4 - De Berejstes Klub

Marts 2010 / nr. 39 

Globen 

M e d l e M s b l a d f o r d e b e r e j s t e s K l u b 

Tema: 

Udlandsarbejde 

Nordpolen 

Hvor intet skib har været før 

Zimbabve 

89 sixtillioner procent inflation 

Tibet 

ned fra de Tibetanske højder med tog

Udstyr til alle der 

deler facinationen af, 

hvad der ligger rundt 

om det næste hjørne! 

Medlemsrabat Medlemsrabat Medlemsrabat Medlemsrabat 15%. Gps Gps Gps og og 

kano/kajak er er er er er undtaget fra fra fra fra fra 

rabatordningen. Medlemskort 

med med billede skal fremvises. 

www.friluftsland.dk 

KØBENHAVN K: Frederiksborggade 44 & 52 ROSKILDE: Karen Olsdatters Stræde 4 

ODENSE: St. Gråbrødrestræde 6 ÅRHUS: Østergade 30 

AALBORG: Algade 54 INFO: info@friluftsland.dk - 33 14 51 50 

2007-06var.indd 1 04-06-2007 15:42:24 

RUNDREJSER I SMÅ GRUPPER 2010 

Bhutan, Sikkim & Darjiling 

Indien og det østlige Himalaya 

4/11 inkl. fly kr. 19.950 

Rundrejse Nordkorea Albanien og Makedonien Turkmenistan og Usbekistan Syrien og Libanon 

Ene-stående og kontroversielt 

12/8 inkl. fly kr. 19.250 

Vandring i Sikkim Vandring i Iran Rundrejse Libyen 

For foden af Kangchenjunga 

13/10 inkl. fly kr. 9.450 

Priser for medlemmer af DBK 

Europas glemte hjørne 

5/4, 17/7, 4/9 inkl. fly kr. 8.075 

Damavand – kæmpevulkanen 

5/9 inkl. fly kr. 6.555 

I Silkevejens hjerte 

24/4, 18/9 inkl. fly kr. 15.380 

www.penguin.dk 

Ørken og de gamle romere 

21/10 inkl. fly kr. 9.975 

En rejse i fortid og nutid 

8/10 inkl. fly kr. 13.965 

tlf. 3321 5100 

20 

teMa 

6 TEMa: EN BErEJSTS arBEJDSLiV 

af Knud Bach og Jacob Gowland 

Jørgensen 

8 NorDpoLEN: DaNMarKS KaMp oM 

NorDpoLEN 

af Kenneth Sorento 

14 TaNzaNia: MØDE MED 

STaTSoVErHoVEDEr oG MaSaiEr 

af Bjarne Larsen 

20 JapaN & ruMæNiEN: NÅr 

KorrupTioN BLiVEr ET arBEJDE 

af Jacob Gowland Jørgensen 

24 ziMBaBwE: ET År i ziMBaBwE oG 

89 SiXTiLLioNEr SENErE 

af Christer Lænkholm 

32 ØSTriG: KoLDE DaGE oG VarME 

NæTTEr i Graz - STuDiEopHoLD i 

STEiErMarK, ØSTriG 

af Jakob Øster 

40 NiGEria: MiT arBEJDE BLaNDT 

NiGEriaS GaDEHaNDLErE 

af Flemming Lindholm 

44 BENiN: DroNNiNG iNGriD uNDEr 

EKSoTiSKE HiMMELSTrØG 

af Anette Lillevang Kristiansen 

56 BaNGLaDESH: ET LaND Du SKaL SE 

FØr TuriSTErNE KoMMEr 

Jan Møller Hansen 

32 

artIKler 

16 BurKiNa FaSo: MED aMBuLaNCE 

GENNEM SaHELS VaNDMaSSEr 

Af Karen Hammer 

30 NEpaL: KaTHMaNDu oKToBEr 2009 

af Erik Pontoppidan 

38 YEMEN: ET LaND EN BY 

af Claus Quist Jessen 

50 ViETNaM: Hoi aNS SYV ViDuNDErE 

af Ewa Bylinska 

52 TiBET: MED ToGET pÅ VErDENS 

TaG 

af Jacob V. la Cour 

40 

Klubben 

4 Leder 


5 Næste Tema 

Rablende Røverhistorier 

19 Bedste postkort: Se hvad Malaika 

skriver fra Argentina 

af Malaika Malmos 

29 Forsidekandidater 

Se de flotte fotos, der var med i 

opløbet om at komme på forsiden. 

49 Konkurrence 

Et øjeblik på toppen 

af Jimmi Kim Persson 

58 Cafeens fødselsdag 

af Lars Munk 

60 Statistik 

af Per Allan Jensen 

62 Formandens hjørne 

64 Nye medlemmer 

Se de nye ansigter i klubben 

66 Klubbens kontaktpersoner 

56 

GLOBEN nr. 39 / Marts 2010 3

Medlemsblad for De Berejstes Klub 

Redaktion: 

Redaktion: Jimmi Kim Persson (ansv.), 

Anja Povlsen Olsen, Jacob Gowland Jørgensen, 

Gerner Thomsen, Per Allan Jensen, 

Søren Fodgaard og Pia Andersen. Adresser 

s. 66 

Indsendelse: 

Alt stof (billeder, artikler osv.) sendes til: 

globen@berejst.dk 

Tekst / fotos: 

Medlemmer af De Berejstes Klub 

Forsidefoto: 

50 USD Zim-Dollar, Zimbabwe 

At Christer Lænkholm 

Scan af billeder: Per Danielsen 

Tryk: 

Scanprint 

Jens Juuls Vej 2 

DK-8260 Viby J 

Oplag: 600 

ISSN: 1603-1458 

Deadline til næste nummer: 

5. juni 2010 

Tema: Rablende Røverhistorier 

Annoncer: 

annoncer@berejst.dk 

Medlemskab: 

www.berejst.dk 

Formand: 

Lars Munk, adresse s. 66 

De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt 

stof og alle meninger, der kommer til udtryk i 

bladet, er derfor skribentens synspunkter og 

deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller 

klubbens øvrige medlemmer. 

Alle rettigheder til de enkelte artikler og 

fotografier forbeholdes de respektive forfattere 

og fotografer og indholdet må ikke 

videreformidles eller sælges uden ophavsmandens 

godkendelse deraf. 

intro redaktørens forord næste tema rablende røverhistorier 


- At arbejde er at rejse... 

Eller hvordan var det nu, H.C. Andersen sagde det? Der er i hvert fald mange, 

som er enige i, at ovenstående er rigtigt. Men det er sjældent, man hører om de 

oplevelser, frustrationer og overraskelser, som mødet med anderledes kulturers syn 

på arbejde skaber. I medierne kan man høre om generaliserende, fordomsfulde og 

spektakulære måder at se på arbejde i andre lande, men det bliver sjældent dybere 

end øjet der ser. 

I dette nummer af Globen vil vi høre om, hvordan vores medlemmer har oplevet det 

at arbejde i og med andre kulturer. Og at det ikke altid er let, men ofte morsomt og 

interessant, er en sandhed som vil blive dokumenteret af flere forskellige forfattere. 

Der synes dog at være enighed om, at det er et privilegium at rejse med sit arbejde. 

Vi skal blandt andet høre om, hvordan bjarne larsen i sit arbejde på et bistandsprojekt 

i Tanzania både oplevede danske kaffedåser og en afrikansk diktator. Og vi skal 

høre om hvordan Kenneth Sorento tog til nordpolen med hjælp fra et russisk 

skib på en mission, hvis formål det var at bevise at nordpolen tilhører Grønland/ 

Danmark og ikke Rusland. Så er der fortællingen om Jakob Østers eskapader som 

ung studerende i Østrig og Anette Kristiansen, som så én af de gamle danske færger 

være på udlandsarbejde som hospitalsskib i Afrika. 

når du sidder med dette blad i dine hænder, har vores alle sammens Café Globen 

fejret sin 5 års fødselsdag. Herfra skal lyde et stort tillykke og håb om fem år mere. 

Cafeen har på de seneste fem år udviklet sig meget og med det seneste tiltag 

(berejst bar med happy hour hver første fredag i måneden), er der blevet skabt 

et uformelt mødested for alle, som gerne vil udveksle rejseideer og røverhistorier. 

Lars Munk fortæller her i bladet en del af cafeens historie. 

Tak til alle skribenterne, nye som gamle, resten af redaktionen, vores grafiker Anja 

og til alle de arbejdspladser, som lader os tjene penge på det vi elsker mest, at 

rejse! 

God arbejdslyst derude;) 

Jimmi Kim Persson 

Rablende Røverhistorier 

Så skulle du høre om dengang, jeg mødte præsident Clinton i en tyrkisk badestue, og vi snakkede om … Hvis der er én ting, de 

fleste berejste har til fælles, er det de gode historier. Også de historier som ”almindelige” mennesker mener, lyder lidt for langt 

ude. Men man oplever jo netop de ekstraordinære og særeste ting som rejsende. Derfor er der også en risiko for at man i sin 

normale omgangskreds bliver kendt som personen med de mest Rablende Røverhistorier fra hele verden. 

I næste nummer af Globen vil vi gerne høre alle de røverhistorier, som du ligger inde med og gerne vil dele med alle andre. Her 

er der muligheden for virkelig at komme bredt ud med de sande, men skøre, absurde, groteske eller bare anderledes historier, 

som ”normale” mennesker ikke tror på. 

Vi opfordrer både etablerede og nye skribenter/fotografer til at komme på banen og formidle deres oplevelser. Redaktionen 

hjælper med både sparring, korrektur og opsætning, så tøv ikke, men send en mail til redaktorgloben@gmail.com hurtigst 

muligt. 

Husk, at deadline for de færdige artikler er d. 5. maj 2010. 

Kommende temaer 

september 2010: 

Sydlige Afrika 

(deadline 5. august) 

december 2010: 

Nordamerika 

(deadline 5. november) 

Marts 2010: 

Verdens kulturarv 

(deadline 5. februar) 

4 GLOBEN nr. 39 / Marts 2010 GLOBEN nr. 39 / Marts 2010 5

tema Udlandsarbejde 

At arbejde sig jorden rundt 

der er nogle mennesker som skaber sig et arbejdsliv, der giver dem 

mange rejseoplevelser. Knud bach er sådan et menneske. som Knud selv 

siger: jeg voksede op på en gård i Vestjylland i trygge og harmoniske 

omgivelser. jeg savnede ikke noget, alligevel opstod der tidligt en 

udlængsel efter det fjerne. jeg læste som dreng mange bøger om det 

Vilde Vesten og det sorte afrika, dér måtte jeg hen ..... men hvordan ? 

Med udgangspunkt i Knuds udlandsarbejde igennem et langt liv, hvor 

han har boet i knap 20 lande i kortere eller længere tid, kan du her få 

inspiration til hvordan du kan arbejde dig jorden rundt. 

TeksT og foTo: knud Bach og JacoB gowland Jørgensen 

brasilien: at pendle i verden 

De seneste 10 år har Knud boet og arbejdet i i Brasilien som 

administrerende direktør for Aalborg Industries Brazil. Knud har besøgt 

næsten hele landet på arbejdsbesøg og har også lige fået besøgt alle de 

sydamerikanske lande nu han var i området. Resten af familien flyttede 

hjem til Aalborg efter et stykke tid, så børnene kunne komme i dansk 

skole og slå rod i den danske kultur. Og sådan blev Knud langdistancependler 

i sit foreløbigt sidste land som udlandsdansker. 

Hvis man kan spansk eller portugisisk er der mange muligheder for at 

arbejde frivilligt, typisk i Peru eller Bolivia. Mulighederne for at arbejde 

professionelt i Sydamerika virker dog lidt mere begrænsede, da der 

ikke er så mange danske virksomheder som har etableret sig her, og 

arbejdsløsheden kan være høj - selv blandt højtuddannede. 

En vej er at bruge internationale organisationer som fx AIESEC, der 

formidler et sted at bo og et arbejde til nyuddannede, mens en anden 

mulighed er at blive ekstern underviser på et lokalt universitet, hvor 

udlændinge med CVét i orden og gode engelskkundskaber ofte er 

efterspurgt. Desuden kan dygtige læger og sygeplejersker få gode 

job i fx Argentina eller Brasilien, hvor en rig overklasse har skabt 

elitehospitaler i flere af de store byer. 

nicaragua: Kraftværker og Kalashnikovs 

Knud arbejdede på et stort kraftværksprojekt i Managua på et 

tidspunkt hvor sikkerhedssituationen var skidt i landet – året var 

1994. Han skulle have nattevagt med kalashnikov og var utryg ved 

at hans familie skulle komme derned. Han fandt derfor et nyt land at 

arbejde i. 

Mellemamerika er i dag et af de nemmeste områder at komme til som 

frivillig eller professionel, uanset om du vil passe kæmpeskildpadder 

i Costa Rica, arbejde med gadebørn i nicaragua eller komme som 

konsulent i de mange natur- og byggeprojekter i regionen. 

Sikkerheden er svingende, men når du bliver en af de lokale finder 

man hurtigt ud af do´s & dont´s, og når man ikke længere er turist, er 

man heller ikke så interessant for tyve og andre fuskere, der går efter 

lette ofre. 

Grønland: På jagt 

efter olie 

et midlertidigt job som ung 

borebisse i Jylland gav gode 

referencer og gjorde det muligt 

at komme til Grønland og søge 

efter olie i 60érne mens han 

læste til ingeniør. Knud ville 

egentlig hellere have læst noget 

humanistisk, men gik efter en 

global karriere, og dér troede 

han mere på ingeniørtitlen som 

døråbner. 

I dag er der uanset uddannelse 

og CV mange muligheder for at 

komme til smukke Grønland i 

kortere eller længere tid, oftest 

til nuuk eller en af de andre 

hovedbyer på vestkysten, se fx 

www.nextjobgreenland.gl. 

burkina faso: få styr på vandet 

Øvre Volta, som landet hed engang, var meget traditionelt afrikansk med 

små lerhytter, frugtbarhedsdanse og stammefester. Knud var udsendt af 

et dansk ingeniørfirma fra 1978 til at bygge broer, inddæmme vand og få 

styr på sumpe, så malariaen ikke havde så gode vilkår. 

Han var ikke særlig stærk i fransk, men da landet blev oversvømmet 

kunne han nå at lære det, og arbejdede derefter syv år på det latinske 

sprog. 

I dag kan man både komme til Burkina Faso og flere andre 

vestafrikanske lande som frivillig til fx at bygge skoler, og som 

professionel via danske firmaer og NGOér. 

Danmarks historiske forbindelser til Ghana gør, at der er særlig gode 

muligheder her. Da Ghana er et både interessant, fredsommeligt 

og engelsktalende land, er det et oplagt sted at afprøve livet som 

udlandsdansker. 

Indonesien: direktør i et ørige 

Knud og hans familie tilbragte fire gode år i Jakarta i 

slutningen af 90érne, og når der ikke blev arbejdet som 

direktør for en danskejet fabrik rejste de rundt i øriget. 

Familien var med på mange ture, og han kom til Sumatra, 

Bali, Sumba, Øst Timor og ikke mindst Zulawesi, hvor 

han besøgte Toraja folket. Her blev han inviteret med til 

begravelse af den gamle høvding, der havde siddet død i sit 

hus i otte måneder. 

Sydøstasien er for mange i højere grad et ferieområde 

fremfor et oplagt arbejdssted. Men er du god til engelsk er 

der fx mange muligheder for at blive engelsklærer, og mange 

større danske virksomheder har afdelinger eller fabrikker i 

regionen fra Thailand i nord til Jakarta i syd. 

Vietnam har igennem længere tid været et af Danmarks 

tætteste samarbejdslande med hensyn til bistand og 

udvikling, og der er derfor gode muligheder for at komme 

dertil som midlertidig eller fastboende konsulent. 



Danmarks kamp om Nordpolen 

det vakte stor international opmærksomhed, da en ubåd plantede det 

russiske flag på bunden af den geografiske Nordpol. Videnskabsminister 

Helge sander erklærede til dagens nyheter: ’Vores opfattelse er at 

nordpolen tilhører danmark’. 

der er meget på spil, for op mod en fjerdel af verdens tilbageværende olie 

og gas kan befinde sig under isen. Derfor er jeg nu ombord på isbryderen 

oden med kurs mod området, som rusland og danmark strides om. 

TeksT af kenneTh sorenTo 

foTos af BJörn eriksson, hans ramløv, suvi helminen, Thomas funk, anders karlqvisT, marTin 

JacoBson, Trine dahl-Jensen,lars-Åke hanssons, Tim JanTzen, dennis anThony 

Selvom Oden og Pobedy kun ligger 

mellem 50 og 100 meter fra hinanden, er 

helikopteren den eneste måde at komme 

fra det ene til det andet skib. At gå over 

isen er for usikkert. 

Billede ovenfor: Seismiktekniker, Per, fortæller at de lige 

har mistet al stremaerkablet pga. de ekstreme isforhold. 

Der ligger for flere hundrede tusinde kroner på isen bag 

os. Pobedy bagved er på vej hen for at prøve at hæve 

kablet op som er viklet rundt om tonstunge isskosser. 

Billed nedefor: Næstkommanderende Erik (med hånden 

på rebet) er ikke glad for situationen og siger på skånsk: 

Jeg får ondt i hjertet over at lade en person sidde udenpå 

rælingen. Isskosser på størrelse med busser kan nemlig 

pludselig løfte sig op langs skibet, men så der det jo 

heldigt at de hurtigt kan løfte mig op med kran. 

Kort: Lomrog 2007 togtets rute. 

Verden omkring os er kridhvid. Hele 

horisonten rundt. Alle døgnets 24 

timer. Solen går aldrig ned. Vi er på 

vej til et område, hvor intet skib har 

været tidligere. Et område, som er af 

afgørende betydning for Danmark. 

Folk står og spejder ret frem for sig ud 

i tågen. Der er usædvanligt stille på 

Odens kommandobro. Vi venter spændt. 

Ifølge radarskærmen vil verdens største 

isbryder trænge ud af tågen om et 

øjeblik. Den kommer fra Rusland. 

De seneste dage har vi i snegletempo 

kæmpet os gennem ismasserne, har 

siddet fast utallige gange, har slået bak 

med Odens 24.500 hk, og har stædigt 

forsøgt at trænge frem igen. Men nu 

sidder vi altså helt fast, fordi den ene 

af de fire dieselturbiner er havareret. 

Den svenske isbryder, Oden, er ellers 

Skandinaviens stærkeste og er derfor 

blevet hyret af den danske regering til 

en yderst vanskelig opgave: At indsamle 

seismiske data under ekstreme isforhold 

fra havbunden nord for Grønland. 

jordens største atomdrevne 

isbryder 

Det starter som en skygge. Langsomt 

tager den form, Polhavets dronning. 

På 82 grader Nord møder vi den 

atomdrevne ’50 Års Sejr’. Skibet som er 

en del af Moskvas strategi om at vinde 

Nordpolen til Rusland. 

Jeg følger stævnen i et nærbillede, da 

kæmpen kommer tonsende tæt forbi os 

i et surrealistisk højt tempo. Hun pløjer 

sig gennem iskappen som en glohed 

kniv i smør. Skibet er nærmest lydløst, 

og der kommer ingen synlig røg ud af 

skorstenen. Et atom malet på siden af 

skroget, fortæller at de imponerende 

75.000 hk genereres af en atomreaktor 

ombord. 

Folk vinker og smiler til hinanden på 

de to isbrydere. De russiske kvinder 

har klædt sig smart på, og poserer 

for telelinserne. Et sært kulturmøde 

på verdens top. Suvi kommer hen og 

siger, at hun gerne vil have en masse 

nærbilleder af folk på dækket. Hun 

er instruktør og jeg er fotograf på 

en dokumentarfilm om Danmarks 

bestræbelser på at erobre Nordpolen. 

Hvor intet skib har været 

tidligere 

Pobedy, kalder vi hende. Det er det 

sidste ord i skibets navn og betyder 

’sejr’. Men det paradoksale er, at dette 

russiske skib skal hjælpe Danmark, 

Ruslands hovedmodstander, med at 

sejre i kampen om Nordpolen. ’Cool 

cash’ er vigtigere for Murmansk Shipping 

end nationalt tilhørsforhold. 

Uden hjælp fra den stærkeste isbryder 

på planeten kan oden ikke bringe danske 

forskere ind over den undersøiske 


jergkæde, Lomonosov Ridge. Det er 

vigtigt for Danmark, for hvis forskerne 

kan bevise, at lomonosov-bjergkæden 

er en forlængelse af den grønlandske 

kontinentalsokkel, kan rigsfællesskabet 

i princippet gøre krav på hele Nordpolen. 

Det er aldrig tidligere lykkedes for 

noget skib at bryde gennem isen nord 

for Grønland! Strøm og vind får nemlig 

isskosserne til at pakke sammen til den 

kraftigste iskappe i Arktis. Vi skal nu 

gøre forsøget, dér hvor andre har givet 

op. Og russerne skal bane vejen for os. 

Pobedy sejler rundt om Oden, og da 

hun er på højde med vores stævn på 

styrbord side, skærer hun ind lige foran 

os for at bryde den is, som blokerer 

vores fremfærd. Odens kaptajn giver 

motorerne gas, og isbryderen begynder 

at ryste voldsomt. Pobedy placerer 

sig små 20 meter foran vores stævn 

og får efterhånden skabt en sejlrende 

ved at skubbe isskosserne væk med 

turbulensen fra den store propel. Det 

føles som om, hele skibet er ved at falde 

fra hinanden. Ganske langsomt kommer 

Oden fri af isen. 

ekstreme isforhold 

Satellitbilleder viser, at der (i sommeren 

2007) samlet set aldrig har været så 

lidt is omkring Nordpolen. Isforholdene 

”lokalt” nord for Grønland – hvor vi 

befinder os – viser sig dog at være mere 

ekstreme end forventet. Vi bliver i de 

kommende uger nødsaget til at ændre 

og forkorte ruten flere gange. Selv 

verdens stærkeste isbryder har store 

problemer med ”skrueis”, der ligner en 

miniaturebjergryg på en isflage. 

Ingen forskere har nogensinde tidligere 

udført seismiske målinger under så 

ekstreme isforhold. Nærbillederne af 

seismik-teknikerne, Lars og Per, viser da 

også, at nerverne sidder udenpå, da de 

første 6 sektioner af ’streamerkablet’ på 

i alt 450 meter, bliver rullet ud bag Oden. 

når luftkanonen sender et brag ned i 

dybet hvert 25. sekund, opfanger de 

indbyggede mikrofoner i streamerkablet 

reflektioner fra sedimentlagene under 

havbunden. Braget er så kraftigt, at 

tallerknerne klirrer i kabyssen. 

Kæmpestore isblokke presses ned under 

odens køl, og dukker op i kølvandet lige 

dér, hvor kablerne til kanon og streamer 

befinder sig. Der er en konstant risiko 

for at isblokkene kan rive kablerne 

over. Jeg filmer på agterdækket, da 

den 300 kg tunge luftkanon pludselig 

bliver løftet op og trækkes hen over 

en isflage. Heldigvis går kanonen ikke 

af på overfladen, for som Per nøgternt 

forklarer, ”ville dine trommehinder 

sprænge, og det ville bløde ud af ører 

og næse”. 

Pludselig forsvinder signalet. Seismikfolkene 

løber ned til agterdækket, 

spillet sættes i gang, men kun første 

sektion af streamerkablet kommer op. 

De resterende fem er revet af. 

nye sektioner bliver sat på, og 

samlingerne blev yderligere forstærket, 

men der går ikke mange timer før der 

opstår utætheder pga. friktionen med 

isen. Bliver det ved sådan, er der inden 

længe ikke mere kabel tilbage. 

Dokumentarfilm og 

virkelighed 

Vi er meget heldige, at vi er kommet 

med på Lomrog 2007-ekspeditionen. 

Dokumentarfilm er nemlig noget af det 

sværeste at finansiere. Fra man har fået 

ideen til en film, tager det typisk 5 år før 

man overhovedet har skaffet penge til at 

komme i gang med optagelserne. Men 9 

ud af 10 dokumentarfilmprojekter bliver 

aldrig til andet end mange års forgæves 

indsats for at skaffe finansiering. 

Vi har fået optagefasen af dokumentarfilmen 

finansieret ved at indgå en 

aftale om at levere materiale til 

tv-udsendelser, deriblandt Viden Om. 

Det er en spændende udfordring, men 

samtidig vanskeligt at skulle lave både 

tv og dokumentarfilm på samme tid. For 

en tv-udsendelse har en journalistisk 

faktuel tilgang, billederne skal 

hovedsageligt illustrere det, der bliver 

sagt. Dokumentarfilmen har som genre 

en kunstnerisk og personlig tilgang. Her 

skal billedet have filmiske kvaliteter og 

kunne rumme flere fortolkningslag end 

den åbenlyse konkrete handling. 

Da Lars og Per skal udføre kompliceret 

præcisionsarbejde på seismik-kablerne, 

imens det brager og ryster i hele skroget, 

fokuserer jeg på processen. Det er det 

en tv-redaktør vil have, men Suvi er ikke 

tilfreds. Hun opfatter som filminstruktør 

den ydre handling – klargøringen af 

udstyret – som en ramme for en langt 

vigtigere fortælling: Historien om lars’ 

drømmende væsen. For når han midt 

under det koncentrerede arbejde stjæler 

sig til at spejde ud mod horisonten, 

røber det hans sensibilitet for naturens 

skrøbelighed. 

en meditativ stemning 

Det er svært at bedømme afstande 

heroppe: en stor smeltevandssø kan se 

ud som en lille vandpyt, og omvendt. 

Fra broen kan jeg se islandskabet brede 

sig ud. Det ligner Jorden, som den ser 

ud fra et fly i 10.000 meters højde. Når 

oden skiftevis krænger fra den ene til 

den anden side for at knuse isen, virker 

illusionen af at svæve over et fremmed 

landskab meget overbevisende. 

Det evige lys, fra et sted bag den hvide 

dis, fremkalder en meget speciel – 

nærmest meditativ – stemning. Det er 

utroligt smukt i al sin monotoni. Det 

er storslået og barskt. Det er ufattelig 

skrøbeligt. 

Vi er fascinerede af nordsvenskernes 

ordknappe underfundighed ombord og 

vil gerne skildre stemningen visuelt 

ved at følge en nattevagt på broen. 

Vi beslutter at filme scenen i tableauform, 

dvs. i ét enkelt totalbillede uden 

kamerabevægelser. Det vil indfange 

stemningen af ro og eftertænksomhed 

bedre end en sekvens med en række 

billeder. 

Styrmanden tager sine solbriller på for 

at overtage vagten på broen kl. 3 om 

natten sammen med matrosen. De 

skuer ud mod horisonten, og en gang 

imellem kommer der en bemærkning 

– blot nogle få ord – efterfulgt af 

lang tavshed. Det er som om de lever 

i en anden tid. Vi vender tilbage til 

situationen på broen flere gange i løbet 

af togtet, og den dag i dag er det de 

scener, jeg holder mest af i filmen. 

en forbløffet sæl 

Seismik-teknikerne har taget 

’sonarbøjer’ med. Det er dem man på 

film ser blive kastet ud fra fly, så man 

kan lytte efter fjendtlige ubåde. For 

overhovedet at få lov til at købe dem, 

skulle Pentagon have en garanti for, 

at de ikke ville blive solgt videre til 

fremmede magter. 

Men sonarbøjerne bliver knust 

eller fanget under isen, så vi tager 

helikopteren ud til et sted, hvor der er 

hul ned til Polhavet. Jeg bliver sat af 

på isen sammen med en ’isbjørnevagt’ 

med ladt gevær. Det er obligatorisk i 

Arktis, og vi har da også set flere bjørne 

tæt på Oden. 

Jeg gør kameraet klar, helikopteren 

flyver ind over os og sonden rammer 

overfladen med et plask. Få sekunder 

efter stikker en sæl pludselig hovedet 

op af vandet tæt på nedslagsstedet! 

Den kigger forvirret rundt til alle 

sider og får øje på mig. Så løfter den 

overkroppen længere op af vandet for 

bedre at kunne iagttage det underlige 

tobenede dyr iført selvlysende pels 

(helikopteroverlevelsesdragt), som 

klynger sig til et trebenet væsen med 

et stort øje (kamera på stativ). Herefter 

kigger den med et ryk op på den meget 

larmende røde ’fugl’, som åbenbart lige 

har forsøgt at skide på den! Der går ikke 

mange sekunder, før sælen beslutter, at 

det nok er bedst at forsvinde i en fart! 

I helikopter med åben dør 

Der er ikke budget til at montere 

kameraet i helikopteren på et rasende 

dyrt gyroophæng af den slags, som 

bruges i Tour de France til at fjerne 

rystelser fra billederne. At filme gennem 

vinduet begrænser synsfeltet, så der 

er kun en løsning, når vi skal skyde 

billeder af skibene i fugleperspektiv: At 

flyve med åben dør. Det har jeg prøvet 

tidligere, men det var sommer, grønne 

marker og meget uskyldigt. Det er sgu 

lidt noget andet, må jeg indrømme, når 

man skal flyve ud over et barskt ishav. 

At det sikkert ikke føles nævneværdigt 

anderledes, at blive transformeret til 

en rød plet på en isflage frem for på en 

mark, er i den forbindelse en ligegyldig 

detalje. 

Kameraet bliver sikret med elastikrem 

og mit sikkerhedsbælte forsegles med 

gaffatape. Jeg kan ikke helt finde ud 

af, om jeg skal tage det sidste som en 

ekstra sikkerhedsforanstaltning, eller 

om det simpelthen er fordi spændet er 

i stykker... Vi slipper kontakten med 

dækket og begynder at stige hurtigt. 

Piloten, Geir, krænger helikopteren mod 

bagbord - den side jeg sidder i - og 

pludselig er der ikke noget mellem mig 

og isen flere hundrede meter nede. Jeg 

kommer i tanke om gaffatapen og tager 

for en sikkerheds skyld fat i den anden 

sele med venstre hånd og sætter den 

ene fod på pontonen. 

