pdf-fil - Henrik Pontoppidan

den tidligste kommentar om De Dødes Rige i brevene fra d.3.12.1913 roser han Vilhelm
Andersen for, at han i sin anmeldelse af originalversionens 2.bind, Storeholt, har
forstået ”den Grundfølelse,” der har skabt bogen. Vilhelm Andersen har i sin
anmeldelse skrevet om ”værkets sjælelige undertone.” 27 I et interview i
Nationaltidende i 1927 citeres Pontoppidan for følgende udtalelse: ”Det eneste, man
maa bygge paa, er den Grundstemning, hvorpaa jeg skrev mine forskellige Arbejder
(…) Kan den, der læser Bogen, finde ind til samme Grundstemning, som beherskede
Forfatteren, da han skrev den, er Kunstens Maal naaet.” 28 Man kan i det sidste citat se,
at Pontoppidan betragter forfatteren som underlagt stemningen, idet han bruger det
udtryk, at forfatteren er ”behersket” af den. Umiddelbart opfatter jeg også
stemningsbegrebet på den måde, at det indeholder en relativering af menneskets magt, i
og med at man er omsluttet af den. Der er i stemningen et moment af det, som jeg var
inde på i forhold til et menneskes verdensbillede: Den ligger bag ved alt, hvad der sker
og tænkes. Om stemningen står der i Ordbog over det danske sprog: ”midlertidig, men
forholdsvis varig sindstilstand, der er præget af en vis fremherskende følelse (…)
fremkaldt (uvilkaarligt) af organiske betingelser ell. af (omgivelsernes) ydre
paavirkning, ofte saaledes, at vedk. ikke er sig aarsagen (til sindstilstanden) bevidst.”
Det enkelte menneskes afmægtige position er tydelig i denne forklaring af
stemningsbegrebet. Man er ikke herre over stemningen, idet den frembringes uvilkårligt
af forhold uden for en selv, og man er ofte ikke bevidst om dens årsag.
Bemærkelsesværdigt i forhold til De Dødes Rige er det også, at stemningen
forbindes med det organiske, idet det er i tråd med en tanke, Torben Dihmer har i
romanen, om en sympatisk-organisk sammenhæng mellem det enkelte menneske og
verdensaltet. 29 Måske er det stemningen, der udgør forbindelsesleddet mellem
menneske og natur i Pontoppidans og Torbens filosofi om mennesket.
Orkesteret er en fornem metafor for det menneskesyn, som romanen formidler. Når
Pontoppidan skriver, at han spiller på den enkelte person som på et instrument for at
opnå et bestemt udtryk, indebærer det, at det enkelte menneske ikke selv er herre over
sin rolle, samt at dets forestilling om at være verdens centrum er en illusion. Den
27 Bredsdorff, Elias: Henrik Pontoppidans breve 1880-1913, 365.
28 Skjerbæk, Thorkild: Kunst og budskab, 15.
29 Der er en oversigt vedlagt som bilag over de gange, denne tanke nævnes og beskrives i De Dødes Rige.
16