Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.

47
„Han skal tilbydes Husly i Nat,
hvis det er ham,“ sagde Hans og satte
sig for Bordskiven, der var saa hvid, at
den lyste gennem Tusmørket. Skæret fra
Kakkelovnsilden hoppede i de tørre
Pletter paa det mørktklamme Gulv.
„Her er lunt og godt“ sagde han og
saa paa de gamle Fade, der skinnede
over Ovnen.
Søren Peter kom ind med Tørv til
Ovnen. Han satte sig hen paa Gulvet til
lille Marie, der atter legede med
Katten.
„Der kommer een her til Gaarden.
Det er et Kvindfolk.“
„Aa Snak,“ sagde Hans, „det er
vel en Kræmmer“.
Men Søren Peter blev ved sit.
„Maaske det er Dorthe, der har
været andet Steds i By og saa lægger
Vejen herom for at se til Marie,“ mente
Ane Mette.
De hørte Hunden fare halsende
frem, men straks tie; og Hans rejste sig
for at se ud.
“Men j Guds Navn, hvad er det ?“
Han greb i Bænken og styrtede ud.
Ane Mette kom i saa stor en
Spænding, at hun straks ikke kunde
flytte en Fod. Saa hørte hun Hans
Stemme i Forstuen og en anden Stemme
svare. Hun brød ud i et Henrykkelsens
Skig:
„Inger, Inger.“
De vilde næppe tro deres egne
Øjne, — men det var Inger.
Og de spurgte og spurgte om de
hundrede Ting. Om Benaadning, om
Anledning, om det var Overauditørens
Skyld, hun svarede ja paa det
altsammen. Hun stod som den, der ikke
kan skelne mellem Drøm og
Virkelighed.
„Nu faar vi lade hende i fred
sagde Hans og knugede hende til sig.
„Vi har hende, og det er det vigtigste.
— Hun er jo saa forkommen af
Sindsbevægelse, saa hun ryster, som i
Kolden.“ —
De begyndte at løse hendes Tøj og
trak de vaade Sko af hendes Fødder, og
de saa til hinanden — den samme Tanke
stod at læse i deres Øjne.
„Hun skal nok faa Kød paa
Kroppen igen,“ sagde han.
Men den lille Pige havde rejst sig
og kom nærmere med store, forundrede
Blik. Hun havde Moderens mørke Øjne.
„H’em er det, h'em er det ? —
Søren Peter siger, det er vo's Mor,“
sagde hun og skubbede sig nær til sin
Faders Knæ.
Da fik Ingers alt for fulde Hjerte
Luft, og Taarerne løste hendes Mæle.
Hun kastede sig ned paa Bænken ved
Bordet og sagde:
„Du maa ikke blive vred, fordi jeg
græder... jeg vilde meget hellere le,
men jeg kan kun græde... Og dog er jeg
saa glad, som jeg aldrig før i hele mit
Liv har været ...“
„Ja vist saa, bitte Inger, tapre
Ven.“
Og du kom til Julen“, Jublede det
fra Ane Mette.
„Vos Mor kom til julen,“ sagde
lille Marie.
Saa lod de hende i Fred samle sig
efter Gensynets første, stærke Indtryk.
De stillede frem for hende det bedste,
Huset formaaede, varm Mad og
oplivende Drikke.
Saa, følte hun sig tryg og tørrede
de sidste Taarer bort, og gav sig til at
tale om den pæne Stue og den ny Bolig.
„Jeg er saa glad for, at du vilde
lægge
Gaarden her, saa jeg igen kan leve
sammen med Bækken. Den er som en
gammel Ven for mig. Jeg kunde høre
den tale højt, da jeg gik der forbi.“
„Ja, den har stærkt Fald her
ligesom ved Bækgaarden“ sagde Hans.
Han havde ogsaa lært at høre, hvad den
sagde.
Ind gennem de flade Marker kom
den i sindigt, ensformigt Løb — saa
jævnt vuggende sig frem. — Men ved
Udflyttergaarden paa Ydermarken, fik
den Fart; der hoppede dens smaa Bølger
og sprang over de smaa og store Sten.
Den nynnede og rislede og ofte lød det
med Kluk i Kluk — som om den af
Hjertet frydefuldt lo.
Fædres Jord af Nicoline Kirkegaard