Søgbar version

Det blev endvidere foreslået i betænkningen,
at et bud, der ikke indeholdt en bestemt pris,
men hvor den bydende erklærede at ville udføre
arbejdet så og så meget under den lavestbydendes
pris, samt bud, der ikke indkom i rette
tid, skulle være udelukket fra at blive antaget.
Endvidere foresloges, at ved bunden licitation
skulle enten det laveste bud antages, eller
alle bud forkastes.
Såfremt alle bud forkastedes, tænkte kommissionen
sig, at man enten kunne afholde ny licitation
eller overdrage arbejdet »i henhold til akkord«.
Kommissionens forslag fik især sin betydning
derved, at Ingeniørforeningen senere udarbejdede
almindelige betingelser, som fandt ret udbredt
anvendelse, også af det offentlige. Bestemmelserne
blev senere ændret i samarbejde med
Akademisk Arkitektforening og Fællesrepræsentationen
for dansk Industri og Håndværk og er
efter fornyet ændring approberet i 1927 af ministeriet
for offentlige arbejder. I 1951 blev de
afløst af de nugældende »Almindelige betingelser
for arbejder og leverancer«, udfærdiget af
ministeriet for offentlige arbejder, forsåvidt angår
byggearbejder i almindelighed i samarbejde
med indenrigs- og boligministeriet, jfr. nedenfor
under 5.
Licitationskommissionen af 1943.
3. Mellem medlemmerne af et stort antal
håndværkerorganisationer bestod der, da lov nr.
158 af 18. maj 1937 om prisaftaler m. v. blev
vedtaget, aftaler om anmeldelse og regulering
af licitationsbud m. v., der var omfattet af den
i loven foreskrevne anmeldelsespligt, og en
række af disse aftaler blev da også umiddelbart
herefter anmeldt til priskontrolrådet og registreret.
Under krigen modtog prismyndighederne flere
klager over håndværkerorganisationernes aftaler,
men man fandt, at problemerne var så
store, og at der var så mange forskellige interesser
knyttet hertil, at det var rimeligt, om disse
spørgsmål blev behandlet i en kommission.
Herefter nedsatte handelsministeriet den 21.
december 1943 med professor, dr. jur. Kr. Sindballe
som formand en kommission »til at undersøge
de fremgangsmåder, der almindeligt anvendes
ved afgivelse af tilbud ved offentlige og
bundne licitationer og til at fremkomme med
forslag til en ordning af de herhenhørende
spørgsmål gennem lovgivning eller på anden
måde«.
Kommissionen afgav i august 1945 betænkning
og hen redegøres også for, hvorledes regulering
af licitationsbud hidtil havde fundet sted:
»Mange håndværkerorganisationer foretager en forhåndsregulering
af bud efter regler, der registreres
og bekendtgøres i Statstidende i henhold til prisloven,
men om hvis følger i det enkelte tilfælde bygherren
ikke får meddelelse. Der er navnlig tre typer af sådanne
regler:
(1) Bud under eller mere end en vis procent under
et middeltal forhøjes, således at ethvert af dem
kommer til at ligge lige så meget over middeltallet,
som det før reguleringen lå under det. Det pågældende
middeltal er oftest middeltallet ikke af samtlige
bud, men af dem, der bliver tilbage, når bud udskydes,
der ligger i mere end en vis afstand fra middeltallet
af samtlige bud.
(2) Forhøjelse som nævnt under (1) foretages af
en ved det samlede antal bud bestemt del af disse, således
af henholdsvis et, to eller tre bud, eftersom
det samlede antal er højst 10, over 10 og højst 20
eller over 20 og højst 30, idet dog forhøjelse af et
bud ofte er betinget af, at det ligger i mindst en vis
afstand fra et middeltal og ligeledes i mindst en vis
afstand fra det nærmest højere bud.
(3) Det bud, der ligger nærmest ved en af organisationen
udregnet pris for arbejdet, afgives som det
laveste, idet lavere bud forhøjes, således at ethvert
af dem kommer til at ligge lige så meget over den
af organisationen udregnede pris, som det før reguleringen
lå under den.
Til regulering efter regler som de nævnte indgives
samtlige bud til organisationen forinden licitationen.
Efter reguleringen får de bydende deres bud tilbage.
I nogle organisationer gives der ikke meddelelse til
vedkommende håndværkers konkurrenter om forhøjelse
af hans bud. Bud, der er forhøjet, skal afgives til
bygherren.
Inden for entreprenørfaget er regulering af bud
ikke meget udbredt. Undertiden anvendes dog regler
af type (3) ved arbejder, hvor det med nogenlunde
sikkerhed kan afgøres, hvad der er en passende pris.«
Der forelå ikke for kommissionen oplysninger,
som gav grundlag for en påstand om, at
den regulering, organisationerne foretog, i almindelighed
havde fordyret byggeriet på uforsvarlig
måde, men kommissionen anfører, at
visse indvendinger var rejst mod reguleringen:
»Mod regulering efter regler af type (1) er indvendt,
at bud kan blive forhøjet, selv om de ikke er
for lave, idet reguleringen foregår efter en mekanisk
regel, uden konkret prøvelse af budenes forsvarlighed,
at reglerne virker dobbelt, idet først de bydende selv
må forhøje deres bud for at komme til at ligge i
midten og dermed have udsigt til at få arbejdet, og
9