var det her - din pilgrimsfærd? - Foreningen af Danske ...

alingen gentaget sig på forbløffende vis.
Healingen er blevet dagligdag og helt
klart en gave fra Vorherre.”
Gitta Bechshøfs anmeldelse
Vibeke Spangsbergs bog med den meget
instruktive undertitel hører til den slags
litteratur, man bliver i godt humør af at
læse, også selvom man for længst har
været på sin egen pilgrimsvandring. Der
er rigtig mange situationer, man genkender
og ler ad, og som vækker lysten til
at begive sig af sted på denne Europas
ældste og mest “magiske” rute endnu en
gang, for med Camino de Santiago bliver
man aldrig færdig. Den går i blodet.
Bliver en slags besættelse.
I Magiske Camino beretter forfatteren
om den forvandling, der sker med den
uforberedte pilgrim, der som så mange
andre, hun møder undervejs, synes at
være blevet “ledet” ind på ruten af forskellige
hændelser, der næsten virker,
som om de var planlagt af nogen eller
noget? En indre stemme, der giver et
vink om, hvad man virkelig har brug
for, hvis man bare vil give sig selv en
chance, for der findes kun én vej, men
tusind og én undskyldning for ikke at gå
den lige nu ...
Forfatteren må dog først gennem en
slags åndelig vækkelse, før hun kan se
meningen i at tage en rygsæk på og vandre
800 km tværs over Spanien i al slags
vejr. For Caminoens “nybegyndere” er
her både inspiration og gode råd at hente,
og oplysningerne serveres med et glimt i
BOGANMELDELSE
øjet af en kvinde der både tør og evner at
udlevere sig selv på en måde, så man får
lyst til at stikke i støvlerne og begive sig
af sted. Vibeke indvier frejdigt sin læser
i de mange (og særdeles) fysiske forhindringer
og udfordringer, hun må tackle
undervejs, og som hun overvinder - med
hjælp fra diverse firhjulede køretøjer,
mange kopper varm kaffe med mælk,
tørrede mandler med lommeuld samt
moralsk opbakning fra sin uundværlige
pilgrimsfamilie m/k.
Side op og side ned vrimler det med
livfulde portrætter af Vibekes caminofamilie
som hun med (eller mod) sin vilje
følges med på ruten. Vennerne beskrives
i mange sjove anekdoter, og de er der
alle sammen: de seje, de trætte, de lidt
kantede og så naturligvis inderkredsen,
der altid er til at regne med i en snæver
vending. Beretningen har et umiskendeligt
dagbogspræg, hvis friskhed ikke er
gået tabt ved senere redigering og kapitelinddeling.
Læseren er med hele vejen
rundt. Især når det går op ad bakke !
En stor tak til Vibeke for at vidne om,
at der også er plads til midaldrende (og
Side 71