Geir, bringer os i position 50 meter foran 

stævnen og på højde med dækket. Jeg 

vil have et skud, hvor vi i lav højde flyver 

600 kg i elegant firspring. Det er fascinerende 

at opleve isbjørnen i sit eget territorium. 

lige mod oden, stiger ved stævnen og 

slutter af med et totalbillede fra oven. 

Det bliver svært. 

”Er du klar?”, spørger piloten med 

udpræget Bergen-dialekt. Så får den 

ellers gas. Odens stævn nærmer sig, og 

idet jeg tænker, at nu er det måske en 

idé at rive i rorpinden, stiger vi brat op. 

Jeg kan tydeligt genkende folk inde på 

broen, og i næste øjeblik filmer jeg ned 

i skorstenen. 

Wauw! Sjovt er det, men det bliver bare 

ikke en rigtig fed optagelse. Timingen 

er upræcis og kompositionen er for løs. 

Det vanskelige er at koordinere kamera 

med helikopter, for Geir skal langt hen 

af vejen agere kameramand ved hjælp 

af mine instruktioner over headset. Vi 

tager derfor skuddet om igen, og igen 

og igen… 

Geir melder at det er sidste chance for 

at få optagelsen i kassen, da vejret 

er begyndt at slå om. Iskrystaller vil 

begynde at fæstne sig til rotorbladene, 

så vi skal lande indenfor få minutter. 

nu skal optagelsen sidde lige i øjet! Vi 

flyver mod Oden få meter over isen. 

Rotorerne pisker en støvsky af krystaller

Der er over en halv kilometer streamerkabel med 

ombord. Indbyggede undervandsmikrofoner – 

kaldet hydrofoner – skal opfange den reflekterede 

lyd fra luftkanonen. Lydsignalet kan afsløre om 

Grønlands kontinentalsokkel fortsætter ind under 

Nordpolen, så rigsfællesskabet kan gøre krav på 

jordens nordligste punkt. 

fra isflagerne op, vi stiger og slutter af 

udover det brusende vand agten om 

skibet. Det er det bedste vi får i kassen. 

Tilfreds bliver jeg ikke, men det gør jeg 

aldrig, for det kan jo altid blive bedre. 

Da jeg er på vej op af lejderen til vores 

arbejdscontainer, råber en canadisk 

forsker til mig: ”Du skulle have set 

helikopteren lige før! Den lavede de 

vildeste manøvre helt tæt på skibet!”. 

redningsaktion 

Isforholdene bliver gradvist værre, 

og en dag ligger hele det brudte 

streamerkabel på en isflage. 

Helikopteren letter, og Geir hopper ud 

på isen for at fæstne en line til kablet. 

Der er for mange hundrede tusinde 

kroner. Copiloten hæver helikopteren, 

linen bliver spændt, men kablet løfter 

sig kun en smule. 

Pobedy nærmer sig forsigtigt for at prøve 

at løsne isen, som kablet sidder fast 

omkring. Men atomisbryderen blokerer 

samtidig for vinden, som piloten holder 

helikopteren op imod. Det skaber farlig 

turbulens, og det er tydeligvis meget 

vanskeligt at holde maskinen stabil. 

Piloten tør ikke give den fuld kraft, 

fordi der er en overhængende fare for 

at streamerkablet knækker og rammer 

rotoren med fatale konsekvenser. Efter 

tre kvarter må forsøget opgives. 

Så tager russerne over. De giver en 

opvisning i, hvor præcis de erfarne 

Vi føler os som pionerer 

for intet skib har 

nogensinde tidligere nået 

frem til dette område i 

Arktis. Det lykkes kun for 

Oden at trænge gennem 

isen fordi verdens 

stærkeste atomdrevne 

isbryder baner vejen. På 

trods af Pobedys 75.000 

hestekræfter, bliver ruten 

hele tiden ændret grundet 

de ekstreme isforhold. 

et paradoks 

Man kommer ikke uden om, at det er et paradoks. Danmark er blandt de 

ihærdigste fortalere for at reducere CO2-udslippet, men vi deltager samtidig i 

kapløbet om at få fat i op mod en fjerdedel af verdens tilbageværende olie og 

gas, som ifølge geologer befinder sig under Nordpolen. Om få år vil Polhavet 

være så godt som isfrit om sommeren pga. klimaforandringerne, og det åbner 

op for fremtidig udnyttelse af havbundens ressourcer. 

Lidt firkantet sagt: Når Nordpolen smelter pga. CO2-udledning, får vi adgang 

til endnu mere olie og gas, så vi kan udlede endnu mere CO2… Det må siges at 

være skæbnens ironi, at det er Danmarks gamle ærkefjende, Sverige, som vi 

tabte så meget territorium til, der nu må assistere Danmark med en isbryder 

for at gøre krav på nyt land! For på trods af at Grønland stadig er en del af 

rigsfællesskabet, ejer kongeriget ingen isbryder, som kan sejle i grønlandsk 

farvand! 

søfolk kan manøvrere 25.000 tons 

jern, som var det en lille plimsoller på 

40 fod. En del af kablet bjerges, men 

det kan ikke repareres, så de seismiske 

målinger må indstilles. Forskerne kan 

dog heldigvis arbejde videre med et 

system der opmåler havbunden i 3D. 

I atomreaktorens 

kontrolrum 

lige ud for odens stævn, lever folk i 

en helt anden verden. Når vi spiser 

frokost, spiser russerne bare 50 meter 

foran os aftensmad. Vores dag følger 

GMT-tid, mens russerne har sat urene 

efter Moskva. Vi er ombord på et stykke 

IKEA-Sverige, mens russerne lever i 

tung sovjetstil, på trods af at skibet er 

splinternyt. 

Vi flyver de få meter over til Pobedy 

fordi forskerne gerne vil bede om 

forlængelse af ekspeditionen med 10 

dage, da isforholdene har forsinket 

arbejdet. Kaptajnen på atomisbryderen 

brummer et klart ’ja’. 

ombord har de swimming pool (uden 

vand), et imponerende stort hospital og 

en tandlægeklinik, der dog sagtens ville 

kunne vække en tandlægeskræk i mig, 

for udstyret ligner noget fra 60’erne. 

Vi kommer til et skilt, som advarer 

om radioaktivitet. Døren går op, og vi 

træder ind i reaktorkontrolrummet. 

Som så meget andet i Rusland ser det 

ud som noget, der burde være udstillet 

på museum. 

Med stor alvor vises gæstebogen frem. 

På første side og med elegant svungne 

bogstaver står der Vladimir Putin. 

sagde Putin nej? 

Jeg kan kun være ét sted af gangen 

med kameraet, og nogle gange skal min 

skulder – som i forvejen er sænket pga. 

mange års kameraarbejde – have et hvil 

fra det 12 kg tunge apparat. 

Derfor har vi brugt lang tid på at forklare 

nøglepersoner ombord, at det er meget 

afgørende for dokumentarfilmen, 

at vi får et praj, hvis der sker noget 

en krig på 

videnskabelige data 

Danmark og andre kyststater kan fremsætte krav om 

udvidelse af den nuværende grænse på 200 sømil. Danmark/ 

Grønland vil forsøge at gøre krav på kontinentalsoklen, som 

går ind over Nordpolen. 

Lomrog 2007 var den første i en række danske ekspeditioner 

med isbryderen oden, som skal indsamle videnskabelige 

data fra området. Senest i 2014 skal Videnskabsministeriet 

aflevere en rapport til FN’s havretskomission. Hvis flere 

lande har ret til det samme område, skal landene forhandle 

om en fordeling, og i sidste ende kan en afgørelse ende hos 

FN-domstolen i Haag. 

interessant. Specielt hvis det betyder, 

at ekspeditionen må ændre planer. 

For det kan vise sig at være et 

’dramaturgisk vendepunkt’, dvs. en 

begivenhed som sender historien i en 

uventet ny retning. Dramaturgiske 

vendepunkter er afgørende for at gøre 

en film interessant, hvad enten det er 

fiktion eller dokumentar. 

Jeg bemærker, at ekspeditionslederen, 

Anders, virker anspændt, da 

besætningen samles i messen til den 

daglige eftermiddagskaffepause. Det 

slår mig, at han måske skal fortælle os 

noget vigtigt, og at jeg derfor bør løbe 

de fire dæk op for at hente kameraet. 

Men han ryster på hovedet, da jeg 

spørger, om der er noget galt. Jeg har 

ikke mere end sat mig med et krus, da 

ekspeditionslederen rejser sig op og 

nervøst fortæller, at russerne alligevel 

ikke vil fortsætte de aftalte 10 dage, og 

at de ikke har givet nogen begrundelse! 

Der bliver helt stille. Folk er tydeligvis 

rystede, og jeg er ved at eksplodere i 

Verdens største isbryder 

skærer sig gennem isen som 

en glohed kniv gennem smør. 

Et meget imponerende syn. 

raseri! For det er lige præcis sådan en 

scene, som er afgørende for filmens 

fortælling! Skuffelsen der står malet i 

ansigterne og Anders’ tydelige ubehag 

ved situationen kan nemlig ikke 

genindspilles. Og det fungerer slet ikke 

at lade vores hovedperson fortælle om 

det i interview, som man gør indenfor 

tv-journalistisk. 

Der er kun én ting, som virker i 

dokumentarfilm: At filme, når en 

vigtig begivenhed finder sted! Det må 

da være indlysende, tænker jeg, at 

det her er et klokkeklart vendepunkt! 

I klipperummet, et par år efter 

ekspeditionen, lykkes det heldigvis med 

stor behændighed fra Suvi og klipperens 

side, at få dette afgørende vendepunkt 

til at fungere alligevel. 

Vi får senere at vide fra Murmansk 

Shipping, at russerne ikke kan 

forlænge ekspeditionen, bl.a. pga. 

skrueproblemer. Det altdominerende 

samtaleemne ombord er, om det i 

virkeligheden er Putin, som har trukket 

Det en vanskelig opgave for de danske 

seismikteknikere at bakse rundt med den 

300 kg tunge luftkanon. Den er et vigtigt 

våben i Danmarks bestræbelser på at 

erobre Nordpolen. 

filmklip på 

nettet 

Filmen er produceret af nordlys Film 

og havde premiere på CPH:DOX 

dokumentarfilmfestivalen i 2009 under 

titlen: ’Turf War in No Man’s Land’. Du 

kan se trailer, filmklip og videodagbøger 

på www.kennethsorento.com > Film 

&TV > Ekspedition & adventure 

i trådene. For godt nok er rederiet 

privatejet, men ligefrem at give 

hovedmodstanderen, Danmark, 10 dage 

ekstra til at indsamle data, som ikke er til 

fordel for Rusland, er ikke nødvendigvis 

noget, man sidder overhørigt i Kreml. 

Pobedy eskorterer os ud til et område, 

hvor oden selv kan bryde isen, og 

forlader os med en militærmarch 

skrattende fra skibets højtalere. 

Vi sejler mod natten 

Få dage efter er farvepaletten 

horisonten rundt skiftet fra kridhvid til 

dyb sort. Vi er ude på åbent hav. For 

første gang i snart en måned oplever 

vi aftenstemning ombord. Himlen er 

tonet mørkeblå, og ansigter lyser op 

bag laptoppenes kølige skærmlys. 

Folk sidder i egne tanker. Skriver 

mails, afslutter forskningsrapporter, 

gennemgår billeder. 

Det slår mig, hvor stille her er nu, 

hvor hele skibet ikke længere ryster 

og larmer under brydning af isflager. 

Vi vugger ganske blidt fra side til side, 

mens vi glider 4.000 meter over havets 

bund. 



Møde med statsoverhoveder og masaier 

TeksT og foTo: BJarne larsen 

At flyve som en sulten fugl 

Vi var ankommet sent om eftermiddagen 

i et lejet en-motors fly fra Dar es Salaam 

til Mbeya i det sydlige Tanzania. En 

flyvetur som vores samarbejdspartner 

fra ministeriet sent vil glemme. Hun var 

ikke vant til at flyve i så små fly – det gik 

normalt standsmæssigt til på business 

class til og fra Europa eller USA. Piloten 

kunne ikke finde den lille lufthavn, 

som basalt set består af en aflang 

mark mellem bakkerne, en lufthavn 

som ikke har installeret noget af det 

kommunikations udstyr, vi normalt 

forbinder med en lufthavn. Det var 

første gang piloten skulle lande her. Da 

han i den begyndende skumring langt 

om længe fik øje på den rigtige aflange 

mark, gik det meget hurtigt stejlt nedad 

gennem skyerne. Den lille maskine 

dansede stepdans som en anden fugl på 

jagt efter føde, indtil den holdt helt stille 

nede på jorden med slukket motor. På 

kiswahili hedder flyvemaskine ”ndege”, 

dvs. fugl. Og vi havde netop fløjet som 

en sulten ndege! Det eneste vi kunne 

høre var en tanzaniansk kvinde, der 

takkede de højere magter for, at vi 

endelig var sikkert nede igen. 

Formålet med besøget var at 

lave de sidste forberedelser til et 

bistandsprojekt, der havde til hensigt 

at bevare vigtige vådområder i dele 

af landet. I den anledning var der 

samlet et hold af både internationale 

og tanzanianske konsulenter med 

erfaringer inden for området. For at 

spare tid fløj vi til Mbeya og kørte i bil 

hele vejen tilbage, hvor vi kunne gøre 

holdt undervejs for at mødes med 

relevante samarbejdspartnere. 

danske kaffedåser 

Vi blev om aftenen placeret på et 

gæstehus udenfor Mbeya, et hyggeligt 

Billede til venstre: En af gæstehusets ansatte brygger 

kaffe på god gammeldags maner. 

Billede nedenfor: En reklame for friskbrændt kaffe fra 

Den Frie Købmand på et gæstehus udenfor Mbeya. 

sted inde midt på nogle marker. 

Det viste sig, at ejeren var meget 

interesseret i kaffe. Det inkluderede 

kaffedåser. Da han for mange år siden 

havde haft mulighed for at besøge 

Danmark, havde han anskaffet sig et 

større lager af gamle danske kaffedåser, 

som nu var en del af den permanente 

udstilling i receptionen og i spisesalen 

på gæstehuset. Det er nogle gange 

de forunderligste fodaftryk, der kan 

afsættes rundt omkring i verden af et 

lille land som Danmark. 

de stolte masaier 

På tilbageturen i bil aflagde vi besøg 

hos nogle af de stammefolk, der også 

er en del af løsningen på at bevare 

vådområderne, uden at områderne 

bliver overudnyttet. Dette inkluderede 

masaier, der er et meget stolt folk. 

De gør, som det passer dem. Da de er 

vant til at blive trådt på af myndigheder 

og andre stammer, er det ekstra 

nødvendigt, at de er helt med på de 

foranstaltninger, som bliver foreslået 

indført som en del af bistandsprojektet. 

Det var meget befriende at snakke med 

de grupper af mennesker, hvis forbedring 

af levevilkårene er det egentlige formål 

med bistandsprojektet, og høre deres 

mere eller mindre uforbeholdne mening 

om magthaverne i Dar es Salaam. 

May I know You? 

Tilbage i Dar es Salaam havde vi 

et problem med at finde centrale 

overnatningsmuligheder, hvor vi kunne 

arbejde og have adgang til internet 

og gode mødefaciliteter. Grunden var, 

at der blev holdt et SADC (Southern 

African Development Community) 

topmøde med deltagelse af stats- og 

regeringschefer fra en lang række 

lande. Vi endte på Royal Palm Hotel 

i centrum, hvis stil og standard ligger 

Billede til venstre: Netop ankommen til landsbyen modtages vi af en gruppe masaier. 

Billede nedenfor: Vi mødes med en gruppe stolte masaier, der fortæller om deres syn på 

magthaverne i hovedstaden. 

Billede i baggrunden: Mangel på regelmæssig vandtilførsel under den tropiske sol 

ødelægger jordens struktur. 

at arbejde i nogle uger i tanzania for at forberede et 

bistandsprojekt byder på mange udfordringer, også 

udover det rent arbejdsmæssige. det kræver gode 

nerver at flyve rundt og støde ind i en blanding af 

stammefolk og udenlandske statsoverhoveder. 

lang over, hvad masaierne nogen sinde 

ville kunne drømme om at komme til at 

bo under. 

Værelset lå på tredje sal for enden af 

en gang. Naboværelserne var optaget af 

Kongen af Swaziland, som var der med 

sin(e) kone(r)! Da jeg på et tidspunkt kom 

gående hen ad gangen, blev jeg stoppet 

af en sikkerhedsvagt, der spurgte: ”May 

I know You?” Det ved jeg nu ikke rigtigt, 

det er ikke lige den slags folk, der er i 

min omgangskreds. Måske troede han, 

at jeg prøvede at besøge Kongen eller 

dennes udvidede familie! Jeg besluttede 

at fortælle, som sandt var, at jeg skulle 

hen på mit eget værelse. Derefter var 

han tilfreds, og jeg hørte ikke mere til 

ham, når jeg passerede. 

Derimod er det ved at gå helt galt et 

par dage senere. Jeg tager en af de 

to elevatorer ned i hotellets forhal, og 

allerede før dørene går op, hører jeg 

trommer, kvinder der skråler højt og en 

masse hujen. Da dørene åbnes, ser jeg, 

hvad der er på færde: Præsident Robert 

Mugabe fra Zimbabwe bliver hyldet ved 

sin ankomst til hotellet, og han er nu 

direkte på vej hen imod elevatoren, hvis 

døre netop er gået op. Da han kun er 

en fem-seks meter fra mig, bliver jeg 

resolut fjernet af et par meget muskuløse 

tanzanianske sikkerhedsvagter. Det har 

jo nok været et svigt i sikkerheden, at 

Mugabe skulle udsættes for at se på 

en hvid europæisk mand på den rute, 

han skulle gå. Heldigvis foregik dette i 

Tanzania og ikke i Zimbabwe, så kunne 

man aldrig vide, hvad konsekvenserne 

var blevet. Til alt held boede vi ikke på 

samme etage. Jeg er ikke sikker på, jeg 

ville have brudt mig om en gang til at 

blive stillet spørgsmålet: May I know 

You? 


Med ambulance 

gennem Sahels 

vandmasser 

regnperioden i burkina faso kræver en ægte eventyrer, 

og Karen Hammer tilhører denne kategori. udover at 

være medlem af dbK er hun også optaget i Kvindelige 

eventyreres Klub. Her fortæller hun historien om 

dengang hun fik et lift i en ambulance-transport gennem 

oversvømmede områder, som nær var gået galt. 

TeksT og foTo: karen hammer 

I det nordlige Burkina Faso ligger Gorom Gorom. Her bor 

min gode ven Abdoulaye, som jeg lærte at kende allerede 

i 1984, og som jeg besøger hvert andet år i marts, når jeg 

er færdig med Filmfestivalen i Ouagadougou. Her føler jeg 

mig altid velkommen. 

For adskillige år siden kom jeg undtagelsesvis på besøg 

i juli. Det havde ikke regnet i mange måneder. Bønderne 

havde ikke kunnet tilså deres marker, og køerne kom 

hjem til familien en times tid efter, at de var blevet sendt 

ud på græsgangene, for derude var der intet at æde. 

Situationen var vanskelig for alle. Jeg havde været der 

en uges tid og havde dag for dag iagttaget, hvorledes de 

flettede måtter (som skjulte min nøgne krop for familien, 

når jeg tog bad), gradvist blev mindre og mindre. Da 

gederne havde ædt dem op, var det på tide at rejse videre 

mod Mali. 

te og transport 

Abdoulaye fulgte mig til bussen tidlig om morgenen d. 

11. juli, men lige da vi var kommet ud fra gården, kom 

regnen væltende ned. Vi var meget våde, da vi ti minutter 

senere stod på markedspladsen og ventede på bussen. 

Abdoulaye gik hjem, og jeg ventede i flere timer. 

Der kom ingen bus fra Dori, og der kom ingen af de store 

lastbiler, der normalt bragte varer frem til butikkerne. Der 

afgik heller ingen busser til de nærliggende landsbyer; 

kun fra oasebyen Markoy kom transporten igennem med 

en fødende kvinde og hendes familie. Gorom Goroms 

sandede veje lignede efterhånden floder; den knastørre 

jord kunne slet ikke opsuge al den 

væde, der lige nu styrtede ned. Jeg 

parkerede min rygsæk i en butik og 

gik tilbage til Abdoulayes familie, hvor 

vi gik i gang med at drikke the. Det 

tager tid at drikke the Vestafrika; vi 

hyggede os og slappede af, men var 

endnu ikke kommet til det tredje glas 

– det sødeste af dem – da Abdoulaye 

efter frokost kom farende og meddelte, 

at han havde skaffet mig et lift med 

den ambulance, som skulle bringe den 

fødende kvinde til regionshospitalet i 

Dori. Han havde hentet min bagage oppe 

fra markedspladsen og proppet den 

ind i ambulancen, så jeg hurtigt kunne 

smutte ind, da ambulancen dukkede op 

fem minutter senere. 

Vandpytten 

Vi afgik klokken cirka tre; kvinden lå 

med drop på en båre, og ved siden 

af hende sad hendes mand, hendes 

mor og hendes svigermor. På hendes 

modsatte side var min rygsæk mast 

op mellem båren og chaufførens sæde. 

På forsædet blev jeg klemt ind mellem 

lægeassistenten og chaufføren. 

efter halvanden times kørsel gennem 

mange større eller mindre søer så vi 

bussen og adskillige store lastbiler 

stå på den anden side af en kæmpe 

oversvømmelse. ”Vandpytten” var 

mindst 30 meter lang og næsten to 

meter dyb; her kunne vi ikke komme 

igennem. På vores side stod en strandet 

Landrover fra Landbrugsministeriet. Vi 

diskuterede situationen med chaufføren 

og blev enige om at køre halvvejs 

tilbage mod Gorom Gorom, krydse 

over på tværs af steppen til Assarkanguldgraverbyen 

og derfra stik sydpå 

mod det østlige Dori. Problemet var 

nu, at denne forlængede rute ville 

kræve en ekstra benzinpåfyldning, 

og det havde man ikke fået lov til af 

hospitalsdirektionen. Hvis kvindens 

mand kunne betale de 6000 CFA (ca. 

75 kr.) til ekstra benzin, så var alt godt, 

ellers ville man blive nødt til at vende 

tilbage til Gorom Gorom og håbe på det 

bedste! 

omme bag i ambulancen diskuterede 

manden med de to ældre kvinder. 

Der skulle jo gerne være penge nok 

til betaling i Dori, for uden penge til 

medicin og meget andet rører lægerne 

ikke en finger i denne del af verden. 

Jeg tilbød at betale en større del af 

benzinen, nu da jeg havde fået gratis 

transport med ambulancen, og alle 

var glade for den løsning. Efter en 

lille snak med landroverens chauffør 

vendte vi om og kørte tilbage. Cirka 

ti km før Gorom Gorom, drejede vi 

østpå og rakkede ad små tilfældige 

stier gennem bush og planlagte – men 

endnu ikke tilsåede – marker. Overalt 

mødte vi mindre oversvømmelser, som 

vi skulle finde rundt om eller igennem, 

mens mørket faldt på. Ægtemanden 

var meget behjælpelig med at vade ud 

i de forskellige søer, så vi vidste, hvor 

dybt der var, inden vi kørte ambulancen 

igennem. 

benzinpåfyldning fra gamle 

whiskyflasker 

Ved mørkets frembrud kørte vi ind i 

Assarkan og kunne tydeligt studere det 

gennemgravede mineområde, hvor folk 

med fare for liv og lemmer kravler ned i 

tyve meter dybe huller. Det hele lignede 

en kaninkoloni. De trætte guldgravere 

var på vej ind mod ”byens” centrum 

og var let genkendelige, idet de var 

helt hvide i hovedet af støv. Her havde 

det også regnet, så de primitive gader 

lignede mudderpøle, som taget ud af en 

rigtig guldgraver-western. Vi spurgte 

efter benzinsælgeren - for en rigtig 

benzintank, det har man ikke herude på 

steppen - og blev vist hen til et skur. 

Mange nysgerrige blikke stirrede ind 

på den stakkels kvinde på båren og på 

mig, der kravlede sammen på forsædet 

udenfor mudderets rækkevidde, mens 

chaufføren kom med adskillige gamle 

whiskyflasker fyldt med benzin. Da 

folk hørte om vores rejsemål (Dori), 

forklarede flere, at det kunne vi godt 

opgive, for nede ved den sidste bro var 

oversvømmelserne alt for voldsomme. 

Der ville vi aldrig kunne komme 

igennem! 


Vi troede ikke på dem. Chaufføren 

var sikker på, at man bare prøvede at 

skræmme os, han kunne ikke komme 

i tanke om, hvad det mon var for en 

bro, de talte om. Nu må man vide, at 

i burkina Fasos nordlige regioner, hvor 

det kun regner nu og da, har regeringen 

på trods af mange ansøgninger endnu 

ikke bygget én eneste bro – endsige 

tænkt over at tøjre piroquer eller både 

langs de midlertidige flodlejer, som man 

ved skaber problemer og dødsfald hvert 

eneste år. Man har spist befolkningen 

af med brolagte stier i lavningerne, så 

bilerne ikke sidder fast i mudder, hvis 

de holder sig inde på stierne, som kan 

være svære at se under et par meters 

vand. 

”Vandet fossede nu ind i 

ambulancen, og kvinderne skreg 

og peb, mens jeg kæmpede 

for at redde min rygsæk med 

kamera, film og noter fra 

oversvømmelsen. de tre mænd 

kravlede ud af vinduerne, åbnede 

bagsmækken og bar den fødende 

kvinde gennem fossen og op på 

den anden side til landroveren.” 

efter disse advarsler burde vi nok have 

ringet til hospitalet i Dori og bedt dem 

om at møde os på halvvejen, men det 

gjorde vi ikke! 

Vi kørte nu hastigt frem gennem 

mørket, mens vi diskuterede, hvilken 

bro man kunne have ment, og hvorfor 

mon folkene i Assarkan var så fulde af 

løgn. Ægtemanden fra Markoy var ude 

i større oversvømmelser et par gange 

og tog det med godt humør. En times 

kørsel efter Assarkan var vi sikre på, at 

nu kunne der ikke være flere problemer 

forude. 

ambulancen krydser 

oversvømmelsen 

Men så kom den – oversvømmelsen 

– og den var virkelig imponerende: 

30-35 meter lang og 1,3 meter 

dyb! efter en kort diskussion med 

landbrugsministeriets chauffør, som 

var stødt til kort før, besluttede vi at 

prøve. Det gjaldt jo kvindens liv – og 

barnets! Chaufføren udtalte energisk, 

at hvis dette ikke gik, så ville han 

personligt løbe de 27 km til Dori efter 

hjælp, for nu skulle hun igennem! 

landroveren kørte som den første, og 

slap igennem den meget 

dybe og rivende fos. Den kom 

op på den anden side, mens 

vi i ambulancen kun klarede 

otte meter, før motoren gik 

ud. Lygterne lyste fint nede i 

vandet, så vi kunne orientere 

os om drivende buske, men 

starte igen, det var ikke 

muligt. Vandet fossede nu ind 

i ambulancen, og kvinderne 

skreg og peb, mens jeg 

kæmpede for at redde min 

rygsæk med kamera, film og 

noter fra oversvømmelsen. 

De tre mænd kravlede ud af vinduerne, 

åbnede bagsmækken og bar den 

fødende kvinde gennem fossen og op 

på den anden side til Landroveren. 

Derefter hjalp man mig med at anbringe 

min bagage oppe på ambulancens 

tag og hev mig forsigtigt ud gennem 

vinduet. Med mit pas og mine penge 

viklet højt om halsen skubbede jeg nu – 

sammen med ægtemanden og lægen – 

ambulancen gennem det brusende vand 

de 25 meter gennem ”vandpytten”, 

mens chaufføren gjorde sit bedste for 

at blive på den brolagte sti. 

buske og små træer hvirvlede forbi 

os; det var en fantastisk oplevelse. 

Mens jeg gik der og skubbede i vand 

til over brystet, glædede jeg mig over 

situationen. Nu! Endelig følte jeg mig 

som en rigtig eventyrer. Landroveren 

halede med et blåt nylontov ambulancen 

de sidste tre meter op ad skråningen 

på den modsatte side, og kvinden blev 

atter båret ind. Situationen var under 

kontrol, troede vi, men ambulancen 

kunne ikke startes. Sammen med de to 

ældre kvinder og lægen blev jeg anbragt 

på landroverens lad; kun ægtemanden 

blev hos kvinden inde i ambulancen, der 

blev trukket de næste mange kilometer 

til Dori. Godt afkølede ankom vi til 

hospitalet efter klokken ti om aftenen. 

Kvinden og hendes familie blev afleveret 

på hospitalet og ambulancen på et 

værksted, mens jeg og min våde bagage 

blev læsset af ved et backpacker-hotel. 

20 minutter senere sad jeg iført rent 

og tørt tøj sammen med chaufføren og 

lægen på en restaurant ved markedet. 

Med øl og en lokal kødgryde fejrede vi i 

længere tid vores heltedåd. 

Vi har ellers født i nat 

Hele næste dag vaskede jeg mudret tøj 

og tørrede mine papirer. Kamera og film 

havde ikke taget skade, men mange af 

mine adresser, som var skrevet med 

speedmarker, var helt smattet ud. Den 

dag mistede jeg kontakt med adskillige 

af mine afrikanske venner. 

Hen på eftermiddagen besøgte jeg 

hospitalet og blev modtaget med 

begejstring af ægtemanden, der førte 

mig helt ind i fødestuen, så jeg kunne 

hilse på kvinden, der så ud til at have 

meget andet at bekymre sig om; fødslen 

var gået i stå. De to ældre kvinder var 

ret så reserverede; de kunne nok ikke 

glemme, at jeg havde været mere 

optaget af at redde min bagage end af 

at bekymre mig om kvinden, da vandet 

fossede ind. 

Manden lovede at give besked, når 

barnet var født, og jeg gik tilbage til mit 

lille hotel for at spise, snakke med folk 

og drikke øl. Hen på aftenen betalte jeg 

en dreng for at hente mig tidligt næste 

morgen og hjælpe mig med at bære 

bagagen til bussen. Det havde været en 

fin dag, alt var atter under kontrol. 

