E K S P R E S S E N - Ducati Klub Danmark

Villa Löwenherz
– eller ud og hjem igen
TEKST & fOTO: HEKTO
Prima! Suuuuuper! … oder wie man ins Dänemark
sagt: fantastisk! Et helt hotel med biergarten, restaurant
und ganze molevitten, dedikeret alene til
motorcyklister!
sidste år var vi en tur i Harzen med et mindre hold. det
ligger ikke længere væk end det kan lade sig gøre at nå derned
på en enkelt dag. det var en god tur; men specielt de
mindre veje skuffede, simpelthen fordi de var for ringe. så
i år skulle der prøves noget andet. nu er Tyskland jo fuld
at naturparker hvor landskabet er bevaret og det kuperede
terræn er fuldt af små snoede veje. derfor lå det jo lige
til at afsøge et tysklandskort med en fedtet pegefinger i
løbet af vinteren. Weserbergland så da meget lovende ud
når man studerede de små veje der krydsede området, og
ligger ikke meget længere væk end Harzen.
Fra tidligere rejser i Tyskland var det jo velkendt bare at
køre derudaf, og når man ikke gad køre mere, så begyndte
man at se sig om efter et Gasthaus. Her lejede man så et
værelse for en rimelig penge og spiste så dagens ret der
oftest viste sig at være den allestedsnærværende Jägerschnitzel.
det viste sig i disse krisetider at være en sandhed
med modifikationer.
nogle bekendte havde omtalt et sted der hed Villa löwenherz
i Weserbergland. Villa löwenherz ligger nærmere bestemt
i lauenförde, ikke ret langt fra beverungen … der,
nå ja, ligger sådan cirka lige langt fra Paderborn og Göttingen.
Måske nogle nu nikker genkendende til området
der har flere seværdige middelalderbyer og smukke landskaber,
slotte m.v. alt sammen i den gode gamle tyske stil
med mindelser om rottefængeren fra Hameln, der heller
ikke ligger så langt derfra. Hanne kørte på M600 og jeg på
900ssie og vi startede om tirsdagen med forventet hjemkomst
i løbet af søndagen.
det var tanken at tage turen stille og roligt, så vi kørte til
storebæltsbroen ad småvejene, over Fyn ad motorvejen og
hoppede af til landevejene da vi var kommet over lillebælt.
så var det med at kigge på klokken og så give den lidt
gas så vi kom forbi Hamburg inden myldretiden satte ind.
ducatiekspressen
10
derefter skråede vi ind over landet i retning mod Uelzen.
sidst på eftermiddagen blev vi så enige om at nu var det
tid at finde et sted at overnatte. det indebar jo også et
solidt måltid mad efter god gammel germansk kogekunst
og dertil godt tysk øl brygget efter reinheitsgebot.
Vi stoppede op i en lille flække, scharmbeck, hvor der var
et Gasthaus der så lovende ud. der var både skiltning med
værelser og god tysk mad. Indenfor sad en ældre herre
med svømmende øjne og daggamle skægstubbe i en stol
i hjørnet. Foran fjernsynet sad en … dame, med Tutta rosenberg-læbestift
og højt hår. Gråt naturligvis.
Overalt var der nips og dukker. luften bar præg af at der
absolut ikke var rygeforbud. Grüß Gott og alt hvad man
ellers siger for at være høflig på de kanter … never mention
the War! Værelse? … næh det havde de ikke længere.
Mad? … næh det havde de ikke længere. de havde øl og
lottokuponer. Men … alle tyskere er jo hjælpsomme … lige
et øjeblik. Mutter greb telefonen og førte en hurtig samtale
hvori ordet ’zimmer’ indgik et lovende antal gange.
Vi skulle lige vente en lille times tid, så kom der nogen
og hentede os og de havde et ledigt værelse. så sandt så
sandt … mutters egen lille dengse dukkede op i en Opel
Kadet og var klar til at vise vej. lille og lille, ja det var han
vel hvis man sammenlignede ham med den jævnaldrende
kvinde der var skruet ned i passagersædet.
et par minutter derfra åbenbaredes familieidyllen sig, med
havenisser og vindmølle i forhaven. Hund havde de også.
sådan en pølseformet, behåret tingest af ubestemmelig
herkomst med fire korte ben strittende ud på undersiden.
den var nu meget fredelig og ville gerne kløs bag ørerne.
eneste mulighed var to enkeltværelser på 1. sal ved siden
af deres eget soveværelse. Vi kunne godt få flyttet den
ene seng ind i det andet værelse hvis det var?