var det her - din pilgrimsfærd? - Foreningen af Danske ...

NYHEDSSTOF
mit pilgrimspas frem for at strege Preben
og skrev en ny underskrift - jeg havde en
klar følelse af, at dette var skillelinien til
mit nye liv med Matthias. Jeg opdagede
nu til min store “overraskelse” at Preben
i mit pilgrimspas var skrevet med blokbogstaver
og Matthias Axelsen var skrevet
med formskrift, samtidig var der et
stort mellemrum mellem Preben og Matthias
Axelsen. Det gentog sig to steder i
pilgrimspasset nøjagtigt ens - og det var
jo ikke mig som havde skrevet dette i
pilgrimspasset, det var ham, der indskrev
mig på pilgrimskontoret i Saint Jean Pied
de Port! Var det en “tilfældighed”?
Jeg sad og mediterede lidt på alt det, der
var sket i dag, og da jeg efter nogen tid
så op igen, kiggede jeg over på bjerget
på den anden side af dalen; der på bjergsiden
var der “skrevet” i bevoksningen et
stort symbol, som var et stort M med et
ax inden i, skrevet i naturen på en eller
anden måde. Det gøs helt i mig, det var
jo M a x for Matthias Axelsen, og der var
ikke noget P for Preben. Kan det være
mere tydeligt, det var endnu en bekræftelse
for mig på, at jeg skulle have tillid
til det budskab, jeg havde fået ved Cruz
de Ferro. Jeg var målløs, rystet og det
hele sitrede i mig. “Ha’ tillid og tro ~ dit
liv vil gro”.
Da jeg rejste mig for at gå videre, så jeg
en lille hvid krystal ligge og se op på
mig, den lå på den store sten, jeg lige
havde siddet og mediteret på. Jeg tog den
op og puttede den i min lomme - det var
endnu en besked til mig! Jeg syntes efterhånden,
at det blev en lang tur i dag,
Side 18
og jeg var træt både i krop og sjæl. Det
gik meget op og ned ad bjergene, indtil
jeg nærmede mig Molinaseca, hvor jeg
besluttede mig for at blive og overnatte,
jeg var færdig for i dag. Da jeg kom frem
og gik over den gamle bro, kunne jeg se
flere pilgrimme, som jeg kendte, ligge i
græsset og den spanske pige Margarita lå
nede i floden og kaldte på mig. Det var
dejligt at se dem igen, og jeg delte mine
oplevelser med dem. Her blev jeg og sov
ude i det fri på græsplænen lige ved floden
sammen med flere fra min “caminofamilie”.
Ja, sådan gik det til, at jeg nu hedder
Matthias og har fået ny dåbsattest. Jeg
kan godt forstå, hvis det lyder mærkeligt
og er lidt svært at forstå. Men dette var,
hvad jeg oplevede denne dag i juli 2004
ved Cruz de Ferro. Det var ikke en del af
min plan, da jeg tog af sted på caminoen,
men livet er heldigvis uforudsigeligt.
Sådan gik min Camino med den ene vidunderlige,
mærkelige, spøjse og til tider
uforklarlige oplevelse efter den anden,
efterhånden som jeg åbnede mig mere
og mere for livets sammentræf og gav
slip på dagligdagens kontrol og styring.
Skræmmende? Nej, spændende og udfordrende!
Nyd livets fodspor, de er forunderlige,
når du får øje på dem.