pdf-fil - Henrik Pontoppidan

Jeg har ovenfor gjort rede for, hvordan hun i sine tanker kredser om sit indre mørke
og en manglende tillid til sine følelser. Hermed er hendes afvisning af Torben imidlertid
ikke udgrundet. Der er flere spørgsmål at besvare. Dels er der spørgsmålet om, hvorfor
hun har de følelser og tanker, som hun har. Dels er der spørgsmålet om, hvorfor hun
føler, at hendes indre mørke er så fatalt. Jeg vil i det følgende søge at redegøre for,
hvordan hendes problemer også udtrykker de problemer i kulturen, som De Dødes Rige
tematiserer og responderer på. Jeg vil vise, hvordan de negative og destruktive følelser
udtrykker en fortrængt, men reel side af den borgerlige, liberale kultur. Det er i forhold
til specialets optik vigtigt at se denne sammenhæng mellem Jyttes følelser og kulturen,
idet den er første skridt mod en forståelse af, hvad der er galt med kulturen i De Dødes
Rige. 73
4.5 Normer og driftsomvending
Jytte, Fru Bertha og Torben tager efter Torbens fremvisning af fotos på en køretur. De
gør holdt ved en lille by og går efter et måltid ned til vandet. Fru Bertha og Torben
sætter sig på en bænk, mens Jytte går ned til vandet og sætter sig på en klippeblok. Her
sidder hun som den lille havfrue i havets brænding. Torben kalder hende også ”den lille
havfruunge” i sine tanker, da han på Favsingholm husker tilbage på deres første møde.
Han og Asmus er som 15-16 årige under en ferie på Storeholt ude at fiske efter gedder
på søen. Han husker, hvordan Jytte, der kun er 10 år gammel på det tidspunkt, dukker
op inde på bredden ”og en, to, tre plaskede hun i vandet og kom svømmende ud imod
dem med det lange brune hår flydende efter sig.” 74 På et tidspunkt i Odysseen sejler
Odysseus forbi nogle havfruer, der symboliserer drifterne i mennesket. De lokker
sømændene ved at synge underskønt, men den, der giver efter for sin lyst, vender aldrig
hjem. For ikke at bukke under for sine impulser, binder Odysseus sig til masten. Der er
langt fra Odysseen til De Dødes Rige kulturhistorisk, og billedet af havfruerne i Homers
epos kan ikke overføres direkte på Jytte. Men betydningen af havfruen som en, der har
med drifter og underbevidsthed at gøre, består. Derfor fortolker jeg sammenligningen
73 Jeg er – når jeg ser Jyttes følelser som udtryk for den kultur, hun indgår i – på linje med de analyser af
De Dødes Rige, som jeg har læst. Alle lægger vægt på at se en forbindelse mellem Jyttes væsen og
kulturen. Knud Michelsen skriver fx, at Jyttes mørke ”er en side af hende, som tilhører de dødes rige”, og
Klaus P. Mortensen skriver om Jyttes dobbelthed af tiltrækning og afstandtagen, at den ”er forårsaget af
en altomspændende dobbelthed i samfundet.” Michelsen, Knud: Digter og storby, 94 og Mortensen,
Klaus P.: Ironi og utopi, 240.
32