Empowerment og brugerinddragelse i praksis - Aarhus Universitet

tankerne lægger op til. Jeg analyserer derfor skønnet i relation til medarbejder
og bruger for at komme den reelle mulighed for at implementere
empowermentparadigmets forestillinger i gadeplansbureaukratiet nærmere.
Järvinen (2002) et al. samt Rose (1999) kalder det sociale område, som
gadeplansbureaukratiet udspiller sig i for en ”tusmørkezone” (2002:9;
1999:89). Begrebet anvendes, fordi der ikke eksisterer nogle klare retningslinier
for socialt arbejde, og dette arbejde hovedsageligt baseres på den enkelte
medarbejders skøn. Inden for den Foucault-inspirerede tilgang ses
feltet som uigennemsigtigt og et flertydigt miskmask af fænomener som fx
magtudøvelse, støtte, forhandling, disciplinering, normalisering og individualisering.
Dog understøttes pointen om tusmørkezonen også af samfundsforskere,
der ikke er inspirerede af Foucault, og hvori socialpolitik
først ”træder i karakter”, når den forvaltes og er afhængig af de medarbejdere,
der skal forvalte den.
I argue that the decisions of street-level bureaucrats, the routines
they establish, and the devices they invent to cope with
uncertainties and work pressures, effectively become the public
policy they carry out. I argue that public policy is not best
understood as made in legislatures or top-floor suites of highranking
administrators, because in important ways it is actually
made in the crowded offices and daily encounters of street-level
workers (Lipsky 1980:xii).
Lipsky har lavet observationer i forskellige gadeplansbureaukratier og
medgiver, at den enkelte medarbejder spiller en stor rolle i forhold til de
politikker, som implementeres i praksis. Ud fra dette perspektiv er det den
enkelte medarbejders skøn, som er afgørende for, hvordan fx brugerinddragelse
implementeres, og hvor meget råderum det enkelte individ gives.
Serviceloven og de kommunale retningslinier institutionaliserer reelt set
dette skøn som et vilkår for socialt arbejde, idet decentralisering og personligt
råderum ses som et grundelement for succesfuldt socialt arbejde.
Når medarbejderes skøn og vurdering spiller så stor en rolle for behandlingen
i praksis, som ovenstående er skitseret, begrænses den enkelte brugers
mulighed for at have reel selvforvaltning, fordi medarbejderne er i position
til at definere hvad ”god” behandling er. Politiske, ideologiske og
teoretiske forestillinger om det frie, selvstændige og indflydelsesrige individ,
som præger empowermentparadigmets tilgang til behandling og opfattelsen
af individet heri, kan således ikke være overensstemmende med de
handlinger, som udspiller sig i praksis. Dalberg-Larsen beskriver, at en alt
for detaljeret lovgivningsmæssig regelstyring ville kunne slække dynamikken
og initiativet hos den enkelte forvalter eller institution, og at skønsreg-
51