pdf-fil - Henrik Pontoppidan

3.3 Sammenligning med dannelsesromanen
Torben vender på samme måde som dannelsesromanens helt tilbage til sit hjem og er nu
afklaret med verdens orden og sin egen plads i den. Man kunne se det sådan, at
Pontoppidan anvender dannelsesromanens struktur for at undgå, at De Dødes Rige
ender som en ulykkelig dannelsesroman. Han lader Torben finde ud af, at hans angst og
splittelse i mødet med samfundet er et udtryk for, at han er i den kaotiske og vanskelige
ude-fase. Dette gør det muligt for ham at bevæge sig videre og komme hjem igen. De
Dødes Rige har også tanken om sjælens forbundethed med hjemmet og optagetheden af
menneskets følelsesliv til fælles med denne type roman.
Den afgørende forskel mellem dannelsesromanen og De Dødes Rige er, at hjemmet
ikke er af samme karakter. Hvor dannelsesromanen integrerer helten i samfundet,
installerer Torben sit eget samfund på Favsingholm, og den orden, han hævder her, er i
min fortolkning ikke romantisk, omend den har romantiske elementer. Jeg vælger at se
de romantiske træk, inklusiv den henvisning til en magt uden for mennesket, der
bestemmer dets skæbne, som findes to steder i De Dødes Rige 36 , som et udtryk for
moderne tænkning i tråd med C.G. Jung, Rudolf Steiner og Ludvig Feilberg. Derfor
forstår jeg heller ikke primært De Dødes Riges struktur som formet efter
dannelsesromanen, men derimod som et eksempel på den rite de passage-struktur, jeg
har været inde på i forbindelse med C.G.Jungs filosofi om den eksistentielle og
følelsesmæssige side af mennesket.
3.4 Afslutning
Jeg har i dette kapitel karakteriseret kompositionen som kollektiv og kontrapunktisk.
Denne form gør, har jeg vist, at man som læser får en bevidsthed om, at det enkelte
menneskes bevidsthed er begrænset. Personerne i romanen har kun en relativ forståelse
af begivenhederne. Den helhedsforståelse, som de måske selv tror, de har, findes på et
andet plan, nemlig i det kontrapunktiske mønster, som deres skæbner og reflektioner
tilsammen danner. Jeg har derudover peget på, at De Dødes Rige via sin komposition
signalerer, at det problem, den behandler, er af eksistentiel karakter, fordi den ikke
36 Ibid., 28 og 95: ”Han (…) følte sig for første gang som offer for den mystiske magt, der filtrer to
menneskers livstråde i hinanden og fuldbyrder deres skæbne.” ”Hun vidste kun altfor godt, at hun aldrig
ville vove sig til at tage sit barns skæbne ud af hænderne på livets skjulte magter for at styre det efter sin
egen vilje.”
20