Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
7<br />
han noget derinde <strong>—</strong> der sad et<br />
Menneske paa Bænken langt inde i<br />
Skyggen. I den Tro, at <strong>det</strong> muligt var<br />
en, som var bleven syg, gik han<br />
nærmere og bøjede sig over et<br />
mørktlokket Hoved, som hvilede paa<br />
Bor<strong>det</strong>. Det var Inger Bæk.<br />
Hun var altsaa bleven træt og<br />
havde sat sig stille hen, og saa havde<br />
Søvnen overlistet hende.<br />
Hun sov saa fast, saa hun ikke<br />
mærke<strong>det</strong> at han satte sig ned ved<br />
Bor<strong>det</strong>.<br />
Saa sund og sorgløs en Søvn. Det<br />
virkede paa samme Vis beroligende at<br />
se paa hende som at sidde ude og høre<br />
Nattens Hjerte slaa.<br />
Der var kommen en Natsværmer<br />
ind i Lysthuset. Hun slog i Søvne med<br />
Haanden efter den og lagde paa samme<br />
Tid sit Hoved anderledes til Rette, saa<br />
hun nu vendte Ansigtet mod ham. Han<br />
mærkede <strong>det</strong> varme, friske Aandepust<br />
fra hendes halvaabne Mund og saa den<br />
dunkle Skygge, som de lange, sorte<br />
Øjenvipper afsatte paa den unge Kind.<br />
Med eet huskede han tydeligt Blikket<br />
fra disse mørkegraa Øjne <strong>—</strong> et<br />
underligt talende Blik.<br />
Hun var vist i Grunden en køn<br />
lille Pige, Inger i Bækgaarden. Men<br />
hvad vidste han egentlig derom ? For<br />
ham havde der kun været een eneste<br />
Pige i Fjenderup By <strong>—</strong> alle de andre<br />
havde <strong>for</strong> ham kun været som smaa<br />
Konfirmander.<br />
Han kendte dem ikke videre, og<br />
Inger mindst, thi siden Moderen i<br />
Bækgaarden døde, havde Faderen levet<br />
et meget stille og tilbagetrukket Liv<br />
med sine to Pigebørn. Naar Hans fra<br />
Storgaardens Port saa ned over<br />
Fjenderup By, havde han altid tænkt, at<br />
Bækgaarden var den tristeste af alle<br />
Gaarde i Fjenderup, og Familien<br />
dernede de mindst <strong>for</strong>nøjelige af alle<br />
Byens Folk.<br />
Ret særegent var <strong>det</strong> nu dog, at<br />
hun sad her ude alene, medens alle<br />
andre unge var vilde efter at more sig.<br />
Han glemte et Øjeblik sine Kvaler og<br />
lod sig fange af den Stilhed, som havde<br />
samlet sig om hendes ubekymrede<br />
Ungdom.<br />
Hun vækkedes af Fuglekvidder og<br />
saa sig <strong>for</strong>vil<strong>det</strong> om; <strong>det</strong> varede lidt,<br />
inden hun begreb, hvor hun var.<br />
„Hvad, er <strong>det</strong> dig, Hans. Jeg tror<br />
næsten, jeg var nær ved at falde i<br />
Søvn.“<br />
„Det tror jeg næsten ogsaa,“ sagde<br />
Hans og smilede ved at tænke paa, hvor<br />
fast hun havde sovet.<br />
„Mon jeg har sid<strong>det</strong> her længe,<br />
hvad kan vel Klokken være ?“<br />
„Snart fire.“<br />
„Saa har jeg sovet to Timer“ <strong>—</strong><br />
hun rejste sig hurtigt <strong>—</strong> <strong>—</strong> „ja se, der<br />
er Dagskær i Østen.“<br />
„Ja nu er der Gudskelov kun den<br />
ene Dag tilbage.“<br />
„Men hvad saa siden ?“<br />
„Ja saa slaar Bondens Tromme.“<br />
Han sagde disse Ord med tonløs<br />
Stemme, og hun følte klart, hvad de<br />
betød. Ubønhørligt vilde Dag følge<br />
Dag, mens han hver Stund maatte se<br />
hende, der havde taget hans Fred.<br />
„Ja hvad <strong>—</strong> <strong>det</strong> er vi alle saa vant<br />
til, Hans, vi er jo skabt til at slide,“<br />
sagde hun; thi hun syntes, at hun <strong>for</strong><br />
enhver Pris maatte lade, som hun intet<br />
vidste. Hun flyttede paa sig <strong>for</strong> at gaa,<br />
men han greb fat i hendes Haand og<br />
holdt hende fast.<br />
„Gaa ikke, bitte Inger, <strong>det</strong> haster<br />
ikke saa stærkt, der er ingen derinde,<br />
der savner os.“<br />
„Hvor<strong>for</strong> skal vi sidde her ude ?<br />
Jeg maa ind.“<br />
„Nej vist ej. Luften er saa frisk og<br />
svaler saa rart, og inde <strong>—</strong> der er der<br />
ikke noget ved at være.“<br />
„Er der gaaet dig noget imod,<br />
Hans ?“<br />
„Ikke an<strong>det</strong>, end at jeg vist aldrig<br />
bliver glad mere her i Verden.“<br />
Hun saa paa <strong>det</strong> ludende Hoved,<br />
<strong>det</strong> hængende Mundskæg og de sænkede<br />
Øjelaag, og Synet brændte sig ind i<br />
hendes Hjærte. Saa lagde hun begge<br />
sine Hænder om hans Hoved og trak <strong>det</strong><br />
ind mod sit Bryst ... Men i samme Nu<br />
styrtede hun ud af Lysthuset op mod<br />
Vaaningen; han hørte hendes stivede<br />
Skørter knitre og slaa om de hurtige<br />
Ben.<br />
Saa rejste han sig langsomt og<br />
fulgte efter. Fra et aabentstaaende<br />
Vindue hørte han en Mandsrøst synge:<br />
„Thi vi ængstes jo hverken af Sorg eller<br />
Skræk,<br />
men et godt Glas Vin driver Sorgerne væk.<br />
Lad Violinen klinge<br />
tre Dage ud i Træk.“<br />
D<br />
III.<br />
et var ikke nogen venlig Gaard af<br />
Udseende, Bækgaarden i Fjenderup.<br />
Folk vilde vel nærmest kalde den<br />
skummel, som den laa der ud mod<br />
Landevejen med sin gabende Port, sine<br />
mossede Tage og lave, klinede Vægge.<br />
Heller ikke bidrog de gamle, mørke<br />
Popler om Have og Toft til at gøre<br />
Indtrykket lysere, thi naar Høst– og<br />
Vaarvind<br />
huserede i denne Egn, saa sang de altid<br />
saa klagende Sange i Poplerne om<br />
Bækgaarden.<br />
Engang havde den været en af de<br />
mest solide og tidssvarende Gaarde i<br />
Fædres Jord af <strong>Nicoline</strong> <strong>Kirkegaard</strong>