Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
6<br />
naaede Bryggersdøren, hørte han de<br />
bragende Salver af Køkkenfolkenes<br />
Latter, naar Grethes sjofle Tunge løb<br />
løbsk. I Dag var hun i sit Es. Jens<br />
Væver havde husket hende fra<br />
Morgenstunden. Straks Hans viste sig i<br />
Døren begyndte hun:<br />
„Ih se, Godmorgen, bitte Hans<br />
Kragh. Du blev nok sølle tilpas i Aftes,<br />
<strong>for</strong>di du ikke kunde faa Lov til at følge<br />
Bruden i Seng.“<br />
Hans lod, som han intet hørte. Han<br />
nikkede til nogle Forgangspiger, som<br />
ordnede Sølvtøj efter Mærker ved<br />
øverste Ende af Køkkenbor<strong>det</strong>, og gik<br />
roligt hen og spiste af den Mad, som<br />
een af Gaardens Piger satte frem i<br />
Spisekammeret. Men denne selvfølende<br />
Utilgængelighed gjorde Grethe komplet<br />
rasende.<br />
„Han skulde vel ogsaa ligget og<br />
boltret sig i Mette Storgaards Dundyner<br />
<strong>—</strong> saadan en sølle Pjæs. Nej Mariane<br />
var ikke ga1, hun vidste nok, hvem hun<br />
vilde til Sengs med.“<br />
Med et Spring som et hidset Dyrs<br />
var han ude i Køkkenet <strong>for</strong>an Grethe.<br />
Men da kom han til at se paa Gaardens<br />
to Tjenestepiger, der trak i hinanden og<br />
lo, ret som de, undte ham hans Skæbne.<br />
Ja vist, han <strong>for</strong>stod <strong>det</strong> godt. Han<br />
havde altid været stor i egne Tanker,<br />
holdt sig <strong>for</strong> god til at omgaaes dem og<br />
andre Tjenere. Og nu var Gengældelsen<br />
over ham <strong>—</strong> han saa Virkeligheden lige<br />
i Øjnene: Han var kun deres jævnlige <strong>—</strong><br />
<strong>—</strong> et fattigt Tyende som de <strong>—</strong> og slet<br />
intet, intet an<strong>det</strong> var han.<br />
Og oppe fra Bor<strong>det</strong> mødte han et<br />
Blik fra to mørkegraa Øjne <strong>—</strong> et langt<br />
dvælende Blik, brændende af<br />
medlidende Forstaaelse.<br />
Da dukkede hans Nakke sig<br />
modløst, og han vendte sig <strong>for</strong> at gaa.<br />
Men <strong>for</strong>an Komfurovnen laa Grethe paa<br />
sine Knæ og dryppede Hønsene og sang<br />
med groft Mæle:<br />
„Højt paa en Gren en Kra–a–ge<br />
...“<br />
Paa en omvendt Tørvekurv i<br />
Bryggerset sad hendes femtenaarige<br />
Datter Boline og malede Kaffebønner.<br />
Hun stemte i med skingrende Røst :<br />
„Sim saladim bamba saladu<br />
saladim.“<br />
„Det lyder næsten lige saa kønt,<br />
som naar Lænkehunden i Gaarden halser<br />
ad de fremmede, og Pasop bjæffer med<br />
fra Trappen,“ sagde Dorthe Brat til de<br />
andre.<br />
„Ja, naar Vognen helder,“ ...sagde<br />
Inger.<br />
„Da er <strong>det</strong> s'gu aldrig et Gran <strong>for</strong><br />
meget til ham,“ sagde een af Pigerne.<br />
„Her har han gaaet og knejset, som<br />
Katten var ikke hans Lige.“<br />
Paa maa og faa drev Hans om.<br />
Danse vilde han ikke, drikke langt<br />
mindre, allerhelst undgik han<br />
Menneskers Blik, der røbede<br />
Nysgerrighed, Skadefryd og<br />
Medlidenhed i Flæng.<br />
Saaledes var Dagen gaaet, og<br />
Mørket fal<strong>det</strong>. Da han endnu følte sig<br />
lige utilpas, gik han over i<br />
Staldkammeret <strong>for</strong> at hvile lidt ud. Her<br />
sov han ind og vedblev at sove, indtil<br />
han blev rusket vaagen af Husmanden,<br />
da Gæsterne begyndte at tage hjem.<br />
Hver Gang han i denne Tid<br />
vækkedes af Søvne, følte han sig som et<br />
Menneske, der intet mere har med<br />
Verden at bestille.<br />
Som Natten skred frem, tog Støjen<br />
og Larmen til. Han ønskede bare, at<br />
disse Dage var <strong>for</strong>bi, saa han kunde faa<br />
Lov at sørge i Ro.<br />
Før Daggry gik han ud gennem<br />
Havelaagen ned ad Elmegangen, hvor<br />
han og Mariane saa ofte havde vandret i<br />
Forsommerens lyse Nætter. Der stod<br />
Bænken under de to Kæmpetræer <strong>—</strong> paa<br />
den havde han taget hendes Ja <strong>for</strong> to<br />
Aar siden. Det var den Gang, han lige<br />
var kommen hjem fra Krigen, og hun<br />
havde været saa rent tosset efter ham.<br />
Hvor havde han ikke maattet opbyde al<br />
sin Viljekraft, <strong>for</strong> at ingen skulde<br />
mærke deres Forhold.<br />
Mod een af de tykke Stammer<br />
lænede han sig tilbage og indaandede<br />
Havens Duft og Fred.<br />
Maanens sidste blege Lys faldt<br />
hvidt over <strong>det</strong> mørke Løv. Luften var<br />
fyldt med den stærke Duft, som Hyld og<br />
Reseda udaandede, og naar Natten trak<br />
sin dybe Aande, strøg de svale Vinde<br />
dulmende over hans brændende Pande<br />
og dæmpede hans oprevne Hu.<br />
Hvor underligt, tænkte han, at<br />
Naturen var saa aldeles ligeglad, hvad<br />
enten Mariane havde Bryllup eller ej.<br />
Her ude var godt og trygt, <strong>det</strong> var kun<br />
inde i Storgaarden Sorgen var.<br />
Da kom han til at se op mod<br />
Vaaningen, hvor et Par Vinduer netop<br />
blev stærkt oplyst. Det var i<br />
Gæstekammeret <strong>—</strong> Brudekammeret. <strong>—</strong><br />
<strong>—</strong> I samme Nu var hans Hjerte atter<br />
fuldt af alle Helvedes Kvaler.<br />
Han saa Skygger bevæge sig der<br />
inde, saa Arme udstrækkes og Hoveder<br />
hvile mod hinanden. Han følte en<br />
rasende Trang til at gribe en Sten i<br />
Grusgangen og kaste den med Kraft<br />
mod <strong>det</strong>te Bur <strong>for</strong> Turtelduer.<br />
I ustyrlig Hidsighed sprang han op<br />
fra Bænken og knyttede Hænderne. Han<br />
vilde, han maatte gøre noget <strong>for</strong>tvivlet<br />
enten paa sig selv eller de andre.<br />
Skinsygens Kvaler drev ham ud af<br />
Elmegangen og hen mod Lindelysthuset.<br />
Da han kom til Indgangen, skimtede<br />
Fædres Jord af <strong>Nicoline</strong> <strong>Kirkegaard</strong>