskrifter
om decentralisering og fleksibilitet, men slører samtidig den klarhed og
mulighed for dokumentation og evaluering, som new public management
50

tankerne lægger op til. Jeg analyserer derfor skønnet i relation til medarbejder
og bruger for at komme den reelle mulighed for at implementere
empowermentparadigmets forestillinger i gadeplansbureaukratiet nærmere.
Järvinen (2002) et al. samt Rose (1999) kalder det sociale område, som
gadeplansbureaukratiet udspiller sig i for en ”tusmørkezone” (2002:9;
1999:89). Begrebet anvendes, fordi der ikke eksisterer nogle klare retningslinier
for socialt arbejde, og dette arbejde hovedsageligt baseres på den enkelte
medarbejders skøn. Inden for den Foucault-inspirerede tilgang ses
feltet som uigennemsigtigt og et flertydigt miskmask af fænomener som fx
magtudøvelse, støtte, forhandling, disciplinering, normalisering og individualisering.
Dog understøttes pointen om tusmørkezonen også af samfundsforskere,
der ikke er inspirerede af Foucault, og hvori socialpolitik
først ”træder i karakter”, når den forvaltes og er afhængig af de medarbejdere,
der skal forvalte den.
I argue that the decisions of street-level bureaucrats, the routines
they establish, and the devices they invent to cope with
uncertainties and work pressures, effectively become the public
policy they carry out. I argue that public policy is not best
understood as made in legislatures or top-floor suites of highranking
administrators, because in important ways it is actually
made in the crowded offices and daily encounters of street-level
workers (Lipsky 1980:xii).
Lipsky har lavet observationer i forskellige gadeplansbureaukratier og
medgiver, at den enkelte medarbejder spiller en stor rolle i forhold til de
politikker, som implementeres i praksis. Ud fra dette perspektiv er det den
enkelte medarbejders skøn, som er afgørende for, hvordan fx brugerinddragelse
implementeres, og hvor meget råderum det enkelte individ gives.
Serviceloven og de kommunale retningslinier institutionaliserer reelt set
dette skøn som et vilkår for socialt arbejde, idet decentralisering og personligt
råderum ses som et grundelement for succesfuldt socialt arbejde.
Når medarbejderes skøn og vurdering spiller så stor en rolle for behandlingen
i praksis, som ovenstående er skitseret, begrænses den enkelte brugers
mulighed for at have reel selvforvaltning, fordi medarbejderne er i position
til at definere hvad ”god” behandling er. Politiske, ideologiske og
teoretiske forestillinger om det frie, selvstændige og indflydelsesrige individ,
som præger empowermentparadigmets tilgang til behandling og opfattelsen
af individet heri, kan således ikke være overensstemmende med de
handlinger, som udspiller sig i praksis. Dalberg-Larsen beskriver, at en alt
for detaljeret lovgivningsmæssig regelstyring ville kunne slække dynamikken
og initiativet hos den enkelte forvalter eller institution, og at skønsreg-
51

ler derfor kan ”sikre, at alle de konkrete behov skal kunne tilgodeses, hvor
de mange problemer vil falde ned mellem de enkelte regler” (1989:187).
Når man med empowermentparadigmet ønsker at iværksætte et socialpolitisk
system, hvori den individuelle samfundsborgers behov særligt sættes i
centrum, er det umuligt at formulere regler for socialt arbejde, som undgår
skøn. Omvendt resulterer det også i, at det umiddelbart er svært at se, hvor
meget indflydelse individet reelt har på sin behandling. Medarbejderen
Henry fra Humlehøjen beskriver ”god” behandling således:
52
Der er jo nogle, der formår at møde andre folk på en ordentlig og
sober måde, engageret, og som umiddelbart har en Fingerspitz,
hvor fanden de end har det fra? Det er sgu ikke noget, de er uddannet
til. Nogen kan måske uddanne sig til at være bedre til det,
vil jeg tro, andre har en Fingerspitz.
Både Nanna fra afsnittets begyndelse og Henry oplever altså skønnet som
det vigtigste fundament for en ”rigtig” og ”god” fremgangsmåde i forhold
til brugerne og deres behandling. Evalueringer og ord som ”evidens” og
”metoder” har ellers vundet mere og mere indpas i debatten om det offentlige,
og i det offentlige (new public management). Eksempelvis er alle fire
forsøgsprojekter underlagt en overordnet evaluering af Center for Rusmiddelforskning,
og samtidig udvikler de enkelte projekter nye handleplanstyper,
intern procesevaluering, monitorering osv.. Medarbejdere deltager
desuden i kurser om nye måder, hvorpå de kan anskuelig- samt begrebsliggøre
sig metodisk om behandling. Det, der imidlertid bliver fremhævet af
samtlige medarbejdere som det afgørende for det daglige arbejde, er ”relationen”
til brugerne og ”fornemmelsen”. Der er en dobbelthed i forhold til
empowermentparadigmet, idet man på den ene side ønsker at effektivisere,
dokumentere og optimere resultater i det offentlige, men på den anden side
vælger ikke at stikke retningslinier ud, fordi man ikke mener at kunne ensrette
fx implementeringen af brugerinddragelse, og fordi medarbejderne
oplever ”fornemmelsen” som den bedste rettesnor for socialt arbejde 13 . Den
enkelte sagsbehandlers holdning er altså afgørende for, hvordan socialpolitik
tager sig ud i praksis. Derfor ser behandlingen også forskellig ud alt efter
hvem, der varetager hvilken sag, og vedkommende har således en meget
stor betydning og magt i forhold til en given brugers behandling.
Medarbejdernes forskelligartede tilgange til det daglige arbejde havde
også konkret betydning for brugerne på forsøgsprojekterne. Medarbejdernes
arbejde på de enkelte forsøgsprojekter lignede internt hinandens, men
13 Problemstillingen omkring medarbejdernes individuelle skøn ses også i andre felter
inden for det sociale arbejde i velfærdsstaten se fx Winther (2004a)

der var fx forskel på, hvor højt skriftligt arbejde blev prioriteret af den enkelte
medarbejder. På Solbakken havde socialrådgiveren Karen fx allerede
givet sig i kast med udformningen af handleplaner, før resten af medarbejderne
var blevet fortrolige med Den Elektroniske Brugerjournal 14 og var
gået i gang med denne proces. ”Jeg har altså brug for struktur og systematik
i mit arbejde fra begyndelsen”, forklarede hun. Brugere, der var tilknyttet
Karen, kom altså hurtigere i gang med udformningen af deres handleplaner
end andre brugere, hvis kontaktperson prioriterede andre områder i
behandlingen. Den enkelte medarbejder og dennes holdninger til og erfaringer
med, hvad godt socialt arbejde indeholder, er således betydningsfuldt
i forhold til den enkelte brugers sag. En konsekvens af forskellige medarbejderes
prioriteringer på forsøgsprojekterne kan netop være, at brugere,
hvis kontaktpersoner prioriterer fx boligforhold meget højt, hurtigere vil
kunne få tildelt en bolig end brugere, hvis kontaktperson har andre prioriteringer.
Det er således et vilkår for det sociale arbejde, at relationen mellem
bruger og medarbejder er asymmetrisk, fordi medarbejderne har mulighed
for at kontrollere og sanktionere brugerne samt vurdere behandlingen ud
fra nogle subjektive holdninger til, hvad ”god” behandling er. Den form for
”partnership”, som empowermentparadigmet lægger op til mellem medarbejder
og bruger, er nemlig sjældent reelt til stede i praksis, hvilket er afgørende
for, at skønsmæssige situationer med jævne mellemrum afgøres af
medarbejderne frem for i samspil med brugerne. Medarbejderne har, som
også under behandlingsparadigmet, bemyndigelse til at skønne og vurdere
en given behandlingssituation ud fra deres til tider meget subjektive holdning
til denne, fordi brugerne ikke besidder de kompetencer, som empowermentparadigmets
logik lægger op til, at ansvarlige og selvstændige
samfundsindivider besidder. Yderligere er medarbejdernes holdning til,
hvad der virker eller ikke virker i behandlingen, formet af deres tidligere
erfaringer, uddannelse osv. under behandlingsparadigmet, som gør, at indsatsen
ikke nødvendigvis afspejler det nye paradigmes forestillinger.
En væsentlig del af at være borger i velfærdsstaten er, at man formår at indrette
sig efter og tilpasse sig til de herskende forestillinger om, hvordan det
”gode” liv leves. Borgere som fx metadonbrugere og andre udsatte, der ikke
umiddelbart formår dette, søges i praksis gennem aflæring af ”alminde-
14 I Dalby Kommune benyttes ét elektronisk journalsystem i misbrugsbehandlingen,
hvorimod andre kommuner har forskellige systemer afhængig af den enkelte institution.
Eksempelvis var journalsystemet til den sociale behandling på Humlehøjen under udvikling,
da jeg lavede feltarbejde der, mens systemet er helt anderledes i Skovby kommunes
psykiatriske tilbud (se fx Garval 2003:50).
53

lige” mennesker og læring på forsøgsprojekterne at blive gjort frie. Dette
foregår i det daglige møde mellem brugere og medarbejdere, intentionelt
såvel som ikke-intentionelt. Med andre ord kan man opleve magtfeltets definitioner
af indflydelse og ”rigtig” samt ”sand” selvforvaltning sætte sig
igennem, når brugere ikke (endnu) har kvalificeret sig til at leve i overensstemmelse
med empowermentparadigmets forskrifter. Efter en analyse af
forestillingerne på det sociale område sammenholdt med en del af den
praksis, som foregår inden for feltet, tegner der sig et billede af nogle brugere,
der ikke er helt magter den slags frihed, som empowermentparadigmet
lægger op til, fordi paradigmet appellerer til en bestemt individopfattelse
og produktion af selvstændige, ansvarlige samt ”normale” borgere.
54

Kapitel 5. En fornemmelse for indflydelse
I forlængelse af det foregående kapitel kan man sige, at det foreløbige perspektiv
mest bevæger sig på et overordnet niveau, altså drejer sig om de
idéer, der ligger bagved tanken om empowerment og forestillinger om,
hvordan disse bør implementeres. Et sådant perspektiv kan imidlertid have
svært ved at indfange de fortolknings- og handlemuligheder, som både brugere
og medarbejdere agerer ud fra, og som de er i stand til at sætte i spil i
forskellige situationer i den daglige praksis. Når man studerer og analyserer
praksis på Humlehøjen, bliver det fx tydeligt, at brugerne – trods manglende
selvforvaltende kompetencer og medarbejdernes dominerende rolle –
alligevel formår at udøve indflydelse på deres behandling og de beslutninger,
der træffes i det givne felt 15 . I dette kapitel nuancerer jeg derfor pointerne
i kapitel fire og argumenterer for, at brugerne trods vanskelighederne
ved at leve op til empowermentparadigmets forskrifter dog besidder veludviklede
kompetencer i relation til at begå sig og få indflydelse på den daglige
behandling. Disse kompetencer er blevet udviklet og udvikler sig over
tid som en sans eller fornemmelse for de praktiske ”spilleregler”, der gælder
for ageren i feltet og erfaringer med, hvad der bedst kan betale sig. Dette
stiller jeg skarpt på ved at inddrage Bourdieus forståelse af fænomenet.
Det vil fremgå af kapitlet, at mange brugere i praksis bevidst fravælger empowermentparadigmets
definitioner af ”frihed under ansvar” og selvforvaltning,
fordi det opfattes som en forringelse af deres muligheder og ønsker,
eller fordi det virker for uoverskueligt i feltet. Dette hænger sammen
med, at brugerne gennem mange års socialisering i behandlerparadigmet og
deres akutte behov i hverdagen er vænnet til, at medarbejderne tager affæ-
15 Foucault kan egentlig ikke skydes dette manglende perspektiv i skoene, idet hans analyser
ikke fokuserer på det enkelte individ, men nærmere på overordnede epistemiske
og diskursive forandringer, som skaber strukturelle rammer for tænken og gøren i verden,
og dermed det enkelte individ. I forlængelse heraf kan man sige, at en foucaulsk
analyse kan have svært ved at forklare – idet dette ikke er dennes omdrejningspunkt –
hvorfor individerne i det givne felt, brugere og medarbejdere, ikke automatisk afretter
deres handling i overensstemmelse med empowermentparadigmets forestillinger. I en
foucaultsk forståelse kan man argumentere for, at der kan eksistere forskellige tilgange
til fx social behandling inden for samme episteme, f.eks. den samtidige eksistens af en
viktoriansk og freudiansk diskurs, hvori begge italesatte og installerede kønnet (Foucault
1994:44, 122). På samme måde har al social behandling – det vil sige både empowerment
og behandlingsparadigmet – til hensigt at forholde sig til socialt udsatte individer.
Men perspektivet har svært ved at forklare, hvorfor brugere og medarbejdere
trods ihærdige politiske, kommunale og socialfaglige tiltag ikke agerer i overensstemmelse
med disse i praksis - og hvad der ligger til grund for, at de ikke kan opfylde empowermentparadigmets
krav.
55

e, og at det opleves som vigtigere at få hjælp til de akutte behov frem for
at lægge planer for og tage ansvar for fremtiden. En stor del af den indflydelse,
som brugerne får i hverdagen, appellerer til behandlingsparadigmets
forestillinger om det svagtstillede samfundsindivid, hvilket lader sig gøre
succesfuldt, fordi feltet også er præget af tidligere tiders erfaringer, relationer
og sociale strukturer.
En del af mit centrale argument er således, at behandlings- og empowermentparadigmet
eksisterer samtidigt i feltet. I kapitlet demonstrerer jeg,
at empowermentparadigmets forestillinger er en materialiseret del også af
brugernes praksis, men at ansvarlig og selvstændig handlen bliver benyttet
som én strategi blandt flere, hvorigennem brugere sætter deres agenda
igennem. Den samtidige eksistens af de to paradigmer giver muligheder for
flere strategier for at få indflydelse, hvilket synes afhængigt af de erfaringer
og kompetencer, den enkelte bruger trækker på.
56
”At blæse og puste og prutte i parkometret”
Brugeren Torben fra Humlehøjen har et stort alkoholmisbrug.
Det er i sig selv kilde til megen ærgrelse for ham. Det store alkoholindtag
påvirker hans fysik, og de andre brugere bliver irriterede
på ham, når han er påvirket, fordi han bliver kværulerende og
opfarende. Men især på ét område har han dagligt store vanskeligheder:
De amtsligt ansatte læger, der ordinerer metadon og bestemmer
politikken for metadonudlevering på alle amtets institutioner,
har vedtaget en promillegrænse for udleveringen af metadon.
Hvis grænsen overskrides, kan brugeren i reglen ikke få udleveret
metadon. Under et interview med Torben taler vi om hans
relation til projektets medarbejdere:
Sv: Jeg gider ikke at have metadon af medarbejderen Eva 16 . Hun
er ikke min [kontaktperson].
Sp: Er det ikke lige meget?
Sv: Nej. Tre af de medarbejderes navne, som står på tavlen, er
mine kontaktpersoner [På en tavle forefindes navne på brugernes
kontaktpersoner]. En af dem er medarbejderen Pia, og så skal jeg
bare have fat i hende, når jeg skal have metadon.
Sp: Hvad hvis hun ikke kan være der?
16 Pia og Eva forestod som regel den sundhedsfaglige del af indsatsen heriblandt udlevering
af metadon, fordi de er uddannede inden for den medicinske verden.

