Børn & unge med kræft - Familier med kræftramte børn

More documents

Recommendations

Info

stolte af. Tjikke tjikke tjikke tjikke, tjav tjav tjav, det grønne spejderkorps...", var det første, de råbte. Jeg kunne bare sige dav. De begyndte straks at snakke til mig, og det var det sidste, jeg gad lige på det tidspunkt. Men da de havde snakket hinanden efter munden i nogen tid, sagde de pludseligt noget, der greb mig. Deres lillesøster havde nu været syg i et halvt år, og det var første gang, de skulle være med inde på stuen og sove. Det kunne jeg slet ikke forstå, hvordan klarede de det? Jeg var inde på stuen, næsten hver gang Hasse var der, og jeg havde sovet der utallige gange. Der slog det mig, at nogen kom langt væk fra, endda helt fra Sverige. Det måtte være et helvede for dem. Pludselig kunne jeg nærmest føle, at jeg var hævet over dem, som om jeg var meget bedre end dem. De var nemlig meget stolte af, at det var den første nat, de skulle sove på stuen. Jeg følte mig pludselig skadefro. Jeg vidste, at sådan var det ikke godt at tænke om andre, så jeg sagde det aldrig til nogen. Jeg følte mig rigtig skidt tilpas, for jeg tænkte, at det ikke var normalt, og at jeg sgu’ måtte være meget underlig. Nå, tilbage til skibet. Langt om længe var jeg færdig med det og ville give det til mine forældre. Da jeg kom ind til dem, sad de sammen med min lillebror. Jeg sagde, at skibet var til dem. I samme øjeblik begyndte Hasse at brække sig, og mine forældre koncentrerede sig nu om ham. Jeg blev meget ked af det, fordi jeg følte mig tilsidesat, og jeg var utrolig misundelig på min lillebror. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Bare han aldrig var blevet født". Nu kom min evne til at modstå gråd mig til gode. Jeg havde en af de største klumper i halsen, jeg nogensinde havde haft. Nogle dage efter blev Hasse meget dårlig, og jeg havde det rigtig skidt over, at jeg havde ønsket, at han aldrig var blevet født. Men jeg sagde det ikke til mine forældre, for jeg tænkte, at de nok ville blive meget sure på mig. Den næste episode var, da Hasse var færdig med kemo i sommeren 40 1997. Jeg og min mor skulle til USA, og Hasse havde det fint, men han var begyndt at blive lidt usikker igen, han kastede op og slingrede i sin gang. Men min mor og jeg tog af sted. Da jeg kom hjem igen, fik jeg at vide, at Hasse og min far havde været på Anholt sammen - med fa- Esben Larsen Mikkelsen. Mistede som 11-årig sin 5 årige bror pga. af en hjernetumor i 1997. milien på min fars side. Det blev jeg lidt misundelig over, jeg ved ikke rigtig hvem, det var, jeg blev misundelig på. Men jeg ville i hvert tilfælde gerne have været med til Anholt. Jeg hørte, at hele familien havde været ude at køre på cykel, og Hasse havde kørt enormt langt i forhold til hans tilstand. Der blev jeg meget glad men også lidt sur, fordi jeg ikke havde været med. Jeg prøvede at gemme det, for det var da synd for min mor, nu hvor vi havde været i USA sammen. Måske ville hun blive ked af det og misforstå det, så hun troede, at jeg ikke syntes om vores rejse. I det hele taget var der meget med surhed og misundelse. Kort efter USA skulle Hasse til Djurs Sommerland. Jeg måtte ikke komme med, fordi jeg havde været i USA. Der blev jeg underligt nok meget misundelig på Hasse. Jeg blev også sur på Hasse, selv om det ikke var hans skyld. Det skjulte jeg også, jeg turde ikke rigtig sige det til dem, hvis nu jeg kom til at såre nogen. Der var mange underlige episoder som denne, hvor jeg blev misundelig over ingenting. Der var da også mange gange, jeg havde en god grund til at blive misundelig, f.eks. fik min lillebror enormt mange ting, fordi han var syg. Det var jeg meget misundelig over. Det fik jeg da også sagt til mine forældre, men jeg mener ikke, de gav mig et godt svar. De svarede bare: Ville du da gerne bytte med ham?" Og selvfølgelig ville jeg ikke det, det var jo heller ikke det, jeg mente. Jeg syntes jo bare ikke, jeg fik nok opmærksomhed. Det