Byens rum 2 - OM BYENS RUM

Den rumænske by, sibiu, var i 2007 europæisk kulturho-
vedstad, hvor bymidtens arkitektoniske arv udgjorde en
storslået ramme om de kulturelle begivenheder. Med kulturbymidler
er pladsen blevet sat i stand, således at de forskellige
epoker og livsformninger, der har præget pladsen,
stadig anes.
Bevaring af historiske bymidter var ikke i overensstemmelse
med kommunismens overbevisning, der
yndede at fjerne historiens snærende bånd. Derfor
blev den rumænske provinsby, Sibiu, ligesom Barcelona
under Franco (se Jardins de la Torre), nedslidt
under diktator Ceauşescus styre. Sibius middelalderlige
bymidte undgik dog at blive erstattet af nybyggeri,
hvilket ellers var skæbnen for mange historiske
bymidter i Østeuropa. Sibiu har en fortid som
tysk Hansestadt, og i tiden efter jerntæppets fald og
Ceauşescus død begyndte man så småt at renovere
Sibius historiske bygninger med referencer til den
tyske epoke.
Med Sibius status som europæisk kulturhovedstad
2007 blev der for alvor sat skub i byens omdannelsesproces,
og det tyske statsejede firma, GTZ,
blev ansat til at bistå private borgere med restaureringen
af deres huse i bymidten i forsøget på at
genopbygge og bevare Sibius bymidte i sin historiske
kontekst.
By / Rum / Livsformning / Krop
I 2005 begyndte renoveringen af pladsen Piata
Mare, som er Sibius største plads. Piata Mare ligger
midt i byen, og er blot en af mange pladser, som er
blevet renoveret. Krogede gadeforløb forbinder det
ene fine byrum efter den andet i et flot koreograferet
forløb, som ender storslået i Piata Mare, der
med sine 140 x 85 meter er næsten dobbelt så stor
som Rådhuspladsen i København. Midt på pladsen
blev det storslåede springvand med jernstøbninger
genopbygget og pladsen fik en ny belægning af granit
og sten. Bygningerne på Piata Mares sydlige side
blev fredet som arkitektoniske mindesmærker. Som
byens absolutte midtpunkt skaber Piata Mare med
sine renoverede rammer en uundgåelig attraktion
for både turisten og de lokale: Hvis ikke turisten
starter sin tur fra Piata Mare, så ender den her, og
124 / LIVSFORMNING / MNEMO
for de lokale er pladsen stor
nok til lejlighedsvis at rumme
begivenheder der kan huse det
meste af byen.
Perspektivering
Piata Mare fortæller historien
om en by i Rumænien, der er
stolt af sin forhistorie. Her er
postet mange penge i at inddrage
folk og deres private boliger i en forskønnelsesproces,
som hermed forankres lokalt: Pladsen er
trods sin storhed ikke kun turistens, men også den
lokales domæne.
Det er en kendt problemstilling, at historiske bycentre
over hele Europa renoveres og indrettes med
respekt for historien og muligheden for turisme. En
kendt fare er dog også, at bycentre indrettes som
det, den hollandske arkitekturhistoriker Michiel van
Iersel kalder open air museums, hvor livet i bycentret
underordnes byens historiske formidling, sådan
at forstå at det organiske, det ukontrollerede og levende
liv i byen fjernes til fordel for et musealt, statisk
og repræsentativt billede. Dermed søger byen
et friktionsløst rum, hvor nutiden har svært ved at
vinde fodfæste.
Piata Mare besidder historiske referencer og portrætterer
en harmonisk fortid, med stærk appel til
turisten og forbrugeren. Men ’open air museum’ er
pladsen ikke, for bag de mange facader bor rumænere
som har taget del i – og fået økonomisk hjælp
til – at synliggøre fortiden: de lokale er en integreret
del af deres egen forhistorie og har mentalt ejerskab
til pladsen. Dermed er Piata Mare både et historisk,
kommercielt, turistet og lokalt forankret rum, der
forsøger at skabe en fælles base for den kulturelle
mangfoldighed. Midlet er visuelt genbrug af den
kulturelle arv fra hansetiden blandet med moderne
simple belægninger og blandede livsformninger.
LIVSFORMNING / MNEMO / 125