Sv: Så må jeg have det af Eva. Og så skal jeg blæse og puste og
prutte i parkometret [alkoholmetret].
Det skal her nævnes, at Pia ikke bare udleverede metadon på
brugerens forlangende. Indimellem bad hun også Torben om at
puste i alkoholmetret, og hun bad ham fx nogle gange om at
komme tilbage på projektet om nogle timer, for at se om promillen
var blevet lavere. Dog oplever Torben Pia som mindre restriktiv
end Eva og forsøger derfor hver morgen at få udleveret
metadon af hende. Pia er godt nok en af Torbens kontaktpersoner,
men han begrunder ikke sin udleveringspræference i, at det
fx er hende, som han bedst kan lide, eller at han alligevel altid
skal tale med hende om andre ting. Begrundelsen lyder derimod
på, at hvis Eva udleverer, så skal han ´blæse og puste og prutte i
parkometret`.
Torben søger og formår i en vis udtrækning således at udnytte medarbejdernes
forskellige vurderinger og skøn til sin egen fordel. Han agerer så
strategisk som muligt for at få udleveret metadon. Torben formår at udnytte
sin fornemmelse af og erfaring med, hvad der har størst sandsynlighed for
at lykkes inden for feltets rammer. Han er altså ikke magtes- og indflydelsesløs
i relationen til medarbejderne. Relationen er imidlertid ikke symmetrisk,
idet medarbejderne er positionerede med en ”trumf” i ærmet: bemyndigelsen
til at bede brugeren om at puste i alkoholmetret og efterfølgende
nægte at udlevere metadon, hvis promillen er for høj. Dog har Torben et
betydeligt spillerum i praksis, og sandsynligheden for at få sin agenda
igennem er til stede, idet han benytter sig af det, som man med et bourdieusk
begreb kan kalde for ”praktisk sans”.
En praktisk sans
Bourdieu anser lige som Foucault staten for at have en uigennemsigtig,
dominerende magt i forhold til den enkelte samfundsborger (Bourdieu
1997:124). Fra staten udøves konstant en social påvirkning, der præger de
disponeringer, som den enkelte borger gør. Det vil sige, at statens repræsentanter
forsøger at påvirke den enkelte borger i en bestemt retning, som
er overensstemmende med den, som hos statsmagten anses som den ”rigtige”.
Den konkrete påvirkning sker gennem alle samfundets institutioner,
men i særdeleshed gennem ”autoritetssituationer af autoriserede personer”,
som er mennesker, der bestrider offentlige embeder (ibid:121). Dette drejer
sig med andre ord om pædagoger, socialarbejdere, lærere, sygeplejersker,
politibetjente og lignende og dermed de systemrepræsentanter, som befin-
57

der sig i gadeplansbureaukratiet. Som også i Foucaults perspektiv anskues
den offentligt ansatte som en ekspert, der i bund og grund formidler samfundets
herskende forestillinger. Dette sker ikke bevidst og intentionelt, da
mennesker tager dem for gode varer og oplever forestillingerne som naturlige,
hvorfor de reproducerer dem i den daglige praksis (Bourdieu
1995:225). Men modsat Foucault lægger Bourdieu også vægt på, hvordan
den enkelte samfundsborger i den daglige praksis navigerer i fx et gadeplansbureaukrati
ud fra tidligere erfaringer, handlinger og viden om, hvad
der kan lade sig gøre og ikke lade sig gøre i en given situation. Det vil sige,
hvordan brugere som Torben fx strategisk kan få indflydelse på, om han
kan få udleveret metadon eller ej. Fornemmelsen for, hvad der kan lade sig
gøre, tillæres af det enkelte individ i barndommen, på institutioner, blandt
venner osv.. (Bourdieu 1997:44). Derigennem indlejres sociale strukturer i
individets krop som en habitus og giver vedkommende en forudanelse af
eller praktisk sans for, hvad der kan forventes, at den gør i en given situation.
Habitus er med Bourdieus ord grundlæggende en praktisk sans:
58
En praktisk sans er et erhvervet system af præferencer, af principper
for, hvordan verden skal anskues og opdeles (dvs. det man
sædvanligvis kalder en smag), af varige kognitive strukturer (der
i alt væsentligt er resultatet af kropsliggørelsen af objektive
strukturer) og af handlingsskemata, som orienterer opfattelsen af
den givne situation og vurdering af, hvilket svar der passer til
denne situation. Habitus er denne form for praktisk sans for, hvad
der skal gøres i en given situation – det som man i sportens verden
kalder en sans for spillet, kunsten at forudane, hvordan spillet
vil udvikle sig, hvilket er indskrevet i en slags skitseform i
spillets gældende tilstand. (Bourdieu 1997:44).
En praktisk sans giver således den enkelte en fornemmelse af, hvad der
passer sig, men også hvad der kan betale sig at gøre i en given situation baseret
på forudgående erfaringer, traditioner, relationer og positioner. I feltet
har det enkelte individ altså mulighed for at kunne agere strategisk for at få
indflydelse på en given situation som fx metadonudlevering. Nogle agenter
har på forhånd flere ressourcer eller evner til at gøre sig gældende end andre,
men alle har principielt mulighed for at gøre sig gældende (Bourdieu
1997:90). Det vil sige, at fx en konflikt eller forhandling mellem en medarbejder
og en bruger ikke nødvendigvis afgøres til fordel for medarbejderens
synspunkt og forudgående opfattelse af situationen. Medarbejderen Elisabeth
fra Solbakken, der selv stod for metadonudleveringen, udtrykker det
således:

Et godt argument kan godt rykke mig i behandlingen. Det kan
godt være, at vi har lavet en aftale om, at en bruger skal hente
metadon tre gange om ugen, og så kan det være, at de kommer og
siger sådan og sådan, og at de har brug for at hente på torsdag.
Kan det lade sig gøre? Jamen selvfølgelig kan det det.
Hvis brugeren forstår at argumentere eller agere inden for de givne spilleregler
i praksis, kan vedkommende således have stor indflydelse på en given
situations udfald. Som medarbejderen Elisabeth fortæller, kan ”et godt
argument” eksempelvis være en del af spillereglerne, og i casen kunne brugeren
Torben påkalde sig ret til metadonudlevering af medarbejderen Pia,
fordi hun er hans kontaktperson.
Med inddragelse af dette perspektiv åbnes der altså for mulighed for at
fortolke det konkrete samspil mellem brugere og medarbejdere i gadeplansbureaukratiet
ud fra en bredere forståelse, hvori det enkelte individ
tillægges et vist spillerum. For at tydeliggøre, hvordan den praktiske sans
fungerer, gives endnu et eksempel på, at brugerne fra Humlehøjen formår
at sætte deres agenda igennem.
”Taxakørsel”
Brugerne Tove, Knud og Bo har meldt sig til et lille undervisningsforløb
om psykologi, som er arrangeret af medarbejderen
Ib. Det foregår på en skole ca. fire kilometer fra projektet, og da
det er tid til at tage af sted, begynder brugerne at trække i land.
De synes, det er for koldt, der er for langt at køre i bussen, og
Tove og Knud gider slet ikke tage med, hvis Bo også har tænkt
sig at dukke op. Ib bliver mere og mere irriteret, mens han prøver
at overtale brugerne til at tage med bussen. Bo smutter ud af døren,
men Knud og Tove kan stadig ikke overskue at tage bussen
så langt. Til sidst giver Ib op og meddeler, at så må de jo tage en
taxa. Knud og Tove kommer til undervisning – med taxa og et
smil på læben. Da de tre er ude af døren, vender medarbejderen
Henry, som har observeret episoden, sig om mod mig og hvisker
grinende; ´mellem os sagt, synes jeg egentligt, at det var fedt, at
brugerne fik forhandlet sig frem til det med taxaen`. Under personalemødet
ugen efter fortæller Ib om episoden. Han er godt
træt af den ´forhandlingskultur`, som brugerne er ´vokset op
med` med: ´Brugerne skal altid se, hvor langt de kan trække den`.
Henry siger, at han faktisk synes, at det var en lidt morsom episode,
og mener desuden, at forhandlingsaspektet indgår i enhver
relation mellem mennesker. En tredje medarbejder, Lis, sukker
59

60
og siger, at så skulle Henry have været sælger. Ib afslutter samtalen
ved at sige, at han synes, at det er barnligt med al den forhandlen,
især fordi medarbejderne `altid sidder med trumfen`, –
fx penge til at betale taxa – og at relationen derfor er ulige.
I casen gennemtvinger medarbejderen undervisningen af brugerne ved at
trække ”trumfen”, som i dette tilfælde er taxatransporten. Almindeligvis
blev brugerne ikke transporteret i taxa på projektets regning, men det lå
som en mulighed for medarbejderen, hvis alt andet glippede. Ib mente, at
den forhandling, der foregik i episoden, reelt var omsonst eller ”barnlig”,
idet han som den ”voksne” havde mulighed for at gennemtvinge undervisningen.
Denne tolkning af episoden har referencer til behandlingsparadigmet
i den forstand, at medarbejderen ikke lægger skjul på, at han ser sig
selv som ”eksperten” og som den, der bestrider magten. Brugerne skal fastholdes
i deres tilmelding lige som alle andre i samfundet og derigennem
lære, hvordan ”almindelige” mennesker begår sig i samfundet. Perspektivet
appellerer også til empowermentparadigmets logik, fordi brugerne skal resocialiseres
og integreres i det omgivende samfund.
Dette paradigmes forestillinger om individet har som vist ikke udmanøvreret
behandlingsparadigmets tilgang til socialt arbejde i den daglige
praksis. Det er medarbejderen, der ved, at det er ”bedst”, at brugerne kommer
til undervisning. Brugerne kom ganske vist til den undervisning, som
de egentlig ikke orkede, men netop fordi de blev transporteret med taxa,
formåede de at få indflydelse på situationen ved at trække tiden ud og
brokke sig. Under de givne rammer for feltet formåede brugerne således at
få det mest fordelagtige ud af situationen – eller med andre ord at spille
spillet, så deres agenda også gjorde sig gældende.
Et stykke socialt arbejde lader sig altså ikke ”bare” gøre, fordi velfærdsstaten
har ansat mennesker i gadeplansbureaukratiet til at forvalte socialpolitik.
Medarbejdere er også afhængige af, at brugerne indvilliger i at indgå i
behandlingen. Brugerne i casen ”Taxakørslen” samt Torben fra casen ”At
prutte og puste og blæse” bryder ikke feltets rammer. Torben formår ikke
altid at undslå sig muligheden for at skulle puste i alkoholmetret og accepterer
vilkårene for metadonudlevering. Taxatransport er en sjælden, men
dog brugt mulighed på projektet, og Tove og Knud accepterer den undervisning,
som de har meldt sig til. I den forstand reproducerer brugerne de
gældende sociale strukturer processuelt ved at bruge accepterede forestillinger
om fx det ”uansvarlige” samfundsindivid. Imidlertid foregår dette
ikke uden en vis kamp, hvorigennem brugerne positionerer sig strategisk
ved at vente på den rette medarbejder eller trække tiden ud og brokke sig
tilstrækkeligt meget til at få indflydelse. Således får brugerne indflydelse på

de muligheder, som er til stede i feltet, og de sociale strukturer genindlejres.
Selvom mange af brugerne på projekterne ikke formåede, og i nogen
grad ikke oplevede det som ønskværdigt, at leve op til de officielle forestillinger
om det frie, ansvarlige og selvstændige individ, betød det ikke, at
brugerne ikke kan få indflydelse på deres behandling. Dog var der ikke
nødvendigvis tale om indflydelse i overensstemmelse med empowermentparadigmets
forestillinger, men også andre former for indflydelse.
Socialisering og bureaukratisk praksis; gamle mønstres træghed
På trods af at brugerne kan have en god fornemmelse eller sans for feltets
spilleregler, vanskeliggøres deres indflydelse og frigørelse på den ”rigtige”
måde, fordi de på mange måder ikke har levet og ikke lever i overensstemmelse
med de dominerede forestillinger om det ”normale” eller ”gode”
liv. Brugerne har mulighed for at få indflydelse på deres behandling gennem
strategier, der ligger uden for empowermentparadigmets forestillinger,
fordi de i praksis anerkendes som ”anderledes” af medarbejderne og systemet.
Generelt har brugerne på forsøgsprojekterne i større eller mindre grad
været i kontakt med det offentlige system gennem mange år. De har således
været i behandling under behandlingsparadigmet, og det har betydning for
brugernes måde at forholde sig til projekterne, deres måde at interagere
med hinanden og medarbejderne på, og det spiller en væsentlig rolle i forhold
til den måde, som de får indflydelse på.
Ifølge Lipsky socialiseres brugere i det offentlige system over længere
tid til en forventning om offentlige ydelser og en fastholdelse i en bestemt
rolle (Lipsky 1980:4). Gennem gentagende interaktioner med systemets
repræsentanter bliver brugere af systemet vænnet til, at andre gør tingene
for dem (Bruus-Jensen 1995:7). I følgende eksempel fortæller brugeren
Tove fra Humlehøjen om at søge pension.
Sv: Jeg er ved at søge pension.
Sp: Er det noget, der er kommet i stand efter, at du er kommet
herned?
Sv: Ja, fordi jeg ikke kan få fingeren ud af røven og ordne noget
som helst, så er det rart, at der er nogen, der lige kan.
Sp: Hvor meget kommer du selv med af forslag, og hvad foreslår
medarbejderne?
61

