Livet kan leves med - onlinecatalog.dk

tet. Så bliver det til noget ”inde i mig” i stedet
for at være ”de andres reaktion og deres
problem”. Det kan komme til at føles som udstødelse,
når gruppen opdager, hvor anderledes
man indimellem er. Derfor bliver mange
hørehæmmedes identitet bygget op omkring
bestræbelser for at skjule handicappet så
godt som muligt. Det allervigtigste formål i livet
bliver at være én, der stort set er hørende
(men som jo aldrig bliver det helt).
En hollandsk forsker har kaldt dette for
”camouflage-strategier”. Hun beskriver,
hvordan allerede helt unge med et hørehandicap
arbejder hårdt på at skjule deres reelle
vanskeligheder. Dette mønster fortsætter i
voksenlivet blandt andet ved, at man lader
som om, man har hørt det hele og hele tiden
er på overarbejde. Spørgsmål til hvad, der
blev sagt, er helt udelukkede…så har man
jo allerede afsløret sig selv og sin ”dumhed”.
Det bliver vigtigere at tage hensyn til de
hørendes behov for en ubesværet og
hurtig kommunikation, end at man
selv forstår, hvad der sker.
Hjernen udvikler en fantastisk
evne til at glemme alle
de situationer, hvor noget gik
ørerne forbi, og det evige gætteri,
hvor hullerne i en samtale
forsøges fyldt ud med fantasien, er så udmattende,
at endnu mere slet ikke opfattes.
Det bliver meget let at bilde sig selv ind, at
”det gør ikke noget – jeg hørte jo det meste”,
eller : – Der var alligevel så meget larm, at jeg
kunne ikke spørge mere.
Det, der desværre med tiden sker, er, at
vurderingen af, hvor godt/dårligt man hører,
simpelthen bliver forvrænget. Efterhånden
kan man få overbevist sig selv om, at det
hele ER hørt, og at det kun var småting, man
missede. Missionen er lykkedes – det kunne
godt lade sig gøre at blive ”næsten-hørende”
og ignorere hørehandicappets reelle omfang!
Dine behov
Hvis vi nu går tilbage til dig, der sidder dér i
kantinen, og vi antager, at du har benyttet
dig godt og grundigt af dine camouflagestrategier,
og været ”næsten-hørende”
gennem mange år: Hvad betyder det så for
din identitet?
for det første er det jo ikke særlig rart at
bygge hele sit sociale fundament op omkring
det at skulle være en ikke-ting, og for det
andet bliver det svært at finde frem til hvad
DU grundlæggende er for en person…i stedet
for hele tiden at vurdere dig selv med de
andres øjne.
Måske føler du dig lidt trist indeni efter
at have læst noget af det ovenstående, fordi
der bliver sat ord på nogle svære følelser, og
måske føler du slet ikke, at du kan kende dig
selv. Den næste tanke der dukker op, er ”jamen,
hvad skal jeg så gøre anderledes – og
hvordan?”
Til at begynde med kunne du måske
prøve at finde ud af, hvilke tanker (negative/
positive) du egentlig har i forbindelse med
dét at have et hørehandicap, og hvornår du
især bliver usikker på, hvordan omverdenen
ser på dig. Er det på arbejdet? I kantinen?
Når du skal finde en ny kæreste? Eller er det
på efteruddannelsen?
prøv at skrive noget af det ned i en stille
stund alene og find dernæst én eller flere
sparringspartnere (familie, venner,
netværksgruppe) til sammen med
dig at udforske nogle af de beskrevne
situationer og udvælge, hvor det
kunne være spændende at starte eksperimentet
med at gøre bare lidt på en ny
måde. Det kan være at bede om en anden
placering, få gentaget en vittighed,
eller melde sig aktivt på banen med de
reelle hørebehov i forhold til først få
udvalgte og siden en større kreds.
Hvis du oplever, at de andre
pludselig kigger på dig på en anden
måde og tager dig alvorligt, fordi du
tager dine egne behov alvorligt, vil
det med tiden gøre en kæmpeforskel
for følelsen af, at – jeg er mig og
jeg er god nok! Du bliver så at sige
”venner” med hørehandicappet, og
finder ud af hvordan det også eksisterer
som en del af dig. Det handler
nemlig ikke om at være en god næsten-hørende…men
at give sig selv
frihed til at være hørehæmmet!
ADfÆRD
HøReLsen • NR. 10 • DEcEMBER 2010 15