Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.

43
Hans mente, at det nok var gliaaet,
som det skulde gaa.
„Ja, ja,“ sagde Lars Storgaard —
„jeg skal i hvert Fald ikke slaa
Haanden af dig. — Nu taber du vel din
Assurahce, men vi maa pinte se at
hjælpe dig til med at faa Gaarden
bygget op igen. Saa kan du meget
lettere faa den solgt.“
Solgt ? Hvad mente han med det
? Troede de virkelig om ham, at han
kunde være saa lumpen at sælge den
jord, der var hans Kones Arv ? — Nej,
hver Fodsbred skulde ligge ubeskaaret,
naar hun vendte tilbage.
„Naa, naa, Hans Kragh, godt Ord
igen. Det kommer pinte da an paa, hvor
langt du rækker. — Naar du nu ingen
Assurance faar, hvad saa ?“
„Saa vil jeg bygge et Skur af Træ
langt ude paa den yderste Mark til mine
Køer og Heste, og et Ly, klinet op af
Ler og Mos til mig selv og min lille
Pige, og der skal hun træffe os, naar
hun igen bliver løst. Og da vil vi
hjælpes ad at rejse et Hjem igen, hvor
ringe det end kan blive.“
„Naa, naa, du tager det saa
heftigt, hvad Nytte er det til. Hos mig
skal du faa al den Støtte, jeg kan yde.
Gaarden kan du jo vel faa bygget op,
men om du kan blive ved den — det er
pinte...
„Det skal jeg vise baade dig og
andre,“ afbrød Hans.
Og Lars, der mente, at det var
unyttigt at tale med en Mand, som var
gaaet af Hægterne i Sorg, bød Farvel og
gik.
Ane Mette havde den hele Dag
gaaet med det lønlige Haab, at Inger
skulde være med, naar Hans kom hjem
fra Byen, og nu kom der en pinefuld
Vaande over hende, da hun erfarede, at
han var kommen ene tilbage. Enkelte
forblommede Ytringer, der faldt mellem
Sørensen og Madammen, fordoblede
hendes Ængstelse.
Men da hun saa paa sin Vandring
ud efter Køerne traf Morten og af ham
fik fuld Besked om, hvorledes Sagerne
stod, blev hun aldeles overvældet af
Fortvivlelse. Hun løb som en vanvittig
op paa Marken, kastede sig med
Hovedet mod et Gærde og græd og
skreg og anklagede.
Ingen hørte hendes Raab eller saa
hendes vilde Smærte. Lærkerne sang
deres Aftensang for den synkende Sol,
og Køerne, der gumlede sig sultne i
Foraarets smaa og sparsomme Spirer,
brølede af Længsel efter Foderet i
Krybben. Men hun sansede ikke, at
Aftenen var nær.
Der var et Billede, som steg frem i
al sin Rædsel for hendes Tanker, og
hver Gang, hun havde jaget det til Side,
stod det der lyslevende igen.
Det var Pigen fra Hobro.
Hun huskede, hvor baade hun selv
og Inger gøs, naar Faderen i lange
Vinteraftener fortalte om den unge
Pige, som havde stukket Ild paa Hobro.
— Saa levende havde han udmalet
hendes hvide Skræk, da hun stod frem
paa Torvet og foran Skafottet
fremsagde sine Salmer. — Hver Gang
de i Salmebogen kom til disse Numre,
havde de altid bladet saa hurtigt om.
Den Stakkel, der havde været saa
haardt fristet. Hvor mange Taarer var
der ikke faldet fra unge Pigeøjne for
hendes kranke Skæbne.
Og nu havde Inger, den smukke,
blide Inger med den stille Værdighed
og det bløde Sind — nu havde hun gjort
sig skyldig i den samme Forbrydelse.
Aa, det var ikke, det kunde ikke
være sandt. Det maatte være Løgn,
Løgn, Løgn.
Hun raabte det himmelhøjt ud i det
vide Rum, men ingen hørte det. Tilsidst
skreg hun sig træt, og da først begyndte
hun at sanse, hvad der omgav hende.
Der henne stod Degnens Køer og
brølte. Hvad brød hun sig om den
dumme Dyr eller deres selvgode Ejer og
hans sukkersøde Madam. — Vilde de
have deres Køer hjem, fik de hente dem
selv. Thi, her ude i Foraarsblæst og
blandt Aftenskygger vilde hun blive.
Den bare Mark var vel altid et bedre
Sted end et muggen Rum i en
Fængselscelle.
Hun saa for sig Thing– og
Arresthusets røde Mur. De havde været
med faderen i Staden, da det netop var
færdigt. Kongefamilien havde været
Byens Gæster, og om Aftenen lyste den
store Bygning som et mangefarvet,
tusindstraalet Feslot. Men Faderen
havde sagt med foldede Hænder, at han
vilde bede Gud i Himlen bevare hans
for at sættes inden for disse Mure...
Saaledes blev hun ved at pine sig
selv, til Degnen kom for at søge efter
sine Køer. Han fandt hende liggende
ved Gærdet i frygtelig opløst
Sindstilstand og han glemte ikke at
holde en for Anledningen, passende og
advarende Formaningstale.
Men Dagen efter fik hun sin Plads
i Skolen sagt op til Skiftetid.
H
XVI.
an sneg sig lydløst gennem den
smalle Dør, som Slutteren aabnede
for ham. Derhenne paa Briksen sad hun
— sammensunken og med mørke, rædde
Fædres Jord af Nicoline Kirkegaard