Ældrebilledet i medierne - Social

Ældrebilledet i medierne
gennem 50 år
En undersøgelse af ældrestereotyper i dagbladene fra 1953 til 2003
Charlotte Wien
Center for Journalistik
Syddansk Universitet, 2005

ISBN: 87-90651-44-8
Forsideillustration:
Tegning af Poul Holck, Politiken,
15. november 1983, 2. sektion side 1. (IDN 934)
Gengivet med tilladelse fra Politiken

Velfærd for ældre
– holdning og handling
Der er masser af spørgsmål at stille som grundlag for en vidensbaseret politik, der handler om de
ældre:
Har vi viden om de grundlæggende værdier bag de politiske valg?
Bygger politiske initiativer på overordnede og principielle overvejelser?
Er det interessegrupper eller medier, der fremprovokerer initiativer?
Opfatter borgerne sig i stigende grad som forbrugere, der stiller krav?
Hvem er de ældre? Hvad er deres behov? Hvad er deres ønsker?
Er en politik rettet mod ”de ældre” meningsfuld, eller skal der gås mere målrettet
efter svækkede og sygdomsramte?
Hvad er idealerne og visionerne bag vores ”ældrepolitik”?
Spejler virkeligheden idealerne, værdierne og holdningerne? Hvad bestemmer
dem?
Hvordan oplever borgeren værdierne i det konkrete møde med det offentliges tilbud?
Hvad former vores forventninger til livet som ældre?
Hvad er alderens rolle?
Hvad er mediernes rolle, når samfundet tegner sit ”ældrebillede”?
Har vi et særligt menneskesyn, når talen er om ældre?
Hvad fremkalder positive og negative billeder af de ældre – og kan de påvirkes?
Hvad er forholdet mellem det offentliges, den enkeltes, familiens og de nære netværks
ansvar?
Hvordan er forholdet mellem borgerens ret og pligt?
Hvad forventer kommende ældreårgange af samfundet?
Hvordan ser de yngre på de ældre?
Hvad er de yngres forventninger til deres egen alderdom?
Hvad betyder det, at middellevetiden fortsat vokser?
”Ældrebilledet i medierne gennem 50 år” er det første resultat fra et større, sammenhængende
projekt: ”Velfærd for ældre – holdning og handling”, der gennemføres ved Center for Velfærdsstatsforskning,
Syddansk Universitet for ÆldreForum, Socialministeriet og Styrelsen for Social
Service.

Der vil senere blive berettet om:
Et godt liv som gammel
De ældre i mediestorme og -orkaner
Samspil og spænding mellem samfundets og den enkeltes ansvar og rettigheder
Udformning og gennemførelse af det politiske idé- og værdigrundlag. Fra idé til
handling.
Til sidst vil alle trådene blive samlet i en sammenhængende historie om det aldrende samfund, dets
problemer og de mulige løsninger.
”Ældrebilledet i medierne gennem 50 år” fortæller, hvordan medierne i efterkrigstiden har tegnet
billeder af de ældre. Denne analyse over et langt tidsrum kan kaste lys over samspillet mellem
mediebilledet og samfundsudviklingen – samfundsudviklingen og mediebilledet. Spiller det billede,
medierne tegner, en rolle for de ældres egne forventninger til det gode liv som gammel og for
de yngres håb? Spiller forventninger og håb en rolle for mediernes billeder? Har mediernes fremstilling
betydning for befolkningens opfattelse af forholdet mellem ret og pligt mellem ansvar og
rettigheder? Spejler eller skaber medierne stereotype forestillinger – positive eller negative – som
brænder igennem i samfundet? Eller er der tale om en vekselvirkning? Hvad betyder det for de
politiske beslutninger?
”Ældrebilledet i medierne gennem 50 år” giver elementer af et svar, men det er først i samspillet
med resultaterne fra de øvrige delprojekter, den samlede forståelse vil tone frem.
Jørn Henrik Petersen
professor i socialpolitik
dr.phil. & lic.oecon.
forskningsleder

Indholdsfortegnelse
Indholdsfortegnelse______________________________________________________________ 1
Forord ________________________________________________________________________ 3
1. Indledning ___________________________________________________________________ 5
2. Stereotyper __________________________________________________________________ 9
2.1 Indledning _______________________________________________________________ 9
2.2 Socialpsykologi: Stereotyping og Ageism______________________________________ 12
2.3 Journalistik, nyhedskriterierne og vinkling _____________________________________ 21
2.4 Sammenfatning __________________________________________________________ 29
3. Udviklingen i ældrebilledet over 50 år ____________________________________________ 31
3.1 Indledning ______________________________________________________________ 31
3.2 Afgrænsning af undersøgelsens begreber ______________________________________ 32
3.2 Datagrundlaget___________________________________________________________ 34
3.3 Resultater af den kvantitative undersøgelse_____________________________________ 37
3.4 Sammenfatning __________________________________________________________ 53
4. Ældrebilledet i landbrugslandet, 1953 ____________________________________________ 55
4.1 Indledning ______________________________________________________________ 55
4.2 Dagligliv for de ældre _____________________________________________________ 57
4.3 Pensionsdebatten _________________________________________________________ 66
4.4 Sammenfatning __________________________________________________________ 73
5. Ældrebilledet og trivselspolitik, 1963_____________________________________________ 75
5.1 Indledning ______________________________________________________________ 75
5.2 De private plejehjem ______________________________________________________ 77
5.3 De kommunale plejehjem __________________________________________________ 81
5.4 Nye og gamle stereotyper brydes_____________________________________________ 84
5.5 Spies, rejs og vær glad _____________________________________________________ 91
5.6 Sammenfatning __________________________________________________________ 95
6. Krise, spareretorik og brok, 1973________________________________________________ 97
6.1 Indledning ______________________________________________________________ 97
6.2 Begyndende organisering__________________________________________________ 100
6.3 Valgflæsk og plejehjem ___________________________________________________ 106
6.4 Sammenfatning _________________________________________________________ 108
7. Ældrekommissionen afspejles, 1983_____________________________________________ 111
7.1 Indledning _____________________________________________________________ 111
7.2 Sporene af Ældrekommissionen i mediebilledet ________________________________ 114
Side 1

7.3 De ældres deltagelse i samfundsdebatten _____________________________________ 120
7.4 Som børn på ny – de ældre på institution _____________________________________ 123
7.5 Sammenfatning _________________________________________________________ 126
8. Ældrepolitik, råd og revolution, 1993 ___________________________________________ 129
8.1 Indledning _____________________________________________________________ 129
8.2 Ældreråd og kommunale besøg _____________________________________________ 132
8.3 De ældres gode eller dårlige økonomi? _______________________________________ 135
8.4 Plejehjemsklicheen i valgkampen ___________________________________________ 138
8.5 Overfald og rutinestof ____________________________________________________ 142
8.6 Sammenfatning _________________________________________________________ 143
9. Segmenterede ældrebilleder, 2003 ______________________________________________ 147
9.1 Indledning _____________________________________________________________ 147
9.2 Ældrebilledet i Politiken, uge 46 2003 _______________________________________ 151
9.3 Ældrebilledet i B.T., uge 46 2003 ___________________________________________ 155
9.4 Ældrebilledet i Næstved Tidende, uge 46 2003_________________________________ 158
9.5 Ældrebilledet i Kristeligt Dagblad, uge 46 2003 ________________________________ 163
9.6 Ældrebilledet i Fyens Stiftstidende, uge 46 2003 _______________________________ 166
9.7 Sammenfatning _________________________________________________________ 173
10. Konklusion _______________________________________________________________ 177
11. Anvendt litteratur __________________________________________________________ 183
Bilag A. Metodiske overvejelser og valg______________________________________________ I
A.i Indledning _______________________________________________________________ I
A.ii Afgrænsninger og empirivalg (pilotprojektet) ___________________________________ I
A.iii Formulering af delspørgsmål og metodiske valg _______________________________ III
A.iv Selve dataindsamlingen ___________________________________________________VI
Bilag B. Sprogundersøgelse ______________________________________________________ IX
B.i Indledning ______________________________________________________________IX
B.ii Metode ________________________________________________________________XI
B.iii Analyse – Ruscher i Danmark ______________________________________________XI
B.iv Analyse – Empirien og Blaakilde __________________________________________ XV
B.v Konklusion ___________________________________________________________ XXI
Side 2

Forord
I august 2004 præsenterede Radio Fyn med en kort omtale projekt ”Ældrebilledet i medierne gennem
50 år”. Da udsendelsen var slut, ringede en ældre dame til sekretariatet på Institut for Journalistik
ved Syddansk Universitet og spurgte, om hun kunne få lov til at arbejde med på projektet af
ren og skær interesse.
På det tidspunkt var der ikke behov for yderligere arbejdskraft, og desværre forsvandt sedlen med
damens navn. For hun skulle naturligvis have haft nærværende rapport tilsendt. Hendes opringning
og talrige lignende tilkendegivelser gjorde det allerede fra projektstarten klart, at her var et emne,
der lå mange på sinde. Tak til jer alle. Det er dejligt, når omverdenen interesserer sig for ens
arbejde.
En varm tak skal lyde til Styrelsen for Social Service, ÆldreForum og socialministeriet, der ved
sin finansiering har muliggjort projektet, og som har været med til at udvikle konceptet for undersøgelsen.
Projektet er et af fem delprojekter under undersøgelsen ”Velfærd for ældre – holdning og
handling”, som sigter på at kvalificere en bredere diskussion af normative ønsker til fremtidens
velfærdssamfund på ældreområdet.
Jeg vil også takke familie og venner for opbakning gennem forløbet. Især min mand, Martin Hvidt,
har været en fantastisk støtte. Hans tålmodige øre, hans teoretiske og metodiske indsigt har været
uvurderlig for mig under hele projektet.
Også de dagbladsredaktioner, hvis aviser dette projekt bygger på, skal have en tak. De har alle
velvilligt og konstruktivt bidraget til projektet i slutfasen.
Jeg takker ligeledes på det hjerteligste min forskningsassistent, Christian Elmelund-Præstekær, for
et usædvanligt godt teamwork omkring afslutningen af denne rapport.
To andre personer fortjener en særlig tak: Adjunkt Marie Konge Nielsen, ph.d., Institut for Statskundskab
ved Syddansk Universitet har været en dejlig legekammerat, der med sit søsterprojekt
”Det gode liv som ældre” har været igennem samme proces, som jeg.
Men den største tak skal lyde til professor dr. phil. og lic. oecon. Jørn Henrik Petersen, Institut for
Statskundskab ved Syddansk Universitet. Det var ham, der lod denne appelsin dumpe ned i min
turban. Han formidlede kontakten mellem Socialministeriet, ÆldreForum og mig. Tak fordi du
havde tillid til, at jeg kunne løfte opgaven, tak for din kritiske gennemlæsning af mine tekster. Og
sidst, men ikke mindst, tak fordi du, der har så mange og vigtige gøremål, alligevel har taget dig
tid til at følge dette projekt.
Lektor Charlotte Wien, ph.d.
Odense, august 2005.
Side 3

Side 4

1. Indledning
Uvidenheden er et drivhus, hvor de skrækkeligste blomster gror
Maskeblomstfamilien, Lars Saabye Christensen
Den 14. november 2003 bragte Kristeligt Dagblad seks artikler, der alle havde ensomhed som
tema. Anledningen var åbningen af Tina Enghoffs fotoudstilling om mennesker, der dør alene. En
af artiklerne starter som følger:
A.N. døde, da hun var 78 år. I mange år levede hun en ensom tilværelse, hvor hun
om natten drev rundt i de københavnske gader og ledte efter ting og sager i skraldespande.[…]
Lejligheden var proppet med ting, som hun selv fandt værdifulde,
men som ethvert andet menneske ville betegne som skrald. Hun turde ikke have kontakt
med andre mennesker, af frygt for at hun ville blive bestjålet. […] A.N. blev
fundet død i sin lejlighed, da varmemesteren en dag kom forbi. Han skulle aflæse
målerne på radiatoren, og da ingen lukkede op, fik han fat i viceværten. Hvor længe
A.N. lå i sin lejlighed, vides ikke. (IDN 23, Kristeligt Dagblad) 1
Tilsvarende bragte Fyens Stiftstidende den 16. november et portræt af Kurt Hansen – kendt som
”akkumulator Kurt” – hvor man under titlen ”Han prutter sjældent” bl.a. kunne læse følgende:
KOSTALDEN: Grete Hansen fra Langeskov kan ikke helt huske, hvornår hendes bil
sidst stod på gårdspladsen på Sandbakkevej 56. For hendes mand Kurt Hansen […]
okkuperer gerne hver weekend gruset med møbler, service og tingeltangel. Faktisk
har 72-årige Kurt Hansen nu i 17 år været optaget af at finde nye genstande, der
1 IDN-numre refererer til forskningsprojektets database (se http://iprint.sam.sdu.dk/aeldre/), hvori alle oplysninger
om den nævnte artikel findes. Kun i forbindelse med citater vil det fremgå direkte af teksten, hvilken
avis IDN-numret optræder i.
Side 5

Side 6
kan fylde op i kostalden og bygningerne på gården på Sandbakkevej. (IDN 264,
Fyens Stiftstidende)
Begge historier handler om ældre mennesker med samlermani, hvorefter ligheden hører op. Hvor
den ene artikel vækker en stemning af ensomhed, fortvivlelse og dårlig samvittighed hos læseren,
slår den anden artikel en frisk tone an og beskriver et muntert og virksomt samlerliv. Begge kunne
måske være skrevet med omvendt fortegn: A.N. kunne have været (beskrevet som) lykkelig med
sine ”skatte”, mens vinklen på akkumulator Kurt kunne have været naboernes klager over udsigten
fra deres vinduer.
Sådan er det med langt de fleste historier i medierne: De kan både skrives og opleves fra flere forskellige
sider. I tilfældet ”de ældre” oplever mange, at historierne rummer en af to polariserede
beskrivelser af de ældre: De ældre er enten beskrevet som stakkels, ensomme og syge eller som
stærke, glade, livskraftige og aktive livstykker. At en sådan polarisering eksisterer i den måde,
som medierne beskriver de ældre på, er den første af dette projekts grundantagelser.
Mange ældre oplever, at medierne favoriserer billedet af dem som stakkels, ensomme og syge: De
synes, at det bliver værre og værre, og de synes ikke, beskrivelsen passer på dem (Petersen 2003:6;
Michelsen 2004; Nørgaard 2004). Hvis de ældre har ret i, at medierne tegner et misvisende billede
af dem, er et godt spørgsmål, hvorfor det forholder sig sådan.
For det første fordi nyere dansk forskning viser, at flertallet af de ældre har det ganske godt:
Eksempelvis er det kun fem procent af de ældre, der oplever ensomhed eller ser deres økonomi
som dårlig. Samtidig føler hele 85 procent ikke, at de lider sociale afsavn (Pedersen 2003:20; Platz
2004). Andre undersøgelser viser, at 77 procent af de ældre klarer sig uden hjemmehjælp, at 92
procent af de ældre bor i egen bolig, og at 85-95 procent af de ældre er åndsfriske til det sidste
(Eskildsen 2003:25). 2
For det andet fordi de ældres livsbetingelser gennem de seneste 50 år er blevet væsentligt ændret.
Mange af ændringerne i de ældres livsbetingelser er konsekvenser af politisk arbejde, som har haft
til hensigt at forbedre forholdene for de ældre. Som eksempler på forbedringer for de ældre kan
nævnes afskaffelsen af aldersrenten og indførelsen af folkepensionen i 1956 samt de løbende forbedringer
deraf gennem 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne (Petersen 2000:131), indførelsen af
hjemmehjælpsordningen i 1958 og de løbende forbedringer deraf (Fuglsang 2000), efterlønsordningen
i 1979 og et massivt byggeri af en række forskellige boligtyper særligt beregnet til ældre
(herunder plejehjem, beskyttede boliger, pensionistboliger) fra midten af 1960’erne og frem til
vedtagelsen af ældreboligloven i 1987 (Christensen et al. 1991; Strukturkommissionen 2004;
Ringsmose & Hansen 2005). Tilsvarende kan der argumenteres for, at der i dag er langt bedre
2
Tilsvarende amerikanske undersøgelser bekræfter, at det faktisk er overordentligt få ældre, der har det skidt
(Seccombe & Ishii-Kuntz 1991:527).

ehandlingsmuligheder og -tilbud til ældre inden for sundhedssystemet og en bred vifte af tilbud
om forskellige aktiviteter for ældre, end der var for 50 år siden. Det er projektets anden grundantagelse,
at disse ændringer har betydet, at de ældres livsbetingelser reelt er forbedret gennem de
seneste 50 år.
Der synes altså at være en diskrepans mellem de ældres faktiske forhold og den måde, de ældre
oplever, at medierne beskriver dem på. At det er et reelt problem, hvis medierne tegner et forkert
billede, kan der næppe være tvivl om. Det gælder både for medierne, der lever af at fremstille
sande (om end forenklede) beskrivelser af virkeligheden (Wien 2004:166), men i særdeleshed
gælder det for de ældre selv: Amerikanske undersøgelser konkluderer nemlig, at det billede, som
medierne (in casu TV) tegner af de ældre, påvirker den måde, resten af befolkningen tænker om de
ældre på:
If the television world's messages about aging and the elderly were more in line
with the reality of older people's lives, perhaps people would not dread getting
older. Indeed, people might not find it necessary to celebrate their 50th (and older)
birthdays with black balloons and messages of doom and despair, but
would embrace advanced age with dignity and the true spirit of celebration. Moreover,
the elderly might come to be treated with the dignity and respect that they deserve.
(Signorielli 2001:37-38)
Men nok så væsentligt er det, at et misvisende billede af ældre i medierne risikerer at forme de
ældres opfattelse af sig selv (Kite & Wagner 2002:151). Et forskruet mediebillede kan altså i
yderste konsekvens have den effekt, at de ældre bliver de svage mennesker, medierne portrætterer.
Hvis et fejlagtigt mediebillede således bliver en selvopfyldende profeti, er det afgørende at skaffe
mere viden om, hvilke billeder medierne egentlig tegner af de ældre, og hvordan disse billeder
opstår. En opgave dette projekt tager hul på.
Det er imidlertid ikke formålet med dette projekt at afgøre, hvorvidt en slags gennemsnitlig mediebeskrivelse
af de ældre stemmer overens med en slags gennemsnitlig ældre. Det er naivt at tro, at
det er muligt at afdække, ”hvad sandheden er om de ældre” for dernæst at holde denne sandhed op
mod det billede, som medierne tegner for at ”måle” en eventuel forskel. Som Gitte Meyer skriver:
Det sande billede af aldring, alderdom og dansk ældreomsorg findes ikke. Det er
alt for omfattende og mange-facetterede fænomener til, at et enkelt sandt billede
kan gives. Men der kan vælges så snævre perspektiver og fokuseres på så få facetter,
at resultatet næsten bliver til løgn. Sådanne valg er holdningsbestemte. De bygger
på bestemte antagelser og værdier. De har at gøre med menneske- og samfundssyn.
Og de er øjensynlig så grundfæstede og udbredte, at de opfattes som na-
Side 7

Side 8
turlige, som den eneste måde at se på. Den eneste naturlige måde at se på gøres –
naturligvis – ikke til genstand for skeptiske og kritiske spørgsmål. (Meyer 2003:13)
Hovedformålene med dette projekt er således:
1. at undersøge hvilket af de to mediebilleder af de ældre – henholdsvis det, af de ældre
som stærke og det, af de ældre som svage – der har været dominerende i medierne, hvor
(landsdækkende, regionalt og lokalt) og hvornår gennem de seneste 50 år.
2. at undersøge hvorfor – set i et socialt og politisk historisk perspektiv – det ene og det andet
mediebillede har domineret i forskellige perioder gennem de seneste 50 år.
Selvom rapporten således er delt i to, bygger begge dele på det samme empiriske materiale –
nemlig avisartikler fra udvalgte aviser i udvalgte perioder. Den første del er en kvantitativ analyse,
som har til formål at undersøge, hvor fremherskende henholdsvis billedet af ældre som stærke og
svage er. Denne undersøgelse giver et overblik over udviklingen i den undersøgte periode. Men
den giver ingen forklaring på, hvorfor denne udvikling har fundet sted.
I undersøgelsens anden del er det målet at give et sådant svar. Midlet er dels at oprulle en lille del
af den politiske danmarkshistorie, der har relevans for ældrebilledet og give et glimt af tidsånden.
Dels at underkaste datamaterialet en kvalitativ analyse, som skal undersøge, hvad og hvordan
aviserne egentlig skrev om de ældre i perioden.
Antagelsen er, at den samfundsmæssige kontekst præger mediernes portrættering af de ældre, og at
konteksten således giver i hvert fald en del af forklaringen på, hvorfor de ældre enten beskrives
som stærke eller svage. Derfor er det nødvendigt at undersøge, hvad medierne egentlig skrev om
de ældre. Denne analyse tjener til at nuancere og supplere de mere overordnede forklaringer, som
kontekst-analysen giver. 3
Man kan sige, at den kvantitative undersøgelse lægger et antal horisontale snit gennem materialet,
mens den kvalitative forklarer udviklingen i de horisontale snit gennem vertikale snit. Selve undersøgelsen
perspektiveres i forhold til teori om begrebet stereotyper og i forhold til litteratur om
journalistikken som et håndværk. Mere herom i det følgende kapitel.
Projektet er finansieret af Socialministeriet, Styrelsen for Social Service og ÆldreForum. Det har
fra starten været opdragsgiverens ønske, at oparbejdelse af empiri – snarere end testning af eksisterende
teorier – skulle være styrende for projektet. Projektet startede formelt den 1. juli 2004 og løb
frem til den 31. august 2005.
3 Desuden er der foretaget en undersøgelse af, hvilke samlebetegnelser medierne har brugt om de ældre i det
samme empiriske materiale. Denne undersøgelse og dens resultater er gengivet i bilag B.

2. Stereotyper
2.1 Indledning
Where all think alike, no one thinks very much
Walter Lippmann
Det er overordentligt vanskeligt at diskutere mediernes fremstilling af virkeligheden uden på et
eller andet tidspunkt at omtale Walter Lippmann (1889-1974). Lippmann var amerikansk bladmand,
socialfilosof og forfatter til et antal meget betydningsfylde værker inden for journalistik og
medieforskning (for en diskussion af Lippmann se fx (Petersen 2003)). Især er han berømt for
bogen Public Opinion fra 1922. I dette værk diskuterer Lippmann bl.a. begrebet stereotyp. Ordet
stereotyp er i sin oprindelige betydning hentet fra typografiens verden. Stereotypen var en slags
trykkeplade, som blev skabt ved, at typografen fastlåste en avissides forskellige elementer (billeder,
reklamer, tekst mv.) på en trykkeplade. Når sidens elementer var låst, havde man en stereotyp.
Fordelen var, at den var langt mere holdbar i trykkeprocessen. Ulempen var, at den ikke var til at
ændre, når den først var låst.
Det var ikke Lippmann selv, der begyndte at benytte begrebet stereotyp i dets moderne betydning,
men det var i kraft af Lippmanns arbejde, at begrebet blev almindeligt anvendt som betegnelse for
en ”overdrevet homogeniseret beskrivelse, der benyttes som fælles beskrivelse for alle individer
inden for en bestemt kategori” (Pickering 2001:10). I det omfang man kan tale om, at der eksisterer
et eller flere særlige mediebilleder af en bestemt gruppe af individer, må mediebilledet således
være sammensat af mediernes stereotyper om gruppen.
I sin diskussion af stereotyper identificerede Lippmann et af den moderne tids store problemer:
Verden er blevet så kompleks, at det ikke er muligt for menigmand at overskue den. Kan han ikke
overskue den, kan han heller ikke udøve sine rettigheder og pligter i forhold til samfundet på et
kvalificeret grundlag. Det betyder, at menigmand bliver afhængig af ”public knowledge” eller af
mediernes (fordrejede og manipulerede) versioner af virkeligheden:
Side 9

Side 10
[Lippmann] regarded stereotyping as a necessary mode of processing information,
especially in highly differentiated societies, an inescapable way of creating order
out of the ‘great blooming, buzzing confusion of reality’. (Pickering 2001:18)
At medierne fordrejer og manipulerer virkeligheden er ifølge Lippmann ikke nødvendigvis en ondsindet
viljesakt, men noget medierne gør af sunde kommercielle årsager. Lippmann så samtidig, at
det moderne menneske har ganske overordentligt vanskeligt ved at bevare overblikket over sine
omgivelser uden visse forsimplinger. Problemet er ifølge Lippmann, at medierne i deres arbejde
med at beskrive virkeligheden naturligt vælger den vej, hvor der er mindst modstand. Den mindste
modstand møder medierne, når de gentager allerede eksisterende fordomme i stedet for at forsøge
at ændre eller nedbryde disse fordomme:
… inadequate and biased, as endorsing the interests of those who use them, as obstacles
to rational assessment, and as resistant to social change. In this first, political
sense he contrasted stereotyping with "individualised understanding.”
(Pickering 2001:18)
Således fik begrebet sin negative klang. Dobbeltheden i Lippmanns forståelse af stereotypens
funktion – på den ene side det moderne menneskes nødvendige modværge mod omgivelsernes
kompleksitet og på den anden side mediernes alt for lette vej uden om at formidle en individualiseret
forståelse af omgivelserne – gør det oplagt at forstå begrebet i lyset af to forskellige, men i
virkeligheden parallelle teorifelter: Socialpsykologien og forskningsfeltet inden for journalistik og
medier.
Det er blevet sagt om Lippmann, at han sjældent havde ret, og at de få gange, han havde, var der
ingen, der hørte efter (Pickering 2001:17): Den løsning Lippmann selv så på dilemmaet er blevet
kaldt:
…a nightmare of centralised, technocratic mediation and social planning. In the
scenario he presented, regiments of specially trained experts, whose minds are 'unclouded
by prejudice and stereotypes', would 'objectively’ settle disputes for us and
'rationally' manage society on our behalf. (Pickering 2001:18)
Der er ingen grund til at opholde sig yderligere ved Lippmann i denne sammenhæng. Det er mere
interessant at se nærmere på stereotypen som begreb inden for henholdsvis socialpsykologien og

journalistikken. Begge fagtraditioner har stor interesse for fænomenet, men meget få studier er
gået på tværs og har undersøgt mediernes brug af stereotyper i et socialpsykologisk perspektiv. 4
Der er meget stor forskel på de to fagtraditioners måde at beskæftige sig med og diskutere stereotyper
på. Inden for socialpsykologien baseres diskussionen på afprøvninger af teoridannelser mod
en empirisk virkelighed – dvs. en traditionel akademisk tilgang, mens diskussionerne inden for
journalistikken bærer præg af, at journalistik er et fag for praktikere. Journalistikken har ikke en
tilsvarende tradition for opstilling og testning af teorier i akademisk forstand. Skal man i en sammenhæng
som denne beskæftige sig med de mekanismer inden for journalistikken, som fremmer
eller hæmmer brugen af stereotyper, må man derfor gribe til lærebogsmateriale og mere eller
mindre debatterende indlæg i forskellige medier.
Det er et problem, eftersom hverken lærebøger eller debatterende indlæg nødvendigvis afspejler
den virkelighed, som journalistikken udøves i. Konklusionen på dette afsnit vil da også være, at
hvis journalisterne agerede fuldstændig i overensstemmelse med, hvad socialpsykologien og de
journalistiske lærebøger siger, ville det stå overordentligt skidt til i de danske medier.
Der er tilsyneladende en usynlig faktor, som hverken socialpsykologien eller skriverier om journalistik
tager højde for, nemlig den dygtige, tænksomme, selvkritiske og ansvarsbevidste journalist,
som i sit daglige arbejde modstår trangen til at ”løbe derhen, hvor der er mindst modstand”, og
som forsøger at beskrive virkeligheden nuanceret, på trods af at mange forskellige kræfter trækker
i retning af forsimplede og stereotype beskrivelser af virkeligheden. Mere om det i afsnittets
konklusion.
De følgende afsnit giver en oversigt over socialpsykologiens forståelse af begrebet stereotyp og
den del af socialpsykologien, der beskæftiger sig med diskrimination af mennesker på grund af
alder (den såkaldte ageism). Fokus er på den såkaldte Social Identity Theory (SIT) og på studiet af
holdninger. Der er ikke tale om en forskningsoversigt i egentlig forstand – de refererede værker er
alle nyere værker, der rummer udmærkede, udførlige oversigter. Således skal afsnittet give en
tilstrækkelig – men heller ikke mere – oversigt over relevante socialpsykologiske teoridannelser,
som skal bruges til at sætte denne undersøgelses resultater i perspektiv.
Herefter følger en kort oversigt over et antal centrale begreber inden for journalistikken, som –
hvis man tager lærebøgernes ord for pålydende – vil forstærke tendenserne til en polarisering og
forsimpling af mediebilledet af de ældre. Heller ikke denne oversigt er udtømmende, men afgrænses
af ønsket om i dette afsnit at give tilstrækkelig – men heller ikke mere – fornemmelse af cen-
4
Kapitel 2 i bogen ”Stereotyping – Politics of Representation”(Pickering 2001:22-46) rummer en udmærket
oversigt.
Side 11

trale begreber inden for journalistikken, som i lighed med indsigterne i socialpsykologien skal
sætte denne undersøgelses resultater i perspektiv. 5
2.2 Socialpsykologi: Stereotyping og Ageism
Der synes at være tre grundparametre, der benyttes, når man skal vurdere andre mennesker: Det er
race, køn og alder. Disse tre parametre benyttes allerede fra en meget tidlig alder til at afgøre den
enkeltes holdninger og adfærd over for et fremmed individ. Undersøgelser har vist, at børn helt
ned i seksårsalderen udvikler stereotyper (også negative) på baggrund af disse tre parametre
(Golub et al. 2002:277).
Hvis et individ diskrimineres på grund af dets køn, kaldes det sexisme, hvis et individ diskrimineres
på grund af dets race, kaldes det racisme, og hvis et individ diskrimineres på grund af dets
alder, kaldes det… Det ord har vi simpelthen ikke på dansk!
Inden for den amerikanske socialpsykologi benyttes betegnelsen ageism. Skulle man oversætte det
direkte til dansk, ville det blive til alderisme, hvilket lyder både klumpet og lidt kunstigt. Aldersfascisme
er et alternativ, som nu og da dukker op i den politiske debat. Det er dog ikke et velegnet
begreb i denne sammenhæng, fordi det har nogle stærkt negative konnotationer.
Ordmanglen skyldes ikke, at fænomenet ikke eksisterer i Danmark. Nærmest tværtimod: Da vi
ikke har et kendt og veletableret begreb for det, har vi heller ikke noget egentligt værktøj at bekæmpe
det med (se fx.(Blaakilde 1999)): Det er et effektivt våben, når en palæstinensisk dreng
råber racist efter en sagsbehandler. Det er også effektivt, når en kvinde kalder en mand for sexist,
men det ville virke komisk, hvis Ritt Bjerregaard havde kaldt sine politiske modstandere og visse
journalister for ”alderister”, da hendes alder i efteråret 2004 blev brugt som argument for, at hun
var uegnet til jobbet som overborgmester i København. 6 Da hverken alderisme, aldersfacisme eller
aldersdiskrimination er velegnede begreber i denne sammenhæng, opfindes et nyt begreb til formålet:
Aldersnedladende. Dette begreb vil i denne rapport blive brugt som oversættelse af det amerikanske
begreb ageism, som er opfundet af socialpsykologerne og hører til inden for den del af
socialpsykologien, der beskæftiger sig med såkaldt social identitetsteori og den del af socialpsykologien,
der beskæftiger sig med studiet af holdninger.
5 Yderligere vil dansk samtidshistorie blive inddraget som hjælpedisciplin i selve fortolkningen af data.
6 Dansk Sprognævn gør dog opmærksom på, at man kan tale om ”aldersdiskriminering” som parallel til race-
og kønsdiskriminering (e-mail korrespondance den 20. juni 2005).
Side 12

2.2.1 Social identitetsteori (SIT)
Som mennesker opdeler vi andre individer i forskellige grupper. Når ”vi” taler om en anden gruppe,
kaldes ”vi” for ”in-group”, mens ”dem” ”vi” taler om, kaldes ”out-group”. Vi skelner vores
egen in-group fra out-group med det formål at skabe en kontrast, der er fordelagtig for os selv.
Hvis der ikke er en umiddelbar, åbenlys fordel ved at tilhøre in-group, forsøger vi at tillægge ingroup
en særlig positiv karakter: Det gøres typisk ved at over- eller underspille visse af in-groups
karakteristika i forhold til out-groups karakteristika (Cuddy & Fiske 2004:16-17).
Det skal ikke forstås sådan, at in-group pr. definition ikke kan lide out-group-medlemmer. Det
handler snarere om, at vi har en grundlæggende motivation til at se den gruppe, som vi selv tilhører,
i et så positivt lys som muligt. Men det er også ofte her, fundamentet til negative fordomme
om andre grupper bliver støbt:
If one belongs to a dominant, positively viewed group, then making a favorable
comparison for one’s own group is easy. But if one belongs to a subordinate,
lower-status group, then maintaining a positive group identity becomes more difficult.
It is here where foundation of attitudes is laid and where prejudice can start. A
complex interplay between self-identity and attitudes toward others can occur. (Kite
& Wagner 2002:148)
Hvis Kite og Wagner har ret heri, vil in-group være tilbøjelige til skabe negative fordomme om
out-groups særkende. Eftersom grundparametrene i at kategorisere eller grupperer andre individer
som nævnt er race, køn og alder, kan det med rimelighed forventes, at man har tendens til at
vurdere mennesker, der har en anden race, et andet køn eller en anden alder end en selv mere
negativt, end man vurderer sig selv og sin egen gruppe.
I en mediemæssig sammenhæng er journalisterne pr. definition in-group, for det er dem, der
”snakker”. De adskiller sig på en række punkter fra de ældre og må derfor ifølge SIT se de ældre
som out-group og dermed også have en tilbøjelighed til at se out-group’ens særkende – alderen – i
et negativt skær. Det er vigtigt at understrege, at dette ikke kun gælder journalister, men alle mennesker.
Da denne undersøgelse handler om mediernes beskrivelser af de ældre, er det pr. definition
journalisterne, der i denne sammenhæng må stå for skud som in-group, mens det i sagens natur er
de ældre, der er out-group.
I de fleste sammenhænge udlignes den negative effekt af in-groups nedvurdering af out-group, når
rollerne skifter: Hvis man i stedet for at lytte til gruppe A’s vurdering af gruppe B, lytter til gruppe
B’s vurdering af gruppe A, så passer pengene. Men kun såfremt to gruppers samfundsmæssige
placering er nogenlunde lige: Hvis gruppe A eksempelvis er tømrere, og gruppe B er murere, er
der ingen problemer. Men når den ene gruppe er journalister, og den anden er de ældre, er forhol-
Side 13

det ikke længere symmetrisk – de ældre har ikke de samme muligheder, som journalisterne har, for
at udbrede deres billede af sig selv som modsvar på journalisternes billede.
Undersøgelser har desuden vist, at kommunikation af fordomme og stereotyper har en selvforstærkende
virkning både hos dem, der kommunikerer fordommene og hos dem, der kommunikeres
om. Et forsøg har fx vist, at hvis man udsætter en gruppe ældre for den negative stereotyp, at de
husker dårligt, lige før en hukommelsestest, så opnår denne gruppe et markant ringere resultat end
en tilsvarende kontrolgruppe (Kite & Wagner 2002:151). De ældre vil således – i lighed med alle
andre mennesker – i større eller mindre omfang leve op til de stereotype forestillinger og forventninger,
som omverdenen måtte have. Dermed er der reel fare for, at stereotype ældrebilleder ikke
bare er selvforstærkende, men også en slags selvopfyldende profetier.
Montepare og Zebrowitz refererer en række undersøgelser, der alle entydigt viser, de ældre er
meget stærkt underrepræsenteret i amerikansk TV i forhold til, hvor stor en andel af befolkningen
de udgør, og at de yderligere – når de er repræsenteret – som oftest havner i komiske roller, der
fremhæver fysiske, erkendelsesmæssige og seksuelle mangler (Montepare & Zebrowitz 2002:107).
Den gode nyhed er, at stereotyper og negative forestillinger om ældre ikke er statiske.
Side 14
…people are more than willing to set aside ageist assumptions when evidence allows.
(Kite & Wagner 2002:146)
I det omfang in-group udsættes for massive påvirkninger, der ikke stemmer overens med det
oprindelige billede af out-group, tvinges in-group til at ændre sit syn på out-group:
From reviewing how implicit age stereotypes are initially formed and then reinforced,
one approach to change would be a stronger prescription to limit exposure
to negative age stereotypes and increase exposure to positive stereotypes of the elderly
across the life span. An additional measure may be necessary that requires the
efforts of older individuals themselves. History suggests that reduction in discrimination
is achieved with social recognition and political action. (Levy & Bananji
2002:68)
In-groups forestillinger om out-groups karakteristika og homogenitet forplanter sig ned i kommunikationens
mindste enheder: De samlebetegnelser (gruppeepiteter), som in-group vælger at
beskrive out-group med. Ruscher skriver bl.a.:
The particular words that people select betray their beliefs about out-group members.
Group epithets reflect the relatively noncomplex and homogeneous percep-

tions that in-groups hold of out-groups; often, these epithets are less than flattering,
so they also reflect the general negative beliefs about out-groups. Group epithets
also point to intergroup differences – of what separates "us" from "them." The
stereotypic beliefs that people hold about out-groups also emerge in language, most
notably through the linguistic intergroup bias. By abstractly characterizing behaviors,
the stereotypic expectations people hold can be preserved. (Ruscher 2001:43)
Ruscher refererer en række undersøgelser, der yderligere tyder på, at en out-groups størrelse og
synlighed påvirker in-groups beskrivelse af den. Hvis en out-group således ændrer sin synlighed
over for in-group, vil det afføde en mere nuanceret holdning til og mere nuancerede beskrivelser af
out-group – helt ned til større variation i anvendte samlebetegnelser (gruppeepiteter). Og tilsvarende
hvis en out-group ikke er synlig, vil in-groups holdning til og samlebetegnelser for out-groupmedlemmer
blive mere og mere forenklede. 7 I princippet betyder det i en mediemæssig sammenhæng,
at journalister nødvendigvis må se alle andre end dem selv som out-groups. Hvis dette er
korrekt, er det dermed muligt for alle grupper – også de ældre – i samfundet at påvirke journalisternes
beskrivelser af dem og sikre, at de bliver mere nuancerede, ved at gruppen gør sig selv
mere synlig og løbende præsenterer journalisterne for information om den. Tilsvarende bliver journalisternes
beskrivelser af grupper i samfundet mindre nuancerede og dermed mere stereotype,
hvis gruppen ikke er særlig stor eller særlig synlig.
Opsummerende – og noget forenklet – kan man ifølge SIT sige, at mediebilledet af de ældre
påvirkes af, at journalisterne pr. definition er in-group, mens de ældre pr. definition er out-group.
Ifølge SIT har alle mennesker behov for at fremhæve de positive egenskaber ved den gruppe, de
selv tilhører, og dette må ske ved at underdrive andre gruppers positive egenskaber, ved at fremhæve
deres negative egenskaber eller ved at overdrive egne positive egenskaber og underdrive
egne negative egenskaber. Herved opstår stereotyper om out-groups.
Yderligere synes stereotyperne at være selvforstærkende: Hvis ældre mennesker konfronteres med
forestillinger om, at de er langsomme, husker dårligt o.l., viser et antal undersøgelser, at de bliver
langsomme, og de kommer til at huske dårligere. Derved bliver fordomme og stereotyper en slags
selvopfyldende profetier.
To andre mekanismer spiller dog tilsyneladende regulerende ind i forhold til det anførte: For det
første er der ikke noget, der tyder på, at der eksisterer en psykologisk mekanisme, som fastholder
stereotyper og fordomme. Ifølge SIT er mennesker meget villige til at ændre deres stereotype forestillinger
om andre, når de konfronteres med evidens, der modsiger deres stereotype forestillinger.
Stereotyperne eller fordommene om andre grupper kan således ændres, hvis en out-group gør sig
7 Dette er en overordentlig interessant pointe, og da denne undersøgelses materiale umiddelbart giver mulighed
for at teste teorien, er det oplagt at gøre det. Bilag B omfatter således en sådan undersøgelse.
Side 15

synlig, og når den gennem denne synlighed viser in-group, at dennes forestillinger ikke er tilstrækkeligt
nuancerede eller måske direkte forkerte (Levy & Bananji 2002:68). Et af de steder, hvor
dette har vist sig, er i forbindelse med undersøgelser af, hvilke samlebetegnelser in-group anvender
om out-group: Hvis de ældre mennesker er en stor, samlet, synlig og aktiv gruppe, vil det medføre,
at journalisterne beskriver dem mere nuanceret og mindre negativt, end hvis de er en lille, usynlig
og inaktiv gruppe.
Ifølge SIT er negative stereotyper og fordomme således en ond og selvforstærkende cirkel, som
kan brydes, hvis den modarbejdes gennem synliggørelse og opmærksomhed om problemet. Men
SIT har hermed ikke forklaret, hvorfor den onde cirkel overhovedet opstår. Som Vincent påpeger,
kan SIT eksempelvis ikke forklare de meget store forskelle, der er mellem forskellige kulturer og
forskellige tiders måder at betragte de ældre på:
Side 16
In peasant societies, extended families are quite common and there is a noticeable
association between extended families and high status for elderly people. (Vincent
1995:42)
Tilsvarende hævder Vincent, at de ældre generelt har lavere status i urbaniserede industrisamfund
end i andre typer af samfund:
The processes of modernization that undermined the social and economic significance
of land and agriculture also undermined the social prestige of the senior
generations in land-holding families across Europe. (Vincent 1995:51)
Ifølge Vincent er der således økonomiske, strukturelle og udviklingshistoriske årsager til, at de
ældres sociale status vurderes lavt i et samfund som det danske. Det er en vigtig pointe i forhold til
denne undersøgelse: For 50 år siden var Danmark stadig et traditionelt landbrugsland (Mørch
1982:58-59), så den samfundsmæssige udvikling kan være en del af forklaringen på, at medierne
muligvis (som de ældre altså hævder) tegner et mere negativt billede af de ældre i dag end tidligere.
Men det er næppe en forklaring, der kan stå alene. Inden for socialpsykologien giver studiet af
holdninger og stereotyper, og hvordan holdninger og stereotyper dannes, og hvordan de vedligeholdes
eller modarbejdes ligeledes et i denne sammenhæng væsentligt bidrag.
2.2.2 Studiet af holdninger
Studiet af holdninger beskæftiger sig generelt med evaluering af tre faktorer: Hvad vi føler (affektive
faktorer), når vi møder andre, hvordan vi klassificerer og kategoriserer dem (kognitive fakto-

er), og hvordan vi opfører os over for andre som følge af vores følelser og klassificeringer (behaviorale
faktorer) (Kite & Wagner 2002:130-131).
Kite og Wagner tager udgangspunkt i to særtræk ved gruppen af ældre: Det første er, at vi alle
enten er eller forventer at blive ældre. Vi vil således alle på et eller andet tidspunkt komme til at
tilhøre denne gruppe, med mindre vi dør undervejs. Sådan er det ikke med de to andre grundparametre
– køn og race. Dem kan vi (i princippet) ikke ændre på.
Det andet særtræk er, at ældre nedvurderes mere og mere samtidig med, at de bliver flere og flere.
Det er paradoksalt, for ifølge SIT vil en gruppe jo kunne lægge større pres på omgivelserne for at
gennemtvinge et mere positivt og nuanceret billede af sig selv, jo større og mere synlig gruppen er
(Ruscher 2001:24). Der må altså være noget, der gør det vanskeligere for de ældre end for andre
grupper at oparbejde det fornødne pres på omgivelserne. Studiet af holdninger rummer nogle bud
på, hvad dette ”noget” kan være.
Når børn som nævnt allerede fra seksårsalderen begynder at udvikle stereotyper vedrørende køn,
race og alder, sker det, fordi de i lighed med voksne mennesker har brug for at ordne og få overblik
over verden (Golub et al. 2002:277). De stereotyper, børn udvikler om ældre, synes at være
negative fra starten. Hvorfor vides ikke præcist, men det har muligvis noget at gøre med ældres
fysiognomi (rynker) og deres mere grove og dybe stemmer (en grov og dyb stemme er mere
truende end en blød og lys stemme) (Montepare & Zebrowitz 2002:111). Muligvis skyldes det
blot, at børn ikke møder så mange ældre, og at de ældre dermed virker fremmedartede på dem.
Under alle omstændigheder synes det som om, at børn – hvis der ikke gøres noget aktivt for at
forhindre det – udvikler negative holdninger til ældre allerede i en tidlig alder. Pasupathi mener, at
medierne spiller en meget aktiv rolle i dette:
The characteristics of mass media images of aging are a result of decisions made
by editors, program directors, and advertisers, based on their expectations about
audience preferences. Thus, media images reflect general societal opinions. However,
mass media coverage can also influence general values and individual behavior
through its impact as a socializing force. Langer and associates (1988) suggest
that stereotypes of old age start to develop in childhood (see also Isaacs and Bearison
1986) and are shaped by images of aging present in mass media and everyday
conversations. (Pasupathi & Löckenhoff 2002:219)
Herefter gennemgår Pasupathi og Löckenhoff en række amerikanske undersøgelser, der peger på,
at ældre er meget lidt synlige i medierne, og at de yderligere – når de så er synlige – portrætteres
Side 17

meget negativt. 8 Andre undersøgelser har peget på, at også andre faktorer er med til at påvirke
vores opfattelse af ældre. Greenberg og hans kolleger mener, at en af de væsentligste årsager til, at
yngre mennesker er tilbøjelige til at vurdere ældre mennesker negativt, er, at ældre mennesker er
en påmindelse om vores dødelighed (Greenberg et al. 2002:30).
Angsten for døden ses i denne sammenhæng som en af de stærkeste drivkræfter i et menneskes liv,
men samtidig virker den traumatiserende. Så godt som alt andet, vi måtte frygte, har vi muligheder
for at bekæmpe og undgå – men ikke døden. Således mener Greenberg mfl., at vi forsøger at gemme
ældre væk på plejehjem, latterliggøre dem mv. for at slippe for at blive mindet om vores egen
dødelighed.
Der er således flere bud på, hvorfor der opstår negative forestillinger om de ældre, og på hvorfor
de vedligeholdes og videreudvikles. Inden for studiet af holdninger er der samtidig enighed om, at
det faktisk er muligt at modvirke og ændre disse forestillinger. Eksempelvis har det vist sig, at
børn, der får mange billeder af handicappede, udviser mindre diskriminerende adfærd over for de
handicappede end andre børn (Golub et al. 2002:284). Ligeledes ved vi, at mennesker gerne tilsidesætter
aldersnedladende antagelser, hvis de oplever noget, der taler dem imod (Kite & Wagner
2002:146). Vi ved også, som Levy og Banaji skriver i citatet ovenfor, at diskrimination kan modvirkes
gennem social anerkendelse og den førte politik (Levy & Bananji 2002:69).
Der er altså solidt teoretisk grundlag for at tro, at mediernes stereotype billeder af de ældre kan
ændres – selvom netop gruppen af ældre som udgangspunkt er mere negativt beskrevet end andre
grupper. En sådan ændring er betinget af, at de ældre selv – ved at være aktive og synlige – er i
stand til at påvirke holdningen til dem. En af de væsentligste veje til at bearbejde holdninger gennem
synlighed går netop gennem medierne:
Side 18
By keeping older people at a social distance, we deny ourselves exposure to stereotype-incongruent
information, which could force us to see older people as a more
variable group. (Cuddy & Fiske 2004:18)
Sammenfattende kan man således sige, at forskningen påpeger en tendens til, at vi udvikler særlige
negative stereotyper vedrørende de ældre. Der skal altså arbejdes bevidst med at undgå, at der udvikles
negative stereotyper vedrørende de ældre. Man kan modarbejde negative stereotyper ved at
fremlægge information, der er inkonsistent med stereotypen, eftersom vi ved, at mennesker gerne
ændrer på deres oprindelige stereotyper, hvis de præsenteres for information, der er i modstrid med
dem.
8 I afsnit 2.3 uddybes dette fra mediesiden. På dette sted er det blot vigtigt at bemærke, at medierne – ifølge de
refererede undersøgelser – medvirker til at vedligeholde og videreudvikle allerede skabte negative forestillinger
om ældre.

Inden for studiet af holdninger ser man dog også dannelsen af stereotyper som nødvendig for, at vi
som mennesker overhovedet kan fungere: Vi er simpelthen nødt til at gruppere de mennesker, vi
møder.
If we walked into a retirement home without the ability to categorize people into
residents, staff, and visitors, we would quickly be confused and overloaded by the
complexities. (Cuddy & Fiske 2004:5)
Grupperne skaber vi på basis af de træk, som individerne har til fælles. Det betyder, at hver gruppe
er skabt omkring en slags prototype, der rummer alle de træk, som stereotypen er sammensat af.
A prototype need not be an actual person, but instead an imagined individual who
embodies the central tendencies of the group's key attributes. Common experience
suggests that the prototype elderly person may be portrayed on television as slow,
confused, bent, and dowdy, characteristics that quickly categorize the character.
Whereas prototypes are usually abstractions derived from an individual's collected
experiences with the category, exemplars are memories of actual people or events.
(Cuddy & Fiske 2004:5)
Stereotypen skabes formentlig, når vi har mødt tilstrækkeligt mange eksemplarer, der har et eller
flere træk til fælles. Den kan tilsyneladende også ”formere sig” og skabe basis for flere forskellige
stereotyper, når der bliver tilstrækkeligt mange eksemplarer, der har nogle fælles træk, som divergerer
fra den oprindelige prototype.
Derfor er det heller ikke usædvanligt, at der eksisterer to “modsatrettede” stereotyper for den samme
gruppe (Pickering 2001:107ff). Pickerings undersøgelser af stereotyper vedrørende de sorte i
USA viser to sådanne modsatrettede stereotyper: Den ene er en Happy-Go-Lucky-Sambo-type à la
Onkel Tom, mens den anden er stereotypen om de vilde, primitive og farlige sorte.
Hos Pickering er det dog en vigtig pointe, at stereotyper ikke kan betragtes som enten negative
eller positive (Pickering 2001:204). For de sorte er det lige så negativt (eller lige så positivt) og
unuanceret at blive forstået af omgivelserne som Happy-Go-Lucky-Sambo, som det er at blive
opfattet som vild, primitiv og farlig. For begge stereotyper indeholder både negative og positive
egenskaber.
Tilsvarende peger amerikanske forskere på, at der også eksisterer modsatrettede stereotyper om de
ældre (McCann & Giles 2002:166-167). Nogle mener desuden, at der er ved at ske et
Side 19

Side 20
…critical shift in the public image of older adults has moved from one of compassion
toward the "disadvantaged elderly" to scapegoating of the "well-off elderly"
during the late 1970s and early 1980s (Wilkinson & Ferraro 2002:347)
Ud over at der kan eksistere to modsatrettede stereotyper vedrørende den samme gruppe (in casu
de ældre som hhv. stærke og svage) på samme tid og sted, kan der også eksistere flere facetter af
eller undergrupper inden for den samme stereotyp. Dette fænomen har Kite og Wagner undersøgt
nærmere, og i forhold til de ældre er der således generel enighed om, at der eksisterer mindst tre
undergrupper af stereotyper:
[A] grandmother, representing a family-oriented older woman; senior citizen, representing
the stereotype of an isolated, inactive elderly person of either sex; and
elder statesman representing the image of a distinguished and respected conservative
gentleman. (Kite & Wagner 2002:136, min understregning) 9
Pasupathi og Löckenhoff hævder desuden, at en ny stereotype vedrørende de ældre vinder frem,
idet de skriver:
…mass media reflect the recent emergence of a positive stereotype of aging. With
the majority of older characters described as powerful, active and healthy.
(Pasupathi & Löckenhoff 2002:221)
Opsummerende kan man sige, at en række undersøgelser inden for studiet af holdninger har vist, at
særligt de ældre skal arbejde mere for at modvirke negative og ensidige stereotyper om sig selv,
end andre grupper skal. Andre undersøgelser har vist, at der kan eksistere flere modsatrettede
stereotyper vedrørende den samme gruppe. Og endelig har undersøgelser af særlige stereotyper
vedrørende de ældre vist, at der kan identificeres mindst fire ældrestereotyper: Bedstemoderen,
statsmanden, den isolerede og svage gamle samt stereotypen om de ældre som stærke sunde og
aktive som et nyt fænomen.
Journalistikken har ikke på samme vis som socialpsykologien forsøgt at kortlægge brugen af
stereotyper i medierne, og hvor studiet af stereotyper er velfunderet i socialpsykologiens videnskabelige
tradition, mangler der et tilsvarende teoretisk og metodisk fundament inden for journalistikken.
Det følgende afsnit kan derfor i langt mindre grad skrives med reference til videnskabelige
undersøgelser og velfunderet viden om de mekanismer, der regulerer mediernes og journalisternes
9 Se også (Cuddy & Fiske 2004:13).

ehov for og brug af stereotyper til at beskrive de ældre. I stedet stykkes den følgende tekst sammen
af fragmenter af videnskabelig produktion, lærebøger i journalistik og debatterende indlæg.
2.3 Journalistik, nyhedskriterierne og vinkling 10
Formålet med dette afsnit er ikke at præsentere en udtømmende gennemgang af, hvordan journalistikken
udøves eller at give et portræt af dens udøvere. Tanken er alene at give en oversigt over en
række centrale begreber og mekanismer inden for journalistikken, der kan være medvirkende til at
forstærke et stereotypt billede af de ældre i medierne. Dermed medtages ikke den faktor, der hedder
den individuelle journalist, hans personlige engagement, hans refleksion og hans ønske om
ikke at forsimple – og dermed polarisere – virkeligheden mere end allerhøjest nødvendigt. I stedet
nøjes afsnittet med at skitsere arbejdsfeltet, og konturerne bliver trukket ganske hårdt op for at
fremme forståelsen. I den proces går mange nuancer tabt, så nedenstående fremstilling af journalistikken
som arbejdsfelt kan i sig selv ses som en stereotyp.
Man kan spørge sig selv, hvorfor dette afsnit så overhovedet skal medtages. Det skal det dels for at
bevidstgøre journalister om, hvad der sker med nyhedsformidlingen, hvis den bliver til rutine og
udøves på rygmarvsreflekser. Dels for at sætte ”ofrene” for journalistikken – in casu de ældre – i
stand til både at forstå, diskutere og dermed bevidstgøre sig om, hvilke forhold der på de enkelte
redaktioner og hos de enkelte journalister modarbejder et nuanceret, mangfoldigt og ”antistereotypt”
mediebillede.
Jobbet som journalist består i at fremstille forenklede billeder af virkeligheden. De fleste journalister
er samvittighedsfulde mennesker, der ikke bevidst forsøger at stille deres medmennesker i et
dårligere, mere skarpt, eller grelt lys, end nødvendigt er. Men journalister er også mennesker og
har ligesom alle andre behov for at forenkle andre gruppers egenskaber for at bevare overblikket
over omgivelserne. I journalisternes tilfælde skærpes dette behov af professionen: Det er lettere at
have et nuanceret billede af eksempelvis de ældre inde i sit eget hoved, end det er at formidle
billedets nuancer på skrift i en avis eller på to minutter og 30 sekunder i et nyhedsindslag på TV.
2.3.1 ”Journalistik er et håndværk”
Journalistikken definerer sig som et håndværk, hvis produkt er en delmængde af fænomenet ”den
gode historie” (se fx (Mulvad & Svidth 2002:15)). Det er ikke en hvilken som helst god historie:
Journalisten skal fremstille historier, som efter hans bedste overbevisning er sande fremstillinger af
virkeligheden (Wien 2004:166). Herved bliver begrebet objektivitet centralt for journalistikken:
Det er journalistens uopnåelige ideal at producere objektive beskrivelser af virkeligheden.
10
Tak til mine kolleger, journalisterne Lise Lyngbye og David Trads for deres input og værdifulde kommentarer
til dette afsnit.
Side 21

I streng positivistisk forstand vil det kræve, at avisen er en tro og fuldstændig nøjagtig kopi af
virkeligheden. Men en sådan avis er lige så nyttesløs som et landkort i målestoksforholdet 1:1.
Derfor må journalisten foretage et udvalg – både af de historier, han vælger at bringe og af de
informationer, han vælger at gengive i hver enkelt historie. Herved reducerer han virkeligheden til
et udvalg.
Hvilke historier, journalisten vælger at bringe, er styret af de såkaldte nyhedskriterier. Hvilke
informationer, han vælger at gengive i den enkelte historie, er styret af, hvilken ”vinkel” historien
skal have. De følgende to afsnit redegør kortfattet for, hvad nyhedskriterierne er, og hvordan de
kan være medvirkende til – hvis ikke brugt med varsomhed – at fremme brugen af stereotyper vedrørende
de ældre. Herefter følger et afsnit om begrebet vinkel, der ligeledes – hvis ikke brugt med
varsomhed – kan medvirke til at fremme et stereotypt og polariseret billede af de ældre. Det skal
dog understreges, at nyhedskriterierne er under konstant kritik og revision, og at ingen journalist
eller redaktion formentlig for alvor lader nyhedskriterierne styre, hvilke historier der bringes. Nyhedskriterierne
medtages alligevel, eftersom ingen endnu har præsenteret et alternativ, som er
blevet alment udbredt inden for journalistikken.
2.3.2 Nyhedskriterierne
Nyhedskriterierne varierer over tid og fra medie til medie, og der er stor uenighed, om hvilke
kriterier de egentlig omfatter (sammenlign fx (Sparre & Kabel 2001:32) med (Mulvad & Svidth
2002:12), (Meilby 1996:55) og (Kramhøft 2000:46-77)). De mest gængse kriterier er formentlig de
fem, der angives i Mogens Meilbys lærebog i journalistik fra 1996: Sensation, konflikt, identifikation,
aktualitet og væsentlighed (Meilby 1996:55-56). En histories nyhedsværdi afhænger ifølge
Meilby af, i hvor høj grad en potentiel historie opfylder disse kriterier.
Det er vigtigt at fastholde, at en ”god historie” ikke behøver at opfylde alle nyhedskriterier på én
gang. Den gode historie skal nærmere forstås som en slags cocktail, der i et passende miks lever op
til flest mulige af kriterierne og i størst mulig ”koncentration”.
Det første nyhedskriterium er sensation. 11 En god historie skal indeholde noget usædvanligt og
uventet – den skal ryste eller overraske læseren (Meilby 1996:55). Eksempelvis kan det ryste
læseren, hvis samfundets svage grupper bliver mishandlet af det system, der er skabt til at tage sig
af dem. En historie, der handler om misrøgt på danske plejehjem, er derfor en ”god historie”. Det
betyder, at hver gang der dukker en case op, der kan bære en historie om misrøgt af de ældre på de
danske plejehjem, så vil journalisterne være tilbøjelige til at bringe den, da den jo er sensationel.
Den modsatte historie – fx at danske plejehjemsbeboere overvejende modtager rimelig og ansvarlig
pleje – kan til gengæld ikke ryste læseren. Det er ikke en sensation. Således skævvrides medi-
11 Rækkefølgen af nyhedskriterierne i den følgende gennemgang er ikke udtryk for nogen prioritering af dem.
Side 22

ernes dækning af et tema som eksempelvis ældreplejen let: Der bringes ganske enkelt flere historier,
der handler om misrøgt, end om det modsatte.
Tilsvarende opfylder en historie, der handler om, at en gruppe eller et individ i samfundet lige
pludselig ikke opfører sig, som man forventer, også kriteriet om sensation. Det er således en god
historie, hvis det eksempelvis viser sig, at det er de ældre, der køber flest motorcykler. Den modsatte
historie – at langt de fleste ældre lever en fuldstændig almindelig tilværelse uden motorcykel
og uden at blive misrøgtet på et plejehjem – kan ikke overraske eller ryste læseren.
Sensationskriteriet er således med til at polarisere mediebilledet: Historier er pr. definition kun
sensationelle, hvis de afviger fra normen, og det vil som oftest sige historier, der på den ene eller
anden måde befinder sig yderst på en skala. Desværre er de to yderpunkter på skalaen ikke med til
at ophæve hinanden: Historierne om eksempelvis misrøgt på plejehjemmene opvejes hverken
kvantitativt eller kvalitativt af historier om ældre, der køber motorcykler.
Det næste nyhedskriterium er konflikt: At nogen (organisationer eller individer) er uenige om en
sag, og historien bygges op om uenigheden (Meilby 1996:55). Journalistens opgave er at udvælge
informationer og kilder, der kan fremstille begge sider af sagen, så læseren selv bliver i stand til at
danne sig en kvalificeret mening om eller holdning til den pågældende sag – uafhængigt af journalistens
personlige standpunkt. Dette er en del af det journalistiske objektivitetsideal (Wien
2004:166-176). I politisk journalistik ses dette ofte udspillet ved, at to politikere er uenige om en
sag. Sagen fremstilles af en journalist, og begge politikere giver kommentarer. Historien kan yderligere
forsynes med forskellige ekspertudsagn (Wien 2001). Fra en overfladisk betragtning synes
nyhedskriteriet om konflikt ikke automatisk at fremme et polariseret og stereotypt mediebillede,
men det holder ikke nødvendigvis for en nærmere undersøgelse.
For det første er virkeligheden og virkelighedens konflikter ofte så komplicerede, at et journalistisk
produkt ikke fuldstændigt kan rumme alle sider af en konflikt. Derfor tvinges journalisten til
at forenkle og reducere de forskellige holdninger til sagen. Og selv hvis alle sider kunne rummes,
ville medieproduktet umuligt kunne afspejle hele historiens kontekst. Derfor må konflikten – såvel
som standpunkter i den – forsimples, standpunkternes konturer må trækkes skarpere op, og kildernes
udsagn strammes op. Hermed opstår en polarisering af debatten. Standpunkter reduceres til
”for eller imod”, og konfliktens aktører og interessenter reduceres til stereotyper.
For det andet stammer en meget stor del af de historier, der rummer konflikt-nyhedskriteriet fra
den politiske journalistik. Og for en dansk politiker er det en god sag i mediemæssig sammenhæng
at ville gøre noget for samfundets svagest stillede grupper. Den politiske debat – og konflikterne
heri – medvirker derved til at forstærke mediebilledet af de ældre som svage. I den forbindelse
inkluderes de ældre ofte behændigt i gruppen af ”svagest stillede danskere” Ældre er noget man
bliver, hvis man ikke allerede er det, så en politiker scorer så at sige dobbelt – måske endda tredobbelt
– på programerklæringer om forbedring af de ældres vilkår: En sådan melding går rent ind
hos både de ældre selv, der naturligvis gerne vil have forbedret deres vilkår (yderligere), og hos
Side 23

dem, der frygter at komme til at tilhøre en svagt stillet gruppe, og som derfor ønsker at tilføre
ældregruppen så meget, at den ikke længere kan ses som svag. Endelig kan politikerne tage point
hos de ældres børn, der har dårlig samvittighed over ikke selv at kunne gøre nok for deres forældre
(denne pointe uddybes i afsnit 6.3).
Konstruktionen forudsætter naturligvis, at der allerede er etableret en forestilling i befolkningen
om, at de ældre er en svagt stillet gruppe. Men hvis denne forestilling først er etableret, er processen
så at sige selvforstærkende. For som det fremgår af afsnittet ovenfor, er der allerede strukturelle
kræfter, der medvirker til, at vi generelt betragter de ældre som en svagt stillet gruppe.
Det vil altså være nærliggende at bygge journalistiske produkter, der handler om ældrepolitik eller
forslag til forbedringer på ældreområdet, op på følgende måde: Journalisten giver en fremstilling
af ”sagen”, som eksempelvis kan bestå af en case, der viser, at der er behov for forbedringer på
ældreområdet: Der er nogle, der har det mindre godt, og andre (fx oppositionen), der synes, at
regeringen bør gøre noget.
Herefter fremføres politikernes konfliktende synspunkter om hvad, der kan og bør gøres. Kun
sjældent stilles der spørgsmålstegn ved selve casens gyldighed for resten af gruppen – altså om
problemet er generelt, og om der derfor overhovedet bør gøres noget. De ældre selv inddrages
sædvanligvis ikke i sådanne historier: Det er ikke dem, men journalisten, der fremstiller sagen –
sædvanligvis uden at sætte spørgsmålstegn ved sagens substans, da det bærende element er konflikten,
ikke sagen i sig selv. 12
Det ældrebillede, der tegnes i sådanne historier, må i sagens natur beskrive de ældre som nogen,
der har behov for den hjælp, der foreslås. Hermed kan også historier, som bygger på konfliktkriteriet
være med til at forstærke et stereotypt mediebillede af de svage ældre.
Det tredje nyhedskriterium er identifikation. En historie skal rumme mennesker, nærhed og relevans
for læseren (Meilby 1996:55). Identifikation mellem læser og historie kan opnås med et utal
af virkemidler. Et klassisk middel er at bruge en ”dansk vinkel” i forbindelse med udenrigsstof
(Wien 2000:113-124): ”Var der danskere involveret i katastrofen?”, ”Er der danskere til stede, der
yder nødhjælp?”, ”Hvilken betydning vil hændelsen få for dansk eksport?”
Tilsvarende kan identifikation opnås ved at vække forskellige følelser hos læseren (Meilby
1996:59): Den dårlige samvittighed, medfølelsen, forargelsen, medlidenheden, glæden, overraskelsen
mv. En historie om ældre, der dør i ensomhed, kan kun føre til identifikation hos de – i sagens
natur – meget få mennesker, der har kendt et menneske, der er død i ensomhed. Til gengæld kan
historien vække et utal af følelser hos læseren (dårlig samvittighed, angst for at lide samme skæbne
osv.).
12
En gennemgang og en diskussion af enkeltsagsjournalistikken inden for den politiske journalistik findes hos
(Pedersen & Kjær 2000).
Side 24