Tidligt om morgenen gik jeg så med 

drengen ned gennem byen mod bussen. 

Det var endnu mørkt, så jeg kunne ikke 

genkende manden, der henvendte sig 

til mig. ”Nå” sagde han, ” så er det tid 

for afrejse!”. Jeg svarede høfligt, at jeg 

skulle med bussen til Ouagadougou. ”Vi 

har ellers født i nat”, fortsatte han, og 

pludselig kunne jeg se, hvem han var. 

Ivrigt spurgte jeg: ” Hvad blev det så?” 

”Det blev en mand og en kvinde”, sagde 

han stolt. Tvillinger! Jeg strøg ham over 

kinden og ønskede ham tillykke. Han 

havde i forvejen tre drenge, så det var 

lykken også at få en pige. 

Vi stod tavse der i halvmørket i et par 

minutter og glædede os over, at det hele 

var gået så godt. Så ønskede han mig 

god rejse og gik tilbage mod hospitalet 

og sin lille familie. 

Jeg kom for sent til den tidlige bus, men 

tog den næste en times tid senere. Små ti 

kilometer efter Dori traf vi den første bus. 

Den var kørt i grøften; ingen var kommet 

til skade, men hele vejen flød med 

smadrede æg. Vi rykkede sammen, så 

de strandede passagerer kunne klemme 

sig ind hos os. Man kan godt sidde tre 

personer og et barn på et tomands-sæde. 

Det blev en trættende, men også hyggelig 

tur til ouagadougou, hvor vi delte alt og 

rigtig kom hinanden ved. 

Bedste indsendte 

postkort i sidste kvartal 

Til De Berejstes Klub 

Efter to fantastiske uger i 

Buenos Aires sidder jeg nu i 

bussen på vej mod Iguazú Falls. 

Jeg er vild med BA-musikken, 

folkene, vinen, nattelivet - det 

hele! Jeg var gerne blevet længere, 

men jeg har kun tre måneder her 

i Sydamerika og stadig massevis 

af steder jeg bliver nødt til at 

besøge! 

Hilsen Malaika Malmos 

Café Globen og De berejste Klub afholder 

Berejst Bar 

hver den 1. fredag i måneden 

Happy hour kl. 15-18 * 

Garanti for røverhistorier, hygge 

og netværk på tværs af klubben 

Foredrag - internet 

microbryg - rejsemiljø 

eksotiske øl - tjekket kaffe 

medbring din eget mad 

* 10 kr. rabat på øl, vin og spiritus 

(inkl. alkoholfri øl). Gælder også 

venner, familie, kærester, kolleger 

og andet godtfolk. 

Café Globen Turesensgade 2b 1368 Kbh K www.cafegloben.dk 



den vrede japaner 

”Stoooooop, stop, stop, please, stop!”. 

Foran mig på trappen står der en rimelig 

utilfreds udseende mand, og det der er 

mest besynderligt er, at han er japaner. 

Indtil da havde jeg endnu ikke set en 

vred japaner, men ham her var godt nok 

ikke glad. 

Sekundet efter går det op for ham, at jeg 

er ham udsendingen fra hovedkontoret, 

og at han er direktør på fabrikken. Jeg 

undskylder, helt uvidende om hvad 

jeg har gjort, og han trækker i land, 

og beder mig med et lidt anstrengt 

smil om at tage skoene af og tage den 

steriliserede kittel og hue på. Vi er godt 

Når korruption 

bliver et arbejde 

at rejse er godt, og at rejse når andre betaler 

billetten er endnu sjovere. Mit udlandsarbejde 

har åbnet døre som normalt er lukket for den 

almindelige turist, så jeg har kunnet komme 

lidt tættere på det liv de lokale lever. tag med 

på en tur til mine personlige højdepunkter 

som arbejdende rejsende, til steder hvor 

korruption kun er et fattigt ord, og til 

fabrikken, hvor Mille rengøringsdille fra min 

barndoms pixibøger er ansat. 

TeksT: JacoB gowland Jørgensen, 

foTo: JacoB gowland Jørgensen, um.dk, ryokan.org.Jp 

nok kun i receptionsområdet, men her 

er hygiejne ikke bare godt at have – i 

Japan er hygiejne forretning. 

Han viser mig ind i et fascinerende rum. 

Forestil dig en produktionshal, helt 

uden lugt og uden antydningen af bare 

det mindste støv. Små robotter skubber 

bokse rundt, og ansatte sidder pakket 

ind i steriliseret tøj og arbejder roligt og 

fokuseret. Sådan lidt som jeg forestiller 

mig en rumstation, bare uden at folk 

flyver omkring. 

en del udstyr er beregnet på at 

opdage eller fjerne urenheder, og selv 

pakkeområdet, hvor noget så jordnært 

som papkasser skal i brug, er enhver 

multiallergikers paradis. Rent i ordets 

mest afsprittede og fnugopfangede 

betydning – Mille Rengøringsdille´s 

fantasiland. Imponerende. 

En fremmed i spa-land 

Jeg er blevet installeret på et traditionelt 

spa-hotel et sted i det nordlige Japan, 

hvor fabrikken ligger, en såkaldt ryokan 

onsen. Her kommer de lokale for at 

holde deres 7-9 dages årlige ferie, 

som er standarden for almindelige 

arbejdsheste. Vandet kommer fra varme 

kilder, og spa-området ligner en japansk 

have med små enkeltmandsbade og 

skyllesteder – sten, træ og bambus i 

smukke formationer og hele tiden et nyt 

bad med den ønskede temperatur. 

engelsk er en stærk overvurderet 

kompetence her, og udover mine 

manglende sproglige kompetencer i 

japansk skiller jeg mig voldsomt ud 

med sort jakkesæt blandt de undrende 

japanere, der lever det meste af deres 

ferie i kimono-lignende indretninger. 

Her er det mig, der repræsenterer det 

formelle. 

I restauranten bliver jeg modtaget med 

dybe buk som kejseren af Danmark. Min 

middag bliver reddet af, at der kommer 

nogle andre gæster, så jeg kan pege på 

deres mad for at bestille. Menukortet 

er ikke til megen hjælp, når man ikke 

engang ved, hvad vej man skal vende 

det for at læse det... 

Jeg aner ikke, hvad jeg spiser, men 

det er en stor madoplevelse i farver, 

serveret 40 cm over gulvet i en kun lidt 

benbrækkende spiseposition, så jeg må 

lige en tur i de varme bade, inden jeg 

skal sove. ”Hold da op, hvor er det lang 

tid siden at jeg har mødt så anderledes 

en kultur”, løber det igennem mit 

hoved, inden min spa-masserede krop 

overgiver sig til de bløde tekstiler. 

Dagen efter må jeg konstatere, at det 

meste af det materiale, jeg har fået med 

fra Danmark, virker pudsigt herude. 

Som en lokal ansat venligt fortæller 

mig, så giver det slet ikke mening, når 

man fokuserer så meget på, hvad den 

enkelte ansatte mener. Her er teamet 

og hele fabrikken langt mere vigtigt end 

alt det der demokratiske navlepilleri, 

konsensus og hvad-synes-du-selv. 

Desuden er engelsk så langt fra deres 

hverdag, at de reelt ikke kan bruge 

meget af den viden, der findes i resten 

af organisationen. Plus de jo så arbejder 

så anderledes. Ja, det kan jeg godt 

se, og dropper de kloge ord, og folder 

ørerne ud. 

I VIP-rummet 

Den sidste aften slutter med en fælles 

middag på den lokale restaurant 

sammen med toppen af poppen fra 

fabrikken. Kontakten er blevet bedre 

dag for dag, og nu er der en lettere 

løssluppen stemning. Vi får 14 retter 

kunstfærdigt serveret i et VIP-rum, 

hvor snakken ivrigt går på, hvad det 

mon er, vi spiser! 

Der er åbenbart så mange forskellige 

delkøkkener inden for det japanske 

køkken, at det er helt normalt at få mad, 

man aldrig har fået eller hørt om før – 

og finnesuppen, grønsagsterrinen, den 

rå fisk, kødet med de rå æg og alt det 

andet smager himmelsk. Klassisk sushi? 

Nix, det er en fin middag. Og mens 

æggeblommen og det rå fisk glider ned, 

så er det jo meget beroligende at tænke, 

at de er så hysteriske med hygiejne 

her. Gad vide, hvor mange gæster en 

sådan restaurant ville have i diarreens 

hjemland, Indien? 


Jeg føler mig også helt hjemme i det 

andet samtaleemne, for det er, hvad der 

egentlig står på menuen! I et land hvor 

man bruger – og blander – 3-4 alfabeter, 

bliver sake-oversigten en udfordring, 

og mens vi beslutter os for at springe 

ildvandet over, begynder jeg at forstå, 

hvor vanvittig komplekst det japanske 

samfund er. Og hvor dybt fascinerende, 

inspirerende og dygtigt et samfund det 

også er. 

På vej til Japan fra Danmark når 

jeg forbi både den sydkoreanske og 

den kinesiske hovedstad lige på det 

tidspunkt, hvor OL er i gang. På næsten 

lovlig vis får jeg hustlet mig ind til 

svømmekonkurrencerne sammen med 

en kollega, og idet vi træder ind, viser 

tavlen, at en Lotte Friis fra Danmark 

ligger i spidsen i 800 m et-eller-andet. 

Med ét er vi glade frikadelledanskere, 

der hepper på lotte med et hjemmelavet 

Dannebrog, siddende blandt tusindvis af 

kinesere. 

Dagen efter indlogerer jeg mig i Seoul 

på det bedste hotel, jeg nogensinde 

har været på. Det hedder jo så meget 

passende ”Lotte Hotel”, som er et 

hav af fantastisk design, elektronik 

(bl.a. er toilettet elektronisk med egen 

skyllemenu!) og en perfekt placering midt 

i byen ved templerne og markederne. 

Stort, intet mindre end stort. 

når korruption er en 

æressag 

”Hold da op hvor er her grimt! Og gråt, 

for fanden hvor er det gråt!”. Jeg står 

bandende på hovedgaden i bukarest og 

undrer mig over, hvad dælen jeg laver 

dér. Jeg havde ellers forsvoret, at jeg 

nogensinde skulle tilbage til bukarest 

efter en række ubehagelige oplevelser 

på en interrailtur i ´93. Trøstesløst, 

kriminelt og fattigt var det. 

14 år senere fyldes de danske nyheder 

af, at København bliver invaderet af 

rumænske busser, fyldt med tricktyve 

og prostituerede, netop som jeg bliver 

tilbudt muligheden for at komme derned 

igen. Jeg kan blive en del af Europas 

største anti-korruptionsprojekt, som 

skal få styr på nogle kulturtræk, der 

ikke rigtig opfattes som forenelige med 

EU. 

Jeg dropper forbeholdene, spænder min 

modighedsmuskel, og kaster mig ud i 

projektet, som kræver at jeg med jævne 

mellemrum snupper propelflyveren 

til bukarest og arbejder med en lang 

række lokale organisationer over hele 

landet. Projektkontoret ligger godt 

nok centralt i byen, men centrum af 

bukarest er primært et beton- og 

trafikhelvede. For at komme derind, 

skal man igennem en småskummel 

boghandel, ud af bagdøren, op af en 

smuldrende og ofte ildelugtende trappe 

(for elevatoren ligner noget der er løgn), 

forbi advokatkontorerne og ind af en 

næsten hel dør. 

Velkommen til ”Østeuropas Paris”, 

som turistbrochurerne taler om pga. 

triumfbuen og de historiske bånd til 

Frankrig. 

rumænsk humor 

Min første overraskelse kommer til 

mødet med reklamebureauet, som 

Billede til venstre: At bo på et traditionelt 

japansk ryokan med spa er en oplevelse, man 

ikke må snyde sig selv for. 

Billede nedenfor: Her er hygiejnens japanske 

frontkæmpere på selvsamme trappe, hvor jeg 

begik hygiejnebrud. 

Billede til højre: Sibiu i Rumænien er en 

transsylvansk, og kun lettere korrupt, perle 

nord for Bukarest. 

skal stå for en del af kampagnen. I 

det toptjekkede mødelokale folder de 

en vældig ironisk kampagne ud, hvor 

forskellige personer, fx en politimand, 

siger tak, fordi han kan købe en ny bil 

med de korruptionspenge, han har fået. 

Samtlige alarmklokker bimler i mit 

hoved, for sådan en megakampagne 

skal forstås – ikke misforstås, og det er 

ikke ligefrem fordi, jeg har mistænkt de 

lokale for at have en særlig forståelse for 

det jeg ser som klassisk dansk-engelsk 

ironi. Men det har de. Faktisk går det op 

for mig i løbet af de næste par dage, at 

kommunismens hårde omgang med folk 

her har skabt en overlevelseshumor, 

som slet ikke er ulig med den danske 

ironi. Kompleks, samfundskritisk og ikke 

mindst med et skævt og venligt smil på 

læben. Nogle gange skal man lige ind 

under overfladen, men den er der. 

om aftenen får jeg anbefalet en 

restaurant, som ligger i en hyggelig 

sidegade, og som serverer suveræn 

mad til 100 kr. Da jeg går mæt hjem 

til hotellet på de brede fortove langs 

hovedgaden, går det op for mig, at der 

er færre tiggere her end ved nørreport 

station, og at jeg føler mig tryg midt i 

alt det her beton. Rumænien er ved at 

snige sig ind under huden på mig. 

den transsylvanske 

åbenbaring 

I løbet af to år besøger jeg Rumænien 

10 gange, nogle gange i én dag, nogle 

gange i to uger. Jeg har efterhånden 

lært at finde de hyggelige kroge i 

bukarest, jeg køber pretzels på gaden 

som de studerende, og spiser på mine 

yndlingsrestauranter, hvor man bl.a. kan 

få vildt fra bjergene. Jeg ser Domkirken 

i flotte Brasov og Draculas eventyrlige 

slot i bran, lige nord for bukarest 

samt Sortehavskysten. Jeg ser også 

Justitsministeriet indefra, og vænner 

mig til det skumle projektkontor. 

Højdepunktet kommer som en del af 

den kampagne, hvor der er møder 

i over tyve byer i hele landet, og 

hvor lokale myndigheder, nGoér og 

eU-repræsentanter skal høre om status 

i kampen mod korruption og understøtte 

processen fremad. Med egen tolk 

tager jeg toget rundt i bjergrige 

Transsylvanien og hører om, hvordan 

man slipper af med korruptionen på 

kreative og dygtige måder. 

I lufthavnen har man fx indført 

elektronisk udvælgelse af taxaselskaber, 

så det ikke er kvinden i skranken der 

vælger, hvem man køber en tur af. På 

rådhuset har de ombygget borgersalen, 

så alle kan se alle, og har indført et 

nummersystem, så borgerne ikke ved, 

hvem der behandler deres sag eller 

ansøgning. I Erhvervsministeriet har 

de indført one-stop-sagsbehandling 

for nye virksomheder, hvor der er 

repræsentanter fra tre ministerier, så 

processen er synlig og går så hurtigt, at 

der ikke er grund til bestikkelse – langt 

hurtigere end fx i Danmark. I politiet er 

der indført så mange gode initiativer, 

at de nu faktisk kan hjælpe med at 

bekæmpe korruptionen andre steder. 

At træerne ikke vokser ind i himlen 

bliver tydeligt, da to ministre må træde 

tilbage pga. korruptionssager, men på 

den anden side er de jo blevet opdaget, 

som jeg argumenterer overfor de 

rumænere, jeg møder. 

I en af mine togsamtaler med min tolk 

Mioara forstår jeg pludselig, hvorfor 

det her land har været – og delvist 

stadig er – så bundkorrupt. En del 

skyldes ældgamle kulturelle traditioner, 

kommunismens kleptokrati og det 

tag-selv-bord, der opstod, da der blev 

sagt ”ciao, ciao – cescu”, da Nicolae 

Ceauşescu fik en kugle for panden i ´89. 

Der er også en voldsom solidaritet i 

Rumænien. Ikke med sigøjnerne, som er 

en torn i øjet på mange rumænere, men 

ellers. ”Hvordan skal min læge kunne 

leve af den løn hun får?”, hører jeg 

hele tiden. ”Hvis ikke vi giver læreren 

på skolen lidt penge ved juletide, må de 

jo opgive og finde et bedre lønnet job”. 

”Vi har ikke så meget, men hvis vi ikke 

hjælper hinanden, har vi endnu mindre”. 

Korruption er nogle gange en æressag. 

eller ren kommunisme, kunne man 

mene, men måske snarere et udtryk 

for, hvor dyb en krise landet har været 

i i mange år. Vi kan overleve, og vi vil 

overleve. Her eller ved at tage et dårligt 

lønnet job i udlandet. Og så griner vi lidt 

af det hele – så skal det nok gå. Meget 

beundringsværdigt. 

Da jeg forlod Rumænien i 2008 var man 

i gang med at importere arbejdskraft fra 

Kina, fordi arbejdsløsheden nærmest 

var væk, og byggeprojekterne stod i kø 

for at modernisere landet. Siden da har 

der været lidt turbulens i det politiske, 

bl.a. fordi EU slap sit hårde greb om 

landets vej mod mindre korruption, men 

med de mennesker kan der kun være én 

vej, og det er direkte ind i Europa. For 

der kommer de fra, og der skal de nok 

komme tilbage til. 

og jeg skal nok også komme tilbage – til 

de fine mennesker og til unikke Sibiu, 

der som en transsylvansk perle med 

rette var Europas kulturby i 2007. 

Hvordan kan det lade sig gøre? 

Jeg bliver tit spurgt om, hvordan jeg kommer så meget ud at rejse, som jeg 

gør. Privat og med arbejde. Her er mine svar. 

Privatrejser: Med 2003 som undtagelsen der bekræfter reglen, har jeg 

aldrig haft under 8 ugers ferie om året. Vel at mærke kombineret med 

fuldtidsarbejde, og i en del år med både et fuldtids- og et deltidsarbejde. Det er 

at lave ”en Jacob”, som en af mine gode venner kalder det. 

Det har jeg kunnet ved at udnytte alle overgange mellem job, 

barselsmuligheder, afspadsering for overarbejde og forhandle mig til fast 

ekstra ferie fremfor løn. Det har kun krævet en prioritering af rejsetid, og så 

naturligvis hårdt arbejde i perioder. 

Arbejdsrejser: Jeg har boet og arbejdet som praktikant i Tyskland og på Malta 

og været til konferencer i Brasilien, USA og Tyrkiet. Jeg har været konsulent i 

Kina, Japan, Rumænien og andre europæiske lande. 

Det er lykkedes, fordi jeg selv har opsøgt praktikmulighederne (bl.a. via 

organisationen AIESEC), fordi jeg har opsøgt internationale opgaver og måske 

den allervigtigste – fordi jeg har brede sprogkompetencer. Kompetencer som 

jeg vedligeholder og kan dokumentere, fx ved at vise min ToeFl-test, der viser 

mit engelskniveau. 



Syv millioner mennesker overlevede på 

fødevarehjælp i 2008, billedet viser sårbare kvinder 

som venter på at få deres månedlige madration. 

Et år i Zimbabwe og 

89 sixtillioner senere 

I løbet af det sidste år har Zimbabwe oplevet en eskalation af inflationen, 

så den til sidst nåede op på 89.7 sextillion procent. ZimDollaren fik jævnligt 

skåret 10 nuller væk. de få forretninger, som stadig havde åbent, lukkede 

flere gange om dagen for at fordoble priserne. Al offentlig service gik i stå, 

togene holdt stille, hospitalerne var tomme, skolerne og universiteterne 

var lukkede, vejene var oversvømmede pga. sprængte vandrør og stoppede 

kloakker, og der var strømafbrydelser der varede flere dage. Dertil - eller 

måske derfor - kom en omfattende kolera-epidemi med 100.000 smittede 

og 4.000 døde og en omfattende fødevaremangel, hvor over syv million 

mennesker var afhængige af fødevarehjælp. 

TeksT og foTo: chrisTer lænkholm 

Efter at have været forsinket i 14 dage 

pga. den voldelige valgkamp og det 

betændte politiske klima ankommer 

jeg endelig med min familie til 

Zimbabwe, hvor vi skal være i to år 

og hvor jeg skal arbejde som udsendt 

nødhjælpsarbejder. Et Zimbabwe, som 

absolut ikke ligner sig selv. Selvom 

naturen stadig er smuk og folk venlige, 

er det bare ikke det samme, stemningen 

på gaden er trykket og nervøs. Hvad 

finder Mugabe og hans venner på næste 

gang, tænker folk. I juli er det vinter i 

Zimbabwe med nattemperaturer ned til 

nul grader, husene er hverken isolerede, 

opvarmede eller har termoglas i 

vinduerne, så for at holde varmen sover 

vi næsten fuldt påklædte under det 

evindelige kolde tæppe. 

seddelpressen stod ikke 

stille 

Dagligdagen i Zimbabwe var som at 

være i cirkus med sig selv i rollen 

som klovn. Inflationen var vanvittig 

og nåede op på 89 sixtillioner procent 

(86.000.000.000.000.000.000.000 

%). Nationalbankens seddelpresse 

stod ikke stille et minut, de sprøjtede 

simpelthen pengesedler ud i et tempo, 

som aldrig er set før, og på bare et 

halvt år blev der skåret 23 nuller væk 

og introduceret nye seddelserier flere 

gange. Det er senere kommet frem, at 

nationalbanken trykkede tre kopier af 

hvert serienummer, en kopi til almindelig 

cirkulation, en til militæret og en til 

partiet. De fleste butikker var lukkede, 

og de få, der havde åbent, solgte kun 

ganske få ting, og det til priser, der 

svingede flere tusinde procent op og 

ned - i forhold til kursen på det sorte 

marked vel og mærke. Bare at få 

handlet de mest basale ting ind kunne 

tage en hel dag, og så var man sikker 

på kun at komme hjem med halvdelen 

af, hvad man behøvede. At veksle på 

gaden var ulovligt, og ved store beløb 

var risikoen for at blive snydt alt for 

stor, man har ikke lige tid til at tælle 

10 bundter af hver 100 sedler igennem 

midt på gaden. Heldigvis fik jeg hurtigt 

kontakt med en pengeveksler med gode 

forbindelser direkte til nationalbanken, 

så hele bundter af nytrykte penge blev 

det ofte til. Det var faktisk temmelig 

stressende at vide, at så snart du har 

fået dine Zim-dollar i hånden, begynder 

de at miste værdi. Derfor er det bare 

at få dem brugt så hurtigt som muligt, 

hvilket jo så er svært, når de fleste 

butikker er lukkede. På et tidspunkt røg 

prisen på en øl op til det, der svarede til 

50 kr. Det var lige godt for groft, så jeg 

var tørlagt i 14 dage, ind til inflationen 

havde gjort, at prisen var faldet til 5 kr. 

Det var lidt ligesom hollandsk udsalg, 

når priserne var høje, så var der varer 

at købe, som så blev billigere med tiden. 

Kunsten var at slå til og købe op på det 

helt rigtige tidspunkt, inden de blev 

udsolgt eller inden prisen blev sat op 

igen. På et tidspunkt gik det så hurtigt, 

at butikkerne lukkede mange gange 

om dagen for at sætte priserne op. 

Frustrerende når man lige har tjekket 

prisen for derefter at veksle lige det 

beløb, man har brug for, og når man så 

kom tilbage, var det alligevel ikke nok. 


den eneste turist 

Selv om situationen i landet er helt til 

rotterne, kan man jo godt nyde en god 

safaritur i den største park i Zimbabwe 

– Hwange, som er på størrelse med 

belgien og huser ikke mindre end 

30.000 elefanter. Så efter på forhånd 

at have booket et lille hus i parken hos 

parkadministrationen, drog vi af sted. 

Det første man skal gøre, før man 

kommer ind i selve parken, er at skrive 

sig ind i deres logbog, og minsandten ser 

vi, at den sidste besøgende kørte ind for 

to dage siden, så for en gang skyld kan 

man have det hele for sig selv. Selv om 

regntiden er begyndt, bliver vi absolut 

ikke skuffede, i hvert fald ikke den første 

dag. Som en rigtigt safariturist står jeg 

på ladet af min bil og får spottet alle 

de sædvanlige dyr: elefanter, giraffer, 

flodheste, krokodiller, kuduer osv. 

nogle endda lige tæt nok på, specielt 

en kæmpe hanelefant, som stod kun tre 

meter fra vejen og gnaskede blade fra 

et træ, var skræmmende. Efterhånden 

som vi kommer længere ind i parken, 

skifter landskabet karakter fra åbent 

savannelandskab til lukket krat og 

til sidst sumpet bush. Elefanter kan 

ikke lide at gå rundt på alt for sumpet 

jord, de synker simpelthen i, så det 

var kun i den første del af parken, at 

vi så elefanter, og det var også meget 

begrænset, hvad vi så af andre dyr 

på sidste del af turen. Vi kunne dog 

høre løverne brøle om natten, men set 

dem fik vi ikke. Skiltet foran vores lille 

hus siger: ”Please note: Hyenas Eat 

Everything”. Efter sigende skulle de 

være specielt glade for ens gamle sko, 

hvis man har været så dum at efterlade 

dem uden for døren. Og hvis man først 

har mistet sine sko i Zimbabwe, må man 

gå rundt barfodet, for sko eller sandaler 

er ikke til at opdrive. 

alle unødvendige rejser til 

Zimbabwe frarådes 

Alle verdens udenrigsministerier 

frarådede på daværende tidspunkt 

alle rejser til Zimbabwe, så antallet 

af turister var selvfølgelig meget 

begrænset. De der alligevel kom, 

holdt sig i området omkring Victoria 

Falls, så de hurtigt kunne smutte 

tilbage til Zambia efter at have set det 

spektakulære vandfald. Det var ikke 

fordi det var decideret farligt at være i 

Zimbabwe, men rejsebetingelserne var 

bare meget vanskelige, specielt mht. 

transport og mad. Pga. konstant mangel 

på brændstof kørte tog og busser meget 

26 GLOBEN nr. 39 / Marts 2010 

uregelmæssigt, og da der heller ikke var 

reservedele til biler, ville det være noget 

af en livsfarlig tur at begive sig ud på. 

Der dræbes mindst 3.500 mennesker 

om året i trafikken i Zimbabwe, og jeg 

har da også tit set uheld rundt omkring 

på vejene. 

ligesom hos fleggaard 

Maden var et kapitel for sig, meget 

få officielle butikker havde noget på 

hylderne, så det var om at have gode 

kontakter for at holde sig forsynet i det 

daglige. Vi drog derfor også på jævnlige 

indkøbsture til nabolandet Botswana. 

Desværre havde mange andre tusinder 

Zimbabweanere også fået den ide, og 

grænsen var tit pakket med mennesker, 

så det kunne tage op til fire timer at 

krydse grænsen, og det var hver vej. 

Der var selvfølgelig visse måder at 

speede processen op på - specielt på 

Zimbabwe-siden. En række unge fyre 

tilbød, at man kunne snige sig foran 

i køen for en beskeden sum penge, 

det gik da også godt den første gang, 

men anden gang blev jeg snuppet og 

anklaget for illegalt at krydse grænsen. 

De aggressive politimænd råbte op 

om, at nu skulle jeg for retten, og 

at jeg absolut ikke kunne betale en 

bøde på stedet. Jeg havde også en 

kollegas datter med i bilen, og hun blev 

også taget med, og så blev jeg ellers 

anklaget for trafficking oveni. Men det 

hele var selvfølgelig et ægte scam, og 

efter at have betalt lidt dollars til deres 

frokost, blev vi sluppet fri med smil og 

håndtryk og inviteret indenfor, hvis vi 

skulle krydse grænsen en anden gang. 

At komme til Botswana mindede mig om 

gamle dage, hvor man tog til tyskland 

og fyldte bilen op med øl, slik og sprut. 

Folk her kørte bare ikke til botswana 

for at købe øl, slik og sprut, men for 

at købe ganske almindelig mad, så de 

overhovedet kunne få noget at spise. 

Specielt deres evindelige majsmel, som 

bruges til Sadza - en slags tyk majsgrød, 

som de spiser til morgen (med sukker 

på) til middag og til aften med kød eller 

kogt spinat - blev der læsset på bilerne. 

omkring jul blev presset på botswanas 

beholdning af majsmel så stort, at der 

blev indført restriktioner på, hvor meget 

man måtte tage med over grænsen til 

Zimbabwe. Tredive kg per person, og 

alle biler blev grundigt gennemsøgt 

efter det hvide guld, som de lokale 

kalder det. 

Billede ovenfor: Næsten overalt i Zimbabwe kan 

man støde på giraffer, giraffen her fandt vi i Hwange 

nationalparken. 

Billede øverst til højre: Pige på vej til markedet for at 

bytte sin høne til majsmel, som bruges til majsgrøden 

Sadza. 

Billede i midten: Vandforsyningen har været noget ustabil 

med mange afbrydelser, billedet viser hvad man nogle 

gange får ud af vandhanen. 

Billede nedenfor: Ældre kvinde der får uddelt fødevarer, 

så hun og familien kan få mad. 

BIllede nederst til højre: Høsten ser ud til at blive god i 

år, billedet viser en dreng i familiens majsmark.

den forbandede majs 

Majsen er det sydlige Afrikas og 

Zimbabwes forbandelse. Det kom 

til området i starten af 1900-tallet 

sammen med de hvide kolonister, som 

dyrkede det som mad til deres dyr, men 

lokalbefolkningen fik hurtigt smag for 

den hvide majs. De fleste steder er der i 

virkeligheden alt for tørt til at dyrke majs, 

og der må derfor bruges kunstvanding, 

noget de små fattige bønder ikke har 

råd til, og derfor får de år efter år en 

middelmådig eller dårlig høst. Men de 

er blevet så vant til majsen, at de ikke 

kan forestille sig et måltid uden, lige som 

man for tredive år siden skulle have sovs 

og kartofler i Danmark. 

