Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
36<br />
„Hans Kragh har vel godt<br />
assureret ?“<br />
„For ham er <strong>det</strong> kun Vinding. Nu<br />
kan han med Glans rejse sig en ny<br />
Gaard.“<br />
„Han trængte ogsaa haardt til<br />
den.“<br />
„Det var ligegodt en sære Ting, at<br />
Ilden kom op i Udhusene.“<br />
„Ja, den maa jo være paasat. Den<br />
Ting er rele nok.“<br />
Ane Mette sprang fra Klynge til<br />
Klynge.<br />
„Hvor er Inger ?“ spurgte hun.<br />
Ingen vidste <strong>det</strong>.<br />
Af Stine Vævers fik hun den<br />
Besked, at Barnet var bragt over til<br />
Anders Brats.<br />
Hun fo'r derover, men Inger var<br />
heller ikke der. Derimod kom Hans <strong>for</strong><br />
at se til sin lille Pige, der var bleven<br />
rent skræmt og ustandseligt græd i de<br />
fremmede Omgivelser. Heller ikke han<br />
vidste, hvor Inger var.<br />
Ane Mette satte af Sted igen uden<br />
at sanse. Forbi de mørke Klynger paa<br />
Gaden, neden om Haven og langs med<br />
Bækken <strong>—</strong> der maatte hun vel findes.<br />
Hylden svajede med de nøgne<br />
Grene, der af Stormen piskedes langt<br />
hen ad jorden. <strong>—</strong> Paa Bænken derunder<br />
sad Inger sanseløs som en mørk<br />
Skygge. Flammerne tegnede hendes<br />
Skikkelse paa Bredden af Bækken. Hun<br />
mærkede næppe, at Søsteren satte sig<br />
ved hendes Side, følte ikke, at hun<br />
græd. Hendes Blik fulgte den trillende<br />
Bæk, der genspejlede den flammerøde<br />
Himmel. Nu og da drev Stormen en<br />
brændende Flage ned i Van<strong>det</strong> <strong>—</strong> den<br />
sydede lidt, før den gik under.<br />
Et hvirvlende Sus naaede deres<br />
Øre.<br />
„Det var Taget paa Stuehuset, som<br />
faldt,“ sagde Ane Mette. „Inger, Inger<br />
<strong>—</strong> nu brænder vort gamle Hjem <strong>—</strong> Inger<br />
dog <strong>—</strong> hvor<strong>for</strong> græder du ikke ? Kan<br />
du ogsaa, som alle de andre, tænke paa<br />
Fordelen nu ? Hvor<strong>for</strong> sørger vi ikke<br />
sammen over Bækgaarden ? Nu er den<br />
ikke mere til ... Vor glade Barndom,<br />
vor sorgløse Ungdom brænder med <strong>—</strong> vi<br />
har ingen Minder derom mere <strong>—</strong> <strong>—</strong> de<br />
var alle, allesammen eet med<br />
Bækgaarden. Saa græd dog, Inger, lad<br />
dit Hjerte faa Luft.“<br />
„Aa, gid, gid jeg var død. Var du<br />
ikke kommen, tror jeg, at jeg havde<br />
la<strong>det</strong> Bækken føre mig med sig. Blev<br />
Dyrene reddede ?“<br />
„Ja.“<br />
„Ogsaa Lænkehunden ?“<br />
„Ja, ja. Hans har faaet alt ud, hvad<br />
reddes kunde. Du kan ikke tro, hvor han<br />
har været paa Færde. Hans Røst lød<br />
over alle andres, han var her og der og<br />
alle Vegne.“<br />
„Hans, Hans!“ Det lød som et<br />
bønligt Skrig, og nu brød Smerten sig<br />
Vej fra <strong>det</strong> kortaandede Bryst. Hun<br />
rejste sig og fulgte viljeløst Søsteren<br />
op mod Brandste<strong>det</strong>.<br />
Tagene var faldne, og af de fire<br />
Længer var der nu bleven et uhyre,<br />
glødende Baal, men Folkemængden<br />
vedblev trods Storm og Uvejr at<br />
betragte <strong>det</strong> usædvanlige Skue i deres<br />
rolige Landsby. I Nattemulmet tog <strong>det</strong><br />
sig fantastisk og frygteligt ud.<br />
Nogle Kvinder, deriblandt Mariane<br />
og Stine Vævers havde stillet sig i Læ i<br />
Anders Brats Port. De havde Hovederne<br />
indhyllet i Bindeklæder og Armene<br />
indviklet i de store Forklæder. De faa<br />
Replikker, som skiftedes imellem dem,<br />
faldt med langsom Vægt og lange<br />
Mellemrum.<br />
Hvem havde først opdaget Ilden ?<br />
To Karle fra Koldby, som ved<br />
Totiden red fra Storgaarden. Men da de<br />
kom over til Bækgaarden <strong>for</strong> at gøre<br />
Allarm, var Morten allerede ved<br />
Sovekammervinduet <strong>for</strong> at kalde.<br />
Hvordan var Morten bleven vækket<br />
?<br />
Ja, <strong>det</strong> kunde Jens Væver, som<br />
lige kom til, godt oplyse dem om, <strong>for</strong><br />
der var een, der havde banket paa<br />
Herbergvinduet.<br />
Hvem, hvem havde banket ?<br />
Ja, <strong>det</strong> var <strong>det</strong> underligste af alt,<br />
<strong>for</strong> <strong>det</strong> vidste hverken Morten eller<br />
nogen anden Besked om. Han havde<br />
selv troet, at han havde drømt <strong>det</strong>,<br />
indtil han saa Skæret i Kammeret, og da<br />
var der vel gaaet et Kvarter.<br />
Det var dog <strong>det</strong> særeste Spil,<br />
Fandt de. Stine Vævers mente, <strong>det</strong> var<br />
Varsel, den Banken; men Jens sagde, at<br />
<strong>det</strong> skulde de ikke høre efter, <strong>for</strong> <strong>det</strong><br />
var kun Kvindesnak, Stine saa eller<br />
hørte Varsler hver evige Dag. Men<br />
derom var de alle enige, at <strong>det</strong> var<br />
knusende Held <strong>for</strong> Hans Kragh <strong>—</strong> <strong>for</strong><br />
han maatte jo dog ellers snart til at<br />
bygge. <strong>—</strong> Der havde saa vist ikke været<br />
stukket en Glød til Taget af nogen, som<br />
vilde ham ondt.<br />
Men der begyndte Stine Vævers<br />
atter at lade sit Lys skinne. Hun havde<br />
altid ynket Bækgaardsfolkene <strong>for</strong> <strong>det</strong><br />
Naboskab, de havde. ...Naar Folk ikke<br />
var ædru fra Morgen til aften, saa ...<br />
„Nu synes jeg, du skulde passe<br />
lidt paa din Mund, Stine; du kunde vist<br />
let komme til at sige mere, end du kan<br />
svare til,“ advarede Jens.<br />
En halvvoksen Dreng kom løbende<br />
<strong>for</strong>bi Porten og sagde, at nu var der<br />
ogsaa Ild i Simons.<br />
I<strong>det</strong> Klyngen satte sig i Skridt <strong>for</strong><br />
at komme ned paa Toften <strong>for</strong> at se<br />
Grethes Baal, nærmede to mørke<br />
Fædres Jord af <strong>Nicoline</strong> <strong>Kirkegaard</strong>