62
Sv: De foreslår meget. Det er fx dem, der har foreslået det med
pension: Tove, skal du ikke i gang med den pension? Kom nu!
Så har jeg fået en tid oppe i a-kassen og ved min læge. De har
hele tiden sparket mig i røven for at få mig ind i systemet. Det
er meget rart, for ellers havde jeg ikke fået ordnet en skid.
Tove befinder sig godt ved, at medarbejderne tager over og arrangerer i
forhold til pensionssøgningen. Tove kan således ”køre med på frihjul” og
skal dermed ikke selv lægge et stort stykke arbejde og ansvar for dagen.
Hun har været stofmisbruger i over 20 år og har haft kontakt med systemet
i mange år og i mange sammenhænge, hvorfor hun kender til bureaukratisk
praksis. Som en del af Toves habituerede erfaring ligger altså, at systemets
repræsentanter arrangerer og ”sparker hende i røven”. Med andre ord er
behandlingsparadigmets rollefordeling stadig til stede i mange brugeres
forestilling om den behandling, de skal tilbydes på projekterne.
I den daglige samtale brugerne imellem og i samtaler med medarbejderne,
talte brugerne meget om, hvad de gerne ville have, at medarbejderne
skulle gøre for dem. ”Medarbejderne skal hjælpe mig med at finde ud af,
hvordan jeg får smidt ham, der bor hos mig for tiden, ud”, fortæller brugeren
Hugo fra Humlehøjen mig under morgenkaffen en dag. Ligeledes fortæller
brugeren Preben fra Munkebo, at han gerne vil have hjælp til at finde
ud af noget om de hypnosetilbud, som er blevet givet i Roskilde Amts misbrugsbehandling,
fordi han gerne vil af med sin ”nåletrang” 17 :
Sv: Nu er jeg selv gået på nettet og fundet noget materiale……Der
er ikke nogen af personalet, der har taget kontakt til
Roskilde Amt. Det gør mig sur, for jeg har brug for den hjælp.
Jo hurtigere, jo bedre. Jeg har brug for den hjælp!
Sp: Du har ikke mod på selv at tage kontakt?
Sv: Det er jeg måske nødt til, men jeg føler mig bare lidt skidt
på. Jeg har gjort et godt stød, men jeg har ikke hørt noget fra
personalet. Prøv selv at spørge om, hvem der har gjort noget.
De to eksempler understreger den forventning, som ligger i brugernes forestilling
om medarbejderens rolle. Brugerne efterspørger desuden umiddelbart
hjælp til nogle konkrete problemstillinger frem for en større, helhedsorienteret
indsats. Nok har Preben fundet noget materiale om hypnose på
internettet, men føler sig ”skidt på”, fordi medarbejderne ikke lever op til
17 Det vil sige, at brugeren er meget fokuseret på at bruge kanyler i forbindelse med
indtaget af ulovlige stoffer og metadon.

hans forventning om, at de skal tage affære og iværksætte. Preben har en
forventning om at få ros, og om at medarbejderne burde agere på hans vegne.
Derfor handler han kun delvist i overensstemmelse med empowermentparadigmets
forestillinger om det selvstændige og ansvarlige individ.
Brugernes forestillinger er altså ikke nødvendigvis prægede af empowermentparadigmets
forestillinger om ”selvstændighed” og ”ansvar”, bare
fordi nyere velfærdsstatslige forestillinger og teorier om socialt arbejde er
det. Brugerne er socialiserede til en forventning om, at medarbejderne skal
iværksætte pensionsansøgning, udsmidning af anstrengende bofæller og
akupunktur. Brugerne er med andre ord ikke blevet, i moderne statslig management
sprogbrug, opkvalificerede til at være selvforvaltende og ansvarligt
handlende samfundsindivider, hvorfor en asymmetrisk relation mellem
brugere og medarbejdere fastholdes i dagligdagen. Denne fastholdelse går
dog ikke kun i én retning. Tidligere i undersøgelsen fremgik det, at medarbejdere
i gadeplansbureaukratier ofte indirekte fastholder en asymmetrisk
interaktionen med brugerne, men i ovenstående eksempler fremgår det også,
at brugerne selv er med til at bekræfte denne asymmetri. Brugere kan i
denne forstand have en interesse i og fornemmelse for at fastholde sig selv i
denne rolle, da dette giver mulighed for øget hjælp og lettere sagsbehandling.
Akutte problemstillinger – ”Jeg skal snakke med nogen lige nu og
gerne flere!”
”Der skal altså til at ske noget her på stedet”, var standard kommentaren for
Humlehøjens medarbejdere, når jeg talte med dem om, hvordan det gik
med brugernes behandling i relation til empowermentparadigmets forskrifter.
Medarbejderne gav udtryk for, at de gerne ville have, at brugerne deltog
mere aktivt i deres behandling. ”Et af mine håb er, at jeg til sidst, når
projektet lukker, så sidder og er arbejdsløs, og at klienterne har taget over”
siger medarbejderen Annie fra Munkebo. Medarbejderne havde som Annie
på linie med empowermentparadigmets forskrifter en forestilling om, at
”god” behandling burde indeholde en langt større grad af involvering af
brugerne og bedre samt mere planlægning af den enkelte brugers behandling,
som kunne skabe rum for dette. En forestilling, som dog til stadighed
blev vanskeliggjort af brugernes praksis. Dette skete ikke alene fordi brugerne
var socialiserede ind i systemet under behandlingsparadigmet, men
også fordi de havde utrolig mange akutte problemstillinger, som prægede
hverdagen og vanskeliggjorde helheds- og fremtidsorienteret behandling.
63

64
”Handleplaner eller akutte problemstillinger”
I løbet af de sidste to måneder af mit feltarbejde blev emnet
”handleplaner” diskuteret på hvert personalemøde på Humlehøjen.
Medarbejderne skulle i gang med at lave disse med brugerne,
men både udformningen og udførelsen af handleplanerne trak ud.
En tilbagevendende problematik var, at medarbejderne ikke mente,
at de havde tid og ro til at sætte sig ned og få påbegyndt arbejdet.
Medarbejderen Henry siger på et personalemøde, at han
synes, at der bliver brugt for meget tid på enkeltsager som fx at
tage på skadestuen, til lægen eller tandlægen med brugerne og
spørger, om det ikke er muligt at lave om på dette. Medarbejderne
Pia, Eva samt Else svarer prompte, at der er så mange sager,
der er så akutte, at man simpelthen bliver nødt til at tage sig af
dem nu og her. Henry, der har stillet spørgsmålet, mumler, at ´det
kan der måske være noget om`, og samtalen afsluttes.
Selv når det gjaldt lovmæssige krav som udarbejdelsen af handleplaner,
blev tidsplanerne vanskeliggjort af brugernes ustabilitet, krav samt behov
for hjælp ”her og nu”; problemstillinger der helst skal imødekommes hurtigst
muligt for at opretholde en form for daglig ro og tryghed på projektet
for både brugere og medarbejdere. Dette vilkår accepterede medarbejderne
i dagligdagen, og det indgik således i behandlingsindsatsen, som medarbejderne
agerede i forhold til. Trods en vedvarende irritation over ikke at kunne
lave handleplaner den uge og dermed opfylde én af målsætningerne for
projektet, stod det ikke til diskussion, at brugernes akutte problemer skulle
løses.
I den forstand er brugerne i høj grad med til at sætte dagsordenen for
medarbejdernes arbejde og strukturen på projektet. Udformning af handleplaner
og langsigtet planlægning af behandling, hvorigennem brugernes
indflydelse sikres, kræver brugernes tilstedeværelse, tilsagn og engagement.
Med andre ord har brugernes ofte ustabile vilkår og krav en (utilsigtet)
indflydelse på prioriteringen af projektets ressourcer og dagsorden.
Denne indflydelse kan hverken betegnes som overensstemmende med empowermentparadigmets
forskrifter om indflydelse eller betegnes som ”strategisk”
i bourdieusk forstand. Indflydelsen er derimod mulig, fordi det er
en accepteret del af feltets spilleregler, at brugernes akutte problemstillinger
kommer i første række. Det betyder, at akutte problemstillinger fylder
meget i hverdagen, selvom ”helhedsorienteret” behandling er målet for pro-

jektet 18 . Det vil sige, at målsætninger om handleplaner og langtidsplanlægning
influeres af, at brugerne har brug for hjælp ”her og nu”. Der er således
en uoverensstemmelse mellem den new public management inspirerede
forudsætning om, at socialt arbejde skal ”måles”, ”vejes” og planlægges, og
en praksis, hvor problemstillinger ”her og nu” opleves som vigtigst og prioriteres
af medarbejderne. Dette kan ikke nødvendigvis udelukkende betragtes
som en bevidst prioritering i arbejdet med udsatte grupper, men skal
ligeledes anskues som et vilkår i feltet, der udspringer af den daglig praksis.
En forklaring på, hvorfor brugerne på forsøgsprojekterne er så fokuserede
på akutte problemstillinger, er, at mange har levet et omtumlet liv,
hvor de ikke har været vant til eller haft mulighed for at skulle tænke langt
ud i fremtiden. Brugeren Bo fra Humlehøjen beretter herom:
Der er mange, der ikke har det godt med at tage et ansvar, og de
flygter i stoffer. Man kan sige, at man kan blive 42 år uden at være
mere moden end en på 15 eller 20 år. Ansvarsbevidstheden er
røget sig en tur i stofsammenhænge. Folk er meget egoistiske.
Det er en overlevelse, enten er du rask eller abstinent. De tre første
dage i måneden er man skæv, men ellers er det en kamp om at
være rask eller syg. Har du ikke stoffer og penge, så er du på jagt.
Ellers bliver du syg inden, der er gået seks timer. Horisonten er
nu og her. Seks timer. Du kan ikke lægge dig til at sove uden, at
du ved, at du har noget til du vågner op, for du er for syg til at lave
penge.
Horisonten for en metadonbruger kan ifølge Bo altså være noget kortsigtet,
hvilket dagligt blev bekræftet på projektet i og med, at brugerne til fællesmøderne
ikke kunne overskue at planlægge en hel uge frem, at mange brugere
glemte en aftale med lægen, de havde indgået dagen før eller blot få
timer forinden osv.. De fleste brugere var således ikke vant til at planlægge
og forholde sig til en tidsplan, idet størstedelen af deres tid og energi i
mange år var gået med at skulle skaffe penge til stoffer, anskaffe sig stoffer,
indtage stoffer og dernæst skaffe stoffer igen. Brugerne oplevede det
derfor som problematisk at skulle stå til ansvar i relation til større
tidsperspektiver, når de, som Bo udtrykker det, er vant til maksimalt at
tænke seks timer frem i tiden. Desuden havde mange brugere også store
fysiske problemer som hepatitis, hjerteproblemer og fixe-bylder osv. samt
men efter fysisk såvel som psykisk vold og misbrug. Dette gjorde, at deres
18 Problemstillingen vedrørende handleplaner og langtidsplanlægning gør sig også gældende
for gadeplansbureaukratier fx indenfor psykiatrien, se evt. Garval (2003).
65

fokus fx var rettet mod akutte smerter, eller at de ikke kunne fokusere på et
fællesmødes dagsorden pga. påvirkethed som brugeren Lene i casen ”Fulde
svin” i indledningen. New public management teoriernes forestillinger om
fremtidsplanlægning gennem fx handleplaner og møder virkede i mange
tilfælde uoverskuelige for brugerne, idet de ikke havde den fornødne kognitive
”træning”, overskud og koncentrationsevne til at leve op til empowermentparadigmets
forestilling om selvforvaltende og ansvarlige individer.
Med andre ord er brugerne hverken socialiserede til eller har erfaring med
denne form for ansvar for eget liv og fremtid. Kravet om optimering og
eget ansvar for det gode liv, som ligger i empowermentparadigmets forestillinger,
tager ikke højde for, at de svagest stillede brugeres hverdag oftest
er overskygget af akutte problemstillinger og korte tidshorisonter. Brugeren
Pelle udtrykker det således en dag, hvor han kommer styrtende ind af døren
og har problemer med sin metadon-hjemtagningsordning: ”Jeg skal snakke
med nogen lige nu og gerne flere!”. Det vil sige et udtrykt ønske (og ikke
sjældent et krav) fra mange af brugerne om, at medarbejderne skal tage affære
på stedet.
Brugernes forestillinger om behandling er i langt højere grad prægede
af deres erfaringer fra tidligere og deres akutte problemstillinger end af teorier
om empowerment og nye måder at organisere det offentlige på. De har
svært ved at forestille sig, at de skal langtidsplanlægge og tage ansvar, fordi
de erfaringsmæssigt ikke har kunnet magte det. Med andre ord siger deres
praktiske sans dem, at det sandsynligvis vil give det bedst mulige resultat,
hvis medarbejderne varetager planlægning, som fx i forhold til Prebens ønske
om alternative behandlingsformer eller Toves ønske om pensionsansøgning.
For mange brugere kan det langt fra altid ”betale sig” at agere ”ansvarligt”,
”selvstændigt” og i overensstemmelse med empowermentparadigmets
forestillinger. For det første opleves det for nogle brugere som nemmere at
få medarbejderne til at agere på vegne af dem, hvilket Knud udtrykte tidligere
kapitel tre:
66
Nu fx mig, jeg har det dårligt med at ringe op til socialkontorer.
Jeg hader at ringe i telefon, så skal medarbejderne ligesom gå ind
at gøre det, for jeg kan ikke selv. Systemet har fornægtet os, og
det ved vi på forhånd, at det vil gøre, så derfor kan vi næsten ikke
klare at skulle igennem al den tumult med sagsbehandling og
retssystemet.
Knud har en erfaringsbaseret forventning om eller fornemmelse af, at han
vil blive ”fornægtet”, når han skal tage kontakt til fx socialkontoret, hvorfor
han i sin givne situation anser det for mere gavnligt, hvis medarbejderne