Identifikation kan også bygge på genkendelse – på at læseren kan genkende personer eller oplevelser
i historien. Det vil dog som oftest kun være lokal- og til dels regionalaviser, der kan skabe
identifikation ad denne vej. 13
Identifikationen kan også opnås, hvis selve historien beskriver og gentager det, som læseren (eller
journalisten selv) allerede (tror vedkommende) ved. Således fremgår det af en lærebog i journalistisk
research, at
Oplysninger [der viderebringes i det journalistiske produkt] skal stemme overens
med eller må i hvert fald ikke være i modstrid med, hvad journalisten ved, og med
det billede eller de forestillinger, han har af problemerne og deres sammenhænge.
(Meilby & Minke 1990:242)
Hvis identifikation således efterstræbes ved at gentage det billede, som journalisten (og dermed
også på lang sigt læseren) har af verden, må det medføre en fremstilling og gentagelse af allerede
eksisterende stereotyper. Eksempelvis om de ældre.
Det næstsidste nyhedskriterium er aktualitet. Den gode historie handler om det, der netop er sket
eller det, der er oppe i tiden. Pedersen og Kjær viser, hvordan sager, der ikke finder en politisk
løsning, bliver ved med at være oppe i tiden – de bliver til mediestorme. Tanken er, at sådanne
enkeltsager, der ikke finder en politisk løsning, er en slags nyhedsmaskinens perpetuum mobile
(Pedersen & Kjær 2000). Om de ældre verserer en række sådanne sager, der ikke finder en endelig
løsning, fx forholdene på plejehjemmene. En storm om plejehjemsforholdene kan opstå, hvis en
pårørende har konstateret misrøgt og får sagen omtalt i medierne. Herefter kører sagen i nogen tid,
indtil der ikke er mere ”brændstof” i form af nye aspekter eller informationer om sagen. Så dør
sagen, men genopstår næste gang, den får næring i form af en ny case eller yderligere informationer.
14 En række historier, primært om de ældre som svage, har dermed evig aktualitet.
Det sidste nyhedskriterium er væsentlighed. Det betyder i al sin enkelthed, at journalisten skal
vurdere, hvorvidt en historie er væsentlig nok til at blive bragt. Nogle historier som eksempelvis
finanslovsforhandlinger og kommunereformen er så væsentlige, at de bare skal bringes, fordi de
berører principielle aspekter af den måde, vi har indrettet vores samfund på. Sager om mennesker,
der mishandles af det system, som skal beskytte dem eller pleje dem, lever således op til væsentlighedskriteriet.
Væsentlighedskriteriet kan dermed også være med til at fremme mediebilledet af
de svage ældre, simpelthen fordi historier om ældre, der svigtes af behandlersystemet lever op til
13 Som den kvantitative undersøgelse (kapitel 9) viser, skriver lokal- og regionalaviserne langt flere solstrålehistorier
om de ældre end de landsdækkende aviser.
14 Et forskningsprojekt i forlængelse af denne undersøgelse skal afdække, hvilke mediestorme, der verserer
vedrørende de ældre i de danske medier. Projektet forventes afsluttet august 2006.
Side 25

væsentlighedskriteriet og derfor skal bringes. Historier om ældre, der lever godt, lykkeligt og trygt
med eller uden behandlersystemet, lever ikke op til nogen af nyhedskriterierne og bringes derfor
ikke. 15 Dermed får historierne om de svage ældre på plejehjemmene ingen modvægt i medierne.
Det skal dog igen understreges, at journalister ikke arbejder med en systematisk og konsekvent
prioritering af nyhederne i overensstemmelse med Meilbys eller andres nyhedskriterier. Journalister
opfatter også deres fag som et kreativt fag og viger i høj grad tilbage fra at definere egne begreber
og institutionalisere arbejdsmetoder i teoretiske beskrivelser (se fx (Bro 2004:18)).
Journalistiske lærebøger tager i konsekvens heraf udgangspunkt i case-gennemgange snarere end
handlingsanvisninger baseret på et teoretisk grundlag (se fx (Meilby & Minke 1990; Meilby 1996;
Thuren 1997; Rich 2000)). Det betyder på den ene side, at den enkelte journalists dygtighed, viden
og integritet kan gribe styrende ind og både variere og modificere nyhedskriterierne, hvilket kan
være med til at sikre nuancer i mediebilledet. Men det betyder på den anden side, at der stilles
meget store krav til den enkelte journalist.
Når en given historie er blevet vejet mod nyhedskriterierne, og den har vist sig at indeholde et
tilpas miks af nyhedskriterierne, og beslutningen om at bringe historien er blevet truffet, må journalisten
– i erkendelse af virkelighedens kompleksitet – træffe en beslutning om, hvilken vinkel
han vil give historien.
2.3.3 Vinklen
Begrebet vinklen er helt centralt inden for journalistikken. Den mest anvendte danske lærebog i
journalistik skriver om en histories vinkel,
Side 26
…at det er det udsnit af emnets eller begivenhedernes virkelighed, journalisten afgrænser
historien til. Oftest er det et bestemt aspekt ved hændelsen, der sættes i
centrum, men vinklingen kan også tage udgangspunkt i en person, som gøres til historiens
centrale skikkelse. (Meilby 1996:110)
Vinklen kan altså forstås som det udsnit af virkelighedens lagkage, som journalisten vælger at
bringe. For der er, som det fremgår af citatet, en klar bevidsthed om, at journalistens arbejde bl.a.
består i at udvælge et enkelt aspekt af den virkelige hændelse og lade dette udgøre historiens
15 Væsentlighedskriteriet holder om noget således liv i de stereotype ældrebilleder. Grunden er, at væsentlige
historier dybest set selv er stereotyper: Der findes ingen objektive mål for, hvornår en historie er væsentlig –
det afgøres ud fra en journalistisk konvention, en faglig indforståethed, som sætter rammer for en ellers
kaotisk virkelighed. Når journalisterne har valgt én ramme for hvad, der er væsentligt, har de derfor samtidig
valgt at understøtte visse stereotype billeder – fx om de ældre som svage ofre for mishandling.

afgrænsning i forhold til en mangfoldig virkelighed. Meilby skriver videre om historiens vinkel, at
den er
…en tøjsnor, hvor kun de relevante stykker information er hængt til tørre, og den
hjælper på den måde journalisten til at strukturere informationerne omkring en
central ide og er dermed også med til at koncentrere læserens opmærksomhed om
de udvalgte sider af emnet. (Meilby 1996:110)
Vinklen er altså styrende både for journalistens forarbejde med historien og for det endelige journalistiske
produkt. Det betyder dog ikke, at en journalist ikke kan ændre sin vinkel undervejs i den
journalistiske arbejdsproces. Hvis han under arbejdet med historien finder ud af, at hans vinkel
ikke holder, så må han enten lade historien udgå eller finde en anden vinkel.
I et journalistisk produkt, der eksempelvis er båret af nyhedskriteriet konflikt, vil historiens vinkel
ofte blive fremsat som et statement i begyndelsen. Herefter vil evidens for og imod det fremsatte
statement blive fremført (Rich 2000:33-35; Wien 2001). I så henseende ligner det journalistiske
vinkelbegreb den videnskabelige problemformulering. Men der er dog en vigtig forskel: Journalisten
er i højere grad end forskeren forpligtet til at sikre, at hans produkt er velformidlet. Velformidlet
betyder for mange journalister, at stoffet er gjort letforståeligt. Det handler om, at blot en
enkelt eller to pointer skal stå tilbage i læserens bevidsthed, når historien er læst. Derfor må journalisten
fravælge de informationer, der modsiger historiens pointe(r) i det endelige produkt (Wien
2002). Det betyder ikke, at sådanne informationer ikke har indflydelse på den valgte vinkel, eller
på eventuelle overvejelser om at ændre vinkel og fokus undervejs i researchprocessen. Men det
kan betyde, at det endelige journalistiske produkt kun sjældent kan rumme informationer, der
strider imod de(n) pointe(r), som journalisten har udvalgt. Vinklen tvinger altså journalisten til at
forsimple og polarisere de historier, han skriver.
Vinkelbegrebet findes i det meste af lærebogslitteraturen i journalistik: En svensk lærebog i journalistisk
kildekritik skriver således:
De [en række eksempler] har användt skilda urvalsprincipper beroende på att de
har sett händelserne ur skilda perspektiv, eller vinklar som det brukar at heta i
journalistisk sammanhang. Alla berättelser og beskrivninger måste utgå från nogot
perspektiv, annas blir resultatet bare et sammensurium av osammanhängande fakta.
(Thuren 1997:80)
En amerikansk lærebog i journalistik (Rich 2000:152) anvender forskellige termer for de forskellige
trin, som en vinkel gennemgår, fra den bliver klar i journalistens eget hoved, til den foreligger
Side 27

på tryk i avisen. Journalisten opfordres til at skrive en “focus statement” for sig selv og siden
manifestere denne focus statement i et “lead” i selve artiklen:
Side 28
The lead tells the reader what the story is about. [...] No matter what type of lead
you write, you back it with information that substantiates it. If you havn’t got material
to support your lead, you have the wrong lead. (Rich 2000:152).
Såfremt lærebøgerne i journalistik står til troende, består journalistens arbejde meget forenklet sagt
i at sortere dagens mulige historier gennem en vurdering af, i hvor høj grad de indeholder en passende
blanding af nyhedskriterierne. Når et passende antal historier er udvalgt, vælger journalisten
en vinkel til hver enkelt historie, dvs. hvilket udsnit af historien han vil arbejde videre med, og
hvilket fokus historien skal have.
Valget af vinkel bliver også styrende for valget af kilder og baggrundsinformationer. Tager man
Meilby på ordet, må kilder og vinkel vælges, så de tilsammen bekræfter hinanden i det endelige
produkt. 16 Dvs. der ikke i det endelige produkt bør fremlægges evidens, der modsiger produktets
pointe(r):
Kildernes rolle er at levere dokumentation, identifikation, baggrundsviden og kommentarer.
Med valget af kilder bestemmer man derfor, med hvilke øjne begivenheden
eller sagen skal beskrives. (Meilby 1996:158)
Herved kommer kildevalget og vinklen til at styre det endelige produkt. Det er for så vidt ikke
noget problem, hvis journalisterne sikrer en stor bredde i kildevalget, således at mange forskellige
synspunkter – og vinkler på historierne – kommer frem og dermed kan påvirke de allerede etablerede
forestillinger. Der findes dog en del undersøgelser, der tyder på, at journalister i vidt omfang
benytter de samme kilder igen og igen (Martin 1991; Lund & Wien 2001). 17 Det risikerer at føre til
en journalistik, hvor de allerede etablerede stereotyper vedrørende eksempelvis de ældre gentages
16 Ifølge Meilby består den journalistiske research af at finde informationer og kilder, der kan bestyrke den
valgte vinkel, jf. citatet i det foregående afsnit (Meilby & Minke 1990:242). Hvis man tager Meilby på ordet,
er dette selvfølgelig dybt problematisk, fordi det medfører, at journalistikken i poppersk forstand bliver
selvbekræftende (Wien 2002:101-102).
17 I 2000 foretog jeg en undersøgelse, der viser, at journalister i den trykte presse genbruger stumper af
baggrundsinformation fra hinandens produkter. I forbindelse med den tradering fra et journalistisk produkt til
et andet finder der en slags ”omvendt-viskelegslogik” sted. Hvor en stump information i en mundtlig tradering
blive mere og mere forvansket og taber præcision, sker der tilsyneladende det modsatte i en skriftlig tradering:
Hvis en journalist ”låner” en stump information, der er uklar, så vil han være tilbøjelig til at stramme formuleringen
op. Hvis eksempelvis et befolkningstal opgives til ”omkring 340.000”, vil ordet ”omkring” forsvinde,
når en anden journalist ”låner” denne baggrundsinformation fra et andet journalistisk produkt. (Wien 2000)

igen og igen, og for hver gang de gentages, forstærkes de både i selve det journalistiske produkt og
formentlig også i læsernes hoveder.
Sammenholder man socialpsykologiens opfattelse af stereotypen med gennemgangen af de journalistiske
nyhedskriterier, den journalistiske vinkling og det journalistiske kildevalg, tegner der sig et
langt mere dystert billede af en afstumpet journalistik med langt færre nuancer, end der rent faktisk
findes i virkelighedens journalistik.
Det skyldes, at ovenstående fremstilling er en forsimpling af den journalistiske virkelighed. For
journalistens arbejde består også i at holde sig velorienteret og i kontakt med den virkelige verden,
og her bliver han løbende konfronteret med den virkelige verdens mangfoldighed. Den enkelte
journalist er i ligeså høj grad som resten af befolkningen interesseret i at gøre sit arbejde ordentligt
og at fremstille sande og nuancerede billeder af virkeligheden.
Journalistens problem er snarere, at ovenstående konventioner inden for nyhedsformidling og
medieindustrien som helhed modarbejder ham i disse bestræbelser, samtidig med at han må bekæmpe
de stereotyper, som allerede eksisterer.
2.4 Sammenfatning
Sammenfattende kan man sige, at journalisten er i en slags dobbelt kattepine i sit arbejde med at
fremstille sande billeder af de ældre.
For det første tilsiger journalistens tilhørsforhold til in-group (de erhvervsaktive, unge eller midaldrende
journalister), at han har tendens til at fremstille de ældre (out-group) mere negativt, end
han ville fremstille sin egen in-group. Han vil i lighed med andre grupper i samfundet være nødsaget
til både i sit eget hoved og i de journalistiske produkter, han fremstiller, at operere med en række
forsimplede kategorier eller stereotyper, som tjener til at nedbringe omgivelsernes kompleksitet.
De stereotyper, som han benytter i sit journalistiske produkt, er endvidere selvforstærkende og i et
vist omfang selvopfyldende profetier, så når de ældre selv møder mediernes stereotyper om dem,
påvirkes de og kommer ubevidst til at opføre sig i overensstemmelse hermed.
For det andet forstærker journalistens arbejdssituation behovet for at reducere og standardisere.
Ifølge den journalistiske lærebogslitteratur er det journalisten eller hans redaktør, der vælger,
hvilke historier der skal bringes ud fra en række kriterier, som hver på deres vis – uden egentligt at
ønske det – tjener til at forenkle og ensrette mediernes fremstilling af virkeligheden, herunder de
enkelte grupper i samfundet. Endelig vælger journalisten vinkler og kilder på de enkelte historier
ud fra et kriterium, der tilsiger, at både vinkel og kilde skal bekræfte – eller i hvert fald ikke bør
modsige – det, som journalisten allerede ved.
Side 29

Disse stereotyp-fremmende forhold imødegås dog af to andre kræfter, som sikrer, at der fortsat
findes nuancer i mediebilledet, og at billedet kan ændres og formes: Dels skubber og puffer de
ældre selv konstant til mediebilledet af sig selv og tvinger medierne til en nuancering. Dels tvinges
(og ønsker) journalisterne selv til konstant at reflektere over virkeligheden og dermed til at modificere
egne og andres fordomme og stereotyper.
Forenklet kan man således sige, at mediebilledet af de ældre må forventes at være stereotypt og
stærkt polariseret, når journalisterne ikke har evnen, kræfterne eller de informationer, der skal til
for at stå imod det pres, som de socialpsykologiske faktorer og det journalistiske håndværks
grundsubstans udøver imod ham, eller når de ældre selv ikke i tilstrækkeligt omfang formår at
påvirke out-group (journalisterne) til at nuancere dens syn på dem.
Side 30

Statistik er som en gadelygte.
Ikke særligt oplysende, men god at støtte sig til
Storm P.
3. Udviklingen i ældrebilledet over 50 år
3.1 Indledning
Den gennemgåede litteratur i det foregående kapitel giver grund til at fastholde projektets første
grundantagelse om, at mediebilledet af de ældre er polariseret: De ældre som svage, stakkels, syge,
ensomme, plejekrævende mennesker med mere eller mindre udpræget offerstatus og de ældre som
stærke, velhavende, selvstændige mennesker.
Da ældre i landbrugskulturer har højere status end ældre i urbaniserede industrisamfund, er det
rimeligt at forvente, at der er sket en ændring i, hvilket mediebillede vedrørende de ældre der har
været fremherskende gennem de seneste 50 år (Vincent 1995:32). Det er nærliggende at antage, at
mediebilledet af de stærke ældre var fremherskende for 50 år siden, mens billedet af de svage
ældre, er fremherskende i dag. Men så simpelt er det næppe:
For det første må udviklingen i medieverdenen forventes at påvirke den måde, medierne arbejder
på. Og særligt inden for de seneste 50 år er der sket store ændringer i medieverdenen: Partipressen
er brudt sammen, omnibusavisen er opstået, TV er begyndt at sende regelmæssigt, og internet og
SMS udgør en stadigt voksende del af nyhedsudbudet. Konkurrencen på mediemarkedet er blevet
voldsomt skærpet, hvilket har medført et øget krav om produktivitet.
For det andet må det formodes, at den førte ældrepolitik har påvirket mediebilledet af de ældre,
ligesom mediebilledet af de ældre har påvirket den førte politik. Det er svært at forestille sig, at det
er muligt for en regering at foretage markante og bekostelige forbedringer på ældreområdet, hvis
mediebilledet af de svage ældre dominerer. Omvendt er det vanskeligt at forestille sig, at en
”hjælp-til-selvhjælp” eller ”længst muligt i eget hjem”-politik kan gennemføres, hvis det dominerende
mediebillede beskriver de ældre som svage.
Side 31

Endelig kan de ældre selv have øvet indflydelse på udviklingen: Hvis de ældre har været særligt
aktive og synlige i en periode, kan de have påvirket mediebilledet af sig selv, og tvunget stereotyper
om ældregenerationen til at formere sig og skabe en større variation i beskrivelserne.
Derfor må udviklingen i mediebilledet af de ældre forventes at have svinget mellem hhv. billedet
af de ældre som stærke og de ældre som svage gennem de seneste 50 år, uden at det ene billede
dog på noget tidspunkt har haft monopol. Det kan heller ikke udelukkes, at der eksisterer individuelle
forskelle medierne imellem, på hvilket ældrebillede der er mest fremherskende. Eksempelvis
kan man formode at medier, der har en ældre målgruppe, vil have et mere nuanceret billede af de
ældre end medier med en anden målgruppe.
Det følgende beskriver kortfattet de afgrænsninger, der er gjort i forbindelse med den konkrete
dataindsamling til projektet.
3.2 Afgrænsning af undersøgelsens begreber
Formuleringen af projektets formål 18 rummer et antal begreber, som er ganske vanskelige at afgrænse.
For det første volder det vanskeligheder at definere begreberne ”medier” og ”ældre”. For
det andet er det vanskeligt at bestemme, hvad et ”mediebillede” er. Men da det ikke er muligt at
foretage kvantitative undersøgelser uden, må den kvantitative undersøgelse tage udgangspunkt i
nogle forenklede kategorier og definitioner. Det er dog vigtigt at understrege, at disse vil blive
blødt op og nuanceret i de kommende kapitler.
Medierne er som nævnt inde i en rivende udvikling og har været det gennem de seneste 50 år. Dermed
ændrer definitionen af, hvad et medie er, sig konstant. Begrebet medier omfatter i dag alt fra
computerspil til mobiltelefoner og Familiejournalen:
Side 32
A lot has been written about "the media" as if print, broadcast, film, and
online sources were simply different instruments for playing the same mindnumbing
tune. To confuse matters further, some researchers have failed to adequately
distinguish among advertising, news, and fiction. This failure has allowed
for free but often misleading comparisons between situation comedies and the
nightly news, or between lipstick ads and the diversity of topics in a magazine.
(Vesperi 2001:5)
18 ”Hvilket af de to mediebilleder af de ældre – henholdsvis det af de ældre som stærke, og det, af de ældre
som svage – der har været dominerende i medierne, hvor (landsdækkede, regionalt og lokalt) og hvornår
gennem de seneste 50 år?” og ”Hvorfor, set i et socialt og politisk historisk perspektiv, det ene og det andet
mediebillede har været dominerende i forskellige perioder gennem de seneste 50 år.”

Eftersom dette projekt er blevet til i en journalistisk kontekst, vil begrebet ”medier” blive brugt i
betydningen ”nyhedsmedier”, som er begrænset til at omfatte de medier, der netop fokuserer på at
formidle nyheder.
Definitionen af begrebet ældre besværliggøres i denne sammenhæng af, at der ikke er regler for,
hvilke oplysninger der bringes om personer i mediernes redaktionelle enheder: 19 En persons alder
og/eller helbredstilstand fremgår stort set kun, når der er tale om portrætter og navnestof:
Aviser, tv og blade er fyldt med personer, som hverken er unge eller yngre. Lad os
for nemheds skyld kalde dem ”ældre” i dette afsnit, så ved vi hvad vi taler om. Eller
hvad?! Pointen er jo lige præcis, at vi hverken ved hvad eller hvem vi taler om.
Hvis ikke vi bliver oplyst om en persons alder, lægger vi sjældent mærke til den som
noget afgørende. Vi ser uden tvivl ofte personer i medierne, som er langt fra deres
ungdom, men hvor vi ikke tænker på dem som gamle, fordi de repræsenterer noget
der ikke har med alder at gøre. (Blaakilde 1999:192)
Derfor arbejdes der i denne undersøgelse med en meget bred og pragmatisk definition: Ved ældre
forstås a) mennesker, der på grund af alder ikke er aktive på arbejdsmarkedet, eller b) mennesker,
om hvem der af dem selv eller andre bliver brugt begrebet ”ældre” eller synonymer med dette
begreb. I de tilfælde, hvor den kronologiske alder på en person opgives, er grænsen lagt ved 60
år. 20 Dog anvendes denne definition kun, hvis ikke a eller b kan anvendes. Det betyder eksempelvis,
at et portræt af en 60-årig ikke bliver medtaget i undersøgelsen, såfremt den pågældende
fortsat er aktiv på arbejdsmarkedet. 21
Også i forhold til begrebet mediebillede er en meget bred og pragmatisk definition valgt: Alt det
redaktionelle stof, der handler om ældre, beskriver ældre – deres situation og livsbetingelser – og
alt det stof, der skønnes at være af særlig relevans for ældre, betragtes i dette projekt som bestanddele
af mediernes ældrebilleder.
Det sidste definitionsproblem vedrører begrebsparret fra projektets første grundantagelse, nemlig
at der eksisterer to mediebilleder af de ældre – hhv. ”mediebilledet af de stærke ældre” og ”medie-
19 Begrebet ”redaktionel enhed” benyttes frem for begrebet ”artikel”. Redaktionelle enheder omfatter i modsætning
til artikler nemlig navnestof og noter, som i lighed med egentlige artikler er med til at tegne billedet af
de ældre i medierne.
20 Geriatrien og gerontologien i Danmark anvender ofte en aldersgrænse på 65 eller 70 år. I international
sammenhæng placeres aldersgrænsen ved 60 (WHO 2002:9). Når 60 år er valgt her, skyldes det materialets
beskaffenhed – det er ud fra materialet yderst vanskeligt at afgøre den kronologiske alder præcist. En lidt
bredere definition end sædvanligt bliver derfor brugt, fordi det herved sikres, at det meste af materialet bliver
samlet op.
21 Signorielli (2001:35) anvender en lignende definition i forbindelse med sin undersøgelse af ældrebilleder i
TV. I dansk sammenhæng anvender Meyer (2003:11) og Christensen et al. (1991:7) en lignende definition.
Side 33

illedet af de svage ældre”. Spørgsmålet i denne sammenhæng er, hvordan man afgør, hvilket
billede hver enkelt redaktionel enhed tegner.
I erkendelse af at det grundlæggende er op til læserens (lytterens/seerens) subjektive vurdering at
afgøre, hvilket mediebillede en redaktionel enhed tegner, arbejdes der også her med en yderst bred
og pragmatisk definition: Hvis en redaktionel enhed skønnes at tilstræbe at vække medlidenhed
og/eller medfølelse med de ældre hos læseren, tegner den et billede af de ældre som svage. Hvis en
redaktionel enhed omvendt beskriver de ældre som aktive samfundsborgere, hvis tonen er optimistisk
og/eller tilstræber, at læseren bliver imponeret over den ældre persons meritter, tegner den
redaktionelle enhed et billede af de ældre som stærke.
Disse definitioner har den svaghed, at de kræver subjektive vurderinger. Sådanne vurderinger er
problematiske, fordi de øger risikoen for, at undersøgelsens resultater bliver præget af den person,
der foretager vurderingerne. Altså er det ikke sikkert, at to iagttagere kommer frem til samme resultat,
hvilket truer analysens troværdighed. Dette problem er imødegået ved at lade forskellige
mennesker se på materialet, så identifikationen af mediebilledet ikke afhænger af én person. Det
øger undersøgelsens reliabilitet. I praksis har det vist sig, at subjektivitetsproblemerne er relativt
små, eftersom undersøgelsens forskellige medarbejdere kun var uenige i få tilfælde (se en mere
udførlig diskussion i Bilag A).
3.2 Datagrundlaget
Analysen bygger på gennemlæsning af henholdsvis Politiken, Kristeligt Dagblad, B.T., Fyens
Stiftstidende og Næstved Tidende i uge 46 – den såkaldte Nyhedsuge (Se (Lund 2000)) – i årene
1953, 1963, 1973, 1983, 1993 og 2003. Der er således taget en række valg, der alle tjener til at begrænse
mængden af data – som ville være nærmest uendelig stor, hvis alle nyhedsmedier skulle
analyseres hver eneste dag gennem 50 år. De afgrænsende valg er taget, så de i mindst muligt omfang
går ud over reliabiliteten, hvormed denne undersøgelse kan udtale sig om det generelle
mediebillede. Der er tale om en balancegang mellem på den ene side ønsket om en så præcis beskrivelse
af mediebilledet som muligt, og på den anden side hvad der er praktisk muligt – afvejningerne
i denne balancegang er diskuteret grundigt i Bilag A.
For at svare på undersøgelsens første del, nemlig hvilket af de to mediebilleder af de ældre, der har
været dominerende i medierne, hvor og hvornår, er der i forbindelse med forberedelserne af undersøgelsen
udarbejdet en række delspørgsmål, som supplerer hinanden og samlet set danner grundlag
for konklusion på den første del af analysen (se Bilag A for diskussion af delspørgsmålene):
Side 34
1. Hvor meget fylder hhv. billedet af de stærke ældre og billedet af de svage ældre, dels i de
enkelte punktnedslagsår, og dels i de enkelte dagblade?
2. Hvordan har dagbladene prioriteret det redaktionelle stof, der tegner billedet af de ældre?

3. Hvilke journalistiske genrer fremmer hhv. billedet af de svage ældre og billedet af de
stærke ældre i dagbladene?
4. Hvilken indflydelse har den rolle, de ældre spiller i de redaktionelle enheder på det ældrebillede,
der tegnes?
5. Hvilken indflydelse udøver de redaktionelle enheders emne på, hvilket ældrebilleder der
tegnes i medierne?
Besvarelsen af hvert af disse spørgsmål kræver, at de redaktionelle enheder kodes for et antal variable
og derefter opbevares på en sådan måde, at der senere kan laves dataudtræk. Til det formål er
en database konstrueret. Udover at kunne gemme og søge i basen, giver den mulighed for at tilføje
billeder af de enkelte redaktionelle enheder, så man kan danne sig et visuelt indtryk af dem. Samtidig
er det muligt at programmere databasen sådan, at fejlinddateringer undgås (se yderligere om
projektets lave fejlprocent i Bilag A). 22 Web-versionen af databasen er tilgængelig på adressen
http://iprint.sam.sdu.dk/aeldre/ 23
22 En studentermedhjælp korrekturlæste hele databasen og fandt i alt 193 fejl (inkl. stavefejl). Disse blev rettet
og en efterfølgende kontrol viste en fejlprocent på < 2. At fejlprocenten er så lav, skyldes formentlig, at der i
konstruktionen af databasen blev lagt stor vægt på at sikre mod fejlinddateringer.
23 I skrivende stund (august 2005) er der problemer med hastigheden på web-serveren. Disse problemer
forventes løst snarest. Særligt interesserede kan dog rekvirere databasen på DVD.
Side 35

Figur 1. Skærmdump af IDN 264 fra databasen. Ved dobbeltklik på thumbnailen i
højre hjørne forstørres billedet til en fuld skærm, hvorved artiklens tekst kan læses
direkte fra skærmen.
Som det fremgår, kan databasens forskellige felter opdeles i tre grupper (for mere udførlig beskrivelse
af databasen se Bilag A):
Identifikation og diverse tjekfelter
Hver enkelt redaktionel enhed tildeles et unikt identitetsnummer (IDN), og det noteres, hvilket af
de fem dagblade enheden er bragt i, hvor og hvornår. Desuden måles enhedens omfang i spaltemillimeter,
og yderligere noteres det, om enheden indeholder en eller flere illustrationer. Endelig
indeholder denne gruppe et felt, som benyttes, hvis den person, der har oprettet den redaktionelle
enhed i databasen, er usikker på, hvorvidt enheden overhovedet bør medtages.
Bestemmelse af emne, roller og enhedstype
Side 36

Dernæst er det noteret i databasen, hvilken rolle de ældre tildeles i hver enkelt enhed. Samtidig
beskrives enhedens type og det emne, som enheden omhandler. Til at emnebeskrive de enkelte
enheder benyttes Infomedias (database med aviser i fuld tekst) enmeordsliste.
Vurdering af emnets ”scope”, det overordnede billede af de ældre og evt. politiske konsekvenser
Endelig er det vurderet, om de enkelte enheder omhandler et lokalt, regionalt eller landsdækkende
fænomen, og om de er reaktioner på politisk arbejde, eller ville få/burde få politiske konsekven-
ser. 24
Som det fremgår, er der i flere tilfælde tale om subjektive vurderinger – et forhold som er diskuteret
ovenover. Her skal det blot endnu engang understreges, at den kvalitative undersøgelse i de
kommende kapitler tjener til at uddybe og nuancere den kvantitative undersøgelses forenklede og
firkantede kategorier.
3.3 Resultater af den kvantitative undersøgelse
Figur 2 viser, hvordan de i alt 1.672 redaktionelle enheder fordeler sig i de enkelte punktnedslagsår.
I gennemsnit blev der fundet 280 redaktionelle enheder pr. punktnedslagsår.
400
350
300
250
200
150
100
1953 1963 1973 1983 1993 2003
Figur 2. Antal redaktionelle enheder i alle aviser fordelt på punktnedslagsår. Redaktionelle
enheder i alt 1.672.
24 Denne kodning er dog ikke anvendt i analysen.
Side 37

Men ovenstående opgørelse kan ikke stå alene. Eksempelvis synes denne opgørelse at vise, at der i
2003 og 1973 var nogenlunde lige meget redaktionelt materiale i aviserne til brug for denne undersøgelse
i de fem dagblade. Men det er, som det fremgår af figur 3, et misvisende billede.
70.000
60.000
50.000
40.000
30.000
20.000
10.000
Side 38
1953 1963 1973 1983 1993 2003
Figur 3. Samlet antal spaltemillimeter i alle aviser fordelt på de fem punktnedslagsår.
Spaltemillimeter i alt 221.217.
Figur 3 viser tre ting: For det første – og i sammenhæng med figur 2 – at undersøgelser af omfanget
af et fænomen i medierne, der baseres på den redaktionelle enhed som optællingsenhed, er
behæftet med en del usikkerhed. For det andet at der tilsyneladende bliver flere og flere spaltemillimeter
– altså at de artikler, der handler om de ældre, eller som er særlig relevante for de ældre,
gennem undersøgelsesperioden er blevet længere og længere. Og endelig viser figurerne samlet
set, at der er blevet betydeligt mere stof at tegne ældrebilledet med i løbet af undersøgelsesperioden.
Det kan skyldes forskellige forhold.
En mulig årsag kan være, at de ældre gennem perioden udgør en stadig større gruppe, og at der er
en vis sammenhæng mellem en befolkningsgruppes størrelse og den andel af avisens spaltemillimeter.
Imod denne forklaring taler, at amerikanske undersøgelser tyder på, at de ældre er stærkt
underrepræsenterede i medierne (Signorielli 2001:34-38; Montepare & Zebrowitz 2002:106-107).
En anden mulig forklaring kan være, at det ikke kun er ældrestoffet, der har fået flere og flere
spaltemillimeter, men at aviserne generelt er blevet større, og at de redaktionelle enheder er blevet
længere gennem undersøgelsesperioden. Andersen et al. (1990:378) forklarer dette med, at en
væsentlig konkurrenceparameter for dagbladene siden 1950’erne og især 1970’erne har været
omfanget og grundigheden, hvormed aviserne behandler sine emner. Aviserne er således blevet
tykkere, og de redaktionelle enheder længere.

Endelig kan en mulig årsag være, at de ældre i stigende omfang er blevet skilt ud og har ladet sig
skille ud som gruppe og dermed skabt basis for et egentligt ”mediebillede” af dem: Ved at blive
tildelt særlige ydelser og services, bliver de ældre defineret som en særlig gruppe i samfundet. De
ældre var simpelthen ikke i samme omfang i mediemæssig sammenhæng defineret som en særlig
gruppe i begyndelsen af 1950’erne, og der var derfor heller ikke noget særligt ”mediebillede” af
dem. I forbindelse med den kvalitative undersøgelse i de følgende kapitler vil jeg komme nærmere
ind på denne forklaring.
3.3.1 Hvilket ældrebillede fylder mest, hvor og hvornår?
Undersøgelsens første delspørgsmål lød:
1. Hvor meget fylder hhv. billedet af de stærke ældre og billedet af de svage ældre dels i de
enkelte punktnedslagsår og i de enkelte dagblade?
Figur 4 viser fordelingen målt i spaltemillimeter på de to ældrebilleder i undersøgelsens punktnedslagsår.
100%
80%
60%
40%
20%
0%
1953 1963 1973 1983 1993 2003
Figur 4. Ældrebilledet i aviserne gennem 50 år: Procentvis fordeling af spaltemillimeter,
der tegner et billede af de ældre som hhv. svage eller stærke i alle aviser, fordelt på
punktnedslagsår. Spaltemillimeter i alt 221.217.
Den første konstatering er, at de ældres opfattelse af, at aviserne overvejende beskriver dem som
svage (jf. kapitel 1), ikke er korrekt, når man måler i spaltemillimeter. Aviserne indeholder procentvis
mere redaktionelt stof, der beskriver de ældre som stærke end det modsatte.
Side 39
Ved ikke
Svage
Stærke

Den næste observation er, at der er sket en række tydelige forandringer i, hvilke billeder medierne
tegner af de ældre gennem perioden. Kapitlerne 4-9 vil gå bag om disse tal og give en mere fyldig
og uddybende analyse af, hvilken historisk, politisk og mediemæssig virkelighed der gemmer sig
bag tallene.
At mediebilledet af de ældre ændrer sig over tid, synes ikke at være et rent dansk fænomen: Vesperi
(2001) beskriver, hvordan mediebilledet af de ældre har udviklet sig fra 1960’erne og frem til
1990’erne i USA: Den såkaldte ”Older Americans Act” – en lovgivningspakke, der omfattede
sundhedsprogrammer og forskellige lokale programmer for ældre, blev vedtaget i 1965. Denne
lovpakke var et svar på ”the cultural construction of older people as frail, dependant, and a
collective drag on the economic landscape”. Men
Side 40
In the late 1980s, the public dialogue shifted from discussion of the fragile, dependent
aged to a focus on healthy older people with self-serving "lifestyles." A new
group of lobbyists decrying a lack of generational equity said 'that old folks were
hoarding resources in their gated condos and draining the medical coffers, with no
end in sight. Portrayed as beneficiaries of fat pension portfolios, they were cited by
fiscal conservatives as testimony to the wisdom of abandoning Social Security and
the tax on capital gains. Soon the spotlight was on "woofies," well-off older
folk. (Vesperi 2001)
Vesperi peger således på, at mediebilledet af de ældre i USA har ændret sig som en reaktion på
lovgivningsarbejdet og udviklingen af diverse tilbud til de ældre. Hendes arbejde tyder dog på, at
mediebilledet og de ældres virkelighed følges ad: Når der lovgives for at forbedre de ældres betingelser,
så bliver mediebilledet af de ældre som stærke det dominerende.
Ser man udelukkende på figur 4, kan denne del af Vesperis konklusion ikke bekræftes (se dog en
mere nuanceret fremstilling i afsnit 5.6). I 1953 optrådte de ældre endnu ikke som en særlig gruppe.
Der skulle derfor heller ikke skrives særligt om dem eller tages særlige hensyn til dem. I det
omfang medierne overhovedet skrev om de ældre i 1953, var det hovedsageligt om de stærke
ældre (mere herom i kapitel 4).
De ældre blev en særlig gruppe, som der blev skabt særlige ordninger for og særlige institutioner
til i 1960’erne og 1970’erne i forbindelse med byggeriet af velfærdsstaten. Man kan ikke argumentere
politisk for særlige ordninger og særlige institutioner til en gruppe i befolkningen, med mindre
gruppen har brug for den hjælp, der tilbydes. Derfor kom mediebilledet af de ældre som svage til
at fylde procentvis flere spaltemillimeter i 1963 og 1973 (mere herom i kapitel 5 og 6). Skulle
denne undersøgelse have bekræftet Vesperis konklusion, skulle man forvente, at mediebilledet af
de stærke ældre i 1960’erne og 1970’erne var blevet styrket.

I 1983 og 1993 vendte udviklingen ifølge figur 4. Beskrivelserne af de ældre som stærke fylder
procentvis mere end i nogen af de øvrige punktnedslagsår. En oplagt forklaring er, at Ældrekommissionen
afsluttede sit arbejde i 1982, og at dens anbefalinger vedrørende ældrepolitikken var det
stik modsatte af den tidligere førte politik: Nøgleordene var bl.a. ”Længst muligt i egen bolig”,
”Hjælp til selvhjælp” og ”Øgede fritidsaktiviteter”. Fra 1982 og en relativt lang årrække frem
synes Ældrekommissionens konklusioner at have påvirket både de ældre selv (til at være mere
synlige og aktive) og medierne (til at beskrive dem som stærke) – mere herom i kapitel 7. I 1993
så det ud til, at den ”medicin”, som Ældrekommissionens arbejde havde givet, var begyndt at
virke: De ældre var organiserede og aktive som aldrig før (mere herom i kapitel 8).
Efter den megen opmærksomhed på de stærke ældre i 1983 og de politisk aktive ældre i 1993,
faldt ældrebilledet så at sige tilbage i sin vante gænge i 2003. Fordelingen mellem andelen af
spaltemillimeter, der beskrev de ældre som hhv. stærke og svage var i 2003 lig fordelingerne i
1973 og 1963. Det dækker over anseelige forskelle aviserne imellem, hvilket netop viser, at der i
2003 ikke fandtes en fælles ældrepolitisk sag som i 1983 og 1993. Tidsånden understøttede ikke
længere ét bestemt billede af de ældre, men et forskelligartet syn med plads til både beskrivelser af
de ældre som stærke og svage. Faktisk var dagbladene i 2003 blevet så specialiserede, at man reelt
bør tale om en række forskellige mediebillede af de ældre frem for ét samlet billede.
Årsagen er formentlig dels, at de ældre blev mindre aktive og mindre synlige i medierne; dels at
medierne var langt mere pressede økonomisk end tidligere og derfor tvunget til at positionere sig
på mediemarkedet. Positioneringen kunne let medføre en polarisering af historierne i forhold til,
hvad medierne forventede, at netop deres læsergruppe ville have. Og endelig er det forventeligt, at
der blev mere og mere rutinestof – altså stof som er hurtigt og let at skrive. Det kan eksempelvis
være kriminalstof, hvor politiet typisk er den eneste kilde (disse forklaringer diskuteres mere
indgående i kapitel 9).
Ser man på det ældrebillede, de enkelte aviser i undersøgelsen tegner, svarer figur 5 nogenlunde til
det samlede billede i figur 4.
Side 41

100%
80%
60%
40%
20%
Side 42
0%
1953 1963 1973 1983 1993 2003
Figur 5. Fyens Stiftstidendes ældrebillede gennem 50 år: Procentvis fordeling af spaltemillimeter,
der tegner et billede af de ældre som hhv. svage eller stærke. Spaltemillimeter
i alt 52.468.
De tilsvarende figurer for hhv. Kristeligt Dagblad og Politiken afviger kun en anelse fra dette
mønster. Dog er udsvingene i Politikens redaktionelle linje mindre markante end udsvingene i
Fyens Stiftstidende. For alle tre aviser er andelen af ”ved ikke” – dvs. det redaktionelle stof, hvor
projektets medarbejdere ikke har kunnet afgøre, hvilket af de to ældrebilleder, materialet skulle
kategoriseres under – relativt stabil.
Næstved Tidende og B.T. derimod afviger betragteligt fra de øvrige. Når det ikke påvirker det
samlede mediebillede i nævneværdig grad, skyldes det, at de to aviser næsten er spejlbilleder af
hinanden (se figur 6 og 7).
Ved Ikke
Svage
Stærke

100%
80%
60%
40%
20%
0%
1953 1963 1973 1983 1993 2003
Figur 6. Næstved Tidendes ældrebillede gennem 50 år: Procentvis fordeling af spaltemillimeter,
der tegner et billede af de ældre som hhv. svage eller stærke. Spaltemillimeter
i alt 31.753.
Ved Ikke
Svage
Stærke
Særligt i forhold til ældrebilledet i 1993 og 2003 synes Næstved Tidende at afvige fra det samlede
billede: I 1993 var der relativt få historier, der beskrev de ældre som stærke. I 2003 var det lige
omvendt. Faktisk er Næstved Tidende den eneste af aviserne, der havde mere stof, hvor de ældre
beskrives som stærke, i 2003 end i 1953. Hos B.T. er det som nævnt omvendt:
100%
80%
60%
40%
20%
0%
1953 1963 1973 1983 1993 2003
Figur 7. B.T.’s ældrebillede gennem 50 år: Procentvis fordeling af spaltemillimeter,
der tegner et billede af de ældre som hhv. svage eller stærke. Spaltemillimeter i alt
24.529.
Ved Ikke
Svage
Stærke
Side 43

En mulig forklaring på denne meget store forskel i de to avisers beskrivelse af de ældre kan være,
at de bruger nyhedskriteriet ”identifikation” på forskellig vis. Som tidligere nævnt kan en avis
skabe identifikation enten ved at beskrive mennesker, læseren kender eller kan identificere sig
med, eller ved at vække læserens følelser (Meilby 1996:55-59).
Som lokalavis er det oplagt for Næstved Tidende at vælge den første måde at skabe identifikation
på – nemlig at skrive om mennesker fra det lokale miljø, dem man møder i Brugsen etc. Hvis det
er korrekt, at langt hovedparten af de ældre har det ganske udmærket, vil avisen derfor hurtigt
miste sin troværdighed, hvis billedet af de ældre som svage er det dominerende. 25 Samtidig er
mange lokalavisers kernelæsere rent faktisk de ældre selv (se yderligere kapitel 9).
Som tabloidavis har B.T. en anden rolle og viser sig som næsten diametral modsætning til Næstved
Tidende: Både læserne og kilderne til historierne er længere væk fra hinanden og fra journalisterne
– derfor kan hverken læser, kilde eller journalist formodes at kende hinanden på forhånd,
sådan som tilfældet ofte er for lokalavisen. Derfor må avisen skabe identifikation ved at vække
læserens følelser:
Side 44
Men trods deres [B.T.s og EkstraBladets] forskellige profiler kritiserede begge blade
det offentlige bureaukrati og hele den omsiggribende ’stat’ som en negativ side
ved velfærdssamfundet. De afdækkede direkte og kritisk konkrete skandaler og rejste
sager om magtfordrejning, svindel og plat hos især ’de store’. Herudover lå
vægten på sport, sex, vold og kriminalitet, og på stof om politikere og andre kendte
danskere. (Jensen 1997:254)
Sammenfattende tyder besvarelsen af den kvantitative undersøgelses første delspørgsmål på, at de
ældre ikke har ret, når de oplever, at medierne primært tegner et billede af dem som svage. Der
tildeles fortsat flere spaltemillimeter til billedet af de stærke ældre end til billedet af de svage ældre
i dagbladene. Til gengæld har de ret for så vidt, at de gennem de seneste 50 år i stigende omfang
beskrives som svage. To af undersøgelsens seks punktnedslagsår viser dog en anden tendens. I
1983 og i 1993 ser udviklingen ud til at vende. En oplagt forklaring herpå er, at Ældrekommissionen
offentliggjorde sin afsluttende rapport i 1982. Denne skulle få meget stor indflydelse på den
førte ældrepolitik og dermed også på den politiske retorik på ældreområdet.
Da stereotyper på den ene side er selvforstærkende (Levy & Bananji 2002:60-61), men på den
anden side også er til at ændre (Kite & Wagner 2002:146), forekommer det rimeligt at antage, at
ældrekommissionens arbejde både direkte og indirekte kom til at påvirke mediebilledet af de ældre
25 At der alligevel er relativt mange redaktionelle enheder i Næstved Tidende, der beskrev de ældre som svage
i 1973 og 1993, skyldes, at der i punktnedslagsåret 1973 er en del omtaler af plejehjem i området. I 1993 var
der amts- og kommunalrådsvalg i punktnedslagsugen, hvorfor lokalpolitikerne diskuterede, hvor der var mest
behov for at hjælpe de ældre.

i 1980’erne og 1990’erne. I første omgang fordi den førte politik i sig selv tilstræbte at styrke de
ældre gennem brug af deres egne ressourcer, i anden omgang fordi det åbenbart virkede: I 1990'
erne organiserede de ældre sig som aldrig før og var meget aktive.
Enkelte af aviserne varierer dog ganske meget inden for det generelle billede. Undersøgelsens
tabloidavis satser tilsyneladende på billedet af de ældre som svage, for på den måde at kunne skabe
følelsesmæssig identifikation hos læseren. Tilsvarende tegner undersøgelsens lokalavis billedet af
ældre som stærke, da den ikke kan bevare sin troværdighed ved at beskrive de ældre som svage,
eftersom læserne let vil kunne konstatere, hvis mediebilledet af de ældre ikke stemmer overens
med virkeligheden i lokalområdet.
3.3.2 Prioritering af det stof, der tegner ældrebilledet
Den kvantitative undersøgelses andet delspørgsmål lyder:
2. Hvordan har dagbladene prioriteret det redaktionelle stof, der tegner billedet af de ældre?
For at bestemme prioriteringen af en given redaktionel enhed, opstilles der et ”prioriteringsmål” –
en skala, hvor værdien fire markerer højest prioritet og nul lavest prioritet. Denne skala bygger på
enhedens længde, tilstedeværelsen af billeder samt enhedens placering i avisens sektioner og
placering inden for sektionen (se nærmere i Bilag A).
Svaret på det første delspørgsmål viser, at den førte politik og de ældres egen synlighed og aktivitet
påvirker mediebilledet – dermed bekræftes den del af den socialpsykologiske teori, der hævder,
at stereotyper kan ændres. Nu viser svaret på andet delspørgsmål, at ”træerne ikke vokser ind i
himmelen”. Aviserne har – som det fremgår af figur 8 – prioriteret de ældre lavere og lavere
gennem de seneste 50 år.
Side 45

1,75
1,6
1,45
1,3
1,15
1
Side 46
1953 1963 1973 1983 1993 2003
Figur 8. Avisernes prioritering af ældrebilledet gennem 50 år: Gennemsnitlig vægtning
(på en skala fra 0 til 4) af ældrebilledet i samtlige redaktionelle enheder i samtlige
aviser fordelt på punktnedslagsår.
Figuren viser en tendens til, at artikler om ældre prioriteres lavere og lavere fra 1953 og frem til
1993. Punktnedslagsårene 1983 og 2003 divergerer fra denne udvikling. En nærmere gennemgang
af materialet afslører hvorfor: I 1983 fik Ældrekommissionens rapport både de ældre og ældrepolitikken
centralt placeret på den politiske dagsorden. I 2003 var der formentlig tale om en skævhed i
materialet: En række stort opsatte temaartikler betød, at der netop i uge 46 i 2003 var særligt
mange helsider, sektionsforsider, illustrationer og lange portrætter om og af ældre. 26
Delspørgsmålene et og to tyder således tilsammen på, at det er muligt at påvirke hvilket billede,
medierne tegner, men ikke hvor tydeligt det tegnes.
Det indikerer, at danske dagblade befinder sig i samme dilemma, som Somerville (2001:24) beskriver:
På den ene side viser forskellige undersøgelser, at de mest trofaste nyhedsbrugere er mennesker
over 55 år. Det tilsiger alt andet lige aviserne at prioritere det stof, der er interessant og relevant
for denne gruppe.
Men på den anden side er dagbladenes oplagstal i frit fald – bl.a. fordi de faste abonnenter generelt
er ældre og dør. Derfor er behovet for yngre læsere mere og mere akut – og aviserne må således
forsøge at tiltrække – og fastholde – så mange unge læsere som muligt ved at prioritere det stof,
26
Fx om Tina Enghoffs fotoudstilling, som omtales i indledningen (kapitel 1), et tema om ensomhed og et
tema om plejehjemmene.

som er relevant for dem. Samtidig er aviserne afhængige af annonceindtægter og dermed annoncører,
der ofte ønsker at målrette deres kampagner mod yngre grupper.
Samlet set kan nedprioriteringen af de ældre i medierne således forstås som en konsekvens af den
skærpede konkurrence på mediemarkedet.
Så om end det tilsyneladende lykkedes at påvirke og ændre mediernes billede af de ældre i årene
omkring 1983 og 1993, så lykkedes det øjensynligt ikke at skaffe stofområdet en mere fremtrædende
placering i medierne med undtagelse af i 1983: Der kom ikke flere forsider, flere billeder og
længere artikler om de ældre og deres forhold.
3.3.3 De journalistiske genrer og billedet af de ældre
Den kvantitative undersøgelses tredje delspørgsmål lyder
3. Hvilke journalistiske genrer fremmer hhv. billedet af de svage ældre og billedet af de
stærke ældre i dagbladene?
Figur 9 viser den procentvise fordeling af spaltemillimeter brugt på hhv. billedet af de stærke og de
svage ældre fordelt på de journalistiske genrer.
100%
80%
60%
40%
20%
0%
Andet
Anmeldelse
Debat
Feature
Kronik
Kultur
Navnestof
Nekrolog
Note
Nyhed
Portræt
Reportage
Sport
Udland
Figur 9. Ældrebilledet i udvalgte journalistiske genrer: Procentvis fordeling af spaltemillimeter,
der tegner et billede af de ældre som hhv. svage eller stærke i alle aviser,
alle år. Spaltemillimeter i alt 221.217.
Side 47
Ved ikke
Svage
Stærke

Figuren dækker over ganske store forskelle i de absolutte værdier: Eksempelvis omfatter ”Sport”
kun ca. 170 spaltemillimeter, ”Udland” knap 1.800 spaltemillimeter, mens ”Navnestof” omfatter
ca. 42.000 spaltemillimeter.
En del af resultaterne er ikke særligt overraskende: At det er billedet af de stærke ældre, der dominerer
i genrerne portræt, nekrolog og navnestof, kan ikke undre. Det er naturligt, at disse genrer
beskriver den portrætterede person i rosende vendinger.
At det er billedet af de stærke ældre, der dominerer inden for det kulturelle stof som anmeldelser
og kultur, er heller ikke overraskende. Men det er tankevækkende, at 80 procent af kulturstoffet
stammer fra Kristeligt Dagblad og Politiken, og at 75 procent af hele undersøgelsens kulturstof
stammer fra punktnedslagsårene 1983, 1993 og 2003. Materialet tyder således på, at de ældre fra
begyndelsen af 1980’erne har været mere aktive i kulturlivet – måske fordi de ældre fra 1983 og
frem har fået mere overskud til at deltage i og forholde sig til kultur.
Reportagen beskriver også overvejende de ældre som stærke. Men det viser sig ved en gennemgang
af materialet, at 75 procent af undersøgelsens reportager stammer fra lokal- og regionalaviserne.
Her er typisk tale om reportager fra lokale arrangementer, hvor de ældre selv var aktive og
involverede: Helsemesser, julemærkesalg, syng-sammen arrangementer, kortklubbens ugentlige
møde etc.
Billedet af de svage ældre er koncentreret i to traditionelle kernegenrer: Debat (i alt 14.000 spaltemillimeter)
og nyhed (i alt 53.000 spaltemillimeter). Hertil kommer feature (i alt 16.000 spaltemillimeter).
80 procent af debatindlæggene fra materialet stammer fra 1983 og årene derefter. Og der bliver
flere og flere debatindlæg pr. punktnedslag gennem undersøgelsesperioden. En gennemgang af de
enkelte debatindlæg afslører, at frem til 1983 omfatter materialet især debatindlæg, hvor det er de
ældre selv, der debatterer. Der er tale om en bred vifte af emner: Gymnasiets religionsundervisning,
en ældrevinkel på en allerede eksisterende debat, debat om ældres egne økonomiske vilkår
etc.
I materialet fra 1983 og frem er det i stadigt højere grad politikere, pårørende og behandlere, der
debatterer de ældres boligforhold, de ældres økonomi og ældreplejen, samtidig med at de ældre
selv forsvinder mere og mere fra debatten. Politikerne, de pårørende og behandlerne gør sig som
oftest til talsmænd for, at forholdene for de ældre bør forbedres: I 2003-materialet er der i alt 22
debatindlæg – men kun i tre af dem er det med sikkerhed en ældre person, der har ført pennen.
Det tyder på, at Meyer har en pointe, når hun skriver:
Side 48
Kanhænde journalisterne ikke har deres stereotyper fra fremmede? Kanhænde det
afstumpede ældrebillede, der fremviser gamle mennesker som ofre og omvandren-

de mangelsituationer, egentlig nærmest har karakter af ufrivillige karikaturer af et
vidt udbredt menneske- og samfundssyn af betydelig ælde? (Meyer 2003:13)
At politikerne således kan være tilbøjelige til at fremme stereotypen om de ældre som svage, tyder
en amerikansk indholdsanalyse af dokumenter fra den amerikanske kongres på. Undersøgelsen
viser, at to tredjedele af udtalelser og taler indeholder stereotyper, hvor de ældre ”…are judged to
be weak, in poor health, independent; to be of lower competence, intelligence, and attractiveness
than the young; and to be insexual and socially isolated” (Seccombe & Ishii-Kuntz 1991:527).
Seccombes undersøgelse viser også, at der er sammenfald mellem de politikere, der hyppigst
udtrykker disse stereotyper vedrørende ældre, og de politikere, der taler mest for at bedre de ældres
vilkår.
Inden for debatgenren er der således mulighed for, at andre interessenter end journalisterne fremmer
stereotypen om de svage ældre. Her er en vigtig pointe: Journalisterne påvirkes naturligvis i
lighed med resten af befolkningen af, hvad de læser i avisen – også i debatsektionen – og hvis
politikerne, de pårørende og behandlerne er med til at fremme beskrivelsen af de ældre som svage,
kan dette næppe undgå at smitte af på journalisterne.
Eftersom nyhed er den genre, der optager flest spaltemillimeter i materiale, og samtidig er den
genre, hvor billedet af de ældre fylder mest, er det oplagt at se nærmere på, hvordan genren har
udviklet sig gennem undersøgelsesperioden. Det viser figur 10:
100%
80%
60%
40%
20%
0%
1953 1963 1973 1983 1993 2003
Figur 10. Ældrebilledet i genren nyhed gennem 50 år: Procentvis fordeling af spaltemillimeter,
der tegner et billede af de ældre som hhv. svage eller stærke i alle aviser,
fordelt på punktnedslagsår. Spaltemillimeter i alt 52.638.
Ved ikke
Svage
Stærke
Side 49

Der er, som det fremgår, stor lighed mellem figur 10 og figur 4, om end der inden for nyhedsgenren
tydeligvis er procentvis flere redaktionelle enheder, der beskriver de ældre som svage, end der
er i det samlede materiale. Dermed ser det ud til, at mediebilledet af de ældre styres af genren
nyhed.
Samtidig viser opgørelsen, at hvis man alene ser på avisernes nyheder og ikke alle øvrige typer af
historier, så har de ældre ret i, at de i mediernes optik overvejende beskrives som svage. Det skal
bemærkes, at de tre første punktnedslagsår rummer et relativt beskedent materiale: Ingen af disse
omfatter mere end i alt 6.000 spaltemillimeter.
Det skal også noteres, at der er en klar ændring i tendensen i ældrebilledets udvikling i genren
nyhed i 1983 og 1993. At der skete noget med det overordnede mediebillede af de ældre i netop
disse to punktnedslagsår er også tydeligt i figur 4. Hvad ”noget” kan tænkes at være, undersøges
nærmere i kapitlerne 7 og 8.
Sammenfattende kan man sige, at der tydeligvis er særlige journalistiske genrer, der fremmer hhv.
det ene og det andet billede af de ældre i medierne. Og der er en tendens til, at to af avisernes
kerneydelser – debat og nyhed – beskriver de ældre som svage. Det er tankevækkende, at debatindlæggene
ikke skrives af de ældre selv, men af pårørende, behandlere og politikere. Disse synes
således i høj grad at være med til at påvirke mediebilledet af de ældre i retning af billedet af de
svage ældre. Modsvaret til billedet af de ældre som svage stammer primært fra de genrer, der
beskriver de enkelte ældre (navnestof, portrætter, nekrologer) eller deres aktiviteter (reportagen).
Her er det de ældre selv, der beskrives som individer og ikke som en samlet masse; ”de ældre”.
3.3.4 De ældres rolle i de redaktionelle enheder
Undersøgelsens fjerde delspørgsmål er
Side 50
4. Hvilken indflydelse har den rolle, de ældre spiller i de redaktionelle enheder på hvilket
ældrebillede, der tegnes?
Nyheds- og debatgenrerne tegner, som det fremgår, især billedet af de ældre som svage. Efter gennemgang
af debatmaterialet viser det sig desuden, at det ofte ikke er de ældre selv, der debatterer,
men andre (fx politikere, behandlere og pårørende). Samtidig viser undersøgelsen, at de ældre
overvejende beskrives som stærke, hvis de optræder som enkeltindivider i portrætter og reportager.
Derfor er det oplagt at undersøge, om typen af rolle, de ældre optræder i, har betydning for, hvilket
ældrebillede der tegnes. Det gøres i praksis ved at skelne mellem redaktionelle enheder, hvor de
ældre optræder som hhv. case, delemne, hovedemne, kilde og vox-pop (se definitioner i Bilag A).
Figur 11 viser den procentvise fordeling af hhv. billedet af de ældre som stærke og som svage
fordelt på forskellige roller:

100%
80%
60%
40%
20%
0%
Case Delemne Hovedemne Kilde Voxpop
Figur 11. Ældrebilledet fordelt efter de ældres rolle i de redaktionelle enheder: Procentvis
fordeling af spaltemillimeter, der tegner et billede af de ældre som hhv. svage og
stærke i alle aviser i alle år, fordelt efter roller. Spaltemillimeter i alt 221.217.
Når de ældre er hovedemne, og når de optræder som kilder eller i vox-pops, er det overvejende i
rollen som stærke ældre. Dvs., at de ældre overvejende tegner et billede af sig selv som stærke, når
de kommer til orde i medierne.
Når de ældre bruges som case, er det ofte i formen ”fru Nielsen fra 3. sal” svarende til det overforsimplede
”hr. og fru Danmark”, der bruges som samlebetegnelse for hele den danske befolkning,
og i sådanne sammenhænge er det primært billedet af de svage ældre, der fremmes. Ligeledes optræder
de ældre sædvanligvis kun som delemne, når de inddrages i sager, der i virkeligheden vedrører
andre end de ældre selv. Her er der altså igen tale om, at andre taler på de ældres vegne,
hvilket har tendens til at afføde billeder af ældre som svage.
Hermed understreger den kvantitative undersøgelses fjerde delspørgsmål den konklusion, at når de
ældre selv taler gennem medierne, så beskrives de ældre som stærke. Hvorimod de ældre beskrives
som svage, når andre taler om dem eller taler på deres vegne. For noget tyder på, at når andre end
de ældre selv skal vælge mellem de forskellige ældrestereotyper, så er standardvalget ofte én af de
stereotyper, der fremstiller de ældre som svage.
3.3.5 Avisens emneområder og billedet af de ældre
Den kvantitative undersøgelses sidste delspørgsmål vedrører, hvorvidt særlige emner påvirker
mediebilledet af de ældre. Spørgsmålet lyder:
Ved ikke
Svage
Stærke
Side 51

Side 52
5. Hvilken indflydelse udøver de redaktionelle enheders emne på hvilket ældrebillede, der
tegnes i medierne?
Dette spørgsmål er ganske vanskeligt at besvare, fordi bestemmelsen, af hvad en enheds emne er,
både er subjektiv og flerdimensional: Den er subjektiv, fordi min oplevelse, af hvad et dokument
handler om, ikke nødvendigvis er den samme som min nabos. Og den er flerdimensional, fordi en
redaktionel enhed sagtens kan handle om både folkepension, om ældrepleje og om plejehjem på én
gang, og uden at man kan hævde, at det ene emne er vigtigere end det andet. I Bilag A er der
argumenteret for udvalget af ni forskellige overordnede emner. Billederne af hhv. de ældre som
stærke og svage er delt op i disse emner i figur 12:
100%
80%
60%
40%
20%
0%
Boligforhold
Erhverv
Kultur
Navnestof
Politik
Retsvæsen
Socialforhold
Sundhed
Udland
Figur 12. Ældrebilledet i udvalgte emnegrupper: Procentvis fordeling af redaktionelle
enheder, der tegner et billede af de ældre som hhv. stærke og svage i alle aviser alle år,
fordelt på emner. Redaktionelle enheder i alt 2.318.
Figuren dækker over betragtelige udsving – eksempelvis er emneordet Navnestof benyttet over
1.000 gange, mens Boligforhold kun er benyttet 71 gange.
Undersøgelsen tyder på, at der er særlige emner, der fremmer hhv. billedet af de ældre som stærke
og de ældre som svage: Inden for emneområderne erhverv, kultur, navnestof og udland beskrives
de ældre kun meget sjældent som svage, mens de inden for emnerne boligforhold (som omfatter
byggeri af og behovet for særlige boliger til ældre), retsvæsen (som omfatter kriminalitet mod
ældre), socialforhold (som omfatter eksempelvis diskussioner af de ældres økonomiske vilkår) og
sundhed (som omfatter forholdene på plejehjemmene) i overvejende grad beskrives som svage.
Resultatet af denne del af undersøgelsen synes dermed at svare ganske godt til undersøgelsen af de
særlige journalistiske genrer, der fordrede hhv. det ene eller det andet mediebillede, eftersom stof-
Ved ikke
Svage
Stærke

fet inden for retsvæsen, boligforhold og socialforhold typisk falder inden for genren nyhed, som jo
overvejende beskriver de ældre som svage.
3.4 Sammenfatning
Analysen af udviklingen i ældrebilledet i medierne gennem 50 år tyder på, at de ældre i hele
undersøgelsesperioden i højere grad beskrives som stærke end som svage. Undersøgelsen viser
dog også, at der er store individuelle forskelle fra avis til avis. En mulig forklaring på denne
variation kan være afstanden til avisernes målgrupper og dermed avisernes forskellige måder at
skabe identifikation mellem læserne og den enkelte historie på. Eksempelvis i 2003 synes undersøgelsens
lokalavis især at fremme billedet af de stærke ældre, mens undersøgelsens tabloidavis
især synes at fremme billedet af de svage ældre. En mulig forklaring herpå kan være forskellig
prioritering af nyhedskriteriet identifikation (jf. afsnit 2.3.2).
Analysen viser endvidere, at der især i begyndelsen af undersøgelsesperioden (1953) og i punktnedslagsårene
1983 og 1993 blev skrevet relativt flere redaktionelle enheder, der beskriver de
ældre som stærke end i de øvrige år. Grunden ser umiddelbart ud til at være, at de ældre endnu
ikke i 1953 var blevet defineret som en særlig gruppe, der skulle hjælpes af det omgivende samfund,
sådan som de blev i 1960’erne og 1970’erne under opbygningen af velfærdsstatens institutioner.
Samtidig kan Ældrekommissionens anbefalinger om at føre en ”hjælp-til-selvhjælps”-politik
for de ældre have været med til at fremhæve de ældres styrker i stedet for deres svagheder, hvilket
kan have påvirket mediebilledet af de ældre i årene 1983 og 1993. Kapitlerne 4 (om 1953), 7 (om
1983) og 8 (om 1993) søger uddybende forklaringer herpå.
Undersøgelsen finder samtidig, at aviserne gennem perioden har prioriteret ældrestoffet lavere og
lavere (med 2003 som eneste undtagelse). Dette afspejler et af avisbranchens store dilemmaer:
Eftersom de fleste læsere er ældre, er behovet for at tiltrække yngre læsere akut. Samtidig har
aviserne desperat behov for annonceindtægter fra annoncører, der ofte målretter deres kampagner
mod et yngre publikum.
Af undersøgelsen kan man videre konkludere, at avisernes traditionelle kerneområder – nyhed og
debat – er genrer, der i højere grad end andre genrer fremmer billedet af de ældre som svage. Særligt
i forhold til debat-stoffet er dette interessant: Det er nemlig ikke de ældre selv, der debatterer,
men politikere, pårørende og behandlere, der diskuterer på de ældres vegne – og altså beskriver
dem som svage. Omvendt beskrives de ældre som stærke, når de optræder selv og som individer –
dvs. i navnestof, nekrologer, portrætter og reportager.
En lignende konklusion kan man drage, når man studerer de divergerende ældrebilleder, der
tegnes, alt efter hvilken rolle de ældre har i det journalistiske produkt. Når de ældre selv er i fokus,
altså når de bruges som kilder, er hovedemne eller deltagere i en vox-pop, er de helt overvejende
Side 53

eskrevet som stærke. Omvendt beskrives de ældre overvejende som svage, når de ikke selv er i
fokus – dvs. når de indgår som cases eller som delemne i en historie.
Om end besvarelsen af undersøgelsens sidste delspørgsmål skal tages med et gran salt, tyder den
på, at der ligeledes er særlige emneområder, som typisk beskriver de ældre som svage: Det drejer
sig om emnerne boligforhold, socialforhold, retsvæsen og sundhed – hvilket i øvrigt er typisk
nyheds- og debatstof. Omvendt beskriver enheder under emnerne erhverv, kultur- og navnestof de
ældre som stærke.
Det er vigtigt at fastholde, at denne undersøgelse rummer alle den kvantitative undersøgelses
svagheder: Her er tale om stive og forsimplede kategoriseringer. Men tilbage står to helt overordnede
konklusioner: For det første er ikke alle ældre særligt svage, det vidner såvel de ældres egne
bidrag til debatten som eksisterende forskning om. Og for det andet, bør man som journalist og
meningsdanner overveje, hvilke beskrivelser og egenskaber man tillægger andre grupper – måske
især når det skal gå stærkt, og når man ikke giver sig tid til at undersøge, om ens egne forestillinger
stemmer overens med virkeligheden. Især fordi vi ved, at stereotyper virker selvforstærkende
(Levy & Bananji 2002:60-61).
Formålet med de kommende seks kapitler er at uddybe, nuancere og forklare resultaterne af den
kvantitative undersøgelse. Hvor den kvantitative undersøgelse har lagt et vandret snit igennem
materialet og vist udviklingen over tid, er det hensigten med de kommende seks kapitler at gå
”lodret” til værks i de enkelte punktnedslagsår og se nærmere på, hvad det faktisk var, aviserne
skrev i perioden.
Side 54

En pensionist er et menneske, der ærgrer sig over at have mistet den stilling,
han har været utilfreds med hele sit liv.
K.K. Steincke
4. Ældrebilledet i landbrugslandet, 1953
4.1 Indledning
Opbygningen af den danske velfærdsstat begyndte i slutningen af 1800-tallet. 27 Fra 1891 til 1907
fik vi de fire grundlæggende sikringslove: loven om alderdomsunderstøttelse (1891), loven om
sygeforsikring (1892), ulykkesforsikringsloven (1898) og arbejdsløshedsforsikringsloven (1907).
Sammen med mange knopskydninger udviklede de sig i perioden frem mod 1933. De væsentligste
reformer var indførelsen af invaliderenten i 1921 og aldersrenten i 1922, der knæsatte retsprincippet
som grundlag for udmåling af ydelser til de ældre.
I 1933 gennemførte socialminister K.K. Steincke en omfattende samordning eller kodifikation, der
fik navnet ”Socialreformen”. Herefter gik udviklingen i nogen grad i stå, men kun for en periode.
Efter afslutningen af 2. verdenskrig – og især efter den økonomiske normalisering, der varede frem
til midten af 50’erne – blev byggeriet af den danske velfærdsstat for alvor sat i værk. Det var overvejende
et projekt, der var båret af politiske beslutninger, men en række andre kræfter – som
eksempelvis overgangen fra traditionelt landbrugsland til et moderne industrisamfund – kom også
til at understøtte udviklingen (Mørch 1982:58-59).
Man kan måske betegne fasen fra 1891 til midten af 1950’erne som socialsikringsstatens epoke.
Den enkelte blev efter præcist afgrænsede kriterier beskyttet mod livets store tilskikkelser: alderdom,
sygdom, invaliditet, ulykke og arbejdsløshed. Ikke mindst op gennem 1960’erne blev denne
smalle struktur opløst, og det offentlige påtog sig et langt bredere ansvarsområde – på ældreområ-
27 Jeg takker professor dr. phil. & lic. oecon. Jørn Henrik Petersen for værdifulde kommentarer og input især
til dette afsnit og afsnittet om pensionsdebatten.
Side 55

det bl.a. markeret ved gennemførelsen af omsorgsloven i 1962. De præcist afgrænsede kriterier
blev i mange tilfælde erstattet af mere diffuse krav til den enkeltes behovssituation. Tanken om, at
sociale problemer kunne tilregnes den enkelte selv, gik i opløsning bl.a. som følge af en intensiveret
socialforskning, der havde til opgave at påpege problemer og at anvise løsninger, jf. etableringen
af Socialforskningsinstituttet i 1958. Hermed var socialsikringsstaten i dens traditionelle
udgave erstattet af den frembrusende velfærdsstat. Skal man pege på et oplagt vendepunkt, er det
rimeligt at nævne gennemførelsen af folkepensionen i 1957, hvor alle fik adgang til folkepensionens
mindstebeløb. Og når dét er indført, har man næsten foruddiskonteret næste skridt: Den
”fulde” folkepension til alle.
Overgangen fra landbrugs- til industrisamfund skal vise sig uhyre vigtig for beskrivelserne af de
ældre i medierne. Som Vincent (1995:42)(se også afsnit 4.1) påpeger, er de ældres rolle og status i
et landbrugssamfund fundamentalt forskellig fra deres rolle og status i et industrisamfund: I landbrugssamfundet
indgik de ældre i arbejdsstyrken på lige fod med alle familiens øvrige medlemmer.
Deres opgaver var tilpassede, hvad de kunne magte, men de ophørte ikke med at deltage i det
daglige arbejde. I landbrugssamfundet var de ældre således – i lighed med børnene – en aktiv og i
produktionsapparatet integreret gruppe. Ikke en passiv gruppe, der skulle forsørges af andre.
Samtidig havde de ældre en opsamlet viden og erfaring, der i det førindustrielle landbrug var
værdifuld: Arbejdsprocesserne i det traditionelle landbrug ændrede sig kun meget langsomt, og de
ældres viden og erfaring kunne derfor overføres til og bruges af de yngre generationer. I landbrugssamfundet
havde de ældre altså værdi i to sammenhænge: Som arbejdskraft og som vidensbank.
Statusen som vidensbank var en væsentlig kapital for den ældre generation – den sikrede
bl.a., at de yngre generationer behandlede de ældre med respekt.
I det nye industrisamfund, der gradvis udviklede sig, blev de ældres rolle og status fundamentalt
ændret: De kom ikke til at tage del i produktionen og måtte derfor forsørges af de yngre, erhvervsaktive.
At de ældre ikke blev inddraget i industrisamfundets produktion skyldes formentlig i højere
grad fremvæksten af velfærdsstaten, end det egentlig skyldes industrisamfundet. For velfærdsstatens
varemærke er jo netop, at den kan tilbyde passiv forsørgelse af særlige grupper på mindre restriktive
vilkår, end det tidligere var tilfældet. Da udviklingen af velfærdsstaten fandt sted nogenlunde
samtidig med overgangen til industrisamfundet, blev de ældre sendt ”på støtten” – også selv
om folkepensionen betød en højere pensionsalder på 67 år.
Samtidig mistede de ældres livserfaringer værdi for de yngre. De ældres erfaringer og viden blev
nu hurtigere forældet, fordi verden ændrede sig langt hastigere end tidligere. Dermed blev værdien
af de ældres erfaringer væsentligt devalueret.
Samlet set medførte overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund, fra socialsikringsstat til
velfærdsstat derfor, at de ældre blev marginaliseret: De ophørte med at bidrage til familiens økonomi
gennem deltagelse i produktionen, og samtidig mistede deres væsentligste kapital – deres
Side 56

erfaringer – værdi. Mediebilledet af de ældre i 1953 tyder dog på, at denne udvikling endnu på
dette tidspunkt ikke var slået igennem.
Resten af kapitel 4 vil underbygge denne antydning gennem en analyse af to temaer hentet fra
undersøgelsens redaktionelle enheder fra 1953. Det ene tema er beskrivelsen af de ældres dagligliv.
Her vil fokus især være på de kvaliteter, samtiden ifølge medierne forventede hos de ældre.
Hermed forstås hvilke stereotype forestillinger om ældre, der eksisterede i 1953. Det andet tema,
der slås an i indeværende kapitel, er diskussionen i medierne af forsørgelsen af de ældre i 1953.
Udgangspunktet for kapitlerne 4 til 9 (som samlet set udgør undersøgelsens kvalitative del) er
samme materiale, som er anvendt i den kvantitative undersøgelse. Ved hjælp af undersøgelsens
database er der ledt efter mønstre i materialet – forstået som særlige temaer, der er dukket op i de
enkelte punktnedslagsår. I den kvalitative analyse er billedet af de ældre som stærke og som svage
fastholdt, men vil blive nuanceret bl.a. gennem analyser af, hvordan Kite og Wagners klassiske
stereotyper – bedstemoderen, den gamle statsmand og ”senior citizen” – udvikler og formerer sig
(Kite & Wagner 2002:136), se også afsnit 2.2.2. Desuden er nyopståede stereotyper om de ældre
forsøgt sporet. Endelig er der ledt efter særlige temaer, der er blevet debatteret i medierne i de
enkelte punktnedslag, og som kan holdes op mod samtidens politiske arbejde på ældreområdet.
Som indledning i hvert af kapitlerne gives et historisk rids af udviklingen på ældreområdet i tiden
omkring punktnedslagsåret. Det tjener til at sætte materialet i en politisk og historisk kontekst, som
forklarer de overordnede tendenser i materialet. Herefter følger et antal afsnit, som går i dybden
med de temaer vedrørende de ældre, der behandles i de enkelte punktnedslag. Disse temaer er i lighed
med temaerne i dette kapitel overvejende centreret om dels ældrepolitiske diskussioner i
medierne og dels mere dagligdags beskrivelser af ældre mennesker. Endelig afsluttes hvert kapitel
med en sammenfatning, der perspektiverer materialet i forhold til rapportens teoridel, og som leder
frem til det næste kapitel. 28
Metodemæssigt er der hentet stor inspiration i Dahler-Larsen (2002). Derfor vil der også løbende
blive inddraget anden litteratur til at forklare og perspektivere materialet.
4.2 Dagligliv for de ældre
Materialet fra 1953 rummer meget få redaktionelle enheder, der omtaler de ældre som en særlig
gruppe, hvilket formentlig skyldes, at man dengang ikke betragtede de ældre som sådan. Når de
ældre optræder, er det især i portrætter og i individuelle beskrivelser. Der er kun yderst få redaktionelle
enheder, der ”taler de ældres sag” og for den sags skyld også kun meget få redaktionelle
28 Kapitel 9, som omhandler 2003, adskiller sig fra denne struktur. Mere herom i afsnit 9.1.
Side 57

enheder, som beskriver de ældre som svage. En af de få undtagelser er tre notitser (IDN 291, 293,
353), der alle handler om ”Gamle folk i Sydslesvig”.
I Flensborg lå (og ligger stadig) et dansk alderdomshjem, som blev grundlagt i 1950. I efterkrigstiden
var dette alderdomshjem næppe det sjoveste sted at opholde sig, og foreningen ”Danske
Kvinders Slesvigske Forening” lavede løbende indsamlinger til beboerne. At dømme efter de tre
notitser i materialet må det have stået skidt til, for der indsamledes strikkede uldne firkanter på
15x15 cm, som kunne syes sammen til tæpper og tøj. Om de ældres tilværelse skrev Fyens Stiftstidende
(IDN 293), at
Side 58
Kaarene for de gamle mennesker dernede har ikke bedret sig. Deres maanedlige
understøttelse er saa ringe, at deres tilværelse kun kan blive haard og glædesløs.
Derfor var det et ædelt formål at støtte disse ældre mennesker, og derfor gav den danske stat
200.000 kr. til udvidelse af alderdomshjemmet (IDN 353). Men ren og skær filantropi var der
næppe tale om: Politisk var sagen meget brugbar: Dels kunne den bruges til at understrege, hvor
barbariske tyskerne var (”se hvor onde de er mod de hjælpeløse gamle!”); dels kunne den bruges
til at ydmyge tyskerne (”efter alt det onde, I har gjort mod os, er vi stadig villige til at hjælpe jer”)
og endelig – og formentlig vigtigst – kunne den bruges til at understøtte arbejdet med at skabe en
velfærdsstat i Danmark. Det sidste fremgår af nedenstående citat. En taknemmelig tysker udtaler
til ”Statsradiofonien”:
”Kom selv til Flensborg og Sydslesvig og se vores alderdomshjem”, lød det, ”og
De vil få et levende indtryk af den forskel, der er paa den sociale forsorg i Tyskland
og i Danmark. Vi i Flensborg takker af hjertet for, at vi har fået et dansk alderdomshjem,
for dermed har vi fået et lille stykke socialpolitik til Sydslesvig.” (IDN
353, Kristeligt Dagblad)
De ældre i Flensborg synes at blive brugt i politisk øjemed som skræmmebillede for dem, der
måtte være imod de tidligste overvejelser om en dansk velfærdsstat. Allerede i 1953 synes
skræmmebilleder af dårlige vilkår for de ældre derved at være et effektfuldt politisk våben. 29 I
artiklerne om beboerne på alderdomshjemmet i Flensborg ses således glimt af det ældrebillede og
den brug af ældrebilledet, som gennem de næste 50 år vandt mere permanent indpas: De ældre
beskrives som svage, og både politikere, pårørende og behandlere bruger dette billede til at fremme
deres egen sag.
29 At det er de ældre i Flensborg, der beskrives – altså nogle ældre der befinder sig langt borte – leder tanken
hen på diskussionen i afsnit 3.3.1, hvor den kvantitative undersøgelse viser en tendens til at beskrive de ældre
som mere ynkelige og stakkels, når ”faren” for, at læseren møder dem på gaden, er mindre.