”Mens resten af landet 

sultede, slog de alle 

hans dyr ihjel og lod dem 

ligge på jorden og rådne 

op, samtidig med at de 

plyndrede resten af hans 

farm for alt.” 

de hvide farmere 

Der er stadig en del hvide Zimbabweanere 

tilbage i Zimbabwe, populært kaldes de 

Rhodies (efter Rhodesia). Før år 2000 

var der ca. 4000 hvide farmere, som 

sad på over 70 % af landbrugsjorden. 

Nu er der ca. 300 tilbage. Farmerne fik 

frarøvet deres jord og er for de flestes 

vedkommende sure og bitre, nogle 

er flygtet til nabolandende specielt 

Sydafrika, men mange har også slået sig 

på diverse business, specielt fremstilling 

af teakmøbler ser ud til at være en 

populær beskæftigelse. Manden vi købte 

vores møbler af, var da også tidligere 

farmer, som havde en kæmpe farm vest 

for Harare, med over 2.000 dyr. Hans 

farm blev invaderet af sorte bøller, som 

kaldte sig krigsveteraner, men som 

ikke var mere end tyve år og derfor 

aldrig kunne have kæmpet i nogen som 

helst frihedskrig. Mens resten af landet 

sultede, slog de alle hans dyr ihjel og 

lod dem ligge på jorden og rådne op, 

samtidig med at de plyndrede resten 

af hans farm for alt. Nu ejes farmen af 

en af Mugabes venner, alt er tilgroet, 

og den producerer ikke noget længere. 

blandt den almindelig sorte befolkning 

er der ikke noget had til de hvide, de 

bliver betragtet lidt på afstand, og der 

socialiseres sjældent. Mange af de hvide 

sidder stadig fast i deres romantiske 

drømme om Rhodesia-tiden, hvor de 

havde magten i landet, og det er ikke 

unormalt at støde på Rhodesia-flag og 

gamle militærbilleder i de hvide hjem 

samt beklagelser over, hvor dovne de 

sorte er, og hvordan de ikke passer godt 

nok på deres ting. 

Man skulle tro, at efter hvad befolkningen 

har været igennem under det hvide 

mindretals styre frem til 1980, så skulle 

der - ligesom i Sydafrika - være en vis 

skepsis over for hvide mennesker, men 

det er langt fra tilfældet, folk på gaden er 

høflige og imødekommende. Selv politiet 

har altid været høflige over for mig. 

tiden 

Man kan som dansker godt blive fascineret 

af den lokale omgangsform, man tager 

tingene, som de kommer og planlægger 

ikke alt for meget. Men når man arbejder 

her og forsøger at få nogle ting gjort, så 

kan det godt været noget frustrerende. 

I starten lænede jeg mig lidt tilbage og 

tænkte, nå ja, det er jo deres kultur og 

på en eller anden måde får de jo tingene 

gjort, for det gør de jo i sidste ende. Men 

det gik tydeligere og tydeligere op for 

mig, at de lokale er lige så frustrerede 

og stressede over deres egen mangel 

på planlægning og tidsfornemmelse, 

det er bare svært for dem at ændre sig 

kollektivt. For man vænner sig hurtigt til 

ikke at komme til tiden til et møde, hvis 

man har oplevet at sidde og vente lang 

tid på de andre. De er i virkeligheden 

ikke så laid-back og tilfredse, som de 

umiddelbart giver udtryk for, de har bare 

accepteret tingenes tilstand. 

us dollar, rand og Pula 

Efter at Mugabe og Tsvangerai endelig 

fik dannet en samlingsregering, er det 

så langsomt begyndt at gå fremad 

i Zimbabwe, i hvert fald på visse 

punkter. Samtidig er høsten, pga. 

gode regnmængder, blevet helt ok, og 

man forventer, at ”kun” 3-4 millioner 

mennesker vil være afhængig af 

fødevarehjælp i næste sult-sæson. I 

februar blev Zim-dollaren afskaffet, 

og alt handles nu i US Dollar, Rand 

eller Pula, priserne er faldet, og landet 

oplever nu en decideret deflation. 

butikkerne er igen fyldt med varer, og 

man kan nu få de fleste nødvendige ting 

uden at skulle jagte rundt en hel dag. 

Der er dog visse tilbageslag, forsyningen 

af brændstof er noget ustabil pga. 

korruption i det statslige olieselskab, 

som har monopol på al import af 

brændstof. Menneskerettighederne i 

landet er stadig under pres, militæret 

og efterretningstjenesten nægter at 

adlyde premierministeren, der er stadig 

politisk vold, ulovlige tilbageholdelser, 

undertrykte medier, og alt hvad der 

ellers hører med til et diktatur. Mugabe 

er i dag 85 år, men er stadig i fuldt 

vigør, og han arbejder netop nu på at 

blive officielt udnævnt som sit partis 

”all time supreme leader”. Der er dog 

gang i en proces hen imod at få lavet 

en ny forfatning med deltagelse af alle 

grupper i samfundet. Hvor det helt 

præcist fører hen, er der ingen, der ved, 

men de fleste håber det bedste. 

Praktiske 

oplysninger 

Rygsækrejse: Zimbabwe er et 

glimrende safarirejsemål og kun halvt 

så dyr som nabolandene, når det 

drejer sig om safariture. Jeg vil dog 

ikke anbefale deciderede rygsækrejser 

til Zimbabwe. Dertil er der stadig for 

få overnatningsmuligheder, og det er 

forholdsvist dyrt. 

landtransport: enten kan man tage en 

pakketur, eller man kan i botswana og 

Sydafrika leje en 4x4 bil for ca. 80 USD 

om dagen inkl. alt campingudstyr (telt, 

soveposer, køleskab, gasblus osv.). 

Billeje i Zimbabwe er uforholdsmæssigt 

dyrt. 

Fly: Zimbabwe Air flyver faktisk direkte 

fra london et par gange om ugen til 

Harare til 3-4.000 kr., eller man kan 

flyve via. Jo’Burg i Sydafrika for ca. 

8.000 kr. 

Visum: Fås ved indrejse til USD 30 for 

et single-entry. Og vær opmærksom 

på, at der ikke findes ATMs i landet, så 

medbring rigeligt med kontanter. 

FORSIDEKANDIDATER 

”billedet på forsiden af dette blad er udvalgt blandt de indsendte billeder fra 

udlandsarbejde. det har været et svært valg blandt mange rigtig gode billeder. Her på 

siden kan du se nogle af de kandidater, der var med i opløbet.” 

Marts 2010 / nr. 39 

Globen 


polarBear, nordpolen 

foTo: marTin JacoBson 

Marts 2010 / nr. 39 

Globen 

Marts 2010 / nr. 39 

Globen 


Marts 2010 / nr. 39 

Globen 



suvi filmer, nordpolen 

foTo: anders karlqvisT 

faBrikken i Japan 

foTo: JacoB gowland Jorgensen 

Brazil rJ peTropolis aalBorg kede 

foTo: knud Bach 


Stemningsbillede fra 

Nepals hovedstad 

Vi sidder på vores værelse i Thamel-kvarteret i Kathmandu og skriver 

dagbog. Pludselig går lyset ud på grund af en af de utallige strømafbrydelser 

i byen. Kort tid efter går en generator i gang for at producere nødstrøm. 

Den virker også i starten, men efter få minutter flimrer de elektriske pærer 

på hotelværelset, og selv om generatoren larmer videre, bliver det hurtigt 

mørkt igen på hotellet. 

Men strømafbrydelsen er åbenbart kun lokal, for på en café lige ved siden 

af stråler aftenlyset ud, og kort efter begynder et live-orkester at spille 

retro-musik for fuld udblæsning. Tonerne fra John Lennons ”Jealous Guy” og 

numre fra Creedence Clearwater revival drøner ud i natten. 

TeksT og foTo: erik ponToppidan 

Dette er et lille snapshot fra Kathmandu, 

som vi oplevede det i oktober 2009. Den 

legendariske by, som har en varm plads 

i mange danskeres hjerter. Dels hos 

de gamle hippier, som nu er ved at nå 

pensionsalderen. Mange af dem besøgte 

byen i 1960’erne og 70’erne, hvor de 

fik oplevelser, som ændrede deres liv. 

Ikke bare på grund af hash’en, men 

også – og nok især – fordi nepal blev 

et af deres allerførste møder med en 

verden udenfor europa, som var totalt 

anderledes. Men også på grund af de 

titusinder af danskere, som har besøgt 

nepal efter hippie-tiden og har fået 

fantastiske oplevelser på trekkingture i 

Himalaya. 

I dag er Kathmandu en overbefolket og 

larmende storby med trafikpropper, som 

får køerne på Københavns indfaldsveje 

i myldretiden til at blegne. Der bor 

alt for mange mennesker i byen, og 

forureningen er enorm. De, der agter at 

besøge Kathmandu i dag, skal vide, at 

sådan er byen også. Alligevel har den 

så mange oplevelser at byde på, at jeg 

stadig – selv efter mit seneste besøg 

i 2009 – har bevaret min kærlighed til 

den. 

efter hippie-tiden er der opstået et 

helt nyt kvarter i Kathmandu ved 

navn Thamel, og det er her, turisterne 

holder til i dag. Her er trafikken lidt 

mindre hektisk, og forretningerne i 

Thamel sælger lige præcis de varer, 

turisterne gerne vil købe. CD'er med 

kvalitetsmusik kan erhverves for en 

tier, sjaler, tøj, lædervarer med mere 

kan købes for en slik, og turisterne 

kan vælge og vrage mellem et stort 

antal kvalitetsrestauranter til meget 

favorable priser. Og så har byen 

endnu en attraktion, som jeg har 

lidt svært ved at få styr på. Thamel 

er på flere måder en tidslomme, for 

kvarteret emmer af nostalgi. Hele 

dagen strømmer der retromusik ud fra 

butikkerne: Dylan, Beatles, Pink Floyd, 

you name it. Desuden sælger mange af 

forretningerne tøj, som var moderne i 

60'erne og 70'erne. Det med nostalgien 

har jeg endnu ikke fundet en fornuftig 

forklaring på. Er det mon fordi, man 

gerne vil bevare myten om nepal som 

hippiernes gamle paradis? Eller er det 

fordi, Kathmandu i dag også besøges 

af mange velbeslåede turister, som 

var unge i 60'erne og derfor føler sig 

godt tilpas og købelystne i Thamels 

atmosfære? 

Men uanset den bevidste dyrkning af 

fortiden, og på trods af den larmende 

trafik og overbefolkning, så er 

Kathmandu og Kathmandu-dalen absolut 

stadig et besøg værd. Hold alle sanser 

åbne, og du vil opdage, at byen vinder 

ved et nærmere bekendtskab. Udover 

de mange obligatoriske seværdigheder 

er byen fuld af uventede overraskelser 

og oplevelser, som brænder sig fast 

på nethinden og med garanti vil dukke 

op i mørke vinteraftener på helt andre 

breddegrader mange år frem i tiden. 

og sidst, men ikke mindst: Hvis du 

skal på vandretur i verdens bedste og 

smukkeste trekkingland, så kommer 

du ikke uden om Kathmandu. Den er 

indgangsporten til den nepalesiske 

del af Himalaya, og alle ture starter 

og slutter her. Den fantastiske natur 

starter allerede få kilometer uden for 

Kathmandudalen. 



Kolde dage og varme nætter i Graz 

På Studieophold i 

Steiermark, Østrig 

”Send mig et sted hen, hvor jeg kan 

lære tysk og tjene penge”, bad jeg min 

studievejleder. jeg anede ikke, hvor byen 

Graz lå, og havde ikke den fjerneste 

idé om, hvad hverken obstler, Mahlzeit 

eller Gösser var for noget. jeg vidste 

heller ikke, at mere end hver tiende 

indbygger i byen var studerende, og at 

jeg var på vej ned til et halvt år med 

forrygende fester med øl, frivole studiner 

og sækkepibemusik. tag med, når jakob 

Øster tilbringer et efterårssemester i 

erhvervspraktik i Østrig. 

TeksT: JakoB øsTer 

foTo: JakoB øsTer og wikipedia 

Billede øverst: Grazer Rathaus. Foran rådhuset står en særdeles velbesøgt pølsevogn, der 

langer et utal af schnitzler, Leberkäsesemmeler og andre mærkværdigheder over disken. 

Billede til venstre: Graz’ vartegn Glockenturm troner fra det 500 meter høje Schloßberg over 

byen, der har en af Europas bedst bevarede gamle bydele. 

”Herr Öster nehme ich an?”. Lidt nervøs 

betragtede jeg den rødskæggede mand 

med de venlige øjne, der talte til mig 

med syngende, nasal dialekt. Med 

fremstrakt hånd kom han mig i møde på 

det kontor, jeg lige var blevet ført ind 

på. ”Ich bin Dr. Herster. Ich hoffe, Sie 

hatten eine angenehme Reise?” 

En behagelig rejse. Jovist. En time 

tidligere var jeg ankommet til 

banegården i Graz, hovedstaden 

i delstaten Steiermark og Østrigs 

næststørste by, hvor jeg skulle i 

praktikophold på virksomheden AVL. 

Jeg havde taget nattoget fra København 

ned gennem Tyskland. Nattoget havde 

vist sig at råde over både en bar og en 

flok flinke og unge mennesker. Således 

var jeg, da jeg stod af toget ud på 

formiddagen, temmelig omtåget efter 

den lange rejse med øl, fest og kun en 

smule søvn. 

dr. Mahmoud og dr. Herster 

På perronen blev jeg mødt af en arabisk 

udseende person, der præsenterede 

sig som Dr. Mahmoud. Jeg havde ingen 

anelse om, hvem denne Dr. Mahmoud 

var, men han sagde, at min vejleder Dr. 

Herster havde sendt ham for at hente 

mig, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte 

følge med. 

Kort efter befandt jeg mig derfor på min 

vejleders kontor og prøvede febrilsk at 

komme i tanke om nogle af de tyske ord, 

som mine tysklærere gennem tiderne 

havde påstået, at jeg nok en dag skulle 

få brug for. Jeg fik fremsnøvlet en hilsen, 

mens jeg desperat prøvede at huske 

at sige både ”Sie” og ”Herr Doktor” 

på de rigtige tidspunkter ganske som 

min studievejleder hjemme i Danmark 

havde insisteret på, at jeg skulle. 

omtrent 30 sekunder inde i samtalen 

stod det mig klart, at isen havde svært 

ved at bære. Mine tyske sætninger 

flød meningsløst i alle retninger, mens 

verberne der alle skulle fyres af til 

slut hobede sig uforløste op i mit 

tømmermandsplagede hoved. Jeg kom 

konstant til at tiltale min ærværdige 

vejleder med ”Du”, og følte mig mere og 

mere beklemt ved situationen. 

”Es mokt nets”, sagde han på sin 

syngende steirische dialekt, men jeg 

var lidt i tvivl, om han mente det. 

Jeg overvejede, om jeg kunne vinde 

noget ved at smide ”Herr Doktor”- 

trumfen, men min antiautoritære 

jantelovsdanskhed forbød mig at titulere 

ham med hans fine titel som i øvrigt 

også gav mig ubehagelige associationer 

om en tysk nazilæge med speciale i 

fysisk afstraffelse. 

aVl 

AVL - Anstalt für Verbrennungskraftmaschinen 

list - modellerer, udvikler 

og patenterer biludstyr, hovedsageligt 

motorer, for en række af verdens 

førende bilproducenter. Som et led i 

mit ingeniørstudie på DTU havde en 

kløgtig professor på matematisk institut 

i lyngby skaffet mig en praktikplads 

på seks måneder hos Dr. Herster i 

Graz. Her skulle jeg arbejde med 

computermodellering af nye typer 

udstødningssystemer med henblik på 

at de modeller, der klarede sig bedst 

i simulationer, efterfølgende skulle 

konstrueres som prototyper. I sidste 

ende skulle de, hvis de klarede en række 

tests, benyttes i en ny bilserie. 

Jeg fandt hurtigt ud af, at det med 

titlerne var noget, man tog endog meget 

seriøst. Direktøren for det hele, Helmut 

list, havde naturligvis en titel, der kunne 

overtrumfe alle de andres. Professor dr. 

honoris causa var han, og tilmed søn af 

den hæderkronede, gamle virksomheds 

grundlægger. Grundlæggeren Professor 

Dr. Hans List var Østrigs svar på vores 

egen Hr. Møller. Trods sine 99 år 

indfandt han sig, tilbage i 1995 hvor jeg 

var der, stadig jævnligt på sit kontor. 

Selv delte jeg kontor med Dr. Mahmoud, 

som jeg var sikker på måtte være 

verdens kedeligste mand. Han kunne 

snildt sidde en hel dag uden at ytre et 

eneste ord. Undertiden kom jeg i tvivl 

om, han overhovedet var i live. 

alene i et fremmed land 

”Grüss Gott”, sagde de lokale 

forretningsdrivende, når jeg gik ind 

i deres butikker. ”Auf Wiedersehen”, 

sagde de, når jeg gik ud igen. Efter 

mine to første weekender gik det op 

for mig, at den eneste kommunikation, 

jeg havde haft med andre mennesker 

var, at vi til hinanden kunne mumle 

et spøjst goddag og et traditionelt på 

gensyn. Efter i to uger på arbejdet at 

have stirret på komplekse matematiske 

ligninger, der gav lige så meget mening 

som visumreglerne til Tibet, og efter 

to weekender uden kontakt til andre 

mennesker, var jeg parat til at tage 

hjem igen. 

Jeg var godt nok begyndt at spille en 

aften om ugen i en lokal bordtennisklub, 

men dér var de andre nogle gamle 

reaktionære starutter, som jeg hver og 

én havde mistænkt for at stemme på 

Jörg Haider. Alligevel skulle en af dem 

blive mit første bud på en ven. Han 

var en pensioneret, ældre herre, der 

den tredje søndag troppede op på min 

adresse iført slips og habit og ledte mig 

tre kilometer gennem byen for at vise 

mig, hvor der lå et vaskeri. 

Jeg var ved at blive desperat. Komplekse 

ligninger, tyske verber og ingen rigtige 

venner. Hold da kæft, hvor jeg kedede 

mig. 

rudi og jonas 

Så løb jeg ind i Rudi. En morgen, da jeg 

stod og fumlede med mit identitetskort 

i porten ved sikkerhedskontrollen hos 

AVL, stod han der og så flink ud. Rudi 

var også i ingeniørpraktik, udstationeret 

fra universitet i Linz. Rudi var mægtig. 

Han lånte mig en cykel. En gammel 

havelåge, hvor gearene var i stykker, 

men det gjorde ikke så meget. 

Jeg hjulede rundt i hele byen og slap for 

at tage sporvognen, når jeg skulle fra 

min lille lejlighed i elisabethinergasse 

og hen på jobbet. Rudi kendte en masse 

mennesker og alle de rigtige barer. Og 

han lærte mig mange af de tyske ord, 

som man ikke lærer på aftenskolen. 

To af de vigtigste var ”Krügerl” og 

”Leberkäsesemmel”. 

Rudi fortalte mig også om en engelskøstrigsk 

venskabsforening, der mødtes 

på en pub en gang om ugen. Selv om 

jeg hverken var engelsk eller østrigsk, 

tog jeg derhen. Dér mødte jeg et 

par flinke englændere, der havde et 

rockband, som jeg tog med rundt for at 

høre spille, og et par irske studerende, 

der inviterede mig med til en anden bar, 

hvor alle de udenlandske studerende på 

erasmus-programmet mødtes en gang 

om ugen. På Erasmus-pubben mødte 

jeg Jonas fra Sverige. Han spillede 

bordtennis i en anden og meget bedre 

klub, og han blev min bedste ven og 

svirebror for det næste halve år. Derfra 

var livet en fest. 

Hovedstaden i steiermark 

barerne lå belejligt strøet rundt i 

Grazs romantiske gamle bydel, hvor 

de brostensbelagte gader snor sig fra 

rådhuset og op til det mægtige, pompøse 


universitet og videre til den gamle 

tekniske højskole ikke langt derfra. De 

gamle sporvogne bumlede brummende 

gennem gaderne og udgjorde det 

foretrukne transportmiddel for byens 

mere end fyrre tusinde studerende. 

over den gamle by troner det knap 500 

høje Schloßberg, hvorfra byens vartegn, 

det monstrøse Glockenturm, der mest 

af alt ligner et kæmpe schweizisk kukur, 

kan ses over hele byen. Rammerne for 

et semester i udlandet kunne fra da af 

ikke have været mere perfekte. 

Tjenerne på barerne serverede altid ved 

bordene, og fra man sagde ”Krügerl” 

til der stod en stor fadøl på ens bord, 

gik der sjældent ret længe. Fire til 

fem aftener om ugen frekventerede 

jeg Graz’ herlige barer og afsluttede 

næsten altid turene med den rituelle 

Leberkäsesemmel (en sandwich der 

består af okse- og svinekød, bacon og 

løg, der er bagt i ovnen som et farsbrød) 

som Rudi havde lært mig. 

Glad i låget krydsede jeg nat efter 

nat på min gamle cykel Mur-floden via 

Hauptbrücke og listede til sidst forbi 

luderne, der trak foran min gadedør, 

og op i min lille ungkarlehybel af en 

taglejlighed i elisabethinergasse for at 

prøve at nå at få en fire-fem timers søvn, 

inden de indviklede differentialligninger 

og computersimulationer igen kaldte på 

AVL. 

Billede øverst til venstre: Opvisning 

i skotsk folkedans i den engelskøstrigske 

venskabsforening. De 4 

”skotske” herrer var i virkeligheden 

en østriger, en englænder, en 

svensker og en dansker. 

Billede nederst til vensre: Nær ved 

Graz ligger adskillige høje bjerge, 

hvor man kan vandre eller stå på ski. 

Billede midten: Udsigt fra Riesenradpariserhjulet 

i Prater-parken i Wien. 

Wien nås med tog på et par timer fra 

Graz. 

Billede øverst til højre: Grazer 

Rathaus. Casino Graz havde 

venligt sponseret årets farverige 

julekalender, som bestod af flot 

lysshow på byens rådhus. 

Billede nederst til højre: I en by med 

over 30.000 studerende, ud af en 

befolkning på 250.000, er der gode 

muligheder for at finde nogle, der 

gider tage med ud og bestige bjerge. 

Country dance og Haggis 

I den engelsk-østrigske venskabsforening 

blev sære traditioner stolt holdt 

i hævd. Hvert år op mod jul stod den på 

både Christmas carolling i gågaden og 

fejring af den skotske nationaldag, St. 

Andrews dag. Overskuddet fra begge 

dele gik til velgørenhed. 

St. Andrews dag skulle fejres med 

et arrangement med opvisning i 

skotsk country dance og et festmåltid 

bestående af lækker skotsk haggis. 

Desværre manglede der skotske mænd, 

der iklædt kilt kunne stå for folkedansen. 

Susie, Lindsay og Mandy fra Skotland 

var af den faste overbevisning at Jonas 

og jeg, trods vores skandinaviske 

udseende, efter lidt undervisning snildt 

kunne gøre det ud for et par skotter. Og 

man siger jo ikke nej til tre unge, søde 

skotske piger, der spørger, om man vil 

stille op til velgørende formål. 

Forventningsfulde sad omtrent 60 

tilskuere derfor bænkede, da St. 

Andrews-dag oprandt. Vi drak et 

par glas whisky, og så gik det løs. 

Trods forudgående afteners intensiv 

træning er jeg sikker på, at samtlige 

publikummer kunne gennemskue, at 

et par af pladserne var besat af et par 

kluntede skandinaver, der havde svært 

ved at sætte fødderne korrekt til de 

høje toner fra sækkepiben. Heldigvis 

klappede de pligtskyldigt, da det endelig 

var slut, ligesom de høfligt prøvede at 

ligne nogle der rent faktisk nød den 

fårehjerte, -hjerne og –lungestuvning, 

vi havde prakket dem på. Whiskyen 

smagte heldigvis helt som den skulle. 

den sidste sporvogn 

Da vi skulle hjem, havde Lindsay misset 

den sidste sporvogn. Der kommer 

muligvis altid en sporvogn til, men 

i dette tilfælde kom den først tidligt 

næste morgen. Lindsay var au-pair pige 

hos en lokal familie med tre børn og 

sagde, at hun ikke havde råd til en taxa. 

Hun spurgte om, hun kunne sove hos 

mig. Jeg var ikke helt sikker på at min 

daværende danske kæreste ville synes, 

det var nogen særlig fortræffelig idé. 

Godt nok var hun rejst et år til USA for at 

studere, og jeg havde på fornemmelsen 

at vores forhold sang på sidste vers. 

Men alligevel. 

Jonas kunne slet ikke se problemet. 

”Det er jo bare Lindsay, og der er kun 

et par timer til den første sporvogn går. 

Det går sgu nok”, sagde han. 

Da vi kom hjem til mig, var det første 

lindsay gjorde at tage alt tøjet af 

og lægge sig op i min dobbeltseng. 

Dobbeltseng er måske en overdrivelse 

for sengen var kun omkring en meter 

bred. Jeg slukkede lyset og lagde mig 

forsigtigt ved siden af hende og prøvede 

standhaftigt at koncentrere mig om 

at sove. Eller rettere jeg prøvede at 

undlade at fantasere om hendes nøgne 

krop, der lå kun få centimeter væk.

Snart efter var der kontakt, og fra da af 

gik naturen selvfølgelig sin gang. 

Da jeg vågnede næste morgen var 

Lindsay væk. På gulvet foran sengen lå 

en top, en bh og et par trusser, som jeg 

gik ud fra hun havde glemt, da hun - i sit 

forsøg på at nå hjem at lave morgenmad 

til sin familie - var hastet ud for at nå 

den første sporvogn. En lille skotsk 

pige i en sporvogn, kun iført overtøj, 

gennem vinterkolde Graz. Et pudsigt syn, 

forestillede jeg mig, inden jeg stod op og 

cyklede på arbejde. 

”under frakken var hun nøgen. 

”nå, skal du med ind eller hvad?”, 

spurgte hun med et smil.” 

en plasticpose med 

kvindeundertøj 

Weekenden efter var vi til kollegiefest. 

Jeg ankom iført moralske skrupler og 

medbringende en plasticpose med 

kvindeundertøj. ”Gut, besser, Gösser. 

Österreichs bestes Bier”. Sådan 

stod der på den grønne etiket på 

halvlitersølflaskerne, som beredvilligt 

blev langet over disken i kollegiebaren. 

Gösser er Steiermarks mest solgte øl, 

og dem kunne vi nå at drikke en del af 

til sådan en kollegiefest. Rudi havde 

fortalt mig, at den blandt unge mænd 

kun gik under sloganet ”Gösser macht 

er grösser”. Vores slæng var samlet for 

første gang siden St. Andrews dag, og jeg 

havde frygtelig dårlig samvittighed, og 

ingen idé om hvorvidt de andre vidste, at 

jeg havde været sammen med Lindsay. 

Ud på natten var vi kun fire tilbage i 

baren. Lindsay, Susie, Jonas og jeg. 

Stemningen var frivol og Jonas spurgte 

mig på svensk, om jeg havde prøvet at 

være sammen med to piger på en gang. 

”Nej, desværre”, sagde jeg. Det havde 

Jonas heller ikke, men han gad fandeme 

godt, sagde han. 

Da jeg lidt efter kom tilbage fra wc, var 

Jonas og Susie forsvundet. ”De gik op 

på Susies værelse”, meddelte Lindsay 

lakonisk. Javel ja, tænkte jeg. ”Kom vi 

går ud og ringer op til dem”, sagde hun og 

gik ud i hallen og greb en kollegietelefon. 

”Hvad laver I” spurgte jeg Jonas, da vi 

fik forbindelse til telefonen oppe på 

kollegieværelset. ”Ja, hvad tror du vi 

laver?”, svarede han smøret. Nå, for 

fanden, de spilder sgu da ikke tiden, 

tænkte jeg. Jeg gav røret til Lindsay og 

luskede slukøret tilbage i baren. Med et 

skummelt smil på læben kom lindsay 

kort efter ind til mig i baren. ”Susie 

spurgte, om vi ville være med”, sagde 

hun. Jeg går derop nu. Hvis du er på, så 

er det nu!”. 

Du milde himmel. Desværre rådede 

jeg jo både over et styk kæreste og et 

styk dårlig samvittighed, og jeg var 

temmelig sikker på at den omgang 

kollegiebunkepul, som jeg antog, stod 

på programmet ikke ville være den 

mest begavede måde at reparere min i 

forvejen flossede samvittighed. 

Desuden havde jeg ikke de store 

ambitioner om at beskue Jonas’ 

bare røv i aktion. Så min Gösser 

og jeg blev, begge lidt bitre, 

siddende alene tilbage i baren, 

da Lindsay gik op til de andre. En halv 

time efter var min øl tom, og jeg kom i 

tanke om, at lindsays undertøj stadig lå 

uafleveret i en pose oppe i garderoben. 

smilende susie 

Yderdøren ind til den kollegiegang, som 

Susie boede på, var selvfølgelig låst. Jeg 

bankede på i mindst ti minutter uden 

resultat. Udenfor var det koldt som bare 

fanden, så jeg var desperat for at få fat 

i min frakke, som hang i garderoben 

bag den låste dør. Efter yderligere fem 

minutter låste Susie endelig op. Hun var 

iført en lang beige cottoncoat, der var 

viklet skødesløst om hende, nærmest 

som en slåbrok. ”Hvor er Jonas?”, 

spurgte jeg. ”Han er da taget hjem”, 

svarede Susie. ”Yeah, right”, svarede 

jeg og lettede forsigtigt på hendes ene 

frakkeskøde. Under frakken var hun 

nøgen. ”Nå, skal du med ind eller hvad?”, 

spurgte hun med et smil. 

Fuck, hun var lækker. Alligevel lykkedes 

det mig med sveden piblende fra panden 

at få fundet min frakke og mumlet, at det 

også var blevet sent, og om Susie ikke 

kunne give posen her til lindsay, når hun 

så hende. ”Tror du ikke, jeg ved, hvad der 

er i den” sagde Susie, fuldstændig rolig, 

og rystede hurtigere end en nymfoman 

kan nå at blotte kusinen indholdet ud 

på kollegiegangens gulv. Jeg gloede paf 

ned på lindsays efterladte undertøj, og 

prøvede at komme i tanke om et begavet 

svar til den nøgne skotske studine, mens 

jeg funderede over om hendes eget 

undertøj monstro allerede befandt sig i 

en anden pose et andet sted. ”Dér er dit 

undertøj jo! Jeg synes nok, du manglede 

noget!” skulle jeg måske have sagt. 