inger for ham. Det kan med andre ord bedre betale sig for Knud, at en vellidt
medarbejder ringer på hans vegne og forklarer hans problemstilling.
Knud har en opfattelse af, at medarbejdernes synspunkter ikke bliver ”fornægtet”
i modsætning til hans forventning om at blive klassificeret som
stofmisbruger over telefonen og dermed få en dårligere behandling. For det
andet kan det også anses som mere gavnligt for brugerne at ”satse” på
hjælp til problemstillinger her og nu, fordi det opleves som meget vigtigere
at få ringet til socialkontoret angående en forsinket udbetaling af pension,
at få renset et sår osv., end at skulle lægge langsigtede planer og udforme
handleplaner.
Brugernes perspektiv kolliderer med empowermentparadigmets forestillinger
om, at det enkelte individ skal kunne og ville fremtidsplanlægge,
men imødekommes ofte af medarbejderne i praksis, fordi det er en accepteret
del af feltets strukturer, at brugerne kan have svært ved dette. Herigennem
er brugerne således med til at sætte dagsordenen for den behandling,
der finder sted på trods og i kraft af, at deres fokus i dagligdagen drejer sig
om problemløsning ”her og nu”.
Der er således en uoverensstemmelse mellem velfærdsstatslige intentioner
om, at brugere skal være meget aktive og selvforvaltende, og en praksis,
hvor brugere trods støtte og opbakning fra medarbejdere ikke kan eller får
taget sig sammen til fx at søge bolig, at lægge planer en uge ud i fremtiden
eller at ringe til socialkontoret. De forestillinger, som Serviceloven og moderne
socialt arbejde er formuleret ud fra, er med andre ord ikke overensstemmende
med de muligheder, som brugerne oplever i praksis. Det enkelte
individs indflydelse på den daglige behandling sker derfor ofte nærmere
gennem brugernes akutte problemstillinger end gennem fx formaliseret
brugerinddragelse. Med andre ord produceres feltets spilleregler inden for
en praksis, der er struktureret af dels den samtidige eksistens af både empowerment-
og behandlingsparadigmet, dels af at både brugere og
medarbejdere – igennem gentagne interaktioner – har en fornemmelse for,
hvad der virker, og at denne kan fornemmes og endvidere accepteres fra
begge sider, og dels af at brugere, der ikke appellerer til forestillinger fra
empowermentparadigmet, ligeledes tages seriøst. I denne forstand
struktureres praksis omkring det muliges kunst.
Forskellige brugerstrategier – At tage på museum eller fralægge sig
ansvar
Under mit feltarbejde var det tydeligt, at brugerne på forsøgsprojekterne
benyttede forskellige fremgangsmåder eller strategier for at sætte deres
67

agenda igennem i den daglige behandling. Der er med andre ord forskellige
måder for individet at gøre sin indflydelse gældende på i feltet afhængigt
af, hvad vedkommende vil opnå, og hvem vedkommende er. Jeg vil nedenfor
illustrere dette gennem to eksempler på brugere fra Humlehøjen, der
benytter forskellige strategier. I det ene eksempel ønsker Klaus ansvar samt
indflydelse og får det gennem handlinger, der appellerer til empowermentparadigmet.
I det andet eksempel ønsker Tove at fralægge sig ansvar og
opnår dette gennem handlinger, som appellerer til behandlingsparadigmets
logik. De to eksempler viser, hvordan det enkelte individ kan få indflydelse
på dets behandling gennem strategier, der kan indplaceres henholdsvis under
empowerment- og behandlingsparadigmet. Begge brugeres strategier
virker succesfuldt, fordi de to paradigmer eksisterer samtidigt i feltets
strukturerer 19 .
68
”Museumsturen”
Brugeren Klaus foreslår på et fællesmøde, at projektet tager på
udflugt til et museum for at se udstillingen ”Den sidste slæderejse”.
Klaus er selv grønlænder og interesserer sig for alt, hvad der
har med Grønland at gøre. Medarbejderen Lis foreslår, at de
sammen kan ringe til museet, og de aftaler et mødetidspunkt,
hvor de sætter sig ind på personalekontoret. Under dette møde
ringer Klaus til museet og aftaler et formøde med museumsinspektøren
Pedro. Et par uger efter drager Lis, Klaus, brugeren
Hugo, som er halvt grønlænder, og jeg til møde på museet, og efter
at Lis har introduceret projektet, overtager Klaus samtalen:
Han forklarer, at han synes udstillingen lyder interessant, fordi
han selv kender Grønland og gerne vil have, at de andre brugere
lærer stedet at kende. Efterfølgende bliver vi vist rundt på udstillingen,
køber en bog til projektet og aftaler at komme igen om en
måned. Lis foreslår, at Klaus læser bogen og kommer med et oplæg
på et fællesmøde, så resten af brugerne bliver forberedt på
udstillingens indhold, hvilket Klaus gerne vil. Klaus var generelt
engageret i hverdagen på Humlehøjen. Han hjalp med at lave
mad, tørre borde af, kom med forslag til fællesmøderne, og han
havde i eksemplet overskud til at ringe til museet, arrangere møde,
møde op, forklare sig og herigennem få indflydelse på, hvordan
udflugten skulle planlægges. Klaus levede således på mange
19 Også andre forskere har beskrevet, hvordan fx hjemløse udfylder rollen som ”klient”
forskelligt, og hvordan dette har forskellige konsekvenser for deres sociale behandling
(Stax 2004).

måder op til forestillingen om den ansvarlige, selvforvaltende
samfundsborger, som tog hånd om sine egne ønsker og behov.
Ikke alene besad han sin personlige motivation for at se udstillingen
(det havde han allerede gjort under første besøg), men også
et engagement på de andre brugeres vegne. Han var samtidig
stærkt misbrugende, havde fået konstateret hiv og lignede på den
måde de andre brugere i projektet, men forklarede sit udgangspunkt
for sin daglige ageren således:
Sv: Det er svært at arrangere nogle deciderede aktiviteter ud af
huset, fordi folk render ind og ud af døren hele tiden.
Sp: Jeg har lagt mærke til, at du gerne vil være med og også
arrangere…
Sv: Ja, jeg har både været med og gjort noget selv for at skabe
interesse for nogle af de andre brugere. Jeg har nogle interesser,
som jeg kan dele med dem, og de har sikkert nogle interesser,
de kan dele med mig. De skal bare lige i gang. Der vil
jeg gå i forvejen og vise, at man godt selv kan.
Sp: Det gjorde du godt på museet.
Sv: Det er noget, jeg har lært igennem de senere år. Jeg har
været på hjemløseavisen ”Hus forbi”, og jeg har været med til
at starte den i København.
Sp: Hvordan kom du med i det?
Sv: Jeg boede på Sundholm 20 dengang, og der var nogle beboere,
der havde været med til bestyrelsesmøder og i bestyrelsen.
De spurgte mig, fordi de lagde mærke til, at jeg var engageret i
nogle ting hjemme på Sundholmen. Så fandt de ud af, at mig
kunne de godt bruge.
Sp: Du blev headhuntet?
Sv: Ja, jeg blev headhuntet. Jeg var god til at lede og fordele
arbejdet.
Sp: Er det noget, du har lært som kok?
Sv: Det må det jo nok være.
20 Behandlingsinstitution i København.
69

70
Sp: Eller også kan du det bare?
Sv: Jeg kan det nok bare, men det har nok noget at gøre med,
at som kok har jeg lært at organisere, hvor der ikke er så meget
plads. På et skib fx, hvor jeg har været kok.
Klaus mener selv, at han besidder nogle egenskaber som at være engageret
samt evnen til at lede og fordele, der gør ham i stand til at indgå i nogle
sammenhænge, hvor han tager ansvar i forhold til sig selv og andre. De
kvaliteter, som empowermentparadigmet lægger op til, at brugere af det
offentlige system skal erhverve sig, var således kvaliteter, som Klaus allerede
besad, inden han kom ind i projektet. Han fortalte, at han kun havde
haft kontakt med rådgivningscentre to gange tidligere, og at det således ikke
var derfra, han havde lært af begå sig. Grunden til, at Klaus gerne ville
tage ansvar i forhold til projektet, var nærmere baseret på hans personlige
erfaringer. Han var uddannet kok og havde fungeret som sådan i mange år
på forskellige skibe og havde i den forstand nogle erfaringer fra sin uddannelse
og fra erhvervslivet, der gjorde, at han kunne agere strategisk i forhold
til empowermentparadigmets forestillinger. Desuden havde han også
erfaringer med at udgive de hjemløses avis ”Hus forbi”, og han havde på
den måde erhvervet sig nogle kompetencer, der var nyttige for at opnå selvforvaltning
inden for empowermentparadigmets logik.
En del af Klaus´s agenda var, at han gerne ville have ansvar samt ”lede
og fordele” og efterspurgte ligefrem, at projektets andre brugere engagerede
sig mere i hverdagen. Hans problemstillinger uden for projektet lignede
de andre brugeres, men i praksis lod medarbejderne Klaus tage mere ansvar
og fx forestå ekskursionen til museet. Når brugere i hverdagen viste, at de
”godt kunne selv”, medførte det, at de fik større råderum i forhold til deres
behandling. I Klaus´s tilfælde gjaldt det, at han lige siden den første dag i
projektet have vist ansvar for projektet og hjalp til med at lave mad, tørre
borde af og komme med forslag til fællesmøderne. Det vil sige, at Klaus på
mange måder gennem sin praksis levede op til empowermentparadigmets
forestillinger, hvori individets optræder ansvarligt i relation til den frihed
og selvstændighed, vedkommende har. Brugerstrategier, der befinder sig
inden for empowermentparadigmets forestillinger, giver således frihed og
ansvar til de brugere, som formår at benytte sig af dem, fordi empowerment-
og neoliberalistiske strømninger har resonans i praksis. Klaus ønskede
mere indflydelse og fik sat sin agenda igennem ved at spille sine kort
”rigtigt”, idet han tog ansvar for madlavning, arrangerede ture og foredrag.
Empowerment fungerer med andre ord allerbedst efter hensigten med brugere,
der som Klaus kan og vil i forvejen, og som derfor får lov til at være
selvforvaltende.

Brugere, som benytter sig af andre strategier, kan imidlertid også få deres
agenda igennem. Både medarbejderes og brugeres tidligere erfaringer, forskrifter
for socialt arbejde, hierarkier, sociale relationer osv. indgår som en
del af feltet , hvorfor også brugerstrategier, der matcher behandlingsparadigmets
forestillinger om brugere af de offentlige, sociale ydelser, kan benyttes.
Et eksempel på en form for brugerstrategi, der matcher behandlingsparadigmets
forestillinger, er brugeren Tove. Hun bestræbte sig som
regel på at undgå at tage ansvar og stå til regnskab for sine handlinger. Tove
havde fx et par gange deltaget i den ugentlige madlavning, men begyndte
hurtigt at udeblive fra projektet på denne dag trods forvisninger om, at
hun nok skulle dukke op. Hvis hun ikke udeblev, fik hun alternativt besøg
af en bekendt på projektet, så hun ”desværre” ikke kunne hjælpe til med
madlavningen. I kapitel tre fik vi indsigt i, at Tove var socialiseret til en
forventning om, at medarbejderne tager det fulde ansvaret, når der skal søges
pension. Tove påtager sig med andre ord at være en, der er uansvarlig
og ”ikke kan ordne noget selv”. Tove er ikke synderligt interesseret i at blive
”ansvarliggjort” og ”optimeret”, men er faktisk godt tilfreds med, at
medarbejderne overtager styringen. Behandlingsparadigmets rollefordeling
mellem bruger og medarbejder er således en del af Toves forventning til
hendes behandling. Det er med baggrund i denne forventning (eller fornemmelse
af, at dette er en mulig strategi), at hun kan få sin agenda igennem,
at hun agerer – eller nærmere ikke agerer i den givne situation.
Tove benytter også behandlingsparadigmets forventninger til de andre
brugere strategisk, når der fx skal placeres ansvar for uroligheder på projektet.
Dette vil blive illustreret ved at geninddrage og udbygge forståelsen
af casen ”Fulde svin” fra indledningen:
”Grænser for brugerinddragelse – Fulde svin II”
Brugeren Lene er kommet, og hun er meget påvirket og bliver
ved med at køre i ring om sine oplevelser i weekenden. Hun har
haft nogle gæster, og de har holdt en stor fest i hendes lejlighed.
Lejligheden er fuld af tomme flasker, brugt service, fyldte askebægere,
og hun er ked af, at gæsterne ikke har hjulpet hende med
at rydde op. Der skal være fællesmøde med frokost for at snakke
om fredagen og mandagen, hvor der har været ballade mellem to
brugere. Inden mødet rigtig kommer i gang, afbryder Lene mange
gange, og brugeren Knud bliver ved med at sige, at hun skal
´holde kæft` og kalder hende for ´fulde svin`. Dette står på i ca.
10 minutter, indtil Lene bliver rasende og kommer farende hen
71

72
mod Knud og vil slå ham. Brugeren Jan, som sidder mellem Lene
og mig, der igen sidder ved siden af Knud, tager fat om hende og
holder hende fast. Medarbejderen Henry prøver at hjælpe til med
det resultat, at han får en fod i maven. Jan får - under Knuds og
brugeren Toves råb om, at Lene er fuld - bakset hende ud i køkkenet,
hvor medarbejderen Else tager over og kører hende hjem.
Tove råber, at det er for dårligt, at folk kommer her, når de er påvirkede.
Tove, Knud og brugeren Bo mener, at det er personalets
ansvar at bryde ind og stoppe konflikter. Tove siger, at ´der skal
brugerinddragelsen altså stoppe`. Hun mener, at det er personalet,
der skal vurdere, hvornår folk opfører sig upassende.
Tove mener sammen med Knud og Bo, at det er personalets ansvar at tage
sig af den påvirkede Lene, også selv om det var Knud, der udløste hendes
voldsomme handling. Knud, Bo og Tove mener derfor ikke, at de kan stilles
til ansvar, hvilket de legitimerer ved at påberåbe sig, at de ikke er autonome
og ansvarlige, og at de således heller ikke kan stilles til ansvar i systemet.
I og med at Tove understreger, at der er grænser for brugerinddragelse,
påtager hun sig nok en gang at være den, der ”ikke kan tage ansvar
for, hvad der sker på projektet”. Således benytter Tove en strategi, hvori
medarbejderne er eksperter og ansvarlige – på lige fod i behandlingsparadigmets
definitioner af eksperten og klienten, der ikke tager ansvar. Brugerens
egen utilstrækkelighed skydes videre til systemets repræsentanter, og
på den måde fritages brugerne for besværligheder i form af fx skældud.
Denne strategi har flere forskere peget på, blandt andet Sykes & Matza
(1957), som har beskæftiget sig med ”sociale afvigere” samt deres forskellige
strategier til at legitimere og rationalisere afvigende og kriminelle
handlinger. Sykes & Matza tager udgangspunkt i studier af unge kriminelle
og optegner fem overordnede strategier:
1.”The Denial of responsibility” – personlig ansvarsfralæggelse i
forhold til den kriminelle handling.
2.”The Denail of Injury” – fornægtelse af at nogen egentlig skade er
sket på baggrund af den kriminelle handling.
3.”The Denial of Victim” – ofret har fortjent eller selv været ude
om den kriminalitet, som er begået mod vedkommende.
4. ”The Condemnation of the Condemners” – den unge kriminelle
søger at skifte fokus fra egen opførsel til dem, der misbilliger denne
adfærd fx korrupte, brutale og stupide politifolk.

