Byens rum 2 - OM BYENS RUM

Byens frekvenser
Vi taler ofte om byens puls – som om byen har et hjerte.
Byens puls repræsenterer det dynamiske, det hektiske, det dramatiske og
det farlige. Alle nye huse, der bliver bygget. Alle muligheder (og risici).
Men jeg mener ikke, at dette er byens puls, det er bare nervøse træk i byens
ansigt. Byens hjerte slår egentligt taget meget langsomt, højst et par slag for
hver generation. Det er derfor, at vi ikke mærker det. Byens egentlige rytme
styres af langsommelige forandringsprocesser, både politiske, økonomiske og
kulturelle.
I løbet af 10 år ser man en forandring, på en generation ser man den tydeligt.
Vi får lettest øje på nybyggeriet, det er sværere at få øje på det gamle, degenererede,
som er ved at udvikle sig til nye muligheder.
Når jeg som arkitekt holdt taler ved indvielsen af et stort, nyt projekt, overvejede
jeg at beskrive bygningens unikke muligheder som økonomisk degenererede
og okkuperede af kunstnere og entreprenører. Men jeg afstod. De tilstedeværende
politikere og bygherrer skulle aldrig forstå det.
Det urbane liv som drama. Iscenesættelsen af rummet
Når arkitekter gestalter rum forestiller de sig ofte, at det handler om iscenesættelse
af dele af den menneskelige tilværelse. Måske skal vi bevæge os længere
ud af den tangent og søge inspiration til rumgestaltningen i computerspillenes
(virtuelt interaktionsdesign) og teatrets verdener.
Udgangspunktet vil så være, at vi forestiller os gestaltningen af det urbane
liv som en dramaturgi med dramaet som et scenisk kunstværk, hvor den rumlige
gestaltning modsvares af scenografien. Men så må vi give scenografien et
dybere indhold end blot teaterdekoration og rekvisit, således at den i sin fysiske
udformning eksempelvis tilbyder funktioner for det menneskelige møde
og formår at formidle den bagvedliggende verden, som samfundet (og bygherren)
står for, eksempelvis demokrati, åbenhed, social inklusion og så videre.
Byudviklingens associationer til dramaturgien kan sikkert uddybes, når det
gælder værktøjer, fra Aristoteles via Brecht til dagens eksperimenterende teater,
som af og til går over grænsen til det virtuelle. I den forbindelse kan man
udvikle diskussionen om formålet med kunstværkets indflydelse på publikum
(aktørerne i det gestaltede rum), hvilket betyder, at vi her har mulighed for at
koble til diskussionen om værdibaseret byudvikling.
skal det nødvendigvis se ud, som det altid har gjort?
Vi har formodentligt et genetisk/mentalt problem med hensyn til byggeri. Det
skal være stedsspecifikt og helst gammelt (jeg bor selv på en tidligere bondegård)
for at vi føler os trygge. Og er det ikke gammelt, så skal det forsigtigt tilpasses
til den histo riske arv.
Betyder det så, at man ikke kan leve i et industriprodukt?
Jeg har en slægtning som forlod det centrale København og nu bor i en con-
tainer i Sverige. En radikal beslutning. Fra et overhypet, dyrt byliv til et lavere
tempo i Österlen.
Det er en hvid 20 fods kølecontainer beklædt med indvendige aluminiumsvægge,
parketgulve og internet. Den har et glasparti i gavlen i de store
ståldøre, som han lukker, når han rejser væk. Kombineret kontor og soveværelse.
Køkken og badeværelse findes i hans eksperimentelle værksted, der ligger
ved siden af. Han købte containeren brugt, indrettede den og placerede
den på fire betonplader. Med en leverance- og byggetid på 2 dage. Totalprisen
var 25.000 svenske kroner for 15m². Hans henvendelse til byggebranchen indikerede
en 10 gange højere pris og et års ventetid.
I 1947 kostede en Volvo PV og en svensk, præfabrikeret trævilla det samme.
Ser vi på prisudviklingen i faste priser, så koster en bil i dag 50% mere og
en præfabrikeret villa 1200% mere end de gjorde det tilbage i 1947.
Bilindustrien kan med 50 års udvikling og en lille prisforøgelse levere et
højtudviklet produkt med radikalt anderledes præstationer end en PV-47 og
184 / TÆNKETANKEN TÆNKER TÆNKETANKEN TÆNKER / 185