Men det faldt mig ikke ind i situationen. 

Min hals var tør, og min hjerne stod helt, 

helt stille. Til sidst drejede jeg rundt på 

hælen, råbte godnat, spurtede ned ad 

trappen og ud i den vinterkolde østrigske 

nat. 

Gösser macht er grösser 

”Godt gået”, sagde jeg til Jonas, da vi 

mødtes et par dage senere. ”Med hvad?”, 

spurgte han formentlig med det bredeste 

smil, der den dag blev produceret sydvest 

for Alperne. I ti minutter lod han som 

om, at der ikke var sket noget oppe på 

kollegieværelset, og han bare var taget 

hjem. 

Jeg var ved at blive idiot. Til sidst gav 

han efter. ”De var helt vilde”, sagde han, 

”det var fandeme ligesom at være med 

i en pornofilm. Du tror det er løgn, men 

lige mens vi var godt i gang oppe på 

skrivebordet, gik døren op, og dér stod 

naboen. En ung, østrigsk knægt på måske 

nitten år, der ikke kunne forstå, hvorfor 

helvede vi larmede så meget. Hold da 

kæft, hvor han gloede. Så sad jeg dér. 

Som en sultan med sin krumsabel. På et 

skrivebord i bar røv, med to nøgne tøser 

omkring mig. Hej, sagde jeg, for hvad 

fanden siger man ellers. Han så helt vild 

ud. Så smækkede han døren, og vi kunne 

høre, at han løb sin vej ned ad gangen.” 

en god forretning 

Foråret kom tidligt til Graz det år. Allerede 

i slutningen af januar slog vejret pludselig 

om. Fuglene fløjtede og temperaturen 

sneg sig op på forårsagtige femten 

grader, mens jeg for sidst gang cyklede 

rundt i Grazs idylliske gamle stræder for 

at aflevere nøgler, tømme min bankkonto 

og sige farvel til venner og kolleger. Mine 

seks måneder var lige pludselig brugt 

op, og det var tid til at tage hjem. Jeg 

afleverede min cykel hos Rudi, sagde tak 

for alt og tog med vemod for sidste gang 

sporvognen til Hauptbahnhof, hvor mit 

nattog mod København ventede. 

Jeg havde fået løn under mit ophold. 

Omkring 10.000 kroner om måneden. Et 

legat var også røget min vej. En enkelt 

måned fik jeg sågar dobbelt løn. Jeg var 

helt sikker på, at det var en fejl, og en hel 

del mindre sikker på, om det var en fejl, 

jeg skulle gøre nogen opmærksom på. 

Det viste sig, at der i Østrig er tradition 

for at man får tretten månedslønninger 

om året, og den ekstra månedsløn 

gjaldt åbenbart også for praktikanter 

med halvårsansættelser. Skat betalte 

jeg stort set ikke på grund af fradrag og diæter, og 

virksomheden AVL havde stillet fri lejlighed, frokost og 

telefon til rådighed. 

Med andre ord væltede jeg mig i penge og havde ingen 

faste udgifter. Lige meget hvor mange øl jeg drak, og 

hvor meget Schnitzel mit Pommes, Strudel og Knödel 

jeg åd, kunne jeg ikke nå at bruge alle de penge, jeg 

tjente. 

Jeg hævede hele min opsparing, 55.000 schilling, 

proppede dem diskret i lommen og steg på toget. 

barvognen turde jeg ikke besøge for hvem ved, hvad 

der kunne ske ved at gå på bar med 30.000 kroner 

i kontanter i lommen. Jeg sov med bukserne på og 

soveposen lukket godt til. Jeg drømte om øl, Leberkäse 

og sækkepibemusik. 

Efter 12 timer i drømmeland nåede jeg Københavns 

Hovedbanegård. Jeg tog ind til DTU og afleverede 

min meget tekniske rapport, hvori ingen af ordene 

druksemester, økonomisk overskud, skotsk country 

dance eller ”Krügerl” indgik. 

Kaiserschmarrn 

Germknödel 

Schweinsbraten 

Mad og drikke i Østrig 

I Østrig er det almindeligt, at man til frokost kun 

serverer en dessert. Denne tradition findes kun særdeles 

få steder. Her følger en ordbog for det mærkværdige 

østrigske køkken: 

typiske østrigske retter: 

• Knödel - klistret brødbolle, ofte indbagt med bacon 

og grøntsager. 

• Kaiserschmarrn - karamelliseret pandekage, ofte 

serveret med tranebærsauce. 

• Germknödel - luftig gærdejsbolle med 

blommemarmelade i midten og ofte serveret med 

vanilleis og smeltet smør. 

• Tafelspitz - oksekød kogt i suppe og serveret med 

kartofler og peberrod. 

• Selchfleisch - først røget, så kogt kød ofte serveret 

med Sauerkraut (gæret kål). 

• leberkäsesemmel - sandwich der består af okse- 

og svinekød, bacon og løg, der er bagt i ovnen som 

et farsbrød. 

• Schweinsbraten - flæskesteg (ofte serveret med 

Knödel og Sauerkraut). 

• Wienerschnitzel - klassikeren lever i bedste 

velgående og serveres næsten altid mit Pommes. 

alkoholiske drikke: 

• Øl: Märzen (lys pilsner), Pils (pilsner), Zwicklbier 

(ufiltreret pilsner), Bock (stærk sødlig pilsner), 

Dunkel (mørk øl), Weizenbier (hvedeøl), Hefeweizen 

(ufiltreret hvedeøl) 

• Fadølsstørrelser: Pfiff 0,2 liter, Seidel 0,3 liter, 

Krügerl 0,5 liter, Maß 1,0 liter, Doppelmaß 2,0 liter 

• brændevin: obstler (snaps med svag frugtsmag) 

Kaffe: 

• Kleiner Schwarzer eller Mokka (Østrigsk espresso) 

• Großer Schwarzer (dobbelt mokka) 

• Kleiner/ Großer brauner (enkelt/dobbelt mokka 

med mælk) 

• Verlängerter (cafe latte) 

• Franziskaner (halv mokka, halv varm mælk plus 

flødeskum) 

• Kapuziner (mokka med flødeskum) 

• Einspänner (dobbelt mokka med flødeskum) 

• Wiener eiskaffee (kold mokka med vaniljeis og 

flødeskum) 

Mahlzeit! (velbekomme) 


SAnAA 

5ting du ifølge Claus Qvist jessen 

skal vide om sanaa’s 1001 nats 

eventyr på tre kvadratkilometer 

Jambiya-man foran The Great 

Mosque. 

1 

den gamle by 

lad dig fare vild i Sanaas 

UneSCo-ratede, gamle by, indhalér 

duften fra en boblende vandpibe, 

og nyd floden af håndværkere 

og handlende. Fra de flittige fabrikanter 

af de traditionelle jambiyas til 

sælgere af krydderier, karameller og 

klædninger, alt sammen i en labyrint 

af tussegamle højhuse med hvide 

bemalinger mod onde ånder. 

2 

Khat-markedet 

Af alle Sanaas underlige 

markeder er khat-markedet det 

sjoveste. Lidt ud på eftermiddagen 

går hele Yemen i stå, og alle skynder 

sig hen til den lokale khat-pusher for 

at stakke op med lokalt ”tyggegummi”. 

Det siges, at næsten halvdelen 

af Yemens befolkning er beskæftiget 

med khat, og det mærkes på produktiviteten. 

Khat er en effektiv stopknap 

for al foretagsomhed. 

3 

Yemens stolte mænd 

Yemen er et af de få lande, 

hvor mændene er mere farverige 

end kvinderne. Med deres traditionelle, 

hvide klædning, den krøllede 

turban og den uundværlige krumkniv, 

jambiya, ligner enhver stolt yemenit 

en kriger, man ikke har lyst til at slås 

med. Hvorfor skulle man også det? 

Yemens gæstfrihed er fantastisk, 

både i Sanaa og i resten af landet. 

4 

Great Mosque 

bygget allerede i år 630 er 

Yemens ældste moske faktisk to 

år ældre end Profeten Muhammeds 

død (632). Desværre er The Great 

Mosque som næsten alle andre af Yemens 

moskéer lukket land for vantro 

turister, men man kan sagtens få lov 

at stikke snuden en smule indenfor. 

ellers må man nøjes med at nyde den 

religiøse stemning rundt omkring den 

bastante stenbygning. 

5 Vandpibe-khat-café 

Det koster en del søgning, men 

finder du en af de små, mørke 

”barer”, hvor mageligt henslængte 

mænd bruger timer på at drikke te, 

ryge vandpibe og naturligvis tygge 

khat. Uendeligt mange timer spildes 

her i godt selskab med hinandens 

bulende kinder og trænede tyggemuskler. 

120 % uturistet og definitivt 

en kun-for-mænd ting! 

Wadi Dhar / Rock 

Palace 

Wadi Dhar, kun 17 km nord for 

Sanaa og oprindeligt Sultan Yahyas 

sommerhus. 

Marib 

Hovedstaden i Dronningen af 

Sabas 3000 år gamle rige; i vore 

dage en mennesketom ørken. 

Shibam, Hadramawt 

”Ørkenens Manhattan”, en 

syvetagers mudderstens-UneSCoby. 

MonAco YeMen 

Al-Mahwit-regionen 

Dekorative landsbyer og farverige 

markeder på toppen af hver 

eneste bjergtop. 

Ibb og Jibla 

Fotogene byer i højlandet syd 

for Sanaa. Gamle stenhuse og 

nysgerrige børn. 

Sayun 

Hovedbyen i Hadramawt. Ingen 

”rigtige attraktioner”, men 

fotogene og venlige mennesker.. 

Thilla 

Antik by i Kawkabam-regionen; 

bygget som et helt citadel og 

fuld af fotogene gamlinge. 

Hadramawt 

Smuk, tør ørken i det meste af 

det gamle ”Sydyemen”. Bør nydes 

ved solnedgang. 

Bir-Ali 

lille, faldefærdig og ualmindeligt 

doven fiskerby, 100 km vest for Al- 

Mukhalla. 


tema Udlandsarbejde lidt irriteret over at få min nattesøvn 

Mit arbejde blandt 

Nigerias gadehandlere 

Vågner, sanser varmen, 

og snart går det op for 

mig, at min aircondition 

ikke virker. Vi er igen 

uden strøm fra det 

lokale elværk. det er 

status det meste af 

døgnet. jeg står op og 

går hen mod vinduet 

og kigger ud mellem 

glaslamellerne. over 

mod et lille skur på 

den modsatte side 

af gården, hvor mine 

vagter holder til. der 

er mørkt og helt stille - 

vagterne sover. 

TeksT og foTo: fleming lindhold 

afbrudt, sætter jeg et par fingre i 

munden og pifter. Den skingre lyd 

bryder nattens ro, og få sekunder 

efter ser jeg en sort flagermuslignende 

skikkelse styrte ud af sin hytte for i hast 

at bevæge sig over til generatorskuret. 

et øjeblik efter hører jeg generatorens 

brummen. Så kommer den svage 

summen fra min aircondition. Jeg står 

et øjeblik uden at røre mig og mærker 

en svag, kølig brise. Går tilbage til min 

seng og lægger mig. Kigger op i loftet 

på mit moskito-net. Jeg forsøger at 

falde i søvn, men kommer hurtig til den 

erkendelse, at det det ikke lige lader sig 

gøre. Tankerne veksler fra mine venner 

derhjemme til mit liv her i Nigeria. Til 

hende, som jeg over julen i Danmark 

tilbragte nogle hyggelige timer sammen 

med og kom til at holde af. Så falder 

mine tanker på indholdet af den artikel, 

som jeg har lovet De Berejstes Klub: 

arbejde 

At udvikle et lokalt distributionsnetværk 

med mere end 5.000 gadehandlere, 

fordelt på 50 hoveddepoter og et utal af 

mindre depoter, er en opgave, som vil 

vække opmærksomhed i erhvervslivet 

derhjemme. Opgaven er utraditionel, 

og jeg tror ikke, der er mange danskere 

som før har kastet sig ud i et lignende 

gadehandlerprojekt, hvis nogen 

overhovedet. Vi er ca. 500 ansatte 

på mejeriet, hvoraf fem er danskere. 

egentlig dækker vores salgsnetværk 

rent geografisk kun en tredjedel af 

nigeria, så her er masser af plads til at 

ekspandere. Det er også grunden til, at 

jeg opholder mig her. Halvdelen af vores 

gadesalg foregår her i nigerias største 

by Lagos. 

en stor del af vores top managers i vores 

organisation er kvinder. Det er ikke 

atypisk for en nigeriansk virksomhed. 

Kvinder her i landet står stærkt i 

erhvervslivet. De er åbne, snakkesalige 

og meget kontante i deres udmeldinger. 

På grund af den kulturelle forskellighed 

kan samarbejdet med nigerianerne 

til tider udvikle sig surrealistisk. 

Kommunikation over kulturelle grænser 

er ikke altid let, og der opstår let 

misforståelser. Når en opgave skal 

udføres, er det vigtigt, at den beskrives 

klart og præcist. Eksempelvis har 

jeg oplevet forskellige opfattelser af 

begreber som tid og sted. Dertil har vi 

vesterlændinge med vores teknologiske 

baggrund også en tilbøjelighed til at 

tage mange ting for givet. En kollega 

fortale mig en dag, at hvis resultatet 

af en opgave ikke helt levede op til 

mine forventninger, var opgaven ikke 

beskrevet godt nok. Det har jeg så taget 

til mig, og jeg forsøger også ihærdigt at 

sætte mig ind i nigerianske forhold. 

Alle vores gadehandlere er med få 

undtagelser mænd, som kører rundt 

i gaderne med deres små isvogne, 

cykler eller mindre motorcykler. Og som 

Hjem-Is herhjemme bruger en klokke 

for at hidkalde kunders opmærksomhed, 

bruger de her et lille horn. De mere 

avancerede har trehjulede tuk-tuk’s 

med et lukket og isoleret lad, hvor de 

opbevarer de frosne produkter. Det 

er frosne mejeriprodukter, som vi er 

gode til at producere og distribuere. 

Vores små trehjulede knallerter kører 

hver morgen deres egen rute ud til 

små ”selling points”, som består af 

stationære gadehandlere eller butikker, 

som alle har en fryser til at holde vores 

produkter frosne. Hver aften køre vores 

tuk-tuk-sælgere tilbage ad samme rute 

for at afregne dagens salg. 

Ud over at opbygge distributionsnetværket 

arbejder jeg også med 

at fremme bevidstheden om vores 

produkter. Derfor er jeg stærkt involveret 

i udarbejdelsen af landsdækkende 

marketingkampagner. Alt sammen 

spændende opgaver, og jeg er sikker 

på, at de næste 6 måneder, som jeg har 

skrevet kontrakt for, rent arbejdsmæssigt 

bliver begivenhedsrige. 

udfordring 

Det er ikke helt uden udfordringer 

at styre et så omfattende 

gadehandlernetværk. Et afgørende 

punkt er at opretholde en vis disciplin 

blandt gadehandlerne. Derudover at 

kunne vedligeholde det materiel, der 

bruges. En anden vigtig opgave er at 

forsyne depoterne med strøm. Den 

meget ustabile offentlige elforsyning 

gør, at vi er nødsaget til at bruge egne 

generatorer, som drives ved hjælp af 

diesel. Disse generatorer er livsnerven 

for alle fryserum i vores depoter, som 

ligger spredt ud over Nigeria. Vores 

mejeriproduktion har endda ekstra 

generatorer som back up. Alt sammen 

for at sikre et stabilt produktions-flow. 

At drive et mejeri i disse omgivelser er 

en daglig udfordring. Alligevel lykkedes 

det for Fanmilk med stor kreativitet og 

godt team work at drive et mejeri under 

disse vanskelige forhold. 

I nigeria, som er verdens fjerdestørste 

olienation, opstår der jævnlig mangel på 

diesel. Ufatteligt at tænke på. Men det 

giver et indtryk af, hvor ringe landets 

regering er til at styre energiforsyningen. 

Diesel er uundværlig for os, og mangel 

på samme er en truende faktor. I går 

aftes kunne jeg se biler i lange køer 

foran flere benzinstationer. 

Hele infrastrukturen i nigeria er plaget 

af et meget nedslidt vejnet. Også i 

lagos city er vejene i en meget dårlig 

stand. Store huller i asfalten forhindrer 

trafikken i at glide normalt. Dertil er 

byen kendt for alle dens trafikpropper. 

Det er ikke kun i Lagos, vi slås med 

dette problem. Det samme er gældende 

for flere nigerianske byer. Jeg har dog 

fået fortalt, at i hovedstaden Abuja, hvor 

regeringen holder til, er vejnettet en hel 

del bedre. Ud over vejnettet er også 

hele jernbanesystemet nedslidt og langt 

fra anbefalelsesværdigt at benytte. 

Hverken til gods eller persontransport. 

Det er ikke bare infrastrukturen og 

logistikken i nigeria, som giver Fanmilk 

store udfordringer. For et par år siden, 

hvor vi derhjemme talte om mangel på 

kvalificeret arbejdskraft, var Nigeria i 

en langt værre situation. En rimelig stor 

del af befolkningen er analfabeter, og en 

anden stor del har kun få års skolegang. 

Problemet er, at uddannelsessystemet 

stadig er prioriteret lavt i statsbudgettet. 

Korruption, svindel og tyveri 

- en del af hverdagen 

Jeg opdager en lille sort plet på mit 

hvide moskito-net, som viser sig at 

være en myg. Ved synet af denne 

parasit, kommer jeg til at tænke på 

en ubehagelig oplevelse, jeg for et par 

måneder siden havde med politiet. 

en sen lørdag eftermiddag ville jeg 

købe mig et par sportssko. Motion er 

ikke noget, der dyrkes meget. For mit 

eget vedkommende havde jeg dog 

besluttet mig for at gøre noget ved det. 

Sammen med min chauffør kørte vi 

gennem gaderne i lagos i forventning 

om at finde en forretning, som solgte 

sportsudstyr. 

Pludselig blev vi standset af en 

politipatrulje, som hårdnakket påstod, 

at vi kørte ned ad en ensrettet gade. Lidt 


uforstående overfor vores forseelse, 

blander jeg mig i den diskussion, som 

er opstået mellem min chauffør og 

tre ikke særlige diskussionsvenlige 

politifolk, hvoraf den ene havde sat 

sig ind på forsædet ved siden af min 

chauffør. Hurtigt blev der fremlagt et 

verbalt bødeforlæg på et par tusinde 

dollars, hvilket jeg straks og kategorisk 

afviste velvidende, at jeg kunne ende 

på politistationen, og i værste fald 

sidde der til næste dag. Efter en lang 

og intens diskussion endte vi med at få 

beløbet forhandlet ned til de kontanter, 

vi havde i lommerne. Der blev ikke 

udleveret noget skriftlig bødeforlæg. Ej 

heller modtog vi nogen kvittering. Blot 

sad jeg tilbage, rasende over at være 

lænset for mine 40 USD. Der blev ikke 

handlet sportssko den dag. 

Få dage senere kørte min chauffør 

faktisk over for rødt. Og så snart vi 

var kommet over krydset, blev vi igen 

standset af politiet. Forseelsen kostede 

10 USD. Jeg betalte prompte, og vi 

kørte hurtigt videre. 

Korruption, svindel og tyveri udsættes 

man for dagligt. Og med tiden vil jeg 

sikkert udvikle et øje på hver finger. 

Venner har fortalt mig, at det blot 

er et spørgsmål om at vænne sig til 

nigerianske forhold. Og som tiden 

går, bliver det mere og mere en del 

af hverdagen. Men jeg tror alligevel 

ikke, at jeg bliver helt dus med dette 

fænomen. 

fritid 

I min ihærdige søgen efter søvnens 

bevidstløse tilstand, tvinger jeg mig 

selv til at bryde hjernen med nogle rare 

tanker. Jeg tænker på de gode stunder, 

jeg har haft sammen med nigerianske 

venner, som jeg hyppigt hænger ud 

med. Et kærkomment afbræk i den evige 

koncentration omkring mit arbejde. 

Jeg har lært nogle kunstnere at kende 

hernede, og i min fritid tilbringer jeg 

gerne nogle timer sammen med dem. 

Mest sidder vi i deres sparsomme 

atelierer og drøfter alt lige fra et 

penselstrøg på et lærred til konsensus 

i det nigerianske samfund. Der skal ikke 

herske nogen tvivl om, at nigerianerne 

holder af at drøfte alle mulige emner, 

især når vi med nogle lokalbryggede 

øl har fundet vej ud i skyggen af et 

stort afrikansk iroko-træ. Udvalget 

af ølmærker er ikke stort i Nigeria. Til 

gengæld lever de helt op til international 

standard. 

Med mellemrum tager jeg ned i den 

lokale sejlklub for at mødes med andre 

vesterlændinge. Stedet er meget 

hyggelig og afslappende. Jeg sidder for 

det meste udenfor med min frokost og 

kikker ud over indsejlingen til lagos 

havn, hvor mange skibe fra alverden 

nationer passerer. Til tider tage jeg over 

til en af de nærliggende øer og deltager 

som gast i en af klubbens kapsejladser. 

Et andet yndet mål er Lagos Polo Club, 

hvor jeg gerne tilbringer en søndag 

eftermiddag. Polo er ret populært, 

og nigerianske mænd sidder gerne 

i klubbens bar med deres øl, mens 

resten af familien sidder i nærheden og 

hygger sig med the, kager og is. Alle 

optaget af eftermiddagens polo kamp. 

Atmosfæren er afslappet og bærer 

præg af en stor familieudflugt. 

Sheraton Hotel ligger lige om 

hjørnet fra min lejlighed. Hotellet, 

hvor besætningsmedlemmerne fra 

flyselskaberne, med destination til 

Lagos, overnatter. Jeg besøger gerne 

poolbaren efter arbejde, hvor en fredag 

aftens indtagelse af alkohol kan ende 

i en åben dialog om alverdens emner. 

Jeg tror min chauffør sætter pris på, at 

jeg tilbringer mine fredagsaftner her og 

ikke ude på øerne syd for lagos, som 

egentlig er stedet for byens natteliv. 

Den lange vej hjem fra dette område 

kan udvikle sig til et mareridt, hvis 

man er uheldig med trafikken. Dette 

oplevede jeg, da jeg for nogle måneder 

siden var nyankommet til Lagos. Vi sad 

håbløst fast i lagos havn mellem nogle 

lastbiler, som nægtede at flytte sig. Ved 

hjælp fra en venlig nigerianer, lykkes det 

efter mange timers venten, at komme 

fri. Vores nye ven fik guidet os ind på 

et øde og mørkt område for ad den vej 

at komme uden om trafikken. Efter at 

have forsøgt at komme gennem lagos 

i mere end 9 timer, lykkes det endelig 

at nå hjem klokken 3 om morgenen. 

Min natlige udflugt fik jeg ingen ros for. 

lagos havn er et af de mest kriminelle 

og berygtede områder i Nigeria. Jeg har 

dog lært at holde mig underrettet om 

trafiksituation, inden jeg køre nogen 

steder. 

Det er lykkes mig at opspore en 

spændende organisation her i landet. 

nigeria Field Society (nFS) er en national 

organisation, som blev grundlagt i 1930, 

og som i dag har afdelinger i flere byer 

over hele landet, som udelukkende 

beskæftiger sig med at arrangere 

lokale ekskursioner, og som fungerer 

på et frivilligt engagement. Jeg har haft 

kontakt med et par medlemmer, og det 

viser sig, at nFS er en sammenslutning af 

udlændinge, som arrangerer forskellige 

kulturelle ture rundt i Nigeria. Især den 

nordlige del af landet ser ud til at have 

deres interesse. Her afholdes der en del 

farverige festivaler, og jeg fik fortalt, at 

en af deres ekskursioner var målrettet til 

nogle meget interessante hulemalerier, 

som stammer nogle tusinde år tilbage. 

Det er min plan at blive medlem hurtigst 

muligt og benytte mig af deres mange 

spændende tilbud. 

I min døs opfanger jeg en svag buldren 

i det fjerne. En buldren, som høres med 

jævne mellemrum, efterfulgt af nogle 

svage lysglimt. Lige nok til at oplyse 

min lejlighed. Mit vågelys blinker. Det 

varsler om dårligt vejr. Jeg hører de 

første regndråber ramme taget. Snart 

følger den monotone lyd af regn. 

Morgen 

Jeg hører mit vækkeur ringe. Jeg må 

være faldet i søvn. Famler lidt for at 

komme ud af moskito-nettet. Rejser 

mig op og sætter mig på sengekanten. I 

dag skal jeg besøge et af vores depoter, 

som ligger to timers kørsel nord for 

Lagos. 

Snart står jeg under bruseren og 

mærker vandet risle ned ad kroppen. 

Jeg er allerede lidt forsinket, så jeg gør 

mig hurtig færdig. Hører min kok kalde. 

Min morgenmad er serveret. Jeg sætter 

mig ved bordet og ser på min tallerken. 

Min morgen smiley består at 2 spejlæg 

ved siden af hinanden og en lille svag 

opadbøjet pølse - placeret på tværs lige 

under æggene. Jeg smiler igen. Ser ned 

i gården gennem et væg-til- loft vindue 

og bemærker, at min chauffør er i gang 

med at gøre bilruderne rene. Blikket 

falder igen på min tallerken, jeg tager 

mit bestik og skærer beslutsomt pølsen 

i to. En ny arbejdsdag begynder blandt 

Nigerias gadehandlere. 


tema Udlandsarbejde en smule rådvild er jeg ankommet til 

havnebyen Cotonou i benin og står på 

gaden med min rygsæk og et bykort, 

der hverken er til at få hoved eller hale 

i. Jeg får øje på et ungt par, der ligner 

backpackere, og får en temmelig kryptisk 

forklaring. De kender ikke byen så godt, 

da de lige er ankommet med skib. Jeg 

Dronning Ingrid 

spærrer øjnene op, da jeg hører dem 

fortælle om, at de arbejder frivilligt på et 

hospitalsskib, der ligger her i Cotonou. 

Parret er fra Tyskland, og pigen arbejder 

under eksotiske 

som sygeplejerske på skibet, mens 

hendes kæreste, der er tømrer, tager 

sig af de mere praktiske ting ombord. 

”Du kan gå ind og se på organisationens 

himmelstrøg 

hjemmeside” foreslår de, og giver mig 

en adresse der hedder mercyships.org 

Jeg får endelig fundet et hostel, 

smider min svedige rygsæk, og går 

ud for at finde en internetcafé. På 

organisationens hjemmeside opdager 

jeg til min store overraskelse, at man 

med et klik kan få teksten på dansk 

- og at skibet er en gammel dansk 

færge. Historien bliver mere og mere 

mystisk, også fordi jeg trods mit arbejde 

indenfor sygehussektoren i Danmark 

simpelthen aldrig nogensinde har hørt 

om Mercyships. Noget er gået min ellers 

ret nysgerrige næse forbi! 

Under min rejse i Vestafrika i vinteren 2009 løber jeg - til min store 

overraskelse - ind i vores gamle Storebæltsfærge Dronning Ingrid ved 

havnekajen i byen Cotonou i det lille land benin. den gamle dronning nyder 

sit otium under eksotiske himmelstrøg som hospitalsskib i den amerikanske 

organisation Mercy ships. Hun har fået en ansigtsløftning til 300 millioner 

kroner, og er blevet omdøbt til africa Mercy med det ædle job at sikre 

lægebehandling til befolkningen i verdens fattigste lande. rent tilfældigt 

hilser jeg på en nordisk udseende mand på kajen, der viser sig at være skibets 

eneste dansker, overstyrmand lars Kristensen fra Midtjylland. det bliver til en 

interessant snak og rundvisning på vores gamle storebæltsfærge, der nu huser 

både operationsstuer og dedikerede sygeplejersker. 

TeksT og foTo: aneTTe lillevang krisTiansen 

Africa Mercy er indregistreret som passagerskib i Valletta på Malta, da der ikke findes en særlig kategori 

der hedder hospitalsskib. Her ses også at skibets bovport er bygget om. Før var færgen åben i begge 

ender, så togene kunne køre lige igennem. 

På listen over organisationens 

kontaktpersoner finder jeg danske Anne 

Marie, der er sygeplejerske. Jeg får den 

idé, at prøve om jeg - som social- og 

sundhedsassistent - kan søge hyre på 

skibet som frivillig i et par uger. Det 

Africa Mercy er efter den omfattende renovering blevet et fuldt funktionelt hospitalsskib med plads til 80 patienter, 6 

operationsstuer og egen tandlægeklinik. Der er i alt ca. en besætning på 400 frivillige der forestår driften af skibet. 

kunne være en spændende oplevelse, 

og jeg kunne sagtens få det passet ind 

i min tidsplan. Jeg mailer til Anne Marie 

og venter spændt på, hvad der vil ske. I 

mellemtiden går jeg i gang med et – viser 

det sig – ikke helt nemt arbejde, med at 

finde skibet. Det tyske par forklarede 

mig, hvilken kaj det lå fortøjet ved, men 

det volder mig en del besvær at finde 

skibet. Jeg vader den halve by rundt 

i sveddryppende tilstand, men uden 

held. Jeg har fået advarsler om at gå på 

stranden, da der hersker lovløse tilstande, 

og det vist er farligt at færdes der. Men 

til sidst ser jeg ingen anden udvej end at 

finde derned, så jeg i det mindste kan få 

overblik over havnen. Turen går gennem 

skumle fattigkvarterer, suspekte typer 

lusker rundt, og jeg føler mig ærlig talt 

ikke helt tryg ved situationen. Også her 

må jeg opgive at finde noget skib og 

går slukøret tilbage. Endelig finder jeg 

et andet smuthul ned til stranden - og 

bingo! 

nu får jeg øje på et hvidt og blåt skib, 

der ligger ved modsatte kaj, godt nok 

et stykke væk, men nu har jeg da i 

det mindste lokaliseret det, der ganske 

rigtigt kunne minde om en dansk færge. 

