Byens rum 2 - OM BYENS RUM

Potentiale
Parallelstrategier er en sammentænkning af forskellig bydeles rolle og muligheder
i forhold til hinanden. Det enkelte rum er ikke det altafgørende for
paralleludviklingen, men derimod evnen til at udvikle, så beboerne bliver bevidste
om at det specifikke område er en del af en større strategi, og på den
måde skabe fællesskab på tværs af byens geografiske områder. En sådan fællesskabsfølelse
skaber på sigt ejerskab og ny opmærksomhed på byens ellers
oversete områder.
Mnemoteknik
fakta Mnemoteknik
• Er en metode til at træne og forbedre sin hukommelse. Mnemoteknikken
stammer som begreb tilbage fra Antikken, hvor den græske poet Simonides
fra det 5. århundrede f. Kr. udviklede ideen om stedshukommelse som
en mnemoteknisk metode. 1
• I Method of loci kunne stedet, i kraft af sin udformning, struktur eller visuelle
karakteristika, bruges systematisk til at udvikle hukommelsen.
Som anvendt strategisk redskab er mnemoteknik en måde at skabe en fælles
erindring på ved at bruge fænomener og elementer, der henviser til en given
fortælling eller historie. Når elementer, fortællinger og henvisninger, bevidst
placeres i rummet, kan iscenesættelse af fælles erindringer skabe en sammenhængende
kollektiv historie. Ved at indlejre konkrete historier i de enkelte
kulturarvsgenstande kan de tilsammen udgøre et samlet hele, en komplet
fortælling om stedet, historien, eller beboerne. Mnemoteknikken udfordrer
den hjemlige diskussion om kulturarven, som mange danske byer har som
indsatsområde. Det er en værdifuld og proaktiv måde at gentænke kulturarvens
rolle i byen.
Krav: aflæselighed
Kevin Lynch introducerede aflæselighed som en grundlæggende betingelse
for identifikation (jf. Kevin Lynch, Tanker). Klare, genkendelige og mindeværdige
steder, tilgodeser behovet for at kunne identificere sig og føle tilknytning
1. Historien om simonides: Simonides var inviteret til en oplæsning til en festmiddag. Efter sin oplæsning
fik han at vide at to mænd ventede på ham uden for. Han forlod festsalen og mens han var udenfor faldt den
sammen bag ham og dræbte alle. Ligene kunne ikke identificeres, men da Simonides var i stand til at huske,
hvor hver enkelt person havde siddet rundt om bordet, kunne han identificere den enkelte.
På baggrund af den erfaring udviklede Simonides mnemoteknikken som en særlig stedsbunden metode.
Historien har siden været gengivet i The Art of Memory af Frances A. Yates.
til et sted. Midlet kan være effekter, der henviser til et givent samfundssyn eller
stedsopfattelse. Hos Lynch er der en sammenhæng mellem fysisk organisering
og den mentale orientering i byen.
Arkitektur og byrum, der tager udgangspunkt i stedets betydningspotentialer,
eller som henter glemte fortællinger frem, er medvirkende til at fokusere
på byens historie som identitetsgiver. Det kollektive rum er i centrum for
en mnemoteknisk byudvikling. Mnemoteknik indebærer en aflæselighed, såvel
strukturelt, fysisk, mentalt og æstetisk.
Kvalitet: kulturhistorisk sammenhængskraft og nytænkning
Hverdagslivets rumlige praksisser er forankret i kroppens rum, der tilgodeser
andre behov end hvad, der traditionelt opfyldes af byens repræsentationelle
og repræsentative rum (Lefebvre jf. Tanker). Mnemoteknikken kan netop
bruges til at forene byens repræsentationelle rum – rådhuset, torvet, kirken
– med det oplevede, hverdagslige rum. Ved at aktivere beboerens kollektive
erindring gennem genkendelige elementer kan den enkelte fremkalde sin individuelle
erindring forankret i sin egen hverdagserfaring og derved producere
imaginære rum med afsæt i det fysiske rum.
Mnemoteknik er således en metode til at genskabe en mental sammenhængskraft
i byen på. Ved at give identitet til det fysiske byrum kan byboerens
erfaring og egne oplevede indtryk af byen aktiveres som en del af en
større fortælling. Nye erfaringer og livsformninger kan således identificeres i
forhold til byens historie, kulturarv og eksisterende identitet. Ifølge Carsten
Paludan-Müller (Jf. Inspirationsmøde 3. juni 2008) bør man sikre, at kulturarven
ikke kun henviser til én etnicitet for at alle kan føle ejerskab med rummet.
En mnemoteknisk tilgang indebærer en åben og inkluderende tilgang,
der ikke overtager ét kulturelt æstetisk tegnsystem eller sprogbrug, men inviterer
til at beskueren selv tillægger rummet betydning ved at aktivere sin
egen erindring.
En mnemoteknisk byudvikling tager derfor afsæt i byens iboende identitet,
historiske fortælling og potentiale, men reproducerer den nødvendigvis ikke.
At applikere udtryk eller æstetik, der ikke er forankret i byens kollektive selvforståelse
kan opfattes som et udefrakommende magtelement. Eksempler,
hvor velmenende bystyrer placerer skulpturer i byrummet til borgernes store
utilfredshed, er talrige. Mnemoteknik er ikke monumenter, der repræsenterer
magten, og er aldrig æstetik for æstetikkens skyld. Det er en måde at udfolde
byens historie, identitet og kulturarv på en måde, så beboerne kan forholde
sig til deres historie. Dermed kan forskellige grupper finde grundlag
for en fælles identitet og ejerskab i rummet. Mnemoteknik kan baseres på
individets sansninger og kropsliggjorte erfaringer. Ved at anvende dufte eller
lyde kan der aktiveres erfaringsreferencer til andre steder, tider eller oplevelser.
168 / STRATEGISKE REDSKABER STRATEGISKE REDSKABER / 169