pdf-fil - Henrik Pontoppidan

perspektiviske billede, der fremkommer i et menneskes bevidsthed, når det ser på
tidsbilledet fra sin egen, individuelle synsvinkel.
Af den måde Pontoppidan fortsætter sit brev om Enslev på, forstår man, at han har
haft en skikkelse for sit indre blik. En skikkelse, hvis overordnede bestemmelse ikke er
at ligne denne eller hin, men som i stedet er bestemt ved nogle særlige forhold omkring
sit sind og sin omverden: ”Jeg har i denne Alderdomsskikkelse villet tegne, hvad der
bliver tilbage af en rigt udrustet og oprindeligt stærkt følelsesbevæget Politiker af
demokratisk Støbning, hvis Magt er hans Popularitet, og som står og falder med den.” I
et brev to måneder senere forholder han sig eksplicit til spørgsmålet om forholdet til det
historiske: ”Jeg har ikke rådført mig med Historien men har ved Valget af mine
Skikkelser og ved deres Anbringelse i Bogen som Forgrundsfigurer eller som Statister
hovedsagelig ladet mig lede af personlige Motiver” 93 (min kursiv). Pontoppidan
beskriver her eksplicit sine egne indre billeder som primær baggrund for
persontegningen i De Dødes Rige.
5.4 Enslevs verdensbillede
Det varierer, hvor outreret Enslevs sprog bliver, men konsekvent forbinder han sine
fjender med mørket. De er ”mørkets magter, der slimer sig sammen.” De skygger for
solen. De er ”lyssky” drageyngel; ”lysets formummede fjender”; ”lyssky bakterier.” 94
Ungdom er et andet begreb, der går igen i hans vokabular: ”Jeg ville forsøge igen at
skabe en ungdom i dette lille oldingeland,” siger han til Fru Bertha, der erindrer, at han
engang i en skåltale lykønskede hendes børn, fordi de var født under frihedens tegn. 95
Ungdom giver associationer i retning af oprør og styrke, og det samme gør Enslevs ord
om, at han engang drømte om at gøre det danske folk til det mandigste i verden. Et
andet sted taler han om menneskelivet ”i dets morgenfriske kraft og styrke.” Enslevs
vision har også med viden at gøre. Grunden til, at han lykønsker Fru Berthas børn, er, at
de kan plukke de første modne frugter af kundskabens træ i dets frie udfoldelse. Han
lægger vægt på, at der ikke længere, som i et adels- eller kirkestyre, er nogen, der
bestemmer, hvilken viden den enkelte har lov til at tilegne sig, eller hvad der må forskes
93 Bredsdorff, Elias m.fl.: Henrik Pontoppidans breve 1914-1943, 29.
94 Pontoppiddan, Henrik: De Dødes Rige, bind 1, 189, 192, 293 og bind 2, 28, 134, 139.
40