Byens rum 2 - OM BYENS RUM

(…) tendentiøse mærkværdigheder, til særegenhedens specifikt storbymæssige
ekstravagancer (…) til det prætentiøse, hvis betydning slet ikke
ligger i en sådan adfærds indhold, men alene i dens måde at være anderledes
på, at stille sig frem og gøre sig bemærket.
simmel og byens rum som udviklingsstrategi
Reservation, blaserthed og overophedning. På trods af at Simmel proklamerer,
at han ikke vil dømme mellem storbyen og lillebyen, er det ikke de mest
positive begreber, han knytter til sin beskrivelse af storbyen. I løbet af de 100
år, der er gået siden Storbyerne og det åndelige liv blev udgivet, er sansebombardementet
ikke blevet mindre – snarere tværtimod: Dagligt udsættes vi for
utallige indtryk, og det er ikke underligt, at reklamebranchen for længst har
indset, at den blotte tilstedeværelse af reklamer i byens rum ikke længere er
garant for succes på bundlinjen.
I arbejdet med at udvikle fremtidens byer og byrum må derfor man acceptere
storbyens grundvilkår: at den er præget af bevægelser, dynamik og
uventede møder. Spørgsmålet er, hvordan man vender disse møder fra at være
angstprovokerende til konstruktive. Eller rettere: hvordan angst for det fremmede
kan forvandles til inspiration fra det anderledes. I byens rum møder
man netop det anderledes og risikerer at blive en oplevelse rigere.
I disse år, hvor mangfoldighed er et plusord inden for byplanlægning, er
det vigtigt at holde fast i, at begrebet ikke blot dækker over, at der skal være
plads til alle i byrummet; det henviser også til byrummets konkrete disponering.
Mangfoldighed betyder derfor ikke, at storbyen ikke bør tilbyde plads til
rekreation, refleksion og samvær.
En mulighed er at skabe en symbiose mellem de to organisationsformer:
Byer, hvor storbyens og lillebyens styrker kombineres. Byer, som på én og
samme tid giver mulighed for at være aktiv og passiv, imødekommende og
indadvendt, hvor man bliver stimuleret og refleksiv.
Gilles Deleuze & felix Guattari opererer
Gilles Deleuze &
Felix Guattari
med en mangfoldighed af begreber for
rummet, for samfundet og for dets ind-
1925-1995 & 1930-1992
retning i almindelighed. De tager umid-
Faglighed: Filosof og psykoanalytiker
delbart udgangspunkt i en forskelsfilosofi
Nationalitet: Fransk
og beskæftiger sig i deres filosofi med be-
Hovedværk:
greber som proces, tilblivelse, kræfter og
intensiteter. Ved at prioritere skabelsen af
Tusind Plateauer (1980),
nye forbindelser snarere end den rene nedbrydelse og dekomposi-
tion af gamle strukturer, adskiller Deleuze & Guattari sig fra såvel
dekonstruktivismen og postmodernismen.
Rhizome
Hos Deleuze & Guattari består rummet af en mangfoldighed af enkeltdele,
der hver især henter identitet fra sine omgivelser. Den samlede struktur for
dette netværk af enheder betegnes rhizome. Rhizomet er en rodstruktur, der
i forhold til eksempelvis træets centrale rod er decentral og asymmetrisk, og
derfor kan det potentielt forbindes på kryds og tværs i det uendelige.
Rhizomet er eksempelvis græssets rodstruktur og forstås således som en
uafgrænset struktur, der binder enheder sammen. I rhizomet forbindes punkterne
altid som en bevægelse fra en identitet til noget andet, alle forbindelser
er mulige og ingen forudgående orden foreskriver en given handling. I forhold
til geografi og byområder kan rhizomet betegnes som den skæve kartografi,
der skabes i feltet mellem allerede eksisterende identiteter. Rhizomet
som struktur udveksler bevægelser, tilstande, kontekster, spejlinger, historie
og kulturer, og har en identitet først gennemløbet rhizomets forgreninger, kan
den ikke gentages uden at danne nye lokale forgreninger og forbindelser. Forandring
sker i den friktion, der opstår i mødet mellem forskellene. Det betyder
at ingenting er rodfæstet, og ingen sandhed er givet.
Personen, der agerer i dette rhizomatiske rum, betegner Deleuze & Guattari
med begrebet nomade som en mangfoldig og foranderlig identitet, der er
en del af sine omgivelser og bevæger sig i overensstemmelse med de rhizomatiske
principper. Han defineres således konstant i sin interaktion med verden
og forankres i rhizomet, der giver ham substans og eksistens. Hans identitet er
resultatet af tilblivelse frem for historie; af geografi frem for geohistorie.
Det stribede og det glatte rum
Deleuze & Guattari opererer også med to forskellige rumtyper; det stribede
og det glatte rum. Det stribede rum indeholder et formål og udgør en ramme
for mulige handlinger. Dermed rummer dette rum intentionen og det kontrollerede.
Viden placerer sig på skuldrene af det allerede kendte og således på allerede
etablerede sandheder. Det er et reguleret og ordnet rum, der er reguleret
af samfundets normer, love og regulativer og derfor også det rum, der traditionelt
set arbejdes med inden for byplanlægning.
I det glatte rum er handlinger ikke formålsbestemte, men afprøvende og
retningsangivende. Det glatte rum udgøres således af de processer og tilblivelser,
der finder sted mellem det stribede rums definerede og organiserende
praksis. Rummet skal forstås som en tilblivelse og som en handling, der gør
relationerne virkelige. Det vil sige, at tilblivelsen kræver en form for mediator,
der kan generere handlingen. Man handler strategisk af nødvendighed uden
på forhånd at kende resultatet. I det glatte rum søger viden bevidst forskelle
og modsætninger – friktion – hvor igennem den skaber ny viden, der udgør
en ny forgrening i det rhizomatiske rum.
26 / TANKER TANKER / 27