pdf-fil - Henrik Pontoppidan

ser, at det enkelte menneske ikke er herre over sin skæbne, idet han under læsningen
oplever, hvordan den enkelte er afhængig af de andre mennesker.
Knud Michelsen skriver videre om kompositionen, at de forskellige forløb griber
ind i hinanden ”dels handlingsmæssigt, dels ved at forholde sig til de samme tematiske
grundstørrelser.” 31 Det tematiske vil jeg gerne opholde mig ved nu. Det er nemlig
sådan, som Pontoppidan også skriver i brevcitatet om orkesteret, at de mange stemmer
virkeliggør et bestemt tema. Klaus P. Mortensen bestemmer De Dødes Rige som det
tidligste eksempel i europæisk litteratur på en kontrapunktisk roman, ”hvor
selvstændige enkelthandlinger danner et tilsyneladende vilkårligt mønster.” 32
Det kontrapunktiske forstærker den læsererfaring, som den kollektive form åbner
for. Den relativering af det enkelte menneske, som jeg peger på, at læseren erfarer via
kollektivformen, forstærkes ved det kontrapunktiske, idet læseren oplever, at
menneskene tilsammen danner et udtryk, som ikke findes fuldt udfoldet noget sted på
det individuelle plan, og som de fleste ingen bevidsthed har om selv. 33 Udover
Pontoppidans egen sorg formidler dette udtryk i min fortolkning også det budskab om,
at mennesket er endeligt, som er omdrejningspunktet for min analyse af romanen.
Således forårsager det kontrapunktiske også indholdsmæssigt en bevidsthed om det
enkelte menneskes relativitet og afhængighed hos læseren.
3.2 Et eksistentielt problem og et uafvendeligt forfald
Jeg har vedlagt en oversigt over bøger og kapitler i De Dødes Rige som bilag til
specialet, og vil ikke give en udførlig beskrivelse af kompositionen i forhold til tid, sted
og handling, men nøjes med at fremhæve nogle træk ved den. Først er der det, at
handlingen - inden i den ramme, som Torben Dihmers gods Favsingholm danner, idet
romanen begynder og slutter her - beskriver en bevægelse, der starter i Italien, og
derefter går over Jylland (historien om Søren Smed) og Fyn for at ende i København.
Der er en pointe i denne bevægelse, idet den viser, at den dårligdom, der hersker i
samfundet, ikke er noget, der er knyttet specielt til København. På godset Storeholt er
det landets bedst uddannede og rigeste mennesker, der opholder sig, og de lider under
31 Ibid., 78.
32 Mortensen, Klaus P.: ”Forfærdende Landskabs Helvede,” in: København læst og påskrevet (1997), 118.
18