Lithiumbehandling af affektive sindslidelser - Region Midtjylland

Mogens Schou
Lithiumbehandling
af
affektive
sindslidelser

Mogens Schou
Lithiumbehandling af affektive sindslidelser
Fjerde, reviderede udgave
1 figur og 3 tabeller
Udgivet af PsykInfo Forlaget, Risskov 2004 http://www.psykinfo.dk

Forord
Professor Mogens Schou er internationalt kendt for sit banebrydende arbejde
med at indføre den stemningsstabiliserende behandling af bipolar affektiv lidelse,
tidligere benævnt manio-depressiv psykose. Allerede i min førstedels studietid for
45-50 år siden vakte fremkomsten af hans afhandling om lithiumbehandling stor
opmærksomhed som et gennembrud i behandlingen af manio-depressiv sindslidelse,
i en sådan grad, at vi var et par psykiatri-interesserede studenter, der måtte skaffe os
afhandlingen og senere aflagde selv-inviteret besøg på Mogens Schous laboratorium
på Psykiatrisk Hospital i Risskov, hvor vi blev modtaget på det hjerteligste. Senere,
under min uddannelse og mit arbejde som psykiater, har jeg blandt patienterne gang
på gang oplevet, at sindslidende med, hvad vi dag kalder bipolar affektiv
sindslidelse, har fået deres liv tilbage ved hjælp af lithiumbehandling. De første år
var man nok lidt tilbageholdende med at iværksætte lithiumbehandling, og ventede
gerne til man havde set to eller tre sygdomsepisoder. Voksende kendskab til
sygdomsforløb og behandlingserfaring har i dag medført, at man er tilbøjelig til at
iværksætte behandlingen, så snart diagnosen er stillet, også fra de helt unge år, så
man kan standse sygdommens ødelæggende virkning for personlighedsudvikling og
uddannelse. Dertil kommer, som Mogens Schou har påvist det, at det ser ud til, at
lithiumbehandling i høj grad mindsker den med sygdommen forbundne
selvmordsrisiko.
Ved siden af sin omfattende forskningsindsats har Mogens Schou formået at
formidle sin viden til patienter og deres pårørende, blandt andet gennem de sidste år
med den vejledning i lithiumbehandling, som her foreligger i sin fjerde udgave,
revideret i overensstemmelse med de seneste forskningsresultater og
behandlingserfaringer. Den er skrevet for patienter og pårørende, men kan med stort
udbytte også læses af behandlere, hvad enten det drejer sig om praktiserende læger
eller behandlere det psykiatriske behandlingssystem. Hvor man tidligere skulle købe
2

3
vejledningen i bogform, er den i dag i takt med IT-udviklingen, gjort tilgængelig på
internettet på Århus Psykiatriske Hospitals Videncenters hjemmeside, hvorfra den
anbefales anskaffet.
Aksel Bertelsen

Forfatterens forord
Første udgave af denne bog blev publiceret i henholdsvis 1978 og 1983 af
forlaget Arkona under navnet Lithiumbehandling af manio-depressiv sygdom. En
vejledning. Tredje udgave blev publiceret i 1991 af forlaget Welner & Rygaard
under navnet Lithiumbogen. Lithiumbehandling af manio-depressiv sygdom.
Det er nu tretten år, siden den sidste udgave udkom, og der er indsamlet
megen ny viden om lithiumbehandling og om affektiv sygdom. Denne fjerde udgave
er ikke blot opdateret. Den er skrevet helt om, og der er blandt andet tilføjet et
kapitel om lithiumbehandlingens beskyttende virkning mod selvmord.
Om nogle måneder udkommer der to udenlandske nyudgaver af bogen. Den
engelsksprogede udgave publiceres af Karger i Basel og den tysksprogede af
Thieme i Stuttgart
- - - -
Jeg vil gerne udtrykke min varme tak til de patienter, pårørende, psykiatere,
praktiserende læger og andre, som har taget sig tid at læse og kommentere mit
manuskript. Jeg står i stor gæld til dem. Desuden takker jeg overlæge Aksel
Bertelsen for at have skrevet forordet.
Mogens Schou
4

Indhold
1. Indledning 8
2. Bipolar sindslidelse, depressiv sindslidelse og deres behandling 8
Bipolar sindslidelse og depressiv sindslidelse 8
Mani 9
Depression 10
Sygdommens årsag 11
Er patienter med bipolar og depressiv sindslidelse faktisk ”patienter”? 11
Om at have affektiv sindslidelse 12
Behandling 12
3. Lithiumbehandling af 13
Hvad er lithium? 13
Lithiumbehandlingens historie 14
Opdagelse af den terapeutiske virkning ved mani 14
Opdagelse af den profylaktiske virkning ved periodisk affektiv sindslidelse 15
Lithiumbehandling af mani 17
Lithiumbehandling af depression 17
Profylaktisk lithiumbehandling 17
Profylaktisk behandling af bipolar sindslidelse 18
Profylaktisk behandling af periodisk depressiv sindslidelse 18
Komplians 18
5

Taber lithiumbehandling efterhånden sin virkning? 19
Hvor længe skal profylaktisk lithiumbehandling fortsætte? 20
Behandlingspauser 20
Hvornår må der ikke gives lithium? 21
Lithiums virkningsmekanisme 21
4. Anden profylaktisk medicin 21
5. Lithiumbeskyttelse mod selvmord 22
6. Om at være i lithiumbehandling 23
Hvad der opnås med behandlingen 23
Problemer 24
Samarbejde mellem patient og læge og mellem patienterne indbyrdes 24
7. Lithiumbehandlingens gennemførelse 25
Tabletter 25
Tablettyper og antal daglige doser 26
Laboratorieundersøgelser 27
Dosering ved profylaktisk behandling 27
8. Bivirkninger 28
Legemlige bivirkninger 28
Risiko og risikosituationer 30
Interaktioner 31
Psykiske bivirkninger 32
Lithium og kreativitet 33
6

9. Graviditet, fødsel og Amning 34
Medfødte misdannelser 34
Børnenes senere udvikling 34
Amning 35
10. Efterskrift 36
Supplerende læsning 36
Emneregister 37
7

1. Indledning
Denne bog henvender sig til patienter, der er i lithiumbehandling, til deres
familier, og til andre som er involverede. Bogen beskæftiger sig kun lidt med
sindslidelsen men meget med lithiumbehandling. Yderligere oplysning om
sindslidelsen kan findes i den supplerende læsning, der er anført sidst i bogen.
Lithiumbehandling er beskrevet bredt, og der er lagt vægt på praktiske forhold af
betydning for behandlingens mest effektive gennemførelse.
Bogen giver nye patienter grundig besked om, hvad de kan vente i form af
behandlingsgevinst og være udsat for af ubehag og risiko. Den skal også give
vejledning i behandling. Patienter i lithiumbehandling må vide, hvilke
forholdsregler det er klogt for dem at følge, og hvilke situationer, der kræver særlig
agtpågivenhed, ganske som patienter med sukkersyge har eget ansvar for deres
kost og medicin.
Bogen kan ikke erstatte patientens kontakt med psykiater eller praktiserende
læge. Det er lægen, der stiller diagnosen og iværksætter behandlingen, og ingen
skriftlig redegørelse kan erstatte lægens erfaring og vurdering. Den er altså et
hjælpemiddel i samarbejdet mellem patient og læge.
Bogen er både for begyndere, der ønsker instruktion, og for erfarne patienter,
der søger mere omfattende besked om lithium. Læserne har således forskellige
interesser, og det er værd at bemærke, at dens kapitler og afsnit kan læses i en anden
rækkefølge end den her valgte.
2. Bipolar sindslidelse, depressiv sindslidelse og deres behandling
Bipolar og depressiv sindslidelse
De tre første udgaver af denne bog havde titlen ”Lithiumbehandling af
maniodepressiv sygdom”, mens denne udgave hedder ”Lithiumbehandling af
affektiv sindslidelse”. Det skyldes, at Danmark fra 1994 fulgte revisionen af den
8