5. ”The Appeal to Higher Loyalties” – den unge afviger måtte bryde
loven for at ”hjælpe en ven”, eller fordi ”kliken” kræver det (Sykes
& Matza 1957: 667-9).
Tove er et eksempel på, hvordan den første strategi, som går ud på at ”nægte
ansvar”, også fungerer for brugere på Humlehøjen. Hos Sykes & Matza
går strategien ud på, at den kriminelle forsøger at fralægge sig ansvaret for
sine handlinger ved at hævde, at vedkommende ikke selv kan gøre for de
kriminelle handlinger, men at det altid er faktorer uden for dem selv, som
er årsag til disse handlinger - fx ukærlige forældre, dårligt selskab eller et
dårligt kvarter (ibid:667). Denne type strategi kan bedst betegnes som en
strategi for ansvarsforflygtigelse, som også Herzfeld benytter i en forståelse
af bureaukratiet (1992:168). Strategien går ud på at give ”systemet” skylden
for de af det enkelte individs handlinger, som ikke er succesfulde.
”Skilled actors use the appearance of rigidity to get what they want. Unskilled
(or simply unsuccesfull) actors blame the system” (Herzfeld
1997:20). På linie med en forståelse af projektet som et felt, hvori der gennem
daglige interaktioner foregår forhandlinger, ser Herzfeld bureaukratiet
som et sted, hvor sociale relationer, erfaringer og historie influerer samspillet
mellem brugere af systemet og dets repræsentanter. I hans forståelse er
stereotypificeringer og kategoriseringer noget, som kontinuerligt skabes og
bruges for at give legitimitet til handlinger og krav (ibid; 1992:71-2, 86).
”Narkomanen” eller ”behandleren” er dermed kategorier, som både medarbejdere
og brugere som fx Tove kan bruge aktivt til at sætte sin agenda
igennem i feltet. Hvor Herzfeld mener, at ansvarsforflygtigelse er en strategi,
som benyttes af ukvalificerede individer (1997:20), mener jeg, at Tove
netop bruger ansvarsforflygtigelse succesfuldt. Samtidig med at hun påtager
sig kategorien ”hjælpeløs” og denne kategoris konnotationer, bruger
hun også ansvarforflygtigelsen – ”der skal brugerinddragelsen altså stoppe”
– på vegne af Knud til at skubbe ansvaret fra brugerne til medarbejderne og
sætter sin agenda igennem, som går ud på ikke at tage ansvar. Ved brug af
Toves strategi kan en bruger undslå sig det uønskede ansvar og dermed
sætte sin agenda igennem i feltet. Strategien giver mening inden for et sted
som Humlehøjen, netop fordi der ikke er overensstemmelse mellem de ministerielle
og teoretiske forestillinger om den velfærdsstatslige samfundsborger
og en praksis, der er præget af tidligere erfaringer og behandlingsparadigmets
forestillinger om brugerne som uansvarlige. I og med at Tove
bruger ovennævnte strategi, genindlejres også behandlingsparadigmets forestilling
om den uansvarlige bruger i feltets strukturer. Det, der i første
omgang er en mulighed for at slippe for ansvar, er samtidig også med til at
begrænse brugernes muligheder for at gøre sig gældende i spillet om em-
73

powermentorienteret inddragelse i projektets praksis. Ansvar sendes tilbage
til medarbejderne, som endnu engang tager over, og episoden akkumuleres
med andre erfaringer i de sociale mønstre for interaktion på projektet.
Både strategier som relaterer sig til empowerment- og behandlingsparadigmets
forestillinger kan af brugerne benyttes til at få indflydelse på projektet
og til at sætte det enkelte individs agenda igennem. Trods velfærdsstatslige
intentioner om, at samfundsborgere skal tage ansvar, være aktive
og selvstændige, kan det stadig være meningsfyldt i praksis at benytte strategier,
hvori brugere fremstår som uansvarlige, inaktive og uselvstændige.
Både brugere og medarbejdere navigerer nemlig ud fra strategier, der kan
indplaceres under empowerment- og behandlingsparadigmet. Desuden sætter
tidligere tiders socialisering, sygdomme, ustabilitet og sidemisbrug nogle
vilkår for den enkelte brugers mulighed for at gøre sig gældende i gadeplansbureaukratiet,
hvori brugerinddragelse og forestillingen om det frie,
selvforvaltende og ansvarlige individ skal implementeres. Erfaringer viser,
at brugere oplever medarbejdernes rolle som ”eksperter, der ved bedst”
som en forudsætning for, at det sociale arbejde lykkes, og en måde, hvorpå
deres problemstillinger bliver taget seriøst. Behandlingsparadigmets forestillinger
og asymmetrien mellem brugere og medarbejdere er således stadig
en del af feltets strukturer. Dette opleves ikke kun som begrænsende for
brugernes muligheder i bureaukratiet, men også som mulighedsskabende
for det enkelte individ. Empowerment- og behandlingsparadigmets logikker
eksister samtidigt i feltet, hvorfor de strategier og fornemmelser for feltets
spilleregler, som brugerne har og benytter sig af for at få mere direkte
indflydelse på deres daglige behandling, også knytter an til historikken på
det sociale arbejde og til tidligere erfaringer på området.
74

Kapitel 6. Bureaukratiets iboende dilemma – Den
enkelte og/eller flertallet
Vanskelighederne med at implementere empowerment og forestillingen om
det selvforvaltende individ i praksis relaterer sig ikke kun til brugernes
akutte problemstillinger og mange brugeres manglende kompetencer til at
handle i overensstemmelse med empowermentparadigmet, men relaterer
sig også til det, der kan kaldes for ethvert bureaukratis iboende dilemma:
Balancegangen mellem individuelle hensyn og hensynet til flertallet
(Lipsky 1980), hvilket vil blive analyseret i dette kapitel. Brugeren oplever,
at han ikke får opfyldt sine individuelle ønsker, og medarbejderen oplever,
at hun ikke har tid, ressourcer eller muligheder for at imødegå den enkelte
brugers ønsker og behov. Empowermentorienterede tiltag befinder nemlig
sig ikke kun i en praksis struktureret af medarbejdere og brugeres tidligere
erfaringer, traditioner og relationer, men også i et offentligt system, som er
struktureret af ressource- og prioriteringsmæssige begrænsninger. Disse har
betydning for mulighederne for at lave behandling på en måde, som brugere
og især medarbejdere oplever som ”god” og empowermentorienteret. I
kapitlet analyserer jeg, hvordan og hvorfor dette kommer til udtryk i den
daglige gadeplansbureaukratiske praksis.
I den daglige praksis oplever brugere og medarbejdere på forsøgsprojekterne
det omgivende system som begrænsende for empowermentorienteret
behandling. Nok er det sociale arbejde baseret på skønnet og et forholdsvis
stort råderum for den enkelte medarbejder, men mulighederne bliver
i praksis påvirket af faktorer, som står udenfor det enkelte projekts eller
tilbuds medarbejdere og brugere. Begrænsningerne kan fx være en ny brugergruppe,
lokaleforhold, personalemæssige ressourcer, kommunen eller
amtets vedtagelser om, hvad man ”må” og ”ikke må”, men udfaldet bliver
det samme: en fornemmelse hos brugere og medarbejdere af, at brugerne
ydes utilstrækkelige ydelser, og dermed begrænses individets muligheder.
For at håndtere dilemmaet i praksis søger medarbejderne at prioritere
deres arbejdsindsats bedst muligt og mest effektivt, hvilket i pressede perioder
kan resulterer i, at de favoriserer og differentierer arbejdet med nogle
brugere frem for andre. At differentiere inden for empowermentparadigmets
logik kan ikke kun forstås som en uheldig konsekvens af begrænsningerne
for det sociale arbejde, men også som en naturlig del af at lave individuelt
tilrettelagt behandling.
75

Struktureringen af tid
Projekternes åbningstider er et eksempel på et område, hvor medarbejdere
og brugere på både Humlehøjen og Munkebo oplevede det strukturelle dilemma
og dermed problemstillingen med at kunne tilbyde den enkelte bruger
den bedst mulige behandling. En medarbejder på Munkebo siger:
76
Sådan som jeg tænker projekt og udvikling, så er der noget, der
hopper af her på projektet. Når vi spørger amtet, om vi må have
weekendåbent, så får vi svaret, at åbningstiderne skal være på en
bestemt måde. Vi må ikke have weekend- og aftenåbent, for det
kan rådgivningscentret 21 ikke gøre. Der er vi låst fast i et bestemt
sæt af åbningstider. Vi kan ikke sige, at vi prøver at holde åbent
om aftenen, for det ved vi, at vores brugere meget gerne vil have.
Vi kunne argumentere herfra og til Mortensaften. Vi har haft
mange brugere, der siger, at det går i ged i weekenden [først og
fremmest i forhold til metadon, men også socialt]. Brugerne har
desperat brug for noget der. Medarbejderne har argumenteret fagligt
for det, og amtet gør sådan her [medarbejderen viser ”skråt
op” tegnet].
Annika fortæller, at brugerne har store problemer med at styre metadonen
og få weekenderne til at gå, hvilket bekræftes af brugeren Dennis fra Munkebo:
Jeg har prøvet at skulle hente metadon om søndagen, hvor der
ikke var noget, så jeg måtte ud at købe for 400 kr. på gaden. I går
var der en, der prøvede det samme, og det er noget lort.
Den service, der blev ydet i forhold til åbningstiderne på projektet, opleves
således af brugere og medarbejdere som utilfredsstillende. Projektet skal
øge brugernes livskvalitet og have fokus på ”hele” deres person, men det
bliver besværliggjort af, at medarbejderne ikke ”må” eller kan forholde sig
aktivt til brugernes problemstillinger, også selvom de mener, at der er nogle
gode, ”faglige” argumenter for det. Den forestilling om ”god” og ”helhedsorienteret”
behandling, som brugere og medarbejdere har opbygget gennem
erfaringer, lader sig ikke gøre hele tiden i praksis. Dette sker, fordi Munkebo
indgår i sammenhæng med dels andre semi-autonome felter fx kommunens
rådgivningscenter og dels et større magtfelt, som gennem fx lovgivning
og faglige forestillinger sætter nogle overordnede rammer for empo-
21
Rådgivningscentret varetager metadonudlevering og social behandling for byens andre
metadonbrugere.

werment, nemlig integration af brugerne i samfundet. Netop problemstillingen
med åbningstider i forhold til at imødekomme den enkelte brugers
behov og efterspørgsler var også vedkommende på Humlehøjen, hvor brugeren
Hugo fx under en samtale med medarbejderen Else fortæller, at han
ikke bryder sig om weekender. Han bor alene og synes, at weekenderne er
alt, alt for lange, og han sukker, at han virkelig ikke kan lide weekender,
fordi han kommer til at føle sig ensom.
For mange af brugerne er projekterne det vigtigste sted for kontakt med
omverdenen. Mange møder tidligt om morgenen for at få deres metadon,
men også for at snakke med de andre brugere og medarbejdere. Brugere,
som fx lider af sociale fobier og derfor ikke plejer at omgås ret mange
mennesker, kan på projekterne opnå en tryg, menneskelig kontakt. Her kan
brugerne tale med mennesker, der i høj grad er i samme situation som dem
selv, og brugerne behøver dermed ikke hele tiden at blive konfronteret med
deres eget misbrug, fobi eller oplevelse af utiltrækkelighed i forhold til det
omgivende samfunds forventninger. På den ene side har de gøremål på projektet
som fx at hente metadon, men på den anden side er deres tilstedeværelse
uforpligtende, idet brugerne kun behøver at være sammen med andre
mennesker, så længe de kan holde det ud. Når projekterne er lukkede, ser
mange brugerne sig henvist til enten at opsøge selskab ”på gaden” eller at
holde sig for sig selv i deres lejlighed.
Også på Humlehøjen var det derfor til stor ærgrelse for medarbejdere
og brugere, at det var en kommunalt betinget begrænsning, at de ikke kunne
hjælpe brugerne i weekenden, og at brugerne var henvist til fx at hente
metadon på Skovbys misbrugscenter, hvor byens andre metadonbrugere
henter metadon i hverdagen. Medarbejderen Eva fortalte mig, at Humlehøjens
brugere ofte opførte sig meget mere uroligt og larmende end andre metadonbrugere,
når der skulle hentes metadon på misbrugscentret i weekenderne.
Brugerne havde utrolig svært ved at finde sig til rette under disse
andre rammer, hvilket ikke alene var til gene for dem, men også for misbrugscentrets
personale og de daglige brugere på dette sted.
Selvom Munkebo og Humlehøjen er forsøgsprojekter, er der altså begrænsninger
for, hvor ”anderledes” de må være i forhold til andre amtslige
eller kommunale tilbud. Empowermentparadigmet har således begrænsede
vilkår i et system, der også er præget af mere traditionelle former for organisering
af en offentlig indsats. I Familieafdelingens virksomhedsplan, som
gælder for Humlehøjen, pointeres det fx, at det sociale arbejde skal foregå
med udgangspunkt i den enkelte brugers ”forudsætninger, ønsker og behov”
(2003:8). I praksis gælder det dog ikke på alle områder, end ikke på
områder, som af brugere og medarbejdere opleves og erfares som nødvendige
og fagligt underbyggede.
77

