pdf-fil - Henrik Pontoppidan

fjender er i Enslevs øjne for indeværende de kirkelige kredse i landet. Præsterne er
begyndt at melde sig ind i Folkepartiet eller arbejde som sociale reformatorer, hvilket
Johannes Gårdbo i øvrigt er et eksempel på. Men hvorfor gør de det? spørger Enslev i
sin Strige-tale. De ”kære ornatklædte partifæller” må ikke ”tage os det fortrydeligt op, at
vi med vore historiske og personlige erfaringer møder dem med en smule mistro og
tilspørger dem med en klassisk replik: ”Hvilket ærinde bringer eder hid, velærværdige
herrer?” 100 Enslev mener, at præsternes skjulte formål er at indføre et nyt kirkevælde i
landet. Han siger i Strige-talen, der er det første ideologiske udsagn fra ham, man
møder, når man læser De Dødes Rige, at præsterne måske taler smukt om folkets frihed,
men for sig selv tilføjer: ”Under kirkens formynderskab.” Hele deres hu, siger han i
talen, står til ”en genrejsning af et middelalderligt kirkesamfund med præsten som
ukrænkelig avtoritet.” 101 Det er altid denne tanke om et skjult formål, som Enslev
kredser om, når han får ordet i romanen. ”Jeg frygter præsteskabet,” siger han i Strigetalen,
og giver herved læseren en forståelse af en del af det, der driver ham, i hans sidste
indædte politiske kamp. 102
Det fremgår af en tale, at Enslev ser ethvert organiseret trossamfund som
kendetegnet ved en forening af tyranni og frygtsom overtro. 103 Denne samfundsorden er
som et fængsel, siger han. Mennesket lever her med håndjern på som fangen i hans
celle; et liv mærket af tugt, tvang og ydmygelse. I fængselsbilledet finder han også
forklaringen på, at præsterne nu vinder indpas. Han mener, at det danske folk på samme
måde som gamle fængselsfanger, der bliver løsladt, i al hemmelighed længes tilbage.
forestillede sig en politisk kamp som en krig på knappenåle.” (Bind 2, 29). ”Og dette var ikke det første
og ville ikke blive det sidste menneskeoffer, han med sorgtungt hjerte måtte bringe sin våbenlykke.
Politik var en blodig håndtering. Hver dag var en kamp på liv og død (…)” (Bind 1, 119). ”Politik er en
krigerisk håndtering, der - som jeg før sagde - vanskeligt lader sig forlige med en borgerlig levevej” (Bind
1, 185-86).
100 Ibid., bind 1, 190.
101 Pontoppidan, Henrik: De Dødes Rige, bind 1, 191.
102 Eksempelvis: ”De bødler, vi kneblede for en menneskealder siden, de spøger nu i sønner og
sønnesønner og lurer på hævn! Fordi Tyrstrup ikke ser det - skal jeg da gøre mig blind? (…) Skulle jeg
bebrejde mig noget i mit politiske liv, så var det først og fremmest det, at jeg ikke langt tidligere har
forstået nødvendigheden af et afgørende nappetag med kirken.” (Bind 1, 201-203) ”Jeg kender det danske
frisind og veed, hvad jeg foretager mig. Der lumrer omkring i krogene så mange lyssky bakterier efter
fortidens åndelige sygdomme.”(Bind 2, 28) ”Hører vi ikke allerede en ny tids profeter mistænkeliggøre
det frigjorte menneskeliv i dets morgenfriske kraft og fylde? (…) Og hvorledes har vor regering nu vogtet
denne fare? Jo, ved for første gang siden demokratiets sejr at lægge skole, videnskab og kunst ind under
en kirketjeners myndighed! Ved overalt i landet - åbenlyst og skjult - at gøre vore fjender større og større
indrømmelser!” (Bind 2, 134).
103 Pontoppidan, Henrik: De Dødes Rige, bind 2, 134. Også: bind 1, 189-192.
44