Men som nævnt er dette undtagelsen i 1953-materialet. Langt hovedparten af materialet beskriver
landbrugssamfundets organisering af familie, arbejdsliv og en høj grad af adskillelse mellem kønnene.
De følgende to afsnit analyserer derfor et antal artikler, der giver et indblik i, hvilke stereotyper
for de ældre – som hverdagsmennesker og individer – der prægede medierne i 1953. Da de to
køn også i medierne spillede meget forskellige roller i 1953, er analysen i dette punktnedslagsår
opdelt efter køn.
4.2.1 De ældre kvinder i medierne
For de ældre kvinders vedkommende var der to dominerende stereotyper i 1953: Den ene var den
søde gamle bedstemoder på landet. Den anden var den sure gamle hejre på kontoret. Det kan
diskuteres, om hejren var en variant over eller måske en forløber for senior citizen-stereotypen,
hvilket tages op i følgende afsnit.
De to kvindetyper var knyttet til hver sin sfære i livet: Bedstemoderen hørte til i privatlivet, mens
man mødte hejren i det offentlige rum. I tiden før kvindefrigørelsen kan det næppe overraske, at
det forbindes med negative stereotyper, når (d)en (ældre) kvinde optræder i det offentlige rum,
mens det forbindes med noget positivt, når (d)en (ældre) kvinde holder sig til privatsfæren.
Mediebilledet af bedstemor i 1953 var som taget ud af en Morten Korch-film. Ganske vist var
slutningen af Korchs forfatterskab nær (han døde i 1954), men han var fortsat aktiv i 1953: Han
nåede at skrive tre bøger i sine to sidste leveår, og han turnerede landet rundt og holdt foredrag
(IDN 313). Men i virkeligheden var det nok i højere grad Korchs film, der kom til at forme mange
af tidens stereotyper: ”De Røde Heste” blev filmatiseret i 1950 og er stadig den mest sete danske
film (Jensen 1997:236). Årsagen til succesen er formentlig, at Morten Korchs forfatterskab og film
fremstiller et idylliseret billede af det førindustrielle landbrugssamfund. I kølvandet på 2. Verdenskrig
og i kraft af de ændringer, som overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund
indebar, var det oplagt at fremstille et idylliseret billede af livet på landet. Og her hørte bedstemoderen
i medierne anno 1953 til.
IDN 299 beskriver en sådan Morten Korch’sk bedstemoder: Under overskriften ”Dine Hænder,
Bedste” ser en mand med længsel tilbage på de sommerferier, han har holdt hos sin bedstemoder
på landet. Historiens udgangspunkt er en nærmest poetisk beskrivelse af bedstemoderens hænder,
der ”i de næste tre uger skulle tjene tre københavnerunger, som hungrede efter sol og hav”. I denne
sætning rummes to væsentlige aspekter af bedstemoderstereotypen anno 1953: Hun boede på
landet, og hun tjente familiens øvrige medlemmer ved at forankre deres tilværelse omkring sig
selv. Hun var livets omdrejningspunkt.
Man kan næsten se hende med æblekinder, knold i nakken og blomstret forklæde stå på gårdspladsen
og servere hjemmelavet saftevand. Hun var ikonet på livet på landet, hvor hele familien havde
boet og arbejdet sammen. Dermed personificerede hun – sammen med de mange luftfotos af den
Side 59

fædrene gård, der hang over sofaen – byboens længsel tilbage mod det landbrugssamfund, som
netop i efterkrigsårene var ved at gå i opløsning. Bedstemoder var den, der i efterkrigstidens
Danmark stadig holdt sammen på familien og de gode, trygge værdier. På landet havde familien
arbejdet og boet på samme sted, i byen blev bolig og arbejdssted skilt ad, og mange følte sig
ensomme i storbyen og længtes tilbage til landet og det førindustrielle samfund (Hansen et al.
2001:315-316).
Bedstemoderen ses også under sektionsoverskriften ”for hende” i B.T. (IDN 304). Rubrikken er
”Jeg ønsker mig en Sted-Bedstemoder”. Historiens journalistiske ramme er, at en journalist blev
nysgerrig, fordi han modtog et brev fra en enlig kvinde, der skrev, at hun ønskede sig en Sted-
Bedstemoder.
Side 60
Et lille Brev fra en Mor, der har opdaget, at det er svært at være alene med et lille
Barn – det er ikke bare et Spørgsmål om at kunne give ham et godt og kærligt Hjem
og sørge for at nogen passer paa ham. Der skal mere til. (IDN 304, B.T.)
Moderen er en fuldtidsarbejdende, fraskilt (!) kvinde med en syvårig søn. Drengen er sendt på
kostskole, fordi kvinden ingen familie har, der kan tage sig af sønnen, når han kommer fra skole.
Om end det ikke fremgår direkte af artiklen, synes rammen således at være København eller en
anden større by. Historien viser, hvordan den enlige udearbejdende forsørger kom i klemme i den
endnu ikke udviklede velfærdsstat: Der var endnu ikke opbygget de pleje- og pasningsordninger
for børn og gamle, altså de nye grupper af ikke-erhvervsaktive, som vi kender det i dag. Samfundet
var fortsat gearet til, at børnene og de gamle indgik aktivt i familien, og til at familiens medlemmer
tog vare på hinanden.
Kvinden og drengen optræder anonymt i artiklen. Det var både ydmygende og lidet ønskværdigt at
være både fraskilt og uden familie. Det er tydeligt, at historien blev gengivet i avisen, fordi den
med samtidens briller var dybt tragisk. Moderen siger bl.a.:
Børn trænger til en anden Familie end deres Mor, de trænger bl.a. til en Bedstemor
eller Bedstefar, der kunne vise dem lidt Interesse og Kærlighed. Derfor tænkte jeg
paa, om der mon ikke et eller andet Sted sidder et ensomt Menneske, der har Lyst til
at være noget for en lille Dreng? Skrive et brev til ham regelmæssigt, sende ham en
lille Pakke med nogle Frimærker – og maaske gaa i Zoologisk Have med ham, naar
han kommer hjem. De ved, en ”Sted”-Tante eller en ”Sted-”Bedstemor. Ikke en vi
skulle have økonomisk Fordel af, men en som kan lide Børn og som kunde give ham
lidt af den Interesse, som ellers det fattigste Barn har, men som han bliver snydt
for, fordi vi kun er os to. (IDN 304, B.T.)

Bedstemoderen ses således også i denne sammenhæng som den, der kan skabe gode oplevelser for
børnene, tilfredsstille deres behov for nærvær og frem for alt give pasning.
Mediebilledet af bedste anno 1953 kan opsummeres: Bedste var familiens fundament og omdrejningspunkt
– en familie var ikke en familie uden bedstemoder. Bedstemoderen sikrede ro og tryghed,
og hun passede og opdragede børnene, når deres forældre var på arbejde. Hun havde således
sin naturlige rolle i landbrugssamfundet.
Så længe den ældre kvinde blev hjemme og udfyldte rollen som familiens anker, omgærdedes hun
med respekt og kærlighed. Ganske anderledes forholdt det sig, hvis hun trådte ud i det offentlige
rum: Så blev hun til Hejren. Journalisten bag artiklen ”Ældre Damer studerer By-Planlægning”
undrer sig således over, at der er ældre damer tilstede ved en forelæsningsrække om byplanlægning.
Han skriver i indledningen:
Man skulde tro, at Byplanlægning var saa speciel en Ting, at almindelige Mennesker
vilde afholde sig fra at spekulere nærmere over den. Men det er slet ikke Tilfældet.
Afdelingsarkitekt Peter Bredsdorff har netop på Akademiet indledt en Forelæsningsrække
om Byplanlægning, og mellem 100 og 150 Mennesker mødte op for
at høre, hvad der kan siges om dette Emne. Blandt Deltagerne var endog ældre
Damer. (IDN 306, B.T.)
Artiklens vinkel er ikke foredraget i sig selv, men den – i journalistens og foredragsholderens
bevidsthed – besynderlige forekomst af ”ældre damer” ved foredraget. Faktisk står der meget lidt i
artiklen om, hvad foredraget handlede om. Som foredragsholderen siger i journalistens citat:
Man kan nok blive lidt overrasket over at se et Par ældre Damer paa Tilhørerrækkerne,
men Folks Interesser er ofte meget mere alsidige, end man almindeligvis mener.
Jeg deltog engang i nogle Forelæsninger om det gamle Ægypten, og den gang
slog det mig at se, hvor alsidig en Forsamling dette Emne havde kaldt paa. (IDN
306, B.T.)
De ældre damer optræder ikke selv i artiklen. De bliver ikke spurgt, hvorfor de viser denne interesse
for byplanlægning, eller hvad de i øvrigt synes om foredraget. De bliver tværtimod betragtet af
journalisten og foredragsholderen som underlige fisk, der er landet i et akvarium, hvor de så
absolut ikke hører til.
At ældre kvinder ikke var velset uden for privatsfæren i 1953, eller at de på det nærmeste blev
mobbet hjem, hvis de forsøgte sig ud, ses også i en noget grovere version i materialet. Den følgende
artikel er gengivet i sin helhed:
Side 61

Side 62
Danskere ugalante mod ældre?
Ingen steder har jeg mødt saa dejlige Mænd som her, sagde en udenlandsk Mannequin
i Gaar. Og det er nok muligt, men det er nu ikke noget Kriterium for hvor galante
de danske Mænd er – og de skal ikke tage sig den smukke Piges Ord til Indtægt,
før en Dame ikke længere kan føle, hvad vi forleden hørte en ældre Kontordame
sige:
– Næh, det er svært at være blevet ældre, ikke alene vil de fleste Chefer helst engagere
unge Piger, men de bliver skam også behandlet bedre. Deres mandlige Kolleger
aabner Døre for dem, er høflige og venlige over for dem, springer Ærinder for
dem.
Vi andre gamle Nisser kan minsandten selv faa lov til at aabne Døre, selv slæbe
tunge Skrivemaskiner, selv faa lov til at kravle op på Stigens øverste Trin for at
hente Bøger ned – der er ingen, der staar med Livet i Hænderne for, at vi skal falde
ned. Ingen der tænker paa, at vi ogsaa er Kvinder og har Behov for et venligt Smil
en Gang i mellem.
Kommer man ind i Banker eller andre offentlige Kontorer, staar det mandlige Personale
paa Hovedet for de unge Damer, vi andre faar deres Surhed. Kommer de
Unge for sent, bliver der ikke sagt noget – skal de til Frisøren, faar de fri, bare de
beder om det. Laver de en Fejl, bliver de maaske nok irettesat, men ikke paa en
Maade, der saarer dem. Vi ældre bliver behandlet – ofte i hvert Fald – som om vi
egentlig helst burde blive hjemme.
Næh de danske Mænds Høflighed og Elskværdighed – for slet ikke at tale om Galanthed
– er stærkt begrænset, og saa er den ikke saa meget værd, heller ikke for de
Unge. (IDN 307, B.T.)
Kontrasteringen mellem fotomodellen og hejren på kontoret, der føler sig mindre ombejlet og
ringere behandlet end de yngre kvindelige kolleger, er baseret på en grundantagelse om, at kun
unge kvinder har mænds opmærksomhed og interesse. I så henseende er der ikke den store forskel
i opfattelsen af den ældre kvinde anno 1953 og i dag (Blaakilde 1999:105-109).
Det er uklart, hvad formålet med den redaktionelle enhed er: Den kan være ment som et opråb til
mænd om at behandle deres ældre kvindelige kolleger med mere respekt. Men den kan også være
en simpel konstatering (og dermed en cementering) af, at ældre kvinder bliver behandlet sådan på
arbejdsmarkedet. I værste fald gør den nar af de ældre kvinder, og det tyder fotomodelcitatet i
indledningen faktisk på. Der var meget få ældre kvinder på arbejdsmarkedet i 1950’erne, og de var

måske derfor særligt udsatte. I 1950 var erhvervsfrekvensen for gifte kvinder i den erhvervsaktive
alder bare 16 procent. Først i 1970 var halvdelen af de gifte kvinder kommet ud på arbejdsmarkedet
(Mørch 1996:410-411). Hvorvidt de erhvervsaktive kvinder var få, fordi de blev tilskyndet til
at blive hjemme, eller fordi de ikke følte sig velkomne i det offentlige rum, er en diskussion, der
falder uden for denne fremstillings rammer. 30
Sammenfattende ses der to billeder af de ældre kvinder i 1953: Bedstemoderen i landbrugssamfundet,
som den frustrerede bybo længdes tilbage til. Det var hende, der samlede familien, passede
børnene og styrede det private rum. Hun nød familiens (og mediernes) kærlighed og respekt.
Hendes medsøster forsøgte sig i det offentlige rum, hvor hun ikke blev vel modtaget. Hun betragtedes
med forbløffelse, hvis hun dukkede op til et foredrag, og hun blev ikke spurgt, hvad hun
mente. På arbejdspladsen blev hun ignoreret og chikaneret. Hun var ikke velkommen i det offentlige
rum, og når hun optrådte der, måtte hun finde sig i at blive betragtet med forundring og måske
ligefrem foragt.
4.2.2 De ældre mænd i medierne
Hvor kvinderne optrådte både i privatsfæren (den gode bedstemoder) og i det offentlige rum
(hejren), var de ældre mænd i 1953 kun tilstede i mediebilledet i det offentlige rum og altid i meget
respektfulde og rosende omtaler: Under den svulstige titel ”En Ridder uden Frygt og Dadel”
skriver tidl. redaktør af Vordingborg Folkeblad R.F. Andersens søn et mindeord over sin afdøde
fader. Han indleder således:
Der er da vist ikke saa lidt i den Betragtning, der siger, at en Far har sine største
Kritikere i sine Sønner, i al Fald til disse naar Skelsaar og Alder. Det er da vist heller
ikke ualmindeligt, at den unge Mand ser ikke alene med Kritik, men muligvis også
med Medlidenhed på sin Far, som han bestemt mener, bliver overvurderet af sine
Omgivelser. Naar den samme unge Mand bliver lidt mere moden, faar han et
andet Syn paa sine Medmennesker – og specielt paa sin Far. Det begynder med at
han mumler: ”Den gamle er nu ikke saa tosset endda” og det ender muligvis med
at han ligefrem kommer til at beundre sin Far, saadan som han længe har beundret
sin Mor, overfor hvem hans kritiske Sans aabenbart aldrig har været vaagen. (IDN
339, Næstved Tidende)
30 Det er tankevækkende, så meget denne diskussion ligner diskussionen om tilsløring af muslimske kvinder i
dag: Muslimer hævder, at kvinderne tilslører sig frivilligt. Men gør de det frivilligt, fordi de synes, det er pænt,
eller fordi de – hvis de ikke tilslører sig – bliver chikaneret af mændene? Det er også tankevækkende, at samfundets
forventninger til kvinden har ændret sig så markant i denne 50-årige periode: Hvor kvinden i 1953 var
ugleset på arbejdsmarkedet og i det offentlige rum, og hvor en mand måtte føle sig flov, hvis hans kone arbejdede,
fordi det var et signal om, at han ikke kunne forsørge hende, er det i dag forbundet med lavstatus for
begge ægtefæller, hvis ikke både manden og kvinden spiller en rolle i såvel det offentlige rum som det private.
Side 63

Sønnen spejler sin far i omgivelsernes syn på ham og ikke i hans rolle som familiefader. Artiklen
fortsætter og viser, at en kerneværdi for faderen er hans erfaringsbaserede viden. 31 Det er i kraft af
erfaringen, at den ældre generation nyder den yngres respekt: At være erfaren giver magt over den,
der er uerfaren: De unge tør ikke formulere deres kritik højlydt, men nøjes med at mumle den, og
kritikken ender ikke i et opgør, men med en erkendelse af, at de ældre ”ved bedre”.
De ældre mænd var i kraft af deres erfaringsbaserede viden pr. definition eksperter. Eksempelvis
optræder en fhv. skoledirektør som foredragsholder i en forelæsning om folkeskolens karaktergivning.
Hans mangeårige erfaring omtales med respekt, og det gør ham værd at lytte til (IDN 348).
Erfaringsbaseret viden havde ikke den samme forældelsestakt i 1950’erne, som den har i dag: Jo
ældre man var – dvs. jo mere man havde oplevet – jo mere erfaren og vidende var man. Lidt
firkantet stillet op var en 100-årig således pr. definition dobbelt så vidende som en 50-årig, fordi
han (i princippet) havde dobbelt så mange erfaringer. At den erfaringsbaserede viden skattedes
højere i beskrivelserne af de ældre i 1953 end – som det vil vise sig i de kommende kapitler – den
gør i de senere punktnedslagsår – er en interessant pointe. Det skyldes formentlig, at den erfaringsbaserede
viden naturligvis har større værdi i et landbrugssamfund, der kun udvikler sig langsomt.
Her kan generationernes opsamlede viden, om hvornår det eksempelvis er bedst at så, gå i
arv fra generation til generation uden at miste gyldighed og aktualitet. Min mors viden, om hvordan
man sylter rabarber, er fortsat gyldig og aktuel for mig, men jeg har ingen gavn af hendes
viden om mobiltelefoner – her er min egen viden langt mere værd, fordi jeg har læst brugsanvisningen
til min telefon. Erfaringsbaseret viden devalueres med andre ord inden for de områder,
hvor udviklingen går hastigt. Sådanne områder var der færre af i 1953 end i dag, og derfor var den
erfaringsbaserede viden et af den gamle statsmands adelsmærker. IDN 332 viser med stor tydelighed
respekten for den ældre mands viden og erfaring:
Side 64
Læge Carl Winther Aagaard, har i disse Dage været Læge i 50 Aar og er i den Anledning
blevet interviewet af Kolding Folkeblad (Jos). Den gamle, livskloge Læge
fortæller mange interessante Ting og har ogsaa adskillige sjove Historier…(Næstved
Tidende, IDN 332) 32
Historien om læge Carl Winther Aagaard omtaler humoren som en væsentlig kvalitet for de ældre
mænd. Faktisk dukker den op igen og igen: Fødselsdagsomtalen af ”Næstveds mest aktive Humør-
31 Kjær (2003) giver en kort oversigt over begrebet erfaringsbaseret viden. Han stiller den erfaringsbaserede
viden (den som man har, når man har foretaget den samme handling mange gange, og som dermed naturligt
kommer med alderen) over for en forskningsbaseret viden, hvor man kan være vidende uden at have praktisk
erfaring med det, man er vidende om: Viden tilegner man sig eksempelvis gennem bøger.
32 I nutidsperspektiv kan det tolkes som nedladende, at der skrives, at den ”gamle, livskloge Læge fortæller
mange interessante Ting og har ogsaa adskillige sjove Historier”. Det vurderes ikke at være tilfældet, jf.
diskussionen af den værdi, man tilskrev den erfaringsbaserede viden (livsklogskab) ovenfor, samt den kommende
diskussion af den værdi, humoren havde i samtiden.

spreder oplæseren Nielsen-Hjørlunde” (IDN 316, Næstved Tidende) 33 understreger i flere sammenhænge
humoren som en kvalitet hos fødselaren. Et andet fødselsdagsportræt af den ”Syngende
Tandlæge” fremhæver ligeledes humor som en vigtig kvalitet. Artiklens indledning lyder:
Tandlæge Per Knudsen, der lige er fyldt 70, kan godt finde paa at give Patienterne i
Tandlægestolen en lille Sang, naar de trænger til at muntres op. I det hele taget er
han ikke nogen helt almindelig Tandlæge. Han har i sit lange Liv delt sin Tid ligeligt
mellem det snurrende Bor og Sangen og klaret sig saa godt paa begge Felter,
at baade Tandlæger og Sangere hver for sig insisterer paa, at han er en af deres. –
Og jeg har i øvrigt moret mig dejligt, siger han. (IDN 308, B.T.)
Humor findes også som et væsentligt tema i det ovenfor omtalte portræt af tidl. redaktør af Vordingborg
Folkeblad, R.F. Andersen. Sønnen skriver:
Men Far var sine mange offentlige Hverv tiltrods saa langt fra en Alvorsmand, som
han kunne være. Stadigt lurede Smilet i hans lune Øjne, og han kunde ofte sige:
”Man er ikke gammel, før man ikke ved Lejlighed kan blive som Barn igen”. Han
var da ogsaa med paa en Spas, hvis nogen var det, ligesom han kunde goutere en
god Vits eller en slagfærdig Bemærkning. Sit Lune lod han spille i den eksklusive
Forening ”Gaasen”, som var oprettet paa hans initiativ. Ved denne Forenings Fester
kunde han blive kaad som i Ungdommens Dage, og her slog han sig ogsaa løs i
frit Løb. (IDN 339, Næstved Tidende)
Vigtigheden af humor som en kvalitet hos de ældre mænd skal formentlig ses som en parallel til
den kvalitet, der tillægges den Morten Korch’ske bedstemoder. Den smilende, venlige, lune,
historiefortællende, livserfarne og vidende ældre mand synes ligesom Bedstemor på gården at
være hentet direkte ud af Morten Korchs univers. Om det var Morten Korch, der definerede tidsånden,
eller om det var tidsånden, der satte rammerne for Morten Korchs beskrivelser af samtiden,
er en diskussion om hønen og ægget. Men det er tydeligt, at det Korch’ske værdisæt for de ældre
også fandtes i 1950’ernes mediebillede af de ældre.
Sammenfattende kan man sige, at mediebilledet af de ældres dagligliv i 1953 synes at afspejle den
særlige situation, som Danmark befandt sig i: På den ene side var det traditionelle landbrugssamfund
under opbrud. I landbrugssamfundet havde de ældre udfyldt en rolle i familien og i produktionen.
Mediernes stereotyper om de ældre (især kvinderne) greb tilbage til en idylliseret fremstil-
33 IDN 319 er gengivet i næsten fuld ordlyd i afsnit b.3.
Side 65

ling af de ældre som dem, der samlede og stabiliserede familien. I tråd med landbrugssamfundets
logik havde de ældres erfaringsbaserede viden fortsat værdi.
På den anden side begyndte den første udvikling væk fra landbrugssamfundet at vise sig: Når de
ældre var tilstrækkeligt langt væk (som i Flensborg), kunne de optræde i rollen som stakler i det
politiske spil. Den unge generations oprør mod de ældre var lige om hjørnet, men endnu ”mumlede”
sønnen kun sin kritik af faderen, men de kommende år vil vise, at de ældre langsomt var ved at
miste de unges respekt for deres erfaring. Manglen på pleje- og pasningsordninger for dem, der
ikke var i erhverv (børnene og de gamle), begyndte at vise sig. Fremvæksten af det moderne
industrisamfund og velfærdsstaten førte en lang række ændringer med sig.
Sprækkerne blev dybere efterhånden, som der opstod en forståelse af, at erfaringsbaseret viden
kunne forældes og efter at de ældre (ligesom børnene) for alvor trak sig ud af arbejdsstyrken,
hvilket var en naturlig forlængelse af byggeriet af velfærdsstaten og dens institutioner, samt de
løbende forbedringer af de ældres økonomiske betingelser.
Men hverken velfærdsstaten, dens institutioner, folkepensionen eller Rom blev bygget på én dag,
og allerede i 1953 var den debat, der skulle lede frem til indførelsen af folkepensionen i 1956,
påbegyndt. Tanken spillede således en stor rolle ved valget i 1953. De ældre og deres levevilkår
var begyndt at komme på den politiske dagsorden. Derfor er det andet tema i den kvalitative analyse
af mediebilledet af de ældre i 1953 behandlingen af diskussionen om de ældres forsørgelse.
4.3 Pensionsdebatten
Forsørgelsen af de ældre var et livligt debatteret emne i 1953. Men det er også tydeligt, at der var
tale om en hel anden form for journalistik og et helt andet ældrebillede end det, som ”dagliglivsartiklerne”
ovenfor tegner. Det falder uden for denne fremstillings rammer at gennemgå dansk
pensionspolitiks historie, men en kort oversigt gives i det følgende. Mere interesserede henvises til
(Mørch 1996; Nielsen 1996; Petersen 2000; Green-Pedersen & Lindbom 2002; Petersen & Petersen
2005:104-109) for en række ret forskellige fremstillinger, som supplerer hinanden.
I 1891 blev den første danske lov om alderdomsforsørgelse med titlen ”lov om alderdomsunderstøttelse
til værdigt trængende uden for fattigvæsenet” indført. Der var tale om et understøttelsessystem,
som havde udskilt de gamle fra fattigloven, og hvis ydelser blev udmålt efter skøn. Man
kunne tildeles alderdomsunderstøttelse, når man fyldte 60 år. De ældre modtog kun lige netop det,
kommunen mente, var fornødent til livets opretholdelse. At modtage denne ydelse blev af de fleste
betragtet som meget ydmygende, og det var derfor også kun ca. 30 procent af de ældre, der tog
Side 66

imod ”tilbuddet”. 34 Der var store skævheder mellem land og by: Byboerne modtog generelt en
højere ydelse end landboerne. 35
I et forsøg på at rette op på nogle af skævhederne blev der i 1922 indført en ny lov: Aldersrenteloven.
Den indførte faste takster for, hvor meget de ældre kunne tildeles, og samtidig blev aldersgrænsen
hævet fra 60 til 65 år i håb om, at ændringen ville være udgiftsneutral. Hvis den gamle
havde indkomst over en vis grænse, blev dette beløb fratrukket med en fradragsbrøk på 60 procent.
Selve den sproglige betegnelse var vigtig. At indføre en aldersrente var i sproglig forstand at ligestille
det offentlige system med det private forsikringssystem, som tilbød livrenter. Således var de
faste takster og den ændrede betegnelse bl.a. forsøg på at gøre ordningen mere ”spiselig” i befolkningen.
Fra 1922 frem til 1956 var aldersrenteloven løbende genstand for diskussion og ændringer, hvilket
betød, at loven blev mere og mere kompliceret. I 1948 nedsatte regeringen derfor en kommission,
der skulle undersøge mulighederne for at erstatte den gamle aldersrenteordning med et nyt og
mindre kompliceret regelsæt. Pudsigt nok var kommissionen nedsat under betegnelsen ”Folkeforsikringskommissionen
af 1948”, men da kommissionen i 1955 afgav sin betænkning, bar den betegnelsen
”Betænkning om folkepension”. De politiske forhandlinger, der fulgte efter betænkningens
offentliggørelse, var lange og komplicerede. Selvsagt indgik det i drøftelserne, hvordan man
overhovedet skulle forholde sig til tanken om forsikring under den ene eller den anden form. Det
var trods alt en folkeforsikringskommission! Resultatet blev indførelse af en vis mulighed for supplerende
opsparing gennem den såkaldte pristalsregulerede opsparing (indekskontrakterne); men
hovedspørgsmålet var, om man i form af en folkepension, der blev udbetalt til alle, skulle udvide
aldersrentens universelle dækning til også at være en universel adkomst til en vis mindsteydelse –
folkepensionens mindstebeløb.
Har man indført en mindstepension, har man stillet en dej til hævning. Det varede da også mindre
end ti år, før man i 1965 vedtog den begyndende overgang til såkaldt fuld folkepension for alle.
Sådan endte det bare ikke, fordi man i dele af det politiske liv kunne se den fordelingsmæssige
skævhed i, at alle skulle have det samme i alderspension. Derfor blev folkepensionens grundbeløb
fra 1970 ydet uden indkomstaftrapning, mens man ovenpå byggede et pensionstillæg, som blev
reduceret med voksende indtægt fra andre kilder. Man har således aldrig haft et system, hvor alle
havde en ensartet flat-rate ydelse. Lidt paradoksalt har man så igen på et senere tidspunkt gjort
grundbeløbet afhængigt af samtidig indkomst – men kun når det drejer sig om arbejdsindkomst.
Og det er for så vidt pudsigt, fordi arbejdsindkomst i det gamle aldersrentesystem var en privilege-
34 Fra 1922 frem til begyndelsen af 1950’erne steg antallet af ældre, der modtog aldersrenten kun fra 30 til 60
procent på trods af, at 85 procent af de ældre faktisk havde indtægter, der var så lave, at de var berettigede til
ydelsen. Det var således ikke populært at modtage ydelsen (Socialdemokratiet NA).
35
Diskussionen af fordelingen af aldersrenten mellem land og by optræder i denne undersøgelses materiale i
to redaktionelle enheder (IDN 324, 367).
Side 67

et indkomst, der blev behandlet mere lempeligt end indkomster fra fx selvpensioner eller formueafkast.
I 1953 var aldersrenten ikke den eneste forsørgelsesmulighed for de ikke-erhvervsaktive ældre.
Parallelt med aldersrenten fandtes fx tjenestemandssystemet, hvor en tjenestemand kunne regne
med at få op til 80 procent af sin slutløn i pension. Denne ordning hørte selvsagt til i offentligt
regi. Derudover eksisterede der forskellige private pensionsforsikringsselskaber, og en række
virksomheder tilbød sine ansatte forskellige former for pensionsordninger (Politiken 1953:222).
Privat tegnede eller virksomhedsbaserede pensioner havde den åbenlyse fordel, at de ældre følte, at
pensionen hele tiden havde deres egne penge, hvilket fjernede det ydmygende element i at modtage
pension. Der var dog også ulemper: Dels en voldsom social slagside; dels blev de private
midler trukket ud af produktionsapparatet og stod unyttige hen (Mørch 1996:36). Det sidste synspunkt
hos Mørch kan i sagens natur anfægtes. Mens fordelingsargumentet kan have noget på sig,
turde det være indlysende, at afkastet på pensionskapitalerne just skyldtes, at pengene låntes ud til
produktionsnyttige formål.
Ligesom ved den omtalte overgang fra alderdomsunderstøttelse til aldersrente, spillede også selve
betegnelsen folkepension og folkepensionist en rolle. Aldersrenten var knyttet til sin forgænger,
alderdomsunderstøttelsen, som igen var knyttet til sin forgænger, fattigloven. Og det havde hængt
ved. Betegnelsen folkepension betød, at de fleste nu uden tøven oppebar deres offentlige, skattefinansierede
pension med næsten samme følelse af en ret som den, der gjorde sig gældende for de
private pensioners vedkommende.
Mediebilledet af pensionsdiskussionerne i 1953 afspejler i høj grad den beskrevne udvikling. På
den ene side diskuterer politikerne den offentlige pension, og på den anden side diskuterer deltagerne
i diverse alternative pensionsordninger, hvorledes disse skal forvaltes. Og der er tale om to
meget forskellige diskussioner. Den følgende gennemgang af materialet er derfor opdelt i to afsnit.
Det ene behandler debatten om indførelse af en folkepensionsordning under den ene eller anden
form, mens det andet handler om forvaltningen af de halv- og helprivate pensionsforsikringer.
4.3.1 Den offentlige pension
Mediedebatten om den offentlige pension anno 1953 har slående lighed med dele af den nutidige
debat – fx om behovet for efterlønsreformer for at frigøre mere arbejdskraft (Ræbild & Kristiansen
2001:23-31). Politikens ”Hvem, Hvad, Hvor” havde i 1953 et afsnit med den sigende titel ”Gamleproblemet
er akut – passende beskæftigelse er en af løsningerne”. I afsnittet gøres der rede for,
hvordan den faldende dødelighed medfører:
Side 68
…et ganske nyt problem: Hvordan skal man på såvel en human som samfundsmæssig
økonomisk forsvarlig måde sikre vores gamle gode levevilkår? […]

Sagt med andre ord: for tiden skal der 4 ”unge” til at forsørge én gammel, men om
en snes år vil der kun være 3 unge for hver gammel. Vi vil, naturligvis under forudsætning
af, at befolkningen udvikler sig på tilsvarende måde som i de sidste årtier,
inden længe [1970] blive et samfund af gamle. […]
Hvad det betyder i socialøkonomisk henseende er ikke vanskeligt at se. Allerede nu
tynger udgifter til aldersrenten og pensionerne de offentlige budgetter i foruroligende
grad; pensionsforsikringsselskabernes beregninger om levetid truer med at
slå benene væk under dem og de private virksomheders pensionsordninger har også
vanskeligheder ved at opfylde deres forpligtelser. (Politiken 1953:221-222)
Just dette tema anslog betænkningen fra Folkeforsikringskommissionen, da den blev publiceret i
1955. At pensionsdebatten politisk var meget vanskelig fremgår også af en kort omtale i Fyens
Stiftstidende. Artiklen rammer en ligeledes velkendt problemstilling:
Det viser sig da atter, hvor svært det er at foretage en stykkevis reform af alders- og
invaliderenteordningen. Og det bekræfter sig paany, hvor uheldigt det er, at aldersog
invaliderenteordningen er blevet en kastebold mellem de politiske partier. Det er
snart blevet en fast regel, at der i forbindelse med ethvert rigsdagsvalg skal tilbydes
alders- og invaliderentenyderne særlige forbedringer, hvor det ene parti kan overbyde
det andet og ogsaa gøre det paa den mest ublufærdige måde. […]
De gamle og invaliderne maa faa en besk smag i munden ved denne pludselige interesse,
der er for deres kaar, hver gang der skal være valg. Og for folketingets anseelse
er denne konstante leflen for en stor vælgergruppe ikke styrkende. Det ville være
meget ønskeligt, om man kunne komme bort herfra. Det ville være et væsentligt
fremskridt om forsørgelsen af de gamle og invaliderne blev fastlagt i faste og varige
ordninger. (IDN 283, Fyens Stiftstidende) 36
Der optræder ingen navngivne ældre eller citater fra ældre i artiklen. Alligevel formår journalisten
at fremstille de ældre som passive politiske kastebolde, der lokkes til at stemme for snart det ene
parti, snart det andet med valgløfter, som politikerne ingen intention har om at holde. Og de ældre
selv vurderes således ude af stand til at gennemskue det politiske spil. I lighed med de tre artikler
36 Der havde været valg den 30. september 1953, og Socialdemokratiet med Hans Hedtoft i spidsen havde
vundet (Mørch 2000:233). At artiklen bruger begrebet ”rigsdagsvalg”, må være en smutter: Tidligere på året
var grundloven af 1953 blevet gennemført, og den afskaffede som bekendt Rigsdagen til fordel for Folketinget.
Side 69

om ”de ældre i Flensborg” synes tendensen således at være, at når betegnelsen ”de ældre” bliver
brugt, opfattes disse allerede i 1953 som en indsigts- og viljeløs gruppe af svage individer. 37
Det andet tema i debatten om den offentlige pensionsordning handlede om problemerne med at
sikre en ligelig fordeling af aldersrenten. Således skrev Næstved Tidende om et forslag fra Det
Radikale Venstre om at bevilge 34 mio. kr. som en slags engangstillæg for at udjævne skævhederne
mellem tildelingen af aldersrenten på landet og i byerne. Forholdet mellem ydelserne i byerne
og på landet havde gennem alle årene været et tilbagevendende tema. Forslaget gik ud på at give
ældre ægtepar på landet 150 kr., mens enlige blev tildelt 100 kr.:
Side 70
Hvis man for Hovedstadens vedkommende regner Grundbeløbet til 100, skulle Rentemodtagerne
i Provinsbyerne have 92, de har kun 88, men ved det Radikale Forslag
vilde deres Rentebeløb statistisk kunne sættes til 90, saa er det ikke saa forfærdeligt
meget de mangler. (IDN 324, Næstved Tidende)
Samme forslag diskuteres i Politiken (IDN 367). Artiklens rubrik er simpelthen ”Et første skridt til
folkepension”, og af teksten kan man forstå, at netop udjævning af ulighederne i det nuværende
system er et af formålene med en eventuel folkepension. Denne tolkning virker i lyset af Det
Radikale Venstres senere ageren i ’folkepensionssagen’ rimelig (Petersen & Petersen 2005).
Sammenfattende kan man sige, at de ældre ikke selv var til stede i debatten om, hvordan den
offentlige pension skulle formes. Når de dukkede op, var det som en viljeløs masse, der lod sig
manipulere politisk. Det var ikke dem, der allerede var på pension, men dem, der skulle på pension,
der førte ordet. Det er ligeledes interessant, at datidens debat i høj grad ligner nutidens: Frygten
for, om vi nu også har råd til yderligere forbedringer, synet på de ældre, der skal forsørges, og
opfattelsen af de ældre som en byrde, der skal bæres, er reelt ikke meget forskellig fra nutidens
temaer.
4.3.2 De halv- og helprivate pensioner
For de veluddannede og vellønnede var der i 1953 som i dag andre muligheder for forsørgelse end
de offentlige kasser: De såkaldte pensionskasser var organiseret efter fag. Således havde eksempelvis
læger, tandlæger og jordemødre hver deres pensionskasse. Man indbetalte et månedligt
37 At de ældre her optræder sammen med invaliderne skyldes formentlig, at alderdoms- og invaliditetssikring
helt tilbage fra Bismarcks tidlige lovgivning var blevet behandlet under et. At man senere skilte dem i to
skyldtes, at en egentlig invaliditetsbedømmelse ville være en meget kompliceret og bekostelig affære. Derfor
var begrundelsen for en aldersgrænse for alderspension oprindelig, at man mente, at man gennemsnitligt
kunne gå ud fra, at alle var ”handicappede” i forhold til arbejdsmarkedet fra og med en bestemt alder.

eløb og kunne senere nyde frugterne af denne opsparing, når man trak sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
I uge 46 i 1953 blev disse private pensioner debatteret: Dansk Tandlægeforening holdt generalforsamling
og en frk. Wibæk, som både var tandlæge og landsformand for ”Danske erhvervskvinders
Klubber”, smed en bombe: Hun foreslog, at enkemænd efter kvindelige tandlæger i lighed med
enker efter mandlige tandlæger burde være berettiget til at modtage enkepension. Man fornemmer
på de artikler, der beskriver begivenheden, at en ”engel gik gennem salen”, efter frk. Wibæk havde
ytret sig. Men hun synes at have pressens opbakning: Overskriften i B.T. lyder ”Naturligvis bør
der oprettes Enkemandspension” (IDN 301), og indledningen lyder:
Siger kvindelig Tandlæge, der vil kæmpe for det til sidste Blodsdraabe – Jordemødrene
vil afvente Aktionens Resultat, for at der ikke skal komme for mange Vittighedstegninger
For første Gang rejste man i Gaar det interessante Problem: Bør Enkemænd efter
selverhvervende Kvinder have Pension. […]
Det er sjældent at møde en Kvinde, der med saa kærlig Omsorg tænker paa Mændenne,
og vi henvendte og vi henvendte os [sic.] derfor i Dag til tandlæge Frk. Wibæk
og bad hende motivere sit standpunkt.
– Det er, sagde hun, efter min Mening et ganske naturligt Krav. Vi Kvinder betaler
til en Pensionsordning lige saa vel som Mændene, men Mændenes Enker faar Pension
– Hvorfor skal vores Enkemænd saa ikke have det. (IDN 301, B.T.)
I artiklen forsøger hendes modstandere spagfærdigt at skyde forslaget ned med et ikke helt velgennemtænkt
argument om, at kvinder lever længere end mænd. Men frk. Wibæk gav ikke op, og
pressen holdt med hende. B.T’s leder tager også emnet op. Der indledes:
Naturligvis Enkemandspension
Er det ikke forbavsende så ofte det sker, at der dukker Forslag op, som faar En til
at udbryde: ”Forbløffende, at der i dette Land, hvor Lovmaskineriet har kørt i Aaringer
og stadig kører uden Ophold, at der ikke før er blevet tænkt paa det?[…]
Og der sad den forbløffede Bestyrelse, der ikke kunde andet end hilse Ideen Velkommen,
men dog rystede saapas i Knæene, at den opfordrede Forslagsstilleren til
at ”gaa lidt stille med Dørene”. (IDN 302, B.T.)
Side 71

I de fem redaktionelle enheder (IDN 267, 301, 302, 350, 356), der behandler dette emne, optræder
ingen personer, som med sikkerhed kan siges at være ældre. Alligevel synes diskussionen af enkemandspensionen
at vise et andet billede af de ældre, end folkepensionsdiskussionen gør. I forbindelse
med enkemandsdebatten bliver der kun i meget beskedent omfang argumenteret for, at det er
synd for enkemændene, eller at de har vanskeligt ved at klare sig uden en pension efter konen:
Side 72
Der er kvindelige Tandlæger der er gift med Tjenestemænd eller Bankmænd, der
tjener mindre end deres Koner. Man har opbygget en fælles økonomi efter hvilken
man kan sørge for en god Opdragelse af Børnene o.s.v. Ved den kvindelige Tandlæges
død bliver Enkemanden ligesaa daarligt økonomisk stillet som en Enke.
Hvorfor skal han ikke have Andel i den Pension, hans Kone har betalt til gennem
Aar? (IDN 301, B.T.)
Ovenstående citat er det eneste i debatten, der antyder, at der kan være tale om et reelt økonomisk
problem for enkemændene. Diskussionen bygger i højere grad på et argument om rimelighed.
Samtidig vidner debatten om, at ældre – i hvert tilfælde inden for AC–området – forventedes at
have et liv efter arbejdslivet.
Det er dog tydeligt, historien var god med 1953-journalistiske briller, fordi den vender op og ned
på den traditionelle forestilling om den mandlige forsørger og den hjemmegående kvinde – den beviser
jo, at nogle mænd rent faktisk forsørges af deres kones indtægt (historien lever således op til
nyhedskriteriet sensation (Meilby 1996:55). Debatten om enkemandspensionen handler således
mere om ligestilling og retfærdighed, end det handler om at bedre de ældres vilkår. Således slutter
artiklen i B.T.:
Vi har henvendt os til Formanden for Jordemødrene i Københavns og Roskilde
Amt, Anna Christensen og hun udtaler:
Vi har netop faaet indført en Pensionsordning….– Og faar Engemændene [sic.]
pension? – Vi har med Vilje ikke villet rejse Problemet. Der siges endnu saa mange
Vittigheder om Jordemoder Manden at vi ikke vil give anledning til flere Vittighedstegninger.
Men jeg skal ikke lægge Skjul på, at vi med Interesse ser at Sagen rejses
fra anden Side. (IDN 301, B.T.)
Opsummerende må man sige, at der nok i højere grad var tale om en kønspolitisk end en ældrepolitisk
debat. De vellønnede og veluddannede kvinder var så småt begyndt at tage kampen op.
Således står frk. Wibæk i skarp kontrast til såvel bedstemoderen og hejren.

4.4 Sammenfatning
Om end materialet fra 1953 består af blot 119 redaktionelle enheder, viser det et billede af de
ældre set gennem flere forskellige prismer:
For det første beskrives de ældre mere indirekte gennem en debat om de ældres forsørgelsesgrundlag.
Denne debat løb i to spor, der svarede til henholdsvis den offentlige forsørgelse af de ældre og
debatten om de private pensioner.
I debatten om den offentlige forsørgelse optrådte de ældre som en viljeløs gruppe, der var kastebold
i et politisk spil. De var svage, viljeløse ældre, der havde brug for hjælp. Det var der sådan set
ikke noget underligt i: Det var utænkeligt, at det ville være muligt at argumentere for en forbedret
offentlig forsørgelse af de ældre, hvis ikke der var et reelt behov. Men der var samtidig en understrøm
i debatten: Begrebet ældrebyrde var endnu ikke opfundet, 38 men opfattelsen af de ældre som
en økonomisk byrde for samfundet var allerede opstået og viste sig i mediebilledet om ældre anno
1953.
Omvendt afslører mediedebatten om de mere eller mindre private pensioner, at der hos de vellønnede
og veluddannede også dengang var en forventning om, at man efter tilbagetrækningen fra
arbejdsmarkedet kunne regne med at leve så længe og være så aktiv, at der var behov for ganske
gode økonomiske vilkår.
De ældre optræder ikke selv (i hvert fald ikke synligt) i nogen af de to pensionsdebatter. Det
skyldes formentlig lidt firkantet sagt, at pensionsdebatter typisk er et udslag af de erhvervsaktives
forsøg på at sikre sig selv økonomisk, snarere end de har karakter af hensyntagen til de allerede
pensionerede.
For det andet ses de ældre som hverdagsmennesker, og her kan man for kvindernes vedkommende
identificere to stereotyper i 1953: Den ene – bedstemoderen – mødtes i privatsfæren. Her holdt hun
sammen på familien. Den Morten Korch’ske bedstemoder svarede nøje til Kite og Wagners beskrivelse
af den gode bedstemoder (Kite & Wagner 2002:136). Den anden – hejren – mødtes i den
offentlige sfære, hvor hun ikke var velkommen. Stereotyperne om de ældre kvinder svarede godt
til tidsånden og var nært knyttede til kønsrollemønstrene i landbrugssamfundet: Kvinden hørte til i
hjemmet, og det var ugleset, hvis hun begav sig ud i det offentlige rum.
For mændenes vedkommende kan der kun identificeres en enkelt stereotyp: Den gamle statsmand,
som var kendetegnet ved sin viden og erfaring, sin humor og sin placering i det offentlige rum.
Hans opgave var at viderebringe sin erfaring og viden til den yngre generation, der ydede ham
38
Ifølge Dansk Sprognævn optræder begrebet ældrebyrde for første gang i en kronik af Mogens Lykketoft i
Berlingske Tidende, den 19. januar 1995.
Side 73

espekt til gengæld. Han svarede meget nøje til Kite og Wagners (2002:136) beskrivelse af den
gamle statsmand. Han havde nøjagtig som Vincent (1995:42) påpeger høj status, fordi Danmark
stadig i 1953 var et landbrugsland, hvor de ældres erfaring havde stor værdi.
Af de tre stereotyper – bedstemoderen, hejren og den gamle statsmand – er det hejren, der skal vise
sig at leve videre og blive den af de to kvindestereotyper, der tilskrives de fleste positive værdier i
de kommende punktnedslagsår: Hun opfattes tydeligvis negativt i 1953, men hun er formentlig
forfader til en ældrestereotyp, som kan kaldes Duracell-ældre (uddybes i afsnit 5.4).
Men som vi skal se i de kommende kapitler, lever de alle tre videre, selvom der i visse tilfælde opstår
variationer og helt nye stereotyper. Alle kan de opfattes både positivt eller negativt, og langt
hovedparten af dem kan bruges til at beskrive de ældre som enten stærke eller svage. I 1953 var de
tre stereotyper kønsspecifikke: Statsmanden var mand, bedstemoderen og hejren var kvinder, de
kommende kapitler vil vise, at kønsrollerne også på dette område har ændret sig over tid.
Side 74

Retirement kills more people than hard work ever did
Malcom S. Forbes
5. Ældrebilledet og trivselspolitik, 1963
5.1 Indledning
Det bærende bag den politiske målsætning på ældreområdet havde frem til indførelsen af folkepensionen
været et forsørgelsesprincip. Det blev gradvist afløst af en mere trivselsorienteret målsætning
(Ringsmose & Hansen 2005:19): Det handlede om at sikre de ældre et værdigt liv i tryghed
og med den fornødne pleje. Det politiske fokus var altså ikke længere på de ældres økonomiske
vilkår: Det problem blev tilsyneladende betragtet som løst med indførelsen af folkepensionen.
At folkepensionen på dette tidspunkt kun udgjorde ca. en tredjedel af en arbejderløn for et ægtepar
vidner om, at ordningen ikke var specielt gavmild (Mørch 1996:438).
Når man læser undersøgelsens materiale fra 1963, er det tydeligt, at den politiske vilje til at sikre
de ældre et værdigt og trygt liv var overordentlig stor, og at politikerne nærmest kappedes om at
finde områder, hvor man kunne sætte ind og lette de ældres kår: Økonomien havde været i voldsom
vækst siden slutningen af 1950’erne, og det gjorde det muligt at flytte grænserne for, hvad det
offentlige påtog sig af pasnings- og plejeopgaver.
Det hang også sammen med, at overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund nu var en
realitet (Mørch 1982:61). Derved var der sket store ændringer i kravene og forventningerne til
familiens evne til selv at passe de ældre og børnene. Mørch beskriver, at det offentlige omkring
1960 trådte i forældrenes sted for at sikre børnene ”pasning og opsyn, mad og drikke, tøj og tag
over hovedet – det er det mindste af det – men også ansvaret for at børnene kommer på deres rette
hylder” (Mørch 1996:436). Og noget tilsvarende kom til at gælde de ældre.
Det var også nødvendigt, for pasningsproblemet var reelt nok: Urbaniseringen, kvindernes indtog
på arbejdsmarkedet og det faktum, at der blev flere og flere ældre, øgede det permanente pasningsbehov
(Ringsmose & Hansen 2005:12-16). De ældre var derved så småt ved at blive en
Side 75

yrde, som skulle bæres af nogen. Nedenstående figur illustrerer synet på familiens opgaver i
forhold til familiens forskellige generationer. Den antyder, at ”de produktive aldersklasser” godt
kunne trænge til en ”offentlig håndsrækning”, og eftersom de ældre allerede var blevet sikret
økonomisk af folkepensionen, blev det bolig og pleje, der blev de næste satsningsområder.
Figur 13. Illustration til en oversigt over den forventede demografiske udvikling i Danmark
fra 1964-1980. (Politiken 1965:141)
I forhold til ældrepleje havde der været meget få tilbud og den hjælp, de ældre kunne få til husholdningen,
var yderst begrænset: I 1949 havde man indført den såkaldte ”Husmoderafløsningsordning”,
men den sigtede ikke imod en varig hjælp til de daglige gøremål for de ældre. Dens
formål var blot at aflaste i forbindelse med sygdomsperioder af kortere varighed.
Det var først i forbindelse med indførelsen af ”Lov om ændring i lov om folkeforsikring” i 1985,
at hjemmehjælpen blev indført som en velfærdsydelse. Det skulle vise sig, at hjemmehjælpen var
kommet for at blive. Den blev løbende udbygget op gennem 1960’erne og 1970’erne. Hjemmehjælpen
havde allerede fra begyndelsen et klart sigte: Den skulle forbedre de ældres muligheder
for at forblive længst muligt i eget hjem (Fuglsang 2000:11-12). Det var dog først senere, at
”længst muligt i eget hjem” blev til en slags mantra inden for ældreplejen (Ringsmose & Hansen
2005:19). Oprindeligt var hjemmehjælpsordningen vist egentlig mere tænkt som en slags lappeløsning.
Langt større og meget mere omkostningstungt var ”projekt de ældres boligforhold”. De ældre
havde i begyndelsen af 1960’erne en række forskellige boligalternativer: Det første var at blive i
eget hjem. Problemet ved at blive i egen bolig var, at de ældre typisk boede ”i gamle og dårlige
lejligheder uden moderne bekvemmeligheder” (Nielsen 1996:93), og det var yderligere forbundet
med visse problemer omkring pleje, eftersom ikke alle kommuner i begyndelsen af 1960’erne
tilbød rimelig grad af hjemmehjælp. De ældre kunne forsøge at finde en velegnet (eksempelvis
mindre) bolig, men det var også forbundet med problemer: Det var ganske enkelt vanskeligt at
Side 76

finde velegnede boliger. Så sent som i 1980 havde hver fjerde over 60 år hverken centralvarme
eller bad (Christensen et al. 1991:53).
Den næste mulighed var at flytte til et af alderdomshjemmene – som de hed i begyndelsen af
1960’erne – eller til et af de private plejehjem. Der var 255 private plejehjem i 1963 (IDN 549), og
pladserne var forbeholdt de, der havde råd til at betale (Nielsen 2003:1), og alderdomshjemmene
tilbød normalt ikke pleje (Nielsen 1996:94). På de mest veludstyrede alderdomshjem havde beboerne
deres eget værelse, men der var fælles bad og toilet, og maden blev tilberedt i et fælles køkken
(Nielsen 2003:1) (Jørgensen 1969:108-110).
Såfremt de ældre havde behov for varig pleje og ikke havde råd til et privat plejehjem, var de således
henvist til hospitalerne. Hospitalernes var derfor stærkt belastet med ældre, der ganske vist
havde et varigt plejebehov, men som med relativ beskeden hjælp kunne have klaret sig (Fuglsang
2000:11-12). Datidens geriatriske afdelinger var ikke udrustet til længerevarende ophold: De ældre
fik en seng, og så måtte de ellers vente…
I slutningen af 1950’erne begyndte man derfor at oprette kommunale plejehjem. De store kommunale
plejehjem – som fx De Gamles By – dannede rygraden i eksempelvis det københavnske
plejehjemsprogram (Jørgensen 1969:125). De kommunale plejehjem blev i lighed med de private
udstyret med behandlingsafdelinger. Det betød altså, at det offentlige langsomt gik i gang med at
overtage ansvaret for at huse og pleje de ældre, der havde behov derfor.
Men før det offentlige kunne overtage denne opgave, måtte det naturligvis debatteres. Og der
måtte findes en årsag til, at den eksisterende ordning ikke fungerede godt nok. For hvis man havde
ment, at alderdomshjemmene og de private plejehjem i kombination med hospitalernes geriatriske
afdelinger havde fungeret godt nok, havde der ikke været grund til at kaste sig ud i dette meget
bekostelige projekt. Den kvalitative analyse af 1963-materialet inddeles i to hovedemner: Den
første del af kapitlet handler om mediernes dækning og beskrivelser af såvel de private som de
offentlige plejehjem. Anden del af kapitlet vil forfølge ældrestereotyperne fra 1953 og se nærmere
på, hvordan de havde udviklet og formeret sig.
5.2 De private plejehjem
De private plejehjem var netop i 1963 under stærk kritik. Om der reelt var substans i kritikken,
eller om den blot var en del af den politiske oprustning for at få truffet beslutning om øget kommunalt
plejehjemsbyggeri, må være usagt i denne sammenhæng.
I uge 46 i 1963 var kritikken af de private plejehjem på den politiske dagsorden. Det var den, fordi
folketinget netop i den uge førstebehandlede et lovforslag fremsat af socialministeren, hvori han
foreslog ”en forbedring af forsorgen for ældre medborgere gennem en revision af bestemmelserne
om alderdoms- og plejehjem” (IDN 549, Næstved Tidende). Tanken med lovforslaget var bl.a. at
Side 77

øge kommunernes muligheder for at bygge kommunale plejehjem (mere herom nedenfor). Man
havde just foretaget en undersøgelse af disse private plejehjem og fundet at,
Side 78
20 procent af de nuværende private hjem er uden sundhedsmyndighedernes godkendelse.
Over 6 procent af dem er af dårlig bygningsmæssig standard, 4,5 procent
har uegnede ledere og 3,7 procent udøver en dårlig pleje. Dertil kommer at hele
28,4 procent savner et regelmæssigt tilsyn. (IDN 647, Politiken)
Tonen i artiklen antyder, at det stod meget skidt til: ”Dertil kommer, at hele 28,4 procent…”, men
tager man tallene for pålydende, var det ikke nødvendigvis særligt slemt, for der kan godt være
sammenfald mellem de 20 procent uden godkendelse og de 28 procent, der savner regelmæssigt
tilsyn, og det siger ikke noget om kvaliteten af plejehjemmene. Men det fremgår ikke af artiklens
tekst, og man fornemmer dermed journalistens holdning til sagen gennem teksten.
Det lovforslag, som den socialdemokratiske socialminister havde fremsat, indeholdt en bestemmelse
om en opstramning af tilsynet med de private plejehjem. Og det var også primært Socialdemokratiet,
der repræsenterede den holdning, at det stod skidt til på de private plejehjem, Venstres
P.E. Eriksen og De Konservatives Clara Munck var af en anden opfattelse:
P.E. Eriksen sagde, at samfundet skylder de private plejehjem tak for deres indsats,
og han var ikke tilfreds med den status, forslaget giver dem. (IDN 593, Kristeligt
Dagblad)
Clara Munck var helt enig med ham, om end hun ifølge samme artikel kunne acceptere et ”lægeligt
tilsyn” med de ældre. Tilsvarende mente Socialdemokratiet, at øget tilsyn med de private
plejehjem ikke kunne skade. Kristeligt Dagblads leder gav dem ret:
Det er blevet næsten et dogme at kritisere de private plejehjem. Det har sin menneskelige
forklaring. Det er reelt meget vanskeligt at finde plads på et plejehjem, og
det er svært at skulle gøre det, hvor det drejer sig om en nær pårørende. Overgangen
fra eget hjem til en stue eller en seng i fremmede omgivelser er hård. Derfor er
det let at finde fejlene. De uheldige forhold, der vitterlig findes, bliver så til reglen
og ikke til de undtagelser, de heldigvis er.
Netop af den grund bliver et forstandigt tilsyn en velgerning og en nødvendighed.
Men ”tilsyn” er et andet af de dogmer, der trænger til human, subsidiært brutal aflivning.
Tilsyn er, mener man, at snage; det er at komme ind i huset udstyret med et

offentligt væsens skidtvigtige almægtighed og stikke sin næse i ting, der ikke rager
væsenet og som det ikke har forstand på. (IDN 602, Kristeligt Dagblad)
Kristeligt Dagblads argument er dog et kompromisargument: Hvis alt er i orden på de private
plejehjem, hvad er så problemet med tilsynet? For kontorchefen i Københavns Kommunes socialdirektorat,
som førte tilsynet med de private plejehjem, lignede kritikken af de private plejehjem
en storm i et glas vand:
– Når man offentlig drøfter spørgsmålet om plejehjem kan man få det indtryk, at de
mennesker, der driver private plejehjem, er en række dårlige mennesker. Det passer
overhovedet ikke, sagde kontorchef P. Nygård Hansen i Københavns Kommunes
Socialdirektorat. […]
– Det er klart, siger hr. Nygård Hansen nu, at der imellem mennesker, der opretter
plejehjem, kan være, skal vi sige, sorte får. Det kan også forekomme på offentlige
institutioner. Og jeg kan forsikre for, ud fra det kendskab, vi her i direktoratet har
til forholdene i København, at det er undtagelserne. (IDN 601, Kristeligt Dagblad)
Nygård Hansen er den eneste kilde udover politikerne i denne debat, han er også den eneste ekspert.
Hverken de ældre selv eller nogen form for eksperter blev inddraget i debatten. Journalisterne
lod politikerne tale om de ældre.
Det vi i dag forstår som den objektive og kritiske journalistik, eksisterede endnu ikke i 1963. Det
var fortsat partipressens idealer, der styrede nyhedsformidlingen, så journalistens opgave var blot
at referere (Ufer 2001:37-39). I forhold til den journalistik, der handlede om ældrepolitik, betød
det, at journalisterne refererede politikernes standpunkter uden at forholde sig kritiske dertil. Derfor
blev de ældre heller ikke spurgt om deres mening. De ældre blev omtalt af politikerne en bloc,
og i den politiske debat blev de fremstillet som nogen, der har behov for hjælp. Derved kom den
refererende politiske journalistik til at fremme billedet af de ældre som svage. 39
Selvom de private plejehjem var til debat, blev der dog stadig bygget nye. Og det interessante er,
at når sådanne initiativer beskrives, så er holdningen til de private plejehjem en anden. Fru Marie
39 Det var først efter partipressens sammenbrud, at den kritiske, ”objektive” journalistik, hvor målet var, at alle
parter i en eventuel konflikt skulle høres, opstod sammen med omnibusavisen (Jensen 1997:247). I virkeligheden
kom denne form for journalistik i sig selv dog ikke til at sikre et mere nuanceret ældrebillede (se en uddybet
diskussion i afsnit 9.6.2).
Side 79

von Bornemann fortæller om, hvordan Den Kvindelige Pleieforening i København blev til et
plejehjem: 40
Side 80
– Der oppe [under en rejse til Norge] gik det en dag op for mig, at nu måtte vi lave
det om. Vort klientel, hvis jeg kan bruge det ord, er forandret. Fattigdom i gammeldags
forstand findes ikke. Efter 30 års færden mellem syge og gamle vidste vi, at det
er ikke mad, de skal have. De skal have pleje. Sygehjælp. De ligger der i deres små
stuer og kan ikke blive passet, og deres børn kan ikke gøre det. Vi må lave et sygehjem,
sagde vi til hinanden. Det er det, der er behov for. (IDN 584, Kristeligt Dagblad)
Bemærk hvordan de ældre beskrives som passive og plejekrævende, nærmest som børn. 41 Af
artiklen fremgår det yderligere, at Den Kvindelige Pleieforening indlod et samarbejde med Trinitatis
Sogn. Begge parter lagde 75.000 kr. på bordet, og Den Kvindelige Pleieforening stillede sin
ejendom i Gothersgade til rådighed. Så kunne arbejdet for alvor gå i gang:
Arkitekt Richard Jessen har tegnet et moderne velindrettet plejehjem til 24. I kælderen
bliver der sal og samlingsstuer for Menighedsplejen, i stuen dagligstuer og i de
øvrige etager boliger for de gamle. Der bliver elevator og fjernvarme – Og de gamle
skal blive, der til de dør, siger fru v. Bornemann. (IDN 584, Kristeligt Dagblad)
Det er uklart, om det sidste er en trussel eller et løfte. Artiklen fortsætter:
Alle planer var godkendt af alle instanser, men nåede ikke at komme med i byggekvoten
1963. Det standsede ikke de dygtige damer. De gik til Bolig og Socialministeriet
og fik særlig byggetilladelse. […] Fru Bornemann er ligesom husets [i Gothersgade]
andre lejere flyttet ud. Hun har fået en 2 værelses i Vanløse og er godt
tilfreds.
– Vist var det en dejlig lejlighed og dejligt centralt, men det er da underordnet, når
man tænker på, hvad huset nu skal bruges til.
40 Qvortrup (2005:9) beskriver, hvordan velfærdsstatens plejehjem voksede ud af diakonierne, som var religiøst
og moralsk funderede plejeinstitutioner, der blev tildelt som almisser. Velfærdsstatens plejehjem derimod
var baserede på et system af rettigheder. Dette skift mellem et almissebaseret og et rettighedsbaseret plejesystem
fik store konsekvenser for den måde, ældrepleje beskrives på i medierne. I artiklen om Den Kvindelige
Pleieforening i København er der tydelige religiøse rester af den ”gammeldags” diakoni – eksempelvis skulle
der bygges samlingsstuer for menighedsplejen, og forbindelsen til Trinitatis Sogn er klar.
41 Denne pointe genoptages i afsnit 5.4

