pdf-fil - Henrik Pontoppidan

Hvad der interesserer mig mere end Enslevs ruinøse privatliv er den måde, hvorpå
hans forveksling af æstetik og liv hævner sig på hans politik. Det, jeg er optaget af, er,
at hans personlige følelser, der som vist ikke udleves på normal vis i privatlivet, uden
hans eget vidende spiller en rolle i hans politiske arbejde. Da han er æstetiker, går han
udfra, at han helt og holdent kan leve for de eventyrlige ideer om et lysets og
ungdommens rige. Han mener, at han helt kan ekskludere sine private følelser. Men det
er netop hans fejltagelse, at han tror, han kan beslutte sådan noget. Reelt er hans private
følelser – hans endelighed – forviklede med hans identitet som politiker.
Da Enslevs æstetik lader ham tro, at han kan leve alene for sin politiske sag, ser han
ikke det personlige aspekt af hans vilje. Hans vilje sætter i hans bevidsthed selvfølgelig
dagsordenen, og hans magtudøvelse er altid i orden, fordi den sker i den gode sags
navn. Målet helliger midlet, da målet – sagen – i kraft af sin storhed og skønhed er
uforholdsmæssigt meget vigtigere end alt andet. Dette er grunden til, at han ikke tøver
et sekund med at lade Fyns Venstre bringe falske læserbreve til fordel for
jægermesterens valg.
I virkeligheden er Enslevs magtvilje tildels selvisk. Det er tildels hans eget behov
for at hævde sig og have en identitet, der ligger bag. Povls replik om æstetikeren Enslev
slutter med konstateringen af, at det sikkert har været Enslevs stolte drøm ”at modellere
hele nationen i hans billede.” Her træder magtudøvelsens forbindelse med
selvhævdelsen klart frem. Men faktisk ligger den i hele Povl udtalelse. Han taler om, at
Enslev har haft en fingerkløe, der skulle tilfredsstilles. Heri ligger, at det, Enslev
foretager sig, fremfor noget andet er at udleve et personligt behov. Romanens fortæller
viser også læseren, at Enslevs politik er næret af personlige følelser. Som nævnt i
begyndelsen af kapitel 4 er Enslev ensom, da han bliver politisk bevidst. Fortælleren
beretter om det på følgende måde: ”Hans vanførhed havde yderligere isoleret ham. I
denne forladthed havde alle indtryk (…) overvældet hans lidenskabelige sind. Her i den
store, sorgløst henlevende vrimmel blev han sig helt bevidst som folkets søn,
almuebarnet med det kvalte skrig af århundreders uhævnede undertrykkelse lydende i
sjælen.” 112 I citatet knyttes bevidstgørelsen direkte sammen med personlige følelser af
frustration, ensomhed og mindreværd, hvorved fortælleren viser læseren, at der er en
112 Pontoppidan, Henrik: De Dødes Rige, bind 1, 115.
50