Børn & unge med kræft - Familier med kræftramte børn
Børn & unge med kræft - Familier med kræftramte børn
Børn & unge med kræft - Familier med kræftramte børn
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Den 6. september 2001 udkommer bogen "Min søster døde. Min bror døde" fra Kroghs<br />
forlag. Redaktionen har fået tilladelse til her i bladet at bringe en af skribenternes bidrag<br />
i sin fulde ordlyd. Vi har samtidigt anmeldt bogen på omstående side 38.<br />
Jeg kunne<br />
ha’ grædt af<br />
misundelse<br />
Jeg kan tydeligt huske den dag, jeg<br />
fik at vide, at Hasse var blevet syg.<br />
Det var den 7. november 1996. Jeg<br />
var lige kommet hjem fra en klassetur<br />
til Sverige, hvor vi havde haft det<br />
enormt sjovt. Jeg blev overrasket, da<br />
jeg så min mor stå på perronen <strong>med</strong><br />
tårer i øjnene og meget ulykkelig.<br />
Den første tanke, der slog mig, var,<br />
Shit, nu er morfar død" - han havde<br />
nemlig <strong>kræft</strong>. Jeg fik ikke noget at<br />
vide, før vi sad ude i bilen. Da vi<br />
havde kørt et lille stykke hen mod<br />
Skejby Sygehus, spurgte min mor,<br />
om jeg kunne gætte, hvad der var<br />
sket. Jeg sagde, at det var nok morfar,<br />
der var død. Men min mor sagde,<br />
at det var min lillebror, der havde<br />
fået <strong>kræft</strong>.<br />
Først vidste jeg ikke, hvad jeg skulle<br />
gøre. Jeg kunne slet ikke sætte<br />
ord på det, jeg forstod ikke rigtig,<br />
hvad det indebar. Så begyndte min<br />
mor at tude, og hun sagde til mig, at<br />
Af Esben Larsen Mikkelsen<br />
det ikke gjorde noget at tude i den<br />
situation. Og som på refleks begyndte<br />
jeg også at græde. Jeg var ked af<br />
det, men jeg havde ikke rigtig fattet<br />
det, så jeg græd nærmest for at vise,<br />
at jeg ikke var ligeglad.<br />
Før min lillebror blev syg, var han<br />
en meget, meget frisk dreng. Han<br />
var næsten altid <strong>med</strong> på noget sjov,<br />
f.eks. at slås. Vi kunne godt lide at<br />
slås, og det gjorde vi flittigt i min<br />
mors og fars seng. Det gik nogle<br />
gange galt - han fik engang slået alle<br />
sine fortænder løse på grund af<br />
mig. Vi kunne have det godt sammen<br />
men så sandelig også gå hinanden<br />
på nerverne. Han var utrolig<br />
stædig. Men hvad nu, hvor han havde<br />
fået <strong>kræft</strong>?<br />
På turen sammen <strong>med</strong> min mor til<br />
sygehuset havde jeg nogle frygtelige<br />
tanker om, hvordan Hasse så ud nu.<br />
Det indtryk, jeg havde fået af <strong>kræft</strong>patienter,<br />
var, at de var meget hæsli-<br />
ge, og at det var helt sikkert, at de<br />
skulle dø. Det viste sig, at han slet<br />
ikke så anderledes ud, end sidst jeg<br />
så ham, men han var ikke særlig<br />
frisk, og han havde en rædsom gang.<br />
Mine forældre gik hen til mig og begyndte<br />
at forklare, hvornår og hvordan<br />
det var sket, at han sådan var<br />
blevet syg. Men det fulgte jeg slet<br />
ikke <strong>med</strong> i, for jeg kunne ikke få<br />
den tanke ud af hovedet, at nu skulle<br />
han dø.<br />
Klumper af gråd i halsen<br />
Senere, midt i Hasses kemoforløb,<br />
var jeg inde på sygehuset sammen<br />
<strong>med</strong> hele min nærmeste familie.<br />
Det var aften, og jeg havde ikke rigtig<br />
noget at lave, så jeg gik ind på<br />
stuens sløjd-rum, hvor jeg begyndte<br />
at lave en båd, som jeg havde lært<br />
det i sløjd i skolen. Efter en tid kom<br />
to drenge brasende ind ad døren<br />
iført spejder-tøj, som de var meget<br />
39
Change language