Hun har regnet ud at det tager hende tre kvarter at komme ind til Trinitatis Kirke.
– Er det ikke hurtigere med S-toget?
– Jo, men jeg tager da ikke toget, når jeg kan køre på senilkort – sagde hun frejdigt
om Sporvejenes 67-kort. (IDN 584, Kristeligt Dagblad)
Så på den ene side langede de socialdemokratiske politikere i 1963 ud efter de private plejehjem,
men på den anden side blev der stadig givet byggetilladelser, så flere kunne opføres. Om end den
beskrevne standard ikke er imponerende i forhold til, hvad et nutidigt ældrecenter kan tilbyde, så
synes der ikke at være tvivl om, at Den Kvindelige Pleieforenings tilbud til plejekrævende ældre
var bedre end det, som de offentlige sygehuse kunne tilbyde.
Det fremgår først allersidst i artiklen, at fru von Bornemann faktisk selv var en ældre dame, og det
er interessant, at hun og hendes kolleger bliver rost som ”dygtige damer”, da de gik til ministeren
og skaffede en særlig tilladelse. Enten skyldes det, at det i 1960’erne var blevet mere acceptabelt,
at ældre kvinder viste sig i det offentlige rum (jf. afsmit 4.2.1) eller også skyldes det, at fru von
Bornemanns aktiviteter udspillede sig inden for et traditionelt kvindeunivers: Pleje og pasning af
de ældre. Endelig kan det ikke udelukkes, at det lille von foran efternavnet Bornemann, har påvirket
journalistens vurdering i respektfuld retning. 42
5.3 De kommunale plejehjem
En betragtelig del af det politiske arbejde i årene omkring 1963 gik som nævnt ud på at opbygge
en skattefinansieret offentlig servicesektor (Ringsmose & Hansen 2005:20). Det var naturligvis
nødvendigt at argumentere for de enkelte tiltag, og i forhold til byggeriet af kommunale plejehjem
synes bl.a. kritikken af de private plejehjem at have fungeret som løftestang.
Som tidligere nævnt blev et lovforslag, der skulle øge antallet af kommunale plejehjem, netop
førstebehandlet i uge 46 i 1963, og seks redaktionelle enheder beskæftiger sig med denne folketingsdebat
(IDN 480, 549, 593, 601, 602, 647). Dækningen af selve folketingsdebatten er ligesom
diskussionen af de private plejehjem meget refererende og af typen: Socialministeren har fremsat
et lovforslag om forbedring af forsorgen for ældre medborgere gennem en revision af bestemmelserne
om alderdoms- og plejehjem. Forslaget vil medføre et øget byggeri af (kommunale) plejehjem.
Ifølge alle de redaktionelle enheder var folketinget ganske enigt om den sag. Kristeligt
Dagblad (IDN 593) forklarer baggrunden for forslaget:
42 Fru von Bornemann var muligvis repræsentant for en ældrestereotyp, som ikke nævnes hos Kite og Wagner
(Kite & Wagner 2002:136), men som dukker op gentagne gange i materialet. Hun blev beskrevet som en aktiv
kvinde, der på trods af alderen blev ved med at være aktiv. Denne ældrestereotyp betegnes i denne undersøgelse
som Duracell-ældre (mere herom i afsnit 5.4). Der kan som nævnt i afsnit 4.4 muligvis ses et slægtskab
mellem Duracell-ældre og 1953-hejren.
Side 81

Side 82
Byggeriet af plejehjem for ældre mennesker kan ventes stærkt øget i de kommende
år. Samtidig vil mange af de nuværende alderdomshjem blive ombygget og indrettet
så de i højere grad kan tjene som plejehjem for ældre mennesker, der har bevaret
helbredet, så de i en vis udstrækning kan klare sig selv, udbygges hjemmehjælps- og
hjemmesygeplejeordningerne, så de længst mulig kan blive boende i deres hidtidige
hjem [sic.]. […]
Forøgelsen af plejehjemspladser vil frigøre dyre sengepladser på hospitalerne og
antallet af tragedier med ældre mennesker, der ikke under de nuværende forhold
kan få plads på plejehjem i deres egen by, må kunne begrænses.
Den foreslåede forøgelse af byggeriet skønnedes at ville koste omkring 350 mio. kr. Og det var
alle politikere enige om at bevillige. At politikerne kunne blive enige om, at der skulle bygges
flere plejehjem – selvom højrefløjen ikke ville udtrykke kritik af de private plejehjem – skyldtes
formentlig det evigt tilbagevendende argument om den hastigt voksende ældrebefolkning. Argumentet
fandt dengang som nu altid en plads i debatten:
P.E. Eriksen (v) nævnte tal fra betænkningen, der spår, at antallet af mennesker
over 65 år i 1980 vil være steget til 700.000 mod 502.300 i 1962. Venstre ønsker
forsorgen udbygget, så den i højere grad tager sigte på den enkeltes problemer.
(IDN 593, Kristeligt Dagblad)
Og med landspolitikernes velsignelse tog pokker ved kommunerne: I denne undersøgelses materiale
fra 1963 alene findes omtaler af planer om byggeri af mindst 11 43 nye plejehjem i lokal- og
regionalaviserne. 44 I Otterup på Fyn drøftede 22 sognerådsmedlemmer, om de nordfynske kommuner
skulle gå sammen og bygge to såkaldt ”syge- og plejehjem”. Sognerådsformanden så dog
andre og mere vidtrækkende muligheder for at udbygge plejen af de ældre – før afholdelsen af et
møde om sagen udtalte han til Fyens Stiftstidende (IDN 397):
– I øvrigt trænger adskillige andre tilsvarende problemer sig paa rundt i kommunerne,
siger sognerådsformand Rasmussen videre. For uden syge- og plejehjemme-
43 To fynske kommuner (Rønninge og Marslev-Birkende) blev i uge 46 i 1963 enige om at bygge et fælles
plejehjem (IDN 432), Nyborg Kommune forelagde en plan for byggeri af et plejehjem med plads til ”tolv
gæster” for socialministeriet (IDN 479). Kværndrup og Ringe kunne berette om et samarbejde om oprettelse
af et fælles syge- og plejehjem (IDN 484), Ryslinge Kommune ville købe sig til plejehjemspladser i Ringe
(IDN 501), og Næstved Tidende havde to omtaler af konkrete byggeplaner (IDN 520, 532).
44 I følge Perspektivplan-redegørelse II (1973:655-655) tog opførelsen af plejehjem ”et stærkt opsving efter
1966”, hvor byggerestriktionerne blev ophævet. Materialet fra 1963 beskriver således formentlig kun den
spæde begyndelse af byggeeuforien.

ne må vi løse problemet med flere alderdomshjem og beskæftigelsen af beboerne,
ligesom en mere omfattende hjemmehjælp må sikres og endelig er behovet for pensionistboliger
også voksende. […]
Efterhånden som beboerne bliver ældre på alderdomshjemmene opstaar også problemet
med beskæftigelse af dem. Det er ikke længere nok at sikre dem et værelse
og god pleje. Det er at dræbe dem aandeligt, hvis der ikke gøres mere. Beboerne
bør sikres beskæftigelsesmuligheder – paa frivillig basis naturligvis, og det kan
udmærket ske under [et ord er ulæseligt], som ikke rummer nogen aldersgrænse.
Ogsaa de mange ældre, der ikke bor på alderdomshjem, har behov for et par gange
om ugen at møde fællesskabet i et skabende arbejde.
Mødet viste sig at være en overordentlig stor succes: Man enedes om ikke at nøjes med to plejehjem,
men i stedet at bygge tre ”syge- og plejehjem” (IDN 467). Og selvom Bogense Kommune
faktisk var med i planerne om at bygge to nordfynske plejehjem, fik Bogense yderligere tilladelse
af Socialministeriet til at udbygge det eksisterende plejehjem ”Solgården”. Ifølge Fyens Stiftstidende
(IDN 454) skulle udbygningen rumme ”værelser til ensomme og gamle” og ”en fløj til
syge- og plejehjem.”
De kommunale plejehjem blev i begyndelsen af 1950’erne betragtet som en god løsning på problemerne
med at huse de ældre. Og antallet af institutionspladser til de ældre voksede fra knap
30.000 i 1964 til knap 50.000 i 1975. Men plejehjemmene skulle siden vise sig ikke at være en
særlig populær løsning blandt de ældre (se fx (Salting 1993)), og det skulle også vise sig, at behovet
for egentlige plejehjemspladser var begrænset: Mange ældre kunne og ville hellere blive i
deres eget hjem, med støtte fra diverse plejeordninger (Perspektivplan-redegørelse II 1973:656).
Med vedtagelsen af Ældreboligloven i 1987 ophørte det traditionelle plejehjemsbyggeri. I stedet
byggede man fra 1987 såkaldte ”moderne plejehjem”, hvor boligen typisk bestod af to værelser
med køkken og bad.
Det interessante ved debatten om kommunalt plejehjemsbyggeri i 1963 er for det første, at de
ældre selv er fraværende i diskussionen af deres boligbehov. Kun en eneste kilde i de artikler, der
er relateret til plejehjemsbyggeriet, er ikke politiker – han er embedsmand og altså heller ikke selv
ældre. For det andet optræder der i materialet ingen diskussion af, hvor stor en andel af de ældre
der faktisk har behov for pleje(-hjemsplads). For det tredje er det bemærkelsesværdigt, så hyppigt
alderdom, sygdom og ensomhed sammenkædes i artiklerne. Dette retfærdiggøres delvist af, at
lovgivningen sammenkædede folkepension og invalidepension, og af at plejehjemmene var beregnet
både til ældre og til handicappede eller syge.
Hermed kommer debatten om plejehjemmene i 1963 til at ligne pensionsdebatten i 1953: Billedet
af de ældre i begge debatter er yderst stereotypt. De ældre beskrives som svage, pleje- og pasningskrævende
og nært beslægtet med de handicappede og de syge. Denne måde at beskrive de
Side 83

ældre på er på den ene side betinget af emnet (at de ældre skal hjælpes på den ene eller anden
måde) og på den anden side betinget af, at politikerne i kampens hede ligesom journalisterne i
deres historier var tvunget til at forenkle og forsimple virkeligheden.
Uden for den politiske scene var variationen og kontrasterne i ældrebilledet imidlertid langt større i
medierne.
5.4 Nye og gamle stereotyper brydes
Udover at sikre de ældre tag over hovedet og mad på bordet var den offentlige sektor på vej ind i
underholdningsindustrien i 1960’erne. Med overgangen fra landbrugsland til industrisamfund og
fra socialsikringsstat til velfærdsstat var de ældre trukket ud af arbejdsstyrken og anbragt på et lille
værelse, væk fra familien og uden noget at tage sig til. Det kunne alle se var skidt for de ældre.
I en af materialets redaktionelle enheder ligestilles de manglende muligheder for et aktivt ældreliv,
med at dræbe de ældre åndeligt (IDN 397). Derfor måtte plejesektoren ud over plejen også være
med til at sikre en eller anden form for underholdning af de ældre. Underholdningen bestod af forskellige
aktiviteter, som ofte havde karakter af håndarbejde. Der blev oprettet værksteder og
hobbystuer til de ældre. Qvortrup (2005:14) argumenterer for, at der i plejesektorens beskæftigelsesterapi
ses en reminiscens af plejehjemmets forløber – diakonien: I den almissebaserede diakoni
indgik de ældre i selvforsørgelsen gennem det daglige arbejde med fx lidt landbrug eller deltagelse
i den daglige husholdning. Ved overgangen til velfærdsstatens plejehjem gled selvforsørgelsen ud.
Plejerne tog sig af det daglige arbejde, og derfor måtte man aktivere de ældre på en anden måde.
Hvorledes det kunne ske, illustrerer Nielsen ganske godt, når han beskriver, hvordan Ensomme
Gamles Værn (EGV) iværksatte et forsøgsprojekt med de såkaldte ”Hobbystuer” i 1965: Formålet
med forsøget var under overskriften ”Hjælp til selvhjælp” at aktivere de ældre både ”manuelt og
intellektuelt”. Hver uge blev 35 ældre – sammen med 3-5 damer fra det såkaldte omsorgsudvalg –
fragtet i bus til et kursussted.
Side 84
Hvad dagsprogrammet angår, er vi nogenlunde enige om, at det skal se sådan ud:
Afhentning med bus fra vinterstuen kl. 10. Så er de deroppe ved ellevetiden. Vi har
besluttet, at de skal være tilbage ved vinterstuen senest kl. 18 med afgang deroppefra
ved 17-tiden. Det vil sige, at de har 6 timer deroppe, fra kl. 11 til kl. 17. Frem til
kl. 12 forsøger vi os frem med lidt intellektuel aktivering. Det er min idé. Hvis vi lader
dem folde sig ud med deres hobbyarbejder, inden de skal spise, når de dårligt
nok at komme i gang, før de skal pakke sammen igen. Den intellektuelle aktivering
består i, at vi sætter dem til at diskutere et eller andet emne. Det står fast, at de skal
have varm mad kl. 12, det er meget vigtigt med dette varme måltid midt på dagen
og tid bagefter til et middagshvil. Så har de eftermiddagen til hobbyarbejderne. De

foregår fra kl.14 til 16,30. Mere end to en halv time kan de ikke holde til. Så har de
en halv time til at nørkle sig færdige og pakke sammen og få en kop kaffe, inden
bussen går hjem. (Nielsen 1996:125)
Qvortrups (2005:14) argument om, at der her er en reminiscens af diakoniens selvforsørgelse,
synes understreget af beskrivelsen af EGV’s hobbystue. Men der er også en anden pointe i ovenstående
citat: Der er slående ligheder mellem den måde, EGV ifølge Nilsen beskæftigede de ældre
på og den måde, en pædagog arbejder med børn i en børnehave på. De ældre var i lighed med
børnene umyndiggjort.
Et andet eksempel på en sådan umyndiggørelse er to omtaler af det årlige julesalg i De Gamles By.
Julesalget omtales i Kristeligt Dagblad (IDN 595) og i Politiken (IDN 649). Især i Politikens
artikel beskrives de ældre som børn: Rubrikken lyder ”Hvor er de dygtige!” Journalisten beretter,
at julesalget i De Gamles By har eksisteret i ti år, og at de ældre er ”blevet flinkere og flinkere med
deres hænder”: De ældre kan overraske med deres dygtighed og bør roses derfor, når det sker.
Umyndiggørelsen var endvidere indlejret i måden, de offentlige ydelser til de ældre blev administreret:
Hvis en ældre flyttede på pleje- eller alderdomshjem, blev vedkommendes pension inddraget
til betaling af husleje mv. Man skulle altså ikke selv stå for at betale sine faste udgifter, og i
stedet for at få udbetalt sin pension, fik pensionisten udbetalt et beskedent beløb til ”lommepen-
ge”. 45
Umyndiggørelsen af de ældre i 1960’ernes danske velfærdsstat gik hånd i hånd med stereotypen
om de barnlige ældre. En stereotyp, som ganske vist ikke omtales af Kite og Wagner, men som
løbende dukker op i materialet fra denne undersøgelse fra og med 1963. Stereotypen om de barnlige
ældre kan dog også tænkes at opstå som en art mental sammenblanding: Både børneinstitutionerne
og plejehjemmene voksede frem i den samme periode og af det samme behov, nemlig at få
plejet og passet de mennesker, der ikke var på arbejdsmarkedet. I sagens natur fandtes der ikke
særskilte professionelle normer for hhv. børnepasning og ældrepleje, så det kan tænkes, at datidens
Danmark var tilbøjelig til at opfatte de to plejekrævende grupper som én samlet gruppe – med
dertilhørende ens egenskaber.
Men samtidig med stereotypen om de passive, hjælpeløse og barnlige ældre, fandtes en anden –
næsten modsatrettet – stereotyp, nøjagtig som både Pickering (2001:107ff) og McCann og Giles
(2002:166-167) hævder, at der ofte gør. Denne stereotyp var ny i 1963, og den kan passende
kaldes Duracell-ældre. Stereotypen Duracell-ældre beskrev et usædvanligt ældre menneske, der
påtog sig et særligt projekt, og som havde vilje og styrke til at gennemføre det. Ofte var der tale
45 At salget af de ældres håndarbejder supplerede deres lommepenge understreger Qvortrups (2005) pointe om
beskæftigelsesterapiens rødder i selvforsørgelsen.
Side 85

om projekter, som ingen eller kun ringe opmærksomhed ville have fået, hvis ikke netop det var et
ældre menneske, der stod for det.
Materialet fra 1963 rummer beskrivelser af to kvinder af Duracell-typen: Den første er allerede
omtalt. Det er fru Marie von Bornemann, der var forstanderinde for Den Kvindelige Pleieforening
i København. Hun beskrives som både frejdig og dygtig, da hun skaffede en særlig byggetilladelse
fra socialministeren. Den anden er Edith Enna, som portrætteres i anledning af sin 70-års fødselsdag
under rubrikken ”Yogaens ypperstepræst”:
Side 86
SJÆLDENT ser man nogen fejre 70 års fødselsdag med at stå på hovedet. Men
Edith Enna – som med 99 pct.’s sikkerhed kan siges at ville gøre det på torsdag –
er heller ikke en af dem, der går tretten på dusinet af.
Det er næppe for meget at kalde hende for en blanding af pioner og profet. I hvert
fald har hun bragt yogaen til Danmark. (IDN 672, Politiken)
Edith Enna var ifølge portrættet uddannet på Det Kongelige Teaters Balletskole, og som 27-årig
trak hun sig tilbage for at hellige sig mand, hjem og børn. Artiklen beskriver, hvordan Edith blev
syg, og hvordan hun ved et tilfælde kom i kontakt med yogi Sivananda, der lærte hende så meget,
at hun kunne tage elever og udgive lærebøger om yoga. Artiklen slutter med at beskrive den
excentriske pensionerede balletdansers rejser til sommerhuset i Jylland:
Edith Enna ejer et bondehus et sted i Jylland. Når hun rejser over til det, tilbringer
hun tiden i toget i lotus-stilling, med benene oppe under sig. De medrejsende kigger
på den smukke dame, der sidder rank og utrættet time efter time på kupé-sædet. De
ville måske synes, at hun var ”underlig” hvis ikke Edith Enna var så velklædt, velfriseret,
chick og moderne. Alt det – og så mildheden i de store brune øjne og munterheden
i de hyppige smil får dem til at glemme de korslagte optrukne ben under
den vide nederdel.
Men kom de på en tidlig fødselsdagsvisit og fandt 70 års fødselaren på hovedet i
sort trikot – så – ja, så skulle der nok et par timer i yoga til at gøre dem trygge
igen. (IDN 672, Politiken)
Edith Ennas førstevalg var mand og børn, og først da familieprojektet mislykkedes for hende pga.
sygdom, kunne det accepteres, at hun skabte en alternativ karriere. Det er også bemærkelsesværdigt,
hvor stor en rolle Edith Ennas udseende tilsyneladende spillede: Fordi hun var velklædt og
moderne, kunne hun tillade sig at optræde mere ”underligt” end andre ældre. Edith Enna var

tydeligvis hverken umyndiggjort eller viljeløs. Hun var en anderledes, spændende kvinde, der med
stor selvtillid fyldte sin plads ud i det offentlige rum. 46
Bedstemoderstereotypen og den gamle statsmand eksisterede dog stadig. Men de ældre fik sværere
og sværere ved at leve op til de krav og forventninger, disse stereotyper indebar. I forhold til den
ældre statsmand er det tydeligt, at den erfaringsbaserede viden ikke længere havde så høj en værdi,
som den havde i landbrugssamfundet (jf. afsnit 4.2.2): Flere portrætter af ældre mænd understregede
i 1963 de mange ændringer, der var sket i produktionsbetingelserne, og dermed at de ældres
ekspertise var devalueret. Den erfaringsbaserede viden var ikke længere interessant, fordi den
yngre generation ikke kunne (gen-)bruge den til noget produktivt – den var nu en slags kuriosum,
der mest var interessant i kraft af dens historiske værdi.
I to portrætter af hhv. en 50-års og en 40-års jubilar kommer denne ændring meget tydeligt frem.
Her griber journalisten i beskrivelsen af jubilarernes jobfunktion tilbage til beskrivelser af, hvordan
det var dengang – dvs. før en lang række processer i arbejdet blev mekaniseret. Således fortæller
skovløber Hans Hansen, Lejrstofte, i anledning af sit 40 års jubilæum:
Dengang [da Hans Hansen lige var blevet ansat] var det til en timeløn på 64 øre –
nu er den 5,50 kr. Det kan man bl.a. takke motorsaven for. Hvor man før med
håndkraft kunne fælde ét træ, kan man i dag i det samme tidsrum klare mellem 6 og
7. Jo, maskinalderen har også holdt sit indtog mellem trækronerne – selv om også
noget på den konto er gået tabt. Skovløber Hans Hansen er ikke blind herfor. Roen,
romantikken, de taktfaste øksehug, og menneskene er også blevet anderledes, siger
han. De har ikke tid til længere at gå i skoven på samme måde som før. (IDN 521,
Næstved Tidende)
Denne tekststump viser et interessant stilskifte: ”Nutidens” brug af motorsav beskrives umiddelbart
meget nøgternt, og man kan ”takke” motorsaven for den højere løn. Billedet af moderne
skovbrug ville således være positivt, hvis ikke eftersætningen ”– selv om også noget på den konto
er gået tabt” havde været der. For efter denne sætning griber teksten tilbage til tiden før verden
gik ”af lave” – dengang da menneskene levede i det Korch’ske glansbillede. Det nye industrisamfund
synes ikke at levne mennesket tid til at gå i skoven som før, og når de to billeder af motorsaven
og familierne på skovtur sammenstilles i ovenstående tekst, så kan taknemmeligheden over
motorsaven måske alligevel ligge på et meget lille sted. Hans Hansen (det var ham, der indførte
motorsaven i skovbruget i sin egen skov) var på den ene side en fremskridtets mand, men frem-
46 Portrættets form er formentlig præget af, at journalisten selv er kvinde (Gudrun Matthiesen). Samtidig har
det sikkert spillet en rolle, at kvinderne så småt var på vej ud på arbejdsmarkedet i 1963. Mandssamfundet
blev angrebet fra mange vinkler, og kvindebevægelsen fik stor betydning for de ændrede forhold både på
arbejdspladsen, i det politiske liv og i familien (Hansen et al. 2001:388).
Side 87

skridtet fremtrådte i en vis forstand negativt. Samtidig gør tekstens greb tilbage til lovprisningen af
de svundne tiders ro, romantik og taktfaste øksehug Hans Hansen bagstræberisk: Han fremstår
pludselig med et irriterende gnækkende gammelmands ”Næhhh – det var nu bedre dengang da…”
Dette giver teksten en sær dobbelthed.
Portrættet af brænderileder Jørgen Kayser i anledning af hans 50-års jubilæum rummer ligeledes
den gamle mands greb tilbage til tiden før mekaniseringen af hans jobfunktion:
Side 88
I gamle dage blev raakaffen hældt i ristningsmaskinen gennem en luge i loftet, og
det var en kunst med den koksfarvede maskine at faa kaffen brændt lige akkurat,
som den skulle være. Man skulle også have forstand paa fyring, hvis man ville være
sikker paa et godt resultat. I dag er det blot om at trykke på de rigtige knapper. […]
Hele processen tager 10 minutter i dag – i gamle dage maatte vi regne med mere
end den dobbelte tid. […]
– Tænker De på at lægge op nu efter 50-aarsdagen?
– Ikke med min gode vilje. Saa længe jeg har kræfter og helbred til det, bliver jeg
ved med mit arbejde. (IDN 499, Fyens Stiftstidende)
Jørgen Kayser reflekterer over de færdigheder og den kunnen, han i sin tid måtte lære sig for at
være i stand til at varetage sit job – og at denne viden er blevet ubrugelig: I dag er det blot at trykke
på de rigtige knapper. Men han har – som det hed i datidens sprogbrug – ingen planer om at
”lægge op” – dvs. gå på pension: Om end jobbet er radikalt forandret over tid, så synes han at
tilhøre den gruppe af ældre, der ikke har noget ønske om at lade sig pensionere før højest nødvendigt.
Han er således beskrevet som den stolte ældre mand, ganske som i den klassiske stereotype
om den gamle statsmand. 47
Men noget væsentligt havde ændret sig. Selv om Jørgen Kayser og Hans Hansen tilhørte typen den
gamle statsmand, lignede de ikke helt forrige kapitels gamle statsmand eksemplificeret ved mindeordet
for Vordingborg Tidendes redaktør R.F. Andersen (se afsnit 4.2.2). 1963’s statsmænd så nok
tilbage på et aktivt virke i samfundets tjeneste, men de erkendte samtidig, at verden havde ændret
sig. De var tvunget til at reflektere over ændringerne i deres job, der siden 1950’erne var blevet
mekaniseret og industrialiseret i lighed med store dele af det danske samfund. Den viden, som den
gamle statsmand tidligere kunne viderebringe til de yngre generationer, og som han modtog de
yngres respekt for, havde ikke længere den samme værdi. Den gamle statsmand havde således i
1963 fået en ”irriterende fætter”: Den gamle mand, der gerne ville se sig selv som den gamle
47 At Jørgen Kayser ikke havde nogen planer om at ”lægge op” og dermed tage imod den folkepension, som
han havde ret til, kan muligvis ses som et udslag af, at ikke alle endnu opfattede folkepensionen som en
egentlig ret, men stadig som en slags almisse.

statsmand, og som derfor blev ved med at vende tilbage til tidligere tiders storhed og forsøgte at
prakke de yngre sin viden på.
Bedstemoderstereotypen levede også fortsat, men havde fået to varianter: Den ene variant ses i en
artikel i B.T., der indeholder en oversigt over julegaveforslag til de ældre. Artiklen er gengivet i
sin helhed:
Der er mange gode ideer til gaver til de ældste i ”Helse”
HVAD skal vi hitte på at give de gamle i familien i julegave? De kan sommetider
være vanskelige at hitte en rigtig god gave til også fordi de selv tit siger, at de ikke
ønsker sig noget. I ”Helse” er der en række gode ideer.
Man kan køb sporvognskort til mennesker der er over 67 – et kvartalskort koster 15
kr., et årskort 63 kr.
DSB-gavekort til togbilletter. Hvordan man skal komme omkring, er et stort økonomisk
spørgsmål for mange ældre mennesker.
Gavekort til fodpleje – fodplejerforeningen har på Helse’s opfordring udarbejdet et
gavekort, der giver ret til fodpleje hos lægeautoriserede fodplejere over alt i Danmark.
Et kort til f.eks. 25 kr. dækker 3 behandlinger over et halvt år. (Det er klogt at give
gavekort og ikke rede penge, siger Helse – ellers går pengene måske til gaver til
børnebørnene i stedet for).
En stor nummerskive til den svagtseendes telefon – fås ved telefonvæsenet. Den er
for resten gratis, så det var en god ide for et af børnebørnene. Hvis man synes, der
er grund til at vente til jul.
En brillesnor, så brillerne ikke så nemt bliver væk.
Et par reservebriller – en dyr (ca. 60 kr.) men dejlig gave
En god læselampe.
En fodskammel, der passer til yndlings-lænestolen. Fås i mange trævareforretninger
for 30-40 kr.
Side 89

Side 90
En bogstøtte til at holde bogen, når man læser – kan bl.a. købes på alle større hospitaler
i landet 3,50 kr.
En køn krukke med vitaminpiller.
En flaske vermouth, portvin eller sherry – kan tåle at stå optrukket længe, selv om
man kun tager sig et glas om dagen. Hvad med en frokostsnaps for resten – hvis
lægen ellers siger god for det?
Det var de gode fornuftige gaveideer fra Helse.
Hvad med bløde lune strømper – man bliver tit forfrossen når man bliver ældre.
Et glas pulverkaffe, hvis modtageren da kan lide den slags nem mad! Ellers måske
en pakke fin te? Hvad med lidt god creme til den tørre hud? Eller en god eau de cologne?
Selvom man når folkepensionistalderen kan man godt have forfængeligheden
i behold.
Der er jo i grunden masser af gaveideer, når man først kommer i gang. (IDN 564,
B.T.)
Denne variant af bedstemoderen var nu svagelig og svagtseende. Bedste havde mistet sine æblekinder,
og hun var blevet forfrossen, uden saft og kraft og er ude af stand til at hitte ud af, hvad der
var godt for hende selv, og hun måtte beskyttes mod sin lalleglade, idiotiske trang til at købe gaver
til børnebørnene. Man kan kalde hende plejehjems-bedste. 48 Stereotypen plejehjems-bedste bruges
imidlertid ikke kun om kvinder – som det fremgår i ovenstående eksempel, kan betegnelsen også
beskrive mænd.
Artiklen er dybt aldersnedladende: Den afspejler et syn på ældre mennesker, som minder meget
om det syn på ældre, som ligger bag Nielsens beskrivelse af EGV’s aktiviteter, gengivet ovenfor.
At en sådan barnlig variant af bedstemoderstereotypen opstod på dette tidspunkt, hænger formentlig
sammen med tendensen til umyndiggørelse og sygeliggørelse af de ældre på plejehjemmene.
Og i virkeligheden hænger det også vældigt godt sammen med byggeriet af velfærdsstaten: Hvis
man skulle argumentere for, at der var behov for plejehjem, havde man brug for et billede af de
ældre som netop plejekrævende.
48 Montepare og Zebrowitz (2002:107) refererer undersøgelser, der viser, at beskrivelser af ældre i amerikansk
TV ofte fremhæver de ældres fysiske, erkendelsesmæssige og seksuelle mangler (se også afsnit 2.2.1).

Om det var stereotyperne om de ældre som svage, der kom først, eller om det var den politiske
vilje til at hjælpe de ældre, kan undersøgelsen her naturligvis ikke afdække. Men undersøgelsen
indikerer en klar sammenhæng mellem den politiske dagsorden og mediebilledet af de ældre.
5.5 Spies, rejs og vær glad
Som nævnt opstod der i 1963 endnu en variant af bedstemoderstereotypen. Lilian Kaufmann fra
Birkerød navngav den i et harmdirrende læserbrev i Politiken: ”Glamourbedstemoderen”. Denne
stereotyp beskrev de ældre, der var begyndt at bruge pensionisttiden på en ny form for selvrealisering.
Ikke alle synes begejstrede for tanken om, at nogle ældre ikke længere brugte al deres tid og
alle deres penge i rollen som traditionel bedste. Lilian Kaufmann fra Birkerød giver sin harme frit
løb (læserbrevet er gengivet i hele sin længde):
SELVFØLGELIG ER DET GODT for børn at have så mange positive [ca. en linje
er ulæselig] som muligt, det gælder ikke kun børn, vel nok også godt at disse er så
positive, at der ligefrem kan blive tale om noget i retning af far/mor eller onkel/tante-forhold.
Derom hersker vel næppe nogen tvivl. Men at det er uigennemførligt,
er desværre ligeså sikkert. Thi hvis man har betragtet nutidens ”glamourbedstemødre”
og ditto tanter (der selvfølgelig har et eller andet job, om ikke nødvendigvis
så for at få tiden til at gå) plus deres bil- og rejsegale partnere, forstår man
hvorfor.
Jeg ved ikke, om det er fordi, det ikke er ”moderne”, om det er vor forjagede tidsalder,
der kvæler evnen til at se de væsentlige ting her i livet, men kendsgerningerne
er, at ”bedstemor” eller ”tante Esther” er blevet enere, noget man mindes med
et let overbærende skuldertræk. Man fristes her til at tilføje, at det er en af grundene
til at ungdommen ikke føler trang til, at være mere for de ”gamle”, end tilfældet
er. Hvad der er årsag og virkning, fører det for vidt at komme ind på her.
Jamen er det da ikke til at fortvivle over at tænke på, at en – synes jeg – så menneskeværdig
og værdifuld opgave så fuldstændigt er trådt under fode?
Nej – tre hurraer for de mennesker der har bevaret evnen til at skelne væsentligt fra
uvæsentligt og derfor slet ikke kan lade være med at tage sig tid til at give sig af
med den opvoksende generation – vore børn, gudskelov for de mennesker, der med
et roligt, kærligt sind formår at bevare kommende generationers tro på menneskeheden.
Lilian Kaufmann, Birkerød (IDN 609, Politiken).
Side 91

Forargelsen over, at nogle ældre ikke følte sig forpligtede til at tage sig af børnepasning, er ikke til
at tage fejl af. Der er tale om et desperat og frustreret udfald mod den bedste, der ikke levede op til
den Morten Korch’ske bedstemor, som siden 1950’erne var blevet sværere at finde. Der ligger i
læserbrevet en forventning om, at de ældre – som det var tilfældet i landbrugssamfundet – varetager
en funktion som børneopdragere og -passere. Så på den ene side medførte overgangen til
industrisamfund og velfærdsstat, at de ældre blev marginaliseret i forhold til arbejdsmarkedet og
familien, men på den anden side havde familien stadig en forventning om, at de ældre skulle udfylde
den samme rolle som tidligere: De skulle tage sig af børnebørnene og dermed sikre, at samfundets
og familiens værdier viderebragtes til den unge generation.
Lilian Kaufmann skriver, at glamourbedstemødrene og deres partnere er rejsegale. Umiddelbart
synes dette ganske uforeneligt med den krakelerede bedstemoderstereotyp ovenfor. Og Lilian
Kaufmanns problem er formentlig også, at hun ikke kan få ”glamourbedstemødrene og deres
partnere” til at passe ind i de rammer – eller stereotyper – hun kender. De rejselystne passede
hverken på den Morten Korch’ske bedstemoderstereotyp fra 1950’erne eller på 1960’ernes plejehjems-bedste.
Men det var der andre, der kunne. En af den tids overordentligt dygtige forretningsmænd – Simon
Spies – havde tydeligvis allerede i 1960’erne set et stort økonomisk potentiale i at satse på de
ældre: Charterturismen var for alvor kommet i gang i 1960, og i 1962 købte Spies sit første charterfly.
Spies så hos pensionisterne en mulig løsning på et af charterturismens helt store problemer:
Hvad stiller man op med fly og hoteller uden for højsæsonen? Løsningen kan læses i Politiken i en
artikel, hvor rubrik og underrubrik lyder:
Side 92
Se Mallorca og lev af folkepension
Flere hundrede gamle lokkes i de sure vintermåneder til ”Kærlighedens ø” på
langtidsophold, men ikke alle er lige begejstrede for at se den samme smukke film
hver dag. (IDN 659, Politiken)
Man fornemmer, at journalisten ikke helt har kunnet få brikkerne til at passe sammen. Han ville
tilsyneladende gerne skrive en kritisk historie om, at det er synd for de (viljeløse og barnlige)
ældre, at de bliver ”lokket til at se en smuk film hver dag”. Men det lykkes ikke rigtig. Rubrikken,
som er formet over citatet ”Se Neapel og dø!”, virker malplaceret: Dels fordi rubrikken postulerer,
at man faktisk kan leve af folkepensionen på Mallorca, dels fordi referencen til døden er yderst
uheldig i denne sammenhæng. Selve artiklen pendler nærmest mellem to vinkler: De ældre nyder
livet på Mallorca, og de ældre bliver lokket af rejsebureauerne under falske forudsætninger.
Selve historien handler om, at ca. 125 ældre er taget på langtidsophold på Mallorca. Ideen er, at
hvis de bare er væk tilstrækkeligt længe, bliver udgiften til flybillet og hotel marginal.

Den laveste folkepension for en enlig er 390 kr. og det er rigeligt til dækning af omkostningerne
til fly frem og tilbage, hotel og kosten. Hvis man binder sig for flere
uger. Det billigste 21 ugers ophold koster f.eks. 1599 kr. Der bliver altså lidt tilovers
til lommepenge! Og hertil kommer oven i købet – stadig ifølge brochuren –
deltagelse i ”gratis champagnefest”, gratis spanskundervisning, venlig rejselederomsorg,
samt julefest og veteranfest, hvor chefen personlig byder velkommen med
pandekager med jordbærsyltetøj. (IDN 659, Politiken)
Begge datidens store danske rejsebureauer Spies og Tjæreborg tilbød ifølge artiklen denne form
for rejser. Men det er Spies’ katalog, der refereres til i det ovenstående citat. For journalisten er det
næsten for godt til at være sandt:
Åbner der sig virkelig så storslåede perspektiver for Danmarks gamle, der har
svært ved at få småørerne til at slå til hjemme? Hvad er virkeligheden bag de lokkende
toner?
TILFREDS
En antydning af et generelt svar får man, når man som Søndagspolitikens medarbejder
har besøgt nogle af de ældre mennesker, der i øjeblikket bor på Mallorca.
(IDN 659, Politiken)
Det fremgår ikke klart af artiklen, hvilket af de to rejsebureauer journalisten tog af sted med, men
Spies Rejser er et godt bud i denne sammenhæng. Journalisten benyttede Spies Rejsers materialer
som skriftlig dokumentation, men ringede til Eilif Krogager for at sikre sig også hans mening om
sagen. Det tyder på, at journalisten har været bekymret for historiens balance. Historien er formentlig
et stykke såkaldt ”luderjournalistik”: Journalisten har fået tilbudt en rejse til Mallorca mod
at skrive om det i avisen. Det virker næsten som om, journalisten har haft lidt dårlig samvittighed
over denne ordning og følt et særligt behov for at være kritisk og holde sig til moralens snævre sti i
denne historie. Historien er meget omhyggeligt afbalanceret: Først interviewes nogle tilfredse
pensionister og dernæst nogle utilfredse.
Det kan diskuteres, hvor godt det er lykkedes journalisten at forholde sig neutralt til historien: De
tilfredse pensionister optræder før de utilfredse, og de bekræfter det billede, som rejsebrochuren
giver af rejsen. De utilfredse er det ganske vanskeligt at tage alvorligt: Den ene er utilfreds med, at
han ikke kan få en ordentlig pibe tobak, at han ikke har nogen at snakke med, at han ikke kan lide
maden, at han keder sig og savner ”sine gamle vaner”. De øvrige utilfredse synes ikke, at vejret er
så godt som lovet, eller også ”døjer” de med den spanske mad.
Artiklen er interessant af flere årsager. Dels fordi den beskriver en gryende forståelse af, at man
som ældre ikke længere havde de samme forpligtelser eller var bundet af hensyn til familien eller
Side 93

et arbejdsmarked. Dels fordi den er et eksempel på den nye type ”objektive” og ”kritiske” journalistik,
der er kendetegnende for omnibusavisen (Andersen et al. 1990:380-381): Journalisten tilstræber
objektivitet ved dels at høre både tilfredse og utilfredse kunder, som i spaltemillimeter får
nogenlunde lige meget plads; dels ved at lade kilderne tale direkte uden at gribe ind; dels ved at
forholde sig kritisk og ikke umiddelbart tage salgsmaterialets rosende ord for pålydende. Derfor
tvinges journalisten ud på en vanskelig balancegang, som kun lykkes i begrænset omfang.
Endelig er artiklen interessant, fordi man fornemmer, at journalisten har haft ganske svært ved at
forene sine fordomme om ældre mennesker med det, han oplevede. I underrubrikkens påstand om
at de ældre ”bliver lokket” ligger en antagelse om, at de ældre kan lokkes. De ældre er altså ude af
stand til selv at gennemskue, hvad der foregår. De ældre er med andre ord ligesom børn.
Journalisten nævner i flere omgange pensionisternes økonomi. Han har tilsyneladende svært ved at
forholde sig til, at de ældre modtager folkepension og bruger den på at rejse til Mallorca. De ældre,
der optræder som utilfredse i historien, er alle utilfredse med maden og siger, at de ikke har råd til
at spise på de danske restauranter.
Det følgende citat viser yderligere en af journalistens fordomme om de ældre:
Side 94
Hvis heller ikke de ældste turister i fremtiden skræmmes af, at Mallorca er en del af
en diktaturstat, vil øen blive det foretrukne opholdssted for tusinder af folke- og andre
pensionister om vinteren. (IDN 659, Politiken)
De ældre lader sig således tilsyneladende skræmme lettere end andre. Endelig skinner journalistens
billede af de ældre som nedslidte og udtjente igennem:
Arbejdere, håndværkere og mange andre, som måtte slide hårdt for brødet i
20’erne og 30’erne – hvis der ikke var arbejdsløshed – kan nu ved hjælp af deres
alderdomspension se på realiteterne i det Middelhavs miljø, der ellers kun har været
en fjern, men effektfuld technicolordrøm i biografen. (IDN 659, Politiken)
Man fornemmer også, at journalisten ikke har det let med at forene sine egne fordomme om ældre
mennesker, med det han så omkring sig. Men virkeligheden tvang ham dertil, for han er tydeligvis
blevet udsat for ”stereotype-incongruent information” (Cuddy & Fiske 2004:18).

5.6 Sammenfatning
I 1963 strittede mediebilledet af de ældre i alle retninger: På den ene side videreførtes 1950’ernes
klassiske stereotyper om den gode bedstemoder og den gamle statsmand (Kite & Wagner 2002:
136). På den anden side ændrede de ældres rolle og funktion sig – skiftet fra landbrugsland til
industrisamfund og fra socialsikringsstat til velfærdsstat var i fuld gang, og det påvirkede mediebilledet
af de ældre i et sådant omfang, at det slog skår i glansbillederne. I 1963 blev både befolkningen
og journalisterne med andre ord bombarderet med information, der ikke passede på de
eksisterende stereotyper, hvilket, i lighed med hvad Kite og Wagner (2002:146) og Cuddy og
Fiske (2004:18) skriver, fremtvang en revision af stereotyperne om de ældre.
Den gamle statsmand fik således en ”irriterende fætter”: Den gamle, der gerne ville have været
statsmand, men som var lidt til grin med sin unyttige viden og sin længsel tilbage til de gode
gamle dage.
Det skete nogenlunde samtidig med, at 1953’s kønsopdeling i ældrebilledet blev udvisket. Fra
1960’erne var varianter af bedstemoderstereotypen således ikke udelukkende forbundet med
kvinder. I 1963 var der opstået en variant af bedstemoderstereotypen (m/k): Bedste var kommet på
plejehjem, blevet småsenil og skulle beskyttes mod sig selv. Det var bedstes fysiske og erkendelsesmæssige
mangler, der fremhævedes (Montepare & Zebrowitz 2002:107). Stereotypen plejehjems-bedste
blev styrket af tidens politiske debat på ældreområdet: Eftersom byggeriet af plejehjem
for alvor tog fart i begyndelsen af 1960’erne, kom den politiske debat på ældreområdet til
som den naturligste ting i verden at tage udgangspunkt i de ældre som nogen, der havde behov for
pleje og pasning (og underholdning).
Der er ingen tvivl om, at det fra politisk side var i den bedste mening, men i mediemæssig sammenhæng
kom det tilsyneladende til at betyde en sammenblanding af børns og (nogle relativt få)
ældres behov for pleje, pasning og stimulering i hverdagen. Og noget tyder på, at det var den
politiske debat og det politiske ønske om at forbedre vilkårene for de ældre, der uforvarende kom
til at give næring til en af de mest ubehagelige mediestereotyper: Stereotypen om de barnlige
ældre.
Men samtidig med, at de stereotyper, der blev brugt til at beskrive de ældre som stærke i 1950’erne
(altså den klassiske bedstemoder og den gamle statsmand), i 1963 blev revideret, og i varianten
plejehjemsbedste blev brugt til at tegne et mediebillede af ældre som svage, opstod et helt nyt sæt
af ældrestereotyper: Glamourbedstemødrene og Duracell-ældre, som beskrev de ældre som stærke.
At nogle ældre hellere ville bruge pensionistlivet på Mallorca end på at passe børnebørnene, var
ikke nødvendigvis velset. Vesperi beskriver, hvordan en ny ældrestereotyp – de såkaldte ”woofies”
– blev skabt gennem 1960’ernes lovgivning og kom til at fylde mere og mere i mediebilledet af de
ældre i USA frem til 1990’erne ((Vesperi 2001:5-6) se også afsnit 3.4.1). Undersøgelsen her tyder
Side 95

på, at også de danske medier skabte en ”woofie”-stereotyp, og at kimen hertil lagdes i 1960’erne:
Glamourbedstemoderen (m/k), som denne type ældre bliver kaldt i et indigneret læserbrev.
Som stereotyp var woofies nært beslægtet med stereotypen Duracell-ældre, som tilsyneladende
også skabtes i 1960’erne. Duracell-ældre beskrev ligeledes de ældre som stærke, men indeholdt
ikke elementet af misundelse eller forargelse, som beskrivelserne af woofierne gjorde. Hvor
woofierne skuffede de Morten Korch’ske forventninger, overraskede og imponerede Duracellældre
ved deres projekter og viljestyrke.
Side 96

Mennesket lyver aldrig så meget som efter en jagt,
under en krig og før et valg.
6. Krise, spareretorik og brok, 1973
6.1 Indledning
Otto von Bismarck
Nyhedsugen, uge 46, i 1973 startede mandag den 12. november knap tre uger efter den 24. oktober,
der markerede afslutningen på Yom Kippur-krigen. Yom Kippur-krigen var den direkte
anledning til den oliekrise, der i vinteren 1973-74 tvang de vestlige økonomier i knæ. I Danmark
ramte oliekrisen hårdt, fordi vores økonomi allerede var presset, og fordi vi på det tidspunkt var
dybt afhængige af olieimporten. Og den arabiske olieboykot blev kun strengere af, at Danmark var
på israelernes side (Mørch 2000:378-379). Øget låneoptag i udlandet og besparelser – også på
ældreområder – var den nødvendige konsekvens for at dække hullerne i økonomien. Det medførte
protester fra de ældre og fra den voksende ældreplejesektor. Og protesterne fik tilsyneladende
betydning for det mediebillede, der tegnedes af de ældre.
Men den overophedede økonomi og den nært forestående oliekrise var ikke den siddende socialdemokratiske
regerings største problem i uge 46 i 1973. Det var nærmere at forblive siddende. For
ud over besparelser og lånoptag i udlandet havde regeringen et andet økonomisk håndtag at skrue
på: Skattestigninger. Det håndtag brugte regeringen i stigende omfang netop i dagene omkring uge
46 – og det skulle vise sig at blive skattestigningerne, der trak tæppet væk under Anker Jørgensens
første regering. Historien er nærmest en legende i dansk politisk historie.
Erhard Jacobsen havde meldt sig ud af Socialdemokratiet den 6. november. To dage senere nåede
han ikke frem til en afstemning i Folketinget, angiveligt fordi hans bil var løbet tør for benzin. Han
tvang derved Anker Jørgensen til at udskrive folketingsvalg til afholdelse den 4. december (Mørch
2000:375-379). Det var det valg, der siden skulle blive kendt som ”Jordskredsvalget”: Fremskridtspartiet,
som lovede skattelettelser, opnåede 28 mandater og blev dermed landets næststørste
parti (Folketinget 2002).
Side 97

Valget ”efterlod det politiske system desorienteret og handlingslammet” (Mørch 2000:379). Hvorfor
vælgerne stemte, som de gjorde, er et omdiskuteret spørgsmål. Mørch (2000:412) mener, at det
faktum, at arbejdernes kamp faktisk var lykkedes, kan være et muligt svar: Arbejderbevægelsen
havde kæmpet for, at alle skulle have del i goder som parcelhus og bil, og da dette nu var opnået,
blev arbejderbevidstheden afløst af en lønmodtagerbevidsthed, der var knyttet til et egoistisk ”jeg”
i stedet for et solidarisk ”vi”. Under alle omstændigheder blev 1973 en slags politisk vendepunkt,
og det påvirkede naturligvis også ældrepolitikken.
Siden folkepensionen blev indført i 1956, var den løbende blevet forbedret: Man havde igennem
flere omgange hævet det fradragsfrie beløb, og i 1970 blev det helt fjernet. Samtidig blev det
særlige pensionstillæg indført (Petersen 2000:130-131), hjemmehjælpsordningen var blevet op- og
udbygget (Ringsmose & Hansen 2005:10-11), der var sket store forbedringer for de ældre på
boligområdet, bl.a. byggeriet af talrige plejehjem (se fx.(Jørgensen 1969:112ff)), ligesom der var
opmærksomhed om underholdning af de ældre (Nielsen 1996:124-127). De ældre selv havde, som
det fremgår af de foregående to kapitler, tilsyneladende ikke været særligt aktive i kampen for at
skaffe disse forbedringer.
Samtidig blev plejesektoren professionaliseret: Qvortrup (2005:13) diskuterer det, man kunne
kalde bagsiden af denne professionalisering. Når en sektor professionaliseres, betyder det bl.a., at
de ansatte i sektoren ophører med at agere efter personlige skøn, men i stedet agerer ud fra et
regelsæt, som giver dem visse rettigheder og visse pligter. I plejesektoren omfatter reglerne både
de ansatte og klienterne, og de to parter interagerer med hinanden ved hver især at fortolke reglerne.
Klienterne forventes ikke at udvise taknemmelighed over de rettigheder, behandleren tildeler
dem, for rettighederne er ikke baseret på behandlerens personlige vurdering, men på fortolkningen
af reglerne.
I et almissebaseret system tvinges klienten til at udvise taknemmelighed, fordi tildelingen af rettigheder
er baseret på behandlerens velvilje i hans subjektive skøn. Her er tildelingen af rettigheder
en sag mellem giver og modtager. Således er forholdet mellem giver og modtager asymmetrisk i et
almissebaseret system, og det er vanskeligt at kræve ”mere” uden at fornærme giveren.
I et rettighedsbaseret system er giveren et upersonligt system, som både behandleren og klienten
kan tillade sig at angribe for at give for få rettigheder og ydelser. Forholdet mellem behandler og
klient er symmetrisk, hvilket åbner mulighed for, at parterne kan gøre fælles front mod systemet
for at opnå flere rettigheder.
I 1973 var skiftet fra almissesystemet til rettighedssystemet ved at slå igennem: De ældre begyndte
at stille krav, og deres behandlere, plejere og terapeuter støttede de ældres krav, fordi flere ressourcer
til de ældre samtidig betød flere ditto til deres behandlere, plejere og terapeuter. Sammen
Side 98

udgjorde de faktisk en reel magtfaktor: Perspektivplan-redegørelse II (1973:536 og 543) 49 angiver,
at der var ca. 625.000 mennesker over 65 år i 1972, og at der var ansat omkring 35.000 på plejehjemmene
og som hjemmehjælpere. Det svarer til næsten 20 procent af vælgerne i 1973. Tjenestemændene
i den offentlige sektor var med Jørgen Dichs (1973:95) ord blevet samfundets herskende
klasse, som sammen med de ældre (og andre grupper på overførselsindkomst) lagde grunden
til, hvad man senere har kaldt velfærdskoalitionen – en gruppe, som udgør to tredjedele af alle
voksne danskere og som får deres primære indtægt fra det offentlige enten i form af løn eller overførsler
– og som derfor i udgangspunktet er enige om at være mod nedskæringer (Mouritzen 2001:
389-390). Hvor ældrepolitikken tidligere havde været mere eller mindre styret af politikernes
ønsker om nærmest uopfordret at forbedre de ældres vilkår, begyndte de ældre i 1970’erne så småt
selv at stille krav. Sammen med den voksende og professionaliserede ældreplejesektor lagde de
pres på politikerne for yderligere forbedringer, hvilket var svært at overhøre, fordi de udgjorde en
femtedel af alle vælgere. 50
Punktnedslagsåret 1973 er altså et uhyre vigtigt år, fordi det på mange måder varslede en ny tid i
dansk politik.
Det synes umiddelbart at være billedet af de ældre som stærke, der fyldte mest i 1973: Kun 33 af
de redaktionelle enheder beskriver de ældre som svage, mens 121 beskriver dem som stærke. Men
går man tættere på materialet, viser det sig, at 95 af de 121 enheder er kategoriseret som navnestof
eller som nekrologer. Dertil kommer 92 redaktionelle enheder (hvoraf næsten alle ligeledes er
kortfattet navnestof), som hverken kan siges at tegne et billede af stærke eller svage ældre. Tilbage
er blot 66 redaktionelle enheder, hvoraf de ældre og de ældres forhold er hovedemne i mindre end
halvdelen. Materialet er altså yderst spinkelt. Men det er formentlig en pointe i sig selv: De ældre
fyldte ganske enkelt ikke ret meget i medierne, måske fordi fokus i 1973 var på ungdomskultu-
ren. 51
Perioden omkring 1973 kan således ses som en markering af overgangen fra det erfaringsbaserede
landbrugssamfund til et langt mindre traditionsbundet industrisamfund. Hvor alder tidligere var en
kvalitet i sig selv, synes det i 1973 at være en selvstændig kvalitet at være ung (og forandringsvillig).
Eksempelvis kan Fyens Stiftstidende berette, at gennemsnitsalderen på Det Konservative
Folkepartis kandidatliste til det kommende kommunalvalg er faldet og, at:
49 Regeringen nedsatte i 1968 en arbejdsgruppe, som skulle vurdere udviklingen i det offentliges ressourceforbrug
frem til 1985. Formålet var at styrke den langsigtede planlægning af de offentlige udgifter. Dette arbejde
blev kendt under navnet Perspektivplanredegørelse 1 (PP1). I december 1971 besluttede man i forlængelse af
PP1 at påbegynde arbejdet med en PP2, som skulle vurdere udviklingstendenser og muligheder i det private
erhvervsliv frem til 1987.
50
En andel, der ifølge beregninger i Perspektivplan-redegørelse II (1973:656) forventedes at vokse til 25
procent i 1987.
51 I begyndelsen af 1970’erne opstod en modbevægelse til voksenkulturen og dens stive normer: I musik, i tøj,
i hårmode og ændrede adfærdsnormer signalerede ungdommen et ønske om at finde andre livsformer, hvor
kærlighed og følelser var vigtigere end materiel status (Hansen et al. 2001:383-384).
Side 99

Side 100
Ældste opstillede er 62 år, yngste er kun 20. – Jeg mener, siger Hans Lundgreen, at
listen rent aldersmæssigt har en god sammensætning, og det er med glæde vi konstaterer,
at vi kan medvirke til at give byrådet en foryngelseskur. (IDN 717, Fyens
Stiftstidende)
Eftersom materialet fra punktnedslagsåret 1973 er så begrænset, er det såre vanskeligt at finde
politiske sager, der har tilstrækkelig substans til at modsvare analysen af pensionsdebatten i 1953
og plejehjemsdebatten i 1963. Det er ligeledes svært at finde tilstrækkeligt materiale til at videreføre
en egentlig analyse af bedstemoderstereotyperne, de gamle statsmænd, Duracell-typen og de
barnlige ældre. I stedet tager analysen udgangspunkt i den politiske retorik om besparelser og de
protester, der kommer både fra de ældre selv og andre som konsekvens heraf.
6.2 Begyndende organisering
Den ekspansive ældrepolitik begyndte at bekymre, fordi den havde kostet dyrt. Perspektivplanredegørelse
II (1973:656) gjorde det lysende klart, og bekymringen reflekteredes i et antal artikler.
En artikel i Næstved Tidende handler om en budgetoverskridelse i Rønnede Kommune. Det viser
sig, at en ret stor del af budgetoverskridelsen kommer fra områderne ”Folkepension og omsorgsarbejde”,
samt ”Alderdoms- og plejehjem”. Avisen skriver:
FLERE PENSIONISTER END VENTET
”Folkepension og omsorgsarbejde”. Regnskab: kr. 7.152.020 – overskridelse på
717.020 kr. Den samlede udgift til folkepension har udgjort 7.039.595 kr. mod budgetteret
6.325.000 kr. Den store overskridelse skyldes dels en større stigning i pensionsbeløbene
end beregnet, dels en forøgelse af antallet af pensionister på 47,
hvor der i budgettet kun var regnet med en tilgang på 16. ”Alderdoms- og plejehjem”.
Regnskab: 1.252.241 kr. – overskridelse på 53.941 kr. Driften af Kongsted
alderdomshjem har medført en nettoudgift på 877.128 kr., hvor man havde budgetteret
med 320.000 kr. Overskridelsen skyldes især øgede udgifter til lønninger samt
bygningsvedligeholdelse. (IDN 863, Næstved Tidende)
Dette udsnit af artiklen illustrerer, hvordan udgifterne til ældreområdet nærmest eksploderede
mellem hænderne på politikerne i disse år. At der således var skabt en ældresektor, der nærmest
voksede af sig selv, var så småt ved at udvikle sig til et politisk problem: I 1960’erne havde det
politiske arbejde for de ældre handlet om at finde steder, hvor man kunne sætte ind for at forbedre
de ældres betingelser. I 1970’erne kom det politiske arbejde til at handle om, hvor man kunne
spare på den sektor, man lige havde skabt.

Der blev imidlertid fortsat bygget plejehjem (IDN 680, 692, 694), og de eksisterende gamle alderdomshjem
skulle moderniseres (IDN 679, 716). Og det kostede i kommunekasserne, så kommunalpolitikerne
lavede kalkuler og forsøgte at finde mulige besparelser:
SORØ – Der må ikke herske tvivl om, at kostprisen pr. dag på de to plejehjem, der
er tilknyttet sygehusene, nemlig Holbæk og Kalundborg, er de billigste, fordi man
mere effektivt udnytter de store køkkener, sagde P. Hvidtfeldt Larsen i en kommentar
til amtsregnskabets bemærkninger om, at den refusionsberettigede udgift pr.
dag på de to nævnte sygehuse er 262,78 kr., mens den på B-plejehjemmene i Høng,
Jyderup og Rude er 230,19 kr. pr. dag. (IDN 869, Næstved Tidende)
Kommunerne kæmpede derfor med et dobbelthovedet uhyre: På den ene side var det tydeligt, at
ældresektoren var en bekostelig affære, som man burde effektivisere; på den anden side var man
naturligvis pinligt bevidst om, at de ældre og plejerne udgjorde en betragtelig del vælgerskaren.
Dette gav anledning til diskussion i medierne. For som modsvar på politikernes forsøg på at effektivisere
og spare, argumenterede plejesektoren for, at der var behov for den og dens ydelser. Ofte
blev det dog endnu i 1970’erne ved snakken om økonomiske stramninger (Dich 1973:119-123) –
men snak kan også have konsekvenser for mediebilledet af de ældre: Plejesektorens argumentation
kom derved til at fremme et mediebillede af de ældre som svage. Eksempelvis havde fysioterapeuterne
fundet ud af, at det i politisk sammenhæng var et effektivt våben at lade noget gå ud over de
ældre:
DE ÆLDRE OFRENE I SYGEHUSKONFLIKT
Strejken forlænger sygelejet
De ældre patienter på hospitalerne vil komme til at lide under den fysioterapeutstrejke,
der begynder i morgen. Fysioterapeuterne vil fortsætte på områder, hvor
deres indsats er livsvigtig, men for mange ældre, der ligger med benbrud eller med
lammelser efter apoplektiske tilfælde, bliver der ikke meget fysioterapeutisk hjælp.
(IDN 833, Politiken)
Det er de stakkels svage ældre, der er artiklens blikfang. Her er tale om et stykke klassisk offerjournalistik.
Faktisk fremgår det slet ikke af artiklen, hvad fysioterapeuterne strejker for at opnå.
Men det påvirker klart mediebilledet af de ældre, at de af andre fremstilles som ”de stakler, det går
ud over”. Men de ældre selv holdt sig bestemt heller ikke tilbage i forhold til at benytte ”det er
synd for os”-retorikken: Tydeligst optræder den i et kværulerende læserbrev fra en 74-årig pensionist:
Side 101

Side 102
Trist, at de efterladte skal afbetale min gæld
Af Aage Toft, pensionist, tidl. journalist
Når man efter et slidsomt liv er nået 74, ved man at sygesikringens sidste udgift på
et medlem er nær – hjælpen til begravelsen. Jeg forlader livet fattigere, end da jeg i
1899 trådte ind i det, og det er trist, at ens efterladte skal betale skattevæsenet ens
gæld efter et langt og slidsomt liv.
Det kommer til at knibe med at betale enhver sit til den sidste dag, hvis vi bare skal
spise os næsten mætte. Skiftende regeringer har sørget for det. Deres krav er vokset
og vokset, og de bruger vore penge, som var de bange for, at de skal gå af mode.
Hvordan skal de også kunne følge med den lille mands opfattelse af værdier, når en
socialminister som Eva Gredal og budgetminister Hækkerup ligger i 400.000 kroners-klassen
– plus formentlig ”det løse”. Dertil materielsikret langt ind i fremtiden
med høj pension etc. England for gode gamle Danmark, som vi siger [sic.]
20.000 tilbage
Nu tager skatten 40 procent af os. Tilbage til os selv er der 20.000 kr. Jeg ved nok,
der er mange, der må nøjes med mindre, og jeg har meget ondt af dem og håber, at
deres faste udgifter er lavere end vore. Husleje, telefon, TV og hvad man nu ellers
har vænnet sig til og som næsten kan være en nødvendighed for gamle. Det er jævnt
skidt for alle 700.000 pensionister, hvis antal er støt voksende….
Regeringen vender tilbage til et spørgsmål: Hvor skal pengene komme fra til det
voksende socialbudget? Tja, hvor er de penge, som bl.a. vi har indbetalt i årenes
løb blevet af?
Det er svært at få penge til sociale krav, siger man, for der bliver færre, der skal
betale til flere og flere. Sandt, men lige så sandt, at vor produktion vokser og fortsætter
dermed, som om arbejdstimernes antal mindskes. Svaret: Teknikken […]
Arbejdsgiverne må have deres andel af produktionen, og det vil det stærkt voksende
bureaukrati også. Måske er det der, vore gamle skatteindbetalinger og pensionstilskud
er forsvundet. Det er et stadigt spørgsmål om bureaukratiet gør gavn for pengene
og alligevel vokser det, det der også kaldes den offentlige sektor. Alle synes at
være enige i, at der skal spares inden for denne sektor. Alle taler om det, men ingen
gør noget ved det.
Snarere tværtimod
Frynser og sult

Gredal og Hækkerup var på nippet til at gøre noget sidste efterår – nuppe nogle
hundrede millioner fra pensionister. De nøjedes med at tage noget fra de små børn
og deres mødre. Men de har stadig en ønskedrøm: Få fingre i nogle millioner af
pensionisternes fattige skillinger
Nu tager de det gennem skatterne. For mit og tusinder andres vedkommende betyder
det: farvel til den lillebitte lørdagssnaps i hygge med konen, farvel til den halve
øl dertil, farvel til lidt flothed med en teatertur, men goddag til skæve hæle, frynser
i benklæderne og lidt sult sidst på måneden.
Der er andre end mig, der forbereder sig på gæld til skattevæsenet, andre der er
kommet lige så fattigt til verden, har slidt lige så meget og måske endnu mere og
som nu har opbrugt de surt erhvervede sparepenge. Der er andre end mig, der har
fundet ud af, at det er en dårlig forretning at blive for gammel – og at det kan føles
nedværdigende. (IDN 905, B.T.)
I indledningen af læserbrevet er det uklart, om Aage Toft er utilfreds med størrelsen af sin folkepension,
eller om han er utilfreds med det offentlige forbrug. Det er formentlig et bevidst forsøg på
at sløre argumentationen. Aage Toft kunne nemlig ikke med nogen rimelighed hævde, at de ældres
økonomi var ringe i forhold til tidligere tider: Perspektivplan-redegørelse II (1973:656) gør det
meget klart, at realindkomsten siden begyndelsen af 1950’erne var steget mest for pensionisterne.
Senere i læserbrevet viser det sig, at det primært er skatteprocenten på ”over 40”, Toft er utilfreds
med. Han mener, at indkomsten efter skat er for beskeden til at føre et anstændigt liv med de forbrugsgoder,
som man har vænnet sig til: Telefon, TV, lørdagsøl og -snaps, samt teatertur. At Toft
således mener at have vundet hævd på en række forbrugsgoder, vidner i høj grad om, at begyndelsen
af 1970’erne var en tid med stort og voksende privatforbrug (Mørch 2000:373). Aage Toft bevidner
således klart i sin redegørelse over berettigede goder Mørchs pointe om at arbejderbevidsthedens
”vi”, i 1973 var afløst af et egoistisk lønmodtager-”jeg” (Mørch 2000: 412).
Aage Toft vil have flere penge mellem hænderne, og hans argument er det velkendte pensionistargument,
som fra 1973 dukker op gentagne gange i materialet: Vi har betalt skat i mange år, så
skatten må være en slags opsparing, som vi siden hen har ret til at få udbetalt.
Faktisk var et af hovedargumenterne for at indføre folkepensionen, at man ville bort fra de almisselignende
principper. Aage Tofts læserbrev viser, at det i allerhøjeste grad var lykkedes. At modtage
folkepension blev tydeligvis ikke i 1973 betragtet som noget ydmygende – det var en ret, man
havde, og man var ikke bleg for at kræve mere. Tofts læserbrev er således et konkret eksempel på
Qvortrups antagelse om, at befolkningens syn på offentlige ydelser ændres ved overgangen fra et
almissesystem til et rettighedsbaseret system (Qvortrup 2005:7-9).
Side 103

Uden at overdrive kan man roligt sige, at Tofts læserbrev forsøger at vække læserens medlidenhed
med de ældre. Denne måde at argumentere på var dermed med til at forstærke mediebilledet af de
ældre som svage.
At pensionisterne var begyndt at give deres mening til kende i sager, der vedrørte dem, ses også i
en sag fra Svendborg. Under rubrikken ”Pensionistprotesten med i overvejelserne” forklarer formanden
for Svendborg Kirkegårdsbestyrelse, tidligere skoleinspektør, Bjørn Lie Nimb, at kirkegårdsbestyrelsen
vil tage pensionisternes protester med ind i overvejelserne om, hvor det nye
krematorium skal placeres. Den oprindelige plan var at placere det lige uden for en ældrebebyggelses
vinduer.
Side 104
– Pensionisterne, som er bosat i Munkevænget i Svendborg, sendte sidste uge en
protestadresse til kirkegårdsbestyrelsen repræsenteret ved tidligere skoleinspektør
Bjørn Lie Nimb. I protesten hed det bl.a., at man ikke ønskede det kommende krematorium
placeret lige uden for vinduerne i ejendomskomplekserne på Munkevænget.
”Som pensionister er der nok, der daglig minder os om døden, hedder det. Vi
behøver ikke et krematorium til at gøre det hele værre”. (IDN 689, Fyens Stiftstidende;
min understregning)
Det interessante i denne sammenhæng er, at pensionisterne således selv kommer til at spille på
forestilling om, at ældre føler døden som nærværende, og at man derfor som ældre bliver ulykkelig
og bange. Det er underforstået i artiklen, at det allerede er slemt at være ældre, og at byggeriet af
krematoriet vil gøre det hele værre.
I 1973-materialet ses de ældre således for første gang at placere sig selv i en slags sygerolle. Ulff-
Møller (1972:189) argumenterer for, at sygerollen kan være bekvem, fordi den er en god undskyldning
for ikke at skulle deltage i ”ubehagelige sociale situationer”. Den syge kan tillade sig at
overlade sine samfundsmæssige pligter til socialpolitikken som institution. 52 I citatet ovenfor antydes
det, at alderdommen er en slags (dødelig) sygdom, og at det omgivende samfund derfor må
tage særlige hensyn til de ældre. Visse aspekter af denne sygerolle er barnlige – ideen om at undgå
”ubehagelige sociale situationer” og lægge ansvaret for sin egen situation fra sig kendetegner bl.a.
børns interaktion med omverdenen. Således fremmede de ældres egen argumentation i 1973 ikke
blot mediebilledet af de ældre som svage, den kunne også tænkes at være med til at styrke stereotypen
om de barnlige ældre.
52 Denne sygerolle er dog ikke forbeholdt de ældre. Jensen (1998:16-17) kalder det 20. århundrede ”ofrets
århundrede”, fordi snart sagt alle mennesker påberåber sig en offerrolle, som kan aflaste dem for ansvaret for
eget liv. Set i det lys er de ældres nye sygerolle ikke unik, men dog stadig et relevant element i det samlede
ældrebillede.