Imens jeg går i retning mod skibet, 

spekulerer jeg på, hvilken færge det 

mon er. Gamle Ask eller Urd fra Århus 

eller en Storebæltsfærge? På vej mod 

kajen får jeg øje på en ung hvid kvinde, 

der ligner en sygeplejerske, og ganske 

rigtigt. Pigen er fra Holland og arbejder 

på skibet. Vi får en lang snak, men hun 

fastholder, at fremmede ikke må komme 

ned til skibet, og da slet ikke ombord. 

Til sidst bestemmer hun sig dog for at 

slække på reglerne, da hun hører jeg er 

dansker og indenfor sygehussektoren, 

og jeg får lov til at følge med tilbage til 

skibet. Der er striks kontrol med, hvem 

der går ud og ind. Ingen lægger mærke 

til, at jeg intet navneskilt har, da jeg 

vælger en anden port. Jeg er jo hvid 

ligesom alle de fleste på skibet, og ingen 

tager notits af mig. 

Stort er mit glædesudbrud da vi nærmer 

os skibet og jeg læser navnet Dronning 

Ingrid på forstævnen. Det er helt vildt at 

se vores gamle færge i disse omgivelser. 

Jeg tager afsked med sygeplejersken, 

går rundt, kigger lidt og tager billeder. 

Henne ved en af fortøjningerne får jeg 

øje på en meget skandinavisk udseende 

mand. Først gætter jeg på, at han må 

være nordmand og hilser lidt forsigtigt 

på ham på engelsk. Til min store glæde 

og overraskelse viser det sig, at jeg 

faktisk er løbet ind i skibets eneste 

dansker, og oven i købet næsten ”bossen 

himself”. Lars fra Brande i Midtjylland 

er overstyrmand på Africa Mercy, og 

sammen med den amerikanske kaptajn 

hovedansvarlig for skibet. Efter nogen 

snak og en bekræftende mail senere, får 

vi et møde i stand til næste dag, hvor 

jeg får lov til at komme ombord og få 

en grundig rundvisning. Det var enormt 

heldigt, at jeg lige løb ind i lars, han har 

nemlig nøgler til hele skibet og tager mig 

Normalt er der ingen adgang for nysgerrige besøgende på hospitalsskibet Africa Mercy – men 

det hjælper gevaldigt at få en aftale gennem den danske overstyrmand!

Ved siden af Dronning Ingrid i havnen i Cotonou ligger endnu et stykke dansk søfartshistorie, nemlig den 

gamle Marstalfærge, som overstyrmand Lars Kristensen tit har sejlet med frem og tilbage til Søfartsskolen 

på Ærø. 

med rundt, og han fremviser gerne hver 

en kringelkrog fra dæk til kommandobro. 

Han fortæller, at skibet er startet med 

at sejle fra england til Tenerife, hvor 

de har brugt tid på den nødvendige 

vedligeholdelse og ikke mindst på at give 

personalet et velfortjent hvil. Herefter 

har skibet ligget ni måneder i Liberia. 

landet har akut brug for hjælp efter 

at 14 års borgerkrig endelig fandt sin 

afslutning i 2003, hvor land og befolkning 

blev efterladt i virkelig miserabel stand. 

Skibet skal nu ligge i Cotonou i ni 

måneder, hvor man udfører specifikke 

operationer, fortrinsvis indenfor 

plastikkirurgi. Organisationens formål 

er at hjælpe de fattige i tredje verdens 

lande til et bedre og mere værdigt liv, 

så der opereres for læbe - ganespalte, 

svulster, korrektioner af deformiteter, 

grå stær og skader ved for tidlige fødsler. 

Sørgeligt, men sandt, er det i Vestafrika 

nødvendigt med operation af unge 

kvinder, der har fået ødelagt underlivet, 

fordi de ofte føder børn som 12-årige. 

Disse piger er slet ikke færdigudviklede 

til at føde børn i så ung en alder. Deres 

fødsel kan strække sig over flere døgn, 

hvorved blodtilstrømningen til underlivet 

klemmes af, så der kan opstå iltmangel 

og forrådnelse i vævet. Desuden kan de 

få svært ved at kontrollere vandladning 

og afføring. De unge kvinder udstødes 

af ægtemand, familie, og samfund og får 

et uudholdeligt liv. Det er blot én af de 

chokerende ting, der foregår her, foruden 

omskæringer af otteårige piger, der jo 

har de frygteligste konsekvenser som 

blødninger og infektioner. Men som jeg 

hørte nogen sige, så ”piller man jo ikke 

ved sekstusinde år gamle traditioner”. 

Originale DSB-farver 

Skibet er i utrolig flot stand og meget 

veludstyret med røntgen, laboratorium, 

og kapacitet til firs patienter, seks 

operationsstuer og tandlægeklinik. 

Meget af inventaret på skibet er det 

originale, den røde og blå gelændere 

ved trappen i hver ende af færgen, 

væggene, ja selv gulvet kan jeg 

genkende. Hele skibet var før malet 

udvendigt i røde, sorte og hvide farver – 

de originale DSB-farver - men i dag har 

skibet fået en grundig ansigtsløftning 

udvendigt og er holdt i hvidt og blåt. De 

karakteristiske farver er dog bibeholdt 

på passagerdækket og ved restauranten. 

Storebæltsfærgen var stort set kun 

bygget til at skulle bringe totusinde 

passagerer fra punkt A til B, og i den 

tid skulle folk nå at købe kaffe, pølser 

og hamburgere, så derfor var der lagt 

meget vægt på restauranten og kiosk. 

butikken er i dag en smule ombygget, 

men mellemgangen med opholdsstuen 

står næsten original. På en endevæg får 

jeg øje på det landkort med togruterne 

i Danmark, som altid hang i togene før 

i tiden. 

Senere på rundturen oppe på øverste 

dæk viser lars mig skibets to originale 

Glemt er den stride danske blæst, når den gamle Dronning Ingrid nyder sit velfortjente otium blandt palmer, 

azurblåt hav og farvestrålende fiskerbåde i de forskellige havne i Vestafrikanske byer. Hun har indtil nu lagt til i 

Liberias hovedstad Monrovia, og næste stop bliver Sierra Leone. 

redningsbåde. Dette dæk fungerer 

blandt andet også som legeplads til 

børnene, og man har også planer om at 

sætte et svømmebassin op. 

Mercy Ships organisationen fik først 

tilbudt et krydstogtsskib, men det 

ville blive for svært at ombygge. En 

togfærge er nemmere at gå til, da hele 

jernbanedækket var ét stort rum, som 

det var mulig at bygge om til flere nye 

mindre rum. Desuden var Dronning Ingrid 

et stærkt skib af god kvalitet og med stor 

maskinkapacitet. På det nu ombyggede 

skib kan man se, at bagenden er bygget 

om; før var der åbning i begge ender, så 

togene kunne køre igennem skibet. Nu er 

bovportene lukket af. Passagerfærgerne 

sejlede mellem nyborg og Korsør, men 

blev taget ud af drift i 1997, da vi fik 

Storebæltsbroen. 

Mercy Ships købte færgen af DSB for 40 

millioner Pund, og skibet blev fragtet til 

den engelske by newcastle, hvor det lå på 

skibsværftet i hele otte år, inden det var 

klar til arbejdet som hospitalsskib. Africa 

Mercy - som det nyrenoverede skib blev 

døbt - er indregistreret som passagerskib 

i Valletta på Malta. Der findes ingen 

kategori, der hedder hospitalsskib, så 

derfor hører skibet under passagerskibe, 

der har den højeste kategori af sikkerhed. 

Det stillede nye krav til færgen at skulle 

være et fuldt funktionelt hospitalsskib og 

sejle under tropiske himmelstrøg. Skibet 

har for eksempel intet airconditionsystem, 

og motorens kølesystem er sat 

på overarbejde, når den nu skal afkøle 

med 30 grader varmt havvand. 

et moderne jutlandia 

Rundt på skibet lægger jeg mærke til 

messingskilte, der viser hvem der har 

ydet donationer. En af hovedsponsorerne 

er en kvinde fra newcastle, der ønskede 

at holde liv i skibsbygningen i byen. 

netop i denne by ligger der mange 

skibsværfter, men skibsbygning kører 

efterhånden på de sidste åndedrag. Nu 

til dags bliver skibe bygget i Fjernøsten, 

hvor arbejderne er lavere lønnede. Det 

er simpelthen ikke økonomisk rentabelt 

at bygge skibe i europa mere, og det 

engelske værft var da heller ikke specielt 

motiveret for at ombygge skibet. Derfor 

trak arbejdet med Dronning Ingrid ud, 

og skibet kom til at ligge længe i dokken, 

da værftet var ved at lukke. Desuden 

havde Mercy Ships heller ikke altid penge 

til renoveringen, og så gik arbejdet helt 

i stå. 

Arbejdet ombord er baseret på frivillig 

arbejdskraft, og personalet betaler 700 

USD pr. måned for at arbejde der. Planen 

er at åbne skibet for offentligheden og 

invitere ombord til rundvisninger. Man 

håber så på, at pengestærke bidragydere 

– foruden de kristne kirkesamfund 

verden over der donerer penge - vil 

sponsorere midler til forsat at videreføre 

den gode indsats blandt Afrikas fattige. 

Africa Mercy er en hel flydende by 

med egen skole, frisør, bibliotek 

Dronning Ingrid er næsten ukendelig, med sit nye look i blåt og hvidt. En ombygning der har taget mere end 

8 år, kostet over 300 millioner kr. Det gør hende til verdens største flydende sygehus, helt i samme ånd som 

danske Jutlandia under Korea-krigen i halvtredserne. 

og computerrum. Der er foruden 

plejepersonalet også ansat lærer, 

teknisk personale og køkkenpersonale. 

På visse tidspunkter har der været op 

til 30 nationaliteter i personalegruppen. 

Rundvisningen med lars giver mig 

associationer det danske hospitalsskib 

Jutlandia, der sejlede under Koreakrigen 

i halvtredserne, og Kim larsens 

sang om de dedikerede sygeplejersker, 

som vi sikkert alle har nynnet med på. 

Men trods gode intentioner om at 

hjælpe værdigt trængende, er der 

masser af bureaukrati i de forskellige 

lande. Organisationen har for eksempel 

et stort antal biler på skibet, og langt 

de fleste af dem holder på kajen, da 

kun to af dem er godkendt til at køre i 

Benin. Inden skibet ankommer til et 

land, samarbejdes der med præsident, 

sundhedsminister osv., men alligevel er 

der en masse papirer, der skal stemples 

og underskrives. Det offentliggøres i 

radio og TV i det pågældende land, når 

skibet ligger i havnen og er klar til at 

modtage patienter. 

lars er i sin tid uddannet fra søfartsskolen 

på Ærø og trækker da også lidt på 

smilebåndet, da han viser mig, at den 

gamle Marstalfærge - som han tit har 

sejlet med - faktisk også befinder sig 

i havnen i Cotonou. Ganske rigtigt får 

jeg øje på den gamle, lidt ramponerede 

færge, der stadig bærer navet ”Marstal” 

på bovporten lige ved siden af Africa 

Mercy’s hvide stævn. Så står man som 

dansker og bliver lidt rørt over, at de 

gamle færger ikke bare er gået til ophug, 

men faktisk gør gavn i disse eksotiske 

omgivelser. Glemt er den danske salte 

blæst - og i stedet er færgerne nu 

omgivet af azurblåt hav, palmer og 

farvestrålende fiskerbåde. 

Som Lars fortæller ”er der måske 

knapt så meget udfordring for en 

søfartsuddannet, når skibet ligger stille 

en stor del af tiden”. Men besætningen 

tjekker regelmæssigt motorerne, og der 

er altid et eller andet praktisk, der skal 

gøres på et skib. 

Færgen var virkelig vant til at lægge 

sig i selen for fuld skrue over Storebælt 

i strid blæst med bugen fuld af tunge 

togstammer, men her kan den nyde sit 

velfortjente otium i det milde klima. Man 

sejler slet ikke med tophastighed her, 

og for det meste duver færgen roligt i 

havnen. 

over en kold cola i privaten hos lars, hans 

svenske hustru lena og deres to piger 

fortæller lars, at de har bestemt sig for 

at stoppe i organisationen til november 

2009, så har de også været involveret 

i arbejdet i fem år. Den ene af døtrene 

er født på skibet, og hendes forældre 

kan da godt have lidt bekymringer om, 

hvordan børnene vil vænne sig til livet 

som landkrabber. ”Nu må det være nok 

for denne gang”, slutter Lena, der ser 

frem til et normalt liv på landjorden og 

gerne vil studere til sygeplejerske. I dag 


underviser lena de cirka 50 børn i musik 

på færgens skole. 

et nostalgisk tilbageblik 

Min nysgerrighed fejlede heller ikke noget 

for tyve år siden, og jeg mindes tydeligt, 

når jeg en kold ruskende efterårsdag 

ilede ud af toget i Storebæltsfærgens 

bug og lugten af motorolie fandt vej 

til næseborene. Det var et lyslevende 

flashback at gense dækket med døre ud 

til hver side og tage ved dørhåndtaget. 

Dengang for mange år siden vidste 

jeg altid, at jeg skulle holde fast i den 

lette aluminiumsdør af alle kræfter, for 

i samme sekund jeg lukkede døren op, 

ville et vindstød af dimensioner flå den 

fra mig. Den stride danske blæst ville få 

håret til at stå ud til alle sider og presse 

tårerne frem i øjnene på mig, inden 

jeg med besvær ville få lukket døren 

igen med et dumpt brag. Jeg husker 

udsigten fra den flere meter høje færge 

ud over nyborg eller Korsør færgehavn 

som værende storslået, mens jeg 

følte mig som en jordomrejsende 

globetrotter, selvom jeg kun skulle til 

København. Smilende tænker jeg tilbage 

på andre nostalgiske øjeblikke som 

Bornholmerturen i 7. klasse, eller da jeg 

skulle til Australien for første gang. 

I dag eR jeg rent faktisk blevet 

globetrotter, og hvem møder jeg så 

langt ude i verden? Min barndoms 

Storebæltsfærge giver mig en flashbackoplevelse, 

da jeg nu lukker døren op til 

en hed, fugtig og stillestående tropevind 

i stedet. Det er helt surrealistisk. 

Det var noget helt særligt, at se skibet 

under så fremmedartede forhold, vi 

er jo nærmest alle sammen opvokset 

med Storebæltsfærgerne. Der var en 

pragtfuld stemning ombord – som et 

lille stykke Danmark midt ude i verden. 

Desværre fik jeg aldrig hyre på skibet, 

men det var en fantastisk oplevelse at få 

lov til at få en rundvisning, så det var med 

stolthed, jeg fulgte med overstyrmand 

Lars rundt. 

Der har d. 20. juli 2009 været en 

udsendelse om Africa Mercy på TV2, se 

de 3 afsnit på: www.tv2east.dk/ingrid. 

Forfatteren gør venligst opmærksom på, 

at artiklen helt og holdent er skrevet ud 

fra egne personlige oplevelser på skibet, 

og at teksten ikke er bestilt af Mercy 

Ships. Organisationen står heller ikke til 

ansvar for indholdet i artiklen. 


Billede øverst: Der holdes streng kontrol med hvem der går ind og ud af skibet. Jeg bliver udstyret 

med et visitorcard med stregkode, inden jeg får lov til at gå op af landgangsbroen til en rundvisning af 

overstyrmanden himself. 

Billede midten: Jeg får en snak med Overstyrmand Lars Kristensen, og hans hustru Lene fra Sverige over 

en kold Cola i deres private kahyt. De ser begge frem til en ny og anderledes tilværelse på landjorden i 

Danmark efter 5 år som aktive i organisationen Mercy Ships. 

Africa Mercy er en hel flydende by med eget bibliotek, frisør, skole til 49 børn, børnehave og computerrum. 

konkUrrence min bedste oplevelse på rejsen 1. 

Normalt er langtursbusser ikke det 

bedste scorested, men man har vel 

lov at være heldig 

af Jimmi kim persson 

Min bedste oplevelse på rejsen har 

foreløbig varet i lidt over tre år. I 2006 

var jeg i gang med en jordomrejse 

sammen med en god veninde (vigtig 

detalje at hun kun er en veninde). 

Blandt andet besøgte vi Mexico og 

Guatemala. I den forbindelse sad vi en 

aften i Palenque i Mexico og spiste. På 

et tidspunkt kommer den her fantastisk 

smukke pige ind og sætter sig ved 

bordet ved siden af. Nu er Latinamerika 

jo fyldt med smukke tøser, så det var 

ikke noget jeg tænkte videre over. Men 

dagen efter skulle vi med bussen til 

Flores i Guatemala. På turen sad denne 

pige ved siden af os og det viste sig at 

hun var argentiner og var ude at rejse i 

tre uger. Vi sludrede en smule, men det 

var først samme aften, da vi var en lille 

gruppe der besluttede at gå ud sammen, 

at vi begyndte at snakke noget mere. 

efter denne aften ændrede argentineren sine 

rejseplaner lidt og fulgte med os på resten 

af sin rejse. Derfor tog hun også med os til 

Mayaruinerne i Tikal allerede dagen efter. 

Specielt husker jeg at sidde på toppen af 

et af de store templer, nyde udsigten og 

ellers snakke løs. Selv om Tikal tiltrækker 

rigtigt mange turister er stedet så stort 

at man sagtens kan opleve store dele 

af ruinerne og naturen helt uforstyrret. 

Derfor blev dette også et øjeblik som 

indprentede sig i min bevidsthed som et 

af de bedste. Fornemmelsen af historiens 

vingesus, regnskovens insisterende 

nærvær og mødet med en fremmed, 

man føler altid at have kendt. 

Jeg kan huske hendes insisteren på 

aldrig mere at kæreste med hashrygende 

musikere og min egen erkendelse af at nu 

måtte det være slut med at finde sammen 

med tøser som dybest set søgte efter en 

psykolog. På tværs af flere tusinde kilometer, 

forskellige kulturer og opvækstbetingelser 

klikkede vi fuldstændigt. 

Tikal er noget for sig selv. Rundt om i 

Guatemala er der mange Mayaruiner 

som stort set er dækket af naturen og 

flere af disse steder har jeg oplevet 

indianere ofre til guderne. I Mexico er 

der flere steder hvor de gamle templer 

er totalt udgravet og på det nærmeste 

står som i fordums storhed. 

Tikal er ud over at være et af de største 

tempelområder, placeret i midten af 

regnskoven, indeholder alt fra helt og 

halvt udgravet til helt dækkede ruiner. 

Det betyder, at man i nogen områder helt 

drømmer sig til en tid hvor templerne var i 

brug. Samtidig er der andre områder hvor 

en historienørd som mig virkelig kan føle 

historien, når ruinerne står i forskellige 

grader af forfald. Generelt skal man regne 

med at jo mere udgravet jo mere besøgt 

er et ruinområde. Det betyder også at det 

er de mest overgroede dele af Tikal, hvor 

man nemmest kan få en rolig oplevelse. 

en af de helt specielle ting jeg elsker ved 

Tikal er, at det er muligt på samme tid at 

nyde regnskoven, gå ned af nogen af de 

mange dyreveksler og blive helt væk. Det 

var således også her at et dådyr var ved 

at skræmme mig fra sans og samling. 

De næste to uger blev helt fantastiske 

og jeg valgte da også senere at forlænge 

min jordomrejse med tre uger til Peru, 

som hun var blevet forflyttet til, mens 

Marie Louise som jeg rejste med tog 

hjem. Efter jeg var kommet hjem fulgte 

et lille år med ture til Peru for mig og 

ture til Danmark for hende. Herefter 

blev hun forflyttet til Filippinerne og 

vi begyndte at mødes hver sjette uge 

rundt om i verden, idet hendes job i 

en nikkelmine betød, at hun arbejdede 

6 uger straigth for så at få en flybillet 

hvorhen i verden hun ville og 2 ugers 

fri. Til slut tog vi dog beslutningen og 

blev gift, flyttede til Danmark og vores 

bryllupsrejse blev så eksotisk som 

Roskilde Festivalen ;). 

jimmi Kim Persson 

får tilsendt bogen 

”den magiske 

rejsende” af 

medlem nr. 322 

jesper Grønkjær 

for sin spændende 

vinderartikel 

næste 

konkurrence 

”En uheldig oplevelse” 

Har du haft en uheldig oplevelse på 

turen? Man kan dårligt rejse en masse 

uden at være uheldig en gang imellem. 

Det kan medføre ubehageligheder, men 

behøver ikke nødvendigvis betyde en 

katastrofe, for det kan nogle gange 

ende med at være held i uheld. Om 

situationen endte godt eller ej er mindre 

vigtigt. Hvis du i forbindelse med uheld 

på turen har erhvervet dig en god 

historie, vil vi meget gerne høre den. 

bedste artikel vælges alene på baggrund 

af tekst, men send meget gerne ét 

billede med, der kan illustrere artiklen. 

Artikler må max. fylde 4.000 tegn. 

Præmie: ”Mod Vesuv jeg øjet vender – 

DVD” af Henning Andersen, medlem nr. 

204 eller gavekort til Cafe Globen på 

250 kr.

Vejen til Hoi an 

Men før jeg nåede til denne by, 

vandrede jeg ivrigt gennem det gamle 

Hanois gader. Som i en sceneopsætning 

fra filmen ”Indokina” sejlede jeg rundt i 

den maleriske Ha long bay og noterede 

mig navnet på hver klippe, der uventet 

voksede op af havet. Ved Parfumefloden, 

som bragte duften af bjergenes urter 

med sig, besøgte jeg kongernes by Hué, 

der vidner om fortidens storhed. 

Fra Hué førte en lille båd mig til Thien 

Mu pagoden - et ottekantet tårn i syv 

etager, som klamrer sig til en bakke ved 

Parfumeflodens bred. På et institut for 

kunsthåndværk beundrede jeg smukke 

vietnamesiske piger i hvide silkekjoler. 

De lignede nærmest skrøbelige 

porcelænsdukker. Til en musik af 

klokkeklang broderede de med deres 

flittige hænder de mest imponerende 

billeder med usynlig silketråd. 

Med udsigt til grønne bjerge førte en 

snoet vej mig langs det Sydkinesiske 

Hav mig til sidst til Hoi An. 

Hoi ans fortid og nutid 

Allerede i det 15. århundrede var Hoi 

An en betydningsfuld havneby, hvor 

Østens og Vestens kulturer mødtes. 

Portugiserne, som interesserede sig 

for handel, ankom der som de første. 

Bagefter kom der kinesere og japanere. 

Derefter fik hollændere, englændere 

og franskmænd interesse for byen. 

Desuden kom der missionærer fra 

Italien og Spanien. Selv i dag høres 

alverdens sprog i byens smalle gader. 

Byen ligger ved floden Thu Bon, 

og er stolt over sine gamle huse 

med karakteristiske skråtage. 

Sammenvokset som en svampekoloni 

på en træstamme står de på begge sider 

af de smalle gader. Nu og da adskiller 

de sig fra hinanden ved facadens farve 

eller ved søjler af træ eller sten. Nogle af 

husene er pyntet med små træbalkoner 

eller har en rigt dekoreret port. I de 

fleste er der gallerier, der lokker med 

kulørt billedkunst af de lokale malere. De 

talrige systuer, som Hoi An er så berømt 

for, tilbyder fantastiske kreationer af 

silke og uld syet i et lynhurtigt tempo af 

byens dygtige skræddere. 

Hoi Ans syv vidundere 

En farverig basar har besat flodens 

bred. Store bunker af modne frugter er 

omhyggeligt lagt frem på lange borde 

i maleriske opstillinger, der kappes i 

farver, størrelser og former. Lige ved 

siden af blafrer pashmina sjaler som 

en regnbue i alle nuancer. Silketøj 

lokker med mønstrer og farver. I 

flaskerne sover kobraslanger fra Delta 

Mekongs slangefarm i sprit og vækker 

både beundring og væmmelse. Denne 

slangesprit siges at være det bedste 

middel til at give ’vitale kræfter’ – især 

til elskov. 

Talrige forestillinger og koncerter udført 

af de lokale kunstnere drager både 

lokale og turister til. Når mørket falder 

på, fortsætter byen med at pulsere af 

liv. I små pyntede templer kan man 

flygte fra støjen og genfinde ro i sjælen. 

Kunstnerinden og 

forfædrenes gode ånder 

Madame Phan Kim Chi er cirka 55 års 

gammel. Hun ejer et galleri i Hoi An 

og maler selv. Med et smil viser hun 

rundt i sit lange hus. For nogle måneder 

siden døde hendes elskede mor. På 

den centrale plads i stuen er der 

indrettet et alter. Lyset fra stearinlys 

funkler på et billede - et portræt af en 

ældre gråhåret dame med et varmt 

blik. Ifølge traditionen er altre med 

billede af dem, som har forladt denne 

verden, pyntet med friske blomster og 

farverige frugter. Forfædrenes gode 

ånde er stadigvæk blandt de levende. 

De skal være i nærheden og skal passe 

på huset og de næste generationer. 

Fra deres enkle murede grave spredt 

over rismarkerne og i haver vogter de 

stadigvæk over afgrøderne og hele 

familieklanens lykke. 

Mens turismens mål i f.eks. Kenya er at 

komme tæt på ”The Big Five” har Hoi An 

også sine fem turistattraktioner. 

På turistinformationskontoret kan man 

købe et klippekort, som giver adgang 

til de fem vigtigste steder. Til disse 

hører Tran familiens tempel for deres 

forfædre, Nha tho Toc Tran. Det er et 

af de mindste, men skønneste templer 

i Vietnam. Mandarinen Tran Tu Nhac 

byggede det 1802 til ære for sin forfader 

- en kinesisk købmand, som havde slået 

sig ned i Hoi An og giftet sig med en 

vietnamesisk pige. 

Der findes byer, der ligesom visse 

mennesker udstråler varme. byer, 

som skaber en enestående stemning, 

og hvor de gode ånder forbliver for 

evigt i vor hukommelses kroge. 

en af netop den slags byer, som jeg 

stødte under min rundrejse i Vietnam, 

er en lille by – Hoi an. den ligger i 

Vietnams midterste provins da nang, 

midt mellem det nostalgiske Hanoi og 

det moderne saigon. 

TeksT og foTo: ewa Bylinska 

Den anden attraktion er byens historiske 

museum, hvor man kan finde meget 

spændende materiale om Hoi An. Den 

tredje er et smukt dekoreret fælleshus - 

Phuoc Kien. Til den fjerde arkitektoniske 

perle henregnes købmanden Than Kys 

hus i gaden Nguyen Thai Hoc. Og til 

sidst skal man besøge den eventyrligt 

udsmykkede japanske bro fra slutningen 

af 1500-tallet. 

Vigtig byfornyelse skyldes 

en polak! 

Ud over de fem nævnte seværdigheder, 

som udpeges for turisterne, burde 

Hoi Ans kulinariske kunst følge på en 

fristende sjetteplads blandt byens 

vidundere. Langs gaden Bach Dang ved 

Thu Bon flodens bred dufter det fra de 

talrige små og hyggelige restauranter. De 

røde silkelampioner og eksotisk krydrede 

retter lokker de forbipasserende 

indenfor. Til de mest karakteristiske 

retter fra denne by hører bl.a. fisk, som 

er bagt med citrongræs i bananblade, 

samt en slags mini-ravioli ved navn ”hvid 

rose”, der er formet som en lille blomst af 

rismel med fyld af en reje. 

I gaden lige efter den japanske bro 

støder jeg helt tilfældigt på mit syvende 

”byens klenodie”. Det er en plads med 

et mindesmærke og skulptur af den 

polske arkitekt Kazimierz Kwiatkowski. 

På den sorte granittavle kan man både 

på vietnamesisk og på engelsk læse, 

at Kazimierz Kwiatkowski blev født den 

2. juli 1944 i Polen. I 1980 kom han til 

Vietnam for at deltage i fuldførelsen af 

et kulturprogram med formål at redde 

Vietnams kulturelle arv. Han påtog sig 

denne store opgave med entusiasme og 

talent. Takket være en renovering, som 

fandt sted under hans tilsyn, lykkedes 

det at redde Hoi Ans gamle bydel og dens 

fantastiske bygninger. Byen har atter 

fået liv, charme og en unik atmosfære. 

Det var også takket være hans ivrige 

kamp, at det lykkedes at placere Hoi An 

på UneSCos liste over bevaringsværdige 

bebyggelser. 

Kazimierz Kwiatkowski døde i Hué den 13. 

marts 1997. De sidste 20 år af hans liv blev 

viet til at redde den gamle vietnamesiske 

arkitektur. Han betragtes i Vietnam som 

Hoi Ans store helt. Mindetavler med hans 

navn findes også i den ”forbudte by” i det 

kongelige palads i Hué. Mindesmærket 

med hans milde ansigt hugget i sten blev 

opstillet i 2007. Som polak føler jeg mig 

stolt som en pave. 


De 115 meters opstigning til Potalapaladset 

foregår af en 365-trin lang trappe 

Med toget på 

Verdens Tag 

som led i en rundrejse i Kina tog min far 

og jeg med det i diverse rejsemagasiner 

og –kataloger meget omtalte tog, der 

forbinder tibet med resten af Kina. det 

blev en oplevelse på flere planer – både 

geografisk og kulturelt. 

TeksT og foTo: JacoB v. la cour 

”I skal ikke skrive på visumansøgningen, 

at I skal til Tibet”, lyder rådet i en mail fra 

leon, en agent fra turarrangøren China 

Highlights. ”Når I har fået jeres visum, 

sender I mig en kopi, og så sørger jeg for 

rejsetilladelsen”. 

Min far og jeg havde besluttet os for at 

prøve det meget omtalte tog til Tibet som 

del af en tur til Kina i forbindelse med den 

totale solformørkelse i Shanghai den 22. 

juli 2009. Det er kun muligt at rejse til 

Tibet som en del af en gruppe, men man 

kan godt arrangere en gruppetur selv. Vi 

fandt China Highlights på Internettet, og 

de arrangerede en super effektiv en-uges 

rundrejse for os med private guider i 3 

byer – Xian, Lhasa og Lanzhou. 

