var det her - din pilgrimsfærd? - Foreningen af Danske ...

Ved Cruz de Ferro satte jeg mig på en
bænk og tog de forstenede søpindsvin i
hver sin hånd plus den tredje sten. Jeg
mediterede over dem, deres energi og
mit formål med caminoen “Jeg finder ind
til mit hjerte, mit essentielle jeg og lever
det ud. Jeg finder mit guddommelige
formål her i dette liv og lever det fuldt
ud”. Jeg holdt til sidst alle tre sten i mine
foldede hænder, takkede dem for alt det,
der var i dem, og det, de havde gjort for
mig - jeg sendte kærlighed til dem. Jeg
havde svært ved at gå hen til Cruz de
Ferro for at lægge dem. Pludselig viste
Santa Maria sig for mig, da jeg bad ærkeengelen
Michael, som er en af mine
guider, om at hjælpe mig. Han forklarede
mig, at det her var noget Santa Maria
ville hjælpe mig med, og jeg skulle have
tillid til det, og så forsvandt han. Santa
Maria gav mig det klare budskab, at når
jeg gik hen til korset og lagde mine sten,
så var det Preben, jeg sagde farvel til og
Matthias, som jeg igennem nogle år har
haft til mellemnavn, som jeg sagde goddag
til. Hun lovede at hjælpe mig gennem
processen og bad mig gøre mig klar,
tage stenene og gå hen til Cruz de Ferro
- jeg blev næsten “skubbet” hen til korset
af Santa Maria for at komme videre.
Jeg lagde stenene ved korset efter hendes
anvisninger, holdt om korset og kyssede
det som tak - det var svært for mig det
her.
Herefter gik jeg over til kapellet ved siden
af. Jeg bad en bøn og satte mig på en bænk
op ad muren udenfor og mediterede. Nu
begyndte “ked-af-det-heden” og sorgen
at komme op i mig over at “forlade” Pre-
NYHEDSSTOF
ben. Claire fra England kom over til mig
og spurgte, om hun måtte sidde ved siden
af mig. Hun fortalte mig, at hun havde
grædt meget ovre ved korset, og jeg fortalte
hende, hvad jeg havde oplevet, og at
gråden sad i mig helt op i halsen på mig
og inde bag min øjne, men den ville ikke
rigtig komme ud. Hun spurgte, om hun
kunne hjælpe mig, og jeg bad hende om
at synge en af sine egne sange for mig
- hun havde indtil i går aldrig sunget de
sange, hun selv havde digtet for andre,
men i går aftes sang hun dem for Angela
fra USA og mig, de var så smukke. Hun
ville gerne synge dem igen for mig, og da
hun startede med at synge, så begyndte
tårerne at trille ned af kinderne på mig,
det var så forløsende.
Vi gik over og tog vores rygsække og begyndte
at vandre derudad - Claire sang,
og jeg græd. Jeg vendte mig og så tilbage,
det var svært for mig at forlade “den
gamle del af mig”, så jeg græd og græd
og græd mens Claire sang sine sange
specielt for mig. Det var hårdt og smukt
i et, det var svært og alligevel en lettelse
at “forlade” Preben og gå videre i Matthias.
Som om det allerede var bestemt
Efter fire km passerede vi et meget primitivt
alberque, hvor indehaveren mente
han var en “saint”. Vi gik ind, og jeg fik
noget kaffe og lidt kiks inden jeg gik videre
på egen hånd. Jeg var stadig ked af
det og gik inde i mig selv, indtil jeg fandt
et sted at sidde og være alene på en klippesten
et stykke væk fra stien. Jeg fandt
Side 17