internationale sygdomsklassifikation, der er udarbejdet af
verdenssundhedsorganisationen WHO. Sygdommen har altså fået navneforandring.
Hvad der før 1994 kaldtes maniodepressiv sygdom, er nu delt op i fire kategorier af
affektiv sindslidelse.
Ved maniske enkeltepisoder er patientens tilstand præget af opstemthed og øget
energi. Ved bipolar affektiv sindslidelse har patienten to eller flere episoder med
tydeligt ændret stemningsleje med såvel opstemthed (mani) som nedtrykthed
(depression). Patienter med gentagne episoder af hypomani eller mani, men ingen
depressioner, klassificeres også som bipolare. Ved depressive enkeltepisoder er der
forsænket stemningsleje, nedsat energi og nedsat aktivitet. Og endelig ved
tilbagevendende (periodisk) depression er der gentagne episoder af depression, men
ingen manier.
Bipolar sindslidelse udvikler sig oftest mellem det 15. og det 25. år, men
somme tider så sent som mellem det 60. og det 70. år. Hvis sindslidelsen begynder
allerede i barndommen, er sygdomsbilledet ofte forskelligt fra det, man ser hos
voksne. Børnene kan lide af irritabilitet, angst, fobier, spiseforstyrrelser eller svære
søvnproblemer. Depressiv sindslidelse kan udvikle sig når som helst i livet.
Hos næsten alle patienter har den affektive sindslidelse et periodisk forløb. I de
første år følger episoderne stadig hurtigere efter hinanden, og derefter stabiliseres
tilstanden. Ved samtidig optræden af maniske og depressive træk taler man om en
blandingstilstand.
Mani
Fremtrædende træk ved manier er opstemthed, letvakt vrede og forøget
sjæleligt tempo. Opstemtheden kan variere fra usædvanlig veloplagthed til
uhæmmet begejstring. Patienternes vrede viser sig især som irritabilitet. De irriteres
af, at omgivelserne ikke straks følger deres mange idéer, og de bruser op og kan
blive voldsomme. Tankevirksomheden foregår med lynende fart, idéerne myldrer
gennem hovedet, talen strømmer med stor hast og næsten uden pauser, ordspil
9

veksler med bidsk slagfærdighed. Familien her absolut ikke den samme glæde af
de opstemte og overaktive perioder.
Patienternes selvvurdering er ændret. De er overdrevent sikre på sig selv og
mangler selvkritik. Dette giver dem en hidtil ukendt handlekraft, og når denne
parres med et væld af idéer, utrætbarhed og bortfald af hæmninger, kan resultatet
blive mildest talt uheldigt. Under maniske perioder risikerer patienterne at bringe sig
i økonomisk uføre, ødelægge deres ægteskab og spolere deres gode navn og rygte.
Maniske patienter sover i reglen meget lidt. De føler sig sjældent trætte og
bliver holdt vågne eller vækkes tidligt af tankernes hastige strøm. Den seksuelle
aktivitet er ofte forøget. Tit forsømmer patienterne at spise og taber i vægt.
Under en mani mangler patienterne hyppigt forståelse af, at de er syge. De
føler sig netop særlig godt tilpas og har svært ved at begribe, at omgivelserne har en
anden opfattelse. De pårørende synes, at patienten er syg og har behov for
behandling, men det synes patienten ikke selv. Situationen kan blive særdeles
vanskelig, og til tider forværres den af fordømmelse og forargelse fra
udenforstående, som mangler viden om affektiv sindslidelse og fejlopfatter
patientens tilstand.
Depression
Depressioner er i mange henseender maniernes modstykke. De præges af
tristhed, manglende selvtillid og nedsat sjæleligt tempo. Tristheden kan variere fra
let nedtrykthed til sort fortvivlelse. Hyppigere er det dog, at patienterne har en
pinagtig fornemmelse af, at deres følelserne er ”tørret ind”; de vil gerne lette sindet
ved gråd, men er gået i stå og kan ikke græde. Tyngede af skyldfølelse og
selvbebrejdelser kan patienternes tanker kredse om selvmord, og ikke sjældent begår
de selvmord.
Patienternes livsmod og selvtillid er forsvundet; de er opgivende, mangler
initiativ og handlekraft, føler alt uoverkommeligt og har svært ved at træffe selv
10

11
dagligdags beslutninger. Ringhedsfølelse og fornemmelse af utilstrækkelighed gør
dem ængstelige for at være sammen med andre.
Deprimerede patienters sjælelige tempo er langsomt, idéerne er få, og
hukommelsen dårlig. Patienterne føler sig trætte og tunge. Tilstanden kan dog også
være præget af angst, og patienterne er da urolige og rastløse.
Søvnforstyrrelser er hyppige. Oftest kniber det med at sove, men i sjældne
tilfælde kan søvnbehovet være øget. Nogle patienter har svært ved at falde i søvn,
andre vågner tidligt. Det er værst om morgenen, alt føles tungt, patienten har en
næsten uovervindelig lyst til at blive i sengen, og dagens første timer er svære at
komme igennem.
Muskulaturen er slap, ansigtsudtrykket stillestående og bevægelserne træge.
Ofte komme der forstoppelse, menstruationen udebliver, og seksuel interesse og
aktivitet aftager.
Sygdommens årsag
Den kender man ikke fuldt ud. Adskillige faktorer synes at spille en rolle for
udviklingen af bipolar og depressiv sindslidelse. Arvelig disposition er en af dem,
og muligvis er hjernens struktur og stofskifte ændrede.
Er patienter med bipolar og depressiv sindslidelse faktisk ”patienter”?
Jeg bruger i denne bog betegnelsen ”patient” om et menneske med affektiv
sindslidelse, men jeg gør det tøvende. Betegnelsen er i orden, når det drejer sig om
et menneske, som befinder sig i en manisk eller depressiv periode, der har
nødvendiggjort behandling eller indlæggelse. Betegnelsen er imidlertid mere
diskutabel, når den anvendes på et tidspunkt, da den pågældende er i et symptomfrit
interval, eller når den bruges om mennesker med tidligere episoder, som nu er holdt
fri for recidiv, tilbagefald, af behandling med lithium. Så er de jo netop ikke ”syge”,
og mange af dem er sikkert helst fri for patientetiketten med dens klang af
hospitalsverden og passivisering. Jeg har imidlertid ikke kunnet finde nogen anden

etegnelse, som er kort og anvendelig for patienterne selv og for andre. Patienter
med sukkersyge eller forhøjet blodtryk har samme problem.
Om at have en affektiv sindslidelse
Det ville være mere end mærkeligt, hvis voldsomme oplevelser som manier og
depressioner gik sporløst hen over patient og familie. Handlinger foretaget under
mani eller depression kan have følgevirkninger; ægteskabelige og kollegiale sår
heler ofte langsomt. Patienter med hyppige recidiver har svært ved at finde deres
egen identitet, fordi de af sig selv og andre opleves som forskellige personer, når de
er maniske, når de er deprimerede, og når de er i et symptomfrit interval. Bestandig
vagtsomhed overfor sygdomstegn kan føre patienterne ind i en selvbeskuen, som er
plagsom for patienterne selv og deres omgivelser.
Omkring patienter med hyppige og svære maniske og depressive
sygdomsperioder danner der sig ofte et helt specielt mønster, hvor ægtefælle, børn,
venner og kolleger hver spiller en rolle i et forsøg på at mildne konsekvenserne af de
ustandselige stemningsændringer. Familien lever et liv, der er domineret af frygt for
katastrofe, atmosfæren bliver præget af konstant vagtsomhed, planer kan kun være
foreløbige, og aktiviteter hæmmes af, at de altid må underordnes sygdommens
luner.
Dette dystre billede skal imidlertid ikke skjule det faktum, at bipolar
sindslidelse også kan give positive oplevelser. De er knyttet til lette manier med
disses øgede selvtillid, handlekraft og øgede følelse af at være attraktive. Depressive
perioder mindes nok sjældent for det gode, men en gang imellem knytter
depressioner familien nærmere sammen, og det kan ikke udelukkes, at lette
depressioner kan give patienten en følelse af øget livsfylde. Grundtvig skrev ”Dejlig
er den Himmel blå”, efter at han var kommet sig af en depression Depressioner kan
desuden føre til større forståelse for andre mennesker, som har det svært.
12

