tidsskriftet grønland nr.2-3_2008 - Det grønlandske Selskab

Der blev foretaget nye feltstudier, men selvom
optimismen var stor, opgav konsortiet
aktiviteten allerede samme år. Der skønnes i
dag at være en reserve på stedet svarende til
240.000 tons malm.
1933
Lauge Koch åbnede en forsøgsguldmine på
Clavering Ø i Nordøstgrønland. Der blev drevet
20 meter tunnel og fire meter skakt i næsten
massiv svovlkis, som man forventede
ville være guldførende på dybere niveauer.
Guldindholdet var meget lavt og kom aldrig
over 0,5 gram pr. tons malm, der betød, at
brydning var langt fra at komme på tale. Alligevel
fik Østgrønland prædikatet i datidens
presse som ’Danmarks store lotteriseddel’
på grund af forventningerne om råstoffund
– guld i særdeleshed.
1936
Forsøgsbrydning af marmor på øen Appat
ved Uummannaq blev iværksat af Grønlands
Styrelse allerede i 1933. Succesen med brydningen
og den gode kvalitet af marmoret bevirkede,
at aktiviteten skulle fortsætte de
næste par år. Marmorbrydningen i området
flyttedes dog længere østpå til stedet, som
kaldtes Maarmorilik. Her så det ud til, at der
var marmor til en lang årrække.
Grønlands Styrelse var efterhånden blevet
opmærksom på, at der kunne være muligheder
for råstofindustri fra Grønlands undergrund.
Styrelsen udsendte derfor en ekspedition
under ledelse af den schweiziske geolog
Eugen Wegmann til Vestgrønland for at
skaffe et ajourført billede af råstofmulighederne.
Undersøgelserne fortsatte til 1938, og
resultatet var en solid afhandling med optimistisk
omtale af råstofpotentialet og en
moderne beskrivelse af de geologiske forhold.
1938
Geologisk Museum i København udsendte
docent Alfred Rosenkrantz på ekspedition
til Nuussuaq i 1938-39, hvorfra der hjem-
KARSTEN SECHER: GRØNLANDS RÅSTOFINDUSTRI I DET 20. ÅRHUNDREDE
bragtes materiale til en samlet fremstilling
af områdets yngre geologiske aflejringshistorie
samt nye oplysninger om kulforekomsterne.
Rosenkrantz hjembragte i 1939 også
prøver af mulig bly-zinkmalm fra egnen øst
for Uummannaq. Allerede i foråret havde
driftsbestyreren ved marmorbruddet rapporteret
til Styrelsen om sådanne prøver.
Prøverne viste sig senere at føre til minen
’Den sorte Engel’ i 1973.
1940
Kryolitbrydningen i Ivittuut havde indtil nu
resulteret i, at en million tons kryolit var udvundet.
Den årlige afgift til staten på cirka
to millioner kroner var på dette tidspunkt
nok til at finansiere hele den offentlige indsats
i Grønland. Kryolitmineselskabet og
’Øresund’ fusionerede til det nye aktieselskab:
Kryolitselskabet Øresund A/S (KØ), der
fik eneretskoncession til kryolitbrydning, og
da koncessionen skulle genforhandles krævede
staten samtidig at blive medaktionær
med halvdelen af aktierne.
Statens kulbrud ved Qullissat på Disko var
nu næsten udtømt, efter at omkring 60.000
tons kul var udvundet. Brydningen flyttedes
derfor til nyt minested et par kilometer syd
for Qullissat. På den nye lokalitet blev der
hurtigt opbygget en mineby med plads til arbejdsstyrken,
der nu var på 70 mand.
1942
Ved Maarmorilik blev produktionen af marmor
tidligt i krigen opgivet på grund af afsætningsvanskeligheder.
Siden åbningen af
marmorbruddet i 1933 var der produceret
godt 4.000 tons marmor. De tekniske anlæg
og bygninger blev flyttet til andre steder i
Grønland, blandt andet til Qullissat, hvor
der var opstået materielmangel efter de begrænsninger,
der var opstået som følge af 2.
Verdenskrig.
1943
Den eneste øvrige råstofaktivitet, som kun
Tidsskriftet Grønland 2-3/2008 55