var det her - din pilgrimsfærd? - Foreningen af Danske ...

PILGRIMSLIVET
Afslutning i Finisterre - Epilog
Caminoen kan være svær af afslutte. En af måderne er at tage
bussen (eller vandre) ud til Verdens Ende, Finisterre, og forsøge
at samle nogle tråde dér før rejsen går hjem.
Jeg trækker vejret. Jeg kan mærke mit
åndedræt og føler forandringen når vejen
rejser sig og falder igen. Jeg sveder,
vandet pibler ud af hver eneste pore
i min hud og bliver absorberet af mit
tøj og min lille klud, jeg tørrer ansigtet
med. Jeg optager vejens rytme og lever
med den dag ud og dag ind. Jeg mærker
den klamme kølige morgenluft ramme
min pande og mærker lysets komme i
min nakke. Jeg mærker mennesker omkring
mig, dejlige caminovenner. De er
her alle og giver mig varme i den kølige
morgen.
Jeg mærker en pludselig ændring af rytmen
og føler hjulenes rumlen på vejen.
Jeg sidder i bussen til Finisterre og ser
ned på de mange kilometer, der forsvinder
i en mægtig fart i vejsiden. Jeg ser
de små byer fra oven, og de fantastiske
fadebure, horreos, langs vejen. Disse
smukke gamle sten- og træhuse højt til
vejrs. Jeg hører spansk, italiensk, tysk,
fransk og engelsk og ser med glæde på
alle disse dejlige mennesker her i bussen
sammen med mig i dag.
Anne fra Frankrig, med hvem jeg har
fulgtes med de sidste 3 dage. Mari-Jo
Side 54
jeg har savnet i 10 dage, men genfundet
i cybercafeen i går. Maria og Olivia
fra Colombia. Ellen fra Tyskland og de
2 Italienske præster, der var de første
mennesker jeg mødte da Per satte mig
af i Roncesvalles. De slår en knude på
historien og samler trådene. Jeg skifter
som den mest fremmede nemt sprog og
binder bånd mellem landene. De sidste
2 km til klippen ved verdens ende
må jeg selv gå på mine grædende knæ.
Mod havet, mod havet, længere mod
vest kan jeg ikke komme, jeg har nået
enden af min rejse. Det er, som Forrest
Gump siger, tid til at vende hjem.
På bakkekammen Sierra del Perdon
Foto: Hanne Munk
Af Hanne Munk