Behandling
Antidepressiva, lægemidler der virker mod depression, har ingen virkning på
almindelig nedtrykthed og sorg. Klomipramin (Anafranil), imipramin (Tofranil) og
amitriptylin (Saroten) blev tidligere brugt hyppigt. Siden er udvalget blevet forøget
med SSRI, de såkaldte ”lykkepiller”, som for eksempel citalopram (Cipramil),
fluoxetin (Fontex) og venlafaxin (Efexor). Behandling med antidepressiva
fortsættes et stykke tid, efter at depressionen er forsvundet. Såvel behandling
med et antidepressivum som ophør af behandlingen kan en gang imellem
udløse en mani.
Neuroleptika er lægemidler, der afsvækker tvangstanker og hallucinationer og
dæmper angst, rastløshed og spænding. Eksempler på neuroleptika er chlorpromazin
(Largactil) og haloperidol (Serenase). Nyere neuroleptika er risperdon (Risperdal),
olanzapin (Zyprexa), quetiapin (Seroquel) og clozapin (Leponex).
Elektrostimulation og elektrochok er det samme. Betegnelsen elektrochok er
den ældste og mest brugte, men behandlingen har ikke noget at gøre med chok i
almindelig betydning, hverken sjæleligt chok eller legemligt chok, og ordet kan
virke skræmmende . Elektrostimulation bruges mod manier, men først og fremmest
mod svære depressioner. Behandling to til tre gange om ugen i tre til fire uger fører
hos de fleste til symptomfrihed. Elektrostimulation kan gives under indlæggelse
eller ambulant.
3. Lithiumbehandling af affektiv sindslidelse
Hvad er lithium?
Lithium er et metallisk grundstof, der blev opdaget i 1818. Det fik navnet
lithium, afledt af det græske ord lithos, sten, fordi det blev påvist i et mineral.
Lithium findes mange steder i naturen, blandt andet i små mængder i plantevæv og
dyrevæv. Det udvindes af den lithiumholdige bjergart spodumen i North Carolina,
USA, og af en lithiumholdig saltlage, der pumpes op af en ørken i Chile.
13

Lithiumforbindelser har mange tekniske anvendelser, for eksempel i den
keramiske industri, til elektriske batterier, til fremstilling af legeringer, som
smøremiddel og i produktionen af aluminium.
Det er kun meget lidt lithium, der bruges til medicin. Som lægemiddel
anvendes lithium altid i form af et af dets salte, for eksempel lithiumcitrat eller
lithiumkarbonat. Det er lithiumdelen af disse salte, lithium-ionen, der virker, og
principielt er det ligegyldigt om man bruge det ene eller det andet lithiumsalt.
Litiumbehandlingens historie
Lithium blev taget i brug som lægemiddel i 1859, da det blev givet mod gigt. I
de følgende hundrede år blev det forsøgt som stimulerende middel, som beroligende
middel, til behandling af sukkersyge og infektionssygdomme, samt som
kariesforebyggende tilsætning i tandpasta. Ved alle disse sygdomme er lithium
imidlertid uvirksomt. I 1800tallet søgtes det anvendt mod periodiske depressioner.
To danske læger, Carl og Frederik Lange, brugte lithium på denne måde, men
virkningen blev aldrig overbevisende dokumenteret, og efterhånden hørte
behandlingen op. I 1940erne udviklede der sig alvorlige forgiftninger, da
lithiumklorid blev brugt som smagstilskud til hjerte- og nyrepatienters saltfattige
kost, hvilket medførte alvorlige forgiftninger. Dette indgav mange læger en vis
skræk for lithium.
Opdagelse af behandlingseffekten ved mani
I 1949 offentliggjorde en australsk psykiater, John Cade, en artikel, der igen
indførte lithium i psykiatrien. Han lavede forsøg med marsvin, på hvilke han
indsprøjtede kemikalier for at iagttage virkningerne. Mellem kemikalierne var der
lithiumsalte, og han iagttog, at de normalt livlige og frygtsomme marsvin blev
passive og mindre frygtsomme, uden at de samtidig blev sløve. Det gav ham den
idé, at lithium måske kunne bruges til behandling af urolige psykisk syge
mennesker. Efter at han selv havde prøvet at indtage lithium uden at mærke
14

generende virkninger, gav han lithiumkarbonat til maniske, depressive og
skizofrene patienter. Hos de maniske patienter skete en tydelig ændring. I løbet af en
uge forsvandt de maniske symptomer, og symptomerne vendte tilbage, når
behandlingen holdt op.
I årene 1952-54 tog vi på Psykiatrisk Hospital i Risskov lithiumbehandlingen
op til nærmere undersøgelse. Omkring 40 maniske patienter deltog i en såkaldt
dobbelt-blind undersøgelse, hvor der dels blev anvendt lithiumholdige tabletter, dels
blindtabletter af samme udseende og form, men uden lithium, således at der kunne
skelnes mellem indbildt virkning og egentlig behandlingseffekt. Undersøgelsen
bekræftede fuldt ud de australske iagttagelser. Lithium er virksomt mod mani.
Opdagelse af den profylaktiske virkning ved periodisk affektiv sindslidelse.
I 1956 fik en bipolar patient i Risskov langtidsbehandling med lithium, og ikke
blot hans manier, men også hans depressioner dæmpedes eller forsvandt. I 1959-60
iagttog en dansk og en engelsk psykiater tilsvarende, at når patienter fik lithium
også, når de ikke havde symptomer, kom der færre manier og depressioner eller slet
ingen. Den danske psykiater, Poul Christian Baastrup, gik herefter i gang med et
systematisk behandlingsforsøg, der blev udført i samarbejde med forfatteren af
denne bog. Undersøgelsen gik ud på at give langtidsbehandling med lithium til
patienter med hyppige recidiver af bipolar sindslidelse eller depressiv sindslidelse.
Hos de fleste patienter førte behandlingen til, at de fik færre manier og depressioner,
eller at der slet ikke kom nogen.
15

Figur 1 viser sygdomsforløbet hos lithiumbehandlede patienter med bipolar eller
periodisk depressiv sindslidelse. Hver vandret række af symboler repræsenterer
forløbet hos en patient fra 1. januar 1960 til 1. januar 1969. De sorte firkanter er
depressioner, de lodret skravere manier, og de skråskraverede blandingstilstande. De
tynde vandrette streger angiver lithiumbehandlingen.
Desværre er figuren i denne gengivelse ikke så tydelig, men også uden skarpe
detaljer skulle den vise den store forskel mellem antallet af recidiver før
lithiumbehandling, til venstre i figuren, og under lithiumbehandling, til højre i
figuren. Mange patienter blev helt recidivfrie. Nogle patienter fik recidiver, men i
de fleste tilfælde mindre hyppigt. Enkelte patienter fik recidiver, efter at de – imod
lægens råd – var holdt op med at tage lithium
Denne betydningsfulde landvinding blev hilst med tilfredshed af psykiatere i
mange lande. Her var endelig noget, der kunne hjælpe mod en langvarig,
ødelæggende og ikke sjældent dødelig sygdom. Nogle få psykiatere var skeptiske,
16