Planen var, at vi først skulle tilbringe to 

dage i den gamle kejserby Xian, og derfra 

flyve til Lanzhou, hvor vi skulle stige 

på toget til Lhasa. Togturen fra Xian til 

lanzhou skulle nemlig være ret kedelig, 

så den kan man sagtens springe over. 

Derefter skulle vi så være tre nætter i 

Lhasa, hvorfra vi skulle flyve til Shanghai. 

Togbilletterne kan dog først købes ti dage 

før afgang, så rejsebureauerne tager 

altid forbehold for ændringer i planerne, 

og det kinesiske bureaukrati er ikke til at 

spøge med. 

Ændrede planer 

I Xian besøgte vi bl.a. kejsergraven med 

de berømte terrakottakrigere og byens 

imponerende 14 km lange bymur, der 

virker som en miniudgave af den kinesiske 

mur. Den første aften i Xian ringer Leon 

og fortæller, at han ikke har kunnet få 

billetter til toget – det hele er blevet 

reserveret af den kinesiske regering. Han 

kan dog få billetter den anden vej, så han 

foreslår, at vi vender turen om, og flyver 

fra Xian til Lhasa, tager toget til Lanzhou, 

og flyver derfra til Shanghai. 

Leon arrangerer nye flybilletter, men der 

er lige det lille ekstra problem, at vores 

rejsetilladelser til Tibet nu befinder sig i 

Lanzhou, og vi skal bruge dem i Xian. Men 

der findes åbenbart også kurertjenester 

i Kina, for da vi 1½ dag efter kommer 

ud i lufthavnen i Xian, har de modtaget 

rejsetilladelserne der. Super effektivt! 

Flyveturen til lhasa fører os over et langt 

stykke af den tibetanske højslette, og man 

kan altså godt fra flyet se, at der ikke er 

så langt ned, som der plejer at være. Og 

da vi nærmer os lhasa kan man pludselig 

mærke den tynde luft. Som bekendt 

svarer trykket i et fly normalt til omkring 

2300 meters højde. Men da Lhasa ligger 

i 3600 meters højde, bliver de nødt til at 

sænke trykket yderligere. På en tidligere 

tur til Peru fik hele familien højdesyge, så 

vi har stor respekt for højden og tager 

ingen chancer. Vi har forinden anskaffet 

os nogle receptpligtige piller (Diamox), 

som skulle kunne forebygge højdesyge. 

De er dog samtidig vandladende, så i de 

dage, man tager dem, skal man tisse ret 

tit. Det er derfor dumt (meget dumt!) at 

komme til at tage for mange (for så skal 

man tisse hele tiden!!). 

lhasa – tibetansk og kinesisk 

Lhasa lufthavn er en flot, ny, moderne 

bygning, der ligger 60 km fra byen. Ikkepassagerer 

har ikke adgang til bygningen, 

så vi møder først vores guide Djordee 

helt ude på parkeringspladsen. Det er 

fantastisk vejr – klar blå himmel, meget 

hvide skyer, ekstremt lav fugtighed og 

omkring 25 grader. 

Selve lhasa er heller ikke helt, som den 

ser ud i mine forestillinger. Vi har for 

nylig været i nepal, og jeg forestillede 

mig Lhasa nogenlunde som Kathmandu. 

Men Lhasa ligger helt fladt i en dal og er 

tydeligvis udbygget kraftigt i de senere 

år. Der er meget brede (6-sporede) 

boulevarder på kryds og tværs af byen, 

og store betonkomplekser skyder op 

overalt. På vejen fra lufthavnen passerer 

vi, hvad Djordee kalder ’det nye Lhasa’ 

– tomme byggegrunde med brede veje 

imellem, hvor der – også ifølge Djordee 

– inden for få år vil være en ny bydel. 

Kineserne har tydeligvis stået for 

byplanlægningen de sidste 50 år. Kun det 

absolutte centrum (fire blokke) ser (lidt) 

gammelt ud. 

Første dag i Tibet går med en biltur til 

et bjergpas et par timer uden for byen, 

hvorfra der er en fantastisk udsigt over 

en sø og mod de snedækkede tinder 

af Himalaya. Der er lidt uenighed om, 

hvor højt passet er. Djordee sagde 

4900 m, Lonely Planet siger 4794 m og 

en sten på stedet siger 4441 m. Under 

alle omstændigheder ny – midlertidig 

– højderekord. På vejen derud kører 

vi langs med (og over) brahamaputra, 

som allerede her er en ret stor flod. 

Den løber som bekendt sammen med 

Ganges i bangladesh og danner det 

kæmpemæssige floddelta der. 

Anden dag går med et besøg på et 

fungerende kloster i centrum af lhasa 

og i Potalapaladset. I klosteret så vi 

tibetanerne udøve deres meget særegne 

form for buddhisme. Folk – unge som 

gamle – går i gåsegang i en lang række 

gennem templet og ’ofrer’ pengesedler og 

smør til alle de hundreder af statuer, der 

er i klosteret. Smørret har de enten med 

i pakker eller flydende i termokander, og 

det bliver ofret i store skåle, hvor rækker 

af væger brænder smørret. Templet er 

huleagtigt, tilrøget, farvestrålende, og 

utroligt spændende at besøge. Så kan 

Notre Dame godt gå hjem og lægge sig. 

Det her er religion med liv i! 

Potalapaladset – Lamaernes gamle 

residenspalæ og kloster – ligger 

imponerende flot på en høj klippe midt 

i byen. Turen op til paladset havde jeg 

ventet med spænding (og lidt nervøsitet). 

Der er 115 højdemeter trapper derop – og 

altså i 3600-3700 meters højde. Djordee 

fortæller, at der er en del turister, der 

giver op, og guidebogen påstår endda, 

at der sker dødsfald. Men både jeg og 

min far på snart 72 klarer turen i fin stil. 

Jeg ved ikke, om det var pillerne, eller 

blot fordi vi gik stille og roligt. Men vi var 

også heldige, at det var overskyet og kun 

omkring 23-23 grader. I stærk sol må det 

være en ret hård tur, og man må ikke 

have vand med. 

Ved indgangen til Potalapaladset skal 

man tage stilling til, hvor længe man vil 

blive derinde. For guider må kun være 

derinde i en time, så hvis man vil være 

der længere, må guiden ikke gå med. 

Han skal så gå ned, rundt om klippen, 

og op ad trappen på den anden side. 

Vi tog Djordee med ind, og en time er 

faktisk rigeligt. Paladset er en labyrint af 

gange, tronrum, gravkamre og templer, 

og utroligt farverigt. Fra trapperne op til 

og ned fra paladset er der en fantastisk 

udsigt over byen og dalen. Indtil 2005 

kunne man komme på tagterrassen over 

paladset og se udsigten, men det er nu 

blevet forbudt. 

neden for paladset lå der – også indtil 

2005 – en hellig sø, men den har 

kineserne nu lavet om til en stor plads 

med et imposant monument for Tibets 

’befrielse’. Her er der hver aften kl. 20.30 

et show med ’dansende springvand’, hvor 

hundredvis af fontæner danser i takt til 

både kinesisk musik og vestlig musik som 

bl.a ’An der Schönen Blauen Donau’ og 

noget fra Carmen. Meget kinesisk, men 

faktisk ret flot. Pudsigt nok så vi næsten 

ingen vesterlændinge på pladsen. Der var 


lutter kinesere, der lavede sjov, hyggede 

sig og tog billeder – bl.a. af os. 

og så afsted med toget 

Vi var nu nået frem til – i mere end én 

forstand – højdepunktet på turen, nemlig 

togturen. 

lhasa station er kæmpe stor – større 

end hovedbanegården. Men der holdt 

kun ét tog. Det bestod af to 1. klasses 

vogne (såkaldt ’soft sleeper’), fire 2. 

klassesvogne (såkaldt ’hard sleeper’), 

seks 3. klassesvogne, hvor man skal 

sidde op hele vejen, og en spisevogn. Vi 

skulle på 1. klasse. 

Min far havde læst i guidebogen, at softsleeper 

kupeerne var til to personer, men 

pudsigt nok indeholdt kupeen fire sæder 

(og fire dyner og hovedpuder). ”Det er 

nok bare fordi der nogen gange kan være 

fire herinde. Men jeg har bestilt en kupe 

til to personer” lød det fra min far. Men 

der var en detalje, han havde misset. De 

to-personers 1. klasses kupeer findes på 

de kinesiske tog på den Transsibiriske 

jernbane, ikke banen i Tibet! Det gik op 

for os, da der kom to ret store, ikke helt 

rene kinesiske mænd med billetter til 

vores kupe. 

De var imidlertid fire i en gruppe og havde 

fået plads i to forskellige kupeer, så de 

spurgte, om vi ville bytte. Jeg gik over 

i den anden kupe og checkede den ud, 

og der sad en pige og en dreng, der så 

meget mere fredelige ud end de to mænd 

i vores egen kupé, så vi byttede. Vores to 

rejsekammerater viste sig at være mor 

og søn (på 35 og 11), som kun kunne tre 

ord på engelsk: Hello, Yes og No. De var 

dog mægtig søde, høflige og stille, og 

vi udvekslede bl.a. slik med hinanden, 

ligesom det lykkedes os med tegnsprog 

samt pegning på diverse kort at forklare 

hinanden, hvor vi hver især kom fra. 

Toget gik naturligvis på slaget – kl. 11.15 

– og vi begyndte opstigningen fra lhasadalen 

til den tibetanske højslette. 

togets faciliteter 

I en beskrivelse af toget i en brochure 

fra et dansk rejsebureau står der bl.a., at 

soft-sleeper billetterne kan være svære 

at få, så gruppen formentlig skal rejse på 

hard sleeper, hvilket dog i dette tog ikke 

er så slemt, som det lyder. Nu er folks 

komfortbehov naturligvis forskellige, 

men hard sleeper kupeerne indeholder 

seks køjer (læs: hylder), hvor folk ligger 


under hele turen. Køjerne kan ikke slås 

op, så man kan sidde naturligt, og døren 

til kupeen kan ikke lukkes. 

Rejsebureauet oplyser, at maden i 

spisevognen er af høj kvalitet for kinesiske 

tog. Igen er behov og forventninger 

nok forskellige, men det kan alligevel 

undre, at et tog, der er så berømmet i 

vestlige (i hvert fald danske) medier, 

ikke serverer en eneste ting, der kan 

minde om vestlig mad, herunder ingen 

kaffe til morgenmad. Hver togvogn har 

to toiletter – et kinesisk og et vestligt, 

men det er en god idé selv at medbringe 

toiletpapir og evt. et håndklæde. 

endvidere skriver de, at der ved hver 

køje er en fladskærm, hvor man kan 

se film og få informationer om turen. 

Fladskærmene var der, men de virkede 

ikke. Der var dog på gangen et digitalt 

display, der viste togets fart og højde 

samt tidspunktet for næste station. 

endelig er der de meget omtalte 

iltmasker. Her er der tale om en slange, 

som vi kender dem fra hospitalerne, 

som man kan stikke op i næsen. Det 

så ikke videre behageligt ud. Heldigvis 

opretholder togets airconditionsystem 

et konstant iltniveau svarende til 85% 

af iltniveauet ved havoverfladen, så 

iltslangerne blev slet ikke nødvendige – 

ikke engang da vi efter ca. seks timers 

kørsel nåede rutens højdepunkt på 5.073 

meter. Man kunne faktisk overhovedet 

ikke mærke højden. Af samme grund kan 

man heller ikke åbne vinduerne i toget, 

og der er ikke individuel regulering af 

temperaturen i kupeerne. 

naturen – storslået og 

ensformig 

Selve turen går over den tibetanske 

højslette, der, som navnet siger, er 

temmelig flad, så man skal ikke vente 

sig de store alpeagtige scenerier, men 

der er stadig bjerge – herunder enkelte 

med sne på – søer, floder, småbyer og 

yakokser. Toget standser et par gange 

undervejs, men man får ikke mulighed 

for at komme ud. 

et par timer efter vi har passeret det 

højeste punkt, faldt mørket på, og vi gik 

til ro. Der var ret tykke dyner og nogle 

gode hovedpuder, men der var pænt 

varmt i kupeen. 

Jeg vågnede ved 9-tiden næste morgen, 

og da befandt vi os stadig i næsten 

3000 meters højde. Landskabet var 

dog langt mere frodigt nu, med dyrkede 

marker. Formiddagen gik gennem et 

ret flot bjerglandskab, hvor toget kører 

højt oppe på bjergsiden – over broer og 

gennem tunneler. Ved 13-tiden nåede vi 

den første store by Xining, hvor det var 

muligt at komme ud og strække benene 

på perronen, og derfra kørte toget 

igennem et ret fladt landbrugsland (dog 

stadig i omkring 2000 meters højde) til 

Lanzhou, som vi nåede kl. 14. 

Vi vinkede farvel til vores to 

rejsekammerater, der skulle videre til 

Chengdu, og steg af toget. 

Så har vi prøvet det! og jo, det var 

da en spændende tur, men toget og 

turen er dog efter vores opfattelse lidt 

opreklameret. 

tag toget ned, ikke op 

Turen ned fra Tibet til lanzhou er lidt 

billigere end den modsatte vej, da de 

fleste turister hellere vil køre op end 

ned. Men jeg vil dog faktisk anbefale 

nedturen frem for opturen. For det 

første kører opturen fra lanzhou sent 

om eftermiddagen, hvilket betyder, at 

det bliver mørkt omkring Xining, og man 

går derfor glip af det flotte bjerglandskab 

vest for denne by. Endvidere kommer 

toget først til Lhasa kl. 21.30 om aftenen. 

Dette betyder, at man kører det sidste 

stykke til lhasa i mørke, samt at man 

skal spise aftensmad i spisevognen to 

gange. Jeg tror også, at hvis man først 

har sovet i toget, så vil 12-13 timers 

yderligere togrejse på 2. dagen føles ret 

lang. Vi slap trods alt med fem timer, 

efter vi vågnede. Men nu ved vi i hvert 

fald, hvordan Tibet ser ud. 

Billede øverst til venstre: Potalapaladset ligger 

på en klippe i centrum af Lhasa, og er en meget 

særpræget og imponerende bygning 

illede øverst til højre: Afslapning i kupeen med bog 

og isthe. Heldigvis havde vi underkøjerne. 

Billede midten til venstre: Stationen ved byen Naqu 

i 4513 meters højde. 

Billede i midten: Stationen i Lhasa er enorm, men 

der er ikke meget trafik 

Billede midten til højre: Det højeste sted på turen er 

ikke et bjergpas, som man skulle tro, men en stor 

flad slette – i over 5.000 meters højde. 

Billede nederst til venstre: På pladsen foran 

Potalapaladset står kinesiske soldater vagt ved det 

kinesiske flag fra solopgang til solnedgang 

Billede til højre: Fra toppen af trappen til 

Potalapaladset er der en storslået udsigt over Lhasa 

og den omgivende dal i 3600 meters højde 

Billede nederst til højre: Monumentet for Tibets 

’befrielse’ opført i 2005, med de dansende 

springvand foran


De officielle turistmyndigheder i 

bangladesh markedsførte i mange år 

landet med sloganet ”See Bangladesh 

before the turists come”. Det er 

efterhånden mange år siden, at jeg 

første gang så dette slogan i lufthavnen 

i Dhaka. Det kunne jo tolkes på flere 

måder, og nu har de vist fået et nyt. 

Men bare rolig. Det gælder stadig. 

bangladesh er nemlig et land, som ikke 

besøges af ret mange turister. En gang 

imellem er der en backpacker eller 

måske en eventyrlysten DBKer, som 

forvilder sig forbi. Men ellers tager folk 

til nepal, Thailand, Sri lanka og mange 

af de andre asiatiske nabolande. Men 

bangladesh er et meget specielt land på 

godt og ondt. Der er masser at opleve 

i verdens måske fladeste og tættest 

befolkede land. Men det er ikke et nemt 

land at rejse rundt i som turist. Det 

kræver overskud og gåpåmod. 

Bangladesh er et land med 160 millioner 

mennesker på et areal svarende til tre 

en halv gange Danmarks størrelse. 

Det svarer til, at der var 50 millioner 

mennesker i Danmark, eller at hele 

Danmarks befolkning levede nord for 

Limfjorden. Dertil kan næves, at mere 

end halvdelen af landet kan være 

oversvømmet af vand i monsunen, hvis 

vandstanden i landets tre store floder 

Brahmaputra, Ganges og Meghna, 

mødes på samme tid nedstrøms i de 

gigantiske flodsystemer. Derfor lever 

mange millioner mennesker i huse 

placeret på små kunstige jordhøje. 

Hovedstaden Dhaka er med sine måske 

15 millioner mennesker en af verdens 

hurtigst voksende megabyer med 

en årlig vækst på omkring 400.000 

tilflyttere. Det er folk, som flytter ind til 

byen for at finde arbejde og skabe sig 

et nyt liv. 

Vidste du i øvrigt, at bangladesh’s største 

indtægt kommer fra bangladeshere, 

der arbejder uden for landets grænser? 

Hvert år sender de, hvad der svarer til 

mere end 70 milliarder kroner hjem til 

landet. En tekstilarbejder i Bangladesh, 

som syr meget af det dyre tøj, du kan 

købe på Strøget i København, tjener 

1652 taka om måneden eller hvad der 

svarer til 125 kroner. Og her taler vi om 

mange timers arbejde hver dag. 

Vidste du, at bangladesh er et land, 

som udelukkende består af ler og 

sand? Der findes simpelthen ikke sten 

i landet. Derfor er der mere end 1200 

gammeldags teglværker, der producerer 

mursten til byggeri overalt i landet. 

Teglværkerne bidrager med omkring 

70 % af luftforureningen i Dhaka, og i 

den tørre tid indeholder luften i byen 

op til 25 gange WHO’s øvre grænse for 

luftpartikler. Infrastrukturen i Dhaka er 

også en stor udfordring, hvor trafikken i 

dagtimerne typisk bevæger sig med 3-5 

kilometer i timen. 

Den politiske udvikling i den unge 

nation bangladesh, der blev dannet 

som selvstændigt land i 1971, er en 

kompleks og stor udfordring for landets 

partier og politikere. Bedre ligestilling 

mellem kvinder og mænd er ligeledes 

Et land du skal se 

før turisterne kommer 

TeksT og foTos: Jan møller hansen 

en nødvendighed for at forbedre landets 

økonomiske og sociale udvikling. Der 

er også meget, som skal gøres for at 

sikre basale serviceydelser til de mange 

fattige. Bangladesh er et land med en 

lille, privilegeret og meget rig overklasse, 

en voksende middelklasse men også en 

meget stor andel af fattige. Omkring 80 

millioner mennesker lever for under 10 

kroner om dagen. Selv om Bangladesh 

i vid udtrækning er et landsbrugsland, 

så er der alligevel en spirende 

privatsektor. Sjovt nok så bliver mange 

reklamer til butikker som for eksempel 

brugsen, netto og ejendomsmæglere 

i Danmark lavet af firmaer i Dhaka. På 

grund af de lave lønninger tiltrækker 

landet udenlandske investeringer og er 

et oplagt outsourcing land. De sidste 

mange år har den økonomiske vækst 

ligget på omkring 6 %. Men dette er 

desværre ikke nok, når man kommer fra 

et meget lavt niveau og er i en situation 

med så store udfordringer, som det er 

tilfældet i Bangladesh. 

bangladesh er et deltaområde, der 

afvander store dele af Himalaya. Med 

klimaforandringerne vil måske op til 

20-30 % af landet blive permanent 

oversvømmet i de kommende 50-100 

år, og i 2050 vil befolkningen være 

vokset til 250 millioner. Dette kræver 

visioner, fremtidsplanlægning og ikke 

mindst offentlige institutioner, som kan 

respondere effektivt på de kolossale 

udfordringer. 

bangladesh er trods sine store 

udviklingsmæssige udfordringer et 

meget spændende land med masser 

af kultur, historie og utroligt venlige 

og imødekommende mennesker. 

bangladesherne er nogle af de mest 

sejlivede folk jeg har kendt, og jeg 

har efterhånden arbejdet i de fleste 

asiatiske lande og steder i Afrika. Og 

her taler jeg især om de millioner af 

fattige mennesker, som bor på gaderne, 

arbejder i markerne eller på de mange 

fabrikker rundt om i landet. Bangladesh 

er også et multietnisk land med flere 

forskellige sprog og religioner. 

Dette er i korte træk nogle af 

årsagerne til, at jeg i dag befinder mig i 

Bangladesh. Jeg arbejder som souschef 

på den danske ambassade i Dhaka, 

og bruger det meste af min tid på at 

arbejde med de mange og komplekse 

problemstillinger, der udspiller sig i denne 

globaliseringens udviklingssmeltedigel. 

Mit arbejde omfatter mange spændende 

udfordringer og problemstillinger. Jeg 

møder også mennesker med forskellige 

syn og opfattelser af problemerne, og 

hvad der skal til for at vi kan få skabt 

en bedre verden for de millioner af 

mennesker, der lever en hel anden 

tilværelse end den de fleste af os kender 

til. Danmark har i årtier været et af de 

lande, som giver udviklingsbistand til 

bangladesh, og i dag arbejder vi især 

indenfor menneskerettigheder og god 

regeringsførelse, oprindelige folk, 

landbrug, vandforsyning og sanitet, 

klimatilpasning og privatsektorudvikling. 

bangladesh er ikke kun et traditionelt 

bistandsland, men også i høj grad en 

økonomi med en aktiv og voksende 

privatsektor. 


klUb info 

Cafeens 

fødselsdag 

Fra lokal køreskole til globalt 

samlingspunkt – Café Globen 

”Det var da et fint foredrag, men der er 

sgu lidt trængt i denne lejlighed. Det er 

næsten ærgerligt, at vi ikke har et sted, 

hvor vi kan mødes noget oftere og hvor 

der er plads til flere mennesker. Måske 

et klubhus af en art - ja eller måske 

en café, så man også kan mødes med 

andre rejsegale folk”. 

Klokken er blevet lidt mange. Jens Poul 

Madsen og Per Allan Jensen sidder og 

deler en flaske rødvin på et DBK møde 

vist nok engang i efteråret 2002. ”Det 

var da en fantastisk idé. Skulle vi ikke 

lave en berejst Café, hvor vi dels kan 

holde møder, dels kan mødes med alle 

mulige andre rejsenørder?” – og derved 

var ideen til Café Globen født. 

Planer og budgetter 

Jens Poul lagde ud med at være 

tovholder på projektet, men senere 

i forløbet måtte han slippe igen pga. 

manglende tid. Martin Anker Nielsen 

overtog projektet, og han var den 

flittige entreprenør, der dygtigt gjorde 

drømmene til virkelighed. 

I den kommende tid blev der gjort mange 

tanker om cafeen. Det resulterede i en 

projektplan og et budget, og der blev 

taget beslutning om selskabsform, 

bankforhold osv. 

I juni 2004 blev der afholdt stiftende 

generalforsamling for Café Globen, 

og den første bestyrelse blev valgt. 

Martin stillede sig til rådighed som 

forretningsfører (daglig leder). Ved 

en senere lejlighed konstituerede 

bestyrelsen sig, hvor Jens Poul Madsen 

blev valgt som formand. 


endelig var alt papirarbejdet på plads, 

herunder vedtægterne, hvori bl.a. 

formålet blev formuleret: Selskabets 

formål er drive en café opbygget omkring 

et tema om rejser. Dette bør være 

udtrykt i udsmykning, regelmæssige 

foredrag og varesortiment. Selskabet 

var blevet oprettet ved erhvervs- og 

Selskabsstyrelsen, og navnet var blevet 

valgt til Café Globen, hvilket lå tæt op 

ad navnet på klubbens blad: Globen. 

Fra MC-klub til globe-cafe 

Sommeren 2004 var tiden kommet til 

at finde lokaler til cafeen. Samfundet 

rullede derud ad. Folk havde masser 

af penge, og den ene café efter den 

anden skød i vejret – men stort set 

ingen cafeer eller butikker lukkede. Der 

blev nedsat en lille gruppe, som skulle 

forsøge at finde egnede lokaler, og 

de gennemsøgte indre København og 

brokvartererne for potentielle lokaler. 

Det skulle vise sig at være en vanskelig 

opgave - der var simpelthen ikke ledige 

lokaler nogen steder. En dag lykkedes 

det endelig, da ewa bylinska så nogle 

lokaler, i hvis vinduer der stod: ”Til 

leje”. Lokalerne var noget slidte, men 

umiddelbart var størrelsen fin. Hun 

kontaktede Martin, som straks tog ud 

og kiggede på lokalerne – og han var 

begejstret. 

lokalerne havde fungeret som 

køreskole, hvor man bl.a. udbød MC 

kørekort. Lokalerne blev derfor brugt 

til både teori og som opbevaringssted 

for motorcykler. Med andre ord: der var 

lang vej, før der kunne være café i de 

lokaler. Der var ingen bar eller toiletter, 

der var intet lager eller køkken – og i 

det hele taget var eneste fællesnævner 

mellem køreskolen og en potentiel café, 

at der var 4 vægge – som oven i købet 

var festligt dekoreret med fine malerier 

af motorcykler. 

total renovering 

Igen tog Martin teten. Han aftalte 

en total renovering af lokalerne med 

ejerne af lokalerne. Byggeplaner blev 

udfærdiget, kontrakter skrevet, og 

byggeriet blev fulgt tæt af Martin. Der 

blev bygget toiletter og udluftning, der 

blev lagt helt nyt gulv. Martin skaffede 

brugte køkkenelementer, som han selv 

satte op ude på lageret, der blev ført 

vand til køkken, barområde og toiletter, 

det elektriske system blev renoveret – 

og baren blev bygget. 

Det meste af arbejdet blev udført af 

et byggefirma, mens andre ting blev 

udført af en gruppe medlemmer. En 

flok af klubbens kvindelige medlemmer 

sørgede for dekorationen, herunder valg 

af farve til væggene, og de indkøbte en 

god blanding af moderne IKEA ting og 

”charmerende genbrugsskrammel” til 

indretningen. Lidt efter lidt begyndte 

lokalerne rent faktisk at ligne det, de 

skulle, nemlig: Café Globen. 

borde og stole blev anskaffet, et klaver 

skulle transporteres ned på cafeen, 

rejsegenstandene kom anpartshaverne 

med, køleskabe blev fremskaffet, 

vaskemaskine ligeledes, pengekasse 

installeret, cappuccino maskine og 

kaffekværne leaset. Fadølsanlægget 

valgte man at købe selv frem for at blive 

sponseret af f.eks. Carlsberg – man ville 

være fuldstændig uafhængige. 

Computere og musikanlæg blev 

installeret, og som et af de første 

steder i byen udbød cafeen WIFI 

(trådløst internet), og der blev stablet 

op med rejselitteratur. Herudover 

blev der ansøgt om alkoholbevilling, 

brandtilsynet kom og godkendte 

lokalerne og fødevarestyrelsen 

kiggede også forbi for at sige god for 

indretningen. 

endelig oprandt dagen, hvor cafeen 

afholdt en form for ”generalprøve”, 

hvilket skete lørdag d. 5. marts 2005. 

Alle anpartshavere og øvrige DBK 

medlemmer blev indbudt til fadøl. 

Alting stod lysende klart og nyt – dog 

var bardisken lagt løst på, idet der 

ikke havde været tid til at sætte den 

ordentlig fast. 

Martin knoklede løs for at blive færdig 

med alting – samtidig med at han 

passede sit arbejde. Til sidst tog han 

hele natten til hjælp, og han tog fri fra 

arbejdet, for at blive helt færdig med 

cafeen. Fantastisk præstation. Samtidig 

blev hjemmesiden søsat – den havde 

Peter Højmose dygtigt udfærdiget. 

Åbning i 2005 

Den officielle åbning af Café Globen 

skete fredag d. 11. marts 2005. Nu 

skulle den virkelige prøve stå. 

Åbningen blev fejret med hele 3 foredrag 

på 3 dage: Claus Qvist underholdt om 

Iran, Arne Runge om Den Transsibiriske 

Jernbane og Per Allen om Mt. Kenya. 

Inden længe have foredragsholdere 

taget gæsterne med på cykeltur fra 

Danmark til Georgien via Albanien, på 

backpackertur til Kina og Centralasien, 

på rejse til USA og Sydamerika osv., 

osv. 

I starten var der kun nogle få 

bartenders, der hver især knoklede løs. 

Der var naturligvis Martin, som ligeledes 

stod for den daglige ledelse og havde sit 

arbejde ved siden af cafeen. Herudover 

var der Claus Andersen, som nærmest 

boede på cafeen. Peter Højmose og 

Lars Munk kæmpede med arbejde og 

bartendertjanser, og louise Korsgaard 

og Line Møller tog ligeledes vagter. 

Der var tryk på de enkelte tenders i 

starten, men lidt efter lidt kom der flere 

bartenders til, og inden et år var der 

ca. 10 tenders tilknyttet cafeen. Men 

cafeen var stadig yderst sårbar over 

for, at folk jo rejser en del, når man er 

medlem af DBK. 

Markedsføring 

Kendetegnede ved hele projektet var, at 

der var absolut ingen af de involverede, 

der havde det fjerneste begreb om 

driften af en cafe, så alting opfandt 

man selv. Man havde regnet med, at 

når der var udfærdiget et så fantasifuldt 

koncept, ville gæsterne helt automatisk 

strømme til byens nye insted, men 

snart måtte man sande, at der skulle 

usandsynlig hårdt arbejde til for at få 

gæsterne indenfor. 

Martin tog fat på en ganske stor del 

af de københavnske rejsebureauer 

og tilbød dem at de kunne holde 

orienteringsmøder på cafeen, hvilket 

6-7 rejsebureauer takkede ja til. For 

at forøge omsætningen yderligere 

blev der afholdt særarrengementer: 

Spies-fest (som var lidt en parodi på 

en grisefest), kulturnat i 200 året 

for H. C. Andersen, og der var en 

del koncerter på programmet, bl.a. 

akustisk musik, cubansk, bands, bossa 

Nova osv. Og så var der naturligvis den 

daglige omsætning og de ugentlige 

torsdagsforedrag. 

