Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.

18
u har vi set Ploven drive,
„N
Storken flyve og det lille Lam
bræge,“ sagde Folk i Fjenderup, og saa
vidste alle, hvad Tid paa Aaret det var;
Foraarsfornemmelserne kom med
Knopperne paa Træerne, selv i de
trægeste Sjæle slog Livet hurtigere
Slag. De bøjede Nakker rettede sig, der
skød Glimt frem i de sløve Øjne — alt,
hvad Kulden havde bundet og kuet og
bøjet, det rejste sig og krævede sin Ret
i Dagens Lys og Varme.
Paa Grøfter og Gærder langs
Fjenderup Gade skød Vaarens saftige
grønne Spirer frem, og over
Frugtbuskene laa som et grønt Slør let
kastet den Majdag, da Hans Kragh
fulgte Ane Mette i Tjeneste.
Ude ved Havediget stod Inger og
skyggede med Haanden mod Solen for
at se dem gaa op ad Gaden. Men Synet
skar sig ind i hendes Hjerte ved at se
Søsteren gaa med sine fattige Ejendele
og trække saa nødtvungent i Benene; og
Hans var altid et Par Skridt foran —
det var at se til, som han førte hende
til Arresten.
Da han kom hjem, gik Inger
omkring med vaade Øjne. — Det var
ogsaa noget at vande Høns for —
trøstede han. — Ane Mette skulde vel
ikke giftes med Madammen i Skolen, og
Vejen til Bækgaarden tog hun jo ikke
med sig. — Og saa red han i Marken
med de blissede Heste og spændte dem
for Ploven. Han havde en Følelse, som
der var ryddet en Sten af hans Vej —
og Gud skulde vide, der var nok endda,
tænkte han, mens han vendte den
sandede Jord paa den stenede, magre,
forsømte Ager. Med et Suk mindedes
han Storgaardens fede Muldjord.
Hjemme, tænkte han, gik hans
Hustru nu og prøvede paa at sætte deres
ny Tjenestepige ind i det daglige
Arbejde. Hun laa ikke paa den lade
Side, Inger; men hvad hjalp det
altsammen — de vilde aldrig faa den
Gaard „op at se“. Vintersæden tegnede
daarligst af alt det, der stod paa
Fjenderup Bymark. Hvad havde det hele
at sige, de var kun de eneste to — de
slog sig vel nok igennem. Føden havde
de, og der blev vel lidt til Klæderne
ogsaa, og andet var der vel ikke at leve
for.
Og saa piskede han paa de røde,
blissede Heste, der forresten ogsaa var
nogle rigtige Ralliker.
—————
Inger mærkede snart, at det store
Lod heller ikke vandtes til Bækgaarden
i denne Trækning. Hans var saa iskold
som nogen Sinde, og han gik oftere til
Storgaarden end før.
For ham var det blevet saaledes, at
naar han ved Sekstiden kom hjem fra
Markarbejde, kom der en Uro over ham,
saa han ikke kunde være inde. I
Regelen tændte han da Piben og gik ud
med det forsæt, at han kun vilde lufte
sig lidt ved Huslængerne og
Halmstakkene; men saa snart han derfra
øjnede Storgaardens høje Tag med
Vejrhane og Storkerede, kunde han ikke
modstaa. Det drog ham, han maatte
derover, hvad det end skulde gælde. Alt
det Sollys, som naaede Fjenderup,
havde samlet sig om den store,
skinnende Gaard øverst i Byen.
Thi alt det Pres, som dagligt
tyngede hans Sind, naar han gik der
hjemme i „Møddinghullet ved Bækken“
— saaledes nævnte han altid i Tanken
den gamle Gaard — forsvandt, saa snart
han var kommen gennem den høje Port
hist oppe og saa Vaaningen med alle de
store Vinduer lyse sig i Møde.
Tindrede ikke alle de blanke, store
Ruder i Foraarslyset som livsglade,
unge Øjne ?
Straks var alt glemt, hvad der
dagligt voldte Mén — en sandet Mark,
en faldefærdig Gaard, en kedelig
Hustru med talende Øjne og stilfærdig
Røst — alt det blev straks saa fjernt og
uvedkommende, hver Gang han traadte
over Tærskelen i Storgaarden.
En dejlig Aften sidst i Maj gik han
som sædvanligt derover for at holde
Fyraften. Han standsede i den
flisebelagte Forstue og lyttede til
Latteren, som rungede ud fra
Mellemstuen, Saa smed han Træskoene
og bankede paa. Mariane kom og
lukkede op.
„Det er Hans,“ sagde hun
straalende og rakte ham Haanden.
„Kom, nærmere og sæt dig hen til de
andre, her er Løjer og Langkaal, kan du
tro.“ Latteren sad endnu i hendes
Stemme og spillede i hendes muntre
Blik, og den kaldte Livet frem i hans
glædeløse Øjne. Han strøg Huen af og
hilste paa de tilstedeværende.
Der var Kristen paa Bakken som
var kommen ind for at handle om en
Plag, og der var
Præstegaardsforpagteren med sit
knaldproprietæragtige Anstrøg, og der
var Sognefogden Mads Klint, som sad
og bredede sig i den sorte Damaskes
Sofa mellem Vinduerne ved Siden af
Søren Balle, og der var endvidere et
Par Gaardmænd, som ogsaa jævnligt var
Gæster i Gaarden, men ved et Hjørne af
det røde Klapbord sad en Mand, som
ikke hørte til i Selskabet; det var
Simon Skomager, som var gift med
Grethe Kogekone.
I Egenskab af Sognets Bedemand
var han mødt i Storgaarden med
Fædres Jord af Nicoline Kirkegaard