17
men de havde aldrig prøvet at behandle med lithium. Dobbelt-blinde, systematiske
undersøgelser i Danmark og udlandet fastslog endegyldigt lithiums
recidivforebyggende virkning. Det virker profylaktisk mod både manier og
depressioner, og det virker både ved bipolar sindslidelse og ved periodisk depressiv
sindslidelse. Patienter med affektive sindslidelser fik nyt håb.
Lithiumbehandling af mani
En manisk episode kan behandles med lithium og med neuroleptika. Det er
karakteristisk, at lithium fjerner de maniske symptomer uden at virke sløvende;
herved adskiller det sig fra neuroleptika. En erfaren patient, der under tidligere
manier havde prøvet dels neuroleptika, dels lithium, fortalte hvordan han under
behandling med de første, men ikke under behandling med lithium, følte sig som
en bil, hvis bremse og pedal blev trykket ned på samme tid.
Ved lette og middelsvære manier er lithium bedst. Da symptomerne ikke er ret
kraftige, gør det ikke så meget, at virkningen først sætter fuldt ind i løbet af 8-10
dage, og den ”blide” lithiumeffekt er behageligere for patienten end virkningen af
neuroleptika.
Lithiumbehandling af depression
Lithium er virksomt ved depressioner, men antidepressiva er mere effektive.
Depressioner, der ikke er afhjulpet af antidepressiva alene, kan hos nogle patienter
bringes til ophør, når der gives et tilskud af lithium.
Profylaktisk lithiumbehandling
Profylakse betyder forebyggelse, her forstået som forebyggelse af recidiv, så
manier og depressioner afsvækkes eller udebliver. Sygdommen holdes under
kontrol, men den helbredes ikke. Hvis patienten holder op med at tage lithium, er

der risiko for, at sygdommen bryder frem igen. Patienterne skal derfor tage
lithium, også når de ikke har symptomer.
Profylaktisk lithiumbehandling af bipolar sindslidelse
Lithium blev indført i 1949 som et middel mod mani, og dets profylaktiske
virkning mod bipolar sindslidelse blev fastslået i 1967-1970. Lithium har siden
været den profylaktiske behandlings standard, som alle andre medikamenter bliver
afprøvet overfor.
Profylaktisk behandling af periodisk depressiv sindslidelse
Baastrup og jeg så i 1967, at profylaktisk lithiumbehandling virker ikke blot
ved bipolar sindslidelse, men også ved periodisk depressiv sindslidelse. De
antidepressive lægemidler var imidlertid blevet indført sidst i 1950erne, og de har i
mange år været det enerådende profylaktiske lægemiddel ved denne sygdom.
Det skal imidlertid bemærkes, at mange patienter bliver behandlet med
antidepressiva, selv om de ifølge de siden 1980 gældende sygdomsdefinitioner er,
eller må mistænkes for at være, bipolare. Det drejer sig om patienter med bipolar
sindslidelse i familien, patienter hvis depressive sygdom debuterede i opvækstårene,
og patienter, hos hvem der foreligger oplysninger om mindst én episode med
hypomane symptomer. Sådanne patienter bliver ganske vist nogle steder allerede nu
behandlet lithium, men mange flere patienter kunne med fordel blive behandlet med
lithium i stedet for med antidepressiva.
Komplians
Når patienter tager den ordinerede medicin, siger man, at der er komplians, og
den hyppigste årsag til, at der kommer recidiv under profylaktisk lithiumbehandling,
er at patienterne ikke tager deres lithiumtabletter, ikke er kompliante. Mangel på
komplians kan have mange årsager. Patienterne kan være mangelfuldt instruerede.
De kan være glemsomme. De kan have generende bivirkninger. De kan ophøre med
18

lithium, fordi det ikke er så virksomt, som de havde ventet. Eller omvendt, fordi
lithium er så virksomt, at der ikke kommer flere recidiver, tror patienterne, at de
ikke længere er syge og holder op med at tage lithium. Resultatet er i reglen, at der
igen kommer manier eller depressioner eller begge dele. Nogle patienter holder op
med at tage lithium, fordi de ikke synes om, at deres følelser bliver kontrolleret af et
lægemiddel, eller fordi de føler sig stigmatiserede af at tage medicin mod en psykisk
lidelse. Måske er de under påvirkning af anti-medicinholdning i medierne eller hos
deres omgivelser.
Profylaktisk lithiumbehandling bør ikke stå alene. Den skal suppleres med
forholdsregler til at opretholde kompliansen og modvirke utilstrækkeligt begrundet
behandlingsophør. Der skal gives omhyggelig instruktion af både patient og
pårørende, for eksempel ved hjælp af instruktionsbøger eller instruktionshæfter.
Patienten skal have oplysning, detaljeret og med eksempler, om arten og forløbet af
deres sindslidelse og om den uheldige virkning af et behandlingsophør uden aftale
med lægen, og de skal være klar over, at de også skal tage lithium, når de ikke har
mani eller depression. Det er patientens og lægens fælles ansvar at finde den laveste
lithiumdosis og blodkoncentration, der forebygger recidiver og ikke giver
bivirkninger. Løsningen på problemet med manglende komplians er ikke at bruge
lithium mindre men at bruge det bedre.
Taber lithium efterhånden sin virkning?
En del lægemidler virker mindre kraftigt, når de har været brugt et stykke tid.
Der må så tages større doser, eller der må holdes pause, for at den tidligere effekt
kan blive genvundet. Det gælder ikke for lithium. Selv når det indtages i årevis,
beholder det sin virkning, og dette gælder også, når behandlingen genoptages efter
at have været afbrudt .
19

Hvor længe skal profylaktisk lithiumbehandling forsætte?
Lithium tages af patienter, der har haft gentagne episoder, og ofte skal
behandlingen gives i lang tid, måske resten af livet. Det betyder ikke, at patienterne
er bundet til lithium, når de én gang er begyndt på behandlingen. Den kan stoppes til
enhver tid, hvis den ikke virker, eller hvis der kommer plagsomme bivirkninger.
Behandlingen skal nedtrappes gradvist, fordi brat ophør af lithiumbehandling kan
udløse mani.
Behandlingspauser
Det spørgsmål har været rejst, om en patient i lithiumbehandling kan holde
pause en gang imellem, men risikoen for recidiv er betydelig, især hvis patienten
tidligere havde hyppige recidiver.
Situationen er måske anderledes for det mindretal af patienter, som har
årstidsbundne anfald, for eksempel hver vinter eller hvert forår. Sådanne patienter
kan være fristede til at holde op med behandlingen først på sommeren og begynde
igen sidst på efteråret. Idéen er nok alligevel ikke særlig god. For det første kan
sygdommens årstidsrytme have ændret sig. For det andet tager det nogen tid, måske
op til et halvt år, før den fulde profylaktiske virkning kommer, og beskyttelsen mod
recidiver kan derfor være mindre god, hvis den genoptagne behandling sætter for
sent ind.
At blive fri for depressioner er en klar fordel, men nogle patienter savner de
lette manier. Det er derfor værd at diskutere et spørgsmål, som er rejst af patienter,
der af og til har kunnet mærke en mani ”gære” under overfladen. Kan de i sådanne
situationer nedsætte lithiumdosis netop så meget, at manien udfolder sig i
behageligt omfang, men dog stadig er under kontrol?
Jeg ved, at nogle patienter har gjort det og nydt det. Patienterne kan for
eksempel bruge en sådan periode til at gennemføre et bestemt arbejde. De føler, at
de igen kan engagere sig i aktiviteter, som gav emotionel farve til deres liv, før de
blev syge.
20