Når Golub et al. (2002:277) påpeger, at vi danner negative stereotyper om de ældre, hvis de ikke
modarbejdes ved, at vi løbende udsættes for afkræftende information, og når Kite og Wagner
(2002:151) hævder, at stereotyper er selvforstærkende, må de ældres måde at fremstille sig selv på
nødvendigvis påvirke mediebilledet. Altså hvis de ældre beskriver sig selv som svage, overtager
medierne beskrivelsen og forstærker den.
Også andre redaktionelle enheder bevidner en voksende bevidsthed og politisk organisering – og
dermed potentiale for at protestere – blandt de ældre. Det viser sig fx i en notits i B.T., hvor Pensionistpartiet
opfordrer sine 5-6000 medlemmer til at stemme på Danmarks Retsforbund ved folketingsvalget.
53 Andre artikler vidner på samme måde om begyndende organisering, men det synes
ikke altid som om, at medierne viser de ældres initiativer respekt. I Fjerritslev holdt pensionistforeningen
generalforsamling, og det blev refereret på følgende måde:
Skæg og ballade
FORDI MAN bliver gammel og pensioneret, behøver man da ikke blive en kedelig
en, der ikke kan slå et ordentligt slag i bolledejen. Det er pensionisterne i min fødeby
Fjerritslev et godt eksempel på. Der er høj søgang, når de holder generalforsamling.
[…]
– Indledningsvis vedtog man at følge lovene, og den med besvær udpegede dirigent
fortalte om årsagen til generalforsamlingen, men blev afbrudt af et medlem, der
gjorde opmærksom på, at det var dirigentens opgave at lede generalforsamlingen,
ikke at tage ordet uafbrudt (stort bifald).[…]
Senere diskuterede man, hvem der havde sagt, at medlemmerne var en flok køer,
Klitgaard mente, at køerne nu sad i bestyrelsen. På landet kan vi være uheldige
med vores køer, sagde så Chr. Pedersen og føjede til: men vi kan også være heldige.
Herinde lyder det, som om I var en flok vilde dyr. Tag nu og hold en pæn generalforsamling.
Ikke mere pjat med jeres høveder og skidt…
Det kølede lidt, og efter endnu nogle personligheder opstod der så meget ro i salen,
at man kunne få valgt en ny bestyrelse.
Gad vide om den udskældte ungdom kunne have præsteret en generalforsamling
med halv så megen ballade og skæg? (IDN 854, Politiken)
53
Pensionistpartiet stillede ikke selv op i 1973, men først i 1977, hvor det opnåede næsten en procent af
stemmerne (www.ft.dk).
Side 105

Stereotypen om de barnlige ældre er tydelig i beskrivelsen af den tumultagtige generalforsamling.
Årsagen til tumulten forsvinder i artiklen, og fokus bliver i stedet flokken af uartige ældre, og der
gøres herved nar af de ældre på groveste vis. Det er de organiserede ældre, der latterliggøres
gennem anvendelse af den allerede veletablerede stereotyp om de ældre som børn.
6.3 Valgflæsk og plejehjem
Der skulle som nævnt være folketingsvalg den 4. december 1973 – dvs. små tre uger efter dette
punktnedslag. Materialet viser, at det i forbindelse med valgkampen var klart for politikerne, at det
at ”gøre noget for de ældre” var forbundet med en slags dobbelt politisk valuta: Vi bliver alle
gamle, hvis vi ikke allerede er det, og derfor kommer forbedringer på ældreområdet os alle til
gode. 54
Det er også tydeligt, at der var stor politisk bevidsthed om den begyndende utilfredshed med
skattetrykket. Socialdemokratiet fremsatte – formentlig for at tækkes vælgere som Aage Toft (se
afsnit 6.2) – et besynderligt forslag i uge 46: Det gik ud på at gøre alle sociale pensioner og
tvangsbestemte ydelser skattefri. Forslaget behandles i tre forskellige redaktionelle enheder.
Overskrifterne lyder ”Socialdemokratiet lover skattefri folkepension” (IDN 693, Fyens Stiftstidende),
”Ingen skat af folkepensionen” (IDN 811, Politiken), og ”Foreslår sociale pensioner gøres
skattefri fra 75” (IDN 898, B.T.). Politikens dækning af begivenheden er den af de tre avisers, der
er mest eksplicit vedrørende regeringens bevidsthed om de problemer, den var i. Artiklen indledes:
Side 106
Socialdemokratiet er klar over, at dansk folkestyre ved det forestående valg kommer
ud for en alvorlig prøvelse. Det siges direkte i partiets valgmanifest, der har titlen
”Spil ikke hasard med din fremtid”.
– Nye partidannelser kan føre til så kaotiske tilstande, at det kan betyde en væsentlig
fare for Folketingets mulighed for at kunne fungere.[…]
Således er det et af programpunkterne, at folke- og invalidepensionister samt enker
ikke skal betale skat af deres sociale pensioner fra 1975. Allerede nu vil man gen-
54 Faktisk kan valutaen være tre- eller firdobbelt: Dels kan forbedringer for de ældre tilfredsstille de yngres
”afladsagtige” ønske om at hjælpe de ældre; dels kan forbedringerne komme de ansatte i plejesektoren til
personlig gavn. Der er imidlertid politiske gevinster at hente ved ekspansive forslag i alle sektorer: Nyere
forskning har vist, at vælgerne straffer politikerne tre gange hårdere, end de belønner – så hvis man fx fjerner
et tilskud på 1000 kr., skal man indføre et nyt på 3000 kr., hvis man vil holde sig selv vælgermæssigt skadesløs
(Mouritzen 2001:382). Redaktionschef Jan Kristensen på Fyens Stiftstidende (Interview den 15. august,
2005) bekræfter disse iagttagelser, idet han understreger, at ældrestoffet altid er relevant, fordi det vedrører
alle borgere.

nemføre, at pensionister må tjene op til 10.000 kr. udover pensionen, uden at det
særlige pensionsfradrag på 1.000 kr. aftrappes af den grund. (IDN 811, Politiken)
B.T.’s dækning af forslaget viser, at det vist i virkeligheden var lidt uklart, hvad socialdemokratiet
egentlig foreslog – eller i det mindste, at journalisterne ikke var helt sikre på, hvad det hele handlede
om:
– Der ligger ikke i forslaget den hensigt at smugle forhøjelser af pensionerne igennem,
men på den anden side må vi naturligvis sørge for, at ingen får mindre udbetalt
i pension minus skat end hidtil, tilføjede ministeren. Så kan det da godt være, at
det bliver nødvendigt med visse forhøjelser hist og her. (IDN 898, B.T.)
Når man læser dette citat, bliver det bestemt ikke mere klart, om den enkelte pensionist skal have
noget ud af forslaget eller ej. Det er sikkert udtryk for et snedigt politisk træk at gøre gældende, at
der kan blive tale om forhøjelser hist og her. Enhver vælger som Aage Toft vil naturligvis forvente,
at det lige netop er ham, der skal have del i sådanne eventuelle forhøjelser. Forslaget var næppe
andet end valgflæsk: PPII konkluderer samme år, at pensionisterne var den befolkningsgruppe, der
havde haft den største reallønsfremgang gennem 20 år (Perspektivplan-redegørelse II 1973:656).
Det var næppe tilfældigt, at politikerne i 1973 interesserede sig for de ældres økonomi frem for
deres bolig- og plejeforhold. For det første kunne politikerne bejle til både de ældre og samtidig til
alle, der var ved at blive ældre. Hvor man kunne være helt sikker på, at alle blev ældre og dermed
fik en ”ældre-økonomi”, var det langt fra sikkert, at alle ville få behov for varig pleje og plejehjemsplads.
Økonomitemaet var således mere universelt end pleje- og boligtemaet.
For det andet var de kommunale plejehjem ikke længere særligt populære. I et hjerteskærende indlæg
i B.T.’s brevkasse ”Derfor elsker jeg ham/hende” skriver T.K. under overskriften ”Han skal
ikke på plejehjem” bl.a. at
Vi bor på 4. sal. Lægen mente, det var bedst, han kom på plejehjem, men min mand
er ulykkelig ved tanken. Jeg har givet ham mit ord på, at det aldrig sker. Han har
været en god mand for mig, og vi er glade for hver dag vi er sammen. Når en dag
han ikke er her mere, har jeg kun gode minder. (IDN 909, B.T.)
Side 107

Uddraget fortæller kort om samtidens syn på at flytte på plejehjem – det var ikke noget, de ældre
ønskede. 55 Plejehjemmene var for mange ældre et fejlskud: De var indrettet til at tage presset af
hospitalernes geriatriske afdelinger. Plejesystemet havde tilsyneladende overset, at mange ældre
ønskede at bo i mindre moderne lejligheder, hvortil der var knyttet en række støttefunktioner som
eksempelvis hjemmehjælp og udbringning af mad.
På dette punkt gik de ældre og PPII tilsyneladende hånd i hånd: En væsentlig pointe i PPII er
nemlig, at plejehjemmene var bekostelige. En væsentlig del af redegørelsen går derfor ud på at
opstille forskellige modeller for en mere rimelig balance mellem pris og ydelse for plejehjemmenes
vedkommende (Perspektivplan-redegørelse II 1973: 538ff).
En ny boligform – pensionistboligen – var langt mere populær: Der var tale om en mindre lejlighed,
der kunne være både almennyttig eller kommunal. Denne boligforms popularitet afspejles i
materialet, hvor eksempelvis Præstø Kommune gav tilsagn om at garantere Præstøs Boligselskab
statsstøtte til et byggeri af 36 pensionistlejligheder:
Side 108
Socialudvalgets formand, Henry Flander, oplyste, at der står 30-40 pensionister på
venteliste efter en pensionistbolig, og sagde at man havde haft succes med de tilsvarende
boliger på Skolevej, hvor der ikke er fraflyttet én eneste. (IDN 891, Næstved
Tidende).
I pensionistboligen kunne den ældre selv vælge, hvor meget pleje og pasning vedkommende
ønskede – naturligvis inden for visse rammer.
6.4 Sammenfatning
1973 udgjorde et vendepunkt på flere områder, der vedrørte de ældre: Der var ikke længere råd til
en helt så ekspansiv ældrepolitik som tidligere, og tiden var fuld af politisk retorik om nødvendigheden
af besparelser på ældreområdet. Og det gav anledning til protester fra to fronter: Fra de professionelle
plejere og fra de ældre selv.
Således fremmede plejerne billedet af de svage ældre – af plejehjemsbedste, der var blevet for
gammel og svag til at klare sig uden det offentliges hjælp. Netop dette billede var i de professionelles
interesse, da deres job jo var betinget af, at de ældre rent faktisk havde behov for pleje og
omsorg af forskellig slags.
55 Marie Konge Nielsens resultater i forbindelse med dette projekts søsterprojekt ”Det gode liv som ældre”
viser bl.a., at noget af det at skulle flytte på plejehjem, ikke er forbundet med forestillingerne om det gode liv
som ældre – tværtimod.

Samtidig syntes de ældre selv at acceptere rollen som svage: I det omfang de selv deltog i debatten,
tog også de udgangspunkt i, at alderdommen var en dårlig ting, og at de således som gruppe
havde behov for særlig opmærksomhed. Det var, som Ulff-Møller (1972:189-192) påpeger, en
behagelig rolle at indtage, fordi den gjorde det muligt at flytte ansvaret for sig selv over på andre.
Disse ”andre” var i dette tilfælde netop de plejere og behandlere, som blev flere og flere, og som
legitimerede deres eksistens ved at påtage sig opgaverne.
Også de ældre var således med til at fremme et mediebillede, som beskrev dem som svage. Desuden
kan man ikke afvise, at deres forsøg på ansvarsfraskrivelse kan havde været med til at fremme
stereotypen om de barnlige ældre.
I det rettighedsbaserede system anspores de ældre og deres behandlere således til at stille flere krav
til systemets ydelser (Qvortrup 2005). Behandlere og klienter blev således forenet i deres krav, og
da de udgjorde en betragtelig del af vælgerskaren, kunne de etablere et betragteligt politisk pres.
Også politikerne spillede med på melodien: De forsøgte løbende – og især i forbindelse med valgkampen
– at vise vilje til at gøre noget for ”de svagest stillede”. For politikerne var det hensigtsmæssigt
at betragte de ældre som en sådan svag gruppe, da det kunne give dobbelt vælgermæssig
profit: Ældregruppen er den eneste gruppe i samfundet, som alle enten tilhører eller forventer at
komme til at tilhøre.
Både behandlere, politikere og ældre selv så således et formål i at fremstille de ældre som stakkels
og svage, der havde behov for hjælp. Dermed blev mediebilledet af de ældre rykket i samme
retning af tre forskellige kræfter i 1973. Der var således ingen til at præsentere information, der var
i modstrid med dette mediebillede – hvilket ifølge Kite og Wagner (2002:146) er forudsætningen
for, at stereotype billeder kan ændres og nuanceres. Således var der ingen modvægt til den selvforstærkende
kraft, som Levy og Bananji (2002:60-61) netop peger på, at stereotyper ofte er.
Men i 1983 vendte bøtten. Her var Ældrekommissionen netop fremkommet med ny information,
der modsagde mediebilledet fra 1973: Kommissionen havde lavet en dybdegående undersøgelse af
de ældres faktiske forhold, og den overordnede konklusion var, at de ældre havde langt bedre forhold,
end debatten i 1973 gav indtryk af.
Side 109

Side 110

Fluer og mennesker har et til fælles.
Man kan slå dem begge ihjel med aviser.
Dieter Hildebrandt
7. Ældrekommissionen afspejles, 1983
7.1 Indledning
Den 20. marts 1979 nedsatte den daværende socialdemokratiske socialminister, Erling Jensen, en
ældrekommission. Baggrunden var, at der gennem 1970’erne havde udviklet sig flere fejlagtige
myter om ældres forhold i Danmark. Myter om ældres ensomhed, dårlige helbred og dårlige
økonomi. Men samtidig understregede en række internationale undersøgelser, at de ældre ikke var
en ensartet gruppe, og at de ældres forhold slet ikke var så dystre. Socialforskningsinstituttet foretog
i 1977 en række undersøgelser, der tydede på, at noget lignende var gældende i Danmark. Men
usikkerheden om, hvad der var op og ned i diskussionen, var en medvirkende årsag til, at man besluttede
at nedsætte Ældrekommissionen (Andersen et al. 1996:22), der skulle:
… foretage en bred gennemgang og vurdering af de ældres livsvilkår – herunder
stille forslag om, på hvilke områder det må anses for ønskeligt og hensigtsmæssigt,
at der gennemføres ændringer eller foretages en harmonisering af de offentlige og
private bestræbelser med henblik på at forbedre og lette ældres livsvilkår.
(Ældrekommissionen 1981:9)
Ældrekommissionens arbejde mundede ud i tre delrapporter i hhv. 1980, 1981 (Ældrekommissionen
1981) og 1982 (Ældrekommissionen 1982). Ældrekommissionen fokuserede i sin analyse
især på tre områder: Arbejde og pension, de ældres boligforhold samt de ældres aktiviteter og
social og sundhedsmæssig bistand.
Side 111

I forhold til de ældres pension var kommissionens anbefaling ikke at øge størrelsen. Ganske vist
skriver Ældrekommissionen om folkepensionen i 1980, at den kun kan ”siges at udgøre det minimale
forsørgelsesgrundlag for pensionister” (Ældrekommissionen 1981:99). Men eftersom der var
lavet løbende forbedringer af pensionen og af de ældres økonomiske betingelser – senest med indførelsen
af efterlønnen i 1979 (Petersen 2000:131) – var Ældrekommissionens fokus et helt andet
sted i forhold til pensionen. Man foreslog at gøre pensionssystemet mere fleksibelt for at kunne
åbne for ”gradvis tilbagetrækning” og dermed gøre det muligt for de ældre at blive længere på
arbejdsmarkedet (Ældrekommissionen 1981:134). 56
På boligområdet anbefalede Ældrekommissionen at gå bort fra tanken om de kommunale plejehjem.
I stedet var anbefalingen at lade de ældre blive længst muligt i eget hjem, for at søge at sikre
kontinuitet i livet som ældre (Nielsen 1996:200; Jensen 1999). Dette var umiddelbart en lettere og
billigere løsning end plejehjemmene, men det krævede, at der blev sat ind på flere områder: Dels
manglede der fortsat egnede boliger til de ældre (Christensen et al. 1991:52); dels var hjemmehjælpen
fortsat ikke særligt veludviklet.
Hjemmehjælpen måtte derfor både udbygges og professionaliseres: Før midten af 1970’erne var
der ikke nogen form for uddannelseskrav til hjemmehjælpere, i 1974 kom det første krav om uddannelse,
men indhold og omfang var fortsat uspecificeret, og først i 1984 blev uddannelsen
formaliseret gennem cirkulæret ”om uddannelse af hjemmehjælpere med flere” (Fuglsang 2000:
14). Samtidig blev sektoren udbygget markant: Fra 1977 til 2002 steg antallet af hjemmehjælpsmodtagere
med omkring 70 procent – og kun ca. halvdelen af væksten frem til 1993 kan forklares
af den demografiske udvikling. Resten skyldtes øgede dækningsgrader, dvs. forholdsvis flere
modtagere af hjemmehjælp (Strukturkommissionen 2004:7).
Endelig måtte de ældres egne hjem gøres velegnede at blive i – hvilket blev et stort problem.
Mange af de ældre boede i den ældste og dårligste del af boligmassen, som nævnt havde hver
fjerde over 60 år i 1980 eksempelvis ikke centralvarme og bad (Christensen et al. 1991:53). Ældrekommissionen
foreslog, at man med hjemmel i bistandsloven foretog forbedringer af de ældres
boliger, hvor det måtte være nødvendigt (Ældrekommissionen 1981:167). Men der var tale om
ganske betragtelige udgifter, for man skønnede i begyndelsen af 1980’erne, at omkring 160.000
ældre havde et boligproblem (Politiken 1984:223). Diskussionen af dette problem fortsatte op gennem
1980’erne og mundede ud i den såkaldte Ældreboliglov i 1987 – en lov som dermed var en
direkte konsekvens af Ældrekommissionens anbefalinger.
Side 112
Hovedprincippet i lovændringen var, at de ældre i fremtiden skulle tilbydes flere
valgmuligheder, når behovet for pleje opstod. Uniforme løsninger skulle erstattes af
56 Denne indstilling var svær at følge: Efterlønnen var lige blevet indført, bl.a. med det formål at få de ældre
til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet for at give plads til de unge og for at afhjælpe arbejdsløshedsproblemerne.

ugervalg. Indtil implementeringen af ældreboligloven var plejekrævende brugere
således henvist til plejehjemmet, men med den nye lov blev det betonet, at plejen
skulle følge den ældre og ikke boligformen. Det erklærede sigte var en "afinstitutionalisering"
af ældreplejen. Samtidig vedtog Folketinget at stoppe for opførelsen af
plejehjem – ved behov kunne kommunerne i stedet anlægge ældreboliger. Fleksibilitet
i boligudbuddet og responsitivitet over for brugernes individuelle ønsker var
dermed lovens nøgleord. Samlet set havde ældreboligloven som konsekvens, at tilbuddene
til ældre i eget hjem voksede markant, mens udbygningen af institutionstilbuddene
ophørte (Strukturkommissionen 2004: 181). Lovændringen markerede et
markant brud med forestillingen om, at bolig og pleje var del af en helhed – eller
samlet plejepakke, samt en afstandstagen til den institutionspleje, der karakteriserede
1960’ernes og 1970’ernes ældreområde. (Ringsmose & Hansen 2005:22)
Endelig fokuserede Ældrekommissionen på de ældres aktiviteter og på social og sundhedsmæssig
bistand. Udbygningen af hjemmehjælpen hang naturligt sammen hermed. Fra en norsk undersøgelse
viste man, at de ældre, der havde mest kontakt med andre mennesker, havde mindst behov
for offentlig hjælp. Derfor mente Ældrekommissionen, at det var vigtigt at styrke grupper og foreninger
– gerne i nærmiljøet – når det var muligt. Alternativt måtte de ældres befordringsmuligheder
lettes bl.a. gennem forbedringer af den offentlige trafik (Ældrekommissionen 1981:248-250).
Begreber som aktivisering og aktivering blev væsentlige komponenter i den professionelle selvforståelse,
der var i færd med at blive opbygget i hjemmehjælpssektoren. Hjemmehjælperen fik en
form for socialpsykologisk rolle i forhold til de ældre (Fuglsang 2000:15). Mantraet var hjælp til
selvhjælp.
Set i dette lys er det ikke overraskende, at den kvantitative undersøgelse af mediebilledet af de
ældre viser, at der er relativt flere redaktionelle enheder, der beskriver de ældre som stærke i 1983,
end der var i 1973 (se figur 4): Man kan ikke forvente, at medierne beskrev de ældre som svage
umiddelbart efter, at en så stor undersøgelse som Ældrekommissionens rapporter havde sagt det
modsatte. Der var simpelthen for meget information, der ikke kunne underbygge det eksisterende
stereotype mediebillede (jf. Kite & Wagner 2002: 146).
Det er i øvrigt interessant, at Ældrekommissionen blev nedsat af en socialdemokratisk regering, og
havde til formål at vurdere de ældres livsvilkår og gennem formulering af en samlet ældrepolitik at
søge disse vilkår forbedret (Ældrekommissionen 1981:12). Den foreslåede ældrepolitik blev nemlig
ikke gennemført af socialdemokraterne, men af skiftende borgerlige socialministre under Poul
Schlüter (Palle Simonsen 1982-84, Elsebeth Kock-Petersen 1984-86 og Mimi Jakobsen 1986-88).
Kommissionens arbejde blev godt nok bestilt af socialdemokraterne, men det endelige arbejde
viste sig at være let foreneligt med Schlüter-regeringernes politik. Grunden kan være, at Ældrekommissionen
gjorde op med 1960’ernes og 1970’ernes velfærdstankegang, hvor den skattefinansierede
offentlige servicesektor løbende blev udbygget. Den fremmede i stedet 1980’ernes – og
dermed Schlüter-regeringernes – projekt med at ombygge ældresektoren (Ringsmose & Hansen
Side 113

2005:20). Ældrekommissionens ideer om øget decentralisering og markedsorientering kunne
således være med til at legitimere de borgerliges politik.
Selvom Ældrekommissionens rapporter blev omdrejningspunktet for en ny måde at tænke ældrepleje
på, var fundamentet for denne tankegang allerede støbt i Perspektivplan II (Perspektivplanredegørelse
II 1973:535) og i Socialforskningsinstituttets undersøgelser (Andersen et al. 1996:22).
Således kan man ikke sige, at Schlüter vandt over Anker, men nærmere, at Schlüters måde at føre
velfærdspolitik på passede bedre til tidsånden og de økonomiske krav, datiden var stillet overfor.
I de næste afsnit forfølges de spor, som Ældrekommissionens arbejde satte i medierne i punktnedslagsåret
1983. Men samtidig undersøges to andre mediebilleder af de ældre: For det første billedet
af de ældres egne aktiviteter, herunder deres deltagelse i samfundsdebatten. For det andet – og
nærmest modstridende – billedet af de ældre som viljeløse syge stakler, der ikke var i stand til at
træffe fornuftige beslutninger selv, og som mishandledes af personalet på plejehjem og sygehuse.
7.2 Sporene af Ældrekommissionen i mediebilledet
Det tydeligste spor af Ældrekommissionens arbejde ses i en redaktionel enhed, der handler om
dannelsen af en ny landsdækkende organisation ved navn Aktive Pensionisters Organisation
(A.P.O.). Forhistorien for dannelsen af foreningen var, at Jørgen Theisler var blevet fyret fra sin
post som direktør for EGV, fordi han ønskede yderligere ekspansion. I stedet blev Theisler som
sekretær primusmotor for den nye forening. Kristeligt Dagblad skrev om dannelsen:
Side 114
Ny forening hjælper ældre til selvhjælp
Ældres boforhold står øverst på initiativlisten
Ældre mennesker har fået et nyt kamp-organ i Landsforeningen Aktive Pensionister,
A.P.O. – O for Organisation – der i går holdt stiftende møde på Galleri Asbæk
i København.
Foreningens formål er at tage initiativer, der kan bidrage til at midaldrende og ældre
ved selvaktivitet holder sig raske både fysisk og psykisk. Dette indebærer bl.a.
at ældre skal have mulighed for at blive på arbejdsmarkedet og selv bestemme en
mere fleksibel pensionering i form af deltidsarbejde, fortæller foreningens sekretær
cand. polit. Jørgen Theisler.
Den nye forening har fået en flyvende start. Sammen med Friis og Moltke, har den
netop vundet Aalborg Kommunes konkurrence om fremtidens ældrebebyggelse –
boliger med indbygget tryghed – som i 1984-85 skal opføres i Aalborg Kommune.
Projektet er fra i dag til lørdag udstillet i Galleri Asbæk til offentlig beskuelse.

Da det ofte er de ældre, der har de dårligste bo-forhold indleder foreningen sine
møder med kommunernes socialudvalg og embedsmænd om fremtidens boliger for
ældre. Det første møde finder sted på Hindsgavl den 21. november. Derefter dækker
man landet amt for amt. Samtidig har foreningen i dag lanceret et nyt landsdækkende
blad, Aktiv Pensionist, der skal inspirere til selvaktivitet og fortælle om
A.P.O.s initiativer og ideer.
A.P.O. driver socialpolitik i henhold til formålet, men er neutral i politisk henseende.
Alle kan blive medlemmer. (IDN 1001, Kristeligt Dagblad)
A.P.O. synes som talt ud af munden på Ældrekommissionen: Der var fokus på aktivering af de
ældre, på de ældres boligforhold og på at gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt. Det er også bemærkelsesværdigt,
at organisationen kaldte sig et ”kamp-organ”. Det afspejler en større grad af
selvbevidsthed og viljestyrke i bestræbelserne på at forbedre de ældres vilkår, end de mere ydmyge
pensionistklubber indtil da havde lagt for dagen.
Foreningen adskiller sig markant fra de andre ældreforeninger, der er omtalt i materialet: Den blev
stiftet på et fornemt kunstgalleri, den havde i samarbejde med et førende arkitektfirma vundet en
konkurrence, og den gik i luften med et spektakulært program, der nøje var afstemt efter de politiske
vinde, der blæste i tiden. Samtidig fremgår det af en artikel i Politiken (IDN 932), at foreningens
bestyrelse i overvejende grad bestod af erhvervsaktive og magtfulde personer. Alt sammen
indikationer af en stor selvbevidsthed og politisk indsigt. 57 Måske var A.P.O. i virkeligheden nok
så meget en form for interesseorganisation, som anvendte Ældrekommissionens anbefalinger til at
kæmpe for egne interesser i bl.a. et fleksibelt arbejdsmarked, som den var en ældrepolitisk forening.
I hvert fald er det svært at se, hvad personer, der allerede var gået på pension, havde ud af et
fleksibelt arbejdsmarked.
Stiftelsen af A.P.O. var under alle omstændigheder et signal om, at Ældrekommissionens arbejde
havde sat gang i debatten om aktivering af de ældre og om de ældres boligforhold. De ældre kunne
ikke længere alene ses som svage stakler, der skulle anbringes på institutioner – de var blevet
værdige medborgere, som skulle opfordres til at leve et aktivt liv.
Ideen om aktivering af de ældre bragte også de ældres befordringsproblemer i fokus (Ældrekommissionen
1981:244-247). Fire redaktionelle enheder i materialet afspejler forskellige forsøg på at
57 A.P.O. kom aldrig til at fylde det helt store i mediebilledet. Men dannelsen af foreningen kan være en
manifestation af, at der på dette tidspunkt var efterspørgsel på organisationer for ældre. Det samme vidner
historien om EGV’s relancering som ÆldreSagen om. I 1987 tog EGV navneforandring til ÆldreSagen. I den
forbindelse kom organisationen i Guinness Rekordbog med flest nye medlemmer på kortest tid: Foreningen
voksede på en måned fra under 10.000 til over 50.000, og i løbet af få år havde ÆldreSagen omkring 250.000
medlemmer (Nielsen 1996:9-10).
Side 115

imødekomme dette aspekt af kommissionens anbefalinger. Den såkaldte 65-billet havde eksisteret
i nogle år og gjort det muligt for alle over 65 at benytte offentlig transport til halv pris. Denne ordning
var såre populær (IDN 935, 1010, 1126) og blev i uge 46 i 1983 udvidet til også at omfatte
andre grupper af pensionister, eksempelvis førtidspensionister. Også på lokalt plan var der initiativer
i gang:
Side 116
Pensionister kan køre for 1/3 pris
Ny kørselsordning fra jul
GLAMSBJERG – Glamsbjergs folke-, invalide- og enkepensionister kan fra og med
juleferien gøre brug af en ny særlig kørselsordning med hyrevogn, som netop er besluttet
indført i kommunen.
Efter nyordningen kan byens pensionister en gang om ugen køre til selvvalgte mål
(indkøb, besøg, posthus m.m.) inden for kommunens grænser for en tredjedel af
normalprisen. Ud- og hjemkørsel skal dog ske samme dag. (IDN 1130, Fyens Stiftstidende)
Længere fremme i artiklen fremgår det dog, at der er en række begrænsninger på, hvem der faktisk
kan benytte ordningen.
Kommunerne var begejstrede over aktiveringsideen: Dels kunne man spare penge på pleje; dels
kunne kommunen gennem hensigtsmæssig brug af aktivering sikre, at den ikke alene kom de
ældre til gode: Kunne man eksempelvis få de ældre til at gå til fritidsundervisning, kunne man
samtidig sikre en solid basis for udbudet af fritidsundervisning til gavn for den almene befolkning.
En del af de sparede plejeomkostninger kunne eventuelt bruges til at reducere de ældres deltagerbetaling,
hvilket alt andet lige ville få flere med på aktiveringen. Og så fremdeles.
Flere skal med uden at betale
Flere grupper af pensionister og fra det sociale system skal have lejlighed til at deltage
i fritidsundervisningen for voksne uden selv at betale. Den opfattelse har VSmedlemmet
af Odense Byråd, Leif Søndergård Andersen, og han ønsker mulighederne
drøftet i byrådets møde på onsdag.
Efter den nuværende ordning kan arbejdsløse, pensionister og efterlønsmodtagere
takket være et kommunalt tilskud være med i den almindelige fritidsundervisning
uden at yde den normale deltagerbetaling. De skal kun af med et indskrivningsgebyr
på 40-50 kr. (IDN 1151, Fyens Stiftstidende)

Men tanken om aktivering af de ældre bragtes endnu videre end ovenstående. Fx stillede Odense
Kommune en ejendom, en bevilling af en vis størrelse samt tre projektmedarbejdere til rådighed
for de ældre. Ideen var, at de ældre skulle indrette et aktivitetshus til sig selv. Kun i det omfang,
der var behov for autoriserede håndværkere, skulle sådanne inddrages. Udover det konkrete arbejde
med at istandsætte huset var det endvidere formålet med projektet, at de ældre – når huset var
færdigt – skulle have et mødested og et hobbyværksted. I anledning af en ekstrabevilling på
200.000 kr. skrev Fyens Stiftstidende (IDN 1102):
Så nu kan der igen komme gang i pensionisternes egen ombygning og restaurering
af lokalerne i stuen. Den var ved at gå i stå, fordi der manglede penge til indkøb af
materialer, og til de arbejder, der skal laves af autoriserede håndværkere
Gennem lodseddelsalg og breve til fondsbestyrelser og andre har pensionisterne
også selv været aktive. I alt 72.000 kr. har de samlet ind. Ikke blot fra andre – men
også fra hinanden. […]
”Huset” er Odense Kommunes bedste bevis på det frugtbare i at aktivere de ældre
beboere, og ved det sidste møde var social-udvalget [sic.] enige om at fortsætte
denne linje i nye by-områder. […]
– Formålet er at give de ældre indflydelse, og vi løber selvfølgelig ind i ældre, der
er meget ensomme. Børnene har ikke tid til besøg, og mange af vennerne er faldet
væk. Er den ældre gangbesværet, skal de [sic.] tage sig sammen for at gå ud. Det
kræver overvindelse, hvis man går dårligt.
– Men tanken er ikke at mase os ind på de ældre. Nogle trives godt med færre aktiviteter,
og det skal de have lov til. Andre får gennem os nye kontakter, og meningen
med det hele er, at de ældre-komiteer, der dannes i de enkelte områder, overtager
vor [de tre projektmedarbejderes] opgave, fortæller Lis Birn.
Undervejs har ældre-projektet, og de nye ældre-komiteer allerede vist sig nyttige.
Ikke blot ved etablering af ”Huse” eller andre faste lokaler til de hobby’es og fester,
men også henvendelser til busdrift og stadsgartner har givet ændringer. Sidstnævnte
har blandt andet skaffet flere bænke på torve og i grønne områder. Det er
godt med et hvil undervejs.
Denne form for aktivering ligger langt fra den form for aktivering, som EGV bedrev i 1963 –
dengang blev de ældre afhentet i busser og arbejdede med såkaldte hobbyarbejder (se afsnit 5.4).
Citaterne afspejler en vilje til at tage de ældres individuelle ønsker alvorligt og til at skabe meningsfulde
aktiviteter i kraft af, at ansvaret var overdraget til de ældre selv. Det omtalte aktive-
Side 117

ingsprojektet synes næsten at ligge tættere på diakoniens selvforsyningsideologi, som Qvortrup
(2005:14) beskriver: De ældre skulle (næsten) selv indrette og drive ældre-huse, ligesom de i
diakonien bidrog med husarbejde og lettere landbrug.
Det synes som om, at Ældrekommissionens anbefalinger og det offentliges initiativer på aktiveringsområdet
virkede befordrende på de ældre selv. I hvert fald dannede de på eget initiativ pensionistforeninger:
Side 118
Pensionistforening låner klubhuset
JUNGSHOVED – Vi i bestyrelsen synes, at vi ikke kommer hinanden nok ved, så
lad os hygge os sammen, lyder det fra Jungshoved Pensionistforening.
Foreningen vil prøve at lave nogle hyggeeftermiddage i klubhuset i Jungshoved.
Første gang bliver tirsdag eftermiddag, som vil forme sig som et orienterende møde.
Her vil man snakke om, hvilke muligheder der er: film, foredrag og gode ideer
fra medlemmer.
– Idrætsforeningen har været så venlige at stille lokaler til rådighed her i vinter,
hvor de ikke selv bruger det, fortæller Henny Hansen, kasserer i pensionistforeningen.
Hun opfordrer medlemmerne til at tage håndarbejde eller spillekort med til
møderne, hvis det er dette, der har interessen.
– Lad os hygge os sammen og høre om de problemer, der måske er hos vore medlemmer,
hedder det fra bestyrelsen.
For at undgå misforståelser understreger man, at bankospillene i forsamlingshuset
fortsætter uændret. (IDN 1276, Næstved Tidende)
Der var tilsyneladende ikke tænkt i et egentligt program at samles om – de ældre skulle blot samles
for at være sammen og tilsyneladende på deres eget initiativ. Alligevel er der formentlig en
intention om en form for politisk mobilisering i tiltaget: De ældre skulle diskutere ”de problemer”,
de havde (fælles?), formentlig for sammen at gøre noget ved dem. I materialet fra punktnedslagsåret
1993 (jf. kapitel 8) viser det sig, at ovenstående nok kun var et af de første i en længere række
af tiltag, hvor de ældre organiserede sig, og derved blev i stand til at påvirke både mediernes
beskrivelser af dem og den politiske dagsorden.
Sporene efter Ældrekommissionen kan i 1983-materialet også i et vist omfang følges ind på boligområdet:
Nogle kommuner var tydeligvis meget bevidste om, at det var nødvendigt at ændre den
måde, man tidligere har planlagt for de ældre på. I Suså Kommune vedtog man eksempelvis at

tage kommunens ældreforsorg under grundig behandling i det kommende år (IDN 1252). Tanken
var at skære ned på institutionspladserne og diskutere, hvordan der kunne skaffes finansiering af
de øgede udgifter til hjemmehjælp og hjemmesygepleje. En tilsvarende tænkning sås hos Årup
Kommune. Her planlagde man at indrette et nyt dagcenter inden for rammerne af et eksisterende
plejehjem. Det er klart, at der gik en lige linie mellem byggeriet og Ældrekommissionens anbefalinger:
– Kommunen søger at bevare muligheden for pensionistens ophold i eget hjem, og
dermed i størst muligt omfang undgå indlæggelser på plejehjem, hedder det i planen
– og der peges på forskellige foranstaltninger bl.a. et dagcenter.[…]
– Der bliver flere ældre de kommende år, sagde Peter Hemmersam (S). Derfor vil
et dagcenter være et godt tilbud til pensionister, der bor i eget hjem. Det vil være et
sted, hvor de kan komme i dagtimerne og hygge sig med andre. Og der er plads til
indretning af et sådant center på Holmely.
– Socialudvalget tilstræber at hjælpe de ældre mest muligt, sagde Alfred Larsen,
der var indstillet på at gennemføre en undersøgelse omkring etableringen af et
dagcenter i forbindelse med budgetbehandlingen næste år. (IDN 1129, Fyens Stiftstidende)
Men der var noget nedladende over socialudvalgets bestræbelser: De ældre skulle hjælpes til at
hygge sig med hinanden. Det var åbenbart ikke noget, de selv kunne finde ud af. I denne sammenhæng
virker det, som om Ældrekommissionens ældresyn kun var slået delvist igennem: På den ene
side ville kommunen gerne spare på plejehjemmene, men på den anden side ville man ikke helt
slippe forestillingen om, at de ældre havde ganske svært ved at hitte ud af tingene selv. Således
kan man gense elementer af stereotypen om de barnlige ældre i ovenstående citat. Der er heller
ikke noget i artiklen, der tyder på, at kommunens ældre blev spurgt om deres behov for et dagcenter.
De ældre var med andre ord en anonym, grå masse med ensartede behov – et behov for at
andre (in casu politikerne) skulle skabe rammer om deres tilværelse.
Ovenstående artikel er – om end den formentlig er velment fra både politikeres og journalisters
side – et klassisk eksempel på tidens ældrejournalistik. Journalister refererede fra eksempelvis
kommunalbestyrelsesmøder. De citerede politikere uden at inddrage de ældre selv – samtidig kom
politikernes udsagn ofte til at virke patroniserende, uden at det nødvendigvis var intentionen. Når
politikerne skulle argumentere for deres politiske forslag, måtte de fastholde, at der var et bredt
behov for det foreslåede tiltag. Derved blev udtalelserne hurtigt unuancerede og dermed med til at
tegne billedet af de ældre som svage, der pr. definition havde behov for hjælp.
Side 119

7.3 De ældres deltagelse i samfundsdebatten
Materialet fra 1983 viser, at de ældre var begyndt at tage del i samfundsdebatten på en ny måde.
Det var, som om de ældre havde fået mere selvtillid og mere overskud: De ville blande sig og tage
del, de krævede, at deres erfaring og viden blev taget alvorligt, og de gav gerne en solidarisk hånd
med, hvis de syntes, at en sag var uretfærdig.
Materialet rummer flere eksempler: En 70-årig mand blev anholdt for sammen med en gruppe
unge at have deltaget i en demonstration foran restauranten La Cabana i Herning, hvor restauratøren
beskæftigede uorganiseret arbejdskraft (IDN 1069). Den 70-årige demonstrerede dermed næppe
for selv at opnå fordele, men i solidaritet med de yngre demonstranter. Et andet sted i materialet
beklager en pensioneret folkeskolelærer, at der kun var 45 minutters ugentlig undervisning i faget
religion i gymnasiet:
Side 120
Disse unge 16-17 årige er jo nemlig i en alder, hvor de frigør sig fra al autoritær
indblanding. De skal først etablere sig som en kammeratflok med dertil hørende
”hakkeorden”. Læreren kender intet til forældrenes eller elevernes miljø, der oftest
vil være forskelligt fra hendes eget. Når der af den grund er kræfter i gang blandt
gymnasielærerne i retning af at gøre faget til et to-timers-fag, selvom det indebærer
at det må droppes i 1. g. for at få tildelt to timer ugentligt på et senere tidspunkt, så
ser jeg i min egenskab af tidligere lærerinde i faget det som noget meget positivt og
fornuftigt. (IDN 1028, Kristeligt Dagblad)
Heller ikke hun deltog i debatten for selv at opnå noget. Hun tog formentlig ordet, fordi hun følte,
at hun kunne være med til at ændre noget til det bedre for andre – bl.a. for den slægtning, der var
adjunkt på et gymnasium. Hun legitimerer sit bidrag ved at ”tale af erfaring” – hun havde selv
undervist, og hun betragter tydeligvis denne erfaring som brugbar og ikke kun interessant af
historiske årsager. Hermed står hun i kontrast til brænderileder Jørgen Kayser og skovløber Hans
Hansen, der i 1963 (se afsnit 5.4) måtte erkende, at deres faglige viden ikke længere havde særlig
stor værdi. Den pensionerede folkeskolelærer ovenfor var ikke nær så ydmyg: Hun oplevede tydeligvis,
at hun havde værdi for nutidens unge, netop fordi hun kunne bidrage til at forbedre de
unges forhold i kraft af sin alder.
Flere steder i 1983-materialet dukker sådanne positive syn på de ældre og på alderdommen op. Et
læserbrev i Politiken illustrerer pointen:

ALDERDOM
Lissie Rasmussen, Kingovej, Tåstrup
Det var et smukt interview Politiken bragte med Villars Lund (11.11), fordi det gav
nogle positive dimensioner til vores opfattelse af, hvad det vil sige at blive ældre.
Det behøver ikke være så slemt, men kan være noget meget smukt, når man som Villars
Lund oplever det som en udvidelse snarere end en indskrænkning. Sådan bør
det være mange flere forundt at opleve deres ”alderdom”.
Vi har alle sammen hørt om de såkaldt primitive samfund, hvor man respekterer de
ældre på en helt anden måde end vi er vant til og spørger den ældste til råds når
der opstår problemer. Det er naturligt nok, thi den ældste er den som har den største
livserfaring og derfor den som bedst kan løse livets problemer. I vores moderne
samfund lever vi bare livet så hektisk, og vi har slidt så meget på os selv, at vi sjældent
kan anvende denne livserfaring til ret meget, når vi bliver ældre. Det er en
skam, for livserfaring er et kostbart klenodie, som i alles interesse bør komme i anvendelse.
(IDN 986, Politiken)
Lissie Rasmussens læserbrev har to væsentlige pointer: Den første er, at hun i første afsnit viser en
tendens i tiden til at betragte alderdommen mere positivt, end man havde gjort i lang tid. Den
anden pointe er, at hun ligesom den pensionerede folkeskolelærer i det foregående citat kræver
respekt for de ældres livserfaring. Rasmussens betragtninger over, hvordan man anskuer ældre
mennesker i ”primitive samfund”, svarer nøje til Vincents (1995:42,51) pointe om, at man i landbrugssamfund
generelt tildeler ældre mennesker højere status end i urbaniserede industrisamfund.
Ganske slagkraftig er også en kronik af Ellen Lissner. Hun signalerer, at hendes alder har givet
hende en visdom og indsigt og et overblik, der gør det muligt (og rimeligt?), at hun manipulerer
med sine omgivelser (familien) for derved at bibringe dem en større indsigt, altså en indsigt der
svarer til hendes egen. Hun skriver bl.a.:
Der var en bedstemor, som holdt meget af sine børnebørn – hvad bedstemødre
sædvanligvis gør. Børnene anede ikke, at hun tit spekulerede meget over, hvordan
hun, hvad gaver angår, kunne være både kærlig og pædagogisk i forholdet til sine
børnebørn. […]
Så en dag, da hun besøgte dem, og de netop sad ved søndagsfrokosten, holdt hun
følgende lille tale til dem: ”Se, kære børnebørn, jeg er jo ved at blive gammel og
det er derfor besværligt for mig at huske fødselsdage, og at finde på gaver til jer
både til jul og fødselsdag. Derfor har jeg tænkt mig, at jeg i dag vil give jer hver en
Side 121

Side 122
stor gave, som så skal gælde for et langt stykke tid”. – Og så gav hun den ældste på
13 år en hundredkroneseddel. Det kom jo helt uventet, så han blev rød i kinderne,
og der var varme i hans tak.
Så vendte Bedstemor sig til den næste, en pige på 11 år og gav hende en femhundredekroneseddel.
Og hun blev endnu rødere i kinderne og takkede endnu mere
overvældet. Men drengen strakte hals og syntes pludselig, at hans seddel var blevet
meget mindre.
Nu sad den yngste på 9 år og så meget spændt ud, og så rakte Bedstemor hende en
tusindkroneseddel, og hun blev helt stum af betagelse og sad bare og stirrede på
den store seddel. […]
Om børnene lærte noget af bedstemors lille eksperiment, er ikke godt at vide, de
havde i hvert fald glemt det, da deres fødselsdage kom, så de måtte mindes om, at
de havde fået på forskud. Men de voksne lærte en del om, at alt er relativt. De lærte,
at man føler sig fattig, hvis man har mindre end sine omgivelser. (IDN 1042,
Kristeligt Dagblad)
Når man læser hele kronikken, fremgår det, at skribenten og bedstemoderen er samme person. Der
er langt fra denne selviscenesættende bedstemoder til den klassiske saftevandsserverende bedstemoder,
som fremgår af 1953-materialet (se afsnit 4.2.1). Og der er ligeså langt til den lalleglade
plejehjems-bedste, man i 1963-materialet ikke kunne give kontanter mellem hænderne, uden at de
omgående blev brugt på børnebørnene (se afsnit 5.4). Faktisk giver det for første gang i denne
undersøgelse slet ikke mening at tale om ældrestereotyper. For i virkeligheden træder både Ellen
Lissner, Lissie Rasmussen og den pensionerede folkeskolelærer ud af den out-group (se afsnit
2.2.1), som de ældre ellers har været placeret i. I stedet bliver de selv til en in-group, der taler om
andre grupper i samfundet – som de fremstiller mere eller mindre stereotypt. Der sker altså et afgørende
brud i ældrebilledet, når de ældre selv tager ordet, men ikke taler om sig selv.
Udover at blive til en selvstændig in-group, afspejler de omtalte bedstemødre en ny selvsikkerhed
og et nyt krav om at blive respekteret. Dermed synes denne undersøgelses materiale at vise, at
stereotype forestillinger, sådan som Levy og Bananji (2002:60-61) påpeger, er selvforstærkende.
Og nok så vigtigt, at sådanne forestillinger kan ændres, hvis man udsættes for tilstrækkelig meget
information, der ikke stemmer overens med dem (Kite & Wagner 2002:146). Med andre ord:
Ældrekommissionens rapporter havde tilsyneladende både en effekt på den førte ældrepolitik og
på de ældres egen selvopfattelse – og dermed på det samlede mediebillede af de ældre.
Der findes dog også redaktionelle enheder i 1983-materialet, hvor de ældre beklager sig over deres
egne forhold (IDN 1074, 1082, 1083). Alle disse indlæg er fra B.T. og har mere karakter af rituelt
brok end egentlige protester. Det første indlæg er en vox-pop, hvor en journalist spørger tre perso-

ner ”Giver du Erhard Jacobsen ret i, at der ikke findes fattigdom i Danmark?” Og det er der –
forventeligt – ingen, der gør. To af de tre vox-pop-deltagere nævner specifikt pensionisterne som
en særlig fattig gruppe (IDN 1074). De to andre indlæg er kortfattede læserbreve. I sin helhed
lyder det ene:
Tag brød med
”Vel er der fattige” skriver Johanne Christiansen, R/S 15. nov., og jeg tilslutter
mig. Jeg har inviteret vor socialminister til personligt at komme og se mit pensionistbudget.
To dage efter fik jeg brev fra hans sekretær om, at jeg kunne gå på bistandskontoret.
Jamen, der hører jeg – der er årgang 1902 – jo allerede til.
Socialministeren må gerne tage Erhard Jacobsen med hjem til mig, men de skal
selv have brød med til kaffen.
E. Ulvskov, Rymarksvej 45, Hellerup (IDN 1082, B.T.).
Således var der stadig ældre, der fremstillede sig selv som svage i 1983, og folk som Ulvskov
skrev læserbreve på samme måde, som det skete i punktnedslagetsåret 1973. Sådanne redaktionelle
enheder var derved med til at fastholde mediebilledet af de ældre som svage. Og det uagtet, at
den 81-årige Ulvskov virker mere konstruktiv i sin kritik end den mere kværulerende Aage Toft i
1973 (se afsnit 6.2).
Således voksede træerne ikke ind i himlen. Selvom nogle ældre gennem deltagelse i samfundsdebatten
kan have løsrevet sig fra det stereotype mediebillede, eksisterede billedet af de ældre som
svage stadig – bl.a. i forestillingen om de barnlige ældre.
7.4 Som børn på ny – de ældre på institution
I materialet fra 1973 optræder tre separate temaer (se kapitel 6): De ældre som gidsler eller ofre i
eksempelvis en sygehuskonflikt, det triste liv på plejehjemmet og de ældre, der opfører sig som
børn. I 1983-materialet er der tegn på, at disse temaer er ved at blive forenet: En journalist skriver i
en ret lang artikel om en undersøgelse af kosten på hospitaler og plejehjem:
God mad er flæskesteg
Undersøgelse af kost på hospitaler og plejehjem
Den står på vandgrød og skummetmælk til morgenmad til de gamle og syge. Der
bliver ingen mulighed for at vælge noget andet, hvis man ikke synes om den varme
Side 123

Side 124
mad. Det er fremtiden på plejehjem [sic.] og sygehuses madbakker, hvis politikerne
fortsætter, som de er begyndt, mener Økonomaforeningen. […]
[De ældre bliver i undersøgelsen bedt om at lave en liste over deres livretter]
Plejehjemsbeboerne har på ønskeseddelen mere fedt, mere sukker og mere salt i
maden. De vil også gerne have noget mere varm mad og så synes de ældre at sovse
og stuvninger er for tynde. Det bliver ikke let at finde en ernæringsekspert, der går
ind for de synspunkter. […]
Når man skal lave mad for 25 kr. om dagen, kan man give en acceptabel forplejning,
men der er ikke råd til ekstra. Ikke noget til at forsøde tilværelsen til fødselsdage,
påske, pinse og jul.
Det betyder også, at man ikke kan tilbyde f.eks. suppe til de ældre, som ikke er meget
for frugt eller give dem mosede i stedet for kogte kartofler.
I praksis sker jo det, at hvis folk ikke kan lide maden, lader de være med at spise. Så
får de ikke den ernæring, de skal have, selvom det ser sådan ud på kostplanen.
(IDN 934, Politiken)
Denne rapports forsideillustration er hentet fra denne redaktionelle enhed. Illustration såvel som
tekst understreger en forståelse af de ældre som tandløse i mere end en forstand: De spiser suppe
og mosede kartofler i stedet for frugt, som de ikke kan tygge, og de sidder i kørestol, fordi de ikke
kan gå. Nok engang er der tale om en redaktionel enhed, hvor kilderne udelukkende er plejere eller
behandlere. Således indledes artiklen med behandler/gidsel-temaet: Økonomaerne kan godt lave
mad til de ældre for det beløb, politikerne afsætter, men det bliver ikke sjovt for de ældre. Det er
samme argumentation, som fysioterapeuterne brugte i 1973 (se afsnit 6.2) – de ældre er en hjælpeløs
gruppe, som politikernes beslutninger går ud over. Citatet ovenfor er således med til at fremme
stereotypen om den svage plejehjemsbedste, som første gang optræder i 1963-materialet (se afsnit
5.4).
Næste afsnit gør nærmest nar af de ældres madønsker og -vaner: Journalistens sidebemærkning
om, at det ikke bliver ”let at finde en ernæringsekspert, der går ind for de synspunkter”, er både
nedladende og patroniserende. De ældre ved tydeligvis ikke, hvad der er godt for dem selv, og dét
taler økonomaen og journalisten indforstået om i fortrolighed bag ryggen på de ældre. Det minder
om den måde, moderen taler med huslægen om barnets ve og vel. Citatet er således med til at vedligeholde
stereotypen om de barnlige ældre. Mediebilledet af de ældre som svage bliver således
dobbelt styrket i det ovenstående citat, da to af de mest ubehagelige stereotyper synes at smelte
sammen: Plejehjemsbedste og de barnlige ældre.

I en anden redaktionel enhed, som spiller på en næsten tilsvarende forestilling, er der tale om en
pseudopårørende:
Selv gammel og syg
Vi skal spare, også plejehjemmene, men kunne en sød datter/søn eller svigerdatter/søn
ikke undvære en weekend til det gamle syge menneske blot en gang om måneden?
Dette menneske har dog taget sig af dig i sin tid, da kræfterne var til stede, måske
også af jeres børn.
Vi lever i et møgforkælet samfund. Alle vil vi have – uden at give. Min gamle mor
døde også på et plejehjem (i Jylland i 1972). Det var i de gode tider og et meget
godt hjem, men mor lå bestemt aldrig alene fra fredag til mandag.
I, som har forældre sådanne steder, tænk jer om. Båden/sommerhuset ligger der
også næste weekend. Tag et stort barn med. Også du bliver gammel og måske syg
engang. Klyng ikke plejepersonalet op. De gør en virkelig stor indsats.
Eva Theil, Suhrs Alle 6, Farum (IDN 1073, B.T.).
Eva Theil har tilsyneladende ikke selv haft kontakt til de mennesker, som hun opfordrer andre til at
tage sig bedre af. Argumentationen er ikke helt logisk: Det ser ud til, at hun mener, at familien skal
kompensere for besparelser på plejehjemmene ved at besøge ”det gamle syge menneske” en gang
om måneden. Man kan således købe en form for aflad, hvis man stemmer på en regering, der vil
spare på plejehjemmene. Skribenten antager tilsyneladende samtidig, at alle familier har svage og
syge ældre. I slutningen af indlægget kommer hun endvidere med det noget ulogiske, men ikke
desto mindre klassiske argument: Eftersom man selv bliver gammel engang, er man forpligtet til at
besøge en gammel, mens man er yngre. Der synes at være en mellemregning, der hedder, at man
kan forvente, at andre vil besøge en, når man bliver gammel, hvis man selv har besøgt nogen, der
er gamle.
At man som ældre er prisgivet et behandlersystem, hvor man risikerer at blive mishandlet af dem,
som skal tage sig af en, er et nyt tema, der dukker op i 1983-materialet. Det rummer et antal redaktionelle
enheder, der beskriver de ældre som ofre. To af dem omhandler en sag, hvor et vagthold
på en ortopædkirurgisk afdeling på København Kommunehospital er under anklage for at have
mishandlet ældre patienter (IDN 925, IDN 933):
Side 125

Side 126
Hospitals-patienter behandlet som børn
Ældre kvinde fik plaster for munden
Aftenerne på et af ortopædkirurgisk afdelings tre afsnit på Københavns Kommunehospital
kunne tidligere på året være en pine for de gamle hjælpeløse patienter, der
var indlagt for at få indopereret en ny hofte.
Når et særligt hold på to sygehjælpere og en sygeplejerske var på vagt, kunne forholdene
være forfærdelige. Patienterne blev ofte behandlet som uartige børn. Tonen
var grov og fortravlet og uforskammet. (IDN 933, Politiken)
Artiklen fortsætter med at beskrive, at personalet har brugt vold mod de ældre patienter, som beskrives
som hjælpeløse. Som beskrevet i afsnit 2.3.2 har denne type historie stor nyhedsværdi,
fordi den rummer et passende miks af Meilbys nyhedskriterier (Meilby 1996:55) sensation, identifikation,
aktualitet og væsentlighed: Det er sensationelt, at de ansatte, der skal beskytte og pleje de
ældre, mishandler dem i stedet. Læseren kan identificere sig med de ældre gennem følelser som
forargelse og medlidenhed. Mishandlingen er sædvanligvis noget, der aktuelt sker, og det er
væsentligt at fortælle om, fordi det vedrører os alle. I en journalistisk og mediemæssig sammenhæng
giver det således god mening at bringe offer-historier, men netop fremstillingen af de ældre
som svage ofre bidrager alt andet lige til at skævvride mediebilledet af de ældre.
Set fra journalisternes stol er offer-historierne endvidere interessante, fordi de giver journalisterne
mulighed for at optræde i rollen som vagthund (den, der vogter over magtmisbrug) og som redningshund
(den, der frelser de nødstedte) (Bro 2004:126-127).
7.5 Sammenfatning
Afslutningen af Ældrekommissionens arbejde havde en tydelig indflydelse på mediebilledet af de
ældre i 1983. At Ældrekommissionen fokuserede på de ældres styrker og på at udnytte deres ressourcer,
var med til at nuancere mediernes ældrebillede ved at udfordre og omforme de eksisterende
stereotyper om de ældre. Det kan være forklaringen på, at 1983-materialet rummer forholdsvis
flere beskrivelser af de ældre som stærke, end nogen af de tidligere punktnedslag (jf. figur 4).
At det er tilfældet, bekræfter alt andet lige, at det er muligt at ændre og udvide stereotype forestillinger,
hvis de udsættes for påvirkninger, der modsiger dem, som Kite og Wagner (2002:146)
skriver. Yderligere synes materialet at vise, at der er tale om en selvforstærkende proces – i lighed
med ideen hos Levy og Bananji (2002:60-61): I 1983 var der kommet en anderledes selvbevidsthed
hos de ældre, der fik dem til at organisere sig. Det skete samtidig med, at det offentlige støttede
sådanne forskellige bestræbelser – dels ved at lette de ældres transportsituation; dels ved at
søge at udnytte de ældres ressourcer i forbindelse med forskellige aktiviteter.

Hvor de ældre også deltog i samfundsdebatten i 1973, var der sket et kvalitativt skift i 1983: Nu
skrev de ældre ikke kun om deres egen situation, men om alle mulige emner, der ikke var ældrepolitiske.
Der var i flere tilfælde tale om støtteerklæringer til de yngre og situationer, hvor de ældre
qua deres livserfaring mente at kunne bidrage. De ældre trådte således ud af det mediebillede, som
journalister, pårørende, politikere og ikke mindst de ældre selv tidligere havde placeret sig i. Derfor
giver det i visse dele af 1983-materielet ikke mening at tale om ældrestereotyper, for i den del
af materialet er de ældre selv in-group: Det er dem, der snakker.
Mediebilledet af de ældre som svage var dog ikke helt forsvundet. Tværtimod var det ved at finde
en fast form: Behandlere og pårørende beskrev de ældre som stakkels og syge institutionsbeboere.
Som instrument for dette mediebillede blev stereotyperne om såvel plejehjemsbedste og de barnlige
ældre anvendt.
I punktnedslagsåret 1993 findes denne stereotype forestilling om de ældre som hjælpeløse svæklinge
stadig, men de ældre er på vej væk fra institutionerne: Perspektivplan II slog tonen an allerede
i 1972 (Perspektivplan-redegørelse II 1973:656), og Ældrekommissionen gjorde det endnu
tydeligere: Plejehjemmene var ikke løsningen på de ældres ønsker og behov. Det afspejles af
Ældreboligloven fra 1987, som betød, at al byggeri af plejehjem ophørte i 1988
(Strukturkommissionen 2004), og ved at plejehjemmene i 1993 var tæt på at være hadet.
Side 127

Side 128

Et ældreråd, som alene er rådgivende, er en narresut; en ny kaffeklub uden brød til.
Man behøver ikke engang have gode tænder – der er ingenting at bide i.
Arne Ginge
formand for Omsorgsorganisationernes Samråd
8. Ældrepolitik, råd og revolution, 1993
8.1 Indledning
STORMEN
KAPITEL 21
1. pinsedag sprænger politiet alle indgangsdøre. Der har været en helikopter nede
over plejehjemmet ALDERSTRØST, og såvel borgmester som socialudvalgsformand
har med højttaler formanet besætterne til at besinde sig.
Men det eneste de har kunnet se, er en samling gamle mennesker, der plejer deres
plejehjem. Det er rent og pænt, og græsplænerne er nyklippede. Alle spiser igen i
spisestuen, hvad de ikke gjorde under frk. Pileborgs regimente. Men de tider er nu
forbi.
Udenfor holder politiet og 12 ambulancer. Frk. Pileborg har udpeget de formastelige
delinkventer, og de bliver fikseret på bårerne, og bragt ud i ambulancerne.
Uden udrykning fjerner de sig én efter én, og fordeles til plejehjem i omegnen.
(Salting 1993:97)
Ovenstående citat er fra Ole Saltings bog ”Panik på Plejehjemmet – En næsten sandfærdig historie
om oprøret på plejehjemmet Alderstrøst”, som kort fortalt handler om, hvordan en gruppe ældre
gør oprør mod den diktatoriske plejehjemsleder frk. Pileborg. Forholdet mellem frk. Pileborg og
Side 129

de ældre på plejehjemmet minder meget om forholdet mellem en uduelig lærer og en flok opvakte
og uopdragne børn.
Året før udkom en anden skønlitterær bog, der beskriver ældre i rollen som frihedskæmpere. Det
er Jane Grams bog ”Sara. De gamles oprør” (Forlaget Øresund, 1992). Den handler om, hvordan
den 75-årige Sara hurtigt og effektivt skaffer den Sydøsteuropæiske stat Karomonia af med dens
diktator. Bogen anmeldes i Berlingske Tidende, og journalisten (der selv betragter sig som ældre)
skriver om den:
Side 130
Hvad er det, der gør, at de gamle [i romanen] må gå over banen alene, ja, næsten
har monopoliseret det politiske initiativ, for ikke at sige den revolutionære oprørsånd?
Det giver Jane Grams roman ikke svaret på. Og derfor har man svært ved at
tro på historien som andet end et stykke fiktion, en konstruktion til benefice for de
ældre årgange, C-holdet. (Kistrup 1992)
Begge bøger er klart henvendt til et ældre publikum, og begge fremstiller et nyt ældrebillede:
Billedet af de ældre som revolutionære. Det forekommer i Ole Saltings bog, at han forsøger at
skabe en slags fnisende solidaritet mellem de ældre i bogen, der ydmyger de formynderiske og
overvelmenende behandlere (som de slet ikke har behov for), og en læsergruppe af ældre, der
drømmer om at gøre ligeså.
At begge forfattere øjner netop denne målgruppe på dette tidspunkt, hænger formentlig sammen
med de ældres egen synlighed og deres egne aktiviteter og tidsånden i begyndelsen af 1990’erne:
Eksempelvis stiftede Karen Marie Nielsen i 1992 organisationen C-holdets Oprør. Organisationen
fik stor medieopmærksomhed og havde allerede efter tre måneder ca. 20.000 medlemmer. Baggrunden
var, at Ældreboligloven havde stoppet for plejehjemsbyggeri. Gruppen bag C-holdets
Oprør mente, at ”længst muligt i eget hjem”-mantraet og Ældreboligloven i virkeligheden var besparelser
på ældreområdet ad bagvejen. De mente, at mange ældre ville være bedre tjent med en
plejehjemsplads. Problemet var, at plejehjemsbyggeriet var standset, samtidig med at der blev
stadig flere ældre.
Selvom C-holdets Oprør ikke var særligt synligt i medierne i uge 46 i 1993 vælger jeg alligevel at
omtale organisationen her, fordi den var den mest markante manifestation af de ældres i udprægede
selvorganisering i begyndelsen af 1990’erne. C-holdets Oprør var dog ikke den eneste aktive
ældreorganisation i denne periode. Også ÆldreSagen oplevede eksplosiv vækst i medlemstallet og
fik i løbet af få år efter navneskiftet i 1987 fra Ensomme Gamles Værn til ÆldreSagen en kvart
million medlemmer (Nielsen 1996:10). I modsætningen til C-Holdet markerede ÆldreSagen sig i
netop uge 46: Organisationen foreslog at nedsætte grænsen for modtagelse af efterløn fra 60 år til
55 i en treårig forsøgsperiode, samt at de ældre, der måtte vælge at blive på arbejdsmarkedet,
skulle beskyttes mod fyring og have tilbud om efteruddannelse (IDN 1531).