Omvendt kan man argumentere for, at netop det, at projekterne ikke må
have åbent i weekenderne, understøtter empowermentparadigmet i den forstand,
at brugerne således ”tvinges” til at benytte byens andre tilbud og
”holde weekend” på lige fod med andre samfundsborgere. Projekternes åbnings-
og især lukketider tjener således som normaliserende faktorer, da
brugerne herigennem skal ”lære” at tage ansvar for deres handlinger og liv
også uden for projekternes ramme. Det strukturelle dilemma er inden for
empowermentparadigmets logik ikke nødvendigvis ønskværdigt at overskride,
fordi selve det sociale arbejde er fokuseret på at integrere det enkelte
individ på den mest ”normale” måde i det omgivende samfund.
Også i den daglige strukturering af tiden inden for det enkelte projekts
ramme oplevede brugere og medarbejdere det strukturelle dilemma omhandlende
ressourcemæssige prioriteringer af hensynet til det enkelte individ
i forhold til gruppen. Nok er budgettet større og normeringen 22 af brugere
pr. medarbejder lavere end i den etablerede metadonbehandling, men
alligevel oplevede brugere og medarbejdere begrænsninger. Eksemplet nedenfor
stammer fra Humlehøjen:
78
” Nyt tidspunkt for afholdelse af fællesmøder”
Struktureringen af tiden på projektet sker ud fra medarbejdernes
bestemmelser, dog inden for rammerne af de kommunalt og
amtsligt gældende regler for fx åbningstider. Brugerne har ikke
været inddraget i denne proces, og det er medarbejderne, der tager
overordnet ansvar for at lave ugeplaner, arrangere aktiviteter,
og dem, der i første omgang har bestemt, at fællesmødet skulle
ligge mandag morgen kl. 9.00. Mange brugere dukkede ikke op
før senere hen på dagen, hvorfor mødet efter forslag fra en bruger
i første omgang blev flyttet til kl. 9.30. Heller ikke dét hjalp på
deltagelsen, så mødet flyttedes til onsdag efter spisning to måneder
henne i mit feltarbejde. Fællesspisningen var en aktivitet,
som ca. 7-8 brugere deltog i, og personalet håbede herigennem
på, at flere brugere ville deltage. Der var faktisk også flere brugere,
der blev til mødet efter maden. Medarbejderne var således
åbent indstillet over for at tilpasse struktureringen af tiden for
møderne efter brugernes rytme. Dette ligger i forlængelse af empowermentparadigmet,
hvori det gælder om at lytte til den enkelte
brugers behov. Medarbejderne tilstræbte med andre ord at ind-
22 En medarbejder i den etablerede behandling har 25-40 brugere tilknyttet, mens medarbejdere
på forsøgsprojekterne havde mellem 6 og12 brugere tilknyttet (Pedersen &
Asmussen 2002:25).

drage brugerne bedst muligt i deres hverdag. Den sidste omflytning
var imidlertid på fællesmødernes dagsorden ad flere omgange,
inden den blev vedtaget, idet de brugere, der allerede deltog,
ikke var synderligt interesserede i at bytte om på tidspunktet
for fællesmødet. Mandag morgen passede fint i deres dagsrytme,
så hvorfor lave om på det? Det vil sige, at nogle brugere altså befandt
sig godt med rammerne for morgenmøderne. Derfor resulterede
det nye mødetidspunkt i, at brugerne Per, Adam og Maria,
som ellers plejede at deltage aktivt i fællesmøderne, faldt fra til
de sene onsdagsmøder. Dette skete, fordi Per altid forlod projektet
ved 10-11 tiden, Adam skulle til onsdagsspisning på et andet
projekt, og Maria var på slankekur og ville derfor vente med at
spise varm mad til om aftenen på det botilbud, hvor hun boede.
Det, der virkede som lokkemiddel til brugerinddragelse for nogle
– maden og eftermiddagsmøderne – virkede modsat for andre.
Med andre ord var brugerinddragelse i form af fuld deltagelse
ved fællesmøderne begrænset af brugernes dagsrytme og vaner.
En forestilling om, at alle brugerne ville kunne møde samtidig til
fællesmøde, var i praksis ikke mulig.
Vanskelighederne med fællesmøder og åbningstider er prægede af dilemmaet
omkring tilpasningen af individet i forhold til bureaukratisk praksis.
På enhver institution skal der koordineres og gås på kompromis med det
enkelte individs sociale ydelser. Som eksemplerne viser, kan en form for
institutionalisering ikke undgås, end ikke på empowermentorienterede institutioner,
fordi der skal tages hensyn til et krav om effektivisering og prioritering
af medarbejdernes tid. Selv ikke under lukrative betingelser som
på Humlehøjen kan alle brugeres behov tilgodeses lige godt. Medarbejdernes
strategi for at håndtere dilemmaet var i casen at handle mere pragmatisk
end empowermentorienteret, og de tilpassede tiden for fællesmødet til
flertallet af brugerne. Medarbejdernes praktiske sans siger dem, at hvis de
fx flytter fællesmødet til et andet tidspunkt, så er chancen for at succeskriteriet
”mange deltagere” vil kunne blive opfyldt større.
Elementer af behandlingsparadigmets afretning af den enkelte bruger i
forhold til flertallet er således tilstedeværende samtidig med empowermentparadigmet,
fordi det er umuligt at tilpasse den daglige behandling,
med mindre brugerne fx bliver mandsopdækkede af medarbejderne i enhver
situation. På den ene side er der ikke afsat ressourcer til sådanne tiltag,
men på den anden side afspejler dilemmaet også dobbeltheden i empowermentparadigmets
forestillinger: Dels skal socialt arbejde i velfærdsstaten
fokusere på den enkelte samfundsborgers individuelle behandling, og dels
79

går det sociale arbejde ud på at få brugerne ”bragt i nogle sammenhænge
med andre mennesker, hvor man siger, ”´at det, jeg vil i morgen, det planlægger
jeg i dag, og det er det, jeg gør i morgen`”, som medarbejderen
Henry fra Humlehøjen formulerer det i et interview. Brugerne skal lære at
planlægge og overholde aftaler, fordi de forpligter sig i forhold til andre
mennesker (fx deltager i aktiviteter, som de har meldt sig til) og sig selv (fx
få ordnet tænder). Herigennem skal brugerne komme til at passe ind i projektets
rammer og mål samt overskue og planlægge deres hverdag. I sidste
instans skal de ideelt set ifølge logikken i empowerment lære at strukturere
deres tid, så de også uden for projektets regi formår at planlægge tider hos
tandlægen eller socialkontoret og efterfølgende møde op. Der skal med andre
ord tages hensyn til den enkelte person i den udstrækning, at han/hun
”trænes” i at tilpasse sig det omgivende samfund. I den forstand er der ikke
megen forskel på behandlings- og empowermentparadigmet eller for den
sags skyld ethvert vilkårligt gadeplansbureaukrati, idet endemålene ligner
hinanden: at normalisere og integrere brugerne bedst muligt i velfærdsstaten.
Der er således ikke noget velfærdsstatsligt incitament til at lade det
strukturelle dilemma forsvinde fra den offentlige sektor. Ubegrænsede muligheder
for at hjælpe den enkelte samfundsborger på dets ”egne præmisser”
ville ikke nødvendigvis medføre normalisering og fuldstændig integration
i velfærdsstaten, fordi mennesker som fx Humlehøjens brugere ikke
formår eller ønsker dette.
Den samfundsmæssige (flertallets) forventning til, at der i gadeplansbureaukratier
skal laves socialt integrerende og livsoptimerende behandling i
forhold til den enkelte (individet), bekymrer forsøgsprojekternes medarbejdere
og har derfor også betydning for, hvordan den daglige behandling tager
sig ud.
”Der skal til at ske noget” - Om klientdifferentiering
Som nævnt tidligere var standardkommentaren fra medarbejderne ”Der
skal altså til at ske noget nu”, når jeg talte med dem om, hvordan det gik
med brugerne. De fremskridt, som brugerne gjorde i hverdagen, syntes for
medarbejderne at være ualmindeligt små. Medarbejderne talte desuden om,
hvordan brugernes udvikling egentlig kan ”måles” i evalueringer, og om
man herigennem kunne ”bevise”, at projektet fungerede efter hensigten.
New public management paradigmets forskrifter om at skulle evidensbasere
socialt arbejde har således betydning for medarbejdernes måde at reflektere
over deres arbejde på. Det er en reel bekymring hos medarbejderne,
om de formår at udføre deres arbejde i overensstemmelse med ministerielle,
kommunale og teoretiske tanker om socialt arbejde som noget, der kan
80

”betale” sig (Socialministeriet 1997:2). Bureaukratiets strukturelle dilemma
tydeliggøres således igen gennem praksis i gadeplansbureaukratier:
….street-level bureaucrats often wants to make an improvement
in their clients lives. They derive satisfaction from making a difference
for some clients….[..]…. Client differentiation may take
place because, confronted with heavy work loads and apparently
impossible tasks, street-level bureaucrats seek ways to maximize
personal or agency resources, or they attempt to succeed with
some clients when they cannot succeed with all (Lipsky
1980:105, 107).
Ifølge Lipsky forsøger gadeplansbureaukrater at udføre deres arbejde, således
at det har en positiv betydning for de mennesker, som benytter sig af
velfærdsstatens ydelser (ibid.). Derfor sker det, at medarbejdere differentierer
mellem brugere alt efter, hvor gode chancer de mener, at en bruger har
for at opfylde de gældende mål for det sociale arbejde. Herigennem kan
medarbejderne opnå personlig tilfredsstillelse med det arbejde, de udfører
og håndtere afstanden mellem de officielle forestillinger og den levede
praksis. Casen nedenfor er et eksempel på dette.
”Den nye bruger”
I personalegruppen på Humlehøjen var der stor entusiasme i forhold
til den nye bruger Klaus, der begyndte på projektet to måneder
henne i mit feltarbejde. Klaus indgik allerede fra første dag
på projektet i fællesmøder, madlavning, ryddede op – det vil sige
handlede ansvarligt og selvstændigt inden for projektets strukturelle
rammer. Der udspilledes endda en mindre kamp i personalegruppen,
da Klaus skulle tilknyttes et personaleteam: Klaus er
begyndt på projektet for 14 dage siden. Han viser initiativ på fællesmøderne
ved at foreslå en tur til et museum, og han skaber efterfølgende
kontakt til stedet sammen med en medarbejder. Klaus
er også pligtopfyldende i forhold til oprydning – tørrer dagligt
borde af og lægger aviser på plads – og madlavning ved altid at
melde sig på madholdet og i sin egenskab af forhenværende
skibskok at stå for organiseringen af denne aktivitet. Han er i det
hele taget meget omgængelig. På et personalemøde skal Klaus
tilknyttes det ene personaleteam. Medarbejderen Eva fra team 1
siger hurtigt, at de i dette team gerne vil have ham. Hun fortæller,
at hun har snakket med ham og har ´god kontakt`. Straks efter siger
medarbejderen Else, at de også gerne vil have ham på team 2,
81

82
og at hun i øvrigt synes, at deres team har alle de brugere, der er
tungest af druk og derfor mest besværlige. Dette bliver understøttet
af medarbejderen Pia fra samme team, der mener, at Klaus
pga. sin hiv (hvilket han er den eneste bruger, der har fået
konstateret) er meget interessant. Eva svarer, at de andre jo kan
få den næste nye bruger, som ikke er ´tung`. Medarbejderen Ib
fra team 1 blander sig og siger, at så kan Pia og Eva tage Klaus
sammen, hvorefter Else protesterer, fordi hun mener, at der skal
nogle andre vinkler på end de sundhedsfaglige. Medarbejderen
Henry fra team 2 siger, at der er nogle meget interessante
socialpædagogiske perspektiver vedrørende denne bruger, og at
hverken Eva og Pia derfor skal have ham. Herefter griner han og
siger, at han sgu er ligeglad. Der kommer ingen afklaring på mødet,
og først et par uger senere bliver Klaus tilknyttet team 1,
hvilket sker en dag, hvor jeg ikke er til stede.
Fordelingen af den nye ”kompetente” bruger var således ikke uproblematisk,
idet begge personaleteams var interesserede i en dynamisk og engageret
bruger. Humlehøjen retter sig mod de ”svageste” brugere, og disse brugere
fik også meget hjælp og opmærksomhed, men i praksis var det dog
nemmere at arbejde med og spore fremskridt hos brugere, der ”kunne selv”
– eller med andre ord brugere, der kunne leve op til empowermentparadigmets
forestillinger om initiativ og selvforvaltning. I kraft af brugere, som
havde overskud og gå-på-mod, havde medarbejdernes arbejde meget bedre
vilkår for at ”lykkes”. Medarbejderne havde således større sandsynlighed
for, at behandlingen gav resultater, og de kunne føle og dokumentere, at
”der skete noget” i deres arbejde. På den måde ville dilemmaet om hensynet
til bureaukratisk praksis og det enkelte individ også kunne forekomme
mindre uhåndterligt for medarbejderne, idet brugere som Klaus ved hjælp
af meget få personalemæssige ressourcer kunne gøre fremskridt.
Hvis alle brugere var ”kompetente” som Klaus, er det ikke sikkert, at
der ville være den samme ”kamp” om fordelingen. På Munkebo var brugergruppen
mere rolig og stabil end på Humlehøjen, og flere af medarbejderne
syntes ikke, at dette projekts brugere var bemærkelsesværdigt ”tungere”
end andre metadonbrugere. Medarbejderen Hanne fra Munkebo beskriver
fx sin arbejdssituation således i et interview:
Jeg tror, at vores tidligere leder har haft det sådan, at 20 brugere
er meget godt, men det er ikke det, som normeringen ligger til
her på projektet. Det er 40. Hvis der kun er 20, jamen det er det,
jeg er vant til at være kontaktperson for, så får jeg ikke faglige

udfordringer nok, og så begynder jeg på et eller andet tidspunkt
at kede mig.
Hvis brugerne er for ”nemme”, foreligger muligheden, at medarbejderne
kommer til at savne udfordringer, men når brugerne på Humlehøjen i perioder
oplevedes som særligt ”tunge”, var der rift om brugere som Klaus.
Lipsky beskriver fænomenet ”klientdifferentiering” ved brug af begrebet
”creaming”, som er en form for favorisering af velfungerende brugere
(1980:107). Brugere, der har mindre sandsynlighed end andre for at få gavn
af en ydelse eller behandling, nedprioriteres i denne forståelse i medarbejdernes
arbejde og ”snydes” nærmest for behandling og ydelser:
This will happen despite formal requirements to provide clients
with equal chances for service, and even in the face of policies
designed to favor clients with relatively poor probabilities of success
(ibid.).
Selvom de enkelte brugere principielt skal have lige adgang til ydelser, kan
der i praksis være stor forskel på den behandling, som de gives. Med andre
ord benytter medarbejdere i gadeplansbureaukratier deres praktiske sans og
”satser” deres prioriteringer mere på nogle brugere end andre, fordi de
sandsynligvis vil have mere gavn af ydelser end andre brugere. ”Favoriseringstrategien”
benyttes kun på forsøgsprojekterne i pressede situationer til
at håndtere dilemmaet, hvis det arbejde, som medarbejderne udfører, opleves
som hårdt og ufrugtbart, og de oplever, at der ikke sker noget fremskridt
med brugerne. Grundet gunstige ressourcer og normeringsforhold på
projekterne, så var strategien en meget sjælden, men dog mulig strategi.
Når medarbejdernes favorisering af nogle brugere frem for andre forekommer,
stilles sidstnævnte brugers mulighed for at lære selvforvaltning
ikke særlig stærkt, og medarbejdernes handlinger i praksis er uoverensstemmende
med empowermentparadigmets forskrifter. Den asymmetriske
relation mellem brugere og medarbejdere synliggøres i høj grad, hvis medarbejderne
vælger eller ser sig nødsagede til at bruge denne strategi for at
håndtere det strukturelle dilemma.
Dog ligger der også en dobbelthed i ovenstående problemstilling: Differentiering
er netop en del af målsætningerne for socialt arbejde i dag, fordi
det skal tage udgangspunkt i ”den enkeltes forudsætninger, ønsker og behov”
(Skovby Kommune 2003: 8). Det er ligeledes et lovmæssigt krav,
som fx børnehaver og skoler også er underlagt i kraft af empowermentparadigmets
fremkomst. Lipskys bog ”Street-level-bureaucracy. Dilemmas of
the Individual in Public Services” er skrevet i 1980, og det kan være med til
at forklare, hvorfor ”klientdifferentiering” udelukkende associeres med be-
83