For at vove et sådant forsøg må man imidlertid have lang erfaring med sin
sygdom og kende til forløbet af en optrækkende mani. En sådan er ofte ledsaget af
søvnløshed på grund af blomstrende idéer og overskud af energi, og mangel på søvn
kan i sig selv forværre en hypomani og lade den vokse til en fuldt udsprunget mani.
Hvornår må der ikke gives lithiumbehandling ?
Lithiumbehandling er uforsvarlig ved svær nyresygdom, alvorlig hjertesygdom
og sygdomme med forstyrret væskebalance. Behandlingen bør afbrydes under høj
feber. Nyrefunktionen aftager med patienternes alder, men det betyder ikke, at
gamle mennesker ikke må få lithium. De skal blot have mindre doser.
Lithiums virkningsmekanisme
Den kender vi ikke fuldt ud – endnu. Lithium har mange biologiske virkninger,
men det er svært at vide, hvilke virkninger, der har noget at gøre med stoffets
virkning på affektiv sindslidelse, så længe man ikke har klarlagt, hvad der er gået
galt ved disse lidelser. Mange hypoteser og forsøg sigter mod at løse problemerne.
4. Anden profylaktisk medicin
Til patienter, der ikke tåler langtidsbehandling med lithium og til patienter med
plagsomme bivirkninger, er der brug for et andet medikament. Gennem de sidste 10-
15 år har jagten på erstatninger for lithium været intens.
Medikamentafprøvninger har vist, at antiepileptika, lægemidler der bruges i
epilepsibehandlingen, kan være lige så gode som lithium, og de anvendes nu i
betydeligt omfang. Man skal imidlertid mærke sig, at undersøgelser fra de seneste
år har vist, at virkningen af profylaktiske medikamenter først og fremmest afhænger
af, hvilken slags patienter der behandles. Hos patienter med typisk bipolar
sindslidelse, sådanne som er helt symptomfrie i intervallerne, og hos hvem der kan
21

være bipolar sindslidelse i familien, er lithium klart det mest effektive
profylaktiske medikament. Hos patienter med mere atypisk bipolar sindslidelse,
sådanne som har symptomer også i intervallerne, og hos hvem der kan være anden
psykisk sygdom i familien, er nogle af de antiepileptiske medikamenter mest
virksomme. Det kan for eksempel dreje sig om carbamazepin (Tegretol), valproat
(Deprakine), og lamotrigin (Lamictal).
Denne betydningsfulde iagttagelse har åbnet mulighed for, at patienter med
bipolar sindslidelse kan få netop den behandling, der hjælper dem bedst. Patienter
uden symptomer i intervallerne skal have lithium; patienter med restsymptomer i
intervallerne skal have antiepileptisk medicin.
5. Lithiumbeskyttelse mod selvmord
Den mest tragiske udgang af affektiv sindslidelse er, at patienten begår
selvmord. Dødeligheden af affektiv sindslidelse er 2-3 gange højere end i
befolkningen som helhed, og den selvmordsbetingede dødelighed er 20-30 gange
højere.
Det blev allerede observeret i 1970erne, at hyppigheden af selvmord var meget
lavere hos patienter, der fik lithium, end hos dem, der ikke fik lithium, og
systematiske undersøgelser fra de sidste tyve år tyder på, at langtidsbehandling med
lithium er ledsaget af en væsentlig lavere hyppighed af selvmordsforsøg og
gennemførte selvmord. Hyppigheden af selvmordsforsøg er gennemsnitlig 15 gange
lavere hos patienter, der er i lithiumbehandling, end hos patienter, der ikke er.
Hyppigheden af udførte selvmord er 14 gange lavere.
Det er principielt ikke muligt at bevise, at lithium har en
selvmordsforebyggende virkning, for der er er ikke nogen sammenlignelig
kontrolgruppe. Man kan nu en gang ikke fastholde selvmordstruede patienter i
behandling med blindtabletter for at se, hvor mange der vil begå selvmord. Ej heller
kan man lade terningkast afgøre om, og hos hvem, en igangværende og muligvis
virksom forebyggende behandling skal afbrydes.
22

23
Men de omtalte undersøgelser taler ikke imod antagelsen af, at litium har en
slående selvmordsforebyggende virkning. Som psykiatere må vi konstatere, at
undersøgelserne viser en sådan virkning. Som ansvarlige læger skylder vi
patienterne og de pårørende at tage denne mulighed i betragtning. Man kan undre
sig over, at lithium ikke bruges som selvmordsforebyggende middel hos patienter
med svære depressioner, hvad enten de har depressiv sindslidelse, er bipolare eller
skizofrene, hos deprimerede patienter med tanker om at begå selvmord, hos
patienter med tidligere selvmordsforsøg, og hos patienter med selvmord i familien.
6. Om at være i lithiumbehandling
Hvad der opnås med behandlingen
I et tidligere afsnit beskrev jeg, hvordan affektiv sindslidelse griber dybt ind i
patientens tilværelse og familiens liv, hvordan sygdommen medfører sorg og
ulykke, og hvordan de symptomfrie intervaller kan blive præget af usikkerhed,
spænding og frygt for fremtiden.
Alt det ændres, når en lithiumbehandling er vellykket. Recidiverne bliver få og
svage eller forsvinder helt. Patienterne bliver igen de personer, de var før
sygdommen brød ud, ængstelse viger for tillid til fremtiden, og alle kan drage et
lettelsens suk.
Efter år i frygtens skygge er det måske svært at fatte håb, men gradvist erfarer
patient og familie, at sygdommen er kommet under kontrol, og frygten løsner sit
greb. Patienterne føler, at livet igen kan blive forudsigeligt, at der igen kan lægges
planer på længere sigt, og at normale forbindelser igen kan dannes eller gendannes.
Måske den største ændring, som profylaktisk lithiumbehandling medfører for
patienterne og deres familie, er bevidstheden om, at så længe patienterne tager
lithium, er risikoen for, at de forsøger eller begår selvmord, 15 til l4 gange lavere,
end hvis de ikke tager lithium.

Problemer
Lithiumbehandling er altså til gavn for mange mennesker, og for patienternes
familie og venner er umådelig lettelse den fremherskende følelse efter en vellykket
lithiumbehandling. Men omgivelserne har måske brug for tid til at vænne sig til den
nye situation. Det illustreres bedst af lithiums virkning på ægteskabet. I de fleste
tilfælde forbedres det ægteskabelige klima tydeligt under lithiumbehandling, men af
og til savner ægtefællen den entusiasme og seksuelle iver, som patienten tidligere
viste under lette manier.
Profylaktisk lithiumbehandling kan medføre en radikal omfordeling af roller og
ansvar i familien, og den der påvirkes mest af dette, er ægtefællen, hvis centrale
rolle som opretholder af hjem og familie, kan blive overflødiggjort af patientens nye
tilstand.
Samarbejde mellem patient og læge og mellem patienterne indbyrdes
Profylaktisk lithiumbehandling lægger ansvar på både patient og læge, og de
må samarbejde for at opnå de bedste resultater. Mennesker i lithiumbehandling er jo
ikke ”syge”, og de må prøve at erstatte den passive patientrolle med en aktiv indsats.
Lægens interesse omfatter patienternes almene befindende og deres følelser
under behandlingen, positive så vel som negative, og hvis der kommer problemer,
må de tages op til drøftelse. Det er vigtigt for patienterne at vide, at lægen er til
rådighed og har tid.
Lithiumbehandling skal kontrolleres. Kontrollen kan foregå på et
lithiumambulatorium eller hos den praktiserende læge. Hvis patienten eller de
pårørende eller lægen selv skulle være mindre trygge ved sidstnævnte ordning, fordi
den enkelte praktiserende læge som regel har for få patienter i lithiumbehandling til
at have tilstrækkelig erfaring, kan kontrollen forblive hos ambulatoriet. Kontakten
med ambulatoriet kan godt være telefonisk, forudsat at patienten er grundigt
24

