4 - De Berejstes Klub

Jeg føler mig også helt hjemme i det
andet samtaleemne, for det er, hvad der
egentlig står på menuen! I et land hvor
man bruger – og blander – 3-4 alfabeter,
bliver sake-oversigten en udfordring,
og mens vi beslutter os for at springe
ildvandet over, begynder jeg at forstå,
hvor vanvittig komplekst det japanske
samfund er. Og hvor dybt fascinerende,
inspirerende og dygtigt et samfund det
også er.
På vej til Japan fra Danmark når
jeg forbi både den sydkoreanske og
den kinesiske hovedstad lige på det
tidspunkt, hvor OL er i gang. På næsten
lovlig vis får jeg hustlet mig ind til
svømmekonkurrencerne sammen med
en kollega, og idet vi træder ind, viser
tavlen, at en Lotte Friis fra Danmark
ligger i spidsen i 800 m et-eller-andet.
Med ét er vi glade frikadelledanskere,
der hepper på lotte med et hjemmelavet
Dannebrog, siddende blandt tusindvis af
kinesere.
Dagen efter indlogerer jeg mig i Seoul
på det bedste hotel, jeg nogensinde
har været på. Det hedder jo så meget
passende ”Lotte Hotel”, som er et
hav af fantastisk design, elektronik
(bl.a. er toilettet elektronisk med egen
skyllemenu!) og en perfekt placering midt
i byen ved templerne og markederne.
Stort, intet mindre end stort.
når korruption er en
æressag
”Hold da op hvor er her grimt! Og gråt,
for fanden hvor er det gråt!”. Jeg står
bandende på hovedgaden i bukarest og
undrer mig over, hvad dælen jeg laver
dér. Jeg havde ellers forsvoret, at jeg
nogensinde skulle tilbage til bukarest
efter en række ubehagelige oplevelser
på en interrailtur i ´93. Trøstesløst,
kriminelt og fattigt var det.
14 år senere fyldes de danske nyheder
af, at København bliver invaderet af
rumænske busser, fyldt med tricktyve
og prostituerede, netop som jeg bliver
tilbudt muligheden for at komme derned
igen. Jeg kan blive en del af Europas
største anti-korruptionsprojekt, som
skal få styr på nogle kulturtræk, der
ikke rigtig opfattes som forenelige med
EU.
Jeg dropper forbeholdene, spænder min
modighedsmuskel, og kaster mig ud i
projektet, som kræver at jeg med jævne
mellemrum snupper propelflyveren
til bukarest og arbejder med en lang
række lokale organisationer over hele
landet. Projektkontoret ligger godt
nok centralt i byen, men centrum af
bukarest er primært et beton- og
trafikhelvede. For at komme derind,
skal man igennem en småskummel
boghandel, ud af bagdøren, op af en
smuldrende og ofte ildelugtende trappe
(for elevatoren ligner noget der er løgn),
forbi advokatkontorerne og ind af en
næsten hel dør.
Velkommen til ”Østeuropas Paris”,
som turistbrochurerne taler om pga.
triumfbuen og de historiske bånd til
Frankrig.
rumænsk humor
Min første overraskelse kommer til
mødet med reklamebureauet, som
Billede til venstre: At bo på et traditionelt
japansk ryokan med spa er en oplevelse, man
ikke må snyde sig selv for.
Billede nedenfor: Her er hygiejnens japanske
frontkæmpere på selvsamme trappe, hvor jeg
begik hygiejnebrud.
Billede til højre: Sibiu i Rumænien er en
transsylvansk, og kun lettere korrupt, perle
nord for Bukarest.
skal stå for en del af kampagnen. I
det toptjekkede mødelokale folder de
en vældig ironisk kampagne ud, hvor
forskellige personer, fx en politimand,
siger tak, fordi han kan købe en ny bil
med de korruptionspenge, han har fået.
Samtlige alarmklokker bimler i mit
hoved, for sådan en megakampagne
skal forstås – ikke misforstås, og det er
ikke ligefrem fordi, jeg har mistænkt de
lokale for at have en særlig forståelse for
det jeg ser som klassisk dansk-engelsk
ironi. Men det har de. Faktisk går det op
for mig i løbet af de næste par dage, at
kommunismens hårde omgang med folk
her har skabt en overlevelseshumor,
som slet ikke er ulig med den danske
ironi. Kompleks, samfundskritisk og ikke
mindst med et skævt og venligt smil på
læben. Nogle gange skal man lige ind
under overfladen, men den er der.
om aftenen får jeg anbefalet en
restaurant, som ligger i en hyggelig
sidegade, og som serverer suveræn
mad til 100 kr. Da jeg går mæt hjem
til hotellet på de brede fortove langs
hovedgaden, går det op for mig, at der
er færre tiggere her end ved nørreport
station, og at jeg føler mig tryg midt i
alt det her beton. Rumænien er ved at
snige sig ind under huden på mig.
den transsylvanske
åbenbaring
I løbet af to år besøger jeg Rumænien
10 gange, nogle gange i én dag, nogle
gange i to uger. Jeg har efterhånden
lært at finde de hyggelige kroge i
bukarest, jeg køber pretzels på gaden
som de studerende, og spiser på mine
yndlingsrestauranter, hvor man bl.a. kan
få vildt fra bjergene. Jeg ser Domkirken
i flotte Brasov og Draculas eventyrlige
slot i bran, lige nord for bukarest
samt Sortehavskysten. Jeg ser også
Justitsministeriet indefra, og vænner
mig til det skumle projektkontor.