greberne favorisering og ”creaming”, og noget, der sker på trods af formelle
krav om at give klienter lige mulighed for ydelser (ibid:107). På dette
tidspunkt havde empowermentparadigmets tanker ikke vundet udbredelse i
hverken i det amerikanske eller danske offentlige system, og ”differentiering”
var således ensbetydende med uretmæssig og ulige behandling. I det
nutidige, velfærdsstatslige bureaukrati associeres ”differentiering” nærmere
med ”forskellig” behandling. ”For at behandle folk ens, så må man behandle
dem forskelligt”, som brugeren Pelle udtrykte det under en samtale om,
hvorfor brugerne får forskellige metadondoser, og hvorfor nogle brugere
kunne få metadon, selvom de var påvirkede af alkohol. Inden for empowermentparadigmet
opfattes differentiering positivt og nødvendigt. I
Lipskys studier ses differentiering som en uheldig respons på dilemmaet,
hvorimod differentiering af indsatsen på forsøgsprojekterne kan ses som en
måde, hvorpå man (samfundet) får ”mest for pengene”, og kvaliteten af behandlingen
for den enkelte bruger bliver ”mest effektiv” (se evt. Karen Jespersen
i Socialministeriet 1997).
Nedenfor skal vi se et sidste eksempel på hvordan og hvorfor differentiering
foregår på forsøgsprojekterne. Medarbejderen Villiam fra Solbakken
fortæller i et interview, hvordan han og medarbejderen Kurt har ”presset”
brugeren Asbjørn med i projektets brugerforening og prioriteret deres tid
og ressourcer for, at dette kunne lykkes:
84
Der er denne her bruger, Asbjørn, da han startede, følte han sig
utilstrækkelig. Hvis du kiggede på ham, blev han rød i hovedet.
Ham fik Kurt og jeg over længere tids bearbejdning presset ind i
brugerforeningen. Og vi pressede virkelig. Vi gjorde næsten
overgreb [siger medarbejderen med et glimt i øjet], for vi vidste,
at det ville være godt for særligt ham. At se hvad der er sket med
ham gennem brugerforeningen! Jeg er ikke i tvivl om, at det er et
samspil mellem behandling og de opgaver, han fik i brugerforeningen,
og det forum, hvor han har fået sprog.
Medarbejderen fortæller, at han var med til at presse Asbjørn med i brugerforeningen,
og at han nu har fået en masse selvtillid og gå-på-mod. Strategien
med at presse brugere ind i foreningsarbejde er ikke en strategi, der
bliver benyttet over for andre brugere. Heller ikke de blev på samme måde
kontinuerligt opfordret til at deltage i foreningsarbejdet. Men medarbejderne
mente altså, at denne specifikke bruger ville have særlig godt af at indgå
i brugerforeningens arbejde. Medarbejdernes praktiske sans (baseret på erfaringer)
sagde dem med andre ord, at der var en stor sandsynlighed for, at
brugerens behandling ville være succesfuld, hvis brugeren kom ind i foreningsarbejdet.

Strategierne for at få brugeren med i brugerforeningen kan indplaceres under
behandlingsparadigmet, men oplevedes som nødvendige for at få denne
bruger sat i gang med en behandlingsproces. Differentieringen mellem brugere
og dermed prioritering af fx medarbejdernes indsatsområder sker således
intentionelt hos medarbejdere og accepteres i feltet, da en vis grad af
”klientdifferentiering” er den del af empowermentparadigmets logik og officielle
retningslinier.
At gå på kompromis, prioritere tiden og differentiere medarbejderes indsats
i forhold til de enkelte brugere er således en del af feltet, og en måde hvorpå
ethvert bureaukratis iboende dilemma mellem individ og flertal kan
håndteres. Medarbejderne og brugernes forestillinger om, hvad ”god” empowermentorienteret
behandling burde være, begrænses i det velfærdsstatslige
bureaukrati dels på grund af ressourcemæssige begrænsninger i den
daglige behandling, og dels fordi begrænsninger og tilhørende strukturering
af det enkelte individs praksis er en integreret del af det velfærdsstatslige
samfunds strukturer og dermed det overordnede felt, som brugerne på forsøgsprojekterne
befinder sig i. Dilemmaet mellem individet og flertallet
skal derfor ses som et vilkår, der influerer det sociale arbejdes praksis og
forstærker de problemer, der er forbundet med implementeringen af forestillingerne
om empowermentorienteret behandling med fokus på den enkelte
brugers behov, ønsker og selvforvaltning. Samtidig synliggøres også
dobbeltheden i empowermentparadigmet, fordi paradigmets logik på den
ene side har til hensigt at fri-, selvstændig- og ansvarliggøre det enkelte individ
og differentiere i forhold til andre, men at dette på den anden side
skal ske i overensstemmelse med samfundsmæssige forestillinger samt iboende
forestillinger om nogle individuelle kompetencer, som mange af brugerne
ikke har, har svært ved at opnå eller slet ikke ønsker.
85

Kapitel 7. Konklusion – Empowerment og forestillingen
om selvforvaltning
I denne undersøgelse har jeg analyseret, hvorledes empowerment og forestillingen
om det selvforvaltende individ søges implementeret i praksis.
Dette er blevet set i relation til, hvordan den overordnede logik i empowermentparadigmet
skaber en specifik virkelighedsopfattelse med hensyn
til hvad, der ses som værende ”god” og ”rigtig” social behandling. Analytisk
har jeg fokuseret problemstillingen omkring relationen mellem forestilling
og praksis for at kunne beskrive og forklare, hvorledes handlinger og
strukturer ser ud i praksis i den sociale behandling af metadonbrugere. Jeg
har demonstreret, at dominerende forestillinger inden for det velfærdsstatslige,
sociale arbejde beror på en forestilling om, at det enkelte samfundsindivid
er eller må støttes og hjælpes til at blive selvstændigt, frit og ansvarligt.
Mennesker, som ikke formår dette pga. fx stofmisbrug og hjemløshed,
og som er brugere af offentlige sociale behandlingstilbud, skal gennem ansvarliggørelse,
fremtidsplanlægning og indflydelse i deres behandling optimere
deres livssituation i overensstemmelse med dominerende forestillinger
herom. Denne tilgang til socialt arbejde og behandling er i undersøgelsen
forenet i betegnelsen empowermentparadigmet.
Jeg har dog argumenteret for:
at (a) implementering af empowermentparadigmets forestillinger
om ”god” og ”rigtig” behandling i praksis er meget vanskelig
blandt udsatte grupper som brugerne på Humlehøjen, Granly,
Munkebo og Solbakken.
Mange af disse brugere formår ikke, ønsker ikke eller gives ikke mulighed
for at agere selvstændigt, frit og ansvarligt i overensstemmelse med empowermentparadigmets
forestillinger. Men hvorfor ikke det? Empowermentparadigmet
baserer sig på nogle specifikke forestillinger om at være fri-,
selvstændig- og ansvarliggjort i behandlingsøjemed. Dette forudsætter nogle
bestemte kompetencer og handlinger, som inkluderer planlægning, stabilitet,
ansvarlighed over for andre etc., hvilke mange brugere ikke bestrider
eller er synderligt interesserede i at bestride pga. påvirkethed, koncentrationsbesvær,
smerter og manglende erfaring. Succesfuld empowermentorienteret
behandling kræver med andre ord nogle brugere, som agerer i overensstemmelse
med den samfundsmæssige definition af, hvad en ”god” og
”rigtig” livsførelse er. Da brugernes forestillinger, levede praksis eller muligheder
ikke er overensstemmende hermed, er succesfuld empowerment
87

vanskelig i praksis, og i mange situationer må medarbejderne tage over for
at få en behandlingsproces i gang.
Jeg har endvidere argumenteret for, at et stort råderum for medarbejderne
institutionaliseres i det sociale arbejdes praksis med empowermentparadigmets
indtog i ministerielle, kommunale samt faglige forestillinger
om ”god” behandling: For at undgå standardisering og konform ensretning
undlader lovgivende og retningsgivende instanser (stat, amt og kommune)
at lave konkrete retningslinier på området. I praksis er konsekvenserne, at
medarbejderne – trods forestillinger om ligeværdighed med brugerne – stadig
har funktioner, der trækker på traditioner og erfaringer fra det tidligere
behandlingsparadigme.
Når jeg i undersøgelsen har argumenteret for:
at (b) brugere i velfærdsstatslige gadeplansbureaukratier trods
ovenstående formår at sætte deres dagsorden igennem i feltets
praksis, er det, fordi tiltag som empowerment ikke iværksættes i et
socialt tomrum, men i samspil med tidligere relationer, erfaringer,
traditioner og sociale strukturer.
Disse er over tid indlejret i den enkelte bruger samt medarbejder og giver
vedkommende en fornemmelse eller sans for, hvad der dels accepteres og
dels synes mest effektivt og strategisk at gøre inden for feltet. Brugernes
praktiske sans og strategier er prægede af tidligere tiders tilgang til social
behandling i form af behandlingsparadigmet, hvori brugere af det offentlige
system ses som passive, uansvarlige og ikke selvforvaltende. De har således
erfaringer med sig fra mange års kontakt med et system, hvori de er
blevet ”vænnet” til at indtage en passiv rolle i forhold til medarbejderne og
i deres behandling. Hverdagen er også præget af brugernes alkohol- og
sidemisbrug, mentale og fysiske underskud samt en række akutte problemstillinger,
der opleves som vigtigere og mere nødvendige at få løst her og
nu end mere langsigtede projekter. Den levede praksis og brugernes forestillinger
er med andre ord mere orienteret mod konkrete problemstillinger
end den fremtidsrettede livsoptimeringsproces, som moderne socialt arbejde
lægger op til.
I praksis betyder indlejringen af tidligere traditioner, erfaringer og relationer,
at brugere, der i det daglige benytter strategier, som kan indplaceres
under behandlingsparadigmets logik, sagtens kan få deres agenda igennem
i feltet. Ved at appellere til en forståelse af metadonbrugere som fx ”nogle,
der ikke kan finde ud af noget selv” kan brugere, der ønsker, at medarbejderne
ordner deres pensionssag opnå dette, fordi det er en accepteret del af
feltets strukturer og medarbejdernes erfaringer, at brugerne har svært ved at
klare sådanne ting.
88

Det betyder dog ikke, at empowermentparadigmet ikke har nogen betydning
i praksis på projekter som Humlehøjen: Dels er det en præmis for sådanne
projekters eksistens samt for mange af de aktiviteter og behandlingstilbud,
som sættes i værk for brugerne på Humlehøjen, dels skal der dokumenteres
overfor det omgivende system, der har sat projekterne i værk, og
dels kan brugere, der ønsker ansvar og medbestemmelse, appellere til empowermentparadigmets
forestillinger ved at agere og argumentere i overensstemmelse
med denne logik. I praksis eksisterer empowerment- og behandlingsparadigmerne
samtidigt, hvilket giver brugere i gadeplansbureaukratiet
mulighed for at agere strategisk på forskellige måder. Brugerne har
med andre ord både mulighed for at kunne vælge ansvarlighed og selvstændiggørelse
samt at vælge dette fra. Dog er disse valg strukturelt betingede
af de erfaringer og relationer, som er habituerede i den enkelte bruger
og medarbejder, og som brugernes praktiske sans giver dem en fornemmelse
af vil fungere mest succesfuldt for dem i feltet.
Endelig har jeg argumenteret for:
at (c) de vanskeligheder, som er til stede i implementering af empowermentorienteret
behandling afspejler et mere generelt dilemma
i gadeplansbureaukratiers praksis: Dilemmaet mellem på den ene
side at tilgodese det enkelte individ og på den anden side at tage
hensyn til flertallet.
I velfærdsstatslig social behandling er der altid en række begrænsninger
for, hvilke muligheder den enkelte institution, medarbejder og bruger har i
den daglige praksis. Som nævnt foreligger der ikke nogen specifikke begrænsninger
i lovgivningen og de kommunale retningslinierne for den måde,
hvorpå empowermentorienteret social behandling skal foregå – tværtimod.
Derfor er begrænsninger at finde i relation til ressourcehensyn og -
prioriteringer, kommunalt bestemte åbningstider etc.
Konsekvenserne af disse begrænsninger bliver, at medarbejdere og brugere
må gå på kompromis med empowermentparadigmatiske forestillinger
om fx at ansvarliggøre og give indflydelse til alle Humlehøjens brugere i
hverdagen. Også medarbejderne prioriterer og differentierer deres arbejdstid
i relation til, hvad der bedst kan ”betale sig” i forhold til hvilke brugere.
Dette kan ses som en konsekvens af, at der er begrænsninger for, hvor meget
det er muligt at tilgodese den enkelte, når de, som har betalt for forsøgsprojekterne,
har en forventning om, at de producerer gode resultater.
Der er med andre ord en afstand mellem de officielle forestillinger samt
forskrifter og de oplevede muligheder i praksis. I undersøgelsen har jeg argumenteret
for, at den daglige balancegang mellem det enkelte individ og
flertallet er et vilkår i gadeplansbureaukratiet, som i praksis må accepteres
89