Et mere kuriøst tiltag var den amerikanske ældreorganisation Grey Panthers 58 , som fik en søsterorganisation
i Danmark. Om De Grå Pantere skriver Politiken:
'De Grå Pantere' fra Ry! Den amerikanske pensionist-kamporganisations navn
klinger sært i dalene ved Himmelbjerget og de andre bløde bakker på Silkeborgkanten.
Men det var sådan, det startede – ældrerådet i Ry Kommune.
Ældreråd er et ret nyt fænomen, hvor ældre borgere i stigende antal rundt om i
landet kan give kommunalbestyrelser grå hår i hovedet med kritik, krav og kommentarer.
Men ældrerådene er også den opfindelse, hvor ældre i demokratisk samtale
med det politiske system måske kan tage gassen af det rebelske 'C-Holdets Oprør'
og dets plejehjemsbesættelser og megafon-opsætsighed. […]
I 1987 havde gruppens benarbejde dog ført til, at der for første gang – med kommunalbestyrelsens
opbakning – var lokalvalg til et nystiftet ældreråd. Det skulle
spørges til råds hver gang, inden politikerne traf vidtgående beslutninger, der greb
ind i de ældres hverdag. Og det har fungeret siden med nyvalg til ældrerådet i 1989
parallelt med byrådsvalget. Godt 40 procent af de stemmeberettigede over 60 år
stemte ved 1989-valget. En klar succes, mener ældrerådets nuværende sekretær og
tidligere formand, Frede Pinborg, 77. (Christiansen 1992)
Ældrerådet i Ry Kommune var et af de første af sin slags, men flere kommuner indførte i årene
omkring 1993 frivilligt sådanne ældreråd. De viste sig at være en så stor succes, at det i 1997 blev
besluttet at gøre oprettelsen af et ældreråd i hver kommune lovpligtigt. 59 Ovenstående citat viser,
hvordan de ældres egne politiske aktiviteter påvirker omgivelserne. Om end teksten afspejler en
vis irritation over C-holdets Oprør og dets ”megafon-opsætsighed”, så er det dog alligevel klart, at
C-holdets Oprør og De Grå Pantere i denne tekst kædes direkte sammen med etableringen af
ældrerådene.
I årene omkring 1993 skete der altså en tydelig selvorganisering blandt forskellige grupper af
ældre. De blev aktivister og krævede deres ret. De ældre spillede således i 1993 en aktiv og selvstændig
rolle i skabelsen og ikke mindst omskabelsen af ældrepolitikken. Hvor 1980’ernes ældrepolitik
handlede om ombygning og omorganisering af de institutioner, der var blevet opbygget i
1970’erne, handlede ældrepolitikken i 1990’erne om de ældres rettigheder og muligheder i forhold
til den kommunale ældreservice (Strukturkommissionen 2004:kap. 35).
58 Se organisationens hjemmeside på http://www.graypanthers.org/
59 Det sker i kraft af indførelsen af ”Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område”, Lov nr.
453 af 10/06/1997. Paragrafferne 30-33 specificerer ældrerådenes opgaver.
Side 131

Dette gør 1993-materialet særdeles interessant: For i bagklogskabens klarhed viser materialet, at
mediebilledet af de ældre og samtidens ældrepolitiske debatter faktisk foregriber en række af de
love, der senere skulle blive vedtaget på ældreområdet. Det er således første gang i undersøgelsesperioden,
at materialet rummer redaktionelle enheder, der tyder på, at tidsånden, som reflekteret i
ældrebilledet i medierne, driver lovgivningen.
Det drejer sig især om to love på ældreområdet, der skulle blive vedtaget efter 1993: Indførelsen af
Ældrerådene (som kort omtales ovenfor) og vedtagelsen af ”lov om forebyggende hjemmebesøg”.
Hvordan dette manifesterer sig i materialet vil blive gennemgået i afsnit 8.2.
Men træerne var heller ikke vokset ind i himmelen i 1993: For selvom der var en overvægt i
mediebilledet af de ældre som stærke i 1993 (jf. figur 4), så optrådte en lang række af de ”gammelkendte”
ældrestereotyper stadig: Både de ”lidt for stærke ældre”: woofierne (afsnit 8.3) og
plejehjemsbedste og de barnlige ældre (afsnit 8.4), og endelig blev en ny genre populær i medierne:
Beskrivelser af de ældre som ofre for kriminalitet (afsnit 8.5).
8.2 Ældreråd og kommunale besøg
Det er tydeligt, at der er stor politisk opmærksomhed på de ældre i materialet fra 1993. Det skyldes
imidlertid ikke udelukkende de ældres entré på den politiske scene – men i ligeså høj grad, at der
om tirsdagen i uge 46 var kommunalvalg. Og eftersom netop ældreområdet er ét af de områder,
kommunerne har forholdsvis stor magt over, må man forvente, at valgkampen op til et sådant valg
i sig selv vil øge opmærksomheden over for de ældre. 60
Det betyder, at analysen skal forsøge at skelne mellem valgkampsretorik og den ældrepolitik, som
har en mere substantiel karakter. Når formanden for kultur- og sundhedsudvalget i Faaborg Kommune,
Mogens Lunde Hansen, udførligt redegør for, hvilke tiltag kommunen har gennemført for
kommunens ældre (to mio. ekstra til plejehjemmene, 350.000 til hjemmehjælpen, 13 nye fuldtidsstillinger,
20 nye ældreboliger samt et par plejehjemsmoderniseringer), er det nok primært af PRgrunde.
Men hans afsluttende kommentar viser et interessant fokus på de ældres fremtidige muligheder
for medbestemmelse:
Side 132
Lunde Hansen tilføjer, at der nu er oprettet et ældreråd i kommunen. Han håber at
de ældre dermed kan få stor brugerindflydelse på den fremtidige ældrepolitik. Derfor
er han heller ikke tilhænger af et socialdemokratisk forslag om, at der skal laves
60 Eksempelvis havde Odense Kommune en særlig kørselsordning for ældre til og fra stemmelokalerne (IDN
1386), og i Fladså sørgede borgmesteren for, at en 88-årig kvinde blev transporteret til og fra valglokalet (IDN
1550).

et politisk ældreudvalg, som kan tage indflydelsen fra brugerne. (IDN 1371, Fyens
Stiftstidende)
Ældrerådet i kommunen blev altså allerede fra starten set som et organ, der skulle sikre de ældre
indflydelse. Hvis man i samtiden havde betragtet de ældre som svage stakler, der skulle hjælpes,
ville denne kobling næppe have været mulig (se fx (Ulff-Møller 1972:189ff)). Samtidig indikerer
kommentarerne, at ældrerådet har været til debat gennem længere tid i byrådet: Det antydes, at der
løbende har været debat om, hvorvidt ældrerådet skulle være rådgivende eller egentlig politisk.
Diskussionen om ældrerådet var altså ikke opfundet til valgkampsformål. At ældreråd var et
egentligt politisk emne i perioden, understreges også i kraft af, at mange andre kommuner allerede
var godt i gang med at debattere og etablere ældreråd. Valgkampen var samtidig en oplagt anledning
til at få forskellige interessenters synspunkter fremlagt. I Ryslinge blev det til en egentlig
strid:
Ikke glad for heftig ældredebat
Hvorfor være med i arbejdsgruppe [sic.], hvis man tier med sine synspunkter, spørger
Ebbe Frisch, formand for Ældrerådet i Ryslinge Kommune
RYSLINGE – Ebbe Frisch, Ryslinge, der er formand for Ældrerådet i Ryslinge
Kommune, er ikke begejstret over de seneste dages heftige debat mellem den radikale
spidskandidat, Bent Hansen, Kværndrup, og medlem af Ældrerådet, Jørgen
Jørgensen, Kværndrup.
Ebbe Frisch er tillige formand i arbejdsgruppen, der arbejder med ældre- og sundhedspolitikken
i forbindelse med den nye kommuneplan. Det er den arbejdsgruppe,
som Jørgen Jørgensen også deltager i, samt gruppens indstilling til oprettelse af
service- og aktivitetscentre for ældre, der er genstand for debatten. (IDN 1390,
Fyens Stiftstidende)
Det fremgår af artiklen, at ældrerådet i Ryslinge allerede havde eksisteret i nogen tid, og at det
allerede var integreret i kommunens arbejde, om end der åbenbart ikke var enighed om rådets
rolle. Så selvom der skulle gå endnu fire år, før lovgivningen pålagde kommunerne at oprette
ældreråd, var de allerede i 1993 etableret i en del kommuner og ret synlige i mediebilledet. På
samme måde fik loven om forebyggende hjemmebesøg (der først blev vedtaget i december 1995)
en slags foromtale i materialet fra uge 46 i 1993:
Side 133

Side 134
Nyt forsøg i Ringe
Der er tilsyneladende stor interesse for at bruge Ringe Kommune til sociale forsøg.
Ikke blot deltager kommunen i forsøget med en ledsageordning for handicappede,
men sammen med 10 andre kommuner skal Ringe Kommune de næste tre år være
med i et forsøgsprojekt om opsøgende/forebyggende virksomhed blandt ældre.
Det lyder ret svævende, hvad det også er foreløbig. Projektet skal nemlig ikke gennemføres
i kommunalt regi, men baseres på frivilligt socialt arbejde.
Fra kommunens side indkalder vi blandt andre Midtfyns Frivillige, selvhjælpsgrupperne
og andre, der kan tænkes at være interesseret, til et møde, hvor der skal vælges
en bestyrelse. Fuldmægtig Ingelise Storgård bliver tovholder for kommunen, og
hun indtræder i bestyrelsen, men mere har vi egentlig heller ikke med sagen at gøre,
forklarer socialudvalgsformand Elna Fjord Nielsen (K), Ringe.
Bestyrelsen skal ansætte en projektleder, hvorefter de to parter sammen laver en
projektbeskrivelse, der sendes til godkendelse i Socialministeriet, som derefter forsyner
projektet med en vis pose penge fra puljen på knap 14 millioner kroner.
Først på det tidspunkt kommer det ned på jorden. Det er bestyrelse og projektleder,
der skal finde ud af, hvad det skal gå ud på.
Jeg kunne forestille mig noget i retning af, at få de aktive pensionister til at holde
møde for andre pensionister, og at vi får beskrevet aktivitetsmulighederne for de
ældre i kommunen, bemærker Elna Fjord Nielsen. (IDN 1475, Fyens Stiftstidende)
Dette er der hverken hoved eller hale i, som journalisten også bemærker. Men set i bagklogskabens
lys ser det ud til, at enten Ringe Kommune eller journalisten havde misforstået, hvad det egentlig
var, socialministeren ønskede. For hvis målet var at undersøge effekten af opsøgende og forebyggende
arbejde blandt ældre, lå det fint i tråd med, at regeringen i 1995 fik vedtaget loven om forebyggende
hjemmebesøg. Også i Vordingborg diskuterede man allerede i 1993 det substantielle
indhold i den senere lov – her synes man dog mere klar over, hvad der var på vej:
Politikere skal besøge kommunens plejehjem
Socialt udvalg skal være mere synligt
VORDINGBORG

Beboerne på plejehjemmene Solvang, Rosenvang og Vintersbølle Strand kan se
frem til, at de den 14. december får besøg af politikerne i det sociale udvalg.
Det sker efter et udspil fra udvalgsmedlem Eva Jørgensen (S).
Det sociale udvalg skulle jo nødig være skrivebordspolitikere. Det er vigtigt, at vi
som udvalg, viser synlig interesse for de områder, som hører under udvalget, var
Eva Jørgensens argumentation over for de fire andre medlemmer af udvalget.
Udvalget er blevet mindre og mindre synligt på vores institutioner og plejehjem,
men det er min opfattelse, at man har et ønske om at se os en gang i mellem. Derfor
har jeg ønsket at få drøftet muligheden for, at vi besøger samtlige institutioner og
plejehjem i december.
– Du har siddet i udvalget i fire år. Hvorfor kommer dit forslag så først nu?
– Det kunne have noget at gøre med udviklingen i udvalget, svarer Eva Jørgensen
og føjer uddybende til, at der skete et formandsskifte midt i perioden.
Det sociale udvalg kunne nu ikke imødekomme ønsket om at besøge samtlige institutioner
i december – man nøjes med plejehjemmene. Men man kunne anbefale, at
der fremover planlægges en møderække på institutionerne. (IDN 1537, Næstved Tidende)
Om man i Vordingborg faktisk havde forudset loven om hjemmebesøg, er naturligvis uvist. Ovenstående
kan også blot være udtryk for kommunalpolitikernes bestræbelser på at gøre et godt indtryk
på de ældre vælgere. I hvert fald stod artiklen at læse i avisen netop på valgdagen.
8.3 De ældres gode eller dårlige økonomi?
De ældres økonomi har gennem hele undersøgelsesperioden været et yndet emne i medierne.
Eftersom langt de fleste overførselsindkomster og diverse tilskud til ældre er lovbundne, er økonomien
ikke noget oplagt tema i kommunalvalgkampen. Derfor kan man ikke forvente at finde
særlige forsøg på at tækkes velfærdskoalitionen på dette område, selvom uge 46 i 1993 var en
valgkampsuge. Derfor kan man på trods af valgkampen i 1993-materialet finde redaktionelle
enheder, der beskriver de ældre som woofies: Under overskriften ”De gråsprængte sidder på
guldet” og undertitlen ”Pensionskasserne bugner, og den kommende pensionist-generation skal
nok sørge for, at milliarderne yngler videre”, sammenblander Politiken i en helsidesartikel tilsyne-
Side 135

ladende flere gange pensionskasserne og de ældre selv. 61 Artiklen beskriver, hvordan pensionskasserne
tiltusker sig betydelig magt og indflydelse i det private erhvervsliv. ÆldreSagens direktør,
Bjarne Hastrup, citeres for at sige:
Side 136
Det er en ny generation af ældre, som er i stand til at formulere deres behov, og de
ved, hvilken proces der skal til for at få dem opfyldt. […]
Pensionskasserne sidder på omkring 65 pct. af den børsnoterede aktiekapitel og de
sidder bestemt ikke passivt hen og venter på, at pengene skal formere sig. De blander
sig åbenlyst i, hvem der skal lede virksomhederne, og dermed have ansvaret for
deres pengeanbringelser. (IDN 1667, Politiken)
Teksten insinuerer flere gange, at pensionskasserne er de ældre. Og at vi fremover må forvente, at
de ældre vil forsøge at fastholde eller genovertage den magt, de tidligere har haft i erhvervslivet.
Journalisten forsøger øjensynligt at få historien til at fortælle, at de ældre er i færd med at overtage
magten i det danske erhvervsliv. Problemet er imidlertid, at det jo er pensionskasserne – og ikke de
ældre som gruppe – der ejer store dele af erhvervslivet. Derfor kan journalisten kun fortælle historien,
hvis han kan påvise, at de ældre gennemsætter en ”ond vilje” gennem pensionskasserne. Det
lykkes ikke, og journalisten kan ikke få historien til at hænge sammen:
Pensionisterne blander sig
Mens pensionskasserne som medejere blander sig i erhvervslivets forhold, står det
mere skralt til, når det gælder medlemmernes lyst til at blande sig i ledelsen af pensionskasserne.
(IDN 1667, Politiken)
Dermed smuldrer konspirationshistorien, uden at journalisten tilsyneladende opdager det. Spørgsmålet
er så, hvorfor journalisten så krampagtigt forsøger at sælge historien. Svaret er muligvis, at
woofie-stereotypen, der beskrev de ældre som suspekte, magtfulde egoister, der nægtede at give
slip på deres indflydelse og status, blev mere populær i Danmark i 1990’erne, i lighed med hvad
den gjorde i USA i samme periode (Vesperi 2001). Som omtalt i afsnit 5.4 og 5.5 er woofiestereotypen
ikke nogen ny opfindelse, men den bliver først for alvor populær i begyndelsen af
1990’erne.
En anden redaktionel enhed slår ligeledes woofie-temaet an og beretter med slet skjult forargelse,
at fem fynske borgmestre er berettiget til borgmesterpension:
61 Rapportens bagsideillustration stammer fra denne redaktionelle enhed.

Forgyldt alderdom
Fem fynske borgmestre går på frivillig pension med udsigt til en årlig belønning i
200.000 kr.’s klassen. En af dem får pensionen halveret på grund af sit job.
Der bliver også råd til borgmesterstang til kaffen efter årsskiftet i fem fynske hjem,
hvor farmand frivilligt opgiver borgmesterhvervet. Efter otte år har de fem optjent
pensioner fra ca. 70.000 til 266.000 kr. årligt
Topscoreren er Odenses Verner Dalskov, der oven i de 266.000 pensionskroner kan
se frem til et honorar på over 100.000 kroner, hvis han som planlagt bliver formand
for Fynsværket. I bunden ligger Marstals borgmester overlærer Ole Pihl med
ca. 70.000 kroner. Og han kan end ikke se frem til et kødfuldt ben.
Jeg er overlærer, og en borgmester må kun oppebære en bestemt indtægt fra det offentlige.
Det forhold halverer min pension fra ca. 140.000 til ca. 70.000 kr. Det kan
godt føles en smule uretfærdigt i forhold til mine kolleger, siger Marstals snart forhenværende
konservative borgmester […] (IDN 1383, Fyens Stiftstidende)
Med en ironisk indledning om borgmesterstang til kaffen er en historie om, hvordan visse ældre
forgyldes i deres alderdom, slået an.
Det er dog ikke alle de redaktionelle enheder, der handler om de ældres økonomi, der beskriver de
ældre som stærke velhavere. De tre redaktionelle enheder (IDN 1452, 1476, 1589) er læserbreve. I
to af dem beklager pensionister sig over, hvor svært det er at få pensionen til at slå til. Læserbrevene
gentager det gammelkendte argument om, at folkepensionen skal opfattes som en slags opsparing,
hvortil de ældre gennem et langt arbejdsliv har indbetalt masser af skattekroner (se også
afsnit 6.2). Det tredje læserbrev er affattet af skuespilleren Birgit Conradi, der i 1993 var 54 år. 62
Hun skriver:
GODT OTIUM
Birgit Conradi, Vestervang 8, Birkerød
Foranlediget af en artikel i Politiken 8.11. ”prisen på alderdom”, hvori der bl.a.
forekom udtryk som – Prisen for at holde en ældre kørende samt stykpris på en ældre
sender vi – staten og jeg – hermed følgende:
62 Fra 1993 og frem har det i et vist omfang været muligt at undersøge læserbrevsskribenternes identitet
nærmere. Dette er sket gennem søgninger i Google.
Side 137

Side 138
Til alle Danmarks folkepensionister!
Jeg – den danske stat – vil hermed takke hver enkelt folkepensionist for hver en
skattekrone, moms samt alle mulige andre afgifter du gennem et langt liv har bidraget
med til den danske statskasse.
Idet jeg takker for lånet – uden hvilket Danmarks velfærd aldrig ville have været
mulig – tilbagebetaler jeg hermed, i dyb respekt – rater i form af folkepension, og
ønsker dig et smukt glædeligt og velfortjent otium. (IDN 1589, Politiken)
Birgit Conradis forargelse er tydeligvis ikke på egne, men på andres vegne. Hun er dermed en
ganske typisk debattør på ældreområdet. At hun også traver rundt i den forvrøvlede idé om skatten
som en opsparing til pension, er sagen mindre vedkommende. Det interessante er, at hendes indlæg
stærkere end de andre indlæg viser to pointer: Den første er, hvor veletableret en borgerret
folkepensionen er blevet. Den anden er, at denne tekst sammen med den foregående understreger
Pickerings pointe om, at der sagtens kan eksistere to modsatrettede stereotype forestillinger på
samme tid – de ældre kan sagtens være både woofies, som i de to foregående eksempler, og halvfattige,
som i det sidste (Pickering 2001:204).
Set i lyset af 1970’ernes og 1980’ernes økonomiske kriser, et reelt statsligt overforbrug og en deraf
følgende massiv gældssætning kan ideen om ”folkepension som en opsparing” formentlig virke
provokerede i de ikke-ældres ører. Sker det, er der grundlag for, at stereotyper, der beskriver de
ældre som egoistiske og pengegriske, bliver styrket. At mange ældre og specielt kommende ældre
rent faktisk har en solid privatøkonomi, kan kun tænkes at øge sandsynligheden for netop denne
stereotyps succes.
8.4 Plejehjemsklicheen i valgkampen
Lokalpolitikere benyttede som tidligere nævnt af gode grunde ikke de ældres økonomi som tema i
valgkampen. Til gengæld var plejehjemstemaet som altid populært. Men for at give dette gamle
tema en klangbund blandt vælgerne måtte politikerne nødvendigvis identificere et reelt behov for
at forbedre de ældres vilkår. Der var altså behov for at puste nyt liv i forestillingen om det ulykkelige
liv på plejehjemmene. Således skriver en socialdemokratisk byrådskandidat:

Trygt liv
Socialdemokratiet ønsker at forbedre mulighederne for, at ældre stadig kan være
aktive. Ældrearbejdet skal i høj grad bygge på de ældre selv. Der skal være forskellige
tilbud på boligområdet.
Socialdemokratiet ønsker de ældre skal have et trygt liv, som lægger vægt på de
menneskelige vilkår, de fysiske rammer er vigtige, men samvær, selvværd og udfoldelsesmuligheder
er nødvendigt, specielt for ældre. Det er udfordringerne, der giver
et godt og indholdsrigt liv.
Socialdemokratiet mener, at også de ældre skal respekteres og de menneskelige
kvaliteter bruges.
Modernisering af Slotsbergby Plejehjem med ældreboliger og lokaler til fælles aktiviteter,
ønsker vi, så der også bliver tilbud til borgere i den nordlige del af kommunen.
De ældre skal bo hvor de ønsker det, og skal ydes den nødvendige hjælp, så mulighederne
for at blive i eget hjem er til stede.
Socialdemokratiet ønsker en større service hele døgnet, så ingen ældre skal opleve
utryghed og føle sig ensom.
Connie Hyldal Kristensen, Mosevej 13, Dalmose
Kandidat i Hashøj (IDN 1525, Næstved Tidende).
Connie Hyldal Kristensen, der i 1993 var 39 år gammel, er uden tvivl velmenende over for de
ældre: Hun mener tydeligvis ikke, at livet som ældre byder på tryghed, respekt og mulighed for, at
man selv kan bestemme over eksempelvis sin boligsituation. Men der er ikke noget empirisk eller
statistisk grundlag for hendes udsagn – end ikke en henvisning til blot en enkelt bekendt. Argumentationen
er ikke desto mindre effektiv: Som indlægget er formuleret, vil enhver, der stiller sig
tvivlende over for behovet for at forbedre ældres vilkår, risikere at blive mødt af en storm af protester
fra medborgere, der kender en, der er utryg og ensom. Samtidig spiller hun på den generelle
frygt for ”livet på plejehjemmet” (jf. denne undersøgelses søsterprojekt ”Det gode liv som ældre”).
Historien om de ældres triste forhold særligt på plejehjemmene underbygges i Næstved Tidende:
Side 139

Side 140
Badeværelset er en ydmyg håndvask
Snart 100-årige Elna Overgaard, Karise Plejehjem er skuffet
KARISE – Politikerne har talt ofte og længe om forholdene på Karise Plejehjem –
eller Sundhedscenter som det nu hedder. Avisen aflagde i går et af valgets temaer et
besøg. Det blev en blandet oplevelse. (IDN 1538, Næstved Tidende)
Det fremgår af artiklens indledning, at politikerne har talt om plejehjemmet, men ikke handlet for
at forbedre det. Det antydes, at personalet gennem længere tid har været desillusioneret, men at der
på det seneste – op til valget – er sket nogle mindre forbedringer, som har givet både personalet og
de ældre håb for fremtiden. Artiklen illustrerer dermed Qvortrups (2005:ff) pointe om, at når forholdet
mellem plejer og klient er symmetrisk, kan de danne fælles front mod systemet og sammen
lægge pres på det. På intet tidspunkt er det så oplagt at lægge pres på det politiske system som
netop under en valgkamp, og artiklen ovenfor blev da også trykt i Næstved Tidende netop på
valgdagen.
Politikernes påstande om forholdene på plejehjemmene underbyggedes også fortsat af pårørendes
klager: I Næstved kørte der en sag, hvor en kvinde klagede over plejepersonalets adfærd den nat,
hvor hendes far sov ind. Kvinden klagede over, at personalet den sidste nat reagerede med let
irritation over, at hun gentagne gange ringede efter hjælp.
Kirsten Lind [plejehjemsleder] tror, at det er sorgen, der får Bente Jensen til at reagere
så voldsomt. Men undrer sig over, at Bente Jensen hverken har henvendt sig
til hende eller afdelingssygeplejersken.
Hurtigt ud
Et andet konfliktpunkt var at personalet først tillod familien at lade den afdøde blive
på plejehjemmet fra torsdag morgen til fredag eftermiddag. Kirsten Lind greb
ind fordi plejehjemmet ikke har kølerum til afdøde.
– Jeg beklager, at han skulle hentes om torsdagen, men det skete af hensyn til de
andre beboere. Det er en etisk vurdering, siger Kirsten Lind. (IDN 1559, Næstved
Tidende)
Det er en klassisk sag om interessekonflikter og følelsesmæssigt stress – plejehjemslederen skal
tage sig af de levende beboere, men for den pårørende kommer de daglig afvejninger til at virke
brutale. Sagen efterlader uafladeligt en tvivl hos læseren: Er plejehjemspersonalet kynisk, og er de
ansatte ligeglade med andres følelser? Risikerer vores forældre eller vi selv at blive behandlet med

følelseskulde og kynisme i vores sidste stund? Set ud fra en rent kildekritisk betragtning burde den
ovenstående artikel ikke have været skrevet: En kilde under følelsesmæssigt stress er en meget lidt
troværdig kilde. Men hvis journalisten ”glemmer” sin kildekritik og i stedet vægter historien i forhold
til de journalistiske nyhedskriterier, lever historien op til både væsentligheds-, aktualitets-,
sensations-, konflikt- og identifikationskriteriet, og er som sådan en oplagt historie (se afsnit
2.3.2).
Det er ikke kun de pårørende og politikerne, der er med til at skabe billedet af de følelseskolde og
kyniske behandlere. Behandlerne hjælper selv til: To redaktionelle enheder handler om, hvordan
hjemmesygeplejersker flygter fra deres job pga. arbejdsforholdene, og om hvordan politikerne som
erstatning ønsker at ansætte sygehjælpere i stedet. Hjemmesygeplejerskerne mener – ikke overraskende
– at sygehjælperne er underkvalificerede, og at en sådan udskiftning vil gå ud over de
ældre (IDN 1586, 1624). Hermed slås det velkendte tema an, hvor behandlerne benytter de ældre
som gidsler (se afsnit 6.1).
Stereotype forestillinger om de umyndiggjorte og ydmygede ældre på plejehjemmene var så veletableret
i 1993, at de også kunne bruges af andre end politikerne og i ganske andre sammenhænge.
I nedenstående læserbrev bliver et par af de gamle stereotyper brugt på en helt ny måde: Den
gamle statsmand ydmyges af plejepersonalet i kraft af, at personalet vil ham det godt – næsten for
godt – for den gamle statsmand er måske i virkeligheden en forklædt plejehjemsbedste:
Vi er alle lige – og dog!
Af Inge Correll, Havreholm Slot
”Tøv lige et sekund Albert. Så kommer jeg og skifter dig”. Plejehjemmets solstråle,
den altid smilende og veloplagte medhjælper Katrine, er der som et søm trods sine
mange gøremål og skifter den ældre herre.
Hr. C., Albert C. tidligere velmeriteret samfundsborger, har det svært med at skulle
skiftes af en ung pige. Det hjælper ham ikke, at hun tiltaler ham kærligt med både
du og fornavn. Faktisk gør det i situationen ondt værre.
Han prøver at fortælle Katrine det. ”Skidt Albert”, det skal du ikke spekulere på.
Her på plejehjemmet er vi alle lige” stråler Katrine og dasker ham kammeratligt på
kinden.
Men Albert C. og alle de andre plejehjemsbeboere, som også har været fuldgyldige
og aktive deltagere i samfundet, har svært ved i deres nuværende magtesløshed at
få frataget deres identitet – selv i den bedste mening.
Side 141

Side 142
Når man på et plejehjem får fortalt, at her er alle lige, alle er på fornavn og du, virker
det på en udenforstående som en bevidst proces, der forkorter de ældres liv både
fysisk og psykisk. Man tager ganske enkelt identiteten fra beboerne. (IDN 1285,
B.T.)
Det er uklart, hvor skribenten har sin historie fra, og om den er virkelig eller opdigtet. Historien er
velskrevet og bliver vedkommende, fordi den spiller på frygten for at få frataget rettigheder og for
at blive overladt til andres vilje – hvad enten denne vilje nu er god eller ond, eller som her i historien
misforstået god.
Man skal et godt stykke ind i teksten, før det går op for læseren, hvad skribentens virkelige ærinde
er, og at det faktisk intet har med de ældre på plejehjemmene at gøre. Egentlig handler artiklen om,
at forfatteren savner tredjepersonflertalstiltaleformen De. Plejehjemshistorien bruges blot til at
illustrere problemet og dets omfang. Ja – faktisk mener skribenten, at den nye tiltaleform du er så
skadelig, at den afkorter plejehjemsbeboernes liv (!) Og så har historien mistet sin troværdighed.
Det interessante ved historien er dog ikke dens formål, men at skribenten bruger blandingen af de
to velkendte ældrestereotyper som kulisse for noget helt andet: Hendes eget korstog mod (overdreven?)
brug af du-tiltaleformen. 63
Opsummerende kan man se valgkampsstoffet i 1993-materialet som en konkret manifestation af
velfærdskoalitionen og det politiske pres, den er i stand til at udøve – der er således et stærkt sammenhold
mellem de ældre selv, deres pårørende og deres behandlere i ønsket om at forbedre forholdene
for plejehjemsbedste. Et ønske en del af politikerne spiller med på i elendighedens teater
under valgkampen (se også afsnit 6.1). Forestillingen om plejehjemsbedste er så veletableret, at
også andre bidrager til at fremme og vedligeholde denne stereotyp i forskellige mere eller mindre
private og sagen uvedkommende sammenhænge. Billedet af de ældre som svage accentueres
yderligere af, at en ny genre med de ældre som ofre for kriminalitet bliver populær.
8.5 Overfald og rutinestof
Fyens Stiftstidende omfatter to redaktionelle enheder, der beskriver overfald på ældre (IDN 1473,
1474). I begge disse to eksempler er det ofrene og ikke gerningsmændene, der er i fokus.
Anderledes forholder det sig i Næstved Tidendes fire redaktionelle enheder om overfald på ældre:
De tre af dem omhandler den samme sag, hvor en 15-årig dreng to gange på seks måneder har begået
røveri mod den samme lamme og stumme 71-årige kvinde (IDN 1561, 1563, 1564). To af
dem (IDN 1561, 1563) beskriver, hvordan en utilpasset 15-årig tilsyneladende løber om hjørner
63 Skribentens egen identitet er interessant: Inge Correll var i 1993 55 år gammel og slotsfrue på Havreholm
Slot. Hun udgav i 1993 sin anden bog: ”Selskabslivets ABC: takt og nye toner ved små og store fester”.

med retsvæsenet og foretager beregninger af, hvordan han kan sikre sig mod at blive sendt på
institution ved at begå så grove forbrydelser, at han i stedet bliver idømt fængselsstraf. Den korteste
af de tre redaktionelle enheder handler mest om den ældre kvinde (IDN 1564). Det viser sig, at
hun har for vane ikke at låse døren, så hjemmehjælperen kan gå uhindret ud og ind.
Set ude fra kunne dette tolkes som om journalisten ikke havde nær så stor interesse for offeret som
for forbryderen. Det virker, som om det, at kvinden havde efterladt sin dør ulåst, afgør sagen i
gerningsmandens favør – og det på trods af at kvinden jo er både stum og lam og derfor kan have
en reel begrundelse for ikke at låse sine døre. Dette fokus på gerningsmanden frem for ofret kan
have flere årsager: For det første blev medierne op gennem 1990’ernee stadig mere trængt økonomisk,
og journalisterne skulle skrive flere linier pr. mand (Jensen 1997:bind 3, 252ff). En forholdsvis
overkommelig måde at honorere dette krav på er øget brug af ”rutinestoffet”, herunder
kriminalstoffet. Sparre (2002:50ff) viser, hvordan politiet betragtes som en yderst troværdig kilde,
og at journalister har tendens til at gengive politiets version af en kriminalsag mere eller mindre
uredigeret. Det kan være en medvirkende årsag til, at journalister ofte vælger at skrive om den
kriminelle frem for den forurettede, eftersom politiet naturligvis fokuserer på gerningsmanden og
hans motiver for at opklare forbrydelsen.
For det andet kan det skyldes, at det i et samfundsmæssigt perspektiv er gerningsmanden og ikke
ofret, der er mest interessant: Had gør vi med ham, og hvordan undgår vi en lignende situation i
fremtiden?
Dette fokus på gerningsmanden medfører, at der er mindre plads til beskrivelser af ofret, som dermed
ender med at fremstå som hjælpeløs og svag. Man skal dog passe på med at hænge de enkelte
journalister ud som kynikere, for ret beset er de citerede artikler arketypiske eksempler på Jensens
(1998:21) fortælling om, at vi lever i ofrets århundrede, hvor alle – inklusiv de kriminelle – er ofre.
Samtidig er det oplagt, at de anvendte ældrestereotyper bliver mere og mere polariserede, jo mere
rutinestof aviserne indeholder om ældre. Rutinestoffet er jo netop rutinestof, fordi det bygger på
velkendte, næsten forudprogrammerede skrive- og indholdsfigurer. Er denne antagelse korrekt, og
sammenholdes den med den generelle tendens til at ældre stereotypificeres negativt, hvis ikke det
aktivt modvirkes, kan dette være en af årsagerne til, at mediebilledet af de ældre i punktnedslagsåret
2003 er vendt, og de ældre igen fremstilles i et mere negativt lys (jf. figur 4). Mere herom i det
følgende kapitel.
8.6 Sammenfatning
Den kvantitative undersøgelse af ældrebilledet i medierne i 1993 viser, at de ældre i højere grad
end i de øvrige punktnedslagsår fremstilles som stærke. En oplagt forklaring tager udgangspunkt i,
at de ældre på egen hånd i starten af 1990’erne blev politiske aktivister. En aktivitet medierne
Side 143

viderebragte – de ældre var selv med til at sætte dagsordenen og fremstod dermed som stærke
individer i en stærk gruppe.
1993-materialet tyder således på, at Kite og Wagner (2002:146) har ret i, at det er muligt at ændre
på stereotype forestillinger, når man i tilstrækkeligt omfang udsættes for information, der ikke
stemmer overens med ens oprindelige forestillinger. Når mediernes billede af de ældre forandredes
i 1993-materialet, var det ganske enkelt, fordi de ældre gennem deres egne aktiviteter bombarderede
medierne med information, der viste, at de havde masser af ressourcer.
Allerede i starten af 1980’erne konkluderede Ældrekommissionen (jf. kapitel 7), at de ældre som
gruppe besad en række ressourcer, som på det tidspunkt enten var uudnyttede eller i hvert fald
skjult for medierne. Efterfølgende begyndte de ældre tilsyneladende at opføre sig i overensstemmelse
med kommissionskonklusionerne – der var givetvis tale om en vekselvirkning mellem de
ældre, som havde fået fornyet tro på sig selv, og medier, som havde fået ny tro på de ældre. En
form for selvforstærkende proces, der i starten af 1990’erne blev materialiseret i en helt ny politisk
aktivisme blandt de ældre. Nu var det ikke en kommission, men de ældre selv, der så sig som
stærke, hvilket lagde grund for endnu en selvforstærkende proces. På denne facon må stereotype
forestillinger siges at være selvforstærkende, sådan som Levy og Bananji (2002:68) hævder.
Det betød imidlertid ikke, at stereotypen om de svage ældre forsvandt i 1993: For det første vedligeholdt
kommunalpolitikerne gennem deres valgkampsretorik billedet af de ældre en bloc som
svage, omsorgskrævende personer ved velmenende at fastholde forestillingen om, at de ældre som
gruppe havde behov for hjælp. Netop i en valgkamp er det særlig oplagt for politikerne at love forbedrede
vilkår for de ældre, eftersom det potentielt appellerer til alle vælgergrupper – både de
ældre selv, og dem som er ved at blive ældre (altså principielt alle andre). 1993-materialet illustrerer
således endnu engang den diskussion, som tages på teoretisk plan i afsnit 2.3.2.
For det andet var behandlere, pårørende og andre forskellige korstogsfarende, som fx Inge Correll,
på samme måde med til at vedligeholde stereotypen om svage ældre ved fortsat at beskrive ældre
gennem en omsorgs-optik, hvor ældre først og fremmest er genstand for pleje.
For det tredje var mediernes arbejdsbetingelser også i 1993 under forandring: Et øget økonomisk
pres tvang mere rutinestof, herunder kriminalstof, ind i aviserne. Kriminalstof sælger, fordi det i
høj grad lever op til de Meilbyske nyhedskriterier (sensation, konflikt, identifikation, aktualitet og
i visse tilfælde også væsentlighedskriteriet). I forhold til billedet af de ældre forstærker kriminalstoffet
billedet af de svage – enten fordi de ældre beskrives som ofre, eller fordi disse historier ofte
fokuserer på gerningsmanden og derfor ”glemmer” offeret. Og både en offer- og en forglemselsstereotyp
fremstillede de ældre som svage.
Sideløbende blev woofie-stereotypen tydeligere: Den stereotyp, som amerikanske medier ifølge
Wilkinson og Ferraro allerede i 1970’erne og 1980’erne – og som ifølge Vesperi blev særlig
tydeligt i slutningen af 1980’erne – tegnede af de velhavende, magtfulde og egoistiske ældre, som
Side 144

kan bruges som syndebukke (Vesperi 2001; Wilkinson & Ferraro 2002:347) (se også afsnit 2.2.2
og 3.1.4).
1993-materialet indeholder flere håndfaste beviser på, at der udmærket kan eksistere to helt modsat
rettede stereotyper om den samme gruppe, hvilket netop er hypotesen hos McCann og Giles og
Pickering (Pickering 2001:204; McCann & Giles 2002:166-167).
Side 145

Side 146

”Om historie kan være nyttig? ….tja…nu har
historiefaget jo sikret mig en månedsløn
hver måned siden 1966, så jeg synes
jo nok at historie kan være nyttig”
9. Segmenterede ældrebilleder, 2003
9.1 Indledning
Søren Mørch
2. december 2003
Ordene ovenfor er konklusionen på Søren Mørchs aftrædelsesforelæsning på Syddansk Universitet
i forbindelse med hans 70-års fødselsdag. 64 Det synes næsten symbolsk, at Søren Mørch afsluttede
sit virke som historiker på SDU umiddelbart efter det sidste af denne undersøgelses punktnedslag.
For netop Søren Mørchs arbejde med den nyere danmarkshistorie udgør en stor del af fundamentet
for de historiske aspekter af denne undersøgelse for punktnedslagene fra 1953-1993. 65
I punktnedslaget 2003 slipper analysen sit historiske perspektiv. I stedet ses mediebilledet i 2003
som et resultat af de seneste 50 års udvikling af ældrebilledet i medierne. Derfor er kapitel 9
anderledes struktureret end kapitel 4 til 8. I kapitlets indledning opsummeres kortfattet de lovmæssige
tiltag, der siden 1993 havde ændret de ældres forhold. Men i modsætning til de tidligere
punktnedslagsår, har disse kun i ringe omfang sat sig spor i mediebilledet af de ældre og behandles
derfor ikke indgående i selve analysen. Hvor den politiske virkelighed således ikke spillede en
tydelig rolle i punktnedslaget 2003, ser vi konturerne af en ny medievirkelighed, hvor der ikke
længere er tale om et samlet mediebillede, men nærmere tale om fem forskellige – ét for hvert
dagblad.
64 Begivenheden forhåndsomtales i en enkelt af undersøgelsens redaktionelle enheder (IDN 227).
65
Jeg takker min kollega lektor Peter Bro, ph.d. for konstruktive kommentarer vedrørende de medie-historiske
og -sociologiske aspekter i dette kapitel.
Side 147

Derfor vil analysen i afsnittene 9.2 til 9.6 på den ene side tage udgangspunkt i de enkelte dagsblades
beskrivelser af de ældre som stærke og svage. På den anden side vil analysen forfølge dagbladenes
brug af eksisterende ældrestereotyper, såsom Duracell-ældre og plejehjemsbedste, og dermed
forsøge at forankre dem i det nutidige mediebillede af de ældre. 2003 adskiller sig desuden fra
de øvrige punktnedslagsår derved, at det er muligt at tage aviserne i ed i forbindelse med analysen.
Derfor synes det oplagt at gennemføre en egentlig tekstanalyse med udgangspunkt i de to mediebilleder
og de tidligere identificerede stereotyper. Og da det som nævnt er muligt at tage aviserne i
ed, bliver analysen fremlagt for og diskuteret med repræsentanter fra de enkelte dagblade med
henblik på at afprøve konklusionerne. Eftersom analysen ikke bygger på avisrepræsentanternes
kommentarer, er disse udelukkende medtaget, hvis de bidrager med væsentlige, nuanceringer eller,
hvis de er uenige i konklusionerne.
I perioden 1993-2003 blev et antal love indenfor især hjemmehjælpsområdet vedtaget. I 1995 blev
”lov om aftaleskemaer” og ”lov om forebyggende besøg til ældre” indført. Førstnævnte var en
reaktion på mange klager over kommunernes tildeling af hjemmehjælp, 66 den anden havde til formål
at monitorere de ældre for at forebygge. I 1995 fik institutionsbeboere endvidere ret til at få
udbetalt social pension i stedet for lommepenge (Strukturkommissionen 2004; Ringsmose &
Hansen 2005:23). I 1999 blev der indført et krav om kvalitetsstandarder på hjemmehjælpsområdet.
Denne lov havde til formål at skabe en gennemsigtighed, der muliggjorde, at hjemmehjælpsmodtagerne
kunne stille krav til hjemmehjælpsleverandørerne. I 2001 og 2002 blev den fleksible
hjemmehjælp indført; i 2001 i forhold til praktisk hjælp, og i 2002 blev den udvidet til at omfatte
den personlige hjælp. Den ældre var nu selv med til fra besøg til besøg at planlægge, hvad hjemmehjælpen
skulle hjælpe med. Endelig i 2003 blev der indført frit leverandørvalg på hjemmehjælpsområdet
(Strukturkommissionen 2004).
Alle tiltagene på hjemmehjælpsområdet samt indførelsen af frit valg af ældre- og plejebolig i 2002
havde til hensigt at sikre, at der blev taget hensyn til den enkelte ældres individuelle ønsker og
eventuelle forslag til løsninger (Ringsmose & Hansen 2005:24-25). Det var netop hensynet til den
enkelte ældres ønsker, der var i fokus i lovgivningsarbejdet i perioden fra slutningen af 1980’erne
frem til i dag.
Men alle disse lovinitiativer satte næsten ingen spor i mediebilledet af de ældre i uge 46 i 2003.
Blot en enkelt redaktionel enhed handler om, at en pårørende til en ældre dame i Nyborg har klaget
over, at kommunen endnu ikke har godkendt nogen private leverandører af hjemmehjælp (IDN
194). Et par enkelte redaktionelle enheder afspejler indførelsen af frit valg af ældre- og plejebolig,
den ene fra Fyens Stiftstidende (IDN 191) og den anden fra Politiken (IDN 132).
66 Ideen var, at den ældre sammen med kommunen (personificeret i en visitator) skulle udarbejde en kontrakt
om, hvad den enkelte ældre havde brug for af hjemmehjælp.
Side 148

End ikke vedtagelsen af Restsikkerhedsloven i 1998, hvor det blev lovpligtigt for kommunerne at
oprette de såkaldte ældreråd 67 og klageråd 68 satte synderlige spor i undersøgelsens aviser i uge 46 i
2003. Det kan skyldes, at ældrerådene udelukkende var rådgivende forsamlinger, der ikke havde
selvstændige kompetencer endsige et budget at gøre godt med. 69 Selvom ældrerådene ifølge loven
skulle høres i alle byrådets sager vedrørende ældre, mens klagerådet bl.a. havde til formål at
behandle klager fra ældre over tildelingen af hjemmehjælp, kom der ikke mange historier ud af det
i uge 46 – en sag fra Nyborg er dog undtagelsen: Ældrerådets formand kaldte redaktionen af et
ældreblad for en socialdemokratisk klike, hvortil redaktionen replicerede, at den blev moppet af
ældrerådet, som hævdedes sammensat af tidligere konservative politikere. 70
Således kan den kvalitative analyse af 2003-materialet ikke i samme omfang som de forrige kapitler
anlægge et historisk perspektiv. I stedet fokuseres analysen omkring de enkelte medier. Udover
det fraværende historiske perspektiv er netop denne fremgangsmetode valgt på grund af, at der
mellem slutningen af 1980’erne og frem til 2003 skete en markant udvikling på mediemarkedet:
Medierne var i stigende grad blevet specialiserede, så det efterhånden gav mere mening at tale om
en række forskellige mediebilleder af de ældre frem for ét samlet billede. En sådan udvikling afspejles
ganske klart i denne undersøgelses kvantitative del: Det fremgår, at der er markante forskelle
aviserne imellem i forhold til, hvilket ældrebillede de tegnede i 2003. Eksempelvis tegnede
en markant større andel af Næstved Tidendes artikler billedet af de ældre som stærke, end tilfældet
var i B.T. (se figur 6 og 7).
Ændringerne skyldes formentlig primært, at konkurrencen på mediemarkedet skærpedes voldsomt
i perioden (Jensen 1997:244ff). Aviserne kom under stigende pres fra især TV (monopolbruddet i
1988) og internettet (den første kommercielle internetbrowser kom på markedet i 1993), men også
fra hinanden. Fra omkring 1990 var de klare politiske tilhørsforhold for de enkelte aviser forsvundet,
så i stedet for at leve af faste (partibestemte) læsergrupper, måtte aviserne konkurrere på et
åbent marked om læsere – ganske som andre virksomheder kæmper om forbrugere.
Denne undersøgelses gamle partiaviser, Fyens Stiftstidende og Politiken, havde nu erklæret sig
uafhængige og måtte forsøge at tilkæmpe sig en rolle som monopolaviser, enten regionalt eller på
landsplan. En regionalavis som Fyens Stiftistidende havde dog mulighed for at være læsernes
”andenavis”. Men da aviserne havde erklæret sig uafhængige, betød det, at læserne havde en
67 Lovens §30-33 forpligter kommunerne til at nedsætte et ældreråd bestående af fem medlemmer valgt blandt
kommunens over 60-årige borgere. Ældrerådet er på valg hvert fjerde år. Vedtagelsen af denne lov gav ikke
anledning til den helt store debat, for allerede i 1996 havde 200 af landets 275 kommuner oprettet sådanne
ældreråd frivilligt.
68
I dag omfattes ældre-klagerådene af ”Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område”, LBK
nr. 72 af 06/02/2004.
69 Arne Ginge påpegede i kapitel 8’s indledningscitat, at ældrerådenes status som rådgivende instanser nødvendigvis
måtte komme til at betyde, at deres reelle indflydelse var stærkt begrænset. Noget tyder på, at han
fik ret.
70 Denne sag behandles mere indgående i afsnittet om Fyens Stiftstidende.
Side 149

imelig forventning om, at den samme nyhed behandles (objektivt og dermed) relativt ens i alle
aviser. Så på den ene side blev nyhedsformidlingen i nogle aviser mere og mere enslydende og
ensartet. 71
På den anden side blev der samtidig plads til nicheaviser, som eksempelvis Kristeligt Dagblad.
Sådanne aviser tegnede deres profil skarpt og fik reelt stor succes på trods af deres beskedne oplagstal,
da de fik en rolle i det politiske liv, hvor de læstes af politikere og opinionsdannere (Jensen
1997:249). Samtidig var tabloidaviserne meget følsomme over for ændringerne på mediemarkedet,
og i overlevelseskampen tog de derfor stadig mere aggressive metoder i brug. Netop fordi de kun
sælges i løssalg, må de i konkurrencen med abonnementsaviserne satse på hver dag at have noget
”ganske særligt på tapetet”.
Det er derfor forventeligt, at undersøgelsens aviser (en lokal-, en regional-, en national ”monopolavis”,
en nicheavis og en tabloidavis) ville forsøge at profilere sig på nogle andre – mere individuelle
– parametre i 2003 end tidligere.
Denne avismæssige individualisering, behøver imidlertid ikke at have medført et mere nuanceret
mediebillede af de ældre. Tværtimod. Et sådant øget økonomisk pres vil alt andet lige presse
medierne til øget brug af stereotype billeder af bl.a. de ældre: Dels har den tilspidsede konkurrencesituation
medført effektiviseringer og rationaliseringer, og den enkelte journalists tid til at
nuancere sine journalistiske produkter er reduceret (Hedegaard 2001: 11). Og netop begrænset tid
kan være én af de faktorer, der presser journalisten til at genbruge eksisterende stereotyper frem
for at bryde dem ned. Dels kan den øgende konkurrence have tvunget journalisterne til at vinkle
deres historier lidt skarpere, hvilket levner mindre plads til at nuancere. Der er med andre ord
blevet mindre tid og overskud til aktivt at mod- og bearbejde de stereotyper vedrørende de ældre,
som mere eller mindre automatisk opstår (se afsnit 2.2.2). 72 Den eneste modvægt til en udvikling i
retning af et mindre stereotypt mediebillede var således i 2003 de ældre selv. Det må dog forventes
at være en ulige kamp, så det er oplagt at forvente, at mediebilledet af de ældre er mere polariseret
i 2003 end tidligere.
71 Hvilket muligvis kan forklare, hvorfor Politikens og Fyens Stiftstidendes fordeling af stof i hhv. det ene og
det andet mediebillede af de ældre var så relativt ens i uge 46 i 2003 (Se afsnit 9.2 og 9.6.1).
72 Redaktionschef Jan Kristensen på Fyens Stiftstidende (Interview den 15. august 2005) mener, at polariseringen
i ældrebilledet dels afspejler virkeligheden – at de svage ældre i 2003 var virkeligt svage – og ikke
nødvendigvis ændrede journalistiske arbejdsvilkår; dels at ÆldreSagen er stærk og bringer markante cases
med svage ældre til torvs.
Side 150

9.2 Ældrebilledet i Politiken, uge 46 2003
I uge 46 i 2003 var mængden af ældrestof i Politiken relativt begrænset. Af materialets 61 redaktionelle
enheder består 34 af hhv. navnestof og nekrologer. Det betyder, at mængden af nyhedsstof
og debatstof om ældre ganske enkelt ikke er ret stor. 73
Materialet rummer seks redaktionelle enheder, der alle handler om økonomi, men fælles er også, at
de ældre kun omtales og kun udgør et delemne (IND 123, 147, 164, 154, 112, 161). Hovedparten
af disse artikler har deres udspring i, at finanslovsforhandlingerne for 2004 netop var afsluttet,
hvilket gav naturlig anledning til en del artikler med konsekvensberegner på de beslutninger, der
var blevet truffet. Under forhandlingerne havde det bl.a. været et krav fra Dansk Folkeparti, at den
såkaldte ældrecheck blev gjort permanent. Det gav anledning til tre omtaler i materialet (IDN 112,
123, 161). Den første nævner blot ældrechecken som fakta, mens den anden udtrykker en anelse
bekymring. Lidt mere udførlig er den sidste af de tre, der faktisk i sin helhed handler om ældrechecken.
Sproget er neutralt, der gengives fakta om, hvor meget ældrechecken koster statskassen,
hvem der er berettiget, og hvordan man finder ud af, om man er berettiget (IDN 161).
Avisen indeholder også dystre forudsigelser om fremtidens økonomi: En stort opsat artikel handler
om, at regeringen næppe vil kunne leve op til sin egen såkaldte ”Plan 2010” fra 2001. To gange
berører artiklen et problem, der er relateret til ældre. Der refereres et enkelt sted kort til, at antallet
af ældre er stigende, og der er en enkelt reference til ”ældrebyrden” og særligt 68-generationen.
Men der er kun tale om antydninger, og temaet udgør kun en ganske lille del af artiklen. Det
undrer avisens indlandsredaktør, Jacob Svendsen, at temaet faktisk ikke fylder mere, idet han selv
nævner temaet som relevant i lyset af avisens nøgterne og samfundsdebatterende linie (Interview,
den 17. august 2005).
Af materialet fremgår det ret klart, at Politiken ikke ser de ældre som noget særligt – det er ikke en
gruppe, der får særlig opmærksomhed. Indlandsredaktøren bekræfter denne iagttagelse og understreger,
at avisen ikke skriver en historie, fordi der er ældre med, men fordi den er bredt relevant
for avisens læsere bedømt ud fra et væsentlighedskriterium (Interview, Jacob Svendsen, 17. august
2005). En artikel, hvis rubrik lyder ”Vi sparer for lidt op til pension” (IDN 147, Politiken), er et
udmærket eksempel. Kilden i historien er den administrerende direktør i AP pension, Holger
Dock, der altså – ikke særligt overraskende – mener, at der bør opspares mange flere penge, som
bør anbringes i pensionskasserne. Det er rubrikkens ”vi”, der antyder, hvem læserne formodes at
være: Hverken børn eller ældre, men et erhvervsaktivt vi.
73
Jeg takker indlandsredaktør ved Politiken, Jacob Svendsen, for værdifulde input i forbindelse med analysen
af Politiken.
Side 151

Men det betyder ikke, at avisen er renset for beskrivelser af ældre. Dels rummer avisen en række
meget stort opsatte portrætter af ældre kunstnere (IDN 136, 137, 153, 156, 170, 171), som alle har
elementer af den gamle statsmand-stereotyp: Det er portrætter af de usædvanlige, de stærke ældre,
der ser tilbage på et aktivt liv i samfundets eller kunstens tjeneste. Alt sammen i tråd med avisens
kulturelle profil. Dels dukker de ældre i korte glimt op i kriminalstoffet, hvor de på en relativt
klinisk måde omtales. I disse kriminalhistorier er fokus enten rettet mod en eventuel dom (fx IDN
131) eller selve voldshandlingen, som afdækkes med et neutralt sprogbrug (fx IDN 162).
På den ene side var de ældre relativt usynlige og nøgternt beskrevet i Politiken. På den anden side
optrådte de ældre i rollen som svage og iklædtes en række af de velkendte ældrestereotyper: I en
artikel om et tiltag på Frederiksberg, der skal sikre beboerne bredbåndsinternet til 295 kr. om
måneden, inkl. telefonabonnement, står der bl.a.:
Side 152
Omvendt kan man sige, at 70-årige Grete i stuen på Nyvej nok har lige så lidt brug
for en 10 Mbitforbindelse til internettet som en boxermotor til sin rollator. Så derfor
kan det blive svært at overbevise hende om, at hun skal betale de 5.000 kroner i
oprettelsesgebyr, det koster per lejlighed at få bredbåndet ind i huset. (IDN 133,
Politiken)
Her er ikke tale om et citat fra en kilde. Udsagnet står som journalistens egen kommentar. 74 Ganske
vist omtaler journalisten internet og rollatorer, men bortset herfra er der i virkeligheden ikke
ret langt fra denne måde at beskrive ældre mennesker på til den ældrestereotyp, som B.T. brugte i
1963 i artiklen med gaveideer til de ældste (se afsnit 5.4). Plejehjemsbedste levede i bedste velgående
i 2003, men boede ikke nødvendigvis på plejehjem længere – bedste var fattig (kunne ikke
betale for bredbånd), havde erkendelsesmæssige problemer (vidste ikke, hvad internettet skulle
nytte), var svækket (brugte rollator), og endelig var bedste komisk, og lignede dermed meget den
ældrestereotyp, som tidligere er identificeret i amerikansk TV (Montepare & Zebrowitz 2002: 107)
(se også afsnit 2.2.1). Det skal retfærdigvis nævnes, at dette ret markante udtryk for stereotyp
beskrivelse af de ældre er en enlig svale, og at avisen almindeligvis ikke er begejstret for, at journalisterne
eksponerer egne fordomme som her (Interview, Jacob Svendsen, den 17. august 2005).
I et læserbrev dukker forestillingen om de fysisk svækkede ældre op i en anden form (læserbrevet
er gengivet i sin helhed):
74 At andelen af personer på over 60 år med internetforbindelse ifølge Danmarks Statistik var stærkt voksende
denne periode (Statistik 2002:1), og at motorcykelforhandlere oplevede, at kunderne blev ældre og ældre
(Vestkysten 2005), synes ikke at påvirke journalisten. Det synes heller ikke at påvirke journalisten nævneværdigt,
at undersøgelser havde vist, at danskerne ikke i nævneværdig grad tabte førligheden før i 80-årsalderen
(Platz 2004).

En bøn for de gamle i busserne
Bernard Karawatski, Classensgade 17B, København
Hvor er det trist for de gamle mennesker, som ikke er i stand til at finde en plads i
bussen. Den unge generation bekymrer sig overhovedet ikke om de ældres problemer
– de bemægtiger sig lynhurtigt en plads, og de drømmer ikke om at tilbyde en
plads til de gamle. De unge bør skamme sig, og ligeledes deres forældre, som ikke
har lært dem at tage hensyn til gamle mennesker! Det andet problem for de gamle,
som står op i bussen, er, at chaufføren ofte ikke lægger mærke til, at de hele tiden
er bange for at falde. Det er meget ubehageligt for dem, og de forsøger derfor ofte
at komme så tæt som muligt hen til udgangen. Det vil kunne løses ved, at chaufføren
holdt stille i cirka 25 sekunder, før han sætter i gang igen. Hjælp de ældre mennesker,
kære buschauffører! Forældre! Lær jeres børn at hjælpe de ældre! Hjælp de
unge mennesker til at forstå, at de også kan blive gamle engang! (IDN 113, Politiken)
Læserbrevets forfatter blev selv født i 1938 og var altså 65 år, da han skrev dette. Forfatteren
skriver ikke ”vi” ældre, men ”de” ældre, og man må derfor formode, at han ikke selv regner sig
som hørende til den gruppe af ældre, der har behov for de ovenfor beskrevne hensyn. Han spiller
på forestillingen om ”de ældre”, der en bloc har brug for hjælp. Det er de svage, hjælpeløse ældre,
som er ude af stand til selv at bede buschaufføren om hjælp eller bede nogen rejse sig for dem. Der
føres med andre ord, som i mange af de foregående læserbreve (se fx afsnittene 8.3 og 8.4) korstog
på de ældres vegne. Det bekymrende ved disse korstog er, at de, selvom de tydeligvis er velmenende,
er med til at cementere og forstærke de stereotype forestillinger om de ældre som svage
stakler, der skal hjælpes. Et andet læserbrev har et tilsvarende budskab (læserbrevet er gengivet i
sin helhed):
Matadorlighed
Pelle Andersen-Harild, Selsøvej 29, Skibby
Lise Nørgaard blev forleden interviewet i tv. Som eksempel på, hvordan den øgede
lighed i samfundet efter Anden Verdenskrig var slået igennem, mente hun at en
fortsættelse af ”Matador” ville have endt med, at husholdersken Agnes og overklassedamen
Maude sad på samme plejehjem. Med al respekt for forfatteres kunstneriske
frihed ville en mere realistisk om end knapt så happy ending være, at overklasseløget
Maude var endt med firstjernet pleje på et privat plejehjem og tjenestepigen
Agnes med nødtørftig pleje på et kommunalt underbemandet hjem. Danmark
har stadig en 1. klasse for dem, der kan betale og en 2. klasse for os andre. Og så
for øvrigt en 3. klasse for dem, der er gået helt bag af dansen. (IDN 160, Politiken)
Side 153

Heller ikke denne forfatter var selv pensionist: Han var aktivt medlem af partiet Enhedslisten, af
gruppen ATTAC og ansat som fredningstekniker i Naturrådets sekretariat. Der synes at ligge en
forestilling både hos Lise Nørgaard og hos forfatteren til læserbrevet om, at alle ældre i 2003 endte
deres dage på plejehjem. 75 Samtidig synes forfatteren at have en grundantagelse om, at de kommunale
plejehjem kun ydede nødtørftig pleje, og at de i øvrigt var underbemandede. Pelle Andersen-
Harilds bidrag skal formentlig ses som et indlæg i en politisk debat snarere end en egentlig beskrivelse
af virkeligheden. Artiklen er tydeligvis baseret på stereotype forestillinger om de ældre og
deres vilkår, som lå langt væk fra flertallet af de ældres virkelighed, men som svarede ganske godt
til den stereotype forestilling om de ældre som svage, som i 2003 fyldte mere i medierne end
nogensinde tidligere (jf. figur 4).
Læserbrevene i 2003 ligner således læserbrevene i resten af undersøgelsen: Det er ikke de ældre
selv, men politikere, pårørende, plejere eller blot velmenende kværulanter, der fører ordet. De
ældre selv er – i hvert fald i Politiken – tavse. 76 Dermed kom de ældre til at tillade grupper (ingroup)
at tale om dem (som out-group), hvilket gav spaltemillimeter til disse andres stereotype
forestillinger om de ældre. Forestillinger, som kom til at præge mediebilledet, fordi de ikke blev
modsagt (jf. afsnit 2.2.1).
Sammenfattende kan man sige, at Politikens redaktionelle linje i uge 46 i 2003 ikke fokuserede på
de ældre som noget særligt. Dermed trådte de ældre som særlig gruppe ud af mediebilledet på
samme måde, som de ikke eksisterede som særlig gruppe i mediebilledet i 1953. At fordelingen af
spaltemillimeter, der beskriver ældre som hhv. stærke og svage, ikke er ens i 1953- og 2003materialet,
skyldes formentligt, at virkeligheden omkring de ældre er blevet ændret: Man skal råbe
meget højt i 2003, hvis man vil overdøve velfærdskoalitionen (se afsnit 6.1). I det omfang avisen
overhovedet skrev om de ældre, var det typisk i nøgterne fremstillinger. Vold og kriminalitet mod
ældre udpensledes ikke. Det betød dog ikke, at der ikke nu og da røg en aldersnedladende ”finke af
panden” som i beskrivelsen af 70-årige Grete i stuen på Nyvej. Når dele af materialet alligevel
opererer med stereotyper om de svage ældre, er det ofte i læserbreve, hvor andre velmenende
mennesker fører diverse korstog på de ældres vegne. I korstogslæserbrevene er det oftest plejehjemsbedste-stereotypen,
der er den foretrukne – de ældre selv er tavse.
75 I 2004 var der 21.280 plejehjemsboliger i Danmark (Hougaard 2004). Det siger dermed sig selv, at det i
virkeligheden var at fåtal, der nogensinde kom til at bo i en sådan bolig.
76 Politikens indlandsredaktør, Jacob Svendsen, har givetvis en pointe, når han hævder, at grunden til, at de
ældre ikke selv klager over deres forhold, er, at langt de fleste faktisk ikke har noget at klage over (Interview
den 17. august 2005) – i hvert fald stemmer det godt overens med de undersøgelser, der peger på, at de ældre
generelt har det godt (Platz 2004).
Side 154

9.3 Ældrebilledet i B.T., uge 46 2003
Også for B.T.’s vedkommende er materialet spinkelt: Det omfatter blot 19 redaktionelle enheder. 77
Det er samtidig tankevækkende, at seks af disse enheder handler om kriminalitet mod ældre. Sagen
om en 20-årig mands drab på sin tidligere dagplejemor behandles ganske indgående i to redaktionelle
enheder (IDN 96, 104). Hvor Politiken i sin omtale (IDN 131) fokuserer på dommen og forbryderen,
skriver B.T. om selve drabet og offeret – journalisten skåner ikke sin læser for ganske
ubehagelige detaljer. Tværtimod er ofrets fortvivlede situation i de sidste minutter af hendes liv i
centrum:
”Det var en blodrus. Han blev ved med at slå”, forklarede Elin Rosenberg [sagens
anklager], inden hun gik i gang med at udpensle, hvordan den 20-årige mand efterfølgende
havde forgrebet sig seksuelt på den døende kvinde. På et tidspunkt kiggede
den ældre dame pludselig forvirret på ham og sagde: ”Kender jeg dig ikke?”
Og det gjorde hun. Hun var nemlig dagplejemor for ham, da han var en lille to-årig
dreng, nu var han vendt tilbage som et mareridt. (IDN 104, B.T.)
Det kan undre, hvor anklageren havde viden om ordvekslingen mellem den ældre kvinde og
hendes bøddel fra, med mindre den stammede fra den anklagede selv. Men der er ingen tvivl om,
at billedet af den døende ældre kvinde, der genkendte sin bøddel, er et meget stærkt billede, der
gør indtryk. I sagen om tre 17-18-åriges vold mod en hjemløs beskrives grusomhederne ligeledes
indgående:
”Jeg har det bare sådan, at jeg hjælper mine kammerater!”
Derfor løb en 17-årig hen til en hjemløs 65-årig mand, som den 17-åriges to kammerater
var ved at gennembanke, og sparkede manden i ryggen […]
Tog tilløb
Han vaklede et par skridt baglæns, og så kom en tredje ung mand løbende gennem
en hæk og gav den hjemløse et spark i siden, så han væltede om på gaden. Mens
han lå ned fik han endnu et spark. Så tog en af de unge flere meters tilløb og sparkede
ham lige i ansigtet. Voldsorgiet sluttede med, at den 65-årige blev trampet flere
gange i hovedet. (IDN 111, B.T.)
77
Jeg takker nyhedschef ved B.T., Tina Christel Kristensen (tidligere Andersen), for værdifulde input i
forbindelse med analysen af B.T.
Side 155

Fokus er igen overfaldsofferets fortvivlede situation og voldsmændenes grusomhed. Volden bliver
meningsløs, for der gøres ingen forsøg på at forklare de unge mænds adfærd. Det er den forurettede,
svage, gamle mand, der er i fokus, og det er dennes hjælpeløshed, der er udgangspunktet.
Denne måde at beskrive vold mod ældre mennesker på går igen i avisens noter om kriminalitet
mod ældre:
Side 156
Røveri mod 94-årig kvinde
Tirsdag kl. 18.47 ringede det på døren hos en 94-årig kvinde i Hamletsgade i København.
Da hun åbnede døren, trængte to mænd i 20erne ind. Den ene holdt hende
fast, mens den anden forsøgte at vride hendes fingerring af. Efter at røverne havde
fået hendes fingerring, af stak de af. (IDN 103, B.T.)
Umiddelbart synes noten ganske uskyldig. Men så alligevel. To af oplysningerne i artiklen kommer
til sammen at påvirke det billede, noten giver af offeret: Hun er 94 år gammel og fingerringen
er vredet af hendes formentlig skrøbelige finger – det tegner et billede af en skrøbelig, bange
kvinde, der har været udsat for en både traumatisk og smertefuld oplevelse, som hun pga. af sin
alder ikke kan gardere sig mod. Det er tilsyneladende alderen, der gør hende til et hjælpeløst offer,
og dermed giver sagen så tilpas meget nyhedsværdi, at den bliver bragt. Noten var næppe blevet
bragt, hvis den 94-årige havde været 70 år yngre. Så ville tyveri af en fingerring, hvad enten den
var vredet af eller ej, simpelthen ikke have været interessant nok.
Hvor kriminalstoffet fik en stor vægt i mediebilledet i 1990’erne, var stoffet blevet radikaliseret i
B.T.’s 2003-dækning – så meget at avisen ifølge Tina Christel Kristensen efterfølgende har tilstræbt
at lægge en ny kurs. En kurs som nok tager ofrets side, men udelader de mest ”bloddryppende”
historier og udpenslede detaljer (Interview, den 18. august 2005).
Udover de redaktionelle enheder, der handler om kriminalitet mod ældre, rummer avisen et dobbeltsidet
opslag om forventningerne til årets juleinfluenza. Selve historien er, at årets vaccine beskytter
dårligere end ventet. Ifølge overskriften kan juleinfluenzaen dræbe 3.000 mennesker.
Hovedteksten rummer et par enkelte referencer til, at børn og ældre er i risikogruppen og bør
overveje at lade sig vaccinere. En tekstboks understreger dog, at juleinfluenzaen især vil ramme de
ældre hårdt:
1994: 12 dør af influenza på plejehjem
Når en influenzaepidemi først slår sig løs, går det især ud over landets plejehjem.
Et af de værste tilfælde i nyere tid var i januar 94, da 12 beboere døde på plejehjemmet
Elmelunden i Slagelse. Selvom langt de fleste beboere var over 85 år, døde

hver fjerde beboer under epidemien på kun en måned – et uhyggeligt højt antal.
(IDN 101, B.T.)
Der er ingen tilsvarende tekstbokse, der omhandler farligheden over for andre risikogrupper, som
fx børn og diabetespatienter. Avisen kommer dermed til at understrege (og muligvis overdrive) de
ældres skrøbelighed, hvilket fordrer billedet af de ældre som svage.
Materialet rummer ligeledes et eksempel på den type læserbreve, som Politiken har en del af. Forfatteren
John Gudmandsen var formand for Socialdemokratiet i Frederiksværk og aktiv debattør
med holdninger til alt muligt. I læserbrevet hævder han, at regeringens påståede nedskæringer i
forbindelse med finansloven rammer de svage og herunder pensionisterne (IDN 97). Han er altså
ikke selv en af de svage ældre, men derimod en politiker, der profilerer sig selv ved at være ”de
svage ældres beskytter”.
Både den kontante kriminaljournalistik, historierne om influenza og nedskæringer ser således ud
til at bygge på stereotypen plejehjemsbedste.
En række andre artikler tegner omvendt billedet af de ældre som stærke. Det sker i nogle voxpops,
hvor pensionister giver deres mening til kende (IDN 93, 107), celebrity-stof om Lise Nørgaard
i anledning af 25-året for TV-serien Matador (IDN 99), et mindeord om Morten Lange (IDN
98) og et portræt af Richard Møller Nielsen i anledning af, at han trak sig tilbage som fodboldtræner
(IDN 92).
I forbindelse med opstarten af denne undersøgelse sagde B.T.’s ledende redaktionschef i 2004,
Tina Christel Andersen, i et interview i Information om avisens prioritering:
Hun [Tina Christel Andersen] mener, at artiklerne om de svage ældre får bedre
plads i B.T. end artiklerne om de stærke ældre, fordi B.T. som tabloidavis har tradition
for at præsentere historier om mennesker, som på en eller anden måde er
kommet i klemme i systemet.
”Det er ikke fordi, vi på B.T. ikke vil beskæftige os med stærke ældre, men som i
andre tabloidaviser har vi tradition for at kigge på de steder i samfundet, hvor nogle
er tabere, eller hvor folk har det dårligt. Hvor samfundet eller politikerne ikke
gør det godt nok, eller hvor lovgivningen er for dårlig. Og så er vi jo også en avis,
der er mere sags- og personbåret. Vi siger ikke, at alle ældre er svage, men vi er jo
pr. tradition en avis, som tager de svages udgangspunkt,” siger Tina Christel Andersen.
Side 157

Side 158
Hun mener til gengæld ikke, at B.T. kun spørger pårørende og politikere i de artikler,
som handler om svage ældre. (Michelsen 2004)
Opsummerende kan man sige, at når B.T. i 2003 beskrev enkelte ældre mennesker, så tegnede
avisen et billede af de stærke (Lise Nørgaard, Richard Møller Nielsen, Morten Lange og de navngivne
pensionister i vox-poppen), hvorimod det var billedet af de svage ældre, der stod tilbage, når
avisens artikler handlede om unavngivne ældre eller om ældre mere generelt. Endelig brugte
avisen noget mere energi end de andre aviser på at fremstille ældre som svage ofre for kriminalitet,
sygdomme eller regeringens politik. Således var mediebilledet af de ældre stærkt polariseret i B.T.
i 2003, dog med en overvægt af historier om de stakkels ældre. 78
9.4 Ældrebilledet i Næstved Tidende, uge 46 2003
Den kvantitative undersøgelse viser, at Næstved Tidendes ældrebillede i 2003 var det diametralt
modsatte af B.T.’s (se figur 6). 79 En del af forklaringen kan være, at Næstved Tidende fejrede sit
125-årsjubilæum ved at skrive en serie portrætter af mennesker, der havde haft nær kontakt med
avisen gennem deres liv netop i denne uge. 80 Disse portrætter er i sagens natur solstrålehistorier –
og da der er tale om relativt lange portrætter, påvirker de naturligvis det overordnede billede af
Næstved Tidendes dækning af ældrestoffet.
Men portrætterne er ikke den eneste årsag til, at Næstved Tidende i punktnedslagsugen i 2003
overvejende tegner et billede af de ældre som stærke: Avisen rummer udover jubilæumsportrætterne
yderligere seks ganske lange portrætter af ældre: Et af disse er fra en serie med titlen ”Mennesker
langs Næstved-Slagelse-banen”. Det er tale om et rigt illustreret helsidesportræt af en
pensioneret landmand. Et uddrag af portrættet:
– Hvis man fortæller børn i dag, hvordan tingene fungerede da jeg begyndte i landbruget,
så tror de man er fuld af løgn. Det var den gang man pløjede med en plov,
der var trukket af to heste. Det var først langt senere, at traktoren og mejetærskeren
kom til. For nyligt var jeg ovre og se naboens automatiske malkemaskine. Han
trykker bare på en enkelt knap, så klarer maskinen resten. […]
78 Avisen ser det ikke som sin opgave at give et repræsentativt billede af de ældre. Det handler i stedet om at
sætte fingeren på ømme punkter i samfundet. Desuden mener avisen ikke, at der er gode historier i den
gennemsnitlige ældre (Interview, Tina Christel Kristensen, den 18. august 2005).
79
Jeg takker journalistisk redaktør ved Næstved Tidende, Helge Wedel, for værdifulde input i forbindelse med
analysen af Næstved Tidende.
80
Det drejer sig om portrætter af et pensioneret avisbud, der havde tilnavnet Jetpiloten (IDN 73). En 87-årig,
der havde abonneret på avisen siden 1939 (IDN 74). En 79-årig tidligere redaktør, der beretter om det hemmelige
samarbejde mellem partiaviserne i Vordingborg (IDN 75). Og et portræt af en trofast læser og flittig
leverandør af tips til avisen (IDN 76).

