var det her - din pilgrimsfærd? - Foreningen af Danske ...

af deres historier. Den australske pensionist
som havde vundet sangkonkurrencer
som ung og nu kunne synge Grieg for os
på sengekanten. Munkene som vækkede
os med sang udenfor vinduet ved femtiden
en søndag morgen. Præsten som gav
Martin bolcher. Den fantastiske spanske
kvinde som smurte hans ben ind i gode
olier. Der var skønne, gode og interessante
mennesker over alt.
Landskabet, naturen, lugtene og himmelen.
Ro. Hele tiden noget nyt. Og
hele tiden visheden om at rundt om næste
hjørne kom endnu mere - det kunne
være vand, eller måske til og med en
lille kiosk. Glæden over at få en seng at
sove i. At give slip på timerne til næste
overnatningssted. Eller visheden om, at
vi ville kunne klare den sidste del også.
Det var glæden over kroppen, som holdt.
Glæden over at være varm og tør. Glæden
over at være til.
Bagefter
Efter, at vi er kommet hjem, klarer Martin
sig bedre i skolen og kommer ikke
så hyppigt i konflikter. Specielt overfor
voksne og i timerne er der indtrådt en
ændring. Han er høfligere, lytter mere
og reflekterer bedre. Socialt og med de
andre børn er det stadig ikke så let, men
langt mindre problematisk end før.
Selv siger Martin, at det bedste ved turen
var menneskene. Der var mange at
snakke med, og folk var venlige imod
ham. En anden ting, han holdt af, var at
have et mål; vi skulle gå hele vejen og
PILGRIMSLIVET
måtte arbejde for at klare det. Martin ønskede
sig ofte en cykel og sagde, at næste
gang, vil han cykle. Han var træt og
udslidt og havde ondt. Til trods for dette
tog han aldrig en bus og ville heller ikke
have hjælp til at bære. Dette skulle han
klare på egen hånd. Og det gjorde han.
Dette er ikke billeder af den 12-årige Martin,
men den 7-årige Robin fra Norge, som har gået
fra Sarria til Santiago samen med forældrene.
Der gik i maj måned med strækninger på dagligt
mellem 10 til 15 km. Børn er altså velkommen
på caminoen, hvis forældrene forstår at vise de
nødvendige hensyn.
(Foto Ingunn Moseng, Norge)
Side 53