Middelalderkirkens konstruktioner - Kirkeministeriet

4. Byggeteknologi
4.1 Fundamenter
I bog 3 kapitel IV ”Templets fundamenter og underbygninger” skriver Vitruvius.
”Grunden til disse bygværker skal om muligt graves ned til fast bund og ned i denne, så meget
som bygningens størrelse giver anledning til. Og hele underbygningen skal være så solid, som
den overhovedet kan lægges. Når det er i niveau med marken bygger man de mure, som skal
bære søjlerne, en halv gang så tykke som søjlerne skal være, for at dette nedre parti, som kaldes
stereobat (Fundamentets faste overside) på grund af at det skal bære vægten, skal
være stærkere end det øvre og søjlebaserne ikke skal glide ud over disse solide mure. Man
følger samme metode, når det drejer sig om mure, som er ovenfor marken…….”
Fig. 4.1
Et typisk middelalderfundament er udført som en rende udgravet til fast bund.
I renden er der herefter lagt kampesten evt. med mørtel imellem stenene.
Kampestenene er derefter afrettet på oversiden, hvorefter opmuring kan begynde.
Vitruvius fortsætter:
”……Men om man ikke kan nå ned til fast bund, fordi jorden viser sig at bestå af løs jord
eller morads, må der graves op og renses ud og forstærkes med pæle af forkullet elletræ, oliventræ
eller eg, og disse må drives ned med maskiner meget tæt til hinanden, som bropiller, og
mellemrummet mellem dem fyldes med trækul. På disse pæle lægges endeligt grunden af meget
fast murværk, og når den er ført op til vandret niveau lægges stylobaterne (underlag for søjlerække)
på plads …….”
54