– Det er da lidt mærkeligt at holde efter mere end 60 år. Men samtidig er det sgu
dejligt at have sluppet tøjlerne. Man skal jo holde op inden helbredet ryger, forklarer
Knud Rosted Frederiksen, der har levet alene de sidste femten år, efter at konen
døde.
– Jeg har da holdt mig i live siden da, griner han, mens han sætter kaffe over. Maskinen
er gået i stykker, men så må man bare varme vandet i en gryde. (IDN 84,
Næstved Tidende)
Den første del af citatet er overraskende identisk med portrættet af den pensionerede brænderileder
fra 1963 (se afsnit 5.4). Knud Rosted Frederiksen reflekterer i lighed med den gamle brænderileder
over, hvor hastigt arbejdsvilkårene har ændret sig. Men hvor brænderilederen i 1963 ikke ”ville
lægge op”, men ville arbejde så længe han kunne, satser Knud Rosted Frederiksen tydeligvis på at
nyde livet som pensionist. De to redaktionelle enheder viser dermed tilsammen, hvor meget forståelsen
af pensionen som en rettighed har flyttet sig. Han glæder sig til et liv i lediggang på trods af,
at han stadig er aktiv og i fuld vigør, og det understreges, at han stadig er i stand til at varetage sit
arbejde. Han er gået på pension for at få tid til at lave alt muligt andet end at varetage sin hidtidige
jobfunktion, mens han endnu har kræfter til det. Og hér er en væsentlig forskel fra brænderilederen,
der ikke drømmer om at ”lægge op” så længe kræfter og helbred holder. 81
Tre artikler handler om forskellige initiativer, hvor en ældre kvinde har været primusmotor: Den
ene er en reportage fra et julemarked i Præstø. Journalisten kombinerer omtalen af julemarkedet
med et interview med en kvinde, der producerede nisser året rundt (IDN 38). Den anden er en omtale
af en kvinde, der videreførte sin mand arbejde med at sende nødhjælp til Litauen (IDN 47), og
endelig er der omtalen af Vordingborgs første store helsemesse, som en pensioneret ”edb-specialist
og underviser” stod bag. Beskrivelsen af Henny Marie Jensen sender ganske anderledes signaler
end tidligere tiders bedstemødre. Artiklen slutter:
Selv praktiserer Henny Marie Jensen ikke alternativ behandling – og hun er såmænd
hverken synsk eller en egentlig helse-freak:
– Jeg spiser sundt. Men jeg er ikke vegetar. Jeg spiser, hvad jeg har lyst til. Det må
være det sundeste. Man skal ikke bare lade sig prakke alt muligt på.
81 To andre portrætter handler ligeledes om ældre mænd, der er gået på pension, men stadig er i fuldt vigør:
Der er den 87-årige pensionerede skrædder, der turnerer Sjælland rundt for at spille på plejehjemmene, og som
stadig kan sidde i skrædderstilling (IDN 83), og der er portrættet af socialdirektøren, der fylder 70, og som –
på trods af hjerteproblemer – stadig er travlt optaget.
Side 159

Side 160
– Om jeg drikker rødvin? Ja, det kan du tro. Jeg er overhovedet ikke fanatiker. Men
jeg tænker mig om og gør de ting, jeg selv føler er rigtige. (IDN 37, Næstved Tidende)
Særligt den sidste artikel har visse ligheder med portrættet af ”yogaens ypperstepræst” fra 1963 (se
afsnit 5.4). Men de tre 2003-artikler fra Næstved Tidende adskiller sig markant fra en række
tidligere artikler om ældre kvinder: De beskæftiger sig nemlig kun i bisætninger med kvindernes
fortid. Henny Jensen og de andre to kvinder (Gunver Nielsen og Edith Krabbe) er ikke interessante
for læseren i kraft af ”et langt liv og virke” med diverse jobs, mand, børn eller lignende – de er
interessante i kraft af deres nuværende funktion, deres aktivitet som nødhjælpsarbejder, nisseskrædder
og arrangør af helsemesser.
Tilsammen vitaliserer denne type portrætter af ældre mennesker for alvor stereotypen om Duracell-ældre,
som blev antydet allerede i 1953, og som blev defineret i 1963 i beskrivelserne af fru
Marie von Bornemann og Edith Enna. 82 Der er altså tale om beskrivelser af sunde ældre i fuld
vigør, som kan tjene som en slags forbilleder for andre ældre. Sådanne idylliserende beskrivelser
findes i særdeleshed i lokal- og regionaljournalistikken. 83 Det interessante i denne sammenhæng
er, at stereotypen om Duracell-ældre er blevet idylliseret i lokaljournalistikken, næsten ligesom
bedstemoderstereotypen var i 1953 (se afsnit 4.2.1).
Idyllen var ikke til at slå i stykker i Næstved Tidende i 2003. Selv et portræt af en utilfreds apoteker,
der valgte at gå på pension som 60-årig i protest mod sin faglige organisation, Apotekerforeningen,
fik en idylliseret drejning:
Allan Terp fylder 60 næste år og skønner, at han kunne være blevet ved, til han er
70. (IDN 80, Næstved Tidende)
Herefter følger en kort opsummering af det politiske i sagen og en forklaring på, hvorfor apotekeren
er utilfreds. Men meget hurtigt glider artiklen over i at være et portræt i lighed med de foregående.
Portrættet slutter med ordene:
Jeg har jo været i branchen i 40 år, siger Allan Terp, der har tre børn mellem 14 og
29 år.
82 I takt med det markant øgede brug af stereotypen om Duracell-ældre, blev dens indhold justeret marginalt i
2003. Duracell-ældre begyndte at ligne en art ældreudgave af Pickerings ”Happy-go-lucky”-stereotyp for sorte
(Pickering 2001:122) – en stereotyp, der nok beskrev ældre som stærke ildsjæle, men som samtidig gjorde lidt
grin med de ældres trang til at realisere sig selv.
83 Analysen af materialet fra Fyens Stiftstidende viser en række lignende portrætter (se afsnit 9.6)

– Det kan jeg godt få lidt tid til at gå med. Og så skal der ryges ål. For apotekeren
kan da ryge sine ål, smiler han skævt.
– Så det er ikke sort det hele. (IDN 80, Næstved Tidende)
Det lykkes dermed næsten for journalisten at få selve sagens politiske kerne til at forsvinde ved at
drukne den i selve portrættet og ved at slutte med udgangsreplikken om, at det hele ikke er så sort
alligevel. Det virker næsten som en bevist handling, at den sure mand nedtones til fordel for et
hyggeligt portræt af en venlig ålerygende familiefar. 84
Avisens fokus på de aktive ældre understreges også af en lang række forhåndsomtaler af forskellige
arrangementer om alt fra pensionistfællesspisning (IDN 52), syngsammen-arrangementer (IDN
41) og en særlig tivolitur for ældre (IDN 48) til ældredans (IDN 79). Disse ganske korte og neutrale
redaktionelle enheder vidner dels om en betragtelig aktivitet på ældreområdet i Næstved Tidendes
opland; dels om avisens villighed til at omtale de særlige arrangementer for ældre. Avisens
journalistiske redaktør kan genkendende disse typer af historier, og han lægger vægt på, at de
stærke ældre ofte er en god historie i hans avis (Interview, Helge Wedel, den 17. august 2005). 85
Det betyder dog ikke, at avisen er renset for omtaler af de ældre i den patroniserende institutionstone,
som benytter sig af stereotypen om de barnlige ældre. Den form findes i en omtale af et
syngsammenarrangement på Ældrecenteret Rosenvang (gengivet i dets fulde længde):
SKABER HVERDAG OM TIL FEST: Med sentensen, at ”Skabe hverdag om til
fest” har medarbejderne på Ældrecenteret Rosenvang endnu en gang taget intiatiativ
[sic.] til at skabe en festlig hverdag for de ældre – denne gang i form af en sangeftermiddag,
hvor 40 – eller omkring halvdelen af husets ældre – deltog. Eftermiddagen
bød på gamle børnesange, sanglege, rim, remser og en farverig finale, hvor
nogle af de ansatte optrådte i flotte, farvestrålende kjoler. På repertoiret var blandt
andet ”Hist hvor vejen slår en bugt”, ”Lasse, Lasse Lille”, ”Stork, stork langeben”,
”Hør den lille stær”, ”Jeg ved en lærkerede”, ”Se min kjole” og ”En sømand
er min ven”. Bag initiativet stod personalet på afdeling 1, der også omfatter
84 På samme måde lykkes det at drukne det politiske aspekt i et portræt ”Hildas Hus”. Det handler om, at der
er blevet opført et hus på en grund, der tidligere har tilhørt Hilda Andersen. Ejeren dømmes til at rive huset
ned, da det var ulovligt opført – men en fodfejl i amtets administration reddede huset. Avisen vælger at dække
historien med et portræt af den mere end 90-årige Hilda Andersen. Det kontroversielle i historien vedrørende
de forskellige tilladelser og domme omtales kun kort i indledningen, og ellers er resten af historien en solstrålefortælling
om Hilda Andersens liv og levned.
85 Helge Wedel (Interview, den 17. august 2005) nævner specifikt det forhold, at den tidligere formand for
Ældrekommissionen, Bent Rold Andersen, bor i Næstved som en mulig årsag til avisens mediebillede og
fokusset på ældreområdet.
Side 161

Side 162
tre elever. Rosenvang har tidligere vist vejen ved blandt andet at arrangere en udflugt
hjem til plejehjemsleder Aase Vinther på Stevns og skabt en spændende sansestue
med effekter fra den gang mange af beboerne var yngre. ”Vi vil gerne være
med til at gøre hverdagen festligere for beboerne”, betror Else Marie Mikkelsen,
afdeling 1. (IDN 49, Næstved Tidende)
Kilden betror sig til journalisten (og dermed til offentligheden) bag de ældres ryg på samme måde,
som lægen taler fortroligt med barnets mor, om hvad barnet fejler. Der er ingen ældre tilstede i
omtalen: Deres vurdering af arrangementet må således formodes ikke at være relevant for læserne.
Det er muligt, at Rosenvang er en foregangsinstitution, men det udvalg, som journalisten har
foretaget af informationer og citater fra kilder, afslører Rosenvang og dets personale som værende
aldersnedladende. 86 Else Marie Mikkelsen ligner i høj grad den patroniserende, bedrevidende frk.
Pileborg fra Ole Saltings roman fra 1993 (Salting 1993). Enheden benytter tydeligvis samme
kombination af stereotypen om de barnlige ældre og plejehjemsbedste, som sås første gang i
materialet i 1973 (se afsnit 7.3).
Samlet set synes Næstved Tidende at være B.T.s diametrale modsætning vedrørende de ældre. I
2003 idylliserede avisen, og den nedtonede alt, hvad der kunne være kontroversielt og politisk.
Avisen var fyldt af portrætter af livskraftige ældre. Den journalistiske redaktør, Helge Wedel, har
givetvis en pointe, når han hævder, at denne måde at behandle ældre på hænger sammen med, at
avisen er meget tæt på sit materiale – både de ældre og deres aktiviteter. Således vægtede avisen
identifikationskriteriet tungt i den analyserede uge, hvilket følger naturligt af at være en lokalavis:
Avisen søgte ikke at udpensle de lokale ældres eventuelle dårlige situationer (Interview den 17.
august 2005) – identifikationen skabtes i stedet gennem hyggelige beskrivelser af nærmiljøet. Men
selvom hovedparten af avisens artikler om ældre bestod af portrætter og omtaler af forskellige
arrangementer, der beskrev de ældre som stærke, så optrådte også patroniserende indlæg, hvor
stereotypen om de barnlige ældre, tegnede et billede af dem som svage. Mediebilledet af de ældre i
Næstved Tidende i 2003 var altså stærkt polariseret: På den ene side beskrives talrige Duracellældre,
og på den anden side beskrives de ældre på plejehjemmene med udgangspunkt i den ubehagelige
kombination af stereotypen om de barnlige ældre og plejehjemsbedste.
86 Som omtalt afsnit 3.2 er fejlprocenten under to procent i det samlede materiale – databasens post IDN 49
rummer én af disse erkendte fejl, da artiklen i studentermedhjælpernes kodning faktisk er blevet opfattet som
en redaktionel enhed, der beskrev de ældre som stærke.

9.5 Ældrebilledet i Kristeligt Dagblad, uge 46 2003
Også Kristeligt Dagblad benyttede i 2003 en række af de stereotype forestillinger om ældre. 87 Det
ses bl.a. i forbindelse med omtalen af Tina Enghoffs udstilling og i det deraf følgende tema om
ensomhed. Avisen gengav fire billeder fra udstillingen, men billederne var så tilpas små, at der var
plads til meget tekst på siden. Omtalen indledes med en case om en 78-årig kvinde (se det indledende
citat i kapitel 1). Og det nævnes, at Tina Enghoffs idé med udstillingen oprindeligt stammede
fra en række billeder, hun har taget i De Gamles By. Herved kommer journalisten til at forbinde
død i ensomhed med ældre mennesker. 88 For mod slutningen af artiklen skriver journalisten:
Det anslås, at mindst tre til fire procent af de godt 200.000 ældre over 80 år lever
isoleret og ensomt både i forhold til familie og omgangskreds. Problemet er mest
udbredt i København. (IDN 23, Kristeligt Dagblad)
Kristeligt Dagblad dækkede fotoudstillingen og dens ensomhedstema ganske anderledes end
Politiken (jf. afsnit 9.2): Problemet betragtedes som moralsk, og avisen forsøgte at placere ansvaret
for ensomhedsproblematikken samtidig med, at læserne opfordredes til at handle mere ansvarligt.
Temaet ensomhed kører fredag og lørdag: Om fredagen bringes omtalen af fotoudstillingen samt
en helside med rubrikken ”Ensomhedens skygge” (IDN 22, Kristeligt Dagblad). Stilmæssigt ligner
den omtalen af Tina Enghoffs fotoudstilling meget. Udgangspunktet for artiklen er et spørgsmål,
der stilles i underrubrikken: ”Hvornår starter ensomheden – og hvem rammer den?” Svaret på det
spørgsmål giver Merete Platz i artiklen på baggrund af hendes videnskabelige arbejde med gerontologi:
– Mange mennesker tror, at ensomhed er et meget stort og voksende problem i
Danmark. Men i praksis er det kun et mindretal, der er alene mod deres vilje. Og
nok så vigtigt er det, at andelen af ældre, der føler sig ensomme, overhovedet ikke
er vokset de seneste 40 år, siger Merete Platz. (IDN 22, Kristeligt Dagblad)
87
Jeg takker journalist Britta Søndergaard ved Kristeligt Dagblad, for værdifulde input i forbindelse med
analysen af Kristeligt Dagblad.
88
Et enkelt sted nævnes det dog, at Tina Enghoff også har besøgt en afdød 39-årig mands bolig.
Side 163

Journalisten har valgt at kombinere Merete Platz’ udsagn med en anden kilde. Formålet var formentlig
at uddybe og nuancere problemstillingen. I hvert fald inddrager han umiddelbart efter
Merete Platz en Fritse Nielsen fra Dansk Røde Kors besøgstjeneste. Hun siger:
Side 164
– Men for de, der er ensomme, er det jo et forfærdeligt problem. Mange ældre har
mistet nogle færdigheder, eksempelvis evnen til at gå, og det gør det endnu sværere
at møde nye venner, fordi de ikke kan komme uden for en dør. (IDN 22, Kristeligt
Dagblad, min understregning)
At Merete Platz’ argument på det nærmeste ophæves af Fritse Nielsens udsagn, hvor ensomhed
dels knyttes til de ældre, og hvor det dels fremføres, at mange ældre er handicappede, indikerer, at
journalisten har svært ved at give slip på forestillingen om, at ensomhed er et problem, der er
særligt knyttet til alderdommen: Kun en ca. en fjerdedel af artiklen handler om ensomhed hos
andre, nærmere bestemt hos unge. Her omtales en 22-årig kvinde, der har meldt sig til netværket
Ventilen, der støtter ensomme unge mellem 15 og 25 år. Det anføres, at forskningen har vist, at
ensomhed starter i ungdommen, og en medarbejder på Ventilen forklarer nærmere om netværkets
formål:
Han [Anders Lundt Hansen] mener, at samfundet bør sætte ind over for menneskers
ensomhed i alle aldersgrupper.
– Ældre Sagen startede jo som ”Ensomme Gamles Værn” for snart 100 år siden, så
i masser af år har der været fokus på de ældres ensomhed. Det er også reelt nok.
Men når vi hjælper de unge, forebygger vi, at de bliver ensomme som gamle, mener
han. Så måske er der endnu håb om at vende udviklingen for de unge. Foreløbig
dør ældre danskere stadig alene og i dyb ensomhed. (IDN 22, Kristeligt Dagblad)
Det er som om, at journalisten og kilden ikke anskuer ungdomsensomheden som et selvstændigt
problem, men som en forløber for det egentlige problem, nemlig ældreensomheden. Man skal med
andre ord bekæmpe ensomheden hos unge for at sikre, at de ikke bliver ensomme i alderdommen –
ikke fordi det er et substantielt problem. Merete Platzs pointe drukner i journalistens valg af vinkel
og kildevalg på trods af, at Merete Platz faktisk er den eneste af de valgte kilder, der har en reel
forskningsbaseret viden om, hvorvidt ensomhed faktisk er et særligt ældreproblem. Artiklen bliver
dermed et eksempel på den måde hvorpå, det journalistiske vinkelbegreb med det deraf følgende

kildevalg kan medføre blinde vinkler, hvor der ikke for alvor kan gøres op med allerede etablerede
forestillinger og stereotyper (se afsnit 2.3.3). 89
Når den kvantitative undersøgelse alligevel viser, at der er nogenlunde lige meget materiale, der
beskriver de ældre som hhv. stærke og svage, skyldes det, at avisen rummer en hel del navnestof
(fx IDN 7), omtaler af forfattere (IDN 6), en helside om maleren Bent Exner (IDN 16), en ganske
stort opsat artikel, hvor Kristeligt Dagblad i samarbejde med Seniorhøjskolen i Nørre Nissum
inviterer læserne på et kursus med titlen ”En rejse i vort eget land”. Alt sammen artikler, der mere
eller mindre ”automatisk” beskriver de ældre som stærke virkelystne Duracell-ældre.
Endelig handler en helsidesartikel om aktiv dødshjælp. Dispositionen for artiklen er den samme,
som de stort opsatte artikler om ensomhed og Tina Enghoffs fotoudstilling, men vinklen er en
ganske anden: Der indledes med en fyldig casebeskrivelse (næsten en fjerdedel af den samlede
artikel) om en 83-årig kvindes velplanlagte sidste dag:
– Det var meget roligt og planlagt. Lægen forberedte sprøjterne ude i køkkenet,
mens min mor var inde i soveværelset. Der var tændt stearinlys, og min mor havde
bestemt, at der skulle læses et stykke fra Bibelen samt et buddhistisk digt. Lægen
gav hende den første sprøjte, der fik hende til at falde i dyb søvn, og dernæst fik hun
dødssprøjten, husker Manda Kapil-Vissers, der tager imod i sit hus i Maaslauis ved
den hollandske vestkyst, hvor vinden har godt fat ind over det flade landskab. (IDN
15, Kristeligt Dagblad)
Herefter fremlægges en række ekspertudsagn. Eutanasidebatten er ikke knyttet specielt til ældre
andet end i den ovenstående case og den fremstilling, der gives af den 83-årige kvindes mod og ro.
Citatet tegner dog et klart billede af en stærk ældre, og artiklen står således i skarp kontrast til
artiklerne om ensomhed.
Mediebilledet var i uge 46 i 2003 klart polariseret i Kristeligt Dagblad: På den ene side stod de
ensomme og svage ældre i nyheds- og tema-stoffet, og på den anden de stærke ældre i det rosende
navne- og portrætstof samt enkelte andre historier om eksempelvis den smertefri, velovervejede og
velplanlagte død. En polarisering, som avisen selv kan genkende – og ser opstå mere eller mindre
automatisk: Det er væsentligt at behandle de reelt svages problemfyldte virkelighed, men samtidig
har journalisterne ofte et ønske om at bryde forestillingen om, at alle ældre er svage, hvorfor de
gerne skriver om Duracell-ældre. Midtergruppen – den almindelige eller gennemsnitlige ældre – er
89 Denne logik ses også i en anden artikel (IDN 17), som omtaler en analyse fra Socialforskningsinstituttet,
der viser, at det er manglende venskaber i ungdommen, der fører til ensomhed i alderdommen. Igen er fokus
de potentielle problemer i alderdommen – og ikke, at ensomheden giver problemer gennem hele livet. Selvom
artiklerne tager sit udgangspunkt i ældres ensomhedsproblemer, skinner journalisternes sammenkædning af
alderdom og ensomhed klart igennem.
Side 165

derimod vanskelig at gøre journalistisk interessant (Interview, Britta Søndergaard, den 18. august
2005).
9.6 Ældrebilledet i Fyens Stiftstidende, uge 46 2003
Når Fyens Stiftstidende analyseres sidst, skyldes det, at avisen synes at placere sig nær et imaginært
centrum mellem de øvrige aviser – en placering avisen aktivt forsøger at ramme (Interview,
Jan Kristensen, den 15. august 2005). 90 Materialet fra avisen rummer et antal artikler, der ligner
Politikens nøgterne analyser – dog med et lokalt ”ældrekrydderi”, der er bloddryppende kriminalstof
og skingre læserbreve, der minder om B.T.’s, der findes lokalstof med omtaler af talrige lokale
arrangementer for ældre og portrætter af Duracell-ældre, som ligner dem fra Næstved Tidende. Og
endelig rummer materialet et ganske omfattende tema om forholdene på plejehjemmene, som
bringer mindelser om ensomhedstemaet i Kristeligt Dagblad. Men Fyens Stiftidende gjorde også
noget unikt i uge 46 i 2003 – avisen lagde spalter til ældrepolitik, hvor de ældre selv førte ordet.
9.6.1 Fyens Stiftstidende i lighed med de øvrige aviser
Ligheden mellem Fyens Stiftstidende og Politiken er slående i dækningen af Tina Enghoffs fotoudstilling:
Begge aviser tildeler omtalen en helside, og de bruger det samme billede fra udstillingen
som den centrale illustration. Rubrikkerne er også næsten ens – hhv. ”Billeder af en ensom
død” og ”Den ensomme død” (IDN 259, 135).
Men der er en meget vigtig forskel: For Fyens Stiftstidende var det tilsyneladende vigtigt at understrege,
at ensomhed ikke udelukkende rammer de ældre, således skriver avisen i sin underrubrik og
mod afslutningen:
Side 166
SLUTNING: Unge og gamle. Kvinder og mænd. Rige og fattige. Én ting til fælles:
De var alene. […]
– Det overraskende var, at de var så unge. Der var mange mænd, der var cirka 50,
mens kvinderne ofte var lidt yngre, fortæller Tina Enghoff. (IDN 259, Fyens Stiftstidende)
90
Jeg takker redaktionschef ved Fyens Stiftstidende, Jan Kristensen, for værdifulde input i forbindelse med
analysen af Fyens Stiftstidende.

Dette aspekt er stort set fraværende i Politiken, og som det fremgik af det foregående afsnit, blev
dette aspekt underspillet i Kristeligt Dagblad. Fyens Stiftstidende valgte dermed en anderledes og i
virkeligheden bredere og mere nuanceret vinkel på denne historie end de øvrige aviser.
Skingre læserbreve, hvor pårørende, politikere eller andre taler på de ældres vegne, som de optræder
i Politiken, genfindes også i Fyens Stiftstidende (IDN 181). Læserbrevet er fra en vred datter:
Hendes far var lige flyttet på plejehjem, og hun var utilfreds med, at plejehjemspersonalet ikke
strøg hendes fars tøj. Vreden i læserbrevet handler som så ofte i diskussionen af forholdene på
plejehjemmene om, at plejesektoren kun vanskelligt kan tage individuelle hensyn til de forventninger,
de pårørende har til plejen.
Men netop i uge 46 i 2003 prøvede en journalist at give historierne om forholdene på plejehjemmene
et modspil: Journalisten opfordrede den 2. november læserne til at skrive om deres oplevelser
med plejehjemmene og ældreplejen. Det resulterede i tre læserbreve i søndagsudgaven (IDN
249, 250, 251). Fælles for dem er, at de er forfattet af pårørende, hvis forældre har boet længere tid
på et plejehjem. Deres læserbreve er derfor ikke affærdiget i det følelsesmæssige stress, som typisk
opstår, når ens forældre netop er flyttet på plejehjem. Disse læserbreve giver et langt mere nuanceret
syn på plejehjemmene, på beboerne og på personalet. 91
Læsernes oplevelser med plejehjemmene lå avisen så meget på sinde i uge 46 i 2003, at avisen
yderligere tildelte emnet en udførlig behandling i søndagsavisen. En forsideartikel illustrerer et
velkendt problem: En borgers specifikke problem stillet over for det offentlige systems generelle
svar og kvalitetssikringssystemer. I artiklen beklager en læser sig over forholdene på hans fars
plejehjem:
Dét der for alvor piner ham [sønnen], er at se, hvordan hans far er reduceret fra at
være et menneske med 100 års livserfaring til en besværlig klient.
– Min far har for eksempel altid haft fast plads ved spisebordet derhjemme, og det
vil han gerne have på plejehjemmet, men det kan ikke lade sig gøre.
De usynlige ting
Både embedslægen og tilsynsudvalg tjekker plejehjemmene, og rapporterne tegner
oftest et billede af en velfungerende ældreomsorg.
91 Fælles er selvsagt, at disse indlæg er ”fremprovokeret” af en journalist, og det er således et klart eksempel
på såkaldt public journalism (Bro 2004:19-24). Det vil lidt forenklet sige en journalistik, der tager udgangspunkt
i de sager, der ligger borgerne på sinde, i modsætning til en journalistik, der tager udgangspunkt i, hvad
der ligger magthaverne på sinde.
Side 167

Side 168
– Men det er oftest de ting, man ikke kan se ved et tilsyn, der gør mest ondt. Det kan
godt være, den ældre får mad til tiden, men får hun den serveret på en værdig måde,
siger Tove Larsen, som er næstformand i Pårørendegruppen for Svage Ældre.
(IDN 248, Fyens Stiftstidende)
Denne form for kritik er det naturligvis vanskeligt for ældreforsorgen at besvare. I et interview
forsøger embedslægen, så godt hun kan (IDN 258): På de parametre man kan måle med undersøgelser,
fungerer plejehjemmene godt – men der er naturligvis undtagelser. Herefter konfronterer
journalisten embedslægen med fem forskellige klagepunkter, som læsere har fremført, tre gange
skriver journalisten, at ”flere har klaget over…”, de to andre refereres som om, enkeltpersoner har
klaget. Eksempelvis:
– En har fortalt, at hendes mor nogle gange har afføring under neglene, fordi hun
har pillet i bleen, og så er det ikke blevet vasket ordentligt af bagefter…
– De klager får vi også nogle gange herinde. Men igen går problemet begge veje.
For nogle gange vil de ældre heller ikke vaskes, men sidder og knuger hænderne
ind til sig. Det er typisk, hvis beboeren er svært dement, så han eller hun misfortolker
tingene. (IDN 258, Fyens Stiftstidende)
Journalisten konfronterer altså embedslægen med enkeltsager, som hun kun kan forholde sig til på
et generelt niveau. Journalisten kan på den anden side kun forholde sig til enkeltsagerne som modvægt
til sektorens egne rosende rapporter om ældreplejen. Dermed bliver dialogen i virkeligheden
meningsløs. Men samtidig bliver den skæv, for er det korrekt (sådan som de fleste journalister
synes at mene), at det er lettere for læseren at forholde sig til enkeltsagen end til det generelle
billede. Man må formode, at det ikke er embedslægens forsikringer, men den forurettede pårørendes
historie, der står tilbage efter læsning af artiklen.
I samme avis brugte samme journalist to helsider på såvel gode som dårlige historier fra pårørende
til plejehjemsbeboere. Der blev gengivet ni dårlige oplevelser mod seks gode. Samtidig er de
dårlige oplevelser langt de slagkraftigste – eksempelvis:
Hovedet i havregrøden
– Jeg kom og besøgte min mor klokken 14. Da var hun faldet i søvn med hovedet
nede i havregrøden, der stod foran hende på bordet. Hvor længe har hun siddet sådan?
Normalt blev morgenmaden serveret ved 10-tiden. (IDN 254, Fyens Stiftstidende)

Stillet over for:
Behandlet værdigt
Anne Marie Eskildsen, Odense:
Jeg er meget tilfreds med Stenstrup Plejehjem. Her bliver folk behandlet værdigt.
De ældre er tit på ture og hjælper til med at lave mad. Man føler sig velkommen, og
det er muligt at få en gæsteseng ind, så man kan overnatte der. Min mor bliver plejet,
som hun gerne vil. Hendes kontaktperson tog hende f.eks. med til min 50 års
fødselsdag. (IDN 254, Fyens Stiftstidende)
På trods af journalistens anstrengelser for at balancere billedet i såvel enkeltsagsjournalistikken
som i avisens public journalism, synes det alligevel at ende med, at de dårlige oplevelser og dermed
billedet af de ældre som svage står stærkest. 92 Samtidig viser analysen af de to dobbeltsider, at
debatten i Fyens Stiftstidende i uge 46 var stærkt polariseret. Det er således paradoksalt, at journalisten
faktisk endte med både at radikalisere ældrebilledet og styrke billedet af de ældre som svage
– selvom han som udgangspunkt forsøgte at afdække læsernes oplevelser på en objektiv og balanceret
facon.
Som nævnt lignede dele af avisens ældrestof B.T.’s: Syv af de redaktionelle enheder handler om
forskellige former for kriminelle overgreb mod ældre (IDN 185, 247, 244, 195, 199, 213) og netop
i kriminalstoffet var avisen tæt på B.T.’s linje – eksempelvis sparede avisen ikke på blodige detaljer:
Den 20-årige tildelte den 78-årige kvinde adskillige slag og tvang hende til anden
kønslig omgang end samleje, mens det blødte kraftigt fra hendes ansigt. Han forsøgte
til sidst at kvæle den 78-årige med en snor fra en badekåbe, da han frygtede
at hun havde genkendt ham. Kvinden var dog stadig i live, da han forlod hjemmet
og kunne høre skrigene fra kvinden, som senere døde af sine kvæstelser. (IDN 213,
Fyens Stiftstidende)
Fyens Stiftstidende lagde dog i denne uge relativt lidt energi i kriminalstoffet og lighedspunkterne
mellem Fyens Stiftstidende og B.T. er dermed langt mindre slående end lighedspunkterne med
92 Jan Kristensen er ikke enig i denne konklusion. Han mener, at avisens beskrivelser af de svageste ældre
afdækkede virkeligheden for den (lille) gruppe – og ikke at avisen derved polariserede mediebilledet.
Side 169

Næstved Tidende. Her er der især overensstemmelse gennem omtaler af diverse arrangementer
særligt for ældre 93 og i en række portrætter af Duracell-ældre.
Tre redaktionelle enheder omtaler særlige aktiviteter for ældre eller arrangementer, hvor ældre er
primusmotor: Akkumulator-Kurt citatet i kapitel 1 stammer fra en sådan. En anden redaktionel
enhed beretter om Knud Jensen, der er primusmotor for et projekt, der handler om at genopbygge
Odinstårnet i en tro minikopi (IDN 232). Der er en omtale af en Ejvind Petersen, der er blevet
kåret som Årets Landsbytosse i Svindinge. Denne hæder har han opnået, fordi han er fuld af ideer
til projekter i Svindinge. Disse tre artikler ligner hinanden både i omfang (ca. en kvart side), i
udstyr (et billede af den omtalte person) og i selve formidlingsformen.
Alle tre mænd smiler venligt til kameraet og er i begyndelsen af 70’erne. Artiklerne signalerer
samtidig, at de er i fuld vigør, at deres omgivelser bakker dem op, og så er der i øvrigt ikke skyggen
af noget kontroversielt i artiklerne. Det kvindelige modstykke til de tre mænd ses i omtalen af
80-årige Marie Nicolaisens fødselsdagsfest. Indledningen lyder:
Side 170
Fortsat tempo på 80-årige Rie…
Marie Nicolaisen, der fyldte 80 år i går, har lige fornyet sit kørekort og købt en Renault
19. Det siges, at hun tager rundkørslen i Søndersø på to hjul. Forhåbentlig er
det løgn, men sandt er det, at hendes tempo fortsat er højt. (IDN 202, Fyens Stiftstidende)
Det er tempoet, der understreges: Der er fart på disse ældre. 94 De er beskrevet som typiske Duracell-ældre
og dermed afbilledet som stærke ældre. Således rummede Fyens Stiftstidene i 2003
langt de fleste af de elementer, som de andre aviser også indeholdt, men den har også noget som er
helt unikt: Fyens Stiftstidende beskrev i uge 46 i 2003 som den eneste avis i alle punktnedslagsårene
ældrepolitik ført af ældre.
93 Materialet rummer syv foromtaler af arrangementer spændende fra Banko i Humørklubben (IDN 183) til
eftermiddagsdans (IDN 184), juletur med blomsterklubben (IDN 180), plejehjemskoncerter med Pia Raug
(IDN 265), et arrangement med en advokat, der taler om arveret (IDN 243) og endelig foromtaler af et par
andre arrangementer, der har et politisk indhold: Det ene er et debatmøde om Odense Kommunes økonomiske
dispositioner på ældreområdet (IDN 237). Det andet er et valg til et såkaldt Centerråd for ældrecenteret
Hørvangen i Tommerup (IDN 196).
94 To andre redaktionelle enheder (der ligner ovenfor omtalte meget i udstyr og omfang) beretter udførligt om
hhv. en særdeles aktiv kortklub (IDN 206) og om Senioridrætsforeningen i Kerteminde (IDN 225).

9.6.2 Lokalpolitik for ældre og af ældre
Faaborg Kommunes ældreråd indkaldte den 27. november 2003 til ældrehøring. Noten lyder bl.a.:
”Med udgangspunkt i de eksisterende tilbud til ældre og de økonomiske rammer i
Faaborg Kommune ønsker man at sætte fokus på fremtidens udfordringer” lyder
det i oplægget til høringen. Der inviteres en række oplægsholdere, der blandt andet
vil give deres bud på: Hvad er livskvalitet? Hvad er en god alderdom? Skal man
kunne ”klippe” sig til omsorgsydelser? Skal man kunne købe sig til ydelser? Skal
man som ældre regne med det offentlige? Kan man som ældre regne med familie og
venner? – og kan det offentlige regne med dig og mig? (IDN 182, Fyens Stiftstidende;
min understregning)
De ældre fik hermed et tilbud om at blive inddraget i arbejdet med at forbedre deres egne vilkår i
samarbejde med det ”almindelige” politiske system i kommunen. Især spørgsmålet om, hvad det
offentlige kan forvente sig af de ældre, er tankevækkende. Der synes at ligge en implicit forventning
om, at kommunens ældre i politisk sammenhæng var passive, men samtidig er det interessant,
at de ældre tiltales direkte i artiklen: som dig og mig, ikke som de ældre.
En sag fra Nyborg viser endnu mere eksplicit de ældres egen politiske aktivitet. Her udspillede sig
en politisk fejde i uge 46. Sagen handlede om, at formanden for Ældrerådet i Nyborg Kommune,
A.E. Arnold, ikke protesterede, da kommunen besluttede at spare tilskuddet til bladet ”Mellem
Ældre” bort. Han mente, at kommunen kunne informere de ældre ligeså godt gennem lokalavisen
som gennem bladet. At Arnold også tidligere havde været formand for De Konservative i kommunen,
kom til at skinne lidt igennem, da han tilføjede, at:
– Bladet blev kørt af en lillebitte socialdemokratisk klike. Tidligere var det faktisk et
ret godt blad, men efterhånden fik de et kolossalt problem med at samle stof. Det er
jo de samme, som skriver det hele, siger A.E. Arnold […]
– Bladet er et af eksemplerne på, hvordan de tidligere magthavere i kommunen
brugte alt for mange penge. (IDN 192, Fyens Stiftstidende)
Dette medfører ikke mindre end fem harmdirrende læserbreve, først fra bladets tidligere redaktør
Finn Hansen:
Det er samtidig utroligt, at Ældrerådet – og især dets formand – langt om længe
lader høre fra sig. Det er ellers mit indtryk, at Ældrerådet fører en politik, der går
Side 171

Side 172
ud på at føre en anonym tilværelse og helst ikke vil blande sig i debatten omkring vi
ældres situation. Det havde ellers været gavnligt. (IDN 193, Fyens Stiftstidende)
Finn Hansen får støtte af en endnu mere harmdirrende Sonja Thind (gengivet i sin helhed):
Fej for egen dør, Arnold!
LOKAL DEBAT
Af Sonja Thind, Vestergade 14, Nyborg
Til formanden for Ældrerådet A.E. Arnold Larsen:
Trods 47 år i Nyborg har jeg ikke kendskab til, hvem de er, og Deres kontrafej har
jeg blot set, når De har haft et eller andet i bladet mellem Ældre. De skal blot vide,
at jeg synes, det er meget lurvet, utiltalende og en personlig uartighed, når De kalder
redaktionen for en socialdemokratisk klike. Hvad De bygger det på må stå for
Deres egen regning. De kan overhovedet ikke vide om hverken mit eller andres politiske
ståsted, og det vedrører på ingen måde vort frivillige arbejde, som enhver er
gået op i med glæde. Hvad politik angår, ligeledes religion, så er det noget, som
ordentlige mennesker passer selv. Så fej for Deres egen dør – også i fremtiden.
(IDN 223, Fyens Stiftstidende)
Thinds og Hansens indlæg besvares af et indlæg fra et af Ældrerådets øvrige medlemmer (IDN
242), og endelig beklages bladlukningen i et andet indlæg, der rummer en klar politisk trussel mod
det siddende Ældreråd: Hvis ikke Ældrerådet makker ret, vil der ikke blive stemt på dem ved det
næste valg (IDN 263). Diskussionen af sagen løber ad de sædvanlige kanaler: (Ældre-)Politikere
diskuterer i avisen, og vælgerne (som også er ældre) kan herudfra overveje, hvem de vil stemme
på ved næste valg.
Denne debat er materialets eneste eksempel på en reel politisk debat mellem ældre af forskellige
opfattelser. Det er tydeligt, at det øvrige materiales klare tendens til at behandle ældre som én
samlet gruppe, er uholdbar. Det viser sig, at de ældre er lige så uenige som alle mulige andre, når
de først lukker munden op. Når de ældre taler om sig selv, ser de ikke sig selv som en særlig gruppe,
hvilket gør det meningsløst at tale om samlende gruppebetegnelser og dermed stereotyper. Når
de ældre selv ytrer sig, bliver det samlede ældrebillede i medierne således nuanceret.
Om Fyens Stiftstidendes ældrebillede i uge 46 i 2003 kan man overordnet sige, at avisen rummede
det hele: Den beskrev både ældre som stærke i portrætter og aktivitetsomtaler og som svage ofre
for kriminalitet. Det mest interessante er dog, at avisen synes at mikse disse billeder mere ligeligt
end de andre aviser. Avisen var også den eneste, der forsøgte sig med public journalism. I den forbindelse
gjorde avisen sig hæderlige anstrengelser for at nuancere billedet af de ældre, men para-

doksalt nok endte forsøget formentlig med at polarisere ældrebilledet og styrke stereotypen om den
svage plejehjemsbedste yderligere. 95 Endelig viser 2003-materialet fra Fyens Stiftstidende, at de
ældre er en uhomogen gruppe, som kan være rygende uenige, når de selv begynder at diskutere.
9.7 Sammenfatning
Det mest slående ved ældrebilledet i 2003 er, at de forskellige aviser behandlede ældrestoffet på
meget forskellige måder. Politiken skrev ikke ret meget om ældre, mens B.T. dels polariserede
billedet, og dels lagde vægt på billedet af de ældre som svage. Omvendt forholdt det sig med
Næstved Tidende, som nærmest idylliserede de ældre. Også Kristeligt Dagblad polariserede
ældrebilledet, men avisen havde en mere ligelig afvejning mellem at beskrive ældre som stærke og
svage. Endelig skilte Fyens Stiftstidende sig ud fra de øvrige aviser ved for det første at rumme
fragmenter af alle de andre avisers ældrebilleder; og for det andet ved at lade de ældre tale selv.
Dette kan, som nævnt i kapitlets indledning, ses som et resultat af udviklingen på medieområdet,
hvor en tilspidset konkurrencesituation har tvunget de enkelte aviser til at ”være anderledes” end
de andre. Den gennemførte kvalitative analyse ser ud til at bekræfte denne antagelse, og det ser ud
til, at aviserne i praksis har differentieret sig ved at vægte de forskellige nyhedskriterier forskelligt
(se afsnit 2.3). Eksempelvis vægtede B.T. kriteriet sensation højt, hvor Næstved Tidende tilsyneladende
satsede mere på kriteriet nærhed. Politiken vægtede væsentlighed. Sådanne valg har betydning
for det endelige journalistiske produkt.
I avisverdenen er der enighed om, at aviserne er forskellige, og at de i noget omfang er blevet mere
forskellige den senere tid. Der er imidlertid ganske stor uenighed om, hvorvidt den pressede
økonomi er forklaringen herpå. Politiken afviser, at en øget konkurrence har fået dem til at differentiere
sig. Næstved Tidende hævder at producere journalistik, som de altid har gjort det. Kristeligt
Dagblad har altid set sig som en nicheavis, om end profilen er blevet skærpet gennem tiden.
Alene B.T. vedkender sig at være drevet af kommercielle hensyn og analyser af, hvor på markedet
deres produkt skal placeres for at øge dets succes (Interviews: Jan Kristensen, den 15. august 2005;
Helge Wedel, den 17. august 2005; Jacob Svendsen, den 17. august 2005; Tina Christel Kristensen,
den 18. august 2005; Britta Søndergaard, den 18. august 2005). At avisernes repræsentanter
således er uenige om årsagen til en mulig øget segmentering er interessant, og viser formentlig en
hel del af de forskellige avisers selvforståelse.
Under alle omstændigheder ser det ud til, at aviserne placerede sig forskellige steder i Henrik
Dahls værdikort (Dahl 1996:16-17). Værdikortet er en slags landkort over forskellige grupper i
samfundet. Kortet bruges eksempelvis til, at identificere forskellige læsergrupper og dermed til at
95 Avisen mener ikke selv, at den polariserede ældrebilledet, men at den afdækkede, hvordan hverdagen så ud
for de ældre, der vitterligt var svage (Interview, Jan Kristensen, den 15. august 2005)
Side 173

målrette medieprodukter efter. Værdikortet er opdelt i fire sektorer placeret på to skærende akser:
Ved x-aksens vestlige pol findes pragmatiske mennesker, der styres af en ydre motivation. Mod
øst lever idealismen, og den indre styrke spiller en afgørende rolle. Ved y-aksens nordlige ekstrem
findes forandringsvillige og fremtidsorienterede mennesker med tiltro til den moderne teknologi. I
den sydlige ende findes omvendt de traditionsbundne og skeptiske. Ideen er så, at befolkningsgrupper
kan placeres i forskellige sektorer på baggrund af deres værdisæt. I industrisamfundet har
især medierne taget denne form for gruppeidentifikation til sig som en slags erstatning for det tabte
partitilhørsforhold – både i forhold til at målrette mediet som helhed, men også i forhold til at
vinkle det enkelte medieprodukt, så de ”passer” til kunderne i de forskellige hjørner af kortet. 96
Dahl (1996:13) placerer selv Politiken i det nordøstlige hjørne af værdikortet, hvilket stemmer
godt overens med avisens fokus på kulturstof og dens nøgterne analyse, som har vist sig i denne
rapport. B.T. synes at befinde sig i det modsatte – det sydvestlige – hjørne af værdikortet jf.
(Jensen 1997:253-254), hvor der gennem avisens sensationskriterium og fokus på de svage ældre
bejles til de traditionsbundne, skeptiske pragmatikere. Længere i retning af det sydøstlige hjørne
findes Næstved Tidende, som gennem en idylliserende profil primært henvender sig til den mere
idealistiske pragmatiker. Mod øst og nord befinder Kristeligt Dagblad sig med dets eksistentialistiske
og religiøse debat, som retter sig mod segmentet af reflekterede og idealistiske læsere. Endelig
befinder Fyens Stiftstidende sig i nærheden af værdikortets midte, da de forsøger at trække typiske
B.T.-læsere med det sensationsbaserede kriminalstof, Politiken-læsere med nøgterne analyser og
lokalavislæsere med samme type nære lokalhistorier som Næstved Tidende.
Det er formentlig en form for kobling mellem mediernes brug af ældrestereotyper og deres placering
på Dahls værdikort. Eksempelvis kan man tale om en sammenhæng mellem Næstved Tidendes
udstrakte brug af Duracell-ældrestereotypen og avisens status som lokaleavis og den deraf
følgende placering på værdikortet. På samme måde er der formentlig en sammenhæng mellem
B.T.’s placering på kortet og dennes brug af forestillingen om de ældre som svage, eksempelvis
gennem stereotypen om plejehjems-bedste. Det betyder dog ikke, at der er en snæver sammenhæng
– alle aviser benytter i større eller mindre omfang alle stereotyper, det ser blot ud til, at visse
ældrestereotyper er overrepræsenteret bestemte steder på kortet.
Dagbladendes forskellige satsningsområder forklarer imidlertid ikke, at de enkelte aviser samtidig
ser ud til at have polariseret billedet af de ældre. Det mest tydelige eksempel herpå er Fyens Stiftstidendes
public journalism, hvor gode og dårlige erfaringer med plejehjem bliver stillet op over
for hinanden. Resultatet er en slags firkantet konfrontationsjournalistik, der i et velment forsøg på
at fordele sol og vind lige måske kommer til at skabe overdrevne eller ligefrem falske modsætninger.
I takt med at afviklingen af firebladssystemet og fremvæksten af omnibus-pressen har skabt
det journalistiske ideal om objektivitet (se afsnit 2.3.2), hvilket er med til at understøtte de kon-
96 Denne segmentering er populær i medieverdenen – lidt for populært mener en del. Se fx. diskussionen på
kommunikationsforums hjemmeside: www.kommunikationsforum.dk/default.asp?articleid=11291.
Side 174

fliktfyldte mediebilleder, idet begge sider principielt altid skal høres i en sag. Flere af de interviewede
bladfolk bringer herudover en for offentligheden usynlig faktor frem: Deres kilder. Både
Jacob Svendsen fra Politiken, Britta Søndergaard fra Kristeligt Dagblad og Tina Christel Kristensen
fra B.T. påpeger, at stærke interesseorganisationer som ÆldreSagen er svære at forbigå. De
forsyner redaktionerne med ”gode historier”, kilder og cases, som i høj grad lever op til redaktionernes
nyhedskriterier. Det betyder alt andet lige, at sådanne organisationers billede af de ældre
smitter af på journalisternes dækning.
Det polariserede mediebillede giver naturligvis plads til beskrivelse af såvel stærke som svage
ældre. Det ser dog ud til, at ældre primært beskrives som stærke gennem navnestof og ved hjælp af
stereotypen om Duracell-ældre. Omvendt beskrives ældre oftere som svage i nyheds- og debatstoffet,
som samtidig spiller på en bredere vifte af stereotype ældrebilleder – primært plejehjemsbedste
og de barnlige ældre. Omvendt er der ikke plads til billeder af de mere gennemsnitlige ældre: Det
gennemsnitlige, velfungerende, men begivenhedsløse hverdagsliv bliver aldrig rigtig interessant i
en journalistik, der baserer sig på de Meilby’ske nyhedskriterier. Mediebilledet af de ældre må
derfor nødvendigvis være polariseret.
Side 175

Side 176

10. Konklusion
Ita enim senectus honesta est, si se ipsa defendit,
si ius suum retinet, si nemini emancipata est,
si usque ad ultimum spiritum dominatur in suos
Cicero, De Senectute xi. 38 97
Denne rapport tager udgangspunkt i en kvantitativ analyse af ældrebilledet i medierne gennem de
seneste 50 år. Målet er at undersøge, om de ældre vitterligt, som mange ældre selv føler, bliver beskrevet
som svage i medierne – og om det er blevet mere udtalt gennem tiden. Svaret på begge
spørgsmål er umiddelbart nej: Den gennemførte optælling af spaltemillimeter afslører, at størstedelen
af avisernes ældrestof altid har beskrevet de ældre som stærke, og at det set over en 50-årig
periode er vanskeligt at finde en overordnet lineær trend i udviklingen – billedet af de stærke ældre
var dominerende i 1953, 1983 og 1993, mens billedet af de svage ældre fyldte relativt mere i 1963,
1973 og 2003. Disse overordnede konklusioner kan imidlertid nuanceres: Hvis man udelukkende
ser på avisernes nyheds- og debatstof, fylder billedet af de ældre som svage mest, ligesom man på
kort sigt – eksempelvis i perioden 1983 eller 1993 til 2003 – kan tale om en markant stigning i andelen
af spaltemillimeter, der beskriver de ældre som svage. Det tyder på, at ældrebilledet ikke
automatisk ændres i takt med tiden, men at ændringerne skyldes særlige begivenheder.
Rapportens anden del sigter derfor på at identificere og kvalificere, hvilke forhold, der har været
med til at påvirke mediernes ældrebilleder gennem årene. Meget forenklet og lidt hårdt sat op er
konklusionen på denne undersøgelse, at man har det mediebillede, man har fortjent, hvilket uddybes
i de følgende afsnit. Samtidig viser undersøgelsen, at journalistikken langt hen ad vejen afspejler
tidsånden. Hvis tidsånden er præget af forsimplede og aldersnedladende forestillinger om de
ældre, vil det blive reflekteret i de journalistiske produkter. Denne konklusion betyder dog ikke, at
man kan frikende den enkelte journalist, som nu og da går over stregen og lader egne dumsmarte
og aldersnedladende bemærkninger få spalteplads i de redaktionelle enheder.
97 For old age is honoured only on condition that it defends itself, maintains its rights, is subservient to no one,
and to the last breath rules over its own domain. (Loeb-udgavens oversættelse)
Side 177

Undersøgelsen understreger, at mediernes måde at fremstille ældre på, i det udsnit af den virkelige
verden der vedrører dem, i mange henseender er en konstruktion. Og konstruktioner skal konstrueres
og kan omkonstrueres. Den danske virkelighed er så kompleks og mangeartet, at journalistikken
umuligt kan rapportere hver detalje – og hvis den kunne, ville det ikke give det mindste mening
at læse en avis eller se TV-nyheder. Det ville være som at navigere efter et landkort i fuld
størrelse. Derfor bruger journalistikken en række metoder, såsom nyhedskriterierne og det journalistiske
vinkelbegreb til at bringe orden i en tilsyneladende kaotisk verden – både for selv at kunne
overskue den, men også for at hjælpe læserne med at få hold på virkeligheden. Denne rapport har
analyseret en række ældrestereotyper – stereotyper, som kan ses som en naturlig konsekvens af de
journalistiske arbejdsprocesser, hvor det netop handler om at reducere virkelighedens mangfoldighed.
Hvor sådanne stereotype billeder på den ene side hjælper journalister og læsere til at bringe orden i
en kaotisk verden, mindsker de på den anden side journalistikkens mulighed for at formidle et
nuanceret billede af de ældre. Stereotyperne bruges jo netop for at begrænse mængden af information,
man skal behandle for at tale meningsfuldt om de ældre. Undersøgelsen viser således, at der
gennem de seneste 50 år har eksisteret forskellige stereotype forestillinger om ældre. Det til trods
for, at enhver journalist, enhver avislæser og enhver ældre udmærket ved, at de ældre er lige så
forskellige som alle mulige andre grupper i samfundet.
De stereotype billeder ser ud til at være særligt stærke i forhold til de ældre, men det er faktisk
ikke nogen overraskelse. Undersøgelsen er således ikke i modstrid med den eksisterende litteratur
på området, som netop hævder, at omverdenen (såvel medier som andre samfundsgrupper) er
særlig tilbøjelig til at beskrive de ældre i firkantede og unuancerede kasser. Grunden er dels, at
mennesker ganske enkelt er tilbøjelige til – som udgangspunkt – at skabe negative stereotype
forestillinger om ældre. Det kan ifølge socialpsykologien hænge sammen med, at vi fra barnsben
opfatter ældre som fremmede i kraft af deres fysiske fremtoning, og at de ældre til stadighed
minder os om vores egen dødelighed. Dels er de ældre ofte inaktive, så mediernes billede af dem
bliver tegnet af andre end dem selv – eksempelvis af politikere, af yngre familiemedlemmer, af
personer der i deres job har at gøre med de ældre – og af journalister, ikke at forglemme. De ældre
er altså en gruppe, der bliver talt om, men som ikke selv taler i medierne. Det har konsekvenser: Af
litteraturen om social identitet fremgår det klart, at den gruppe, vi selv tilhører, forsøger at fremstille
den gruppe, vi taler om, mindre positivt end vores egen. Denne os/dem-tænkning er altså et
så grundlæggende træk ved mennesket, at den både gør sig gældende i udenrigspolitik og i mediernes
fremstilling af ældre mennesker!
Således tvinger en række sociale strukturer i samfundet medierne til at fremstille de ældre i et
stereotypt lys. Undersøgelsen bekræfter dog samtidig den eksisterende litteraturs idé om, at stereotyper
rent faktisk kan ændres og nuanceres. Det handler kort og godt om viden – om såkaldt
stereotype incongruent information. Altså information, som ikke passer ind i den herskende stereotyp.
Hvis fx de ældre selv bliver aktive i medierne, kan de fortælles deres egen version af deres liv
Side 178

og deres helbred – og hvis den ikke stemmer overens med omverdenens forestillinger, bliver omverdenen
nødt til at revidere sine forestillinger. Stereotyper kan således ikke eksistere helt afkoblet
fra virkeligheden – medierne kan med andre ord kun tegne unuancerede billeder, så længe tilpas
mange mennesker ikke har gennemskuet, at de er unuancerede.
I forhold til de ældre er det interessant, at det stort set kun er de ældre selv, der kan have interesse i
at fremstille gruppen som stærk. Analysen viser i hvert fald, at politikere og ansatte i ældresektoren
generelt fremstiller ældre som svage. Det giver dels politikerne vælgermæssig bonus at definere
de ældre som en gruppe, der skal hjælpes. Dels tager hjemmehjælpere og plejehjemsassistenter
brødet ud af egen mund, hvis de fremstiller de ældre som stærke mennesker, der ikke har behov for
pleje og anden hjælp. Endelig har de ældre i perioder tilsyneladende affundet sig med denne rolle –
det ville jo være dumt at sige nej tak til åbenlyse forbedringer. Således fremmer den såkaldte velfærdskoalition
billedet af de ældre som svage.
Men i løbet at 1980’erne og 1990’erne blev de ældre øjensynligt trætte af at blive beskrevet og
rubriceret af andre. Undersøgelsen viser således, at det tidspunkt, hvor mediebilledet af de ældre
ændrede sig mest gennem de seneste 50 år, netop er det tidspunkt, hvor de ældre selv har været
aktive i medierne. Man skal dog passe på med at give de ældre hele ansvaret eller hele æren for de
skiftende mediebilleder: Selvom politikerne typisk har en egeninteresse i at fastholde billedet af de
ældre som svage, kan de godt igangsætte uafhængige undersøgelser, der ender med at bryde med
deres forestillinger. Således blev Ældrekommissionens rapporter formentlig den katalysator, der
vendte mediebilleder i begyndelsen af 1980’erne. Kommissionens konklusioner fremmede billedet
af stærke ældre ved at anbefale regeringen af lave ældrepolitik ud fra deviser som ”hjælp til selvhjælp”
og ”længst muligt i eget hjem”. Konklusionerne passede som fod i hose med tidens nyliberale
økonomiske tankegang, hvilket oversatte kommissionens anbefalinger til konkret politik.
Herved var der startet en selvforstærkende proces, hvor det blev utænkeligt, at det dominerende
mediebillede var billedet af de ældre som svage.
Udover at have afdækket og forklaret udviklingen i mediernes skiftende beskrivelser af ældre som
henholdsvis stærke og svage, har undersøgelsen også kortlagt de enkelte stereotyper, som det overordnede
mediebillede har bygget på gennem tiden: Udgangspunktet er de tre klassiske ældrestereotyper:
Bedstemoderen, hejren og den gamle statsmand.
Bedstemoder-stereotypen findes kun i sin oprindelige form i 1953. Her beskrives ældre kvinder
som familiens centrum, hvorfor stereotypen styrkede billedet af ældre som stærke. Det er tydeligt,
at bedstemoderen var udtryk for en idylliseret fastholdelse af det traditionelle landbrugssamfund.
Men idylliseringen blev indhentet af virkeligheden, og den stærke bedstemoder blev til en svag
plejehjems-bedste. Den stereotype-inkongruente information fortalte fra 1960’erne en historie om,
at de ældre ikke længere spillede en rolle i hverken familie- eller samfundslivet. De var i industrisamfundet
blevet tilovers og kunne passende gemmes væk på plejehjemmene. Samtidig var 1950’
ernes kønsopdeling i ældrestereotyperne forsvundet – plejehjems-bedste-stereotypen rummede
altså både mænd og kvinder.
Side 179

Nok var plejehjemmene mere virkelige end den Morten Korch’ske idyl, men de var langt fra hele
sandheden om ældrelivet i 1960’erne og 1970’erne. Så sideløbende med stereotypen om den svage
plejehjems-bedste, videreudvikledes således stereotyper om stærke ældre. Det skete dels i en ny
version af den gamle statsmand, som stadig fandtes, om ikke andet så i avisernes rosende portrætter.
Dels i en videreudvikling af den klassiske hejre-stereotyp, som kan kaldes Duracell-ældre:
Ældre, der i kraft af deres aktuelle projekter og gåpåmod blev fremstillet som stærke.
Den gamle statsmand findes gennem hele materialet. I periodens begyndelse bruges denne stereotyp
om snart sagt alle portrætter af ældre, men han fik ret hurtigt en fætter: En lidt ynkelig skygge
af ham selv, der kun var interessant grundet sin tidligere status – også statsmændene blev gamle og
kom på plejehjem.
I takt med, at velfærdsstaten blev opbygget i 1960’erne og 1970’erne, blev ældrebilledet således
polariseret – materialet fra 1963 og 1973 indeholder næsten lige mange redaktionelle enheder, der
beskriver de ældre som stærke og som svage. Og stereotyperne vedligeholdte sig selv ved at genopfinde
og udvikle sig løbende. Polariseringen blev især tydelig i 1970’erne, hvor plejehjemsbedste
efterhånden var gået i barndom i mediernes optik. Groft sagt var der ikke meget forskel på
ældre og børn – begge grupper var på institution, behøvede pleje og støtte i hverdagen og var ude
af stand til at tage vare på sig selv. Således opstod stereotypen om de barnlige ældre. Omvendt var
de ældre, der stadig var i fuld vigør også tydelige, fordi de begyndte at have en aktiv og i visse tilfælde
i datidens øjne nærmest ekstravagant livsførelse. Stereotypen om de aktive Duracell-ældre
fik således en udløber: woofies.
Disse stereotyper ser ud til at være ”frosset fast” omkring 1980 – det synes, som om udviklingen af
nye stereotyper gik i stå samtidig med, at velfærdsstatsprojektet var tilendebragt. 1980’erne og
1990’erne er interessante af andre grunde. I denne periode tog de ældre som nævnt selv ordet,
hvilket for første gang gjorde stereotypbegrebet meningsløst som forståelsesramme: Når de ældre
selv talte om andre end sig selv, var der jo netop ikke tale om en firkantet rubricering af dem selv
som gruppe. Tværtimod: Når de ældre på samme måde som alle mulige andre skriver læserbreve
om betalingsbalancen, børnepasning, undervisning og nytårstaler, skaber de ikke ældrebilleder,
men billeder af alt muligt andet, fx ungdomsbilleder.
Igen omkring årtusindskiftet vidner undersøgelsen om et skift i ældrebilledet. Den stadig mere
intense konkurrence på mediemarkedet tvang de forskellige aviser til at satse på forskellige målgrupper.
Således synes det efterhånden absurd at tale om ét samlet mediebillede, snarere blev der
tale om flere samtidige ældrebilleder. De kendte stereotyper videreførtes, men forskellige medier
benyttede forskellige stereotyper – eksempelvis viser undersøgelsen, at en lokalavis typisk skrev
om aktive Duracell-ældre, mens en tabloidavis primært vinklede historier med udgangspunkt i
stereotypen om den svage plejehjems-bedste. Således må mediebilledet siges at være blevet yderlige
polariseret.
Side 180

Tabel 1 opridser de brud, denne undersøgelse har identificeret i analysen af mediernes ældrebilleder
gennem 50 år.
1950’erne
1960’erne/
1970’erne
1980’erne/
1990’erne
2000 og frem
Mediebilledet Stærke ældre Polariseret Stærke ældre Segmenteret
polaritet
Stereotyper Klassisk bedstemoder,
hejre
og den gamle
statsmand
Plejehjemsbedste
og de
barnlige ældre
overfor Duracellældre
og woofies
Tabel 1: Oversigt over 50 års udvikling i ældrebilledet.
Status quo –
men tendens til
at ældre træder
ud af de stereotypeforestillinger
Status quo –
men tendens til
at forskellige
medier fremmer
forskellige
stereotyper
Undersøgelsen viser, at både ord og handling spiller en rolle for mediernes måde at beskrive ældre
på. Det betyder for det første, at man som meningsdanner skal tænke nøje over, hvordan man taler
om de ældre. Det er derfor ønskværdigt at udvikle et nuanceret sprog, som kan beskrive en nuanceret
virkelighed. Det er måske for fattigt at bruge betegnelsen ”de ældre”, for derved kategoriseres
ældregruppens meget forskellige medlemmer i en og samme kasse. Når man siger ”de ældre”,
skærer man en masse information væk, som er nok så relevant – sandt er det, at nogle ældre er
svage og har brug for pleje. Men endnu flere har det godt, spiller golf og tager på jordomrejse. De
har penge nok og er stærkere end så mange andre i samfundet. Hen ad vejen er der blevet knyttet
et socialt stigma på betegnelsen ældre. Vi kunne måske i stedet overveje at genindføre betegnelsen
”gammel”, som slet og ret indikerer, at et menneske har en bestemt alder. Og ikke at denne alder
mere eller mindre automatisk medfører særlige sociale eller personlige problemer eller behov.
For det andet må vi være opmærksomme på, at konkret handling gør en forskel. Hvis de ældre (i
betydningen de gamle) ikke er tilfredse med mediernes beskrivelse af dem, kan de gøre oprør ved
at tage ordet. Det har de ældre allerede gjort i et vist omfang – måske uden egentligt at vide det.
Denne del af undersøgelsens konklusion forbliver dog interessant, eftersom der ikke umiddelbart
er noget i vejen for at generalisere den til resten af samfundet. Hvis eksempelvis nydanskere er
utilfredse med mediernes beskrivelser af dem, har de gode muligheder for at tage sagen i egen
hånd og presse medierne til at nuancere deres nydansker-billeder. Diskussionen om den unuancerede
sprogbrug gælder naturligvis også i denne sammenhæng: Når alle, som ikke er etnisk danske,
betegnes på én og samme måde, bliver det svært at skelne den lille gruppe af socialt utilpassede
kriminelle fra den store gruppe af velfungerende, velintegrerede mennesker, som beriger det
danske samfund mindst ligeså meget som de etniske danskere.
At man har det mediebillede, man har fortjent, bør derfor vække eftertanke bredt i det danske
samfund.
Side 181

Side 182

11. Anvendt litteratur
Albæk, E. & P. M. Christiansen, et al. (2002). Eksperter i medierne. Dagspressens brug af forskere
1961-2001. Aarhus, Institut for Statskundskab ved Aahus Universitet.
Andersen, B. R. & I.-L. Dyrholm, et al. (1996). Et slag for alderen – med forskning og handling. København,
Forskningsministeriet: 1-36.
Andersen, M. B. & T. Bild, et al. (1990). Dansk litteraturhistorie – Velfærdsstat og kulturkritik 1945-80.
København, Gyldendal.
Blaakilde, A. L. (1999). Den store fortælling om alderdommen. København, Munksgaard.
Bro, P. (2004). Aktionsjournalistik. Holdningen, historien og håndværket. Odense, Syddansk Universitetsforlag.
Christensen, K. (2004). Foredraget: Hvorfor ældes vi forskelligt? Samfundsvidenskabelig Ældreforskning.
Nyborg, AKF og SFI.
Christensen, T. P. & L. Elsbøll, et al. (1991). De gamle – Træk af alderdommens historie. København,
Fremad.
Christiansen, F. (1992). Panternes pres på politikerne. Politiken. København: 1.
Cuddy, A. J. C. & S. T. Fiske (2004). Doddering but Dear: Process, Content, and Function in Stereotyping
of Older Persons. Ageism. T. D. Nelson. Massachusettes, MIT press: 3-226.
Dahl, H. (1996). "Nogle erfaringer med at operationalisere Bourdieu." Mediekultur 24(1996): 5- 19.
Dahler-Larsen, P. (2002). At fremstille kvalitative data. Odense, Odense Universitetsforlag.
Dich, J. s. (1973). Den herskende klasse. En kritisk analyse af social udbytning og midlerne imod den.
København, Borgen.
Eskildsen, N. E. (2003). Hvordan sætter vi en ny dagsorden for ældreområdet. Ældrebilledet i medierne.
P. Riis. Odense, ÆldreForum.
Folketinget, I. f. (2002). (2). Valg og tendenser. http://www.ft.dk/pdf/ark9.pdf
Frandsen, F. (1996). Forskning i mediesprog – Teorier, modeller og analyser. Medierne og sproget. F.
Frandsen. Aalborg, Aalborg Universitetsforlag: 9-32.
Frost, P. (1998). "Halvfemsernes sprogstrid – Om politisk korrekthed." Nyt fra Sprognævnet
3(september): 12.
Fuglsang, L. (2000). "Handlingsrummet for en fleksibel og interaktiv arbejdsmodel i hjemmehjælpen –
om mellemlederens ændrede rolle." ARBEJDSLIV 2(3): 7-25.
Golub, S. A. & A. Filipowicz, et al. (2002). Acting your Age. Ageism. T. D. Nelson. Cambridge, MIT
Press: 277-294.
Greenberg, J. & J. Schimmel, et al. (2002). Ageism: Denying the Face of the Future. Ageism. T. D.
Nelson. Massachusetts, MIT Press.
Side 183