var et stort problem for mig. Mine forældre var meget mere opmærksomme på Hasse. Et lille eksempel, jeg vil nævne, er, da Hasse engang stod op midt om natten og sagde, at nu ville han have en hotdog. Da Hasse ikke var vant til at spise, stod min far op og kørte 16 km, bare for en hot-dog. Da han endelig kom hjem med den, ville Hasse ikke have den. Jeg var også kommet op og ville gerne have haft noget med. Men min far glemte det. Det blev jeg lidt ked af. Som tiden gik, blev jeg bedre og bedre til at holde klumper af gråd nede i halsen. Der var mange gange, jeg kunne have grædt af misundelse, men jeg ville ikke. Det blev jeg så senere bedre til. Min skyld? Den tredje episode var nok den sværeste i hele Hasses forløb. Det var en aften i august 1997. Efter at Hasse var færdig med både kemo og stråler, og vi troede, at nu var alt bare væk, fik han et slemt tilbagefald. Vi regnede ikke med, at han kunne holde til ret meget mere. Min mor, far, mormor og jeg sad inde på Hasses stue. Han havde nogle timer før fået nogle frygtelige kramper og var nu begyndt at kaste blod op. Han lå bare musestille, helt bevidstløs. Vi kunne ikke gøre andet end bare snakke til ham, for nu troede vi, at han skulle dø. Vi sagde farvel til ham.
Jeg lå på sengekanten og tænkte over det alt sammen. Pludselig kom jeg til at tænke på mine kammerater derhjemme, og jeg blev helt nervøs. Hvad ville de ikke sige, og hvordan ville de reagere? Med ét greb jeg mig selv i at have disse tanker; det var ubehageligt, for jeg syntes, de var upassende i denne situation. Hasse var ved at dø, det vidste vi alle sammen. Selv en af sygeplejerskerne begyndte at græde. Lige da jeg havde grebet mig selv i tanken, kom følelsen af skyld op i mig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, om jeg havde nogen skyld i, at Hasse skulle dø. Jeg vidste inderst inde, at det ikke kunne lade sig gøre. Men alligevel var der en eller anden uvished. Det var et helvede. Jeg havde dog på et tidligere tidspunkt fået at vide, at skylden til alt dette måske var en lille bitte røvirriterende skovflåt. Da Hasses immunforsvar næsten var nul, ville den påvirke ham meget. Det kørte derfor også rundt i hovedet på mig, at hvis Hasse ikke lige havde været det sted, hvor flåten sprang på ham, ville han slet ikke ligge der. Jeg kunne næsten ikke holde ud, at sådan en lille bagatel skulle kunne bringe Hasse i livsfare. Imens vi sad og stille sang nogle af Hasses yndlingssange for ham, blev det for meget for mig. Jeg spurgte, om jeg ikke kunne få lov til at sove et eller andet sted. En sygeplejerske viste mig ind på en tom stue, hvor jeg fik lov til at ligge i en seng. Så kom mormor ind ad døren. Jeg ville bare have lov til at tænke over tingene, så jeg gad ikke snakke. Hun begyndte at snakke, og igen var jeg bange for at sige fra, det kunne jo måske såre nogen. Sådan havde jeg det også i et langt stykke tid efter, og jeg ville mange gange gerne snakke om det. Det ville have hjulpet mig meget, hvis jeg havde fået én, der kunne have lært mig at sige fra. Cirka en måned efter denne oplevelse døde Hasse, den 24. september 1997. Det hjalp, når jeg fik det sagt Da Hasse lige var død og stadig lå i sengen - vi havde ham derhjemme, da han døde - kunne jeg ikke lade være med at være optimistisk. Jeg kan huske, hvordan jeg hele tiden tænkte på, at nu så det da ud, som om han var ved at blive lidt varm igen. Mit håb om, at han ville vågne op, var med til at holde mit humør lidt oppe. Jeg ville jo helst ikke tale om, hvad jeg tænkte. Men min far sagde f.eks. altid: “Du får 2 kr., hvis du siger, hvad du føler eller tænker på.” - Og det hjalp, når jeg fik det sagt. Esben Larsen Mikkelsen Nogle dage efter, da han lå i sin kiste inde på sit værelse, var jeg nødt til at have noget til at lede mine tanker hen på noget andet. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle gøre, så jeg gik tit ud sammen med de andre drenge fra Udgården og spillede volley. Det var godt til at aflede mine tanker. Efter Hasses begravelse var jeg ikke i skole et stykke tid. Vores familie var lige nødt til at blive samlet, så vi tog på en 14 dages tur til Sverige. Vi lejede en autocamper og kørte af sted. Den tur var meget hyggelig og en rigtig god måde at samle familien på. Dagene brugte vi ikke rigtig på noget, vi var mest ved bilen og sørgede eller skrev kort til alle dem, der var kommet til begravelsen. Der skulle skrives mange kort. Jeg var meget ked af det og fik plads til at komme ud med det. Hjemme igen prøvede jeg at være meget sammen med mine venner, men det var svært, fordi det hele var så overfladisk. Vi kunne ikke rigtig tale om det, vi gik og tænkte på, fordi vi alle var for bange til at starte sådan en samtale. Jeg var bange for at vise mine følelser overfor dem og komme til at græde. Men jeg ville egentlig gerne have snakket om det. Min klasse var heller ikke særlig god til at snakke om det. De eneste, der snakkede om det, var min daværende kæreste og to lærere. Resten sagde ikke noget som helst. Men det var faktisk heller ikke det, jeg havde brug for. Jeg havde nok i at fortælle de tre fra skolen og mine forældre om, hvad jeg følte. Det, jeg havde brug for i forhold til de andre i skolen, var at vise, at det ikke var lige meget, hvad der var sket. Jeg var ikke meget i skole de sidste tre måneder men følte alligevel, at det var rimelig nemt at følge med. Jeg havde bare nogle gange svært ved at koncentrere mig om enkelte ting. Men min mor og far havde ringet til min klasselærer og sagt, at jeg måske ikke altid fik lavet mine lektier. Det var en stor lettelse. Det første stykke tid tænkte jeg hele tiden på Hasse. Jeg var ret tit oppe på kirkegården, som ligger, næsten lige hvor vi bor. Men som tiden gik, blev han mere og mere fjern. Jeg husker, at jeg begyndte at få skyldfølelser over, at jeg ikke tænkte mere på ham, og det kan jeg faktisk stadig få. Men dengang troede jeg, at det var unormalt, at man kunne “glemme” sin døde bror. Jeg er næsten aldrig oppe på kirkegården mere. Til gengæld kan jeg meget bedre lide at tale om ham nu, fordi jeg er bedre til at sige, hvad jeg mener. Nu kan jeg godt få en god snak med mine forældre om ham. Der er også nogle få gange, hvor man kommer til at tænke tilbage, og så synes man, at det var lidt urimeligt lige der, eller der var mine forældre dumme. Det kan jeg godt lide at snakke om, vi gør det ikke så tit, men det sker. Selv om mine forældre tit har overset mig, har de alligevel været gode til at få tingene ud af mig bagefter. Jeg ville jo helst ikke tale om, hvad jeg tænkte. Men min far sagde f.eks. altid: “Du får 2 kr., hvis du siger, hvad du føler eller tænker på.” - Og det hjalp, når jeg fik det sagt. 41
Page 1 and 2: Børn & unge med kræft Nr. 41 Augu
Page 3 and 4: Leder: I Danmark findes der en ræk
Page 5 and 6: Ungdomsstuen tager nu også imod i
Page 7 and 8: Nyt i noter & forskning Nej til kr
Page 9 and 10: Åh, bare det var mig. Når jeg bli
Page 11 and 12: Trængsel i børnekræftafdelingen
Page 13 and 14: tid, er han blevet syg bagefter. Je
Page 15 and 16: ørnenes sygdomme kræver større o
Page 17 and 18: Tre hold forældre fra Skejby Sygeh
Page 19 and 20: Mette Harbo sætter de første stre
Page 21 and 22: De første børn, der har overlevet
Page 23 and 24: Eventyr, burgere og 10.000 kroner F
Page 25 and 26: En kæmpe oplevelse Til forpremiere
Page 27 and 28: Af Inger Anneberg Sammenhold blandt
Page 29 and 30: måde har vi lært også at se det
Page 31 and 32: Kristian måtte på knæ, da Alexan
Page 33 and 34: som blev anvendt som tilskud til en
Page 35 and 36: Denne side er kun for børn og barn
Page 37 and 38: gen af børn. Uddannelsen har hun f
Page 39: Den 6. september 2001 udkommer boge
Page 43 and 44: Det vrimlede med børn og voksne ov
Page 45 and 46: af sine følelser og leve med tabet
Page 47 and 48: Sådan kan din virksomhed støtte b

Børn & unge med kræft - Familier med kræftramte børn

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?