Men det var stadig rigtig svært at skaffe 

omsætning nok til at cafeen kunne 

løbe rundt. I 2006 blev der afholdt 5 

temafester, bl.a. portugalfest d. 18/2 

2006, hvor selveste den portugisiske 

ambassadør deltog i løjerne. Herudover 

blev der atter arrangeret en del 

koncerter. 

Skønt at der var mange kræfter og 

initiativer i gang, var det stadig ikke nok 

omsætning til, at cafeen kunne drives 

forsvarligt. Efter 1½ år var der stadig 

røde tal på bundlinjen, og det så ikke 

umiddelbart ud til, at det ville blive bedre. 

I december 2006 valgte den daværende 

bestyrelse at tage konsekvensen af de 

negative regnskaber, og den besluttede 

at anbefale cafeen til lukning over for 

generalforsamlingen. Der var ingen 

fremtid i Café Globen... 

Anden halvdel af caféens historie følger 

i juni nummeret af Globen. 

Af Lars Munk

klUb statistik 

Mødeaktiviteter 2009 

af: per allan Jensen 

Der blev i løbet af 2009 afholdt i alt 23 

møder (mod 22 i 2008) med deltagelse 

af 11 til 60 deltagere (sidstnævnte, der 

er ny rekord, var til julefesten 2009 

på Nørrebro). I alt 151 af klubbens 

(aktive) medlemmer deltog i et eller 

flere af disse møder. Dette svarer til 

46% af medlemstallet ved årets udgang 

(en procentdel, der efter en del års 

tilbagegang er begyndt at stabilisere 

sig, om end på et lavere niveau end 

for nogle år siden). Det gennemsnitlige 

antal mødedeltagere var 23, hvilket er 

det højeste i klubbens historie. 

deltagere 

Titlen som årets flittigst mødedeltager 

må i år deles mellem ewa bylinska og de 

to toastmastere Per Danielsen og Jakob 

Linaa Jensen, alle med 11 møder. Derpå 

følger med 10 møder Niels Iversen og 

Søren Fodgaard. Kaj Heydorn, formand 

Lars Munk og Jytte Dølrath Kristensen 

har hver deltaget i 9 møder, og Per Allan 

Jensen, Christian Bøjgaard og Annette 

Grønkjær har hver deltaget i 8 møder. 

lokaliteter 

De 23 møder var geografisk fordelt med 

15 i HT-området, 6 i Jylland, 1 på Fyn - 

og 1 i Tirana! 

Indhold 

Der har været et weekend-arrangement, 

en julefrokost, en argentinsk 

vinsmagning, et besøg i Randers 

regnskov, et poolparty, et grillparty, 

et par hyggeaftener, en fodbold- og 

fødselsdagsfest og et antal mere 

konventionelle møder. 

Værter 

Af årets 23 arrangementer blev de 7 

afholdt i Café Globen, 2 eksternt og 

de resterende 14 hos 13 forskellige 

klubmedlemmer - tak for det. 

foredragsholdere 

Selvforsyningsgraden er helt i top, idet 

vi i slet ikke har benyttet os af eksterne 

foredragsholdere i år. 

2001 2006 2007 2008 2009 

antal møder 24 21 22 22 23 

antal medlemmer 112 240 270 300 325 

forsk. deltager *) 71 (63%) 110 (46%) 129 (48%) 125 (42%) 151 (46%) 

Gns. deltager antal 12 17 21 16 23 

*) Antal medlemmer (og % ud af samtlige), der har deltaget i 1 eller flere møder. 

bemærkning 

Igen i år har den reelle mødeaktivitet 

(specielt i Københavns-området) været 

betydeligt højere end tallene antyder, 

da der har været afholdt et meget stort 

antal arrangementer (med offentlig 

adgang) i Café Globen, hvoraf mange 

har været med klubmedlemmer som 

foredragsholdere eller arrangører. 

Desuden er det værd at bemærke, at 

beregningerne kun omfatter DBK’s 

aktive medlemmer. På en del af møderne 

har det faktiske deltagerantal været 

noget større, da der har været gæster 

og især passive medlemmer. 

klUb statistik 

DBK’s top-20 for besøgte lande 

af: per allan Jensen 

Årets ’hurtigløber’ er Øyvind Løkkeberg 

med 21 nye lande, efterfulgt af Arne 

Runge med 16 lande, der nu ’kun’ mangler 

38 lande op til bjarne, der som sædvanlig 

topper listen. Arne har også haft den 

største tilvækst de sidste 7 år (med hele 

63 nye lande). Hvis vi kun ser på de sidste 

3 år, er det Øyvind Løkkeberg og Lasse 

Nørgaard, der har haft mest fart på. 

Bjarne Lund-Jensen mangler nu kun 

9 lande i at nå sit erklærede mål om 

at besøge alle verdens lande (med 

mindre der kommer flere nye lande til i 

mellemtiden), og ligger lunt i svinget til 

at nå denne milepæl som den første i 

klubben. Til gengæld er der ’dødt løb’ lige 

i bjarnes kølvand, hvor 3 medlemmer 

ligger næsten side om side. Bemærk 

i øvrigt, at Scott Filtenborg, der kun 

har været medlem et års tid, er drønet 

direkte ind på listens tredjeplads. Og 

Peter Schønsted har i årets løb indfriet 

sine forventninger om at blive det første 

medlem, der har besøgt alle afrikanske 

lande. 

og så skete der, som forventet, det at 

top20-listen nu udelukkende består af 

medlemmer, der har besøgt over 100 

lande. Rasmus Jarlov slog i øvrigt Jakob 

Østers hidtidige rekord som yngste 

medlem med 100 lande, en rekord som 

Jakob tog fra Peter Goltermann sidste år. 

Den gennemsnitlige tilvækst af lande det 

sidste år for listens 20 medlemmer er 

4.7 (mod 5.2 forrige år). De tilsvarende 

tal for alle medlemmer ligger normalt 

mellem 2 og 3, så der er virkelig fart på 

landescoringerne, både i hele klubben og 

(især) i toppen. 

og så mangler jeg kun at understrege, 

at antal besøgte lande er et temmelig 

ensidigt mål for berejsthed, men det er 

jo så dejlig nemt at regne på, modsat 

rejseoplevelser. Så jeg håber sandelig, at 

I alle sammen også husker at leve livet, 

når I (nå ja, ’vi’) drøner rundt derude og 

erobrer nye lande. 

Placering i år Medlemsnummer og navn Alder Antal lande Tilvækst i år Tilvækst Tilvækst 

(sidste år) 

sidste 3 år sidste 7 år 

1 (1) 027 - Bjarne Lund-Jensen 61 185 3 9 19 

2 (3) 097 - Arne Erik Runge 66 147 16 23 63 

3 (-) 458 - Scott Filtenborg 50 146 - - - 

4 (2) 258 - Peter Schönsted 67 145 10 26 - 

5 (4) 019 - Claus Qvist Jessen 49 130 5 19 40 

6 (5) 010 - Michael Mini 50 123 3 8 14 

7 (8) 039 - Kaj Heydorn 78 112 5 10 20 

8 (6) 082 - Niels J. L. Iversen 56 111 1 7 37 

9 (10) 384 - Peter Goltermann 42 109 4 - - 

10 (7) 057 - Bertel Kristensen 67 109 0 11 15 

11 (-) 153 - Øyvind Løkkeberg 55 106 21 32 42 

12 (9) 022 - Preben Mogensen 58 106 0 3 11 

13 (13) 312 - Jakob Øster 38 104 3 19 - 

14 (12) 001 - Ole Egholm 43 104 2 4 11 

15 (11) 042 - Tyge Korsgaard 64 104 1 17 21 

16 (15) 124 - Lasse Nørgaard 46 103 3 32 47 

17 (-) 367 - Rasmus Jarlov 32 102 - - - 

18 (14) 090 - Anette Sode 48 102 1 9 31 

19 (19) 026 - Per Allan Jensen 58 102 6 12 33 

20 (16) 091 - Paul-Erik Jensen 53 101 1 8 29 

NB: Bemærk at listen i år er dannet efter hjemmesidens registreringer pr. 31. december 2009, hvilket betyder, at der reelt er gået 1 år + 2 måneder 

siden sidste års liste. Det betyder også, at I alle er blevet 2 år ældre i forhold til sidste års liste, da jeg jo kender alles præcise alder pr. nytår 

(modsat pr. 1. november). Grundet denne – og tidligere års – mindre variationer i opgørelsestidspunkter kan der forekomme enkelte tilvæksttal, 

der umiddelbart ser ud til at være lidt forkerte (hvis man begynder at sammenligne med tidligere års lister). Fremover vil vi tilstræbe altid at opgøre 

listen pr. nytår. 


klUb info 

Formandens 

hjørne 

når størrelsen har betydning 

De berejstes klub mærker stadig fremgang 

i medlemsantallet, og igennem de 

seneste 4-5 år er det steget med ca. 10 

% pr. år. ”Fin succes”, fristes man umiddelbart 

til at udbryde. Spørgsmålet er 

blot: ”Er det den udvikling, vi gerne vil 

have”? 

De berejstes klub har nu passeret 325 

aktive medlemmer, og hvis vi ser på 

medlemsnumrene har vi nu passeret nr. 

510. Geografisk er de fordelt med 70 % 

øst for Storebælt, 27 % vest for og 3 

% i udlandet. Medlemsundersøgelsen 

gav et praj om, hvordan medlemmerne 

gerne ser klubben nu og i fremtiden, 

hvor svarene fordelte sig således: 

Medlemstilgangen bør ikke 

begrænses – jo flere jo bedre 

Der er en grænse for antallet 

af aktive medlemmer, men 

denne grænse er ikke nået 

endnu 

42,9 

41,6 

Smertegrænsen for antal 

aktive medlemmer er allerede 

nået eller nås meget snart, og 11 

vi bør overveje muligheden for 

at begrænse tilgangen 

Ved ikke 4,5 

Svarene taler umiddelbart sit tydelige 

sprog: jf. medlemmerne er der plads 

til (mange) flere medlemmer. Dog 

indikerer medlemsundersøgelsen via 

medlemmernes mange kommentarer, 

at man begynder at opleve, at afstanden 

mellem medlemmerne bliver større 

og større, simpelthen fordi man ikke 

kender de folk, der kommer til møderne. 

Her er altså to modsatrettede kræfter: 

der må gerne være flere medlemmer i 


klubben, men man vil gerne opleve en 

følelse af nærvær til møderne. 

Udfordringen lyder derfor: 

Hvordan kan vi sikre, at medlemmerne 

fortsat føler et tæt forhold til klubben, 

når der er risiko for at ”drukne” blandt 

de andre medlemmer, samtidig med at 

vi øger medlemsantallet – og i øvrigt 

forsøger at integrere nye medlemmer 

aktivt? 

bestyrelsen har drøftet forskellige 

muligheder for at komme ud over dette 

paradoks. Blandt forslagene er, at man 

evt. kan oprette forskellige undergrupper, 

hvor man mødes med de 

medlemmer, man deler interesse med. 

På nuværende tidspunkt findes: DBK 

MC (Margueritterne) og DBK familier. 

Andre undergrupper kan være: DBK 

unge, DBK seniorer, DBK kvinder, DBK 

dykkere osv. 

Ved at oprette undergrupper opnår 

man, at man mødes med de samme 

personer hver gang – risikoen er blot, at 

man så ikke møder resten af klubben, 

hvis man afstår fra at deltage på de 

almindelige møder. Men hvis alternativet 

er, at man slet ikke kommer til 

møder, er det vel ikke så tosset endda. 

en anden mulighed er at oprette en 

kerne i DBK regi, hvor kun de DBK’ere, 

der aktivt bidrager til opfyldelse af 

klubbens formål, deltager: 

- at udbrede rejselysten og sprede 

information om rejselivet, fremmede 

lande og kulturer. 

eksempler på sådanne medlemmer kan 

være: rejsejournalister, foredragsholdere, 

værter, skribenter, medlemmer 

med medieprojekter, Globen redak- 

tionsteamet, rejseledere, rejsebureaumedarbejdere 

osv. Man skal altså yde en 

aktiv indsats for at blive en del af kernen. 

Til gengæld vil den være åben for alle - så 

længe man yder en aktiv indsats for at 

opfylde klubbens formål. 

eventuel dannelsen af undergrupper 

skal naturligvis ikke have indflydelse på 

de almindelige medlemsmøder, selv om 

der naturligvis er en reel risiko for, at 

nogle af undergruppemedlemmerne ikke 

deltager i helt så mange møder. 

MEN – hvad vi end gør, findes der ikke 

rigtig nogle gode løsninger. Så igen – kære 

medlemmer – må I meget gerne hjælpe 

bestyrelsen og de øvrige medlemmer lidt 

på vej ved at give din mening til kende. 

Der er startet en diskussion op på www. 

berejstblog.dk, hvor du kan komme med 

kommentarer osv. 

Til slut bør det nævnes, at DBK vest for 

Storebælt tilsyneladende har en meget 

passende størrelse for nærværende. 

Møderne bliver fyldt godt op med trofaste 

medlemmer, som glæder sig til at se en 

masse folk, som de kender i forvejen, 

samt at se en masse nye medlemmer, 

som ligeledes også gerne skulle fortsætte 

med at komme til møderne. 

Jeg er klar over, at der er mange følelser 

i det her – så meget vigtigere er det, at 

vi finder de rigtige løsninger. 

Jeg glæder mig til at læse en masse 

kommentarer på www.berejstblog.dk. 

Lad diskussionen begynde. 

Lars Munk, Formand

klUb info 

Nye medlemmer 

505 David-Christopher Anker Larsen 

Jeg er 35 år, hedder David, bor på Frederiksberg, uddannet tømrer og har arbejdet både som sælger, 

arbejdet på et asylcenter og nu igen som tømrer. 

Jeg har rejst til mange forskellige lande, som 15 årig tog jeg et år til Argentina som udvekslingsstudent, 

som nok har været kickstarten til min store rejselyst! 

Jeg elsker virkelig at opleve og gå på opdagelse, være nysgerrig og snuse rundt der hvor jeg kommer 

frem. Jeg drømmer om livet tilbage i tiden hvor de store opdagelses rejsende tog af sted flere år ud i 

verden til nye ”uberørte” steder. Jeg har flere gange rejst alene ud i verden til Syrien, Jordan og sidst Iran. 

506 Christian Hadsund 

Jeg nyder allermest at tage en række måneder af sted af gangen hvor jeg krydser adskillige grænser 

uden dog at være hæmmet af en forudbestemt rejseplan, men kan tage tingene som jeg finder 

hensigtsmæssigt og fornøjeligt "hen ad vejen". Drømmen ville være at kunne arbejde (i det 

fantastiske job jeg allerede har nu) en stor del af året og så tage ud og opleve resten af året. Måske ikke 

altid realistisk. Men det er en drøm. 

Til dagligt arbejder jeg i konsulentbranchen i et typisk jakkesæt-job. 

Jeg elsker det, men der er ikke mange af min type (læs: DJØF’ere) når man kommer uden for vesteuropas 

grænser. 

507 Martin buch larsen 

Gymnasietidens Interrailture i Europa og Marokko blev efterfulgt af 5 måneders rygsæksrejse I 

Mellemamerika og Caribien I 2001. Året efter stod Indien og Nepal for tur hvorefter en 4 mdrs. nær-døds 

eventyrrejse tværs over Vestafrika i 2003 satte et midlertidigt punktum for min rejse-iver. Efter et par års 

pause blev Marokko afprøvet, hvorefter turen atter gik mod Sub-Saharan Afrika. Mine studier indenfor 

udvikling og bistand gav senere anledning til rejser til Rwanda/DRC/Uganda i 2005/2006 samt Namibia i 

2007. Efter 5 måneders ophold i sidstnævnte fulgte en 2 måneders rejse på kryds og tværs ad det sydlige 

og østlige Afrika, inden jeg i 2008 fik arbejde i Zimbabwe. Her blev jeg 1½ år inden jeg i slutningen af 

2009 flyttede til Mozambique med min kæreste. 

508 jan Møller Hansen 

Jeg er født i Svendborg i 1964 og uddannet civilingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet 1989 og 

MBA i Human Resources Management fra University of Manchester, UK, 1996. Mit eksamensprojekt som 

civilingeniør gennemførte jeg med feltarbejde på Sri Lanka i 1989. 

Jeg har arbejdet i Udenrigsministeriet siden 1996 med udstationeringer i Vietnam og Bangladesh og har 

tidligere været ansat af Mellemfolkeligt Samvirke og arbejdet på udviklingsprojekter i Nepal for CARE. 

I forbindelse med mit arbejde har jeg boet og arbejdet fire år i Nepal (1991-1995) og fire år i Vietnam 

(2000-2004) og har arbejdet på mange spændende korttidsopgaver i de fleste asiatiske lande og i 

adskillige afrikanske lande. Det er også blevet til et år i Manchester (1995-1996). Jeg beskæftiger mig 

med alverdens globale problemstillinger og har et kanon spændende job med masser af multikulturelle 

udfordringer. 

509 Heidi aune 

Jeg er norsk statsborger - kom til Danmark for at læse tilbage i 1975, men kom aldrig hjem igen... 

Afsluttede min uddannelse, fik job i Danmark, blev gift og fik barn. Mange år senere flyttede barnet 

hjemmefra, manden døde, hvorefter jeg valgte at jeg ville ud og se verden i al dens forskellighed. 

Startede på rejseriet for alvor i 2005, jeg rejser gladeligt og gerne over det meste af verden - jeg 

begejstres over barsk natur, forundres over fremmed kultur og nyder at betragte alskens folkeliv. Nå ja, 

og så er jeg uddannet som cand.pæd. 

klUb info 

Foto: Bjarne Larsen, Udsigt fra Royal Palm Hotel, Tanzania 

510: andreas Kuchler 

Jeg er født i 1982, og var på min første længere rejse i 1996 - med familien til Grønland. Som aktiv 

sejler har jeg altid haft en drøm om langturssejlads, og tog chancen da den bød sig efter gymnasiet. Det 

bragte mig over Atlanten fra Gran Canaria via Cape Verde til Brasilien og derefter med en anden båd 4½ 

måned i Stillehavet, hvor vi besøgte de mest fantastiske tropeøer og mikrosamfund. Arbejdsmæssigt 

har jeg i 2009 boet en periode i Afrika, med Ghana som base. Derudover har ferieture bragt mig til 

steder som Caribien, Kina og USA, foruden kortere rejser i Europa. Jeg altid frisk på at tage af sted når 

der dukker en billig flybillet op og der skal gerne opleves noget nyt hvert år! 

511 Mutya Koudal 

Jeg rejser, fordi jeg ikke kan lade være, fordi jeg har en konstant udlængsel og fordi diskursen i dansk 

politik, gør det svært for mig at være hjemme i længere tid af gangen. Mine rejser er drevet af lige dele 

nysgerrighed, trangen til at opleve nyt og min regel om, at jeg minimum skal besøge to nye lande om 

året. Indtil videre har jeg rejst i 47 lande og 4 territorier. 

I Yemen har jeg interviewet flygtninge, der var blevet smuglet over Aden bugten i båd og tygget 

khat med letpåklædte middelklassepiger, mens Muhammed tegningernes konsekvenser heftigt blev 

diskuteret. I Belize og Egypten har jeg haft de absolut bedste snorkeloplevelser blandt hajer og rokker 

og Island og Argentina har dækket min appetit på æstetiske is - og snelandskaber med gletscherklatring 

og kæmpe steaks. I Libanon oplevede jeg min første skitur, Israels tilbagetrækning, at Edward Said 

kastede sten efter israelske bosættelser og fik smag for mezze. 

512: tomas brunegård 

Jag tror att jag i grunden är ganska äventyrslysten. Redan tidigt fick jag resa runt och tälta på 60-talet 

med mina föräldrar. Fortsatte sedan själv då man kunde tågluffa i Europa och flygluffa i USA. Allt detta 

gjorde att man fick en bättre förståelse av hur olika kulturer och orter har utvecklats. 

Kom sedan att intressera mig för Asien. Dit reste jag för första gången på 80-talet. Det blev tåg med 

transsibiriska järnvägen till Kina. Där vi tillbringade en månad i ”hard seat klass” på de kinesiska 

järnvägarna. Det var fantastiskt att också besöka Sydostasien medan det fortfarande var relativt 

oexploaterat. 

Jobbet har sedan fört mig till flera kontinenter och länder. Nordamerika har varit en självklar destination 

under de senaste tjugo åren. Men de asiatiska länderna har jag också kommit att besöka många gånger. 

513: liselotte Winhard 

Jeg hedder Lotte og har rejst hele mit liv fra jeg som 11-årig fik tilbud fra min faster og onkel om 

at komme med på en campingtur til Tyskland, Østrig, Schweiz og Liechtenstein. Dernæst kom 

charterturerne med familien til Spanien, Andorra, Frankrig etc. Så Nordturist rundt i Sverige, Norge 

og Finland, dernæst Skotland rundt, de vesteuropæiske hovedstæder, studietur til Strassbourg, 

Luxembourg og Bruxelles, testtur for Dansk Folkeferie rundt på Færøerne, Island og Grønland. 

Jeg har gennem årerne besøgt omkring 70 lande ialt, men altså nogle af dem kortere end de 24 

timer. Jeg er specielt interesseret i dyr (regnskov, koralrev og savanne) og deres habitater og via mit 

medlemskab af WWF Verdensnaturfonden har jeg fået inspiration til nogle meget spændende rejser til 

bl.a. Kinabatangan området på malaysisk Borneo med næseaber og vilde orangutanger, Pantanal i det 

sydlige Brasilien, Swaziland og Galapagos. 

514 anna le dous 

Jeg har altid godt kunne lide at rejse, og har gjort det meget med mine forældre og med hjælpere, 

som jeg selv ansætter og er arbejdsgiver for. Jeg er født med muskelsvind - derfor sidder jeg i elektrisk 

kørestol og har brug for hjælp 24-timer i døgnet. Det kræver en del ekstra planlægning, når man rejser 

som fysisk handicappet - jeg kan f.eks. ikke rejse uden to kørestole, ramper, natrespirator mv. Og hvis 

jeg er afsted på en rejse af mere end en uges varighed, skal jeg have to hjælpere med, fordi jeg har 

brug for hjælp til at vende mig i sengen om natten. Det er en stor udfordring at rejse, da jeg f.eks. 

aldrig hjemmefra kan vide om et hotelværelse er egnet, da selv ét trin er umuligt at komme op ad med 

en el-kørestol, og ofte er det umuligt at komme ud på badeværelset med en kørestol. Men jeg kan lide 

disse udfordringer! 


klUb info 

Kontaktpersoner 


Lars K. Munk 

Formand for De Berejstes Klub 

Ansvarlig for klubben og 

bestyrelsesarbejdet 

Tlf. 40 89 46 67 

munkens@gmail.com 

Gerner Thomsen 

Næstformand, bestyrelsesmedlem 

Ansvarlig for sponsorer, PR og 

berejstblog 

Tlf. 32 59 60 95 

annoncer@berejst.dk 

Per Danielsen 

Toastmaster, bestyrelsesmedlem 

Ansvarlig for klubarrangementer 

øst for Storebælt 

Tlf. 33 13 56 18 

toastmaster-east@berejst.dk 

Jakob Linaa 

Toastmaster, bestyrelsesmedlem 

Ansvarlig for klubarrangementer 

vest for Storebælt 

Tlf. 20 86 77 77 

toastmaster-west@berejst.dk 

Erik Futtrup 

Kasserer, bestyrelsesmedlem 

Ansvarlig for klubbens regnskab 

Tlf. 76 42 05 26 

kasserer@berejst.dk 

Jakob Øster 

Sekretær, Bestyrelsesmedlem 

Ansvarlig for bestyrelsesreferater mm. 

Tlf. 32 11 31 11 

mail@jakoboester.dk 

Nikolai Witte 

Bestyrelsesmedlem 

Ansvarlig for fotokonkurrencen 

nikolaj@rejseprogrammet.dk 

Iben Lindemark 

Bestyrelsesmedlem 

Ansvarlig for optagelse af nye 

medlemmer 

Tlf. 32 96 34 43 

nytmedlem@berejst.dk 

Niels Iversen 

Webmaster 

Ansvarlig for adresseændringer, 

landeregistrering og berejst.dk 

Tlf. 86 28 18 56 

webmaster@berejst.dk 

Jimmi Kim Persson 

Globen redaktør 

Ansvarlig for udgivelsen af bladet. 

Tlf. 22 50 60 48 

redaktorgloben@gmail.com 

Anja Povlsen Olsen 

Grafiker 

Ansvarlig for layout af Globen 

Tlf. 24 65 55 22 

apovlsen@yahoo.dk 

Jacob Gowland Jørgensen 

Medredaktør Globen, bestyrelsesmedlem 

Ansvarlig for dele af bladet 

Tlf. 42 79 68 62 

jacob.gowland.jorgensen@gmail.com 

Søren Fodgaard 

Medredaktør Globen, suppleant til 

bestyrelsen 

Ansvarlig for dele af bladet 

Tlf. 35 39 27 33 

sf@skovforeningen.dk 

Per Allan Jensen 

Medredaktør Globen 

Ansvarlig for statistik og korrektur 

Tlf. 38 10 10 78 

Per.Allan.Jensen@sdk.sas.com 

Ecuador og Galapagos 

Quito, Andeshøjlandet, Amazonas 

og ikke mindst Galapagos 

16 dage med dansk rejseleder. 

Afrejse 11/7, 19/7 og 2/11. Fra kun 25.980,- 

Se også vores Eventyrlige Galapagos 

Daglig afrejse, 12 dage KUN 19.980,- 

Nepal - helt unikt! 

Ex Rundt om det ukendte Nepal med vore Home 

stay, langt fra turistmæssig alfarvej. 13 dage 

med Kathmandu, Kokhna, Bungmati, Samari, 

Nuwakot, Pokhara og Chitwan. 

Se også vores 20 trekkingture i Nepal. 

13 dage fra Kathmandu, 6.980,- 

Kina-Tibet-Nepal & Himmeltoget 

Den store Transtibetanske rejse - Beijing, den 

store mur og Himmeltoget til Tibet og Lhasa. 

Videre tværs gennem Tibet til Mt. Everest med 

afslutning i Kathmandu. Et brag af en kulturrejse! 

Afrejse 7/5, 2/7, 16/7, 14/9, 9/10 

21 dage med dansk rejseleder, KUN 23.980,- 

Tlf: 47 16 12 20 - www.kiplingtravel.dk 

29 lande 

58 destinationer 

348 vandreture 

56 turledere ...og dig! 

Bestil din rejse med Fluksrabat - på www.topas.dk 

www.kiplingtravel.dk 

TILBUD: Tanzania og Zanzibar 

Safari i verdensklasse - til Tanzanias fl otteste 

nationalparker, Serengeti, Lake Manyara og 

Ngorongoro - afsluttende med badeferie på 

vidunderlige Zanzibar. 

Daglig afrejse året rundt. 

SUPERTILBUD: 14 dage fra KUN 19.980,-

eturadresse: de berejstes Klub, c/o Café Globen, turesensgade 2b, 1368 København K 

ANDERLEDES AFRIKA 

Mali og Burkina Faso 

På kanten af Sahara-ørkenen 

På rundrejsen møder vi stammefolk samt ørkenbyer, hvor huse 

og moskéer er bygget i ler. 

Et højdepunkt er besøget hos Dogon-folket: Ra neret lerhyttearkitektur, 

træskærerarbejder formet som masker, statuetter og 

kunstfærdigt udførte døre til kornmagasinerne. Dogonfolket 

dyrker forfædrene og er animister. Vi besøger Djenné, et af 

verdens bedst bevarede islamiske kulturcentre. På en to-dages 

tur ad Niger- oden besøges nomade- og stammelandsbyer, og 

vi ser odheste og mange fuglearter. 

16 dage • 26.200 kr • 15. til 30. november 

Malawi og Zambia 

Safari i Livingstones fodspor 

Safarirejsen har fokus på Livingstones liv og oplevelser samt 

natur, dyreliv og det traditionelle afrikas kultur. Vi besøger tre 

nationalparker og to naturområder med en helt fantastisk ora 

og fauna. Højdepunktet er vores safari i South Luangwa nationalparken. 

Vi oplever løver, zebraer, bø er, gira er, elefanter, 

odheste, næsehorn, antiloper, og hvis vi er heldige leoparder 

samt et væld af fuglearter. Vi sejler to dage i båd op ad Malawi 

søen og overnatter ombord. 

17 dage • 23.900 kr • Afrejse 22. maj og 14. september 

Botswana 

Safari i kattedyrenes paradis 

Botswana er et kontrastfyldt land med den berømte Kalahari 

ørken og det grønne Okavango delta. Her overværer vi det tidløse 

ikoniske Afrika med åbne græsarealer med oldgamle skove. 

På denne mobilsafari, heraf ni dage i ”bushen”, oplever vi dyrelivet 

på nært hold. Vi bor i telt-lejre med dyrene som nærmeste 

naboer. Vores lokale guider er blandt de bedste i det sydlige 

Afrika. De er født og opvokset i Okavango deltaområdet samt 

i landsbyer omkring Chobe nationalparken. 

15 dage • 25.900 kr • Afrejse 30. juli – 29. september – 13. oktober 

Madagaskars vilde vest 

Unikt dyreliv på Afrikas største ø 

Vi oplever øens smukke natur med dens unikke ora og fauna. 

Vi besøger nogle af øens nationalparker, hvor vi bl.a. ser lemurer, 

kamæleoner, desmerdyr og en række andre dyr, fugle og 

planter, der er enestående for Madagaskar. I Madagaskars vilde 

vest oplever vi tørre skove, forrevne spidse stensøjler og rækker 

af pudsige baobabtræer, der ser ud som om, de har kronen i 

jorden og rødderne opad. Vi sejler i kano ad oderne og slapper 

af ved hyggelige skerlandsbyer med otte sandstrande. 

16 dage • 27.800 kr • 12. til 27. oktober 

Små grupper · danske rejseledere · 86 22 71 81 · www.viktorsfarmor.dk

4 - De Berejstes Klub

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?