pdf-fil - Henrik Pontoppidan

afsluttet, fortsætter Jytte med at se Torben som den, der står hende nærmest. Efter en
aften med Karsten og John tænker hun fx således på Torben: ”Og så var han dog den
dag idag hendes kæreste ven, hendes tankers eneste fortrolige (…)” 61 .
Sjælsforbundetheden viser sig også ved, at hendes liv efter giftermålet med Karsten
i høj grad formes af de oplysninger, hun får om Torben. På et tidspunkt kommer Asmus
forbi for at fortælle hende, at der har været brand på Favsingholm, og her fremgår
forbindelsen mellem hende og Torben på flere måder.
Torbens tilstand er betænkelig som følge af branden, beretter Asmus. ”Man må
vistnok være forberedt på, at det bliver døden denne gang.” 62 Mens de taler sammen
sidder Jytte og snor en sytråd mellem fingrene, som en skæbnegudinde med Torbens
livstråd, og der går en skælven igennem hende, da Asmus siger ”døden”. Denne fysiske
reaktion kender læseren også fra Torben, når Jytte kommer på tale, fx reagerer han et
sted ved, at hans kinder dirrer et øjeblik. Således er det ikke kun Jyttes reaktion i sig
selv, men også dens lighed med Torbens, der vidner om en forbundethed mellem de
to. 63 Jytte reagerer heftigt på sin nye viden, idet hun det næste døgn er fuldstændig
opslugt af at tænke på Torben. Tanker og følelser veksler hos hende, og hun bliver som
natten går uden søvn mere og mere besat af lysten til at se ham endnu engang.
Fortælleren viser, at hun er i irrationelle kræfters vold, ved at bruge den formulering, at
”trangen” til at se ham i stadig højere grad får ”magten over” hendes sind. Hun har om
aftenen fundet nogle breve fra Favsingholm, hvori Meta gengiver Torbens ord om, at
man skal gøre sorgen til sin ven. Hun tænker på, hvordan disse ord har været hende til
trøst i den seneste mørke tid: ”Fra det fjerne havde Dihmer uden selv at ane det rakt
hende en vennehånd.” 64 De er altså trods deres fysiske adskillelse stadig sammen i
ånden, idet der består en form for kommunikation imellem dem, som kommer fra hjertet
af begge. Scenen slutter med, at Jytte kommer i telefonforbindelse med Randers og
forstår, at Torben er død, hvorefter hun bryder hulkende sammen med ordene: ”Hvad
har jeg gjort!” I sjælefællesskabet er den enes liv afhængigt af den andens, og det
fremgår af Jyttes replik, at hun forstår sit og Torbens forhold herudfra, idet hun mener,
at hun har afgjort hans skæbne ved at afvise ham i Italien.
60
Pontoppidan, Henrik: De Dødes Rige, bind 2, 236.
61
Ibid., bind 1, 260.
62
Ibid., bind 2, 235.
63
Ibid., 121: ”Ved lyden af Jyttes navn havde det et øjeblik dirret i hans kinder.”
64 Ibid., 237.
28