pdf-fil - Henrik Pontoppidan

4.4 Jyttes indre mørke og angst for indbildninger
Jeg vil nu vende mig fra Torben Dihmer til Jytte. I analysen af Jyttes personlighed og
handlinger begynder jeg med spørgsmålet om, hvad der ligger til grund for, at hun
afviser Torben. Dernæst gør jeg rede for, hvordan man kan forstå hendes problemer som
forårsaget af den liberale og borgerlige kultur, hun er en del af.
Da Jytte har hørt, at Torben kommer til byen, går hun op på sit værelse, hvor hun
sætter sig med et mørkt, grublende udtryk. Hun tænker på, at hendes sind er som et
mørkt tjørnekrat, som det er uhyggeligt at se ind i: ”Såsnart hun selv forsøgte at trænge
ind i sit væsens urskovsdyb, blev hun greben af en slags panisk skræk. Der var hverken
vej eller sti derinde men fuldt af spøgelser og vandrende skygger. Og vilde, røde
rovdyrøjne stirrede ud fra mørket.” 68 Hun tænker også på, at hun var sur førhen, når
Torben talte politik med moren. Hun skammer sig over sin misundelse. Hun føler også
afsky for Torbens udseende. Hun tænker på, at Torben nu skal kende disse negative
følelser i hende, og hun ønsker, at han kunne se lige igennem hende og så fortælle
hende, at han stadig holder af hende.
Sent om aftenen tænker hun på den tvillingemyte, hendes far fortalte hende, da hun
var 16 år gammel. Det er den myte, der fortælles i Platons Symposion, om, hvordan
menneskene oprindeligt var skabt som kugler med fire arme og fire ben, men senere
skiltes i to dele, der kun kan finde hinanden ved hjælp af kærlighedsinstiktet. Faderen
siger til hende, at hun skal holde øjnene åbne, så hun kan se sin tvillingebror, når han
kommer. Jytte opfatter historien sådan, at det, hendes anden halvpart søger, er hendes
fortrolighed. Tvillingen bliver i hendes bevidsthed til én, der fordrer at få alt at vide, og
tanken om ham bliver på grund af dette hendes skræk.
Hun tænker videre på den dag for fem år siden, da hun afviste Torben første gang.
Læseren får nu løsningen på den angst, Torben undrer sig over, i hendes øjne. ”Derfor
havde hun løjet for Dihmer og bedraget sig selv den dag for fem år siden på Langelinje,
da han friede til hende.” 69 Angsten i hendes øjne er en angst for, at Torben skal lære
hendes indre mørke at kende.
68 Pontoppidan, Henrik: De Dødes Rige, bind 1, 58n-59.
69 Ibid., 68.
30