Green-Pedersen, C. & A. Lindbom (2002). Politics within Paths – The Trajectories of Danish and
Swedish Pension Systems. ECPR Joint Secession of Workshop, Turn.
Hansen, I. F. & J. A. Jørgensen, et al. (2001). Litteraturhåndbogen – Litteraturhistorisk oversigt. København,
Gyldendal.
Hedegaard, C. (2001). TV og demokratiet. En journalistisk udvikling og en fare for det repræsentative
demokrati. København, Danske Dagblades Forening.
Hougaard, S. (2004). Ældreboliger erstatter plejehjemsboliger. NYT fra Danmarks Statistik. København,
Danmarks Statistik: 2.
Jensen, H. (1998). Ofrets århundrede. København, Samleren.
Jensen, K. B. (1997). Dansk Mediehistorie. København, Samleren.
Jensen, S. P. (1999). "Stifinder til boliger for ældre 1-2." Videnscenter på ældreområdets nyhedsbrev 3
og 4.
Jørgensen, H. (1969). Fra Lemmestiftelse til moderne plejehjem. København, Københavns Kommunes
socialdirektorat.
Kistrup, J. (1992). Romanen om en politisk revolution – Iværksat af de gamle. Roman. Berlingske
Tidende. København: 6.
Kite, M. E. & L. S. Wagner (2002). Attitudes toward Older Adults. Ageism. T. D. Nelson. Cambridge,
MIT Press: 129-161.
Kjær, N. K. (2003). "Mellem videnskab og praksis – viden i praksis – et læringsteoretisk perspektiv."
Ugeskrift for læger 165(36): 3397-3400.
Kramhøft, P. (2000). Journalistik med omtanke: Arbejdsmetoder i udredende og analytisk journalistik.
Århus, Ajour.
Levy, B. R. & M. R. Bananji (2002). Implicit Ageism. Ageism. T. D. Nelson. Massachusetts, MIT
Press.
Lund, A. B. (2000). Først med det sidste – En nyhedsuge i Danmark. Århus, Ajour.
Lund, A. B. & C. Wien (2001). Flid, Fedt og Snyd – kildens leg med journalisten. Profil og Offentlighed
– Public Relations for viderekomne. M. F. Nielsen. Roskilde, Samfundslitteratur: 89-110.
Martin, S. E. (1991). "Using Expert Sources in Breaking Science Stories." Journalism Quarterly 68(1-
2): 179-187.
McCann, R. & H. Giles (2002). Ageism in the Workplace. Ageism. T. D. Nelson. Massachusetts, MIT
Press.
Meilby, M. (1996). Journalistikkens grundtrin fra ide til artikel. Århus, Ajour.
Meilby, M. & K. Minke (1990). Når sandheden skal frem – Metoder i grundig journalistisk research.
København, Borgen.
Meyer, G. (2003). Gamle billeder og nye spørgsmål. Ældrebilledet i medierne. P. Riis. Odense, Ældre
Forum.
Michelsen, J. (2004). Svage ældre sælger aviser. Information. København: 3. september 2004.
Montepare, J. M. & L. A. Zebrowitz (2002). A Social-Developmental View of Ageism. Ageism. T. D.
Nelson. Massachusetts, MIT Press.
Side 184

Mouritzen, P. E. (2001). Spændinger i velfærdsstaten. Kommunestyrets fremtid. R. N. G. Norstrand.
København, AKF Forlaget: 379-404.
Mulvad, N. & F. T. Svidth (2002). Vagthund i videnssamfundet. Århus, Ajour.
Mørch, S. (1982). Den ny Danmarkshistorie 1880-1960. København, Gyldendals Bogklub.
Mørch, S. (1996). Den sidste Danmarkshistorie. København, Gyldendal.
Mørch, S. (2000). 24 Statsministre. København, Gyldendal.
Nielsen, A. (2003). "Ældreforsorgens boliger." Langå: Lokalhistorisk Årbog 2003: NA.
Nielsen, N. Å. (1966). Dansk etymologisk ordbog. København, Gyldendal.
Nielsen, V. (1996). ÆldreSagen – fra Ensomme Gamles Værn til folkelig bevægelse. København,
ÆldreSagen/ÆldreFonden.
Nørgaard, N. (2004). Læsernes redaktør: Ældrebyrden. Politiken. København: 8.
Pasupathi, M. & C. E. Löckenhoff (2002). Ageist Behavior. Ageism. T. D. Nelson. Massachutsetts, MIT
Press.
Pedersen, J. B. (2003). Billedet af de ældre – Kan der rokkes ved det? Ældrebilledet i medierne. P. Riis.
Odense, ÆldreForum.
Pedersen, O. K. & M. Horst (2000). Den selvstændige journalistik. Politisk Journalistik. O. K. Pedersen,
P. Kjær, A. Esmark, M. Horst and E. M. Carlsen. Århus, CFJE: 145-161.
Pedersen, O. K. & P. Kjær (2000). De mange enkeltsager. Mediestormen – Om genteknologi og grundvand.
Politisk Journalistik. O. K. Pedersen, P. Kjær, A. Esmark, M. Horst and E. M. Carlsen: 247-273.
Pedersen, O. K. & P. Kjær (2000). Enkeltsagen – Når medieorkanen raser – Om Rushdie-sagen. Politisk
Journalistik. O. K. Pedersen, P. Kjær, A. Esmark, M. Horst and E. M. Carlsen. Århus, CFJE.
Perspektivplan-redegørelse II (1973). Perspektivplan-redegørelse 1972-1987. København, Statens
Trykningskontor.
Petersen, J. H. (2000). Socialøkonomi og -politik. Odense, Odense Universitetsforlag.
Petersen, J. H. (2003). "Lippmann Revisited – A Comment 80 Years Subsequent to 'Public Opinion."
Journalism 4(2): 49-259.
Petersen, J. H. (2003). Medierne og de ældre. Ældrebilledet i medierne. København, Ældre Forum: 6-
10.
Petersen, J. H. & K. Petersen (2005). Folkepensionsreformen 1956. 13 Reformer af den danske velfærdsstat.
J. H. Petersen and K. Petersen. Odense, Syddansk Universitetsforlag. 3: 97-116.
Pickering, M. (2001). Stereotyping - the Politics of Representation. New York, Palgrave.
Platz, M. (2004). Alderdommens sociale slagside. Sociale dimensioner af ældrelivet. Odense, Gerontologisk
Institut.
Politiken (1953). Hvem Hvad Hvor. København, Politikens Hus.
Politiken (1965). Hvem Hvad Hvor. København, Politikens Hus.
Politiken (1984). Hvem Hvad Hvor. København, Politikens Forlag.
Side 185

Qvortrup, L. (2005). Fra diakoni til velfærdsstat: Diakoniens uddifferentiering. Upubliceret manus.
Odense: 1-19.
Rathje, M. & J. N. Jensen (2004). Ud med sproget. København, Danmarks Radio, P1.
Rich, C. (2000). Writing and Reporting News – A Coaching Method. Belmont, Wadsworth Publishing
Company.
Ringsmose, J. & M. B. Hansen (2005). "Fælles sprog i ældreplejens organisering i et historisk perspektiv."
Politologiske Skrifter(1): 1-46.
Ruscher, J. B. (2001). Prejudiced Communication – A Social Psychological Perspective. New York,
The Guilford Press.
Ræbild, J. & H. S. Kristiansen (2001). Efterlønsreformen bag facaden – Et sandt politisk drama. København,
Columbus.
Salting, O. (1993). Panik på plejehjemmet. Karrebæksminde, Carnet.
Seccombe, K. & M. Ishii-Kuntz (1991). "Perceptions of Problems Associated with Aging – Comparisons
Among 4 Older Age Cohorts." Gerontologist 31(4): 527-533.
Signorielli, N. (2001). "Aging on Television: The Picture in the Nineties." Generations 25(3): 34-38.
Socialdemokratiet (NA). Tema. Fra aldersrente til folkepension.
Somerville, R. (2001). "Demographic Research." Generations 25(3): 24-30.
Sparre, K. (2002). Politiet som kilde. CFJE rapport. Århus, CFJE.
Sparre, K. & L. Kabel (2001). Den glade journalistik. åRHUS, Ajour, CFJE.
Statistik, D. (2002). Befolkningens brug af internet 1. kvt. 2002. København, Danmarks Statistik.
Strukturkommissionen (2004). Strukturkommissionens betænkning bind III. København, Indenrigs- og
Sundhedsministeriet: kapitel 35.
Thuren, T. (1997). Källkritik. Stockholm, Almqvist Wiksell Läromedel.
Ufer, N. (2001). Den nøgne journalist. Århus, Ajour.
Ulff-Møller, B. (1972). Socialpolitik – Social Politik. Socialpolitik social politik? S. Martini. København,
Hans Reitzel.
Vesperi, M. D. (2001). "Media, Marketing, and Images of the Older Person in the Information Age."
Generations 25(3): 5-10.
Vestkysten, J. (2005). Flere typer køretøjer: Nye kunder er ældre. Jydske Vestkysten. Esbjerg-Varde: 6.
Vincent, J. A. (1995). Inequality and Old Age. London, Routledge.
WHO (2002). Active Ageing. A Policy Framework. Washington, World Health Organization.
Wien, C. (2000). Jordskælvet i Tyrkiet – Lige efter lærebogen. Først med det sidste. A. B. Lund. Århus,
Ajour: 113-124.
Wien, C. (2000). "Uden saks og klister – Ingen journalister." Nordicom Review 1: 35-44.
Side 186

Wien, C. (2001). Journalisters brug af ekspertkilder i danske aviser. Nordmediakonferens, Reykjavik,
11-13 august.
Wien, C. (2002). Skyd ikke på journalisten. Stærkere Journalistik. P. Skyum-Nielsen. Odense, Odense
Universitetsforlag: 99-102.
Wien, C. (2003). "Vis mig hvem dine kilder er – Om selvjustits og moral i dansk dagbladsjournalistik."
Nordicom Information 3: 55-69.
Wien, C. (2004). Journalistikkens fornemmelse for objektivitet. Kære Samfund. A. B. Lund, J. Normann
and A. K. Petersen. Odense, Syddansk Universitetsforlag: 166-175.
Wilkinson, J. A. & K. F. Ferraro (2002). Thirty Years of Ageism Research. Ageism. T. D. Nelson.
Massachusetts, MIT Press.
Ældrekommissionen (1981). De ældres vilkår. København, Socialministeriet.
Ældrekommissionen (1982). Sammenhæng i ældrepolitikken. Ældrekommissionens 3. og afsluttende
delrapport. København.
Side 187

Bilag A. Metodiske overvejelser og valg
A.i Indledning
Undersøgelsen er reelt delt op i to faser. En pilotundersøgelse og efterfølgende den egentlige analyse.
Denne opdeling har været nødvendig, eftersom der ikke findes en gængs metode til undersøgelse
af ændringer i mediebilleder over tid.
Pilotundersøgelsen har til formål at undersøge, hvilket omfang og hvilken type af empirisk materiale
den egentlige undersøgelse betinger. Yderligere tjener pilotundersøgelsen til at udvikle de delspørgsmål,
som samlet set gør det muligt at besvare undersøgelsens første spørgsmål.
A.ii Afgrænsninger og empirivalg (pilotprojektet)
Pilotundersøgelsens første afgrænsningsproblem er antallet og arten af analyserede nyhedsmedier.
Udfordringen er, at hver enkelt avis og hver eneste nyhedsudsendelse på radio eller tv rummer en
meget stor mængde data. At undersøge udviklingen i mediebilledet af de ældre over 50 år i alle
danske mediers samlede dækning er en ganske uoverkommelig opgave. Det er derfor nødvendigt
at udvælge enkelte nyhedsmedier. Udvalget sker under hensyntagen til opdragsgiverens oprindelige
ønske om, at undersøgelsen skal omfatte såvel lokale, regionale og landsdækkende medier gennem
hele undersøgelsesperioden.
Eftersom der ikke var etableret regionale eller lokale elektroniske medier i Danmark for 50 år
siden, og eftersom der ikke findes fuldstændige arkiver over de elektroniske mediers nyhedsdækning
gennem de seneste 50 år, må undersøgelsen nødvendigvis basere sig på de skrevne nyhedsmedier.
Det er en nødvendig, men problematisk afgrænsning, eftersom de elektroniske medier
(internet, radio og TV) spiller en stadig større rolle for det samlede mediebillede (Jensen 1997:
284ff). Det er derfor tvivlsomt, om man kan give en fyldestgørende analyse af nutidens mediebilleder
ved udelukkende at studere aviser. At projektet alligevel kan gennemføres på forsvarlig vis
skyldes, at aviserne traditionelt er placeret før de elektroniske medier i den journalistiske fødekæde:
TV har med andre ord tendens til at bringe de samme nyheder, som har været bragt i aviserne
(Lund 2000:145). Således må det forventes, at en udvidelse af det empiriske grundlag ikke tilføjer
afgørende mængder af nye mediebilleder.
Gennem de seneste 50 år har der eksisteret et utal af dagblade på regionalt, lokalt og nationalt
niveau. Det er derfor nødvendigt at afgrænse empirivalget yderligere. For det første er det nødvendigt,
at de analyserede dagblade har eksisteret i hele undersøgelsesperioden. For det andet er det
efter ønske fra opdragsgiver afgørende, at udvalget sikrer en bred dækning af seriøse dagblade,
Side I

tabloidaviser, lokalaviser, regionalaviser og landsdækkende aviser. Følgende aviser er valgt i
samråd med opdragsgiver:
Side II
- Politiken
- Kristeligt Dagblad
- B.T.
- Fyens Stiftstidende
- Næstved Tidende
Pilotundersøgelsen viser, at netop fem aviser tilvejebringer en passende mængde data, men inden
for rammen af fem aviser samt de to udvælgelseskriterier, er avisvalget arbitrært. De fem aviser
kunne principielt have været fem andre. Det er imidlertid ikke noget metodisk problem, eftersom
udvalget er så bredt, at alle relevante ældrebilleder antageligvis bliver beskrevet.
Men selv med blot fem aviser er det en uoverkommelig opgave at analysere alle redaktionelle
enheder gennem 50 år. Det er derfor nødvendigt at foretage en række punktnedslag, som begrænser
datamængden. En stor del af den danske og internationale forskning i journalistik baserer sig
på den såkaldte nyhedsuge (Lund 2000; Petersen 2003): Hvert år i uge 46 indsamles mediernes
output helt eller delvist med henblik på senere analyser. Uge 46 er valgt, fordi den i nyhedsmæssig
sammenhæng skønnes at være en gennemsnitlig uge, som således er repræsentativ for hele året.
Det skyldes, at der ikke er særlige årligt tilbagevendende begivenheder i den uge, som kan påvirke
nyhedsstrømmen. I
Valget af nyhedsugen er imidlertid ikke uproblematisk. For det første er antagelsen om gennemsnitlighed
stort set ubegrundet – man vil kunne sige det samme om mange andre uger, og man vil
givetvis altid kunne finde særlige begivenheder, der principielt diskvalificerer enkelte uger. For det
andet indeholder brug af nyhedsugen den ubegrundede og ofte usagte antagelse, at man ved analyse
af én uge kan udtale sig generelt om alle uger i det pågældende år. Foreliggende projekt har
ingen intention om at være metodeudviklende på dette område, og de ydre begrænsninger tilsiger,
at datamængden skal begrænses til, hvad der svarer til én uge i hvert punktnedslagsår. For ikke at
vælge en tilfældig uge, benyttes nyhedsugen i alvorlig mangel af bedre.
Da analysen sigter på at identificere udviklingen i mediernes billeder af de ældre over tid, er analysen
samtidig begrænset til seks punktnedslagsår: 1953, 1963, 1973, 1983, 1993 og 2003. At
netop tiårsintervaller og startåret 1953 er valgt, er arbitrært – startåret kunne ligeså godt være
1952, og intervallerne kunne have været fx niårs. I det henseende er valgene stilistiske.
I Det skal dog bemærkes, at også andre perioder er blevet anvendt i beslægtede undersøgelser. Pedersen &
Horst (2000) anvender perioden fra den 1.-7. februar i tre punktnedslagsår for at dække udviklingen i den
politiske journalistik fra 1958 til 1998. Albæk et al. (2002) anvender 15. januar til 14. februar i tiårsintervaller
i en analyse af dagbladendes brug af ekspertkilder.

A.iii Formulering af delspørgsmål og metodiske valg
Med udgangspunkt i disse afgrænsninger er de fem dagblade i uge 46 i 2003 gennemgået af mig
selv og en studentermedhjælp. Formålet er at udvikle den kvantitative undersøgelses delspørgsmål
og således afgøre hvilke variable, det samlede materiale skal kodes for.
Det første delspørgsmål ligger i forlængelse af undersøgelsens problemformulering og lyder:
1. Hvor meget fylder hhv. billedet af de stærke ældre og billedet af de svage ældre dels i de
enkelte punktnedslagsår og dels i de enkelte dagblade?
Hvor meget et stofområde eller et mediebillede fylder, kan gøres op på flere forskellige måder.
Tidligere forskning viser, at opgørelser af et fænomen i medierne ikke kan baseres på antallet af
redaktionelle enheder alene (Wien 2003:59ff): En lille note på side 15 i første sektion vil i givet
fald tælle ligeså meget som en hel forside. Derfor må omfanget opgøres på to forskellige måder:
Antallet af redaktionelle enheder og antallet af spaltemillimeter pr. redaktionel enhed.
Men hvor meget et stofområde fylder i spaltemillimeter eller antal redaktionelle enheder, er ikke
nødvendigvis et udtryk for, hvor megen opmærksomhed det enkelte medie tildeler stofområdet.
Således kan man hævde, at et dagblad kan give et stofområde megen opmærksomhed ved at
placere det på avisens forside, uden at der i øvrigt er specielt mange spaltemillimeter eller særligt
mange redaktionelle enheder vedrørende stofområdet. Tilsvarende kan en avis indeholde meget
navnestof – som typisk handler om ældre mennesker – uden at man dermed kan sige, at stofområdet
fylder meget i avisens redaktionelle linje. Yderligere er det naturligvis problematisk at foretage
indholdsanalyser – som jo denne undersøgelse gør – uden at skele til det ”tekstlandskab”, som de
redaktionelle enheder indgår i, altså deres placering i avisen (Frandsen 1996:11).
At bedømme en sådan prioritering kræver et fast mål at bedømme efter. Hvilke faktorer, der bør
indgå i et sådant mål, kan naturligvis diskuteres – ligesom deres indbyrdes forhold ikke er naturgivet.
I denne sammenhæng sammensættes målet ved hjælp af fire forskellige kriterier, som vægtes
lige:
- Enhedernes placering i avisens sektioner
- Enhedernes placering på sektionens sidetal
- Tilstedeværelse/fravær af illustrationer
- Enhedens længde
Som nævnt kan hverken en enheds længde eller dens placering stå alene, når man skal afgøre dens
prioritering. Det tæller også, hvor langt inde i avisen, den pågældende enhed findes – jo tættere på
forsiden, jo højere prioritet. Samtidig er illustrationer med til at gøre en redaktionel enhed mere
synlig, hvorfor tilstedeværelsen af et billede tyder på højere prioritering. Hver enkelt redaktionel
Side III

enhed er således blevet tildelt et pointtal i de fire kategorier – jo højere pointtal jo højere prioritet i
avisen:
Side IV
- En enhed placeret i første sektion tildeles et point. En enhed placeret i avisens anden eller
efterfølgende sektioner tildeles 0 point. II
- En enhed placeret inden for sektionens første tre sider tildeles et point. En enhed placeret
på de resterende sider tildeles 0 point.
- En enhed med tilhørende illustration tildeles et point. En enhed uden illustrationer tildeles
0 point.
- En enhed, der er længere end den gennemsnitlige længde for hvert punktnedslags år, tildeles
et point. En enhed, der er kortere end den gennemsnitlige længde spaltemillimeter,
tildeles 0 point.
Således vil en forsidehistorie af en vis længde med et billede blive tildelt fire point. Mens en note
på side fire i anden sektion vil blive tildelt 0 point. De enkelte enheders point summeres herefter,
og hvert dagblads gennemsnitlige score udregnes.
Det første delspørgsmål suppleres således med endnu ét:
2. Hvordan har dagbladene prioriteret det redaktionelle stof, der tegner billedet af de ældre?
I forlængelse af undersøgelsens overordnede formål er det endvidere væsentligt at undersøge, om
der er særlige genrer i journalistikken, der fremmer hhv. det ene og det andet ældrebillede: Den
indledende pilotundersøgelse har eksempelvis vist, at der primært er tale om et billede af ældre
som svage, når de optræder i kriminalstoffet, mens navnestoffet beskriver de ældre som stærke.
Denne sammenhæng kan synes banal, men der kan være andre sammenhænge, som er knapt så
banale – eksempelvis inden for genrerne nyhed og debat.
I forbindelse med pilotundersøgelsen blev der identificeret 13 forskellige journalistiske genrer
(foruden en diverse-kategori): Anmeldelser, debat, feature, kronik, kultur, navnestof, nekrolog,
note, nyhed, portræt, reportage, sport og udland.
Det giver anledning til følgende delspørgsmål:
3. Hvilke journalistiske genrer fremmer hhv. billedet af de svage ældre og billedet af de
stærke ældre i dagbladene?
II I forbindelse med opgørelsen af B.T.’s og Kristeligt Dagblads prioritering af ældrestoffet tildeles alle
enheder et halvt point under, eftersom aviserne kun har én sektion.

Ligesom genren muligvis kan have indflydelse på det billede, der tegnes af de ældre i medierne,
kan den rolle, de ældre spiller i de enkelte redaktionelle enheder, formodes at have indflydelse på
mediebilledet af de ældre. Således kan man forestille sig, at der primært er tale om stærke ældre,
når de optræder som hovedemne i en artikel. Og omvendt, at det primært er billedet af svage
ældre, der tegnes, når de ældre optræder som cases, eksempelvis i forbindelse med virkningerne af
en kommende finanslov. Der skelnes mellem fem typer af roller: III
- Case: Eksempelvis i en nyhed om et økonomisk tiltag, hvor journalisten konsekvensberegner
for ”Hr. og Fru Pensionistægtepar”.
- Delemne: Eksempelvis i en artikel om arbejdskonflikt på et sygehus, som rammer bredt,
men hvor konsekvenserne for de ældre er særligt omtalt.
- Hovedemne: Hele den redaktionelle enhed handler enten om en enkelt ældre person eller
om de ældre som gruppe.
- Kilde: De redaktionelle enheder, hvor de ældre ikke er hovedemne, men udtaler sig med
et citat eller citatlignende udsagn i en konkret sag.
- Vox-pop: De redaktionelle enheder, hvor en række tilfældigt udvalgte mennesker – heraf
nogle ældre – svarer på et spørgsmål inden for et tema.
Det fjerde delspørgsmål lyder:
4. Hvilken indflydelse har den rolle, de ældre spiller i de redaktionelle enheder på det ældrebillede,
der tegnes?
Endelig er det oplagt at undersøge, om der er særlige emner eller temaer i medierne, der fremmer
hhv. billedet af de stærke og billedet af de svage ældre. Eksempelvis vil emnet ensomhed formentlig
beskrive de ældre som svage, mens emnet foreningsliv formentlig vil afspejle ældre som stærke.
I analysen af materialet er det derfor nødvendigt at opdele de enkelte redaktionelle enheder i forskellige
emnegrupper. Til dette formål er databasen Infomedias (aviser i fuld tekst) tesaurus anvendt
IV . Den har vist sig brugbar grundet sin overskuelighed, og fordi den er udviklet til at emnebeskrive
materiale fra dagblade og dermed i praksis er gennemprøvet. I alt er der blevet anvendt
over 7.000 begreber fra emneordslisten til at emneindeksere de 1.672 redaktionelle enheder. Det
III
Kategorien ”andet” er her udeladt, da blot 92 spaltemillimeter af det samlede materiale er kodet som hørende
til denne gruppe.
IV En tesaurus er en hierarkiseret emneordsliste. Infomedias tesaurus kan ses på adressen:
www.infomedia.dk/infomedia/MainPage.aspx?pageid=/infomedia/serviceogsupport/sadansogerdu/stofomrade
r.htm
Side V

har været muligt at beskrive hver enkelt redaktionel enhed med op til tre forskellige emnebegreber
på tre forskellige niveauer i en hierarkisk emneordsliste. Hver enkelt redaktionel enhed kan således
emneindekseres med nul til ni begreber. Samlet set er der brugt 2.611 termer fra tesaurussens
øverste niveau (svarende til SOCIALFORHOLD nedenfor), 2.577 fra tesaurusens andet niveau
(svarende til Livskvalitet nedenfor) og 2.064 termer fra tesaurusens tredje niveau (svarende til
Ensomhed nedenfor).
Herefter følger et emneindekseringseksempel – den indekserede artikel er Kristeligt Dagblads
store feature om Tina Enghoffs fotoudstilling (IDN 23):
SOCIALFORHOLD
Livskvalitet
KULTUR
SUNDHED
Side VI
Udstillinger
Død
Ensomhed
For at undgå en alt for stor nedbrydning af data er den grafiske fremstilling i analysen begrænset til
fordelingen af emneord fra emneordslistens øverste niveau. Således skelner analysen mellem blot
ni emner.
Femte og sidste delspørgsmål lyder:
5. Hvilken indflydelse udøver de redaktionelle enheders emne på hvilket ældrebillede, der
tegnes i medierne?
A.iv Selve dataindsamlingen
Selve kodningen er foretaget af en række studentermedhjælpere. De har læst samtlige aviser igennem
for samtlige undersøgelsesuger i samtlige år, og identificeret de redaktionelle enheder, som
skønnes at bidrage til billedet af de ældre. V Hver af disse enheder behandles som én post i databasen.
Hver post er kodet for de variable og i de kategorier, som er beskrevet ovenfor. Webversionen
af den resulterende database er tilgængelig på: http://iprint.sam.sdu.dk/aeldre/ VI
V I alt deltog tre studentermedhjælpere i kodearbejdet, en fjerde studentermedhjælp, der ikke havde deltaget i
den oprindelige kodning af materialet, foretog korrekturlæsning.
VI I skrivende stund (august 2005) er der problemer med hastigheden på web-serveren. Disse problemer forventes
løst snarest. Særligt interesserede kan dog rekvirere databasen på DVD.

En del af kodningsarbejdet er uproblematisk i den forstand, at det ikke indebærer vurderinger – en
artikel fra Fyens Stifttidende er fra Fyens Stiftstidende. Men som nævnt i afsnittet om definitioner
er studentermedhjælperne i flere tilfælde tvunget til at foretage individuelle, subjektive vurderinger
– fx af hvorvidt en redaktionel enhed tegner billedet af de stærke eller de svage ældre. Som nævnt
er det et potentielt problem. Desuden har Levy & Bananji (2002:59) påvist, at den samme historie
kan vurderes forskelligt af forskellige kodere – bl.a. afhængigt af den kontekst og det humør, den
enkelte koder befinder sig i.
Denne usikkerhed er til en vis grad imødegået ved at lade en person, der ikke havde været med til
den oprindelige kodning korrekturlæse hele databasen. At det har været en fornuftig pragmatisk
løsning på et principielt uløseligt metodisk problem, vidner en lav fejlprocent om: I 478 redaktionelle
enheder ud af i alt 1.672, har koderne været i tvivl om, hvorvidt en redaktionel enhed tegner
det ene eller det andet billede af de ældre. En nærmere gennemgang viser, at 311 af de 478 enheder
er korte fødselsdagsomtaler, hvor man ikke med rimelighed kan skelne mellem de to ældrebilleder.
Yderligere har korrekturlæsningen af kodearbejdet kun i 108 tilfælde været uenig med den
oprindelige kodning. I tvivlstilfældene har jeg selv foretaget en vurdering, så disse tilfælde har
været vurderet af mindst tre forskellige personer.
Side VII

Side VIII

Bilag B. Sprogundersøgelse
B.i Indledning
Hvilke samlebetegnelser har man egentlig brugt om de ældre i medierne gennem de seneste 50 år?
Og hvilke ændringer er der sket i brugen af samlebetegnelser om de ældre i samme periode?
Arbejdet med den kvalitative undersøgelse (kapitlerne 4 til 9) under projektet ”Ældrebilledet i
medierne gennem 50 år” viser tydeligt, at samlebetegnelserne – også kaldet gruppeepitheter – ligesom
ældrebilledet og stereotyperne vedrørende de ældre har ændret sig over tid. Det er ganske
naturligt, for man kan se samlebetegnelserne som stereotypernes og ældrebilledets mindste byggesten.
Som appendiks til den kvantitative og den kvalitative undersøgelse i hovedteksten følger derfor
denne undersøgelse af mediernes brug af samlebetegnelser for de ældre gennem 50 år.
Det er særligt to steder i litteraturen, at der fremsættes teorier, som er oplagte at teste mod det foreliggende
empiriske materiale: For det første beskriver Blaakilde (1999:171-178), hvordan fordommene
mod de ældre forplanter sig helt ned i de ord, som vi bruger til at beskrive dem med. Hun
viser, hvordan samlebetegnelser for de ældre har ændret sig gennem tiden. Om årsagen til de
skiftende begreber skriver hun:
I dag kan man blive helt forvirret, eller usikker på hvad man egentlig skal kalde
folk, for man vil jo nødig støde nogen. Og denne usikkerhed er netop udtryk for, at
det kan være negativt ladet at kalde nogen ”gammel”, og sandelig også ”ældre”.
De mange ord, som vi omgåes [sic.] med forsigtighed, er tydelige tegn på, at her er
der tale om noget som vi egentlig ikke har det så godt med; man kunne sige, at det
er noget der er ”kulturelt snavset”. Og med den slags fænomener sker det ofte, at
der indføres nye betegnelser, for de gamle bliver hurtigt så snavsede, at vi ikke kan
have dem i munden (Blaakilde 1999:172).
Derpå opstiller hun en oversigt over de omskrivninger – de såkaldte eufemismer – hun mener har
fundet sted for de ældre gennem tiden (Blaakilde 1999:177). Oversigten gengives nedenfor:
Side IX

Side X
Høj alder Familierolle Institution
Ældste Oldemor Fattiggård
Olding Gammelmor Alderdomshjem
Gammel Godemor De Gamles Hjem
Ældre Bedstemor Plejehjem
Senior Farmor/Mormor ”Solbakken”
Tabel B1: Blaakildes (1999:177 ) oversigt over sproglige udskiftninger.
Desværre sætter hun ikke årstal på, hvornår hun mener, de enkelte skift sker. Dog anfører hun at
kunne spore et skift mellem ”gammel” og ”ældre” tilbage til en overskrift i Socialdemokraten i
1928. Samtidig hævder hun, at et nyt skift på vej: ”I dag siger vi ”senior” og ”3. alder”, når vi skal
signalere, at vi mener noget positivt om den alder og de mennesker, vi taler om.” (Blaakilde
1999:176).
For det andet skriver Ruscher (2001:20) om brugen af gruppeepitheter, at in-group benytter forsimplede
samlebetegnelser til at beskrive out-group med. Gruppebetegnelserne har til formål at
understrege en persons medlemskab af en gruppe snarere end en persons individuelle karakteristika
– betegnelserne er så at sige stereotypers byggesten.
Some epithets seem to reduce out-groups to the social roles that the in-group believes
out-group members hold, again implying what rather than who an out-group
member is. Out-group members are tools to be used by the in-group, rather than as
individuals who possess unique qualities, needs, and gifts. (Ruscher 2001:21)
En række amerikanske undersøgelser peger på, at forholdet mellem in-group og out-groups størrelse
påvirker antallet af og variationen i gruppeepitheterne: Hvis out-group er stor, synlig eller tæt
på, vil antallet af og variationen i in-groups gruppeepitheter være større, end hvis out-group er
lille, mindre synlig eller relativt fjern (Ruscher 2001:23-24).
Men ét er amerikansk teori og Blaakildes tilsyneladende ikke empiri-understøttede hypoteser.
Noget andet er den danske virkelighed. I forbindelse med nærværende undersøgelse er det oplagt
at analysere, hvilke gruppeepitheter de danske medier har anvendt for ældre gennem de seneste 50
år. På den måde kan det afklares, hvorvidt der er empirisk belæg for Blaakildes oversigt over
eufemismerne. Ligeledes giver materialet anledning til at teste Ruschers hypotese om, at en relativ
synlig gruppe bliver beskrevet med større variation i gruppeepitheter, end mindre synlige grupper

gør: Empirien findes jo dels i hovedundersøgelsens kvantitative del, hvor de ældres synlighed
undersøges; dels i dette bilags kvantitative undersøgelse af brugen af samlebetegnelser. I
B.ii Metode
Undersøgelsens metodiske tilgang er todelt. Der er dog ingen skarp adskillelse, og de to metodiske
tilgange supplerer hinanden løbende. Udgangspunktet er en kvantitativ del, som har til formål at
undersøge, hvilke gruppebetegnelser der anvendes de forskellige år samt at fastslå omfanget af
disse anvendelser. Anden del er kvalitativ og har til formål at gå i dybden og analysere oprindelsen,
indholdet og betydningen af de identificerede betegnelser.
I den første fase blev to studentermedhjælpere bedt om at gennemlæse hver sin halvdel af materialet.
Den ene (A) læste således punktnedslagsårene 1953, 1963 og 1973, mens den anden (B) læste
1983, 1993 og 2003. Hver gang de mødte et gruppeepithet for de ældre, blev det registreret. Da
begge havde fuldført læsningen, blev begge lister samlet, og de to studentermedhjælpere byttede
punktnedslagsår, sådan at B læste 1953, 1963 og 1973, mens A læste 1983, 1993 og 2003. Opgaven
var nu at tælle hyppigheden af de enkelte gruppeepitheter.
Herefter blev alle samlebetegnelserne sorteret, og der blev udført en grov navneformskontrol
(eksempelvis blev betegnelserne ”gamle damer” og ”gammel dame” slået sammen), og enkelte
grupper blev slået sammen (fx ”ældre mænd” og ”ældre kvinder”). I denne proces blev åbenlyse
småfejl rettet, men materialet har ikke været udsat for en egentlig kontrollæsning. Denne meget
arbejdskrævende opgave er udeladt, eftersom undersøgelsens primære analyse – den kvalitative
indholdsanalyse – ikke primært afhænger af de absolutte størrelser. Den kvantitative analyse tjener
udelukkende som en form for guide, der udpeger de væsentligste gruppebetegnelser.
Den kvalitative del udgør denne undersøgelses egentlige analytiske tyngde og bygger som sådan
oven på den kvantitative del. Indholdsanalyser forestås af forfatteren selv.
B.iii Analyse – Ruscher i Danmark
Tabel B2 viser, hvor mange forskellige gruppebetegnelser, medierne brugte om de ældre i de forskellige
punktnedslagsår. Nogle af betegnelserne går igen år for år, og når disse dobbeltgængere
I Man kunne stille mange andre spørgsmål – eksempelvis kunne det være interessant at undersøge, om andelen af
positivt og negativt ladede gruppeepitheter har ændret sig over tid, ligesom det kunne være spændende at afgøre,
hvor populære de enkelte samlebetegnelser har været i enkelte år. Sådanne undersøgelser kan imidlertid ikke gennemføres
på det foreliggende datagrundlag: Dels ændrer vores opfattelse af, hvad der er positivt og negativt sig over
tid. Man kan derfor ikke vurdere 1950’ernes sprogbrug med nutidsbriller. Dels kræver en vurdering af de enkelte
begrebers popularitet, at de sættes i forhold til resten af mediebilledet, forskellige sproglige trends mv. Men at foretage
sådanne målinger på noget så blødt som sproglige fænomener, bliver let direkte misvisende.
Side XI

sorteres fra, er der i alt 72 forskellige individuelle gruppebetegnelser i de 1.672 redaktionelle enheder,
som undersøgelsen omfatter. Disse 72 gruppebetegnelser blev samlet set brugt 1110 gange.
Antal individuelle be- Antal gange en beteg- Gens. antal anvendelse
År
tegnelsernelse er anvendt
pr. betegnelse
1953 27 101 3,7
1963 33 219 6,6
1973 13 119 9,2
1983 21 236 11,2
1993 22 238 10,8
2003 16 197 12,3
I alt 132* 1110 8,4
Tabel B2: Antal individuelle gruppebetegnelser og deres brug i undersøgelsesperioden.
* 132 er summen af de forskellige betegnelser, der bruges hvert år. Flere af disse betegnelser går igen år efter
år. Disse dobbeltgængere må sorteres fra, hvis man ønsker antallet af unikke gruppebetegnelser – dette tal er
72.
I punktnedslagsårene 1953 og 1963 blev der benyttet markant flere gruppebetegnelser end i de
andre år. Når man sammenholder det fund med de kvalitative analyser i hovedrapportens kapitel 4-
9, må man umiddelbart afkræfte Ruchers hypotese: De gennemførte analyser viser, at de ældre var
særligt synlige i årene 1983 og 1993, hvilket ifølge Rucher netop skulle øge antallet af anvendte
gruppeepitheter. Og omvendt skulle den mindre synlighed i 1953 og 1963 mindske antallet af
betegnelser. Ruchers teori er altså i direkte modsætning til den danske virkelighed, hvorfor den
umiddelbart må forkastes.
Denne konklusion må dog ikke nødvendigvis drages. Rushers teori har ikke et historisk perspektiv,
så hendes teori kan derfor kun forventes at have generel gyldighed på tværs af rum – og ikke nødvendigvis
på tværs af tid. Teorien foregiver altså ikke at kunne tage højde for eventuelle historiske
udviklingstendenser, som over tid omformer et samfund og dets medier på en så grundlæggende
facon, at det så at sige overskygger den logik, teorien bygger på. Og noget tyder på, at de 50 år af
danmarkshistorien, som nærværende undersøgelse strækker sig over, indeholder netop en sådan
historisk udvikling.
I hvert fald afslører en nærlæsning af materialet store forskelle i sprogbrugen: I 1953 og 1963 er
sproget langt mere floromvundet og ordrigt end det noget mere ordknappe og kliniske sprog, der
anvendes fra og med 1973. Der er groft sagt blevet mindre plads til varieret brug af gruppebetegnelser
– det eksemplificeres udmærket af følgende fødselsdagsomtaler af en 70-årig:
Side XII
”Et lyst og fornøjeligt sind bliver aldrig gammel, om end dets Indehaver bliver 70,
og det gør en af Næstveds mest aktive Humørspredere, Oplæseren Nielsen-

Hjørlunde, i morgen. 70 år, men stadig i fuld Aktivitet paa Værksted som paa Tribune.
[…]
Men det blev ikke ved Maleriet alene. Som 17-årig udnyttede han for første gang i
en større Kreds sit straalende Aktiv som Humørspreder, og saa blev det til en lang
Række Skikkelser, Figurer, Oplæsningsaftner og brogede Oplevelser. Han blev Aftenens
store festlige og fornøjelige Stund, naar han fra Forsamlingshusene fortalte
i sjællandsk Mundart eller sang Viser. Gennem 15 aar berejste han det ganske
Land sammen med Esbensens Harmonikaorkester og gjorde megen Lykke. […]
Også her lyste hans store glade Smil, hans uimodstaaelige Humør; han har som faa
faaet Humorens Naadegave, og han har forstaaet at bruge den, udnytte den til
Glæde for sine Medmennesker. Det er en herlig Gave at kunne lyse op i andres
Sind, sprede Skyer, og sætte i godt Humør, og den forpligter, men i dette Tilfælde er
Forpligtelserne opfyldt til fulde (IDN 319, Næstved Tidende)
Sprogbrugen er set i et nutidigt lys næsten kvalmende, og såvel ordvalg som metaforik har religiøse
undertoner: Der skrives om nådegaver, som forpligter. Man fornemmer – men kun fornemmer –
en guddommelig gavegiver bag det hele – hvem skulle gavemodtageren ellers være forpligtet overfor?
Samtidig foretager journalisten en række vurderinger i teksten: Harmonikaorkesteret ”gjorde
megen lykke”, og humøret er uimodståeligt. Alt i alt er skrivestilen personlig, og det er svært at
forestille sig, at portrættet ville have samme ordlyd, såfremt en anden journalist havde skrevet det.
Ordvalg og udtryk i en tilsvarende fødselsdagsomtale fra 2003 står i skarp kontrast:
70. Overlæge, dr.med. Jørgen Starup, Virum, tog medicinsk embedseksamen i 1959
og fik de følgende 10 år speciallægeuddannelse i gynækologi og obstetrik ved hospitaler
i København og i USA. I 1969 kom hans doktordisputats om et oralt præventionsmiddels
virkninger på de endokrine kirtler og leveren hos kvinder. Jørgen
Starup blev samme år overlæge på Rigshospitalet i København, og fra 1973
til 1993 var han lektor i gynækologi og obstetrik ved Københavns Universitet. Jørgen
Starup har bl.a. været chefredaktør for det internationale fagtidsskrift Acta Endocrinologica,
og han har siddet i flere ekspertpaneler, lige som han har været
formand for kursusudvalget i Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi. (IDN 11,
Kristeligt Dagblad)
Det kan naturligvis ikke udelukkes, at Jørgen Starup er en mere kedelig fætter, end oplæseren
Nielsen-Hjørlunde var. Dog synes forskellene i det sproglige udtryk så store, at de ikke alene kan
forklares med forskelle mellem de to personers liv og virke. I 2003-omtalen er sproget stort set
renset for adjektiver og følelser, og den ”guddommelige gavegiver” optræder ikke i teksten. Det er
Side XIII

ikke længere den omtalte persons menneskelige kvaliteter, men vedkommendes objektive meritter,
der træder frem. Samtidig er det journalistiske ”jeg” forsvundet: Teksten er skarpt skåret over en
fast form, og der er ingen grund til at tro, at omtalen ville lyde anderledes, hvis en hvilken som
helst anden journalist havde skrevet den.
De to eksempler viser spredningen i datamaterialet. Der kan naturligvis findes mindre floromvundne
fødselsdagsomtaler i 1953, ligesom der kan findes mere ordrige omtaler i 2003. Men
tendensen er klar: Ordrigdommen og den sproglige variation var størst i 1953, hvor stilen var
præget af den enkelte journalist. Billedet var nogenlunde det samme i 1963, men fra 1973 slog
ændringen til det mere upersonlige 2003-sprog for alvor igennem.
Det interessante spørgsmål er så, hvad der driver denne sproglige forandring. Et muligt svar kan
være, at udviklingselementer i såvel medie- som litteraturhistorien for den pågældende periode
spiller en rolle:
Gennem 1950’erne og 1960’erne brød det særegne danske partipressesystem endeligt sammen, og
i stedet opstod omnibusaviserne. Nu havde enhver provinsby med respekt for sig selv ikke længere
3-4 lokale aviser, som repræsenterede hver deres politiske ståsted, men typisk kun ét lokalt blad.
En af de væsentligste årsager til denne omnificering af dagbladene var formentlig den stadigt
voksende betydning af radio og tv. Samtidig løsnede den enkelte vælger sine bånd til de politiske
partier og dermed også deres aviser. Avislæserne i en typisk konservativ by kunne sagtens tænkes
at foretrække en socialdemokratisk avis (Andersen et al. 1990:378). Det var ikke længere avisernes
politiske linje og den politiske styring, der afgjorde, hvor godt en avis klarede sig. Denne overgang
til omnibusaviser medførte ikke blot avisdød og journalistfyringer, den havde også en betydning
for selve journalistikken. Hvor det i partipressesystemet var både rimeligt og forventeligt at møde
holdninger, meninger og journalistisk personlighed, begrænsedes menings- og holdningsstoffet i
omnibusaviserne til avisens leder. Alt øvrigt materiale var tilstræbt neutralt eller ”objektivt”
(Andersen et al. 1990:380). Denne tendens styrkedes også af de nye journalistiske arbejdsvilkår –
den ”objektive” skrivemåde indebar, at journalistens rolle måtte være passiv og registrerende –
ikke aktiv og fortolkende. Denne udvikling bredte sig langsom til de overlevende regionalaviser,
hvis redaktionelle og journalistiske stil derved blev tillempet de københavnske morgenavisers
format (Jensen 1997:286).
Også et andet aspekt spillede muligvis ind: Portrættet fra 1953 synes nærmest at være litterært
inspireret. Efterkrigstidens litteratur brugte smukke ord til at sløre besættelsestidens oplevelser
(Hansen et al. 2001:330). Heretica-periodens digtning tog udgangspunkt i menneskets personlige
oplevelser og i følelseslivet. Ansvarlighed og godhed var de grundlæggende værdier, og sprogbrugen
var nærmest religiøs i sit udtryk. Modernismen derimod er langt mere ”økonomisk” og teknokratisk
i sin sprogbrug. Det er interessante indsigter, eftersom det næppe kan udelukkes, at den
samtidige litteraturs sproglige udtryk påvirker sprogbrugen i medierne.
Side XIV

Således kan den mindre sproglige variation – og dermed den mindre variation i brugen af gruppeepitheter
om ældre – dels skyldes mediernes og journalisternes ændrede arbejdsforhold; dels tidens
litterære afsmitning.
Hvis man accepterer dette bidrag som en forklaring på den sproglige forandring, der er sket mellem
første og anden del af undersøgelsesperioden, er man nødt til at se de to perioder hver for sig,
hvis man ønsker at teste Ruschers teori. Når hun har udviklet sine hypoteser under den implicitte
antagelse, at medier og litterær stil ikke er i forandring, giver det kun mening at sammenligne
brugen af gruppeepitheter i de nedslagsår, hvor mediebilledet og den litterære udvikling er nogenlunde
stabilt – in casu 1973 og frem.
Når sammenligningsperioden således begrænses, ser empirien ud til at verificere Rushers hypotese
om, at jo større pres out-group øver på in-group, jo mere varieret bliver in-groups sprogbrug vedrørende
out-group (Ruscher 2001:20-25): I punktnedslagsårene 1973, 1983, 1993 og 2003 blev der
brugt flere og flere gruppebetegnelser år for år (se tabel B2) II samtidig med, at aviserne brugte
flere og flere spaltemillimeter på netop de ældre (jf. figur 4). Det betyder alt andet lige, at de
danske medier har brugt flere samlebetegnelser for gruppen af ældre i takt med, at gruppen er
blevet mere synlig. III
B.iv Analyse – Empirien og Blaakilde
Det andet aspekt i brugen af samlebetegnelser for gruppen af ældre gennem de seneste 50 år er
samlebetegnelserne i sig selv. Har Blaakilde eksempelvis ret, når hun hævder, at de ældre i dag
kaldes seniorer i stedet for ældre? Som nævnt har Blaakilde ikke noget omfattende empirisk belæg
for at udtale sig om den eventuelle udvikling i typen af og mønstre i de gruppebetegnelser, der har
været brugt de seneste 50 år om ældre i de danske medier. Derfor følger her et kvalitativt studium
af de samlebetegnelser, som den kvantitative analyse i forrige afsnit identificerer.
II 2003 skiller sig ud. Det bryder imidlertid ikke det generelle billede, da de ældre i 2003 er mindre synlige end
i de to foregående punktnedslagsår. Det er derfor ifølge Ruscher forventeligt, at der bliver anvendt færre forskellige
gruppebetegnelser om dem.
III Det skal dog nævnes, at omfanget i brugen af de enkelte gruppebetegnelser er steget mere end variationen i
de anvendte betegnelser – det ses i tabel b2, hvor det gennemsnitlige antal anvendelser af hver enkel betegnelse
steg i perioden 1973-2003. Væksten i antallet af forskellige betegnelser har med andre ord ikke fulgt
brugen af betegnelserne. Det taler for en falsifikation af Ruschers teori, som jo hævder, at antallet af forskellige
betegnelser stiger, når synligheden øges. Dog siger hun intet om, hvorvidt disse stigninger forventes at
være proportionale, så tvivlen må komme hendes teori til gode.
Side XV

Det synes klart at være et mønster. De 72 forskellige samlebetegnelser, der anvendes om de ældre,
kan ordnes i seks overordnede kategorier (se tabel B3) IV . Hver kategori beskrives i de følgende
afsnit.
Overordnede kategorier af gruppebetegnelser
Antal anvendelser af inkluderede
gruppebetegnelser
1. Referencer til den relative alder 426
2. Referencer til tidligere forsørgelsesgrundlag 372
2. Referencer til aktuelt forsørgelsesgrundlag 169
4. Referencer til den kronologiske alder 67
5. Referencer til familieforhold og civilstand 48
6. Referencer til boligform og helbredstilstand 35
I alt 1.119*
Tabel B3. Individuelle gruppebetegnelser og deres brug samlet i seks overordnede
kategorier.
* De individuelle gruppebetegnelser ”gamle plejepatienter”, ”gamle syge mennesker”, ældre beboere” og
”gamle patienter” er medtaget i både kategorien ”referencer til den relative alder” og i ”referencer til boligform
og heldbredstilstand”. De gange, disse betegnelser har været anvendt, tæller derfor dobbelt, og summen
af anvendte betegnelser bliver således 1.119 – og ikke 1.110.
B.iv.a Referencer til den relative alder
Den overordnede kategori af gruppebetegnelser, der hyppigst anvendes i materialet, udspringer af
adjektivet gammel. Alene de individuelle betegnelser ”gamle” og ”ældre” anvendes hhv. 95 og
213 gange.
Enten anvendes adjektivets positivform som her alene (”gammel”) eller sammen med en kvalifikator
(fx ”gammel dame”). Alternativt anvendes adjektivets komparativform alene (”ældre”) eller
sammen med en kvalifikator (fx ”ældre mand”). Både positiv- og komparativformerne optræder i
alle punktnedslagsårene, men positivformen af adjektivet anvendes mest hyppigt i de første punktnedslagsår.
Tilsvarende anvendes komparativformen oftere og oftere i de senere punktnedslagsår.
Det forekommer paradoksalt, at positivformen af adjektivet udskiftes med komparativformen, og
at positivformen af adjektivet bliver det stærkeste udtryk. Sædvanligvis forholder det sig modsat:
Af de tre personer, der er hhv. smuk, smukkere og smukkest, er den smukkere person mere smuk
IV Fem af de oprindelige 72 betegnelser falder uden for de seks kategorier. Disse betegnelser anvendes så lidt,
at det ikke giver mening at gøre dem til genstand for analyse. Eksempelvis benyttes betegnelsen ”de glemte”
én gang i 1963. Resten af betegnelserne (”de gråsprængte”, ”oldinge”, ”veteraner” og ”aldrende publikum”)
optræder ligeledes meget få gange og alle udelukkende i 1983 og 1993.
Side XVI

end vedkommende, der bare er smuk. Men med de ældre er det altså lige omvendt: Den, der er
gammel, er ældre, end den der er ældre:
I dag ser man, på trods af at vi bliver ældre end for 40 år siden, meget få gamle
mennesker – vi ser ældre mennesker. De gamle nedslidte mennesker bliver der stadig
færre af. (Christensen et al. 1991:54)
En del af årsagen til dette sproglige paradoks er en finurlighed ved det danske sprog: Adjektivernes
komparativform har på dansk to anvendelsesformer – en relativ og en absolut. Den relative er
den egentlige komparativform, idet den udtrykker en sammenligning: Han er smukkere, end hun
er. Den absolutte form udtrykker ikke nogen sammenligning: Et større firma og en yngre mand
(Rathje & Jensen 2004). Det pudsige er, at en yngre mand er ældre end en ung mand, og at et
større firma er mindre end et stort firma. Anvendelsen af den absolutte komparativform kan altså
både betyde, at adjektivet får hhv. mere eller mindre betydningsmæssig tyngde. I tilfældet de
ældre/de gamle synes adjektivet at få mindre betydningsmæssig tyngde, når komparativformen
anvendes i dens absolutte betydning.
Men også denne forklaring indeholder et paradoks! Betragter man ordets etymologi, finder man
nemlig, at adjektivet gammel har sin oprindelse i to forskellige ordstammer. Ordet gammel betyder
formentlig oprindeligt noget i retning af ”den/det, der har oplevet mange vintre” (Nielsen 1966:
125), hvorimod ordets uregelmæssige bøjningsform ældre formentlig har sin oprindelse i et oldnordisk
ord, der betød ”vente, tøve” eller et oldengelsk ord, der betød ”opholde, forsinke” (Nielsen
1966:473). Det synes dermed reelt at være ordet ”gammel”, der er den mest værdineutrale betegnelse,
mens ordet ældre rummer en god portion af de mest almindelige fordomme mod mennesker
af høj alder.
Så vidt betegnelserne i deres enkleste form (”de gamle” og ”de ældre”). Som nævnt optræder de
begge med forskellige kvalifikatorer, hvoraf nogle kun benyttes sammen med den ene betegnelse,
mens andre benyttes i sammenskrivninger med dem begge. Således kan man tale om både gamle
og ældre mennesker, ligesom man kan tale om både ældre og gamle mænd eller kvinder. Betegnelserne
”de gamle mænd/kvinder/mennesker” optræder jævnt igennem hele materialet, mens betegnelserne
”de ældre mænd/kvinder/mennesker” følger samme mønster som betegnelsen ”de ældre”
– de bliver kun brugt i den sidste halvdel af undersøgelsesperioden. Det tyder på, at man reducerer
den negative konnotation af betegnelsen ”gammel”, når man tilføjer en kvalifikator.
Andre kvalifikatorer benyttes kun i forbindelse med den ene af betegnelserne. Sammenstillingerne
”gamle damer”, ”gamle danske”, ”gamle folk”, ”gamle koner” og ”gamle nisser” anvendes ikke
parallelt i forbindelse med ældre – og de optræder desuden kun i første halvdel af undersøgelsesperioden.
Tilsvarende optræder sammenstillingerne ”ældre aktivister” (kun 1993), ”ældre beboere”,
”ældre fodgængere”, ”ældre læsere”, ”ældre motionister”, ”ældre turister” og ”ældre vælgere” kun
Side XVII

i sidste halvdel af undersøgelsesperioden. Det er bemærkelsesværdigt, at så mange af de sidstnævnte
sammenstillinger antyder aktivitet og noget, der ligner en form for ligeværd. Ingen af de
identificerede sammenstillinger med betegnelsen ”gammel” viser nogen form for aktivitet.
Noget tyder således på, at der ca. midt i perioden er sket en såkaldt reparation:
Side XVIII
At udskifte et belastet ord med et mere neutralt er den sproglige handling vi kan
kalde reparation. Denne sproglige manøvre rokker ikke særligt ved tabuet, men
genopretter en forsvarlig sproglig omgang med en udsat gruppe. Reparation forekommer
hyppigt og retter sig ofte mod marginaliserede samfundsgrupper. De omstændigheder
der gør en samfundsgruppe marginaliseret i forhold til resten af samfundet,
kan dog også ændre sig, eller der kan vokse nye tanker frem i samfundet om
deres status. Med nye tanker følger nye ord, og nogle gange kan afløsning af ord
derfor repræsentere en fornyelse af virkeligheden eller af samfundets holdning til
den […]
Reparationen genindfører neutralitet i omtalen af udsatte grupper når en tidligere
betegnelse er blevet belastet. Ofte er der tale om en vekselvirkning mellem almensproget
og forskellige fagsprog eller officielt sprog, sådan forstået at almensproget
har tilegnet sig en faglig-officiel betegnelse, der herefter bliver belastet i almensproget
og umulig at anvende neutralt. Men da et neutralt og objektivt sprog er en
absolut nødvendighed i ”det offentlige rum”, fx i Radioavisen, i cirkulærer eller i
en videnskabelig afhandling, tvinges journalister, embedsmænd og forskere til at
reparere sig til nye, neutrale ord. (Frost 1998:3 og 5)
Ordet gammel er således blevet belastet og har måttet udskiftes. Bemærk, at behovet for reparationer
oftest opstår omkring betegnelser for såkaldt udsatte samfundsgrupper. De gamle/de ældre
betragtes formentlig i medieverdenen som en sådan udsat samfundsgruppe. Men årsagen til udskiftningen
kan også sagtens være, at der er sket en reel ændring af virkeligheden:
Når Ensomme Gamles Værn er afløst af Ældre Sagen, er der en verden til forskel,
for den sidste forening er resultatet af en mere selvhjulpen og mindre nedslidt ældrebefolkning.
(Frost 1998:4)
Samlet set indikerer ovenstående analyse ikke, at der foregår nogen specielt negativ diskrimination
af de ældre gennem mediernes valg af gruppebetegnelser. At der opstod et behov for at udskifte
betegnelsen ”gamle” med betegnelsen ”ældre”, kan ganske vist ses som et bevis på, at de ældre
betragtes som en udsat gruppe. Men udskiftningen fandt sted nogenlunde samtidig med, at de forbedrede
betingelser for de ældre for alvor slog igennem – altså nogenlunde samtidig med, at det

lev muligt at være ude af arbejdsmarkedet uden at være nedslidt. Således afspejler den sproglige
reparation i lige så høj grad en reel udvikling som en social deklassificering af gruppen ældre.
Det er interessant, at gruppebetegnelsen ”seniorer” kun bruges én gang i hele datamaterialet.
Selvom dette skete i 2003, er Blaakilde nok lidt for tidligt ude, når hun hævder, at betegnelsen
”ældre” er blevet skiftet ud med betegnelsen ”seniorer” gennem en sproglig reparation.
B.iv.b Referencer til tidligere forsørgelsesgrundlag
Den næstmest anvendte gruppe af betegnelser for ældre mennesker er de betegnelser, der tager udgangspunkt
i det erhverv, som den ældre tidligere har varetaget. Denne måde at give de ældre
identitet på findes i tre varianter: Forhenværende, tidligere og pensioneret (evt. forkortet fhv., tidl.
og pens.) efterfulgt af en stillingsbetegnelse.
Hermed understreges et forfald og et tab af status. Mange forbinder det at blive ældre med en
række traumatiserende tab, hvoraf tabet af jobbet anses for et af dem (Platz 2004). Denne type
betegnelser er samtidig med til at fastholde in-groups målestok for social status – jobbet. Understregningen
af en persons tidligere job indeholder ligeledes et budskab om, at der ikke er kommet
noget nyt til, der kan udfylde det hul, som jobbet efterlod. Personen er kun noget i dag i kraft af
det, vedkommende var tidligere. In-group fastholder således sin egen målestok og sikrer, at de
ældre ikke får en selvstændig målestok for deres sociale status. Om end in-groups betegnelser
synes relativt uskyldige, bærer de dybest set et budskab om tab, forfald, udfasning og manglende
(nuværende) status.
B.iv.c Reference til aktuelt forsørgelsesgrundlag
Udover at anvende en persons tidligere forsørgelsesgrundlag som betegnelse, anvendes også
personernes nuværende forsørgelsesgrundlag.
Den tredjemest populære individuelle gruppebetegnelse for de ældre er ”pensionister” (brugt 103
gange). Denne betegnelse er dog især brugt fra 1973 og frem. Den optrådte ikke i 1953 og kun
ganske få gange i 1963. Mere populær var varianten ”folkepensionist” i 1963 – en betegnelse, som
i øvrigt gled ud herefter. ”Pensionisten” synes således at være en slags forkortelse af ”folkepensionisten”
i lighed med, hvad ”bilen” er for ”automobilen”. Det eneste år, hvor hverken ”pensionist”
eller ”folkepensionist” anvendes, er 1953. Det har givetvis sin naturlige årsag i, at folkepensionen
først blev indført i 1956.
Før 1956 kunne ældre modtage andre overførsler fra staten end folkepensionen. Disse overførsler
har ganske som folkepensionen været inspirationskilde til forskellige gruppebetegnelser om ældre
mennesker. Et eksempel er ”aldersrentenyder”, som var personer, der modtog den såkaldte alders-
Side XIX

ente. Denne betegnelse optræder kun i 1953-materialet. Dette begreb suppleres med bl.a. ”aldersrentemodtager”
og ”rentemodtager”. Fælles for dem er, at de forsvandt efter 1973.
B.iv.d Reference til den kronologiske alder
At betegne de ældre ved hjælp af deres biologiske alder anvendes mere og mere sjældent. Det kan
muligvis skyldes den generelle opblødning i forståelsen af det at være ”ældre” som et kronologisk
faktum. Det diskuteres løbende, hvorvidt den kronologiske alder er den eneste skala, hvorpå man
kan definere, hvornår man bliver ”ældre” (se fx (Andersen et al. 1996:3ff)). Nyere forskning peger
endvidere på, at den kronologiske alder har vigende betydning for, hvor gammel man er – set i forhold
til restlevetid. Faktorer som selvoplevet helbredstilstand, udseende (jo ældre man ser ud, jo
kortere levetid har man tilbage), generel tilfredshed osv. er langt mere afgørende, end man hidtil
har erkendt (Christensen 2004).
B.iv.e Referencer til familieforhold og civilstand
En anden gruppe af betegnelser for de ældre har reference til deres familieforhold eller deres
civilstand. I forhold til det sidste, optrådte begrebet ”enke/enkemand” kun i 1953 og 1963. Herefter
holdt aviserne op med at identificere den enkelte ældre gennem en afdød ægtefælle. V Det
skyldes formentlig, at især kvinderne fik deres egen uddannelse og en selvstændig plads på arbejdsmarkedet
– kvinderne skaber i modsætning til tidligere deres egen identitet uafhængigt af
manden.
Gruppebetegnelser, der bygger på en afdød ægtefældes identitet, er således nært beslægtet med de
samlebetegnelser, der tager udgangspunkt i den jobfunktion, som man ikke længere har. Det
handler i begge tilfælde om at tage udgangspunkt i noget, der er uigenkaldeligt mistet. Men enkereferencen
er mere stigmatiserende end andre tabs-betegnelser, fordi netop tabet af ægtefælden
traditionelt er den eneste virkelig traumatiserende identifikation af, at man er blevet ældre (Platz
2004).
Den eneste af civilstands- og familieforholdsbetegnelserne, der lever gennem hele perioden er
”bedste” (herunder ”bedstefar” og ”bedstemor”). Hverken varianter af eksempelvis ”farmor” og
”mormor” optræder i materialet. Det er altså ikke empirisk belæg for Blaakildes påstand om, at der
er sket en sproglig reparation, hvor betegnelsen ”bedste” er gledet ud til fordel for ”farmor/mormor”.
V Selvom betegnelserne ”enke/enkemand” ikke optræder i det analyserede materiale fra og med 1973, er det
vanskeligt at forestille sig begreberne helt glemt af nutiden. Betegnelserne må bl.a. forventes at optræde
sporadisk i nekrologer.
Side XX

Formentlig udebliver denne sproglige reparation, fordi ordet bedste uomtvisteligt er positivt. Det
er selvmodsigende at tillægge det selv den mindste negative konnotation. Bedste er superlativformen
af adjektivet god, så det beskriver det ypperste, der kan tænkes.
B.iv.f Reference til boligform og helbredstilstand
I materialet bruges helbredstilstand og boligform (plejehjemsbeboer e.l.) kun sjældent til at beskrive
de ældre. Det kan overraske, da en betragtelig del af materialet omhandler netop de ældres
pleje- og boligbehov. Det skal dog bemærkes, at halvdelen af de gange, hvor denne kategori af
samlebetegnelser bruges, er i 1983. Altså netop det år, hvor Ældrekommissionens arbejde med at
nytænke ældrepolitikken for alvor begyndte at udmønte sig i konkrete beslutninger på både boligog
plejeområdet.
B.v Konklusion
Første del af analysen bekræfter i nogen udstrækning Ruschers hypotese om, at antallet af forskellige
gruppebetegnelser øges, hvis den omtalte gruppe bliver mere synlig. Undersøgelsen viser, at
de ældres synlighed samvarierer med antallet af forskellige gruppebetegnelser for dem. Således var
de ældres synlighed størst i årene 1983 og 1993, hvor aviserne også benyttede flest forskellige
gruppebetegnelser for dem. Omvendt var de ældre mindre synlige i 1973 og 2003, hvor der samtidig
anvendtes færre gruppebetegnelser.
Samtidig skal det nævnes, at Ruschers teori ikke er udviklet til at spore og forklare tidsmæssige
udviklingstrends. Derfor er hendes teori følsom over for eventuelle samfundsmæssige ændringer,
der omformer de rammer og den diskurs, der eksisterer om bestemte grupper. Teorien kan med
andre ord kun testes på en meningsfuld måde, hvis samfundet ikke forandrer sig mærkbart i undersøgelsesperioden.
Denne undersøgelse viser, at elementer af hhv. medie- og litteraturhistorien har
været i opbrud frem til ca. 1973, hvorfor Ruschers teori kun er testet fra dette tidspunkt.
Samtidig har analysen identificeret seks overordnede kategorier af gruppebetegnelser for de ældre.
Betegnelserne i to af disse kategorier tager udgangspunkt i hhv. de ældres boligform og økonomi.
Altså en social klassifikation, der refererer til de ældres nuværende (lave) status. Dernæst tager betegnelserne
i to andre kategorier udgangspunkt i de tab, som af ikke-ældre betragtes som særligt
traumatiserende – hhv. tab af ægtefælde og job. Gruppebetegnelserne i de sidste to kategorier
refererer til hhv. den kronologiske alder eller den alder, der forventes knyttet til personer, om
hvem positiv- eller komparativformen af adjektivet gammel kan benyttes. Langt de fleste betegnelser
for de ældre har således en stigmatiserende karakter.
Anden del af analysen giver som udgangspunkt Blaakilde ret i, at der sker en løbende sproglig
reparation af de betegnelser, der bliver brugt om de ældre. Det er eksempelvis tydeligt, at der er
Side XXI

sket et skift fra begrebet ”gammel” til begrebet ”ældre”. Spørgsmålet er imidlertid, om der i virkeligheden
er tale om en reparation af et slidt ord. Indeværende analyse understreger, at udskiftningen
meget vel kan være udtryk for, at de ældres livsvilkår er blevet væsentligt ændret. Der er
derfor ikke tale om en udskiftning af en betegnelse af en gruppe, men om en opfindelse af en ny
betegnelse til at beskrive en forandret gruppe af ældre.
Desuden er der intet empirisk belæg for de øvrige udskiftninger, som Blaakilde forestiller sig (se
indledningen). De ældre betegnes stadig som ældre – de betegnes (endnu) ikke ”seniorer”, som
Blaakilde hævder. På samme måde er der intet i det foreliggende datamateriale, der peger i retning
af en sproglig reparation af de ord, der bruges til at betegne de ældres institutioner. Altså er der
ikke empirisk rygdækning til Blaakilde, når hun hævder, at betegnelsen ”plejehjem” er blevet
individualiseret og nu kaldes eksempelvis ”Solbakken”. Endelig tager Blaakilde helt fejl, når hun
påstår, at betegnelsen ”bedste” har måttet vige pladsen for variationer af betegnelsen farmor-mormor.
For børnebørn er og bliver de ældre deres bedste – hvad enten man spurgte i 1953 eller i
2003.
Side XXII

Bagsideillustration:
Tegning af Lars Andersen
Politiken 21. november, 1993
3. sektion s. 8. (IDN 1667)
Gengivet med tegnerens tilladelse

ISBN: 87-90651-44-8