4 - De Berejstes Klub

den eneste turist
Selv om situationen i landet er helt til
rotterne, kan man jo godt nyde en god
safaritur i den største park i Zimbabwe
– Hwange, som er på størrelse med
belgien og huser ikke mindre end
30.000 elefanter. Så efter på forhånd
at have booket et lille hus i parken hos
parkadministrationen, drog vi af sted.
Det første man skal gøre, før man
kommer ind i selve parken, er at skrive
sig ind i deres logbog, og minsandten ser
vi, at den sidste besøgende kørte ind for
to dage siden, så for en gang skyld kan
man have det hele for sig selv. Selv om
regntiden er begyndt, bliver vi absolut
ikke skuffede, i hvert fald ikke den første
dag. Som en rigtigt safariturist står jeg
på ladet af min bil og får spottet alle
de sædvanlige dyr: elefanter, giraffer,
flodheste, krokodiller, kuduer osv.
nogle endda lige tæt nok på, specielt
en kæmpe hanelefant, som stod kun tre
meter fra vejen og gnaskede blade fra
et træ, var skræmmende. Efterhånden
som vi kommer længere ind i parken,
skifter landskabet karakter fra åbent
savannelandskab til lukket krat og
til sidst sumpet bush. Elefanter kan
ikke lide at gå rundt på alt for sumpet
jord, de synker simpelthen i, så det
var kun i den første del af parken, at
vi så elefanter, og det var også meget
begrænset, hvad vi så af andre dyr
på sidste del af turen. Vi kunne dog
høre løverne brøle om natten, men set
dem fik vi ikke. Skiltet foran vores lille
hus siger: ”Please note: Hyenas Eat
Everything”. Efter sigende skulle de
være specielt glade for ens gamle sko,
hvis man har været så dum at efterlade
dem uden for døren. Og hvis man først
har mistet sine sko i Zimbabwe, må man
gå rundt barfodet, for sko eller sandaler
er ikke til at opdrive.
alle unødvendige rejser til
Zimbabwe frarådes
Alle verdens udenrigsministerier
frarådede på daværende tidspunkt
alle rejser til Zimbabwe, så antallet
af turister var selvfølgelig meget
begrænset. De der alligevel kom,
holdt sig i området omkring Victoria
Falls, så de hurtigt kunne smutte
tilbage til Zambia efter at have set det
spektakulære vandfald. Det var ikke
fordi det var decideret farligt at være i
Zimbabwe, men rejsebetingelserne var
bare meget vanskelige, specielt mht.
transport og mad. Pga. konstant mangel
på brændstof kørte tog og busser meget
26 GLOBEN nr. 39 / Marts 2010
uregelmæssigt, og da der heller ikke var
reservedele til biler, ville det være noget
af en livsfarlig tur at begive sig ud på.
Der dræbes mindst 3.500 mennesker
om året i trafikken i Zimbabwe, og jeg
har da også tit set uheld rundt omkring
på vejene.
ligesom hos fleggaard
Maden var et kapitel for sig, meget
få officielle butikker havde noget på
hylderne, så det var om at have gode
kontakter for at holde sig forsynet i det
daglige. Vi drog derfor også på jævnlige
indkøbsture til nabolandet Botswana.
Desværre havde mange andre tusinder
Zimbabweanere også fået den ide, og
grænsen var tit pakket med mennesker,
så det kunne tage op til fire timer at
krydse grænsen, og det var hver vej.
Der var selvfølgelig visse måder at
speede processen op på - specielt på
Zimbabwe-siden. En række unge fyre
tilbød, at man kunne snige sig foran
i køen for en beskeden sum penge,
det gik da også godt den første gang,
men anden gang blev jeg snuppet og
anklaget for illegalt at krydse grænsen.
De aggressive politimænd råbte op
om, at nu skulle jeg for retten, og
at jeg absolut ikke kunne betale en
bøde på stedet. Jeg havde også en
kollegas datter med i bilen, og hun blev
også taget med, og så blev jeg ellers
anklaget for trafficking oveni. Men det
hele var selvfølgelig et ægte scam, og
efter at have betalt lidt dollars til deres
frokost, blev vi sluppet fri med smil og
håndtryk og inviteret indenfor, hvis vi
skulle krydse grænsen en anden gang.
At komme til Botswana mindede mig om
gamle dage, hvor man tog til tyskland
og fyldte bilen op med øl, slik og sprut.
Folk her kørte bare ikke til botswana
for at købe øl, slik og sprut, men for
at købe ganske almindelig mad, så de
overhovedet kunne få noget at spise.
Specielt deres evindelige majsmel, som
bruges til Sadza - en slags tyk majsgrød,
som de spiser til morgen (med sukker
på) til middag og til aften med kød eller
kogt spinat - blev der læsset på bilerne.
omkring jul blev presset på botswanas
beholdning af majsmel så stort, at der
blev indført restriktioner på, hvor meget
man måtte tage med over grænsen til
Zimbabwe. Tredive kg per person, og
alle biler blev grundigt gennemsøgt
efter det hvide guld, som de lokale
kalder det.
Billede ovenfor: Næsten overalt i Zimbabwe kan
man støde på giraffer, giraffen her fandt vi i Hwange
nationalparken.
Billede øverst til højre: Pige på vej til markedet for at
bytte sin høne til majsmel, som bruges til majsgrøden
Sadza.
Billede i midten: Vandforsyningen har været noget ustabil
med mange afbrydelser, billedet viser hvad man nogle
gange får ud af vandhanen.
Billede nedenfor: Ældre kvinde der får uddelt fødevarer,
så hun og familien kan få mad.
BIllede nederst til højre: Høsten ser ud til at blive god i
år, billedet viser en dreng i familiens majsmark.