Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.

8
Landsbyen, men ved Tidernes Ugunst
var der i de sidste Generationer solgt
fra Mark og Eng. Dog stod endnu det
lange Stuehus og de rummelige Udhuse
som talende Vidner om Gaardens
Storhedstid og lagde et vist gammelt og
anseligt Præg over den.
Med Hensyn til Indretning og
Husskik var ingen væsentlig Forandring
sket de sidste fyrretyve Aar — den Tid,
gamle Niels havde været Ejer af
Gaarden. Han adskilte sig deri fra sine
Byfæller, der var stærkt smittede af
Tidens Hang til Ændringer og
Forbedringer i daglige Forhold.
Han elskede denne gamle Bolig,
dens mørke Bjælkeloft, de højtsiddende
Vinduer og Panelerne langs Væggene.
Hans tidligt afdøde Hustru havde delt
denne Hjemstedkærlighed, og efter
hendes Død lærte han deres to Døtre at
dele den.
I andre Retninger var han noget af
en Fremskridtsmand — var ivrig Læser
og holdt Blade sammen med Præsten,
ligesom han var stærkt optaget af de ny
Rørelser, der fremkom i visse Egne af
Landet.
En Søndag Eftermiddag sidst paa
Høsten var Inger alene hjemme. De
havde kørt Rug ind om Formiddagen,
fordi det saa ud til Regn, og nu efter
Middagen og Søvnen var Faderen og
Søsteren Ane Mette gaaet til Kirke.
Karlen var drevet ud af Gaarden med
tændt Pibe, og Vogterdrengen var i
Marken hos Køerne.
Først var hun gaaet ned til
Bækken, hvor hun og Søsteren havde en
Bænk under en Hyldebusk.
Der havde hun altid elsket at sidde
og lytte til, hvorledes den klare Strøm
sladrede sig frem gennem Engen. Det
var saa aldeles vist, at de smaa Bølger
blev mere højrøstede, naar de trillede
forbi den gamle Gaard; men i Grunden
var det ikke saa sært; thi ingen i den
hele Landsby holdt af Bækken som de
dernede.
Hvad havde den ikke kunnet
fortælle hende om de Mennesker —
hendes egen Slægt — som i gammel Tid
havde beboet Bækgaarden — hvorledes
de havde kæmpet og stridt for Arne og
Fred, for Frihed og dagligt Brød.
Men siden hin Dag, da
Storgaardens Mariane havde haft
Bryllup, kunde hun ikke længere lytte
saa sorgløst til Bækkens Sladren, thi
denne Dag havde kastet en Skygge over
hendes Liv, en tung Skygge, som ikke
igen vilde forsvinde.
Saa gik hun ind og hentede sit
Sytøj, hvormed hun satte sig paa det
grønne Havedige ud mod Gaden. Herfra
kunde hun overskue det meste af Byen,
se, naar Kirkefolkene kom, og her
skyggede Poplerne saa rart mod den
hede Sol.
Jens Væver og hans Kone, der var
nærmeste Naboer, gik over Gaden for at
slaa en Sladder af. Jens havde de ny
gule Skindærmer paa, og
Merskummeren var tændt, og Stine
havde en nystrøgen Sirtses Hue paa. De
talte om Vejr og Vind og Høstens
Travlhed.
Oppe fra Storgaarden lød
Piskesmæld og Vognrummel, og de
sorte Heste trak Stadsvognen ud af
Porten.
„Hvor mon Rejsen gælder hen i
Dag,“ sagde Stine Væver.
„Der gaar ikke en Dag,“ sagde
Jens, „uden at de kører og rinker saa
her og saa der.“
„Det er noget for Mariane.“ Inger
saa hende i Tanken for sig, naar hun
steg op i den fine Jagtvogn og satte sig
hos sin Pranger, mens Hans maatte staa
som en anden Lakaj og hjælpe
Herskabet til Sæde.
„Nu rejser Hans til Helmisse,“
oplyste Væveren, „det er heller ikke en
Dag for tidlig.“
„Nej, dette her kunde da ikke
blive ved at gaa,“ mente Stine, „han er
bleven som et andet Menneske.“
„Det vil lige godt blive haardt for
ham at komme fra Storgaarden, hvor
han har haft sit Frisprog i saa mange
Aar. Men bitte Børn, som det har taget
haardt paa ham, at Mariane tog Søren
Balle. Jeg siger saa tit til ham: Hans,
siger jeg — der er da andre Piger til
end Mariane.“
„Ja, det siger Jens saamænd saa
mange Gange.“
„Og de andre kan vel være lige saa
gode selvom de ikke er født med saa
mange Gryn i Lommen.“
„Ja, det har du rele Ret i, Jens,“
sekunderede Stine. „Men der kommer
saamænd Hans ud af Porten.“
Inger blussede op ved at se ham
komme ned ad Gaden, og Jens Væver
fik travlt med at komme hjem; Stine
havde ingen Jag, for Stine var et
Kvindfolk, og efter Jenses Mening var
de blottet for alle „Kondevitter“.
Hans standsede ved Gærdet, da
Væverens gik, og Inger følte, hun blev
ildende rød i Kinderne. De havde ikke,
siden Brylluppet stod, talt andet
sammen end Goddag og Farvel.
„Du sidder nok herude og slikker
Sol,“ begyndte han Samtalen.
„Der er saa kvalmt inden Døre, vi
faar vist snart Torden.“
„Ja, det trækker stærkt sammen.
Har I snart Kornet i Hus ?“
„Nej, hele Havren staar ude og det
meste af Byggen.“
Fædres Jord af Nicoline Kirkegaard