25
informeret om sin sygdom. Det er patientens og familiens forpligtelse at overholde
aftalerne, og det kan være sekretærens forpligtelse at minde om aftalerne. Uden en
livslang opfølgning har patienterne en tendens til glide ud af behandlingen, og så
kan sygdommen vende tilbage.
I mange lande er der klubber eller foreninger for patienter med affektiv sindslidelse,
hvor nytilkomne kan møde veteraner for at dele erfaringer og diskutere problemer.
Her i Danmark yder DepressionsForeningen en betydningsfuld indsats. (Jeg skal
måske pointere at foreningen, trods navnet, også har patienter med bipolar
sindslidelse.) Hovedkontoret kan kontaktes gennem DepressionsForeningen,
Vendersgade 22, 1363 København, telefon 3312 4727, depression@inet.uni2.dk.
Foruden kontoret i København er der cirka 30 lokalgrupper i andre byer. Foreningen
har sit eget blad, DepressionsTidende, der udkommer fire gange om året.
8. Litiumbehandlingens gennemførelse
Tabletter
_______________________________________________________________________________
Tabel 1. Danske lithiumtabletter
_______________________________________________________________________________
Navn Producent Lithiumsalt mg mmol Type
Litarex ALPHARMA Lithiumcitrat 564 6,0 Nøletabletter
Lithiumkarbonat OBA Lithiumkarbonat 300 8,1 Almindelige
Lithiumkarbonat SAD Lithiumkarbonat 300 8,1 Almindelige
_______________________________________________________________________________
Tabel 1 viser de tre slags tabletter, der fås i Danmark. Der er forskellige
lithiumsalte i tabletterne, men det betyder ikke noget, for det er lithiumdelen af
saltet, der virker. Tabletterne har derimod forskelligt indhold af lithium, nemlig 6,0
mmol (millimol) i de første og 8,1 mmol i de to andre. Hvis der skiftes mellem de

første og de to andre typer, må tabletantallet derfor ændres, for at den samlede
lithiummængde, udtrykt i mmol per dag, kan forblive den samme. De førstnævnte
tabletter er såkaldte nøletabletter; de skal sluges hele og må ikke tygges.
Det spiller ingen rolle om tabletterne tages under et måltid, men de skal skylles
ned med rigelig væske. Skulle der være vanskeligheder med at synke tabletterne,
kan de tages sammen med for eksempel yogurth. Det er ikke afgørende, om
tabletterne tages præcis på samme tid hver dag; nogle timer fra eller til betyder ikke
noget. Før et laboratoriebesøg skal sidste dosis dog tages 11-13 timer før
blodprøven. Lithiumtabletter holder sig godt, når de opbevares tørt og ikke udsættes
for direkte sollys. Børn må ikke kunne komme til dem.
En del patienter har svært ved at huske at tage tabletterne, i alt fald indtil
behandlingsrutinen er indøvet. Da patienterne er i en forebyggende behandling, er
der ingen symptomer til at minde dem om, at de skal tage tabletter. På apoteket kan
man købe såkaldte ugedoseringsæsker. Hvis æsken fyldes op på en fast ugedag, er
der ikke meget at huske i ugens løb, og man kan straks se, om man har glemt nogen
af dagens tabletter. Har man det, skal man ikke forsøge at indhente det forsømte ved
at tage flere tabletter næste gang. Én eller to forglemmelser spiller ingen praktisk
rolle.
Tablettyper og antal daglige doser
Når blodprøverne til bestemmelse af lithiumkoncentrationen i blodet skal tages
cirka 12 timer efter den sidste lithiumdosis, hænger det sammen med at
koncentrationen varierer døgnet igennem. Når der er taget en dosis lithium, stiger
koncentrationen til et højdepunkt, der nås efter 2 til 4 timer, og derefter falder den
igen. Hvis en patient tager to doser om dagen, har kurven to toppe. Når blodprøven
skal tages på en bestemt tid af dagen, hænger det sammen med, at
lithiumkoncentrationen da varierer mindst og kan sammenlignes med tidligere
prøver. Variationen af lithiumkoncentrationen kan eventuelt formindskes ved, at
patienterne bruger nøletabletter med disses langsomme frigørelse af lithium i
26

tarmen. To tabletter om dagen er i reglen bedre end en. Den sikreste måde at
afværge bivirkninger på er imidlertid, at patienten har den laveste effektive
lithiumkoncentration i blodet. Hvis der alligevel er generende bivirkninger, kan
patienten eventuelt skifte fra almindelige tabletter til nøletabletter.
Laboratorieundersøgelser
Før patienterne begynder på lithiumbehandlingen, udspørger en læge dem, om
de har haft eller har legemlige sygdomme. Desuden bliver de undersøgt i
laboratoriet, for at helbredstilstanden kan blive kontrolleret. Det drejer sig om
undersøgelse af urin og blod, optagelse af elektrokardiogram, og måling af
blodtryk..
Under behandlingen følges patienten med regelmæssige
laboratorieundersøgelser. De vigtigste er bestemmelse af lithium og kreatinin i
blodet; det sidste er et udtryk for, hvordan nyrefunktionen er. Andre undersøgelser
kan komme på tale. Blodprøverne tages i en vene i albuen, og patienten behøver
ikke at være fastende, når blodprøven tages.
Dosering ved profylaktisk behandling
Den nødvendige døgndosis af lithium er forskellig fra patient til patient, og den
kan være så lav som 2-3 tabletter og så højt som 12-13 tabletter. Hyppigt anvendte
døgndoser er 20-30 mmol.
Der er to grunde til, at den nødvendige døgndosis varierer. Dels udskiller
forskellige patienter lithium med forskellig hastighed, således at de skal have
forskellig dosis for at opnå den samme lithiumkoncentration i blodet. Dels varierer
patienternes følsomhed, så de skal indstilles på individuelle lithiumkoncentrationer.
Dosisindstillingen må derfor være en trinvis proces. Der indledes med én tablet om
dagen i en uge. Denne dosis er så lille, at den vil være uskadelig og uden
bivirkninger selv for følsomme patienter med lav udskillelseshastighed. Derefter
bestemmes lithiumkoncentrationen, og lithiumdosis justeres til en
27

lithiumkoncentration i et standardområde, der er højere end 0,6 mmol/l (millimol
per liter) og lavere end 0,8 mmol/l. En uge senere kontrolleres
lithiumkoncentrationen igen for at se, om den ligger indenfor standardområdet, og
der foretages om fornødent endnu en justering. Den videre hyppighed af
koncentrationskontroller aftales mellem patient og læge.
Hos nogle patienter kan efterjustering af dosis til lithiumværdier uden for
standardområdet blive nødvendig på grund af recidiv eller udvikling af bivirkninger.
Der er ældre patienter, som ikke tåler og heller ikke behøver, lithiumkoncentrationer
højere end 0,3-0,4 mmol/l, mens andre behøver koncentrationer, der ligger på 0,9-
1,0 mmol/l. Lithiumkoncentrationer, der er lavere end 0,3 mmol/l, er virkningsløse
hos de fleste patienter, og koncentrationer over 1,0 mmol/l giver ofte bivirkninger. I
USA anbefales doser, som traditionelt er højere end dem, der anbefales i Europa. De
europæiske doser giver færre bivirkninger.
Også indenfor standardområdet 0,6-0,8 mmol/l kan en finjustering af dosis
være formålstjenlig. Patient og læge må sammen finde ud det laveste profylaktisk
virksomme litiumniveau. Selv så små koncentrationsændringer som 0,1 eller 0,2
mmol/l, kan betyde meget for patientens livskvalitet under langtidsbehandling.
7. Bivirkninger
Ligesom andre virksomme lægemidler kan lithium have bivirkninger, og de
kan eventuelt blive så kraftige, at patienten holder op med at tage lithium Men for
det meste er bivirkningerne milde og en beskeden pris at betale for den opnåede
emotionelle stabilitet.
Legemlige bivirkninger
Under lithiumbehandling kan patienterne komme til at lide af tørst og
urinproduktion ud over det sædvanlige. Det kan genere patienternes nattesøvn, og
det kan være ubekvemt at skulle lade vandet så ofte. Hos disse patienter kan nyrerne
ikke koncentrere urinen i normalt omfang, og urinmængden stiger derfor. Hvis
28

