Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
41<br />
„Hvor<strong>for</strong>, lille Kone, havde De<br />
ikke taget Tøjet af ?“<br />
„Fordi jeg var saa træt.“<br />
„De var træt af at slide med den<br />
Fløde?“<br />
„Ja.“<br />
„Træt af al den daglige,<br />
slidsomme Kamp ?“<br />
„Ja.“<br />
„Og saa greb De i Øjeblikkets<br />
Opgivelse til noget, som De troede<br />
kunde bedre Deres Udsigter ?“<br />
Inger saa efter sin Mand, hun<br />
læste <strong>det</strong> ud af hans haabløse Blik, at<br />
han ingen Redning kendte. Hun syntes,<br />
hun var ude paa Dybet og sank og sank,<br />
og ikke een kunde række Haanden ud<br />
efter hende.<br />
„De maa svare mig, lille Kone.<br />
For De vil jo indse, at der er ingen <strong>—</strong><br />
slet ingen <strong>—</strong> uden De og Deres Mand,<br />
som kan have Interesse af, at<br />
Bækgaarden brænder. Har ikke De gjort<br />
<strong>det</strong>, maa <strong>det</strong> have været ham, der har<br />
brændt den.“<br />
„Hans har ikke gjort <strong>det</strong>,“" sagde<br />
hun hurtigt.<br />
„Nej, vel saa. Se kun paa ham.“<br />
Og hun saa igen derhen, hvor han<br />
sad. Hun saa, at hans Sorg og<br />
FortvivIeIse ikke <strong>—</strong> var til at maale. <strong>—</strong><br />
Der hjalp altsaa ingen Modstand.<br />
Redning var umulig. Hun maatte give<br />
tabt. Hun trykkede Lommetørklæ<strong>det</strong><br />
mod de sviende Øjne <strong>—</strong> de brændte som<br />
Ild.<br />
„Skal vi saa se at faa Ende paa<br />
<strong>det</strong>te pinlige Forhør <strong>for</strong> Deres egen og<br />
Deres Mands Skyld. <strong>—</strong> De vilde ud af<br />
<strong>det</strong>te daglige Tryk, denne sejgpinende<br />
Armod <strong>—</strong> var <strong>det</strong> ikke saaledes ?“<br />
„Jo.“<br />
„Og saa greb De til <strong>det</strong>te, <strong>for</strong>di De<br />
ingen anden Udvej kendte ? Naa, Svar<br />
mig nu, lille De.“ Han lagde en fast<br />
Haand paa Bor<strong>det</strong> og stod nu oprejst<br />
<strong>for</strong>an hende med <strong>det</strong> sikre, rolige Blik<br />
boret ind i hendes.<br />
Da sank hun modstandsløs sammen<br />
og maatte gribe fat i Bor<strong>det</strong>. Disse<br />
glasklædte Øjne var ikke til at undvige.<br />
„Vil De nu snart give Besked ?“<br />
„Ja,“ sagde hun sagte og sukkede<br />
tungt.<br />
„Var <strong>det</strong> med en Væge, De tændte,<br />
eller rev De Tændstikker af ?“<br />
Ingen Svar.<br />
„De rev vel en Tændstik paa<br />
Ladevæggen og stak den op under<br />
Tagskægget?“<br />
„Det gjorde jeg vist.“<br />
„Ja eller Nej ?“<br />
„Ja.“<br />
„Og nu kun et lille Spørgsmaal til.<br />
<strong>—</strong> De afbrændte altsaa Bækgaarden <strong>for</strong><br />
at faa en ny, mere tidssvarende Bolig at<br />
bo i ?“<br />
„Nej, nej,“ sagde hun heftigt.<br />
„Jo, vist saa <strong>—</strong> hvad skulde<br />
Grunden ellers være. <strong>—</strong> Det kan ikke<br />
være gjort i nogen anden Hensigt.<br />
Enhver vil tro <strong>det</strong>.“<br />
Ret som hun selv havde Følelsen<br />
af <strong>det</strong> samme, gav <strong>det</strong> et Ryk i hendes<br />
sammenkrøbne Skikkelse, den rankede<br />
sig, og Selvopholdelsesdriften fik<br />
hendes mørke, sorgfulde Blik til at<br />
flamme, da hun med lav, men tydelig<br />
Stemme gav sig til at <strong>for</strong>klare, hvor<strong>for</strong><br />
og hvordan <strong>det</strong> var kommen. Hver Gang<br />
hun kørte fast, hjalp Dommeren hende<br />
paa Gled igen <strong>—</strong> han begyndte at fatte<br />
denne psykologiske Gaade.<br />
Hun var altsaa bleven gift med en<br />
Mand, som ikke gengældte hendes<br />
inderlige Kærlighed, og hun syntes<br />
ikke, Livet var værd at leve <strong>for</strong>uden.<br />
Saa havde hun haabet, at hun selv<br />
kunde vinde ham, hvis hun holdt ud.<br />
Hendes Fader døde, hendes Søster blev<br />
sendt ud fra Hjemmet <strong>—</strong> intet hjalp.<br />
Stærkest havde Haabet blusset op, da<br />
den lille Pige blev født, men hun<br />
mærkede snart, at Barnet fik <strong>det</strong> hele <strong>—</strong><br />
der blev intet til Barnets Moder. Saa i<br />
den sidste Tid, da Armoden trykkede<br />
saa haardt, var hun begyndt at tro, at<br />
de smaa Kaar bar Skylden, og da han<br />
saa tillige talte om at sælge den Gaard<br />
og den jord, der var hendes Arv efter<br />
Faderen, fo'r Fortvivlelsen i hendes<br />
Sind. Thi paa denne jord havde hun sin<br />
Rod og kunde ikke trives an<strong>det</strong> Steds.<br />
Da hun saa opsnappede fra Samtaler,<br />
som Hans førte med andre, at de kunde<br />
faa et større Laan, hvis Gaarden blev<br />
ombygget, saa var Fristelsen kommen.<br />
Først saa svagt, næsten uden at hun<br />
vidste, den var der. Men saa var <strong>det</strong><br />
Dagen efter Ballet, da Hans atter gik<br />
over i Storgaarden, at Mo<strong>det</strong> sank, saa<br />
hun ikke syntes, der var hæderlig Udvej<br />
mere at øjne <strong>—</strong> og da han kom hjem og<br />
talte, som om Gaarden var Aarsag til al<br />
deres Fordærv, kunde hun ikke blive<br />
den <strong>for</strong>færdelige Tilskyndelse kvit. <strong>—</strong><br />
Fortvivlelsen sagde hende, at nu fik <strong>det</strong><br />
enten briste eller bære, <strong>for</strong> saaledes<br />
som Livet var, var <strong>det</strong> ikke til at<br />
udholde. Selv Stormen, naar den fo'r<br />
frem saa haardt den Nat, var <strong>for</strong> hende<br />
et Raab om at gribe til ...<br />
Alt <strong>det</strong>te blev sagt med et<br />
Selvopholdelsens Mod... Det var en<br />
Opblussen, som hurtigt sluktes. Hun<br />
ravede nu og skjalv og støttede sig til<br />
Skranken. Paa et Vink af Overauditøren<br />
fik en Retsbetjent hende til at sætte<br />
sig.<br />
Der sad hun, mens Protokollen<br />
blev læst op og Forhøret sluttet. Hun<br />
havde fol<strong>det</strong> Hænderne og fæstede<br />
Blikket mod Jorden <strong>for</strong> at tvinge sig<br />
selv fra at se derhen, hvor han sad. Saa<br />
Fædres Jord af <strong>Nicoline</strong> <strong>Kirkegaard</strong>