Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
27<br />
derfra, var <strong>det</strong> sædvanligvis Livet<br />
inden Døre i Selskab med andre Folk.<br />
Men denne Nat var alle Døre<br />
lukkede.<br />
Ja, hvis han vilde søge op til den<br />
store Gaard hist oppe, hvis Tag tegnede<br />
sig stormægtigt i Stjernelyset over de<br />
lavere Skygger af Landsbyens Huse <strong>—</strong><br />
saa kunde han være saa temmelig vis<br />
paa at blive modtaget med varm Mad og<br />
stærke Drikke <strong>—</strong> og Gud skulde vide,<br />
han trængte dertil <strong>—</strong> men nej, nej <strong>—</strong><br />
hvad havde han i Nat med dem at gøre ?<br />
Nej ude <strong>—</strong> i Selskab med Nattens<br />
Magter. <strong>—</strong> Aldrig havde han følt saa<br />
klart, at Naturen er Menneskets bedste<br />
og mest <strong>for</strong>staaende Ven.<br />
Der oppe drev Skyerne hvileløse<br />
som hans eget Sind, dernede klukkede<br />
Bækken som en dæmpet Klage naar den<br />
skød sig frem over den stenede Grav.<br />
Hver Gang han hørte den susende<br />
Flugt gennem Luften af vilde Fugles<br />
Træk, hver Gang et Dyr kaldte fra sit<br />
duggede Leje, mærkede han beslægtede<br />
Følelser i sit Indre, at han var en Del<br />
af <strong>det</strong> hele, en Tone i den store<br />
Stemme.<br />
Og Tanken beroligede ham, saa<br />
han fik Mod til at søge hjemad og<br />
haabe <strong>det</strong> bedste.<br />
Atter søgte han gennem Haven til<br />
Sovekammervinduet og bøjede sig ned.<br />
Gud i Himlen, hvilke hvinende<br />
Jammerskrig.<br />
Han tittede <strong>for</strong>sigtigt ind og saa<br />
Jordloderen staa bøjet over Sengen.<br />
Den Rædsel var ikke til at<br />
udholde. Af Sted bar <strong>det</strong> <strong>—</strong> langt fra<br />
Gaarden <strong>—</strong> ud over Marken igen.<br />
Der smed han sig opgivet i<br />
Græsset og gik i Rette med sig selv.<br />
Hvad havde vel hun <strong>—</strong> <strong>det</strong> lidende<br />
Barn, som jamrede der inde <strong>—</strong> gjort<br />
ham, at hun skulde saaledes pines <strong>for</strong><br />
hans Skyld.<br />
Han havde narret fra hende baade<br />
Gaard og Bo, baade Ungdom og Fred <strong>—</strong><br />
og intet, slet intet, havde han givet til<br />
Gengæld.<br />
Om hun nu laa der og døde i sine<br />
Smerter <strong>—</strong> uden Ven og Husbond, uden<br />
Deltagelse og Kærtegn. Hvad mon hun<br />
da i sin sidste Stund vilde tænke om<br />
ham ?<br />
Mon ikke, at han havde været et<br />
Uhyre, der havde tyvstjaalet Glæden fra<br />
hendes Liv.<br />
Yderst i Marken paa den<br />
lyngbevoksede Kæmpehøj smed han sig<br />
ned paa sine Knæ og fremhulkede sin<br />
Sorg med oprakte Hænder.<br />
Hvis Gud denne Gang vilde tage<br />
hans Hjertekvide og lægge den bort <strong>—</strong><br />
saa vilde han fra nu af stræbe mod <strong>det</strong><br />
Maal <strong>—</strong> at vokse fra en Pjalt til en<br />
Mand.<br />
Imens svandt Natten, og<br />
Dagskæret kom. Han saa ned ad sig selv<br />
og sit ny Tøj og havde næsten glemt,<br />
hvor<strong>for</strong> han havde <strong>det</strong> paa. Det var saa<br />
længe, længe siden, han havde kørt med<br />
Folkene til Staden.<br />
Han frøs nu stærkt og vandrede ad<br />
Markvejen hjem mod Gaarden. Da han<br />
var kommen nær dertil, hørte han<br />
Træskoskridt over Gaardspladsen, og<br />
han blev frygtelig ræd <strong>for</strong>, at <strong>det</strong><br />
maaske var Morten, der skulde køre<br />
efter Læge. Han skyndte sig gennem<br />
Portlaagen.<br />
Nej, <strong>det</strong> var Else, som gik med<br />
Mælkespanden over i Nøset. Hun sprang<br />
hen imod ham, svingede Spanden og<br />
raabte:<br />
„Nu er <strong>det</strong> overstaaet. Det er en<br />
Pige.“ Men i samme Nu føjede hun til :<br />
„Det er ikke værd at gaa ind<br />
endnu.“<br />
Advarselen var overflødig. Thi nu,<br />
da den værste Tyngsel var taget fra<br />
ham, følte han ingen Lyst til at gaa ind,<br />
mens de fremmede Kvinder var der, saa<br />
de skulde være Vidne til hans Sjæls<br />
Oprør. Han gik <strong>for</strong> at vække Morten,<br />
der skulde køre Madammen bort, og<br />
derefter gik han ind i Stalden <strong>for</strong> at<br />
fodre Hestene. De fik dobbelt Foder<br />
med Havre til den Dag. <strong>—</strong> Ogsaa de<br />
skulde mærke, at der var lan<strong>det</strong> en lille<br />
Pige i Bækgaarden.<br />
Først da Madammen var hjulpet til<br />
Vogns, kom han frem og spurgte,<br />
hvorledes <strong>det</strong> stod til.<br />
Jo, Faren var <strong>for</strong>bi, men Fødselen<br />
havde været usædvanlig haard, da<br />
Barnet var født mindst en Maaned <strong>for</strong><br />
tidligt.<br />
Da Stine Vævers lidt efter ogsaa<br />
<strong>for</strong>svandt, listede Hans sig ind til<br />
Sengen.<br />
Stille udstrakt med Hove<strong>det</strong> træt<br />
ned i Puden laa Inger bleg som et Lig<br />
og med fastlukkede Øjne. Det sorte<br />
Haar flød udslaaet ned over den<br />
lyserøde Nattrøje.<br />
Men hendes venstre Arm<br />
omsluttede et Legeme <strong>—</strong> saa bitte li<strong>det</strong>,<br />
at Hans rørtes til Taarer ved at se<br />
derpaa. <strong>—</strong> Og <strong>det</strong> var hans Barn, hun<br />
der laa og omsluttede saa moderlig<br />
trofast ved sin unge Barm.<br />
Han sank ned ved Sengen og<br />
hulkede og bad, indtil hun vaagnede og<br />
slog de mørke Øjne op. De udtrykte<br />
ikke noget ud over glad Overraskelse<br />
ved at se ham.<br />
Han greb hendes Haand og<br />
knugede den i overstrømmende<br />
Bevægelse <strong>—</strong> takkede og tryglede om<br />
Tilgivelse i eetvæk.<br />
„Og du er ikke ked af, <strong>det</strong> blev en<br />
Pige. Jeg vilde saa gærne have skænket<br />
dig en Søn.“<br />
Fædres Jord af <strong>Nicoline</strong> <strong>Kirkegaard</strong>