patienterne i længere tid ikke får nok at drikke til at modsvare den øgede
udskillelse, kan de blive udtørrede, og udtørring er farlig. Løsningen af problemet er
at drikke meget, og patientens lithiumkoncentration og nyrefunktion skal
kontrolleres. En nedsættelse af lithiumdosis efter aftale med lægen kan regulere
tørsten og den øgede vandladning. Nyrerne genvinder så deres evne til at
koncentrere urinen, men det kan tage nogle måneder.
En del patienter tager på i vægt, når de behandles med lithium. Det samme kan
ske, når de behandles med antidepressiva eller neuroleptika. Vægten stiger
sædvanligvis inden for det første halve år af behandlingen og bliver derefter stabil. I
gennemsnit er vægtstigningen fire kilo, men nogle patienter stiger slet ikke i vægt
og andre stiger mere. Vægtstigning ses især, hvis patienten i forvejen er overvægtig,
eller hvis lithium tages sammen med et antidepressivt lægemiddel.
Det vigtigste ved bekæmpelse af vægtstigning er forebyggelse. Motion og en
fornuftig kost kan ofte holde vægten nede. Patienterne bør undgå kalorierige drikke.
De skal slukke deres tørst med vand, te og kaffe uden sukker, og sukkerfrie
læskedrikke. Drastiske slankekure bør undgås.
Tremor, rysten af hænderne, er en forstærkning af den lette rysten, som mange
mennesker har, og som kan være særlig udpræget i enkelte familier. Ofte er
håndtremor så svag, at den knap bemærkes af andre, men hos nogle patienter kan
den være generende professionelt eller selskabeligt. Kirurger, urmagere og mange
andre må ikke ryste på hånden under arbejdet, og det kan være ubehageligt, når man
må holde på kaffekoppen med begge hænder for ikke at spilde. Hos enkelte
patienter bliver håndskriften besværliggjort og mindre læselig. Det er særlig
ubehageligt, når patienten ganske uberettiget bliver anset for at være ”rystende
nervøs”. Tremoren kan komme og gå. Den forværres, når patienten er træt og
spændt, samt efter rygning og kaffedrikning. Patienter, der tager lithium og et
antidepressivum samtidig, er særlig tilbøjelige til at ryste.
Generende tremor modvirkes bedst ved, at lithiumkoncentration i blodet holdes
så lav som muligt, eller ved at patienten tager lægemidlet propranolol (Inderal) 10-
29

20 mg en halv time før et selskab eller vigtigt møde, hvor håndrysten kunne være
ubekvem.
Under lithiumbehandling kan skjoldbruskkirtlen vokse (struma), eller kirtlens
funktion kan blive nedsat med sænket stofskifte til følge (myxødem). Sædvanligvis
er det familien, der opdager, at halsen er blevet tykkere, eller patienten synes, at
flippen er begyndt at stramme. Myxødem kan ligne en let depression med træthed,
uoplagthed og tristhed, men når struma eller myxødem først er opdaget, kan de
behandles nemt og effektivt.
Lithium fremkalder ikke allergi.
Risiko og risikosituationer
For de fleste patienter er lithiumbehandling uden risiko, og lithium er ikke
noget lunefuldt lægemiddel. Risiko opstår i bestemte situationer, og ved at
kende og undgå dem, kan patienten gøre behandlingen mere sikker.
Tabel 2. Tegn til optrækkende lithiumforgiftning
________________________________________________________________
Sløvhed Utydelig tale
Søvnighed Kraftig rysten (tremor)
Tunghed af arme og ben Kvalme
Usikker gang Diarré
___________________________________________________________________
Tabel 2 viser en liste over tegn, som patient og familie gør klogt i at notere sig.
Hvis et eller flere af dem bliver fremtrædende, skal lægen kontaktes, så patienten
kan blive undersøgt. Patienter med optrækkende lithiumforgiftning skal straks holde
op med at tage lithium og skal drikke rigeligt. Lithiumforgiftning behandles med
væsketilførsel og eventuelt i alvorlige tilfælde rensning af blodet (dialyse).
30

Af og til har deprimerede patienter forsøgt at begå selvmord ved at sluge
mange lithiumtabletter, men det lykkes som regel ikke. Forgiftning forårsaget af en
stor samlet lithiumdosis, er mindre farlig, men næppe mindre ubehagelig, end en der
udvikler sig gradvist.
___________________________________________________________________
Tabel 3. Risikosituationer
Udtørring (dehydrering) Høj feber
Saltfattig kost Langvarig opkastning og diarré
Drastisk slankekur Bevidstløshed i flere timer
Narkose og operation
___________________________________________________________________
Tabel 3 viser risikosituationer, der kan opstå under lithiumbehandling.
Patienten skal være særlig agtpågivende ved risiko for udtørring (dehydrering) og
skal sørge for at få nok væske. Følelse af tørst i længere tid bør ikke tilsidesættes, og
det er praktisk, hvis patienterne medbringer drikkevarer på lange bilture og gåture.
Tilstrækkelig tilførsel af almindeligt salt er også vigtig.
Lithiumbehandling bør stoppes før en (ikke-akut) operation med fuld narkose
og ikke genoptages før vand- og saltbalancen igen er i orden.
Interaktioner
Ved interaktion forstås det forhold, at lægemidler kan forstærke eller afsvække
hinandens virkning, når de tages sammen. Både patient og læge bør tænke på
muligheden af interaktion.
31

Diuretika, vanddrivende lægemidler, er sædvanligvis ufarlige, men sammen
med lithium er de det ikke. De fremmer udskillelsen af vand, og hvis en patient
bliver udtørret, er der risiko for forgiftning.
Andre midler mod forhøjet blodtryk, som for eksempel verapamil (Verapamil),
bør undgås.
Mange lægemidler, der bruges mod gigt, har interaktion med lithium og bør
undgås. Acetylsalicylsyre (Magnyl) regnes for ufarligt.
Man har ikke noget ordentligt kendskab til naturmedicins virkning sammen
med lithium, så dem bør patienten ikke tage.
Kaffedrikning betyder ikke noget, hvis der drikkes lige meget hver dag, men
hvis patienterne skifter fra at drikke meget kaffe til at drikke mindre, kan det være
nødvendigt, at lithiumdosis nedsættes.
Der er ingen interaktion mellem lithium og p-piller. Lithium ændrer ikke
virkningerne af alkohol.
Andre lægemidler regnes for ufarlige, men patienterne skal altid huske på, at
bivirkninger kunne være forårsaget af interaktion med lithium.
Psykiske bivirkninger
Det er vanskeligt at vurdere psykiske bivirkninger, fordi affektiv sindslidelse i
sig selv kan påvirke ikke alene stemningen, men også evnen til at tænke og huske.
Det er svært at skelne mellem, hvad der skyldes lithium og hvad sygdommen.
De fleste lithiumbehandlede patienter føler sig normale og fungerer normalt.
Der er dog patienter, især dem der tidligere havde lette manier, som føler, at lithium
har forandret deres personlighed. Livet er mere jævnt, måske mere gråt, end før.
Psykiske og legemlige reaktioner er ikke så hurtige som sædvanlig, og
hukommelsen er ikke så redebon. Der er mindre entusiasme, energi og
beslutsomhed. En patient beklagede sig over at han i diskussioner ikke kunne opnå
den grad af ophidselse, som han fandt nødvendig, og udbrød ”Doktor, jeg er
32