og håndteres. Problemstillinger som følge af dette tydeliggøres i feltet, fordi
behandlingstilgange og -former med et særligt fokus på netop hensynet
til det enkelte individs indflydelse og frihed er dominerende i de officielle
forestillinger om ”godt” socialt arbejde.
Gennem analysen af gadeplansbureaukratiets iboende dilemma har jeg
også påpeget dobbeltheden i empowermentparadigmet, som går ud på, at
det er en ganske bestemt form for frihed og selvforvaltning, som giver mulighed
for formelt ansvar og inddragelse. På den ene side skal svagtstillede
brugere fri-, selvstændig- og ansvarliggøres i den offentlige sektor, men det
skal på den anden side ske på baggrund af nogle bestemte dominerende
samfundsmæssige forestillinger om, hvordan det lader sig gøre bedst muligt.
Endemålet i empowermentparadigmet og gadeplansbureaukratier i al
almindelighed er således på mange måder er enslydende: Den sociale behandling
skal optimere samfundets borgere, således at de passer bedst muligt
ind i forhold til flertallet af samfundets borgere, og dette skal gøres på
en måde, der er effektiv (og derved økonomisk) for den enkelte bruger og
for samfundet som helhed.
Formålet med denne undersøgelse har ikke været at afskrive empowermentparadigmets
forestillinger, der dominerer den politiske, kommunale,
amtslige, lovmæssige, socialfaglige og ideologiske tilgang til socialt arbejde
og behandling i velfærdsstaten i dag, som spekulative og praksisfjerne
ideer. Derimod har jeg ønsket at analysere nogle af de vanskeligheder, der
er til stede, når empowermentorienteret behandling skal fungere og de konsekvenser,
som reformeringen af tilgangen til det sociale arbejde har i praksis.
Jeg har i undersøgelsen fokuseret på de praksis-logiske processer, der
eksisterer, når officielle forestillinger om social behandling møder praksis
og forsøges implementeret heri. Jeg har påvist, at der er en afstand mellem
disse forestillinger og praksis, fordi den daglige praksis også er informeret
af andre forestillinger, brugere og medarbejderes erfaringer, materielle vilkår,
traditioner etc.
At empowerment- og behandlingsparadigmet eksisterer samtidigt bør i
mine øjne ikke ses som et minus. På den ene side eksisterer den forholdsvis
magtfulde position – eksperten – stadig i praksis, men den opstår herudaf
som følge af tidligere erfaringer (fra både brugere og medarbejdere) og fornemmelser
for, hvordan denne bruger hjælpes bedst i praksis. Endvidere
synes dette at være en nødvendighed, hvis man ønsker at hjælpe de ”målgrupper”,
der er beskrevet i undersøgelsen. Forudsætningen for hjælp er her
”både og”, idet en opgivelse af rollerne fra behandlingsparadigmet ville
medføre, at brugerne tabes på gulvet og overlades til sig selv og dermed
bliver ofre for en af de underliggende logikker i empowermentparadigmet –
90

neoliberalisering og fuldstændigt ansvar for eget liv og egne handlinger. På
den anden side har empowermentparadigmet, i den praksis, der har været
under analytisk lup her, givet mulighed for – specielt igennem øget tid, ressourcer,
rum og samtalemuligheder – at en del brugere har fået øget hjælp
til at fokusere på og udnytte egne ressourcer.
91

Litteraturliste
Adams, R. 1996: Social Work and Empowerment. Macmillan Press Ltd,
New York
Andersen, M. L, Brok, P.N. & Mathiassen H. 2000: Empowerment – teori
og praksis – Empowerment på dansk. Dafolo forlag, Frederikshavn
Andersen, Å.N. 2003: Borgernes kontraktliggørelse. Forfatteren og Hans
Reitzels Forlag, København
Arrighi, G. 1997: Globalisation, State Sovereignty and the ‘Endless’ Accumulation
of Capital. Paper presented at the Conference on States and
Sovereignty in the World Economy. University of California, Irvine, Feb.
21-23, s. 1-12
Barry, A, Osbourne, T. & Rose, N. 2001 (1996): Introduction. I: Foucault
and Political Reason – Liberalism, Neo-liberalism and Rationalities of
Government. (eds.) A. Barry, T. Osbourne & N. Rose. Routhledge, UCL
Press, London, s. 1-15
Bjerge, B. 2003: Dilemma, vanskeligheder og strategier – En etnografisk
analyse af vilkårene for brugerinddragelse i institutionel praksis i en øget
psykosocial indsats overfor metadonister. Feltrapport afleveret til Afdelingen
for Etnografi og Socialantropologi, Aarhus Universitet.
Bjerregaard, T. 2004: Brugerindflydelse og decentralisering i socialpsykiatrien.
Feltrapport afleveret til Afdelingen for Etnografi og Socialantropologi,
Aarhus Universitet
Bourdieu, P. 1997: Af praktiske grunde. Omkring teorien om menneskelig
handlen. Hans Reitzels Forlag A/S, København
Bourdieu, P. & Wacquant 1996: Refleksiv sociologi – mål og midler. Hans
Reitzel, København
Bourdieu, P. 1995: Distinktionen – en sociologisk kritik af dømmekraften.
DET lille FORLAG, Frederiksberg
Bourdieu, P. 1992: Language and Symbolic Power. Polity Press.
Bruus-Jensen, L. 1995: Brugerindflydelse – jeg vil, jeg kan, hvordan? Et
arbejdshæfte til ledere der tager brugerinddragelse alvorligt. Formidlingscenter
Øst, Ringsted
Bømler, T.U. 1995: De normales samfund. 2. udgave [1. udgave 1994],
Forlaget ALFUFF i kommission hos Akademisk Forlag A/S, København
93

Cruikshank, B. 2001 (1996): Revolutions within: Self-government and
Self-esteem. I: Foucault and Political Reason. Liberalism, Neo-liberalism
and Rationalities of Government (eds.) A. Barry, T. Osbourne & N. Rose.
Ruthledge, London, s. 231-252
Dalberg-Larsen, J. 1989: Lovene og livet – en retssociologisk grundbog.
Akademisk Forlag, København
Dean, M. 1999: Governmentality – Power and rule in modern society. Sage
Publications, London
Egelund, T. 1998: Efter socialt arbejde. I: Social kritik, bind: 10 1998,
nr:57-60. København, s. 114-125
Eskelinen, E. & Koch, A. 1997: Samspillet mellem den enkelte borger og
socialforvaltningen. AKF Forlaget, København
Flynn, N. 2001: Managerialism and Public Services: Some International
Trends. I: New managerialism, new Welfare? (eds.) Clarke, J, Gewirtz, S.
& McLaughlin, E. Sage, London, s.27-44
Foucault, M. 1982: Afterword - The Subject and Power. I: Beyond Structuralism
and Hermeneutics, (eds) Dreyfus, H, L. & Rabinow, P. Harvester
Wheatsheaf, Chicago
Foucault, M. 1994(1978): Viljen til viden. Seksualitetens historie bind 1.
DET lille Forlag
Garval, S. 2003: Brugerne mere på banen – En etnografisk undersøgelse af
den institutionelle praktisering af Servicelovens princip om brugerinddragelse
på et kommunalt aktivitetscenter. Feltrapport afleveret til Afdelingen
for Etnografi og Socialantropologi, Aarhus Universitet
Giddens, A. 2000: The Third Way and its Critics. Polity Press
Grundfos 2001: Det sociale regnskab 2000
Gyldendals engelsk-dansk ordbog 1992, 11. udgave, 5. oplag, Gyldendalske
Boghandel, Nordisk Forlag A/S
Hansen, H. 1998: Sociale udgifter. I: Socialpolitik (eds) Larsen, J.E. &
Møller I.H. Munksgaard, s. 292-315
Hansen, K. 1999: New Public management – på det kommunale niveau: en
dansk NPM-model. Institut for Økonomi, Politik og forvaltning, Aalborg
Universitet
Hermodsson A. 1998: Klientdemokrati – vision och verklighed – en studie i
fem kommuner. Rapport i socialt arbete. Stockholms Universitet
94

Herzfeld, M. 1992: The Social Production of Indifference: Exploring the
Symbolic Roots of Western Bureaucracy. University of Chicago Press
Herzfeld, M. 1997: Cultural Intimicy: Social Poetics in the Nation-state.
Ruthledge, New York
Holy, L. & Stuchlik, M. 1993: Actions, norms and representations – foundations
of anthropological inquiry. Cambridge University Press
Høilund, P. 2000: Socialretsfilosofi – Retslære for socialt arbejde. Forfatteren
og Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag a/s, København
Johansen, M, E 2004: ”Post-Traumatic Stress Disorder” mellem lovgivning,
videnskab og praksis – En antropologisk analyse af forholdet mellem
dansk udlændige lovgivning og diagnosticering af traumatiserede flygtninge
i det danske rehabiliteringssystem. Speciale afleveret til Afdelingen for
Etnografi og Socialantropologi, Aarhus Universitet
Järvinen, M, Larsen J.E & Mortensen, N, 2002: Det magtfulde møde mellem
system og klient – teoretiske perspektiver. I: Det magtfulde møde mellem
system og klient, (eds.) Järvinen, M, Larsen J.E & Mortensen, N. Aarhus
Universitetsforlag og (Magtudredningen), s. 9-27
Jöhncke, S. 2002: I den gode sags tjeneste? – Om antropologi, stofmisbrugere
og lodrette forbindelser. I: Tidsskriftet Antropologi, nr. 45, s. 29-47.
Københavns Universitet
Krogstrup, H. K. 1997: Brugerinddragelse og organisatorisk læring i den
sociale sektor. Forlaget systime A/S, Århus
Kunda, G. 1992: Engineering Culture. Control and Commitment in a High-
Tech Corporation. Temple University Press, Philadelphia
Københavns Kommune 2001: Sektorplan for Københavns kommune indsats
overfor stofafhængige 2001-2003
Larsen, J.E. & Møller, I.H. 1998: Teorier om velfærdsstaten og socialpolitik.
I: Socialpolitik (eds) Larsen, J.E. & Møller, I.H. Munksgaard, s. 21-53
Larsen, J.E, Mortensen, N. & Thomsen, P.F. 2002: Magtens mange facetter
i mødet mellem system og klient. I: Det magtfulde møde mellem system og
klient (eds) Järvinen, M, Larsen J.E & Mortensen, N. Aarhus Universitetsforlag
og (Magtudredningen), s. 185-97
Lindegaard, S. 1998: Serviceloven. I: Udvikling – Tidsskrift om udviklingshæmmede,
nr. 3, 3. kvartal 1998. Foreningen Udvikling i samarbejde med
Forstandergruppen af 1986
95

Lipsky, M. 1980: Street-level bureaucracy. Dilemmas of the Individual in
Public Services. The Russel Sage Foundation, New York
Mik-Mayer, N. 2002: Omsorgens herredømme. I: Det magtfulde møde mellem
system og klient, (eds.) Järvinen, M, Larsen J.E & Mortensen, N. Aarhus
Universitetsforlag og (Magtudredningen), s. 107-129
Moore, S. 1978: Law as Process. An Anthropological Approach. Routhledge
& Kegan Hall, London
Møller, I.H. 1998: De tre socialreformer i moderne tid. I: Socialpolitik (eds)
Larsen, J.E. & Møller I.H. Munksgaard, s. 55-75
Newman, J. 2001: Beyond the New Public Management? Modernizing
Public Services. I: New managerialism, new Welfare? (eds.) Clarke, J, Gewirtz,
S. & McLaughlin, E. Sage, London, s. 45-61
Pedersen, E. H. 2003: Producing the voice of socially excluded people. I:
Regulating drugs – between users, the police and social workers (eds.) Pedersen
E.H. & Tigerstedt, C, Nr. 43. NAD Publication, s. 33-49
Robinson, W, I. & Harris, J. 2000: Towards a Global Ruling Class?: Globalization
and the Transnational Capitalist Class. I: Science and Society,
Vol. 64, no. 1, Spring 2000, s. 11-54
Rose, N. 1996: The death of the social? – Refiguring the territory of government.
I: Economy and Society, volume 25, 3 August 1996. Routhledge,
Part of the Taylor & Francis Group, s. 327-356
Rose, N. 1999: Powers of Freedom – Reforming political thought. Cambridge
University Press
Schein, E.H. 1994: Organisationskultur og ledelse, 2. udgave. Forlaget
Valmuen, København
Siim, B. 2000: Det sociale medborgerskab. I: Socialpolitik (eds) Larsen,
J.E. & Møller, I.H. Munksgaard, s. 152-192
Skovby Kommunes Familieafdeling 2003: Virksomhedsplan
Socialministeriet 1997: Håndbog i brugerunddragelse – Erfaringer fra Socialministeriets
Kvalitetsprogram. Socialministeriet
Socialministeriet 1998: Vejledning om: Den sociale indsats for de mest udsatte
voksne. Sindslidende, stof- og alkoholmisbrugere, hjemløse m.fl. Lov
om social service. Socialministeriet
Stax, T. B. 2003: Ingen er ens – eller….? En analyse af tre klienters strategier
på et socialcenter. I: At skabe en klient (eds.) Järvinen, M. & Mik-
Mayer, N. Hans Reitzels Forlag, København, s. 165-191
96

Steffen, V. 1993: Minnesota modellen i Danmark – mellem tradition og
fornyelse. Forfatterne og forlaget SOCPOL, Holte
www.sundhedsstyrelsen.dk
Sykes, G.M. & D. Matza (1957). Techniques of Neutralization: A Theory
of Delinquency. I: American Sociological review, 22, s. 664-670.
Sørensen, A. D. & Hjorth, P. 2000: Samtidshistoriker – interview med Nikolas
Rose. I: Slagmark, Nr. 30 (2000/2001), s. 135-146
Thomsen, O. 1997: Brugerindflydelse for udsatte grupper. Formidlingscenteret
Storkøbenhavn for Socialministeriet
Uggerhøj, L. 2002: Menneskelighed i mødet mellem socialarbejder og klient
– ideal eller realitet?. I: Det magtfulde møde mellem system og klient
(eds) Järvinen, M, Larsen J.E & Mortensen, N. Aarhus Universitetsforlag
og (Magtudredningen), s. 81-106
Vestsjællands Amt 2002: Hovedindsatsområder – Amtsrådet 2002-2005
Villadsen, K. 2003: Det sociale arbejde som befrielse. I: At skabe en klient
(eds.) Järvinen, M. & Mik-Mayer, N, Hans Reitzels Forlag, København, s.
192-126
Whitfield, D. 2001: Public services or corporate welfare – rethinking the
National State in the Global Economy. Pluto Press, London
Winther, S 2004a: Bestemmes kommunernes indsats over for borgerne af
politikerne eller sagsbehandlerne?. I: Det kommunale råderum, Social
forskning temanummer januar 2004. Socialforskningsinstituttet, s. 73-79
Winther, H. 2004b: Engagement. I: Weekendavisen, 27. februar – 4. marts
2004, 1. sektion. Det Berlingske Bladhus, s. 5
Wolf, E. 1999: Envisioning Power. Ideologies of Dominance and Crisis.
University of California Press
Wright, S. & Shore, C. 1997: Policy – A new field of anthropology. I: Anthropology
of power – Critical perspectives on governance and power
(eds.) Wright and Shore. Routhledge, London, s. 3-39.
97