ADVANCED FUTURE - Hovedorganisationen af Officerer i Danmark

Af journalist Martin Burcharth, Boston
10 • nr. 8/2011 Internationalt
Trods succés er Libyen-krigen
Washington giver ikke de europæiske NATO-lande et særlig godt skudsmål for indsatsen.
USA er mere optaget af den ulige byrdefordeling end en „lille“ krig i Libyen.
For at sige det mildt: I USA har NATO’s militære engage-
ment i Libyen ikke været en populær krig. Tværtimod.
Det antydede daværende forsvarsminister Robert Gates allerede
fra begyndelsen af luftkrigen mod Gaddafis styrker og militære
anlæg.
I den politiske arena har kritikken af USA’s medvirken været
endnu skarpere:
- På den amerikanske højrefløj har politikere som republikaneren
Mitt Romney opponeret imod præsident Barack Obamas idé
med at „lede fra bagsædet“. USA bør aldrig deltage i en krig uden
at lede den, slår præsidentkandidaten fast.
- Andre republikanere, og ikke så få demokrater i Kongressen,
mener, at USA kun bør gå i krig, når nationale sikkerhedsinteresser
står på spil. Det gjorde de ikke i Libyen, hvis olie overvejende
udvindes af sydeuropæiske selskaber, siger de.
- De såkaldte nykonservative republikanere er derimod begejstrerede
over, at USA og NATO har været med til at vælte et Israel-fjendtligt
arabisk diktatur ved at støtte de demokratiske kræfter
i Libyen.
- Den amerikanske venstrefløj er derimod delt mellem tilhængere
og modstandere af at bruge militær magt som et nødvendigt
onde til at forsvare civilbefolkningen mod massemord. En splittelse,
som rækker langt ind i og højt op i Obama-regeringen.
Utaknemmelige amerikanere
Måske mest overraskende for europæere er en udbredt amerikansk
kritik af splittelsen i den europæiske del af NATO; kun otte
ud af 28 medlemslande deltog aktivt i de militære operationer.
Der er også stor utilfredshed i Washington med NATO’s fortsatte
og ganske åbenlyse afhængighed af amerikansk luftstøtte, våbensystemer
og ammunition. Disse europæiske mangler har Libyenoperationen
tydeligt bragt for dagen.
Set fra Paris, London, Oslo og København kan USA’s kølige distance
til de europæiske NATO-landes indsats virke pikerende.
- I stedet for at fokusere på nogle svage punkter burde amerikanerne
være kisteglade for, at Europa endelig lytter til deres råd
og tager ansvar for sikkerheden i vores nærregion. Det gjorde vi
ikke på Balkan. Det gør vi nu i Nordafrika, siger den slovakiske
forsvarsekspert Tomas Valasek, afdelingsleder på Center for European
Reform i London.
Valasek, der har flere år på bagen i en tænketank i Washington,
fortsætter:
- Var det ikke præsident Obama, der sagde, at USA ønskede at
uddelegere denne operation til NATO i Europa. Når vi så varetager
opgaven til kryds og slange, bliver vi minsandten kritiseret!
Panetta glatter ud
Præsident Obamas nye forsvarsminister, Leon Panetta, var næppe
tiltrådt, førend han ændrede sin forgængers negative tone, og i
en tale i slutningen af august i Los Angeles roste han de europæiske
NATO-lande og kaldte oven i købet Libyen-operationen for en
model for „fremtidige partnerskaber og alliancer, der er behov for,
såfremt vi skal imødegå truslerne i dagens verden“.
Men det ændrer ikke noget ved, at USA ser med stor skepsis
på et NATO, der under krigen i Libyen fungerede som en koalition
af villige frem for som en enhedsorganisation.
- For 10 år siden forlød det, at USA bør være den hårde og udfarende
magt, mens Europa burde agere som en blød og attraktiv
magt, siger Stanley Sloan, NATO-ekspert ved Middlebury College
i Vermont.
- Nu synes den arbejdsdeling at blive anvendt inden for Europa.
Det duer ikke. I en alliance bør alle tage et ansvar og bære en
byrde. Det kan ikke passe, at to store NATO-lande og nogle få
mindre medlemsstater skal klare det hele, som vi så det i Libyen.
Forsvarseksperten Tomas Valasek er heller ikke begejstret for,
hvad han kalder NATO’s „à la carte“-tilgang i Libyen:
- Det er ikke ideelt, at kun halvdelen af NATO’s medlemsstater
støttede indgrebet i oprøret, og at kun en tredjedel bidrog i en eller
anden form. Men den model kan meget vel blive fremtiden for
militære operationer i Europas nærområde, mener Valasek.
En forlænget operation
Valasek peger f.eks. på, at ikke alle NATO-medlemmer besidder
bombefly og kamphelikoptere af den type, der var behov for i
Libyen: – I krige udkæmpet fra luften vil der altid være lande, som
ikke har de rette våben og det teknologiske udstyr. I landkrige er
det lettere at få meningsfulde bidrag fra alle, siger han.
En ting er imidlertid arbejdsfordelingen mellem de europæiske
NATO-stater, en anden USA’s beslutning om at føre en lavere profil
i Libyen, mener den kendte franske forsvarsekspert François
Heisbourg ved Foundation for Strategic Research i Paris.
På den ene side medførte præsident Obamas „lederskab fra
bagsædet“, at NATO undlod at bombe elektricitetsværker, telekommunikation,
vandværker og anden infrastruktur, hvilket USA
gjorde med ødelæggende effekt i Irak. Det betyder, at libyerne vil
få deres infrastruktur genoprettet, hvilket taler til det nye styres
fordel.
På den anden side anfører François Heisbourg, at Pentagons
begrænsede deltagelse i Libyen-krigen – og især udeblivelsen af
amerikanske A-10 bombefly mod libyske tanks og tungt skyts –
forlængede operationen.
- Et mindre engageret USA kan på længere sigt betyde, at store
europæiske NATO-lande bliver tvunget til at investere flere ressourcer
i våben, som amerikanerne hidtil har haft et monopol på,
skriver Heisbourg i en kronik i International Herald Tribune.
Men i en tid med økonomisk smalhals er det højst usandsynligt,
at europæerne vil bruge mere på forsvaret.
Ulig byrdefordeling
I realiteten tyder intet på, at NATO’s „lille“ krig i Libyen har løst
nogen af de fundamentale uoverensstemmelser mellem USA og
Europa. Det gælder f.eks. det gamle spørgsmål om byrdefordeling