Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
25<br />
Søren spurgte, om han havde<br />
betænkt sig.<br />
Ja, <strong>det</strong> kunde der snakkes nærmere<br />
om inde i Kroen. Punchebollen var<br />
bestilt.<br />
Men da Mariane hørte Hans sige,<br />
at han paa ingen Maade vilde ind, men<br />
hellere vilde følge Landevejen hjem til<br />
Fods, blev hun paa een Gang voldsom<br />
ivrig <strong>for</strong> at komme hjem.<br />
Hvad lignede <strong>det</strong> at ligge og rakke<br />
paa Landevejene til langt efter Midnat.<br />
Nu vilde hun hjem, og saa fik <strong>det</strong> gaa<br />
med Hestehandelen, som <strong>det</strong> bedst<br />
kunde.<br />
Saa maatte Søren Balle give efter,<br />
endskønt Forpagteren, der stod med<br />
Haanden paa Vogndøren, brugte alle<br />
sine Talegaver <strong>for</strong> at faa „Fruen“ med<br />
ind paa en Forfriskning. Da ingen<br />
Overtalelse hjalp, sprang den tykke<br />
Mand resolut op i Vognen til Søren<br />
Balle og raabte til sin Kusk, at han<br />
skulde overnatte med Køretøjet i<br />
Kørsagte og først stille med <strong>det</strong> næste<br />
Formiddag Klokken elleve hos<br />
Proprietær Balle i Fjenderup.<br />
Paa <strong>for</strong>reste Sæde i Vognen førtes<br />
nu en Samtale saa ivrig, saa spækket<br />
med Raab og Eder, at ingen af dem<br />
tænkte paa, hvad der <strong>for</strong>egik bagved.<br />
Mariane havde lagt sig nærmere op<br />
mod Hans og strøg kælent hans Haand,<br />
der hvilede paa Forlæderet.<br />
„Hans, Hans, vi maa tales ved, <strong>det</strong><br />
er paa høje Tid, hvis jeg ikke skal blive<br />
tosset som min Faster i Glæsborg, der<br />
kom paa Daarekisten <strong>for</strong> en Kærestes<br />
Skyld ... Kom ud i Lindelysthuset, naar<br />
vi nu kommer hjem.“<br />
„Det gaar ikke, Mariane.“<br />
„Pyt ... Hvad tror du, de to<br />
Fuldsnuder mærker til <strong>det</strong>, naar de er<br />
inde i deres Handel Hans, Hans, sødeste<br />
Hans <strong>—</strong> lad mig faa Lov til at sige dig<br />
den eneste Gang, hvor <strong>for</strong>færdeligt <strong>det</strong><br />
har været <strong>for</strong> mig, siden vi to skiltes.“<br />
„Hyss, hyss ... Din Mand lytter.“<br />
„Han ! Den Stud ! Nej, han er<br />
saa knusende ligeglad, om jeg er kold<br />
eller hed, lysten eller led.“<br />
Hun vedblev efter en Stund, da<br />
Hans intet sagde:<br />
„Sommetider saa gaar jeg og laver<br />
sammen paa, at jeg bliver ham kvit, at<br />
han kommer galt af Sted paa en e11er<br />
anden Maade <strong>—</strong> at <strong>for</strong> Eksempel en gal<br />
Hest sparker ham i Livet, og han bliver<br />
baaret død ind <strong>—</strong> eller at han i et Lag<br />
drikker sig Døden til.“<br />
„Men Mariane dog,“ udbrød han i<br />
Forfærdelse.<br />
„Snak. Det er kun noget, jeg<br />
saadan gaar og brygger sammen. Men<br />
hvis der nu skete saadan noget <strong>—</strong> <strong>—</strong><br />
Hans, Hans .... hvad saa ?“<br />
„Saa vilde der endda være et<br />
Menneske, som stod os i Vejen.“<br />
„Din Kone ?“<br />
„Ja.“<br />
„Og hun er vel næsten den værste<br />
<strong>for</strong> os ?“<br />
„Ja, Mariane, hun er meget den<br />
værste, <strong>for</strong> hun er et godt og trofast<br />
Menneske.“<br />
„Du holder maaske alligevel af<br />
hende, skal vi se ?“<br />
„Nej, Mariane, jeg holder af dig<br />
og ikke af hende. Gud give, <strong>det</strong> var<br />
omvendt.“<br />
Disse Ord blev sagt saa stille, at<br />
de lød som tunge Suk.<br />
„Men nu mødes vi i Lysthuset i<br />
Aften. Naar du stiger af, gaar du lige<br />
der ud <strong>—</strong> ikke, Hans ?“<br />
„Jeg gør <strong>det</strong> ikke <strong>—</strong> hvis jeg kan<br />
lade være.“<br />
„Men <strong>det</strong> kan du ikke,“ jublede<br />
hun og klemte hans Haand mellem<br />
begge sine.<br />
<strong>—</strong><strong>—</strong><strong>—</strong><strong>—</strong><strong>—</strong><br />
De første af Landsbyens yderste<br />
Huse var lagt tilbage. Nu rullede de<br />
<strong>for</strong>bi Hans Kraghs Toft, og <strong>for</strong>an til<br />
venstre kastede Bækgaarden sin store<br />
Skygge.<br />
Han vendte sig, da de kørte <strong>for</strong>bi,<br />
og saa tilbage.<br />
Lænkehunden gøede hæst, som om<br />
den kaldte paa ham, og ud over Haven<br />
spredte sig et svagt Skær fra<br />
Sovekammervinduet.<br />
Han tænkte, <strong>det</strong> var vel Inger, som<br />
først nu gik til Sengs efter at have<br />
ventet paa ham.<br />
Men faa Sekunder efter kørte de<br />
gennem Storgaardens Port. Inde i<br />
Gaarden straalede alle de oplyste Ruder<br />
til Velkomst. I Køkkenet brasedes og<br />
kogtes <strong>for</strong> de hjemvendende, saa den<br />
hvide Em stod ud af Døren.<br />
Først nu, da de steg af Vognen,<br />
fandt de to Prangere sig <strong>for</strong>anledigede<br />
til at spørge til deres Rejsefællers<br />
Befindende.<br />
Under mange Komplimenter blev<br />
den fine Forpagter budt ind, og Mariane<br />
<strong>for</strong>stod saaledes at henlede<br />
Opmærksomheden paa ham og sig, at<br />
ingen lagde Mærke til, at Hans<br />
<strong>for</strong>svandt gennem Havelaagen.<br />
Hans Støvler knirkede i den<br />
grusede Gang, da han sneg sig ad den<br />
velkendte Vej til Lindelysthuset.<br />
Men da han stod ved Indgangen,<br />
huskede han pludseligt den sidste Gang,<br />
da han var paa <strong>det</strong>te Sted. Han huskede<br />
<strong>det</strong> saa nøje, at han næsten ventede at<br />
se et mørklokket Hoved ligge ned mod<br />
Bor<strong>det</strong> <strong>—</strong> der inderst i Krogen, hvor<br />
Maanelyset faldt gennem Løvet i<br />
Fædres Jord af <strong>Nicoline</strong> <strong>Kirkegaard</strong>