Højdepunktet kommer som en del af
den kampagne, hvor der er møder
i over tyve byer i hele landet, og
hvor lokale myndigheder, nGo´er og
eU-repræsentanter skal høre om status
i kampen mod korruption og understøtte
processen fremad. Med egen tolk
tager jeg toget rundt i bjergrige
Transsylvanien og hører om, hvordan
man slipper af med korruptionen på
kreative og dygtige måder.
I lufthavnen har man fx indført
elektronisk udvælgelse af taxaselskaber,
så det ikke er kvinden i skranken der
vælger, hvem man køber en tur af. På
rådhuset har de ombygget borgersalen,
så alle kan se alle, og har indført et
nummersystem, så borgerne ikke ved,
hvem der behandler deres sag eller
ansøgning. I Erhvervsministeriet har
de indført one-stop-sagsbehandling
for nye virksomheder, hvor der er
repræsentanter fra tre ministerier, så
processen er synlig og går så hurtigt, at
der ikke er grund til bestikkelse – langt
hurtigere end fx i Danmark. I politiet er
der indført så mange gode initiativer,
at de nu faktisk kan hjælpe med at
bekæmpe korruptionen andre steder.
At træerne ikke vokser ind i himlen
bliver tydeligt, da to ministre må træde
tilbage pga. korruptionssager, men på
den anden side er de jo blevet opdaget,
som jeg argumenterer overfor de
rumænere, jeg møder.
I en af mine togsamtaler med min tolk
Mioara forstår jeg pludselig, hvorfor
det her land har været – og delvist
stadig er – så bundkorrupt. En del
skyldes ældgamle kulturelle traditioner,
kommunismens kleptokrati og det
tag-selv-bord, der opstod, da der blev
sagt ”ciao, ciao – cescu”, da Nicolae
Ceauşescu fik en kugle for panden i ´89.
Der er også en voldsom solidaritet i
Rumænien. Ikke med sigøjnerne, som er
en torn i øjet på mange rumænere, men
ellers. ”Hvordan skal min læge kunne
leve af den løn hun får?”, hører jeg
hele tiden. ”Hvis ikke vi giver læreren
på skolen lidt penge ved juletide, må de
jo opgive og finde et bedre lønnet job”.
”Vi har ikke så meget, men hvis vi ikke
hjælper hinanden, har vi endnu mindre”.
Korruption er nogle gange en æressag.
eller ren kommunisme, kunne man
mene, men måske snarere et udtryk
for, hvor dyb en krise landet har været
i i mange år. Vi kan overleve, og vi vil
overleve. Her eller ved at tage et dårligt
lønnet job i udlandet. Og så griner vi lidt
af det hele – så skal det nok gå. Meget
beundringsværdigt.
Da jeg forlod Rumænien i 2008 var man
i gang med at importere arbejdskraft fra
Kina, fordi arbejdsløsheden nærmest
var væk, og byggeprojekterne stod i kø
for at modernisere landet. Siden da har
der været lidt turbulens i det politiske,
bl.a. fordi EU slap sit hårde greb om
landets vej mod mindre korruption, men
med de mennesker kan der kun være én
vej, og det er direkte ind i Europa. For
der kommer de fra, og der skal de nok
komme tilbage til.
og jeg skal nok også komme tilbage – til
de fine mennesker og til unikke Sibiu,
der som en transsylvansk perle med
rette var Europas kulturby i 2007.
Hvordan kan det lade sig gøre?
Jeg bliver tit spurgt om, hvordan jeg kommer så meget ud at rejse, som jeg
gør. Privat og med arbejde. Her er mine svar.
Privatrejser: Med 2003 som undtagelsen der bekræfter reglen, har jeg
aldrig haft under 8 ugers ferie om året. Vel at mærke kombineret med
fuldtidsarbejde, og i en del år med både et fuldtids- og et deltidsarbejde. Det er
at lave ”en Jacob”, som en af mine gode venner kalder det.
Det har jeg kunnet ved at udnytte alle overgange mellem job,
barselsmuligheder, afspadsering for overarbejde og forhandle mig til fast
ekstra ferie fremfor løn. Det har kun krævet en prioritering af rejsetid, og så
naturligvis hårdt arbejde i perioder.
Arbejdsrejser: Jeg har boet og arbejdet som praktikant i Tyskland og på Malta
og været til konferencer i Brasilien, USA og Tyrkiet. Jeg har været konsulent i
Kina, Japan, Rumænien og andre europæiske lande.
Det er lykkedes, fordi jeg selv har opsøgt praktikmulighederne (bl.a. via
organisationen AIESEC), fordi jeg har opsøgt internationale opgaver og måske
den allervigtigste – fordi jeg har brede sprogkompetencer. Kompetencer som
jeg vedligeholder og kan dokumentere, fx ved at vise min ToeFl-test, der viser
mit engelskniveau.
22 GLOBEN nr. 39 / Marts 2010 GLOBEN nr. 39 / Marts 2010 23