politiker og må blive ophidset når jeg diskuterer.” Sådanne patienter kan føle
lettelse, når deres lithiumdosis nedsættes; de føler, at deres sædvanlige jeg kommer
igen.
Mandlige patienter klager en gang imellem over nedsat potens, men det er ikke
klart, om dette er en lithiumvirkning, et symptom på en let depression, eller et
tilfældigt sammentræf.
ophører.
Psykiske bivirkninger forsvinder, når lithiumdosis nedsættes eller behandlingen
Lithiumbehandling og kreativitet
Patienter i lithiumbehandling klager af og til over, at de føler nedsat idérigdom,
fantasi og produktivitet, og at deres skaberevne er svækket. Dette er en alvorlig
ulempe for mennesker, hvis erhverv forudsætter, at de kan få idéer og kan omsætte
dem i praktisk eller videnskabelig eller kunstnerisk handling. Imidlertid bliver
langvarig lithiumbehandling givet til patienter med mange manier og depressioner,
og sindslidelsen kan i sig selv påvirke evnen til skabende arbejde. Spørgsmålet
bliver derfor, om man skal vælge behandling eller ingen behandling.
For at belyse dette spørgsmål blev kunstnere, hvis sygdom var blevet bragt
under kontrol af lithium, spurgt hvad skete med den kunstneriske skaberevne, da de
kom i lithiumbehandling. Af fireogtyve kunstnere oplyste seks, at deres
produktivitet var upåvirket. Andre seks følte, at de under behandlingen var mindre
idérige og ydedygtige. De foretrak at bevare de lette maniers inspiration og
overskud og var til gengæld villige til at risikere depressioner og kraftige manier.
Endelig var der tolv kunstnere, som følte, at de skabte mere og i nogle tilfælde også
bedre, når de fik lithium, end før de begyndte at få lithium. Deres depressioner
havde været pinagtige og kunstnerisk golde, deres manier prægede af værdiløs
overaktivitet. Når lithiumbehandling kontrollerede sygdommen, kunne de fungere
med større stadighed og kunstnerisk disciplin til gavn for både kvantiteten og
kvaliteten af deres kreative arbejde.
33

10. Graviditet, fødsel, og amning
Medfødte misdannelser
Før lithium i 1949 blev taget i brug til behandling af mennesker, havde forsøg
på primitive vanddyr vist, at når de blev udsat for høje lithiumkoncentrationer i
vandet, havde deres afkom medfødte misdannelser. Dette kaldes teratogen virkning.
I 1969 oprettedes der derfor et ”Kartotek over nyfødte lithiumbørn” for at kunne
give advarsel i tilfælde af, at der blev født misdannede børn af kvinder, som havde
fået lithium under graviditeten. Kartoteket var baseret på frivillige indberetninger,
og disse tydede på en øget hyppighed af misdannelser. Indberetningerne gav
imidlertid et overdrevet indtryk af risikoen for misdannelser, fordi det var mere
sandsynligt, at misdannede børn blev indberettet, end at normale børn blev, og
kartoteket lukkedes i 1990. Dengang kartoteket blev startet, var psykiatere ikke vant
til at tænke i teratogene baner, og kartotekets skøn over maksimal teratogen risiko
blev af mange opfattet som et mål for lithiums faktiske teratogene risiko. Det gav
lithium en dårlig omtale. Senere undersøgelser uden kartotekets skæve udvalg har
givet beroligende resultater. Hvis lithiumbehandling er tilrådelig, kan den godt gives
under graviditeten.
Børnenes senere udvikling
De fleste børn af lithiumbehandlede mødre fødes uden misdannelser, men man
kunne jo tænke sig, at de ville udvikle abnormiteter senere. Der blev derfor lavet en
undersøgelse af skandinaviske ”lithiumbørn” - altså børn født af mødre, der havde
fået lithium under graviditeten - som var uden medfødte misdannelser og som på
undersøgelsestidspunktet var fyldt fem år eller mere. Deres sjælelige og legemlige
udvikling blev sammenlignet med den sjælelige og legemlige udvikling hos deres
34

35
søskende, der ikke havde været udsat for lithium under opholdet i livmoderen. Der
var ingen forskelle mellem de to grupper.
Amning
Små mængder lithium passerer fra blodet over i mælken og dermed til det
diende barn. Jeg har derfor tidligere rådet kvinder i lithiumbehandling til at give
deres børn flaske, men diegivning spiller en stor rolle for mor og barn, både
legemligt og sjæleligt, og det er i dag tvivlsomt, om det er tilrådeligt at afstå fra
diegivning under lithiumbehandling. Det er i dag muligt at bestemme
lithiumkoncentrationen i modermælk, og den er endnu lavere end hos fosteret.

10. Efterskrift
Vi er nu kommet til slutningen af denne bog. Jeg har skrevet om noget, der er
ubehageligt, bivirkninger, og om noget, der er nødvendigt, kontrol af behandlingen.
Det har været meningen, at bogen skulle give nøgtern oplysning. De mange, mange
patienter i verden, der tager lithium med et godt resultat, vidner om, at
litiumbehandlingens plusser langt overstiger dens minusser.
Supplerende læsning
Bertelsen A, Munk-Jørgensen P: De psykiatriske diagnoser. PsykiatriFondens
Forlag 1998
Jamison KR: Touched with Fire. Manic-Depressive Illness and the Artistic
Temperament. MacMillan, New York. 1993
Jamison KR: Et uroligt sind. En maniodepressiv kvinde fortæller. Borgen 1997
Jamison KR: Når mørket sænker sig: om at forstå selvmord. Lindhardt og Ringhof
2001
Schioldann J: In commemoration of the century of the death of Carl Lange. The
Lange theory of ‘Periodical Depressions’. A landmark in the history of lithium
therapy. Adelaide Academic Press 2001
36

Schioldann J: The history of lithium therapy revisited. Adelaide Academic Press
(forthcoming). With appendices by: Ann Westmore: The many faces of John
Cade, and Mogens Schou: My journey with lithium.
Emneindeks
Alkohol 35
Affektiv sindslidelse 9, 12, 13
Allergi 30
Amning 35
Antidepressiv 12
Antiepileptika 21
Behandlingspauser 19
Bipolar sindslidelse 9
Bipolar sindslidelse i barndommen 9
Bipolar affektiv sindslidelse 9
Bivirkninger 28
Bivirkninger, legemlige 28
- , skjoldbruskkirtel 30
- , tremor 29
- , tørst 28
- , urinproduktion 28
, vægtforøgelse 29
Bivirkninger, psykiske 32
Blandingstilstand 9
Blodtryk 31
Depressiv sindslidelse 9
Depression 10
- , lithiumbehandling 17
DepressionsForeningen 25
Diuretika 31
Dosering 27
Elektrochok 13
Elektrostimulation 13
Feber 31
Fødsel 34
Gigtmidler 32
Håndrysten 29
Interaktion 31
Kaffedrikning 32
Komplians 18
Kreativitet 33
Laboratorieundersøgelser 27
Lithium, forekomst 13
37

Lithium, virkningsmekanisme 21
Lithiumbehandling, mani 17
Lithiumbehandlingens historie 14
Lithiumforgiftning 30
Lithiumkoncentration i blod 27
Lithiumtabletter 25
Mani 9
- , lithiumbehandling 17
Maniodepressiv sygdom 8
Misdannelser, medfødte 34
Myxødem 30
Narkose 31
Naturmedicin 32
Neuroleptika
Nøletabletter 26, 27
Operation 31
P-piller 32
Periodisk depressiv sindslidelse 9
Profylakse 17
Profylaktisk lithiumbehandling
- , bipolar sindslidelse 15, 18
15, 18
, periodisk depressiv sindslidelse
Recidiv 11
Risikosituationer 31
Selvmord 22
Skjoldbruskkirtel
Struma 30
Tabletter 25
Tablettyper 26
Teratogen 34
Tremor 29
Tørst 28
Ugedoseringsæsker 26
Urinproduktion, øget 29
Vægtstigning 28
38

Fra anmeldelser af tidligere udgaver:
”Sober og fyldestgørende. – Bogen er værd at læse for alle, der
vil vide noget om lithiumbehandling.
Faktisk er den det bedste, jeg har set i mange år.”
Lisa Pilo, Sind.
”Den kan trygt anbefales som en god hjælp i behandlingen, og
den er nok i sig selv et terapeutisk instrument.
Ud fra sin enorme erfaring taler Schou
som en god huslæge til sine patienter”
Mogens Mellergaard, Ugeskrift for læger.
”Fremragende hjælpemiddel. – Denne bog er et skoleeksempel
på, hvorledes det er muligt at give redelige og udførlige
oplysninger uden at skræmme.
Intet er glemt og intet holdt skjult.”
Niels Nilausen, Berlingske Tidende.